Christian 3.
| Christian 3. | |||
|---|---|---|---|
|
Valgsprog: Zu Gott mein Trost allein (tysk) SPES MEA SOLUS DEUS (Ske Herrens vilje) | |||
 Portræt udført af Jacob Binck i 1550 | |||
| Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers | |||
| Kroning |
12. august 1537 Vor Frue Kirke, København | ||
| Regerede | 4. juli 1534 – 1. januar 1559 | ||
| Forgænger | Frederik 1. | ||
| Regent | Christian 3. | ||
| Efterfølger | Frederik 2. | ||
| |||
| Ægtefælle | Dorothea af Sachsen-Lauenburg | ||
| Børn |
Anna, Kurfyrstinde af Sachsen Frederik 2., Konge af Danmark og Norge Magnus af Øsel Hans, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg Dorothea, Hertuginde af Braunschweig-Lüneburg | ||
| Hus | Oldenborgske slægt | ||
| Far | Frederik 1. | ||
| Mor | Anna af Brandenburg | ||
| Født |
12.[1] eller 13. august 1503 Gottorp Slot, Slesvig | ||
| Død |
1. januar 1559 Koldinghus | ||
| Hvilested |
1559 Roskilde Domkirke | ||
Der er flere personer med dette navn, se Christian 3. (flertydig).
Christian 3. (12. august 1503 – 1. januar 1559) var konge af Danmark og Norge fra 1534 til 1559.
Han var den ældste søn af Frederik 1. og Anna af Brandenburg. Han var af den oldenborgske slægt og blev født på Gottorp Slot den 12.[1] eller 13. august 1503.
Opvækst
Christian blev født i 1503 på Gottorp Slot nær Slesvig, som hans far, der på dette tidspunkt var hertug af Slesvig og Holsten i fællesskab med sin storebror Kong Hans, havde gjort til sin hovedresidens. I 1514, da Christian var 10 år gammel, døde hans mor. Fire år senere giftede hans far sig igen med Sophie af Pommern.
Under en udlandsrejse overværede han den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian 3.
I 1525 giftede hans sig med Dorothea af Sachsen-Lauenburg og fik herefter overladt den nordligste del af Hertugdømmet Slesvig. Her begyndte han at arbejde for et religionsskifte i sit lille herskabsområde.
Grevens Fejde og reformationen
Hovedartikel: Grevens Fejde. Hovedartikel: Reformationen.
Da Frederik 1. døde i april 1533, vægrede det katolsk-dominerede rigsråd sig ved at vælge den lutheransk inspirerede Christian, og kongevalget blev udsat til året efter. I den periode var Danmark uden konge. Det lutheranske mindretal i rigsrådet tilbød sammen med Københavns og Malmøs borgmestre tronen til hertug Christian, men han afslog i første omgang. De to borgmestre tog herefter initiativ til at få Christian 2., som stadig sammen med sin familie levede i eksil i Nederlandene, genindsat med Grev Christoffer af Oldenburgs og Lübecks hjælp.
Christian overtog først kongemagten, da Rigsrådet anmodede ham om det, efter at Lübeck havde angrebet Danmark i 1534. Han blev valgt af adelen på et møde i Sankt Sørens Kirke i Rye 4. juli 1534. Christian 3. og hans tilhængere havde kun magten i Jylland, og dermed indledtes den krig, der senere blev kendt under navnet "Grevens Fejde".
I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland. En adelshær under anførsel af Niels Brock og Holger Rosenkrantz forsøgte først at bekæmpe oprørerne, men blev nedslagtet af bondehæren. Da den professionelle hær af lejesoldater, anført af Johan Rantzau blev sat ind, blev oprøret slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Johan Rantzaus tropper i hælene. Han blev hurtigt fanget, da en bonde forrådte ham. Skipper Clement blev halshugget i Viborg den 9. september 1535, liget blev parteret og lagdes på stejle, og på hans afhuggede hoved satte man en blykrone.
I foråret 1535 satte hæren over til Fyn, hvor Johan Rantzau vandt den afgørende sejr over lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. Omtrent samtidig besejrede en dansk-svensk flådestyrke under ledelse af Peder Skram Lübecks flåde ved Svendborgsund. Den 29. juli 1536 indtog den 33-årige Christian København, og Danmark var igen ét rige. Den 12. august 1536 lod kongen tre katolske biskopper arrestere, dels for at fjerne modstanden mod reformationen, dels fordi konfiskation af kirkens anselige formuer skulle bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte. Martin Luther sendte sin lykønskning til kongen. Reformationen var hermed gennemført i Danmark. Den officielle dato for reformationens indførelse i Danmark er den 30. oktober 1536. Året efter, den 12. august 1537, blev Christian 3. og Dronning Dorothea kronet i Vor Frue Kirke i København ved en nytilrettelagt protestantisk version af kroningsceremoniellet.[2]
Christian 3. og Luther
Ved et stort politisk møde på Gammeltorv 30. oktober 1536 bekendtgjorde kong Christian, at Danmark straks skulle bryde med pavekirken. Katolsk tro og ceremonier blev omgående forbudt. Luthersk kristendom, bisper, præster og gudstjenester skulle indføres i hele riget. De katolske biskopper sad fængslet, deres godser var beslaglagt, og for fremtiden skulle Danmark styres rent verdsligt. Reformationen var dermed både en kirkelig begivenhed og et politisk vendepunkt, som kong og adel gik sejrende ud af.
Christian 3. havde god personlig kontakt med Martin Luther, der bagefter skrev til ham: "At Deres Majestæt har udryddet de katolske biskopper, som jo ikke ville ophøre med at forfølge Guds ord og bringe forvirring i statsstyret, har behaget mig, og jeg skal gerne udadtil hjælpe med at forklare og forsvare det…Samtidig beder jeg ydmygt om, at Deres Majestæt vil bruge så meget af det gejstlige gods, som er inddraget under kronen, at kirkerne kan blive rimeligt forsørgede." [3]
Christian 3. var dybt religiøs. Han måtte ikke forstyrres, før han havde afsluttet sin morgenandagt. Om formiddagen tog han sig tid til at læse i Luthers skrifter "med høj og tydelig røst". Blev der tid, hørte han prædikener også i ugedagene, og ved taflet diskuterede han teologiske problemer. Niels Hemmingsen fortæller, at kongen iblandt prædikede for hoffet. Om aftenen sang han iblandt salmer. I sine breve til Luther fortalte kongen nyheder fra Danmark, bad om råd i enkeltsager, og sendte Luther gaver i form af penge, sild og smør, der var efterspurgte varer fra Danmark. Efter Luthers død understøttede Christian 3. hans enke og børn. Luther havde sendt ham bøger med dedikation, orienteret ham om danske studenter i Wittenberg, og formanet ham om standhaftighed i troen, da "Satan jo aldrig sover", som han skrev. [4]
Død
Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot
Christian 3. døde på Koldinghus den 1. januar 1559 [1] og blev begravet i Roskilde Domkirke.
Han blev efterfulgt som konge af sin ældste søn, Frederik, der allerede i 1536 var blevet valgt som tronfølger. Efter at have underskrevet håndfæstningen, besteg han tronen som Frederik 2.
Galleri
-
Christian 3.' segl -
Anetavle
| 4Christian I | ||||||
| ²Frederik I | ||||||
| 5Dorothea af Brandenburg | ||||||
| 1Christian III | ||||||
| 6Johann af Brandenburg | ||||||
| 3Anna af Brandenburg | ||||||
| 7Margrete af Sachsen | ||||||
Se også
Henvisninger
- ^ a b c Christian 3. på gravsted.dk
- ^ Monrad Møller, Anders (2012). Enevældens kroninger. Syv salvinger - ceremoniellet, teksterne og musikken. Forlaget Falcon. s. 9-11. ISBN 978-87-88802-29-0.
- ^ Citeret efter dr. theol. Martin Schwarz Lausten: "Klasseopgør og religion", Samvirke december 1986 (s. 45)
- ^ Citeret efter dr. theol. Martin Schwarz Lausten: "Klasseopgør og religion", Samvirke december 1986 (s. 46-7)
Litteratur
- Christian III i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 3, 1889), forfattet af A. Heise
- Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7.
Eksterne kilder/henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Kongerækken på Kongehusets hjemmeside
- Google Books: Den Stormægtigste Konge Kong Christian den Tredje (udgivet 1778)
- Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.
- Hans den Yngres efterkommere
Christian 3. Født: 12. august 1503 Død: 1. januar 1559
| ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Foregående: Frederik 1. |
Konge af Danmark 1534 – 1559 |
Efterfølgende: Frederik 2. |
| Konge af Norge 1534 – 1559 | ||
