Vikingerne som handelsfolk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Handels- og krigsruterne samt bosættelsesområder.

I mange år var standardopfattelsen af vikinger, at de var dygtige søfolk og grumme røvere. Omhyggelige udgravninger i bl.a. England (York), det daværende Danmark (Hedeby) og Rusland (Novgorod) har nu vist, at de først og fremmest var handelsfolk.[kilde mangler] På et tidspunkt, hvor de traditionelle handelsruter gennem Mellemøsten og Middelhavet var afbrudt eller usikre på grund af den islamiske ekspansion, lykkedes det vikingerne at etablere en forbindelse via de russiske floder og Østersøen til Central- og Vesteuropa. Ruten gennem Skandinavien kan dokumenteres ved de mange nedgravede skatte og gravfund. Handelen foregik på skandinaviske skibe, og den havde sine knudepunkter i Birka (i Sverige), Kaupang (i Norge), Hedeby (i Slesvig) og Dorestad (i Flandern).

Handelsvarer[redigér | redigér wikikode]

Vikingekøbmændene handlede med luksusvarer, som var lette at transportere, og som indbragte gode overskud. Der blev hentet silkestof og ædelmetaller gennem handel med arabiske købmænd. Slaver blev indfanget i Rusland eller indhandlet som krigsfanger i Skandinavien eller Vesteuropa. Rav, trætjære og beg kunne hentes i Rusland og Skandinavien. Moderne våben og husgeråd blev importeret fra Frankerriget ligesom keramik- og glasvarer. En helt speciel artikel var møllesten til håndkværne fra Rhinegnene.

Handelens ophør[redigér | redigér wikikode]

Vikingernes succes i Normandiet, England og Rusland var stærkt medvirkende til, at handelen efterhånden ophørte. I stedet foregik der en udvandring til de nævnte områder, og vikingekongerne fik efterhånden så meget magt over disse lande, at de var interesseret i at beskytte dem mod udbytning. Desuden blev handelsforbindelsen gennem Middelhavet mellem silkevejen og Vesteuropa efterhånden genoprettet, og det tog fordelen ud af transithandelen. Endelig måtte kristningen af Skandinavien efterhånden knytte disse lande til resten af Europa, sådan at handelen ganske vist stadig foregik, men nu ikke længere markant som et vikingeprojekt.

Kildemateriale[redigér | redigér wikikode]

Skriftlige kilder[redigér | redigér wikikode]

Arkæologiske kilder[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Björn Ambrosiani och Bo Erikson: Birka Vikingastaden, 1994 ISBN 91-7119-275-1
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (2 udgave, 1977) ISBN 87-500-1732-2
  • T. Christensen og M. Andersen (red.): Civitas Roscald – fra byens begyndelse, 2003 ISBN 83-919514-0-5
  • Ole Crumlin Pedersen og Olaf Olsen: The Skuldelev Ships 1. Topography, Archaeology, History, Conservation and Display, 2002 ISBN 87-85180-46-7
  • Stig Jensen (red.): Marsk, land og bebyggelse. Ribeegnen gennem 10.000 år 1-2, 1998 ISBN 87-7288-596-3
  • P.H. Sawyer: Da Danmark blev Danmark: fra ca. 700 til 1050 (= Politikens Danmarkshistorie bd. 3), 2002 ISBN 87-89068-23-8
  • Jens Ulriksen: Anløbspladser, besejling og bebyggelse i Danmark mellem 200 og 1100, 1998 8785180351
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: