Velfærdsstaten i Danmark

Velfærdsstaten i Danmark er en konkret udmøntning af den type velfærdsmodel,som fortrinsvis er udviklet i Europa i det 20. århundrede. Denne type stater varetager en række funktioner, der rækker videre end blot at yde landets borgere sikkerhed. Den særlige danske udmøntning betegnes også, sammen med de tilsvarende velfærdsstater i Norge og Sverige som den skandinaviske velfærdsmodel. Målsætningen er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, f.eks ved arbejdsløshed eller sygdom. I Danmark har politiske kompromiser mellem de toneangivende partier i Folketinget - især siden Kanslergadeforliget i 1933 - været velfærdsstatens byggeklodser.

Karakteristisk for den danske variant af skandinaviske velfærdsmodel er, at velfærdsydelserne tildeles alle borgere, som opfylder nogle generelle kriterier uden at tage hensyn til personlige forhold i øvrigt. Da alle borgere er dækket, betegnes den skandinaviske model også som som den universelle velfærdsstat.

Størstedelen af velfærdsydelserne i Danmark er finansieret af skatter og afgifter. En væsentlig del af de offentlige udgifter udgøres af overførselsindkomster, hvoraf pensioner og kontanthjælp er universelle, mens dagpenge til arbejdsløse er betinget af medlemskab af en A-kasse.

En række ydelser er gratis for den enkelte borger, bl.a. indenfor uddannelse, kultur og primær sundhedstjeneste (lægehjælp.) Endvidere ydes væsentlige offentlige tilskud til brugerbetalingen ved børnepasning i daginstitutioner, til tandpleje og medicinforbrug. Nogle af disse ydelser er afhængige af modtagerens indkomst.

De fleste opgaver løses af institutioner i den offentlige sektor, som er opdelt i staten, regionerne og kommunerne. Ydelsernes omfang og et relativt højt serviceniveau betyder, at der i Danmark er flere offentligt ansatte pr. indbygger end i de fleste andre velfærdsstater. Det høje udgiftsniveau kombineret med en stor grad af skattefinansiering har medført et højt skattetryk. Det er ligeledes et kendetegn, at skatteprovenuet i højere grad end i de lande, Danmark normalt sammenlignes med, indhentes gennem indkomstskatter. Dette kan påvirke udbuddet af arbejdskraft negativt, fordi personer med en lav arbejdsindkomst opnår ret til sociale ydelser, f.eks. boligsikring og fripladser i daginstitutioner, hvis de bliver ledige. Modellens bæredygtighed afhænger derfor i høj grad af, om den er i stand til at opretholde en høj beskæftigelse; et af midlerne til at nå dette mål har, især de seneste 20 år, været en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Velfærdsbegrebet

Velfærdsbegrebet er mangfoldigt og en entydig definition er derfor vanskelig at foretage Der er dog en vis konsensus blandt forskerne om, at velfærd både indbefatter materielle og immaterielle værdier. Der er endvidere en række normative forudsætninger for velfærd, f.eks. en forestilling om solidaritet mellem forskellige grupper af borgere. I dette perspektiv er en stat en velfærdsstat, når velfærdsydelser udbydes som offentlige goder, både når den offentlige sektor selv frembringer goderne og når de udbydes i privat licitation.

Uddybende artikel: Velfærd

Institutionerne

Institutionerne under den offentlige sektor er forskellige, både set ud fra formål og ud fra funktion. Sundhedsområdets institutioner, især sygehusene har relativt veldefinerede opgaver og ydelser, men en varierende brugerkreds, der visiteres kortvarigt, mens skoler og andre uddannelsesinstitutioner har en veldefineret brugerkreds, men relativt vagt definerede opgaver. I førstnævnte tilfælde er det vanskeligt at etablere velfungerende brugerråd eller -bestyrelser, i sidstnævnte kan brugerindfydelsen formelt sikres gennem skolebestyrelse og elevråd. Kvaliteten i institutionernes tilbud til borgerne har man tidligere søgt at sikre gennem centrale kontrolforanstaltninger; efter kvalitetsreformen er det i stigende grad gennem undersøgelser af borgernes tilfredshed med tilbuddene, at institutionerne evalueres.

Ejerskab

Tidligere har de offentlige institutioner som hovedregel været statsejede, men i forbindelse med privatiseringen og liberaliseringen af den offentlige sektor er de fleste statslige institutioner nu selvejende med en valgt eller udpeget bestyrelsen, f.eks blev Post & Telegrafvæsenet i 1995 omdannet til et aktieselskab, mens DSB i 1999 ændret til en selvstændig, offentlig virksomhed, der på en række områder er underlagt aktieselskabslovens bestemmelser og aflægger regnskab efter årsregnskabsloven. Professionshøjskolerne blev i 2007 etableret som selvejende institutioner; mange af deres uddannelsesteder har imidlertid tidligere været statsejede, f.eks. statsseminarierne. Overdragelse af offentligt ejerskab til private aktører skal vedtages ved lov.

De offentligt ansatte

Ved udgangen af 2011 var 756.400 ansat i denne sektor. Af disse var 254.200 beskæftiget i den sociale sektor, 174.900 beskæftiget ved sundhedsvæsenet og 159.300 med undervisning. På samme tidspunkt var 839.200 i alderen 16-64 år offentligt forsørgede.

Indikatorer for velfærd

Da velfærd ikke kan måles direkte, forsøger bl.a. OECD at finde frem til nogle relevante indikatorer for velfærd.BNP angives ofte som det overordnede velfærdsmål for et samfund, idet produktionen antages at være grundlaget for et lands rigdom. Ved sammenligninger mellem forskellige lande over tid anvendes BNP pr. indbygger som indikator. Dette mål kan dog langfra stå alene; andre forhold, som er af betydning for velfærden i et samfund er sundhedsforhold, herunder forventet levetid samt uddannelse, herunder det gennemsnitlige uddannelsesniveau. SFI har vurderet fordelingen af velfærden i Danmark med udgangspunkt i social status På grundlag af en sammenvejning af forskellige indikatorer kan der konstrueres forskellige velfærdsindeks, fx det af FN udviklede HDI-indeks. I denne type indeks ligger Danmark blandt de højest lande placerede i verden. Også indkomstfordelingen, målt ved gini-koefficienten nævnes ofte som en betydende indikator for velfærd. Danmark havde i 2001 den mest lige indkomstfordeling i verden, men siden da er uligheden blevet større, og Norge, Sverige, Østrig, Finland og Belgien havde i 2010 mere ligelig indkomstfordeling end Danmark.

Forskere har endvidere arbejdet med at inddrage indikatorer for borgernes oplevelse af tilfredshed eller lykke i velfærdsanalyser.. OECD har i 2008 på baggrund af sammenlignende studier af en række lande kåret danskerne til "verdens lykkeligste folk".

Forskningen har tillige kortlagt de fælles goders betydning for et samfunds velfærd. Der peges bl.a. på værdien af en velfungerende infrastruktur og et højt serviceniveau i den offentlige sektor, ligesom en bæredygtig økonomisk udvikling tæller positivt i velfærdsregnskabet. Danmark nævnes som et af de lande, der har gode forudsætninger for en mere bæredygtig økonomisk vækst; men forskere er ikke enige om, hvorvidt de hidtidige initiativer er tilstrækkelige til at nå dette mål. Regeringen Helle Thorning-Schmidt fremlagde 3. oktober 2011 et regeringsgrundlag, hvor bl.a. investeringer i ny teknologi indenfor energiområdet og en styrkelse af den kollektive trafik er led i en strategi om større bæredygtighed.

Historie

Baggrund

Den tyske rigskansler Otto von Bismarck skabte - angiveligt for at undgå social uro - den tyske velfærdsmodel gennem tvangsindgreb mod arbejdsmarkedet.. I modsætning hertil var den første danske lov om alderdomsforsørgelse fra 1891 baseret på skattefinansiering uden tvangsbidrag. Blandt forskere, der har fokuseret på socialpolitik anses denne lov og de efterfølgende love, bl.a. om sygesikring fra 1890’erne for at være fastlæggelsen af

”de egenskaber, der gradvis skulle udkrystalliseres i den danske velfærdsmodel.”

Venstre havde flertal i folketinget og fik gennemført, at administrationen af alderdomsforsørgelsen blev udlagt til kommunerne.

Et andet udgangspunkt for velfærdsstatens etablering var Septemberforliget, en aftale der blev indgået i september 1899 mellem DsF (nu LO) og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Denne aftale slog fast, at arbejdsgiverne havde ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne var de eneste, der kunne indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold. Den relativt store stabilitet på arbejdsmarkedet, som forliget indstiftede, blev videreført i de efterfølgende hovedaftaler, og opfattes som en forudsætning for trepartsaftalerne, som er en hjørnesten i den danske model. Grundlovsændringen i 1915, hvor kvinder og tyende fik stemmeret var medvirkende til at skabe…

"Kombinationen af statslig finasiering og kommunal løsning af opgaverne er ligeledes en hjørnesten i den danske indretning af velfærdssystemet. Dette kan skyldes, at købstadskommunerne i perioden 1900-1920, hvor Socialdemokratiet endnu ikke havde fået sit landspolitiske gennembrud. gik i spidsen for udviklingen af velfærden. Et eksempel herpå er København, hvor Socialdemokratiet havde absolut flertal i borgerrepræsentationen efter valget i 1917 og arbejdede for, at den fælles, gratis folkeskole skulle være model for en fremtidig kommunal folkeskole, Også sundhedsvæsenet blev udbygget i kommunalt regi, hvor nye sygehuse blev opført i f.eks. Horsens, Esbjerg og Nakskov.

Udvikling

I Danmark fremsatte den radikale regering, baseret på socialdemokratiets støtte, i 1920 et lovforslag om offentlig aldersrente, som imidlertid faldt bort, da Christian 10. afskedigede regeringen i forbindelse med påskekrisen. Et mindre vidtgående forslag blev vedtaget af Folketinget i 1921.

Socialreformen 1933

Socialdemokratiet kunne for første gang i partiets historie danne regering i 1924, og overdrog ansvaret for socialpolitikken til et nyoprettet socialministerium. Dette blev dog nedlagt, da Venstre genvendt regeringsmagten i 1926, og først i 1933 blev principperne fra 1920- forslaget gennemført i forbindelse med K.K. Steinckes socialreform , som var et led i Kanslergadeforliget. Netop denne socialreform anses af mange for et afgørende skridt i udviklingen af den danske velfærdsmodel. Trods den verdensomspændende økonomiske krise lykkedes det at skabe konsensus om et reformprogram med statslige indgreb, der i vid udstrækning byggede på retssikkerhed for borgerne ved Kanslergadeforliget

Socialreformen indeholdt forbedringer for medlemmer af sygekasser og arbejdsløshedskasser og for modtagere af invaliderente (nu: invalidepension) og aldersrente (nu: folkepension). Et væsentligt element i reformen var, at de arbejdsløse nu kunne få dagpenge uden at miste stemmeretten. Disse initiativer er bl.a. blevet vurderet som følger:

”Velfærdsstaten var ved slutningen af 1930erne nået et langt stykke frem ad vejen mod sine mål økonomisk, socialt og politisk. Der voksede efterhånden frem i mange kredse en national stolthed over, hvad der var nået, og en tillid til, at samfundet derigennem havde vundet i indre styrke.”

Jørgen Dich, der var ansat som statskonsulent i Indenrigsministeriet udkastede i 1935 ideen til Befolkningskommisionen, der efter svensk forbillede skulle udarbejde en samlet strategi for en løsning af sociale problemer. Bl.a. på grund af udbruddet af 2. verdenskrig var de konkrete initiativer begrænsede, men kommissionens betænkninger vurderes af nogle forskere som grundlaget for efterkrigstidens strategier for opbygningen af velfærdsstaten.

Vækstperioden 1950-1976

På baggrund af bl.a. Marshallhjælpen var væksten i den danske økonomi høj i 1950'erne. Væksten medførte en bekymring for mangel på arbejdskraft, som i løbet af 1960’erne søgtes afhjulpet gennem en udbygning af de videregående uddannelser. For at sikre, at alle unge, der havde evnerne, fortsatte i uddannelsessystemet, udbyggede man gymnasierne og indførte uddannelsesstøtten.. Arbejdsmarkedspolitikken blev især rettet mod udbygningen af den offentlige sektor og for at sikre flere kvinder på arbejdsmarkedet oprettedes offentlige daginstitutioner. Sideløbende hermed blev folkepensionen indført i 1957; denne reform betød, at alle danske borgere var sikret et månedligt grundbeløb ved pensionering. I 2011 udgjorde dette grundbeløb ca. 5.552 kr. pr. måned. For pensionister uden anden indkomst udbetales tillige pensionstillæg og ældrecheck

Ved lov af 10. juni 1960 om den offentlige sygeforsikring blev kvinder, der som lønarbejdere var tilsluttet en obligatorisk dagpengeforsikring, berettiget til dagpenge under barselsorlov i op til 14 uger. Varigheden af dagpengeperioden ved barsel er løbende blevet forlænget og udgør i 2011 i alt 52 uger, hvoraf de 32 uger nu betegnes forældreorlov. Faderen har ret til to ugers orlov efter fødselen, mens forældreorloven kan deles mellem forældrene.

I løbet af 1960’erne udbyggedes især i kommunalt regi en række offentlige institutioner, f.eks. plejehjem, skoler og daginstitutioner. Herved blev det muligt for langt flere kvinder end tidligere at søge job på arbejdsmarkedet, samtidig med, at antallet af stillinger i den offentlige sektor steg eksplosivt. Denne udvikling kunne de små sognekommuner ikke følge med i; ved kommunalreformen i 1970 blev antallet af kommuner derfor reduceret fra over 1200 til 277 Efter kommunalreformen, som også samlede de regionale opgaver i 14 amtskommuner, stod kommunerne for knap 2/3 af de offentlige opgaver.

Bistandsloven i 1976

Bistandsloven trådte i kraft i 1976 og udgjorde grundstammen i 1970'ernes socialreform. Den samlede en række love om offentlig forsorg, børne- og ungdomsforsorg, mødrehjælp, revalidering, omsorg for pensionister, husmoderafløsning og hjemmehjælp. Samlingen skabte et enstrenget socialsystem, hvor borgere kun skulle henvende sig et sted, nemlig hos kommunen. Loven gjorde samtidig, at hjælpen blev udmålt efter samme regler, uanset om årsagen var sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse eller noget helt fjerde. Bistandsloven blev planlagt under højkonjunkturen, men indført efter den økonomiske krise i 1973, som normalt kaldes oliekrisen. Som en reaktion på den stigende arbejdsløshed blev efterlønnen vedtaget i 1979 af SV-regeringen under statsminister Anker Jørgensen med den begrundelse, at de ældres tilbagetrækning herved kunne give plads til unge arbejdsløse på arbejdsmarkedet. Ordningen udviklede sig hurtigt til en generel pensionsordning. Ved indgangen til 1980'erne var kompensationen for indkomstnedgang eller velfærdstab samlet set baseret på at skabe generel tryghed for de borgere, der ikke selv kunne klare forsørgelsen.

Forsøg på omstilling

I løbet af 1980’erne blev der indført forskellige regelstramninger på de offentlige ydelser; bl.a. blev der lagt loft over kontanthjælpen, ligesom dagpengene ikke blev reguleret i takt med inflationen. De danske velfærdsydelser var indtil begyndelsen af 1990’erne baseret på retten til forsørgelse. I løbet af 1990’erne udvikledes aktiveringsprincippet, hvor der blev stillet krav om modydelse fra personer, der modtager offentlig økonomisk hjælp. Dette er blevet betegnet som et sporskifte i den danske velfærdsmodel, som trækker den i retning af den kontinentale velfærdsmodel

ATP ordningen blev universel i 1990’erne, og i 1998 indførtes den særlige pensionsordning, SP-ordningen . Samtidig udvikledes en tendens til en udbygning af de overenskomstforhandlede pensionsopsparingsordninger samt en stigning i de private skattebegunstigede.

Grundprincippet for tildeling af sociale ydelser blev fastlagt ved indgangen til 1980'erne. Oprindelig var målsætningen, at kompensationen for indkomstnedgang eller velfærdstab skulle være tilstrækkelig til at skabe generel tryghed for borgere, der ikke selv kunne klare forsørgelsen. Denne målsætning blev ændret i slutningen af 1990'erne og det første ti-år af 2000-tallet, hvor aktivering blev det bærende princip Kompensationen for indtægtstab ved overgang til dagpenge og efterløn faldt fra 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til 52% i 2007. Borgere, der ønsker at sikre sig en bedre kompensation, hvis de rammes af en social begivenhed, er derfor nødt til at sikre sig gennem private tillægsforsikringer eller gennem kollektive ordninger. I samme periode blev der indført særligt lave ydelser for personer, der anses for uegnede eller uvillige til at blive integreret i arbejdsmarkedet, f.eks. starthjælp, 450-timersreglen og kontanthjælpsloftet. Disse særordninger på kontanthjælpsområdet blev ophævet i forbindelse med Regeringen Helle Thorning-Schmidts finanslovsaftale for 2012

Strukturreformen

Uddybende artikel: Kommunalreformen (2007)

Strukturreformen, der nedlagde amtskommunerne og sammenlagde en række mindre kommuner til større enheder, var besluttet i folketinget forud for kommunalvalget i 2005. Reformen sigtede bl.a. mod større effektivitet og mere lokal indflydelse; analyser af reformen har imidlertid påpeget, at reformen har medført øget statslig kontrol med kommunerne og ligeledes et større bureaukrati. De nye jobcentre, som blev etableret ved at sammenlægge arbejdsformidlingen og dele af de kommunale socialforvaltninger, har medført en stigning i antallet af ansatte, bl.a. på grund af den øgede ledighed under finanskrisen. Der er endnu ikke påvist nogen tydelig stordriftsfordel som følge af reformen.

Forslag til ændringer i velfærdsydelserne

Den 7. december 2005 havde Velfærdskommissionen offentliggjort sin slutrapport, Fremtidens velfærd - vores valg. I rapporten foreslog kommissionen en række reformer, som skal fremtidssikre det danske velfærdssamfund, bl.a. udfasning af efterlønnen, udskydelse af folkepensionsalderen, øget indsats for at få unge arbejdsløse i arbejde og forkortelse af dagpengeperioden.

Ved offentliggørelsen af rapporten blev den mødt med kritik fra flertallet af folketingets partier. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde på et pressemøde få timer efter offentliggørelsen, at de dele af rapporten, der havde med ting som skat og brugerbetaling at gøre, ikke vil komme med i de fremtidige velfærdsforhandlinger. Samtidigt sagde Pia Kjærsgaard, at små ændringer måske ville komme på tale; men ellers kunne man godt smide rapporten i skraldespanden. Faktisk var Marianne Jelved den eneste, der udtrykte sig positivt om rapporten generelt. Socialdemokraterne udtalte sig også positivt om flere af kommisionens forslag, men mente, at efterlønnen skulle bevares. Enhedslisten mente, at rapporten var en afvikling mere end en udvikling af velfærdssamfundet, mens de Konservative mente, at det var "rigtige tiltag". Efter Lars Løkke Rasmussens tiltræden som statsminister i 2009 blev flere af forslagene inddraget i genopretningsplanen og tilbagetrækningsreformen, bl.a. afkortningen af dagpengeperioden og en afvikling af efterlønnen; sidstnævnte blev dog efter forlig med Dansk Folkeparti bevaret i en stærkt reduceret udgave. Den nye S-SF-R regering, der tiltrådte 3. oktober 2011 gennemførte tilbagetrækningsreformen, fordi der efter valget stadig var et flertal bag den i Folketinget.

Markedsstyring af offentlige tilbud og ydelser

Forsøgene på omstilling af den offentlige sektor har på forskellige velfærdsområder ført til en vis konkurrence mellem offentlige og private løsninger. I den traditionelle forståelse af den offentlige sektor, er finansiering, beslutningskompetence og implementering fuldt ud offentligt udført. Der er således tale om et offentligt monopol. I omstillingsprocessen er en række områder i et eller andet omfang afhængige af udbud og efterspørgsel.

"Markedsgørelse" af danske velfærdsydelser

Parameter\Område	Brugerbetaling	Udlicitering	Aktiv arbejdsmarkedspolitik
Finansiering	Privat	Offentlig	Offentlig
Beslutning	Offentlig	Offentlig	Offentlig
Implementering	Offentlig	Privat	Offentlig/privat
Monopol	Ja	Nej	Nej

Sideløbende med -eller måske i forlængelse af- markedsstyringen udviklede nye procedurer sig i den offentlige sektors arbejdsrutiner fra ca. 1990. Med udgangspunkt i New public management kom effektivisering af arbejdsrutiner og kontrol og evaluering af resultaterne af den offentlige indsats i fokus som præstationsnormer. Regeringen Helle Thorning-Schmidt har i begyndelsen af 2012 iværksat en række initiativer, der bryder med disse kontrolmekanismer, bl.a. på uddannelses- og sundhedsområderne.

Teorier om velfærdsstatens udbygning

De økonomiske teorier knytter den danske udvikling af velfærdsgoder til industrialiseringen. Med udgangspunkt i, at væksten i de offentlige udgifter i Danmark først etableres på baggrund af et stigende offentligt forbrug og senere ved udvidelse af indkomstoverførsler opfattes de statslige velfærdsinitiativer som et funktionelt svar på følgerne af væksten i industrierhvervene. Velfærdsstaten er i dette perspektiv udviklet i takt med pragmatiske løsninger på markedets imperfektioner. Finanspolitikken har som mål at undgå voldsomme konjunktursvingninger, mens strukturpolitikken sigter mod at løse langsigtede balanceproblemer. Det er dog med dette udgangspunkt vanskeligt at forklare forskellene mellem de forskellige typer af velfærdsstater.

Uddybende artikel: Velfærdsteori

Forskningen i velfærdsmodeller tager udgangspunkt i velfærdsstaten som en idealtype, der er udviklet gennem historiske kompromisser mellem de politiske partier i Folketinget. Ofte anses Socialdemokratiet som den bærende kraft i udviklingen af den danske velfærdsstat. Socialdemokraterne har tilstræbt et lighedsprincip, såvel i tildelingen af sociale ydelser som i mulighederne for at få del i uddannelsesgoderne. I Velfærdsaantologierne fremhæves - ligesom hos Esping-Andersen - den høje organisationsgrad på arbejdsmarkedet, fagbevægelsens forbindelser til Socialdemokratiet og den relativt store opbakning til en skattefinansieret offentlig sektor som afgørende velfærdsparametre. Det er også blevet fremhævet, at Socialdemokratiets omstilling fra internationalistisk arbejderparti til et nationalt folkeparti har banet vejen for velfærdsstaten. Omstillingen fremgår bl.a. af programmet Danmark for Folket fra 1934. Endelig har forskere undret sig over, at værdierne bag velfærdsstaten er relativt svagt belyst i den omfattende forskning i den danske velfærdsstat. Et af buddene på grundlæggende værdier nævner næstekærlighed, solidaritet, retfærdighed og tillid som de grundlæggende sociale værdier bag den danske velfærdsstat. Endvidere fremhæves, at velfærd er uløseligt forbundet med udviklingen af et levende demokrati. I forlængelse heraf inddrages foreningslivet, som det har udviklet sig i f.eks. DGI og folkeoplysningen, bl.a. udøvet i højskolebevægelsen som medvirkende til at skabe forudsætningerne for velfærd.

Uddybende artikel: Den skandinaviske velfærdsmodel

Forskningen i medborgerskab har i højere grad end velfærdsforskningen fokuseret på retsprincipperne og den aktive borgerdeltagelse i de demokratiske beslutningsprocesser. Hermed inddrages Det Radikale Venstre som betydende aktør, ligesom Knud Ejler Løgstrup og Hal Koch krediteres andel i det filosofiske grundlag for den danske velfærdsstats udvikling. Demokratisk deltragelse kan dog kun føre til velfærd, hvis den arbejdsduelige del af befolkningen er villig til at forsørge den del, der har forringet eller ingen arbejdsevne. Lyst og pligt til at arbejde bliver derfor en vigtig værdi i det sociale medborgerskab, som er en forudsætning for at kunne gennemføre det universelle princip i praksis. Uddannelsessystemet - og især folkeskolen får derfor en afgørende rolle som den institutionelle ramme om opdragelsen til demokratisk dannelse.

Kritik af velfærdsstaten

Kritikken mod velfærdsstaten kommer først og fremmest fra neoliberalistisk side, hvor man mener at ressourcer anvendes ineffektivt, når det er staten, der skal varetage velfærdsydelserne. På den måde kan de frie markedskræfter ikke fungere effektivt og den usynlige hånd, først omtalt af Adam Smith, kan derfor ikke udøve sin effekt. Kritikerne benytter sig også af moralske argumenter, idet ingen skal tvinges til at betale for andres forbrug af visse ydelser, som man selv muligvis aldrig selv får brug for. I værste fald udvikler velfærdsstaten sig til en klientgørelsesstat. Derfor er en minimalstat ifølge denne opfattelse det bedste udtryk for borgernes behov.

Der er også konservative argumenter imod velfærdsstaten. En omfattende velfærdsstat overtager mange af de funktioner, der tidligere blev varetaget af familien, og den flytter således menneskets ansvar for sine nærmeste pårørende. På denne måde bliver familiernes og det civile samfunds rolle undermineret. Denne tendens forklarer sociologen Jürgen Habermas ved hjælp af en opdeling i livsverdenen og systemet. Systemet, som er karakteriseret ved formålsrationelle handlinger, koloniserer livsverdenen, blandt andet familiens oprindelige funktioner, som er baseret på ikke-formålsrationelle handlinger. Med Max Webers ord kan man ligeledes sige, at den voksende velfærdsstat med tilhørende bureaukrati bevirker, at vi kommer til at leve i et rationalitetens jernbur.

Henning Fonsmark har i en kritik af den danske velfærdsstats udvikling kombineret den neoliberalistiske og den konservative indfaldsvinkel bl.a. ved at påpege, at finansieringsproblemet og udviklingen af bureaukratiske rutiner udgør en form for selvdestruktiv kraft. Bureaukratiet har både udviklet en særlig ideologi om samfundsmæssig vækst gennem udbygning af den offentlige sektor og en vækst i antallet af ledende stillinger i den offentlige administration.

Udfordringer

De forskellige forslag til reformer af velfærdsydelserne tager udgangspunkt i en række udfordringer til den danske velfærdsstat.

• Globaliseringen af markederne og en øget afhængighed af internationale udviklingstendenser har begrænset regeringens og folketingets mulighed for at føre en selvstændig velfærdspolitik. Regionalt har bl.a. udbygningen af EU ligeledes givet en række bindinger mellem staterne, som begrænser handlerummet for de nationale parlamenter og regeringer. En anden effekt af globaliseringen er en øget indvandring, som udfordrer statsborgerprincippet bag de danske velfærdsordninger.
• Den demografiske udvikling betyder, at der vil opstå mangel på arbejdskraft indenfor få år, ligesom der vil være færre erhvervsaktive end personer på forsørgelse. I Danmark har Velfærdskommissionen som reaktion herpå fremlagt en række forslag, der bl.a. bygger på gradvist at hæve pensionsalderen og aftrappe efterlønnen. I valgkampen i 2011 blev spørgsmålet om dagpenge ved ledighed inddraget, og i de efterfølgende forhandlinger om regeringsdannelsen blev der lagt op til en gennemgribende reform af arbejdsmarkedet.
• Statens gæld. I forbindelse med finanskrisen har den danske stat pådraget sig en stærkt forøget gæld, som på længere sigt er uforenelig med EU's konvergenskriterier. Befolkningens forventninger om øget velfærd kan derfor vanskeligt indfries uden mindst en tilsvarende forøgelse af skattetrykket. Problemet aktualiseres ved, at finanslovsforslaget for 2012 opererer med et budgetteret underskud på 85 milliarder kr.
• Ligestilling. Udbygningen af velfærdsstaten har integreret kvinderne på arbejdsmarkedet; men der er stadig ikke ligestilling mellem kønnene med hensyn til løn og arbejdsvilkår, hvilket blandt andet har betydet krav om kønskvotering fra feministisk side.

Ove Kaj Pedersen har i Konkurrencestaten argumenteret for, at den danske velfærdsstats karakteristiske træk reelt er afviklet og at den rette betegnelse for den nuværende statsform er konkurrencestaten. Velfærdsforskeren Jørgen Goul Andersen er på linje hermed, når han påpeger, at indtægtsregulering af børnechecken og forringelser af pensionerne et skridt på vejen mod "velfærd for de fattige", hvilket ifølge den engelske ekspert Richard Titmus er "fattig velfærd". Goul Andersen foreslår i stedet, at børnechecken erstattes af et skattefradrag.

Litteratur

• Andersen, Heine (1996): Rationalitet velfærd & retfærdighed-belyst gennem nyere samfundsvidenskabelige teorier, Samfundslitteratur ISBN 87-593-0606-8
• Andersen, Jørgen Goul (2002): Politik og samfund i forandring, bd.1, Columbus ISBN 87-89159-61-6
• Esping-Andersen, Gøsta (1990):The Three Worlds of Welfare Capitalism, Polity Press*
• Christensen, Erik (red.)(2004): Velfærd på vildspor -modsigelser i velfærdssamfundet, Frydenlund
• Christensen, Jørgen Grønnegård (2003): Velfærdsstatens institutioner, Aarhus Universitetsforlag
• Hansen, Erik Jørgen (1995): En generation blev voksen, SFI studie
• Jensen, Per H. (red:) (2007): Velfærd-dimensioner og betydninger, Frydenlund ISBN 978-87-7887-500-6
• Pedersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten, ISBN 978-87-412-5156-1. Hans Reitzel, Købehavn
• Petersen, Klaus (2003): 13 historier om den danske velfærdsstat, Syddansk Universitetsforlag. ISBN 87-7838-789-2
• Petersen, Jørn Henrik et. alt (2007): 13 værdier bag den danske velfærdsstat, Syddansk Universitetsforlag. ISBN13 97-887-7674-199-0
• Petersen, Jørn Henrik et. al., Dansk velfærdshistorie. Bind 1 : Frem mod socialhjælpsstaten : 1536-1898, Syddansk Universitetsforlag, 2010. ISBN 978-87-7674-516-5.
• Ploug, Niels, Henriksen, Ingrid Henriksen & Niels Kærgård, Den danske velfærdsstats historie, SFI, 2004. ISBN 87-7487-762-3.
• Rasmussen, Erik (1965): Velfærdsstaten på vej 1913-1939, Politikens Danmarkshistorie
• Svendsen, Gert Tinggaard (2006): Økonomi & Politik: Hvordan Flyver Brumbassen? -Social kapital og velfærdsstaten; Jurist- og Økonomforbundets Forlag
• Torfing, Jacob (2004): Det stille sporskifte i velfærdsstaten- en diskursteoretisk beslutningsprocesanalyse; Aarhus Universitetsforlag ISBN 87-7934-055-5

Eksterne henvisninger

• Kolstrup, Søren: Forskning i velfærdsstatens rødder Forskningsstrategier, resultater, huller - tidsskrift.dk, Historisk Tidsskrift, Bind 16. række, 3 (1994) 2
• Velfærdskommissionen: Fremtidens velfærd - vores valg - Finansministeriet
• Den danske velfærdsstat: Politiske, sociologiske og institutionelle dynamikker - En rapport til velfærdskommissionen April 2004
• Videnskabsministeriets artikel om den skandinaviske velfærdsmodel.
• Finansministeriet (2004), Fordeling og incitamenter