Safir

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. apr. 2015, 13:23 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Bot: Fix stednavnlink - indsæt statsnavn mv. i parentes)
Safir
Logan-safiren på 423 karat (85 gram).
Generelt
Kategori Mineral
Formel Aluminiumoxid (α-Al2O3)
Krystalsystem Trigonal
Identifikation
Farve Multiple, dog primært blå
(og fraset rød, der kaldes rubin)
Spaltning Ingen
Mohs' skala-hårdhed 9,0
Lysbrydning Abbetal 72,2
Smeltepunkt 2030–2050 °C
Opløselighed Uopløseligt i H2O

En safir (græsk: σάπφειρος, tr. sappheiros, dansk: blå sten) er et mineral, der ofte anvendes som smykkesten. En safir er en gennemsigtig ikke-rød varietet af mineralet korund, som er en aluminimumoxid (α-Al2O3). Rødt korund kaldes rubin. Blå er den mest kostbare farve for safirer, men de findes naturligt i mange farvevarianter. Spormængder af grundstofferne jern, titan og krom giver blå, hvide, gule, pink, lilla, orange og grønne farver.[kilde mangler]

Safirer er naturligt forekommende og kan findes i sedimenter (hvor de er mindre udsat for erosion end blødere stenarter) eller i strata, men kan også fremstilles kunstigt til industriel eller dekorativ brug. På grund af safirers særlige hårdhed (i lighed med andre aluminiumoxider) er det foruden til smykker udbredt at anvende safirer i ikke-dekorativ sammenhæng, herunder som infrarøde optiske komponenter (som i titan-safir-lasere) eller vinduesmateriale med høj brudstyrke i videnskabeligt udstyr, bevægelseslejer og krystaller til brug i armbåndsure samt ekstremt tynde skiver isolerende substrater brugt i elektronik (især i integrerede kredsløb). Safirer er ligeledes anvendt i grammofon-pickupper på grund af deres store slidstyrke.[kilde mangler]

Særlige egenskaber

Uslebne safirer.

Som alle korunder krystalliserer safir også i et trigonalt krystalsystem med den kemiske formel Al2O3. Den udvikler overvejende dobbeltsidigt tilspidsede, sekssidede pyramidale og prismatiske krystaller. Ligeledes typisk for korund er den kemiske bestandighed; safirer er uopløselige i vand og syre og smelter først ved en temperatur på 2040 °C.[1]

Naturlige safirer

Eftersyn
Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Dette afsnit er alene sprogligt oversat; det er således ikke sikkert at terminologien er faktuelt korrekt.
En rå/upoleret gul safir fundet i Spokane Sapphire Mine i nærheden af Helena, Montana.

Safirer er én af to eller tre ædelstensvarieteter af korund, hvor den anden væsentlige varietet er den røde eller mørke pink rubin. Selv om blå er den mest almindeligt kendte farve kan safirer findes i enhver farve, undtagen rød. De findes også farveløse samt i nuancer af grå eller sort.

Prisen for naturlige safirer afhænger af farve, klarhed, størrelse, slibning og generel kvalitet, såvel som hvor i verden de har deres oprindelse. Der findes betydelige depoter af safirer i det østlige Australien, Thailand, Sri Lanka, Madagaskar, Østafrika samt enkelte steder i Nordamerika, som i Gem Mountain (eng: "ædelstensbjerget") eller i eller nær Missouri River og regionen omkring Helena, Montana.[2] Safirer og rubiner findes ofte sammen, selv om den ene vanligvis dominerer.[3] Safirer findes også ved minedrift i Kashmir, Myanmar, Pakistan, Afghanistan, Indien, Tanzania og Kenya.[kilde mangler]

Ædelstens farve kan opdeles i tre komponenter – henholdsvis skær, farverighed og tone. Skæret regnes almindeligvis som stenens "farve". Farverighed angiver hvor levende eller farverigt skæret er, mens tonen beskriver hvor lyst eller mørkt skæret er.[4] Blå safirer findes i forskellige blandinger af den primære (blå) og de sekundære skær, forskellige toner (nuancer) og forskellige dybder af farve.[kilde mangler]

Blå safirer

Yogo-safiren.

Blå safirer bedømmes på renheden af deres primære skær. Violet og grøn er de mest almindelige sekundære farver fundet i blå safirer.[5] Violet kan bidrage til farvens overordnede skønhed, mens grøn opfattes som markant negativ. Blå safirer med op til 15% violet anses normalt for at være af høj kvalitet. Blå safirer med grønne undertoner, uanset styrken af den grønne farve, anses ikke for at være af god kvalitet. Grå er den almindelige modificerende nuance i blå safirer; den reducerer farverigheden eller lyset i skæret og har således en markant negativ effekt.[5]

En fin blå safirs farve kan beskrives som en levende mellem-mørk violet til blå, hvor den blå er mindst 85% og det sekundære skær ikke overstiger 15% uden det mindste spor af grøn eller grå maskering.[4]

Safirer i andre farver

Pink safir, i ring.

Gule og grønne safirer hører også til blandt de almindeligt fundne. Pink safirer bliver dybere i farven når kvantiteten af krom øges. En dybere pink farve øger stenens salgsværdi, så længe farven tenderer mod rubinens røde.

Safirer optræder også i brune eller orange nuancer. Farveløse safirer anvendes undertiden som erstatninger for diamanter i smykker.[kilde mangler]

Padmaraga

Facetsleben Padmaraga.

Padmaraga er en pink-orange korund med en lav til medium farverighed og lys tone. Den blev oprindeligt udvundet i Sri Lanka, men siden er der også fundet forekomster i Vietnam og Afrika. Padmaraga safirer er sjældne. Navnet stammer fra ordet for lotusblomst på singalesisk. Den mest sjældne af alle padmaraga er den helt naturlige variant, uden tegn på behandling.[6]

Padmaraga-safirer får ofte højere priser end selv de fineste blå safirer. På det seneste er flere safirer af denne slags kommet på markedet som resultat af en ny, kunstig behandlingsmetode kaldet "lattice diffusion".[7]

Stjernesafirer

Bombays Stjerne er en blå stjernesafir på 182 karat.

En stjernesafir er en type safir der, når den belyses rigtigt, fremviser en stjernelignende form, der kaldes en asterisme. Stjernesafirer indeholder krydsende nålelignende urenheder, ofte af mineralet rutil (der primært består af titandioxid[8]) som får et seksarmet stjernemønster til at træde frem, når stenen ses i et direkte lys.

Black Star of Queensland menes at være den største stjernesafir man nogensinde har gravet frem. Den vejer 733 karat.[9] Star of India, der vejer 563,4 karat, menes at være den næststørste stjernesafir. Den er udstillet på American Museum of Natural History i New York City. Den 182-karat store Star of Bombay, der befinder sig på National Museum of Natural History i Washington, D.C., er et eksempel på en blå stjernesafir. Værdien af en stjernesafir afhænger ikke alene af vægten; også farve, renhed og asterismens tydelighed vægtes.[kilde mangler]

Farvevekslende safirer

En sjælden varietet af safirer har forskellige farver, afhængigt af lyset. Farvevekslende safirer er blå i udendørs belysning men violet under kunstigt lys; andre kan være pink i dagslys og grønlige under flouriserende lys. Nogle sten skifter farve fuldstændigt, andre kun delvist, da de blot skifter farve fra blå til blå-violet. Om end farvevekslende safirer kan findes på flere forskellige steder stammer hovedparten stadig fra ædelstensgruset i Tanzania.[kilde mangler]

Farvens oprindelse

Safirers krystalstruktur.

Rubiner er korund der indeholder urenheder af krom, der absorberer gult-grønt lys, hvilket giver en dybere rubinrød farve jo højere indholdet af krom bliver.[10] Violette safirer indeholder spor af vanadium og findes i en række forskellige nuancer. Korund der indeholder ~0,01% titan er farveløse. Hvis der er spor af jern i safiren kan den antage en bleg gul til grøn farve. Hvis der både er urenheder af titan og jern bliver resultatet dog en enestående dyb-blå farve.[11]

Modsat lokaliseret ("interatomar") absorption af lys, der skaber farve via urenheder af krom og vanadium, stammer safirers blå farve fra intervalens-spændingsoverførsel, der er overførslen af en elektron fra én metal-ion til en anden. Jern kan findes i formen Fe2+ eller Fe3+, mens titan normalt findes i formen Ti4+. Hvis Fe2+ og Ti4+ ioner imidlertid erstattes af Al3+ opstår der lokale områder med ubalance i spændingen. En elektronoverførsel fra Fe2+ og Ti4+ kan skabe en ændring i valensen for begge ioner. På grund af valensændringen er der en specifik ændring i elektronens energi, hvorved elektromagnetisk energi absorberes. Bølgelængden hos den absorberede energi svarer til gult lys. Når dette lys trækkes fra det hvide lys opstår den komplimentære farve blå. Undertiden, når de atomare mellemrum er forskellige i forskellige retninger, er resultatet blå-grøn i stedet.

Intervalent spændingsoverførsel er en proces der producerer en stærk farvefremtoning ved en lav grad af urenhed. Mens mindst 1% krom skal være til stede i korund for at frembringe rubinens dybe røde farve kan safirens blå ses ved tilstedeværelsen af blot 0,01% titan og jern.[kilde mangler]

Behandlinger

Safirer kan behandles via forskellige metoder med henblik på at forbedre deres klarhed og farve.[12] Det er almindelig praksis at opvarme naturlige safirer for at forbedre eller forstærke farven. Dette gøres ved at opvarme safirerne med varm luft til temperaturer mellem 500 °C og 1800 °C gennem flere timer, eller ved at opvarme dem i en nitrogenfattig atmosfære igennem syv dage, eller mere. Ved opvarmningen bliver stenen mere blå i farven, men mister nogle af urenhederne af rutil (kaldet silke). Ved kraftig opvarmning mister stenen al silken og bliver gennemsigtig når den ses under forstørrelse.[13] Der er indicier på at safirer og andre ædelsten er blevet varmebehandlet så langt tilbage som Romertiden.[14] Uopvarmede sten er temmelig sjældne og sælges ofte sammen med et certifikat fra en uafhængig juveler, der attesterer "ingen tegn på varmebehandling".

Diffusionsbehandlinger er noget mere kontroversielle, da de bruges for at tilføre elementer til safiren med henblik på at forbedre farven. Det er typisk beryllium der diffunderes ind i safiren under meget høj varme, lige under safirens smeltepunkt. Oprindeligt blev der skabt orange safirer med denne proces, men nu er processen blevet forbedret så safirer af mange forskellige farver behandles med beryllium. Det er uetisk at sælge berylliumbehandlede safirer uden at gøre opmærksom på behandlingen, og prisen bør være meget lavere end en naturlig sten, eller en der er blevet forbedret alene gennem varmebehandling.

Overfladediffusionsbehandling misbilliges generelt, fordi når der slås en splint af stenen eller den poleres eller slibes op kan det 'padparadscha-farvede' lag mistes. Der findes dog diffusionsbehandlede sten i hvilke farven ligger meget dybere end blot i overfladen. Problemet består i at behandlede padparaschasten ofte er meget svære at opdage, hvilket også er årsagen til at det anbefales at få et certifikat fra en anerkendt juveler (som Gubelin, SSEF, AGTA og andre) inden man investerer i disse sten.

USA's Federal Trade Commission har udstedt retningslinier, gældende for handel med sten inden for USAs grænser, der gør det obligatorisk at afsløre enhver behandling der har haft en betydende effekt på stenens værdi.[15]

Minedrift

Safir fra Madagaskar.

Safirer graves frem ved minedrift i alluviumaflejringer eller fra primære underjordiske miner. Sådanne minelokationer findes i Burma, Madagascar, Sri Lanka, Australia, Thailand, Indien, Pakistan, Afghanistan, Tanzania, Kenya, og Kina. Logan safiren, Star of India og Star of Bombay stammer alle fra miner i Sri Lanka. I 2007 var Madagaskar verdens førende producent af safirer, især fra aflejringer i og omkring byen Ilakaka.[16] Før åbningen af disse miner var Australien verdens førende safirproducent (jf. opgørelse fra 1987.[17]) I 1991 blev der fundet en ny kilde til safirer i Andranondambo i det sydlige Madagaskar. Udvindingen af safirer startede her i 1993, men blev opgivet nogle få år senere på grund af besværet med at udgrave safirerne fra grundfjeldet.[18]

I Nordamerika er safirer primært blevet udvundet fra aflejringer i Montana. Depoterne der findes langs med Missouri River nær Helena, ved Dry Cottonwood Creek nær Missoula og ved Rock Creek nær Philipsburg. Fine blå Yogo-safirer findes ved Yogo Gulch vest for Lewistown.[19][20] Nogle få safirer af ædelstenskvalitet er blevet fundet i området ved Franklin, North Carolina.

Safirdepoterne i Kashmir er stadig anerkendte i ædelstensindustrien,[21] selv om højdepunktet for denne produktion fandt sted over en relativt kort periode i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede.[22]

Syntetiske safirer

Syntetisk safir.

I 1902 udviklede den franske kemiker Auguste Verneuil en proces til fremstilling af syntetiske safirkrystaller.[23] Verneuil-processen, der er opkaldt efter ham, består i at tilsætte aluminiumoxidpulver til en oxyhydrogenflamme, der derefter rettes nedad mod en hylde.[24] Aluminiumoxiden i flammen deponeres langsomt og skaber derved en dråbeformet safir. Kemiske elementer, der skal gøre det ud for de urenheder der findes i de naturlige sten, kan også tilsættes på denne måde, således at også kunstige varieteter af rubiner kan skabes. På samme vis kan alle safirens naturlige farver genskabes, såvel som farver der aldrig ses i geologien. Kunstigt safirmateriale er identisk med naturlige safirer, bortset fra at det kan fremstilles uden de fejl og inklusioner, der findes i de naturlige sten. Ulempen ved Verneuilprocessen er at dyrkede krystaller har et højt indre spændingsmoment. Mange af de metoder til fremstilling af safirer, der anvendes i dag, er variationer af Czochralski-processen, der blev opfundet i 1916.[25] I denne proces dyppes en ganske lille flig af en safirkrystal i en kedel fyldt med ædelmetallet rhodium,[26] tilsat smeltet aluminuimoxid, for derefter langsomt at blive trukket op af massen i en hastighed svarende til 100 mm i timen. Aluminuimoxiden krystalliserer på enden og skaber derved lange, gulerodsformede krystaller i stor størrelse, op til 400 mm i diameter og med en vægt på op til 500 kg.[27] En sådan stor, kunstigt fremstillede krystalmasse kaldes en boule.

Syntetiske safirer fremstilles industrielt af agglomereret aluminiumoxid, der, når pulveret bearbejdes til en sammenhængende masse gennem opvarmning i en kontrolleret atmosfære, giver et gennemsigtigt, polykrystallinsk og svagt porøst produkt. Anvendes mere traditionelle metoder som for eksempel Verneuil eller Czochralskis metoder fås en enkelt safirkrystal, der ikke er porøs og hvor det kan være nødvendigt at afhjælpe det indre stressmoment inden anvendelse.

I 2003 var verdens samlede produktion af safirer på 250 tons (1,25 × 109 karat), af hvilke størstedelen blev fremstillet i USA og Rusland.[27][28] Tilgængeligheden af billige syntetiske safirer muliggjorde mange forskellige industrielle anvendelser af dette unikke materiale:

Den første laser – præsenteret i 1960 – blev fremstillet med en stav af syntetisk rubin. Titan-safir-lasere er populære grundet deres relativt sjældne mulighed for at indstilles til forskellige bølgelængder i det røde og nær-infrarøde område af det elektromagnetiske spektrum. De kan også relativt let mode-låses, en proces i hvilken laseren udsender ultrakorte lyspulser i størrelseordenen picosekunder (10−12 s) eller femtosekunder (10−15 s). I disse lasere bestråles en kunstigt fremstillet safirkrystal indeholdende urenheder af krom eller titan med et intenst lys fra en special lampe eller en anden laser, for på den måde at skabe stimulerede emissioner.[kilde mangler]

Safirglas

Syntetisk fremstillet safir kan anvendes som safirglas; her er ordet "glas" en lægmandsterm der ikke henviser til materialets amorfe tilstand, men snarere til dets gennemsigtighed. Safir er ikke blot yderst gennemskinneligt for lys i bølgelængder mellem 170 nm (UV-lys) og 5300 nm (infrarødt lys) (det menneskelige øje kan skelne bølgelængder fra omkring 380 nm til 750 nm[29]), men det er også omtrent fem gange stærkere end glas og vurderes til 9 på Mohs' skala (hvor diamant, det hårdeste kendte materiale, vurderes til 10). Det er meget stærkere end sikkerhedsglas, om end ikke så stærkt som syntetisk stabiliseret zirconiumoxid (som for eksempel yttria-stabiliseret zirconia). Sammen med zirconia og aluminium oxynitrid bruges syntetisk safir som panserglas i pansrede køretøjer og forskellige personbeskyttelsesdragter i militæret, sammen med andre former for kompositte materialer.

Safirglas (der egentlig er kystallinsk) laves af rene safir-boules ved at skære tynde skiver af og efterfølgende polere dem. Vinduer af safirglas bruges i højtrykskamre til for eksempel spektroskopi, som krystaller i armbåndsure af høj kvalitet, og som ruder i supermarkeders stregkodescannere, da materialets exceptionelle hårdhed og brudstyrke gør det særdeles modstandsdygtigt over for ridser.[27]

Cermax xenon arc lamp er en lampe med en rude af syntetisk safir.

En type af Xenon gaslamper (der oprindeligt blev kaldt en "Cermax" efter det første kommercielt markedsførte produkt) bruger safirkrystalruder der kan håndtere højere termiske påvirkninger, og dermed forhøjer muligheden for lampens ydelse i forhold til konventionelle xenon gaslamper med siliciumbaserede ruder.[30] Xenon gaslamper giver et kraftigt og klart hvidt lys og anvendes ofte i projektører, for eksempel i IMAX-biografer.

Anvendelse som substrat for halvledende kredsløb

Tynde safirskiver bruges også som isolerende substrat i højenergi, højfrekvente CMOS integrerede kredsløb. Denne type integrerede kredsløb kendes også som Silicon on Sapphire (Silikone på Safir) eller SOS-kredsløb. De bruges især i apparater der anvender kraftige radiofrekvenser, som dem der findes i mobiltelefoner, de radioer der sidder i politiets og brandvæsenets køretøjer samt i satellitkommunikationssystemer. "SOS" tillader integration af både digitale og analoge kredsløb på samme chip.

Baggrunden for at vælge skiver af kunstig safir frem for andre materialer til disse substrater er at safir har en temmelig lav ledningsevne for elektricitet samtidig med en meget højere ledningsevne for varme. På denne vis yder safiren god elektrisk isolering samtidig med at den effektivt hjælper til at lede den betragtelige varme, der udvikles i alle fungerende integrerede kredsløb, væk.[kilde mangler]

Når de store safir-boules er blevet fremdyrket skæres kernen til så den bliver cylindrisk. Fra denne cylinder kan ensartede skiver derefter skæres. Disse enkelt-krystal-skiver af safir bruges også i halvlederindustrien som et ikke-ledende substrat, hvorpå apparater baseret på Galliumnitrid (GaN) kan fremdyrkes. Anvendelsen af safir som materiale nedsætter omkostningerne betragteligt, da materialet koster omtrent en syvendedel af germanium, som ellers anvendtes. Galliumnitrid på safir anvendes almindeligvis i blå lysdioder.[31]

Historiske og kulturelle referencer

Anvendelse som smykkesten

Halssmykke med en centralt placeret safir på 102 karat og en diamant på 4,56 karat.

Naturligt fundne safirer bliver i overvejende grad forarbejdet til smykkesten. Gennemsigtige eller klare sten af høj kvalitet, helst uden inklusioner, bliver fortrinsvist facetslebne i den forbindelse, mens uklare sten og især stjernesafirer bliver forarbejdet til en cabochon (ordet kommer af det franske caboche, der betyder hoved), en poleret, facetløs sten. Denne behandling tjener især til at fremhæve asterismen.

Den største safir der nogensinde er blevet slebet er Star of India (Indiens Stjerne) med en vægt på 563,35 karat. Stenen, der blev fundet i Sri Lanka i 1901 af John Pierpont Morgan, blev overdraget til American Museum of Natural History, hvor den fortsat er udstillet.

Etymologi

  • Etymologisk set kan ordet safir hente sin oprindelse mange steder fra. Mest direkte fra det latinske ord sapphirus, der kommer fra det græske sappirus eller σαπφειρος (sappheiros), fra det hebræiske סַפִּיר (sappir) fra old-iransk sani-prijam, fra Sanskrit 'Shanipriya' ' (शनिप्रिय), af "shani" (शनि) der betyder "Saturn" og "priya" (प्रिय), dyrebar eller skattet, som i "skattet af Saturn".
  • Det græske ord for safir er med stor sandsynlighed blevet fejlanvendt over tiden, da det oprindeligt menes at have været betegnelsen for lapis lazuli.[kilde mangler]

Safirer historisk

  • Op gennem Middelalderen begyndte europæiske juvelerer at referere til de blå korund-krystaller efter deres "safir-blå" farve; heraf kommer det moderne navn for safir.
  • Der findes flere forældede og i større eller mindre grad vildledende handelsbetegnelser for stenene, herunder orientalsk aqvamarin (grønlig-blå safir), orientalsk smaragd (grøn safir) og orientalsk topas (gul safir).[kilde mangler]

Safirer i åndeligt perspektiv

  • Inden for esoterismen sættes de himmelblå varianter af safirer almindeligvis i forbindelse med egenskaber som ro, renhed og fred. Der findes intet videnskabeligt belæg for de påståede fysiske og psykologiske virkninger.[kilde mangler]
  • Den katolske kirke har historisk anvendt safirens blå farve, også med tanke på at den skulle symbolisere ro og renhed; Pave Innocens 3. anbefalede sine biskopper at vælge safirer til deres fingerringe, da han mente at "denne ædelsten har alle de kvaliteter der er nødvendige for en så ærværdig position..."[32]

Litteratur

  • Wise, R. W. (2004). Secrets Of The Gem Trade, The Connoisseur's Guide To Precious Gemstones. Brunswick House Press. ISBN 097282238-0. (engelsk)
  • Matthias Bodenhöfer: Ilakaka – Hauptstadt des Saphirs. Eine politisch-ökologische Untersuchung des Saphirbergbaus in Madagaskar. Wissenschaftliche Arbeit, Albert-Ludwigs-Universität, Freiburg i. Br. 2004 (Fuld tekst) (tysk)
  • Petr Korbel, Milan Novák (2002). Mineralien Enzyklopädie. Eggolsheim: Nebel Verlag GmbH. s. 82. ISBN 3-89555-076-0. (tysk)
  • Walter Schumann (1976/1989). Edelsteine und Schmucksteine. 13. BLV Verlags GmbH. s. 102-105. ISBN 3-405-16332-3. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |year= (hjælp) (tysk)

Referencer

  1. ^ Sapphire – Physical and Mechanical Properties ved Crystal Systems (engelsk)
  2. ^ Wise, pp. 164–166 (engelsk)
  3. ^ Wenk, Hans-Rudolf; Bulakh, A. G. (2004). Minerals: their constitution and origin. Cambridge, U.K.: Cambridge University Press. s. 539-541. ISBN 0-521-52958-1.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) (engelsk)
  4. ^ a b Wise, pp. 18–22 (engelsk)
  5. ^ a b Wise, Chapter 22 (engelsk)
  6. ^ Richard W. Hughes (1997), Ruby & Sapphire, Boulder, CO, RWH Publishing, ISBN 978-0-9645097-6-4 (engelsk)
  7. ^ Arthur Thomas (2008). Gemstones: properties, identification and use. New Holland Publishers. s. 226. ISBN 1845376021. (engelsk)
  8. ^ Emsley, John (2001). Nature's Building Blocks: An A-Z Guide to the Elements. Oxford: Oxford University Press. s. 451-53. ISBN 0-19-850341-5. (engelsk)
  9. ^ Kim, Victoria (5 January 2010). "For some, a sapphire has not been their best friend". Los Angeles Times. Hentet 5 jan 2010. {{cite news}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp) (engelsk)
  10. ^ "Ruby: causes of color". Hentet 15 may 2009. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp) (engelsk)
  11. ^ "Blue Saphire". Hentet 21 march 2010. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp) (engelsk)
  12. ^ Wise, p. 169 (engelsk)
  13. ^ "Identification of heated / unheated status on ruby and sapphire". Hentet 21 marts 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) (engelsk)
  14. ^ Nassau, Kurt (1984). Gemstone Enhancement. Butterworths. s. 95. ISBN 0408014474. (engelsk)
  15. ^ Chapter I of Title 16 of the Code of Federal Regulations Part 23, Guides for Jewelry and Precious Metals and Pewter Industries (engelsk)
  16. ^ lakaka gem deposit, Ilakaka Commune, Ranohira District, Horombe Region, Fianarantsoa Province, Madagascar (engelsk)
  17. ^ Doug Cocks (1992). Use with care: managing Australia's natural resources in the twenty-first century. UNSW Press. s. 102. ISBN 0868403083. (engelsk)
  18. ^ Andranondambo (engelsk)
  19. ^ "Montana Sapphires - Gemology". Gem Gallery. Hentet oktober 29, 2011.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) Note: Includes map of major Montana sapphire mines (engelsk)
  20. ^ Voynick, Stephen M. (1985). Yogo The Great American Sapphire (March 1995 printing, 1987 udgave). Missoula, MT: Mountain Press Publishing. s. 16-19. ISBN 0-87842-217-X. (engelsk)
  21. ^ Fact Sheets. Gia.edu. Retrieved on 2011-01-04. (engelsk)
  22. ^ GemResearch Swisslab (GRS) Specializing in Origin Determination of Fine Rubies and Sapphires. Gemresearch.ch. Retrieved on 2011-01-04. (engelsk)
  23. ^ M.A. Verneuil (September 1904) Memoire sur la reproduction artificielle du rubis per fusion, Annales de Chimie et de Physique (fransk)
  24. ^ Heaton, Neal; The production and identification of artificial precious stones in Annual Report of the Board of Regents of the Smithsonian Institution, 1911. USA: Government Printing Office. 1912. s. 217. (engelsk)
  25. ^ Czochralski process (engelsk)
  26. ^ Nassau, K.; Broyer, A. M. (1962). "Application of Czochralski Crystal-Pulling Technique to High-Melting Oxides". Journal of the American Ceramic Society. 45 (10): 474. doi:10.1111/j.1151-2916.1962.tb11037.x. (engelsk)
  27. ^ a b c Scheel, Hans Jr̲g; Fukuda, Tsuguo (2003). Crystal growth technology (PDF). Chichester, West Sussex: J. Wiley. ISBN 0-471-49059-8. {{cite book}}: Cite har en ukendt tom parameter: |coauthors= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) (engelsk)
  28. ^ Elena R. Dobrovinskaya, Leonid A. Lytvynov, Valerian Pishchik (2009). Sapphire: Materials, Manufacturing, Applications. Springer. s. 3. ISBN 0387856943.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) (engelsk)
  29. ^ Cecie Starr (2005). Biology: Concepts and Applications. Thomson Brooks/Cole. s. 94. ISBN 053446226X. (engelsk)
  30. ^ "Cermax lamp engineering guide" (PDF). (engelsk)
  31. ^ "Gallium nitride collector grid solar cell" (2002) U.S. Patent 6.447.938  (engelsk)
  32. ^ SAFO jewellery om safirens historie. (engelsk)

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Safir&oldid=8103723"