Spring til indhold

Daneøkse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Rekonstruktion af en daneøkse baseret på en original, der findes på Tower of London.

Daneøksen eller den danske økse[1] er en stridsøkse, der blev brugt i vikingetiden og i den tidlige middelalder. Navnet indikerer, at den var særlig populær blandt danske vikinger.[1]

Et andet navn er den engelsk langøkse. Øksen har et stort blad og et skaft på op til en meter.

En daneøkse på Bayeux-tapetet.

I 900- og 1000-tallet var daneøksen populær uden for Skandinavien i områder, hvor indflydelsen fra vikingerne var stærk som i England, Irland og i Normandiet. Historiske beretninger fortæller om daneøksen som et våben for krigereliten som huskarlene i det angelsaksiske England. På Bayeux-tapetet, der viser hvordan Vilhelm Erobreren vandt Englands trone, bliver daneøksen næsten udelukkende brugt af huskarle. Det var Harold Godvinsons nærmeste soldater under Slaget ved Hastings. Bayeux-tapetet viser også en normanner, der kløver et hestehoved med ét hug.[2] Daneøksen blev også brugt af Væringerne kendt som pelekyphoros phroura (πελεκυφόρος φρουρά), den "øksebærende vagt". Billedmateriale fra Konstantinopel] viser en vagt fra væringerne, der holder en høj økse.

Selv om den stammer fra Skandinavien, blev daneøksen brugt i store dele af Europa i 1100-tallet, hvor økser blev anset for et ridderligt våben, selv om det ikke helt nåede samme status som sværdet.[3] De begyndte også at blive brugt som et stagevåben til infanteri med et længere skaft på omkring 1,8 m.[4][5] I 1200- og 1300-tallet blev formen også ændret ved at gøre den nederste del af bladet længere, så det berørte skaftet. Denne type våben blev i England kaldt en sparth-økse. Nogle mener, at den er forløberen for hellebarden.[6]

Brugen af daneøksen fortsatte ind i 1300-tallet, men økser med spydspidser og spidser bag på bladet som en stridshammer, blev mere populære, da de nemmere kunne ødelægge rustninger. De udviklede sig til den såkaldte poleaxe i 1400-tallet.[7] Den simple daneøkse blev fortsat brugt i Skotland og Irland op i 1500-tallet.[8] I Irland blev den særlig associeret med Gallóglaigh-lejesoldater.[9]

Berømtheder med øksen

[redigér | rediger kildetekst]

Under Slaget ved Stiklestad i 1030 blev kong Olav dræbt med en daneøkse, der i dag indgår i Norges rigsvåben.

Stefan af Blois - konge af England - brugte efter sigende en daneøkse under slaget ved Lincoln i 1141. En beretning siger, at hans sværd knækkede,[10] mens en anden siger at han først brugte sit sværd, efter at hans økse var gået i stykker.[11]

Robert 1. af Skotland dræbte Henry de Bohun i slaget ved Bannockburn i 1314 med et hug af sin økse. Det skulle have været så kraftigt at både Bohuns hjelm og kranium blev kløvet, og økseskaftet knækkede.

  1. ^ a b Vikingernes økser Arkiveret 17. juni 2016 hos Wayback Machine. Nationalmuseet. Hentet 16/2-2016
  2. ^ "Bayeux Tapestry image". Cache-media.britannica.com. Arkiveret fra originalen 8. oktober 2011. Hentet 2013-10-22.
  3. ^ Edge, David; John Miles Paddock (1988). Arms and Armour of the Medieval Knight. London: Defoe. s. 31-32. ISBN 1-870981-00-6.
  4. ^ Se eksempel Maciejowskibiblen
  5. ^ "The Morgan Library & Museum Online Exhibitions - The Morgan Picture Bible". Themorgan.org. Hentet 2012-08-20.
  6. ^ Oakeshott, Ewart (1980). European Weapons and Armour. Lutterworth Press. s. 47. ISBN 0-7188-2126-2.
  7. ^ Miles & Paddock, op.cit. p.69
  8. ^ Caldwell, David (1981). "Some Notes on Scottish Axes and Long Shafted Weapons". I Caldwell, David (red.). Scottish Weapons and Fortifications 1100–1800. Edinburgh: John Donald. s. 253-314. ISBN 0-85976-047-2.
  9. ^ Marsden, John (2003). Galloglas. East Linton: Tuckwell Press. ISBN 1-86232-251-1.
  10. ^ Oman, Sir Charles (1924). A History of the Art of War in the Middle Ages vol.1. London: Greenhill Books. s. 399. ISBN 1-85367-100-2.
  11. ^ Roger de Hoveden, Translated Henry T. Riley (1853). The Annals of Roger de Hoveden: Comprising The History of England and of Other Countries of Europe from A.D. 732 to A.D. 1201, Vol 1. H. G. Bohn. s. 243, 244.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]