Grundtvigianisme

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Grundtvigianisme er betegnelsen for en folkekirkelig retning, der bygger på præsten, salmedigteren og forfatteren N.F.S. Grundtvigs opfattelse af kristendom, kultur, kirke og fædreland. Grundtvigianismen var den ene af det 19. århundredes to vigtigste danske vækkelsesbevægelser; den anden var Indre Mission.

Et typisk udtryk for den grundtvigianske tankegang er Grundtvig-citatet: "Menneske først, kristen så". Grundtvigianismen står i kontrast til de to øvrige store, danske salmedigtere Thomas Kingo og H.A. Brorsons synspunkter, idet Grundtvig i modsætning til dem lagde stor vægt på at betragte det dennesidige jordiske liv som vigtigt og godt. Det har gjort, at grundtvigianismen ofte omtales som "glad" kristendom.

Retningen havde stor betydning for dannelsen af forsamlingshuse, højskoler, friskoler, frimenigheder og valgmenigheder. Også andelsbevægelsen havde bånd til grundtvigianismen. På baggrund af retningen opstod i 1898 Kirkeligt Samfund (nu: Grundtvigsk Forum).

Historie

Grundtvigianismen begyndte så småt at tage form i 1820'erne, men var først færdigudviklet omkring 1855. Den opstod ligesom mange andre trosretninger på grund af utilfredshed med lokale, især kirkelige myndigheder. Men det var ting som sognebåndsløsningslovens ophævelse og grundloven, der rigtig satte gang i den. For med den nye grundlov var der nu trosfrihed, og de, som før i tiden var bundet til deres sogn og provst, kunne nu gå i hvilken som helst kirke, det passede dem over hele landet, og til den præst, der prædikede det, de mente var rigtigt.

De to store trosretninger, der kom ud af det, var Indre Mission og grundtvigianisme. Grundtvigianisme bliver kaldt ”Den Glade Kristendom” og bygger på Grundtvigs forståelse af kristendommen. Grundtvig selv var meget social og involveret i politik: Han var med, da grundloven blev lavet og var medlem af både lands- og folketing. Og det var ham, der grundlagde den første højskole.

Grundtvigianisme henvendte sig hovedsageligt til den velstillede landbefolkning, herunder bondestanden, og grundtvigianere mente: Guds ord var ikke noget fortidigt, indkapslet i bibelen, og kun forbeholdt teologer at fortolke. Grundtvig vidste, at da det var mennesker, der havde skrevet biblen, kunne det kun være en gengivelse af de rigtige ord, og var derfor åben for fortolkning. Guds ord var noget nutidigt, som ikke skulle opleves igennem biblen, men igennem dåben og nadveren samt trosbekendelsen, der var særlig vigtig, da Grundtvig antog den for at være Guds uændrede ord, som var sagt for tusinder af år siden af Jesus selv. Så hver gang, de blev udtalt, levede de. Og at de var levende var vigtigt, for ligesom man først kender et menneske, når man har talt med det, havde man også først kendskab til Gud ved at kende hans ord.

Dermed var Grundtvig også modstander af det skrevne ord: for det første lever det ikke. For det andet ødelægger det fantasien og kreativiteten. Yderligere mente han, at latinskolen var noget pjat, da den ødelagde folkelivet og det danske sprog, der ikke blev brugt her. For "den sorte skole" prioriterede skriftlig viden og ikke det, han anså som vigtigt: Åndelig klogskab. Desuden var skolerne forbeholdt de få fra højere klasser af samfundet, og det skabte ikke fællesskab, men splittelse.

Grundtvigianismen er en glad og optimistisk tro, der hylder livet og skaberen gennem salmer, der fortæller os, at livet er en gave. Og det er netop disse salmer og hans prædikener, der spredte grundtvigianismen over hele landet, men også hans usædvanlige evner til at tale med det jævne folk. Mens han levede ”valfartede” unge teologer til hans kirke i Vartov for at opleve den helt specielle stemning og fællesskab der. Et fællesskab der også blev dyrket med nationalromantikken, der forsøgte at knytte den danske befolkning sammen.

Tvang var ikke noget, Grundtvig gik ind for – han vurderede, at danskerne selv skulle søge Gud. Hans motto: ”Menneske først, kristen så” var det hans ønske, at når folk var del af et historisk, nationalt, folkeligt fællesskab (som højskolerne tilbød), ville de være kloge nok til at indse, at det kun var kristendommen, der kunne give dem den bedste og dybeste forklaring på alt. Endvidere ville alt dette få folk til at engagere sig, hvilket også var godt. Grundtvigianismen forholder sig også til liv og død på en helt speciel måde: Grundtvig selv troede ikke rigtig på helvede og mente, at man sagtens kunne omvende sig efter sin død bl.a. pga. Guds kærlighed og tilgivelse; en chokerende påstand i samtiden. Grundtvig syntes desuden, at man skulle koncentrere sig om livet og ikke døden, for egentlig er der jo hele tiden liv, eftersom man ved døden bare krydser en bro fra livet før til livet efter. Kontrasten stod heller ikke som hos Luther mellem synd og nåde, men mellem liv og død. For Grundtvig gik ind for, at man skulle være optimistisk, for så endte livet alligevel med at sejre over døden i en vis forstand. Og glæden ved livet i grundtvigianismen er stor, og derfor bliver man selvfølgelig angst ved tanken om, at man en dag skal bort og tage afsked med dette dejlige liv. Den tanke er helt i modstrid med bl.a. Thomas Kingos, der et par århundreder før påstod, at det at dø var vidunderligt, for da ville man endelig blive fri af sine lænker.

Efter Grundtvigs død kunne grundtvigianerne ikke bestemme sig for, hvem de skulle følge, og hvis meninger de skulle forholde sig til. Så de delte sig i forskellige små grupper over landet – alle med en lidt anderledes udlæggelse af grundtvigianismen. Men på trods af det findes grundtvigianismen stadig.

En anden af de nye ideer, grundtvigianerne også var kendt for, var, at de ikke blandede politik og religion sammen, og netop derfor kunne de i 1880 stemme på fx Georg Brandes, der åbenlyst var ateist. Men på trods af de mange meninger, grundtvigianerne ikke delte med folkekirken, forblev de altid inden for dens rammer. Og Grundtvig selv blev til den, han var, og troede det stik modsatte af sin fars gammeldags lutherske grænsende til pietistiske livssyn.

Eksterne kilder/henvisninger

• Om Grundtvigianisme kristendom.dk
• Grundtvigianismen i Danmark på danmarkshistorien.dk

Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.