Socialistisk Folkeparti

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
SF – Socialistisk Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
 
Partiformand Pia Olsen Dyhr
Næstformand Lise Müller og Signe Munk
Partisekretær Jens Andersen
Gruppeformand i Folketinget Jacob Mark
 
Grundlagt 15. februar 1959
Partiavis F!
Hovedkontor Christiansborg
1240 København K
Antal medlemmer 8.457 (2015)[1]
Ungdomsorganisation SFU
Pladser i Folketinget
7 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
1 / 13
Pladser i byrådene:
113 / 2.444
Pladser i regionsrådene:
10 / 205
 
Politisk ideologi Folkesocialisme, Demokratisk socialisme[2], Grøn politik[3]
Politisk placering Centrum-venstre til Venstrefløj[4]
Internationalt samarbejdsorgan Ingen
Nordisk samarbejdsorgan Nordisk Grønne Venstre Alliance
Europæisk samarbejdsorgan Det Europæiske Grønne Parti
Partigruppe i Europaparlamentet De Grønne / Den Europæiske Fri Alliance
Partifarve(r) Rød-grøn
Partibogstav F
 
Website http://www.sf.dk/

SF – Socialistisk Folkeparti er et dansk venstreorienteret politisk parti, hvis ideologiske udgangspunkt, som navnet antyder, er opbygget omkring socialisme eller mere specifikt folkesocialisme, inspireret af demokratisk socialisme[2] og grøn politik.[3]

Partiet blev dannet i 1959 af det DKP-ekskluderede medlem, Aksel Larsen, som mente, at man skulle indføre socialisme via den demokratiske vej og uden diktater fra Sovjetunionen. I starten var fokus i høj grad på økonomi og nedrustning, men ad åre fik partiet flere mærkesager som f.eks. miljø, uddannelse, ligestilling og menneskerettigheder.

Partiet har været støtteparti for forskellige socialdemokratisk ledede regeringer i tidens løb, startende med "Det røde Kabinet" i 1966-67. Vælgermæssigt har det haft tre højdepunkter, hvor partiet opnåede mere end 10 % af stemmerne, efterfulgt af bølgedale: Første gang ved folketingsvalget 1966 under Aksel Larsen, anden gang i en årrække i 1980'erne med Gert Petersen som formand, og tredje gang ved folketingsvalget 2007 under den relativt nyvalgte formand Villy Søvndal.

Villy Søvndal arbejdede målbevidst for at gøre SF til et regeringsparti og fik opfyldt sit ønske, da SF sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre indgik i Regeringen Helle Thorning-Schmidt I 2011-14. Regeringsperioden blev dog ingen succes for SF, hvor mange medlemmer og vælgere mente, at partiet havde svigtet sin tradtionelle politik.[5] Villy Søvndal gik af som formand i 2012, hvorefter det relativt ukendte folketingsmedlem Annette Vilhelmsen vandt et kampvalg om formandsposten mod partiledelsens kandidat, sundhedsminister Astrid Krag. SF trådte ud af regeringen i januar 2014 efter intern uenighed om statens salg af en del af DONG Energy, og Annette Vilhelmsen fratrådte samtidig som formand[6] og blev afløst af Pia Olsen Dyhr. Som følge af konflikterne i regeringstiden mistede partiet en række vælgere og medlemmer, herunder en række prominente folketingsmedlemmer og ministre, der skiftede til Socialdemokratiet, og ved folketingsvalget 2015 blev partiet reduceret til 7 mandater - en tangering af det hidtil dårligste valgresultat nogensinde (i 1977).

SF's ungdomsorganisation er Socialistisk Folkepartis Ungdom, normalt forkortet SFU, der er Danmarks sjettestørste ungdomsparti.[7]

Historie[redigér | redigér wikikode]

1958 – 1968[redigér | redigér wikikode]

Socialistisk Folkeparti blev stiftet af det ekskluderede Danmarks Kommunistiske Parti-medlem (DKP) Aksel Larsen den 24. november 1958.[8] Splittelsen i DKP skyldtes bl.a. forholdet til Sovjetunionen. Ifølge egen udlægning tog SF fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, fordi partiet mente, at socialismen var et udtryk for en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte.[9] I artiklen "Fri af bjørnens kløer : SF om Sovjetunionen 1959-68", i "Den kolde krig på hjemmefronten" (SDU 2004), beskriver Anja Nymand Hansen derimod, at SF ikke fjernede sig væsentligt fra sit kommunistiske udgangspunkt i de første ti år af sin eksistens.

Til folketingsvalget 1960 kom partiet ind i Folketinget med 11 mandater, men mistede et mandat ved folketingsvalget i 1964. I løbet af 1960'erne engagerede SF sig i fredsbevægelsen og gik imod atomkraft og atomvåben. Det forsøgte at "gå på to ben" ved at kombinere sit parlamentariske arbejde med aktiv deltagelse i græsrodsbevægelser.[9]

Ved folketingsvalget 1966 fordoblede SF sit mandattal til 20 og havde sammen med Socialdemokratiet absolut flertal, hvilket Jens Otto Krag benyttede til at danne en ren socialdemokratisk regering med SF som støtteparti. Dette folketingsflertal blev populært kaldet "Det røde kabinet".[10] Samarbejdet holdt dog kun et år,[10] og det gav samme år anledning til splittelse inden for partiet. Konflikten førte til, at Venstresocialisterne opstod som en udbrydergruppe fra SF. Ved det følgende valg i 1968 mistede SF ni mandater, og samme år gik formanden og partistifteren Aksel Larsen af og blev erstattet af Sigurd Ømann.[9]

1968 – 1991[redigér | redigér wikikode]

I 1972 var der afstemning om Danmarks deltagelse i Fællesmarkedet. I denne sag var SF det eneste parti i Folketinget, der samlet stemte nej.[11][12] Ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 mistede SF yderligere seks mandater,[12] og det følgende år gik Ømann af som formand og blev erstattet af Gert Petersen. I løbet af 1970'erne ændrede SF sit program for at tiltrække nye vælgere og sociale bevægelser. Partiet kom nu til at fokusere mere på miljøet og kønspolitik. Ved folkeafstemningen om Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) gik SF sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre mod denne. Akten blev dog tiltrådt efter et pænt ja-flertal ved folkeafstemningen. I løbet af 1980'erne havde partiet et stabilt mandattal på lidt over tyve i Folketinget.[13] Ved folketingsvalget 1987 fik partiet sit højeste mandattal nogensinde på 27. Ved folketingsvalgene i 1988 og 1990 mistede SF 4 og 9 sæder. I 1991 fik Holger K. Nielsen formandsposten efter et kampvalg mod Steen Gade.[12]

1992 – 2011[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 1990'erne fik partiet en større politisk indflydelse.[13] Ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten opfordrede SF til at stemme imod den. I 1993 indgik SF et historisk kompromis med de øvrige partier i Folketinget, idet SF accepterede Edinburgh-aftalen, hvilket gjorde SF til en del af Det Nationale Kompromis. Derfor accepterede SF nu også Maastricht-traktaten.[14] På trods af den større indflydelse var støtten til partiet dalende.[13] SF indførte et nyt partiprogram Mod Nye Tider, som ikke længere fulgte den tidligere anti-EU-linje fra 1992.[15] Mellem 1993 og 2001 støttede SF en regering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ledet af Poul Nyrup Rasmussen.[13] Ved folkeafstemningen om euroen anbefalede SF at stemme nej.[16]

Tilslutningen til partiet faldt stadig, og efter at VK-regeringen trådte til i 2001, mistede SF en del indflydelse på Christiansborg.[17] I 2005 trådte Holger K. Nielsen af som formand, og ved et kampvalg mellem Villy Søvndal, Meta Fuglsang og Pia Olsen vandt Søvndal,[18] som siden i såvel folketingsgruppen som i sekretariatet prægede stemningen og engagementet i partiet. Der blev nu satset på mere professionalisme og brug af fokusgrupper, og en langsigtet ændring af valgstrategier sattes i værk. Blandt andet begrænsedes antallet af mærkesager ved valgene til tre for at slå tydeligere igennem med færre slogans. Dette blev kombineret med, at tre folketingskandidater blev eksponeret bredt over hele landet. Ud over Søvndal var det Ole Sohn og Pernille Vigsø Bagge.

Folketingsvalget i 2007 gav SF næsten dobbelt så mange mandater som ved valget i 2005,[19] med øget tilslutning jævnt fordelt landet over. Den borgerlige regering fortsatte dog stadig.[20] I organisationen gav de ekstra stemmer og mandater i sig selv fornyede og øgede ressourcer. Medierne havde imidlertid iagttaget Søvndals gennemslagskraft, som de gav ham lejlighed til at udfolde i mange sammenhænge. SF's position i meningsmålingerne steg kontant over nogle måneder.

I februar 2008 udtalte Søvndal sig kritisk om det islamistiske Hizb-ut-Tahrir.[21] Dét skabte stor opmærksomhed om partiet udefra samt nogen kritik internt i partiet. Borgerlige politikere og vælgere roste Søvndals retorik, hvilket i sig selv skabte usikkerhed internt i dele af partiet, som følte det omklamret af nogle af hovedmodstanderne fra højrefløjen i dansk politik. Søvndals kontante melding gav yderligere vind i sejlene i meningsmålingerne.

6. januar 2010 døde partiets næstformand, Jakob Nørhøj, pludseligt.[22]. I april måned blev 25-årige Thor Möger Pedersen valgt som ny næstformand.

2011–14[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalget 2011 resulterede i en væsentlig tilbagegang til 9,2% af stemmerne på landsplan og 16 mandater – et tab på 7. Navnlig i Hovedstaden led partiet store tab til Enhedslisten. Socialistisk Folkeparti gik fra at være det tredjestørste parti i hovedstadsområdet til at være det sjettestørste. I Folketinget blev Socialistisk Folkeparti marginalt mindre end Det radikale Venstre med deraf følgende tab af prestige i den nye regering. På trods af nederlaget kom SF med i den nye regering, da partiet efter valget indgik i Regeringen Helle Thorning-Schmidt I, hvor det fik seks ministerposter - herunder posten som udenrigsminister til Villy Søvndal. I de efterfølgende meningsmålinger havde partiet en markant tilbagegang i stemmetal, og den 7. september 2012 offentliggjorde partiformanden Villy Søvndal, at han ville trække sig tilbage som formand for partiet. Den 12. september meldte sundhedsminister Astrid Krag sig som kandidat for posten. Det relativt ukendte folketingsmedlem Annette Vilhelmsen bekendtgjorde sit kandidatur til posten den 17. september.[23] Den 13. oktober 2012 blev Vilhelmsen valgt til formand for SF gennem urafstemning blandt SF's medlemmer ved et partikonvent i København. Hun fik 4.793 stemmer, svarende til 66% af stemmerne. Astrid Krag fik 2.472 stemmer, svarende til 34%. Stemmeprocenten var på 59,4% [24][25]

I Vilhelmsens formandsperiode blev SF udsat for megen kritik for den politik, der blev ført af regeringen, blandt andet under lærerlockouten i 2013 og i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2014. Ved kommunalvalget i november 2013 fik partiet blot 5,6% af de afgivne stemmer på landsplan mod 14,5% ved valget i 2009 [26] Problemerne kulminerede, da regeringen stillede forslag om salg af aktier i DONG Energy. Vilhelmsen kunne ikke opnå fuld opbakning hertil i sin folketingsgruppe og valgte at trække sig som formand. I forlængelse heraf trådte SF ud af regeringen.[27]

Personskifter til Socialdemokratiet[redigér | redigér wikikode]

I månederne efter formandsvalget skiftede flere ledende SF’ere til Socialdemokratiet. Blandt disse var den tidligere næstformand Mattias Tesfaye, politisk ordfører Jesper Petersen, medlem af Europa-Parlamentet Emilie Turunen og den vragede skatteminister Thor Möger Pedersen. Da SF forlod regeringen i januar 2014, fulgte endvidere sundhedsminister Astrid Krag og Ole Sohn trop. Derudover skiftede den hidtidige miljøminister Ida Auken parti til Radikale Venstre. Også en række SF'ere i kommunalbestyrelser og regionsråd forlod partiet i løbet af regeringsperioden.

2014-[redigér | redigér wikikode]

13. februar 2014 blev den tidligere minister Pia Olsen Dyhr valgt til ny formand for SF uden modkandidater. Ved folketingsvalget i 2015 indkasserede SF et nyt valgnederlag, idet partiet med 4,2 % af stemmerne blev reduceret til 7 mandater.

Ideologi og mærkesager[redigér | redigér wikikode]

Plastikkop med 'Stop skattely' fra SF's deltagelse ved Folkemødet 2016.

SF ligger til centrum-venstre,[4] og den ideologiske base er folkesocialisme[28] inspireret af demokratisk socialisme og grøn politik.[3]

I henhold til SF's love §2, stk 1 er partiets formål at "virke for socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et marxistisk idegrundlag."[2]

Partiet ser et demokratisk socialistisk Danmark som det endelige mål for sin politik,[29] og støtter menneskerettighederne[30] og minoriteters rettigheder.[31]

SF anerkender, at markedsøkonomien er en grundlæggende præmis.[32] Partiet ønsker dog at ændre den økonomiske fordeling væsentligt i forhold til i dag, ligesom SF vil udbrede demokratiet, blandt andet ved at give borgerne mere indflydelse på deres arbejdsliv.

En vigtig sag, som har delt partiet, er den Europæiske Union (EU). Historisk set har partiet været voldsomt Euroskeptisk. I løbet af 1990'erne, da EU begyndte at støtte de post-kommunistiske østlande (som SF følte sig historisk forbundet med) og begyndte at implementere politik orienteret mod regional udvikling, miljøbeskyttelse og social beskyttelse, blev SF mere positivt stemt overfor EU. Emnet skaber dog stadig debat internt i partiet.[33]

Blandt andre mærkesager for SF er globalisering baseret på solidaritet.[34] Partiet ønsker at reformere verdenshandelsorganisationen WTO og større vægt på miljøbeskyttelse og støtte til kvinders ligestilling.[35]

Valgresultater[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg[redigér | redigér wikikode]

Stemmeprocenten ved folketingsvalgene.
Kilde: Folketinget

Liste med valgresultaterne i historien:[36]

Valgår Stemmer Procent Mandater ±
1960 149.440 6,1 % 11 +11
1964 151.697 5,8 % 10 -1
1966 304.437 10,9 % 20 +10
1968 174.553 6,1 % 11 -9
1971 262.756 9,1 % 17 +6
1973 183.522 6,0 % 11 -6
1975 150.963 5,0 % 9 -2
1977 120.357 3,9 % 7 -2
1979 187.284 5,9 % 11 +4
1981 353.373 11,3 % 21 +10
1984 387.122 11,5 % 21 ±0
1987 490.176 14,6 % 27 +6
1988 433.261 13,0 % 24 -3
1990 268.759 8,3 % 15 -9
1994 242.398 7,3 % 13 -2
1998 257.406 7,6 % 13 ±0
2001 219.842 6,4 % 12 -1
2005 201.047 6,0 % 11 -1
2007 450.975 13,0 % 23 +12
2011 326.192 9,2 % 16 -7
2015 147.915 4.2 % 7 -9

Geografisk fordeling af stemmerne[redigér | redigér wikikode]

SF's vælgere har traditionelt fordelt sig ujævnt landet over. Procentuelt har partiet størst tilslutning i de store byer.[37] I 2005 fik SF på landsplan 6,0% af de afgivne stemmer. I Søndre Storkreds var det 11,5 %[38] (Blågårdskredsen 13,6%). I Bornholms og Sønderjyllands Amtskredse 4,0%. I Skjernkredsen i Ringkøbing Amtskreds stemte blot 2,7% på partiet, modsat Lolland, hvor partiet fik den største procentandel. Ved folketingsvalget i 2011 var den geografiske fordeling af partiets stemmer mere ligelig. Partiet opnåede på landsplan 9,2% af stemmerne. I Københavns Storkreds opnåede det 12,4%, i Vestjyllands Storkreds 8,1% og på Bornholm 7,3%. [39]

Organisation[redigér | redigér wikikode]

SF oplevede en væsentlig medlemsfremgang i 00'erne, hvor medlemstallet steg fra 6.500 i 2001 til 16.500 i 2009.[40] Siden er det faldet igen og udgjorde i 2015 ca. 8.500 medlemmer, hvilket gjorde SF til Danmarks sjettestørste parti målt på antal medlemmer det år.[1]

SF's ungdomsorganisation Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) fik på linje med moderpartiet en opblomstring i slutningen af 00'erne og starten af 10'erne.[41] I 2007 blev SFU med knap 2.000 medlemmer landets største politiske ungdomsorganisation - en position, organisationen dog mistede igen i 2012. I 2016 havde SFU 1180 medlemmer og var dermed på sjettepladsen blandt de ungdomspolitiske partier.[7]

Socialistisk Folkeoplysningsforbund (SFOF), der er tilknyttet SF, afholder hvert år en politisk sommerlejr for medlemmer og interesserede på Livø, den såkaldte "Livø-lejr".

Forbindelser til andre partier[redigér | redigér wikikode]

SF har historisk ofte haft et godt forhold til Socialdemokratiet og Radikale Venstre, som har samarbejdet i mindretalsregeringer med støtte fra SF, samt til Enhedslisten.[42][43]

Internationale organisationer[redigér | redigér wikikode]

SF er medlem af Nordisk Grønne Venstre Alliance og har observatørstatus i De Europæiske Grønne.[44][45]

Første Europaparlamentsmedlem (MEP) fra SF, udpeget af Folketinget, var Per Dich, der sad fra 1972-73, tilknyttet Gruppen af Kommunister og beslægtede (COM). Han blev afløst af Jens Maigaard indtil 1977 og siden Gert Petersen indtil 1979. Ved første direkte valg til Europaparlamentet blev Bodil Boserup valgt og genvalgt i 1984. Da Grønland trådte ud af EU ved udgangen af 1984, trådte Finn Lynge fra Siumut ud, og hans plads blev overtaget af John Iversen. SF's MEP'er var stadig tilknyttet COM.

John Iversen blev genvalgt i 1989 og var nu tilknyttet den nye venstrefløjgruppe Forenede Europæiske Venstrefløj (GUE). Efter folkeafstemningen i Danmark om Edinburgh-aftalen blev John Iversen ekskluderet af GUE på grund af SF's rolle i afstemningen.[46]. Han fortsatte i Den grønne gruppe resten af perioden.

Ved valget i 1994 blev kun Lilli Gyldenkilde valgt fra SF. Hun var tilknyttet gruppen Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL). Da hun trådte ud i begyndelsen af 1996 på grund af sygdom, blev hun igen erstattet af John Iversen, der imidlertid senere samme år gik over til Socialdemokratiet og De Europæiske Socialdemokraters gruppe PES. Han afviste trods opfordringer at afgive sit mandat til sin suppleant. I 1999 blev Pernille Frahm valgt. Hun vendte tilbage til GUE/NGL.

Efter valget i 2004 valgte SF's eneste MEP Margrete Auken højst kontroversielt, på trods af SF's fortsatte medlemskab af Nordisk Grønne Venstre Alliance (NGL) og SF's hovedbestyrelses beslutning om forbliven i GUE/NGL,[47] at sidde med i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (GREENS/EFA). Efter at hun i 2009 fik selskab af Emilie Turunen, fortsatte de begge i GREENS/EFA, denne gang uden større kontrovers. SF mistede på ny et Europaparlamentsmedlem til Socialdemokratiet, da Emilie Turunen i marts 2013 skiftede parti. Ved Europaparlamentsvalget 2014 blev Margrethe Auken genvalgt som SF's eneste repræsentant.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Frivillige bidrag[redigér | redigér wikikode]

SF har i sit 2015-regnskab[48] opgivet at have modtaget private bidrag på 1,3 mio. kr. fra diverse organisationer, private tilskud fra privatpersoner mv. på 300.000 kr. og såkaldte partiskatteindtægter på 650.000 kr. Partiet har modtaget bidrag for over 20.000 kr. fra følgende organisationer:

Partiformænd[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Hvor mange medlemmer har de politiske partier? Folketingets hjemmeside, besøgt 5. november 2017.
  2. ^ a b c SFs love af 2011
  3. ^ a b c Parties and Elections in Europe: The database about parliamentary elections and political parties in Europe, by Wolfram Nordsieck
  4. ^ a b Martin Ingemann Hansen: Fordelings- og værdipolitik udgivet af Systime. Besøgt 30. januar 2010.
  5. ^ SF er i sin alvorligste krise. Politiken 25. juni 2012.
  6. ^ SF forlader regeringen, Vilhelmsen går af. Information.dk 30. januar 2014
  7. ^ a b [1] Driftstilskud - politiske ungdomsorganisationer 1994-2016. Fra Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside. Besøgt 5. november 2017.
  8. ^ Larsen, Aksel på det socialistiske leksikon.org. Besøgt 24. januar 2010.
  9. ^ a b c SF – 50 år 10. januar 2007. Besøgt 24. januar 2010.
  10. ^ a b Danmarkshistorisk oversigt
  11. ^ "Derfor nej til fællesmarkedet, s. 22. SF-partiprogram fra 1972. Besøgt 27. januar 2010.
  12. ^ a b c Socialistisk Folkeparti (SF) Besøgt 27. januar 2010.
  13. ^ a b c d Socialistisk Folkeparti (SF) 1959- danmarkshistorien.dk. Besøgt 27. januar 2010.
  14. ^ Løkke glad for SF-diskussion 24. oktober 2008. Besøgt 27. januar 2010.
  15. ^ Mod Nye Tider af SF på Det Kongelige Bibliotek. Besøgt 27. januar 2010.
  16. ^ Kasper Siegismund: Euroafstemningen 28/9 2000marxist.dk. 22. april 2003. Besøgt 27. januar 2010.
  17. ^ Socialistisk Folkeparti hos Den Store Danske. Besøgt 27. januar 2010.
  18. ^ Villy Søvndal ny formand for SF hos dr.dk. 28. april 2005. Besøgt 27. januar 2010.
  19. ^ Martin Lindblom, Niels Fastrup og Ole Wugge Christiansen/Monsun Både regeringen og Enhedslisten overlevermodkraft.dk. 13. november 2007. Besøgt 28. januar 2010.
  20. ^ Anonym: bt.dk: 4. november 2007. Besøgt 24. januar 2010.
  21. ^ Søren Aaes:Villy Søvndal går i flæsket på Hizb-ut-Tahrir 19. februar 2008. Besøgt 28. januar 2010.
  22. ^ Søren Mortensen:Jakob Nørhøj fik blodprop i benetbt.dk. 8. januar 2010. Besøgt 28. januar 2010.
  23. ^ Kim Kristensen (17. september 2012). Annette Vilhelmsen: Den ukendte kandidat. Dagbladet Information. 
  24. ^ Larsen, Johan Blem; Thomas Søgaard Rohde (13. okt 2012). "Annette Vilhelmsen er ny formand for SF". Berlingske. Hentet 2012-10-13. 
  25. ^ Sørensen, Kaare (13. okt 2012). "Vilhelmsen vandt formandsvalget". Jyllands-Posten. Hentet 2012-10-13. 
  26. ^ Fakta: Her er det endelige valgresultat på landsplan, tv2 21. november 2013
  27. ^ .SF i dyb krise efter ja til salg af Dong, DR Nyheder 30. januar 2014.
  28. ^ Karsten Bjørno: 50 år med folkesocialisme i Århus 14. juni 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  29. ^ Marie Frederiksen: SF 50 år 18. februar 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  30. ^ SF alene om at ville boykotte racisme-konference 9. september 2008. Besøgt 26. januar 2010.
  31. ^ Edith Jakobsen og Nana Bjerg: SFs politik om ligestilling 30. november 2007. Besøgt 26. januar 2010.
  32. ^ Per Thiemann: Villy Søvndal skrotter SF's socialistiske værdieravisen.dk. 8. maj 2008. Besøgt 31. januar 2010.
  33. ^ Danmark i en global verden. Samfundsfag E, D og C
  34. ^ Nis Graulund:En rød og grøn globalisering 10. april 2008. Besøgt 26. januar 2010.
  35. ^ Vejen til en regering med SF Besøgt 26. januar 2010.
  36. ^ Folketingsvalg 1953 – 2005. Folketingets hjemmeside. Arkiveret udgave.
  37. ^ Arbejdsplan for SF 2008-2010 13. april 2008. Besøgt 24. januar 2010.
  38. ^ kamal.dk | Politiker Kamal Qureshi | Frihed til forskellighed
  39. ^ Danmarks Statistik:Folketingsvalg torsdag 15. september 2011. Resultater" Hentet den 2. september 2013
  40. ^ Hoffmann-Hansen, Henrik; Nielsen, Jens Beck: Regeringsmagt koster medlemmer. Artikel i Kristeligt Dagblad 16. april 2009.
  41. ^ s. 27-8
  42. ^ Iver Hovmark Andersen:S og SF drømmer om norske tilstande LO's ugerbrev på nettet. 21. september 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  43. ^ "Venstrefløjen i dag" i Kritiks nr. 186, december 2007.
  44. ^ Nordic Green Left Alliance - Green Politics
  45. ^ Observer PartiesDe Europæiske Grønnes hjemmeside. Besøgt 26. januar 2010.
  46. ^ http://www.sf.dk/uploads/media_items/sf-og-eu-bogbidrag-af-steen-gade.original.pdf
  47. ^ Margrete Auken trodser partilinjen - Nationalt | www.b.dk>
  48. ^ Socialistisk Folkeparti. Årsrapport for 2015. Offentliggjort af Folketinget. Besøgt 5. november 2017.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Kureer, Henrik; Frederiksen, Claus Lasse: Samfundsfag C. Systime. ISBN 87-616-2254-0.
  • Kureer, Henrik; Lundgren, Svend Erik; Willesen Rikke: Danmark i en global verden. Samfundsfag E, D og C. Systime. ISBN 87-616-2189-7.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]