Erik Klipping
| Erik Klipping | |
|---|---|
 |
|
| Erik Klippings segl | |
|
|
|
| Regerede | 1259-1264 |
| Forgænger | Christoffer 1. |
| Regent | Erik Klipping |
| Efterfølger | Erik Menved |
| Ægtefælle | Agnes af Brandenburg |
| Børn | Med Agnes
|
| Født | ca. 1249 Lolland |
| Død | 22. november 1286 Finderup |
| Begravet | Viborg Domkirke |
Erik Klipping (Erik 5., også Erik Glipping) (født 1249 på Lolland - 22. november 1286 i Finderup) var en dansk konge fra 1259-1286. Han var søn af kong Christoffer 1. og dronning Margrete Sambiria ("Sprænghest").[1] Han er mest kendt for at være myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade i 1286. Han blev begravet i Viborg Domkirke.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Styre
Erik V blev hyldet, mens han var ganske lille. Da hans far Christoffer døde i 1259 (ifølge et rygte blev han myrdet af Abbed Arnfast fra Ryd Kloster), var Erik endnu ikke myndig og kunne derfor ikke overtage tronen. Ved en domstol blev det bestemt, at hans mor, der var datter af Sambor 2. af Pommern, skulle regere landet på vegne af Erik, til han blev myndig. Hun måtte arbejde hårdt for at beholde sin søn på tronen, da hun blev modarbejdet fra mange sider. Landets ærkebiskop Jacob Erlandsen var fængslet af Christoffer 1., men kunne alligevel trække i trådene, ligesom den tidligere konges søn Erik Abelsøn med hertug Valdemar af Sønderjylland gjorde krav på Sønderjylland og fik hjælp af holstenerne.
Fyrst Jaromar udnyttede situationen og samlede en hær af vendere. Sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel) invaderede de Sjælland. Dronning Margrete samlede en hær for at sætte en stopper for invasionen, men led nederlag ved Ringsted 1259. Det lykkedes den indtrængende hær at indtage København via det sted, hvor Jarmers Tårn står. Herfra drog de videre til Skåne og fortsatte plyndringerne. Uheldigvis for Jaromar påkaldte han sig en hustrus vrede, efter at have dræbt hendes mand, og hun dræbte ham. Herefter trak venderne sig tilbage til Rügen.
Efter invasionen fra venderne troede Hertug Valdemar, at kronen var svækket og startede et oprør. Margrete og Erik måtte samle endnu en hær og drage til Jylland, hvor de besejrede hertugen. Mens fredsforhandlingerne var i gang, samledes Valdemars allierede blandt holstenerne til angreb. D. 28. juli 1261 led enkedronningen og hendes søn et knusende nederlag ved Lohede og blev taget til fange.[2] De blev holdt i fangenskab i Hamborg, men det lykkedes dronning Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albert af Braunschweig, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Erik blev sat fri i 1264, muligvis mod at ægte markgrev Johans datter Agnes af Brandenburg uden medgift. Han var nu blevet myndig, så han kunne regere landet på egen hånd. På trods af det var det i mange år reelt enkedronningen, der styrede landet. Erik blev kronet, men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen, som var blevet løsladt fra sit fangeskab af Margrete, bandlyste de bisper, der havde deltaget i kroningen.
I 1273 hentede Erik sin tyske brud Agnes hjem, og ikke længe efter fødtes deres første søn Erik, der senere arvede tronen under navnet Erik 6. Menved.
I 1272 døde hertug Erik af Jylland, og i 1274 blev Jakob Erlandsen dræbt på en rejse hjem fra Rom. Begge var magtfulde folk, der havde modarbejdet kronen, men som kongen nu ikke længere skulle bekymre sig om. Kong Erik tog formynderskab over hertug Eriks børn og fik således magt over hertugdømmet Jylland.
Efter kroningen blandede Erik sig i en strid i Sverige, hvor Valdemar og Magnus kæmpede om magten; Erik støttede først Magnus og siden hen Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige og for at finansiere kampene, foretog Erik møntforringelse, der muligvis har givet ham hans tilnavn. Det skete nemlig ved at klippe noget af mønterne, så de blev kantede. Til sidst gik Erik så langt som til at optage tvangslån hos kirken.
Erik blev upopulær blandt stormændene, og i 1282 lykkedes det dem at tvinge kongen til at afgive et løfte om at afholde årlige møder med stormændene - de såkaldte danehoffer.
[redigér] Den første håndfæstning i Danmark
Kongen blev som den første tvunget til at underskrive en håndfæstning, der er Danmarks svar på Magna Carta. Heri forpligtede han sig til regelmæssigt at rådføre sig med stormændene og det, der senere blev til Rigsrådet, blev ligestillet med kongen som den øverste myndighed i landet. Desuden blev bøndernes ret bedre sikret, men også en del fyrster fik noget ud af håndfæstningen. Valdemar Eriksøn fik sin families hertugdømme i Jylland, og junker Jakob fik Nørrehalland.
Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene havde nu udspillet deres rolle, og det var ikke længere bønderne, der valgte kongen. Men skikken med at hylde kongen på tinge fortsatte.
Frem til 1284 måtte kongen vige og bøje sig i alle sager, men da Hertug Valdemar gjorde krav på både Als og krongodset i Sønderjylland satte kongen sig imod, og ved en dom ved danehoffet tabte hertugen. Herefter forsøgte han med magt at få sit krav igennem. Da han i 1285 rejste til Sverige for her, eller i Norge at finde støtte, blev han taget til fange og sat på Søborg Slot. Året efter blev han løsladt, mod at han bøjede sig for kongen vilkår, og sværgede troskab til kronen.[2]
[redigér] Mordet i Finderup Lade
Under en jagt d. 22. november 1286[1] ("Sct. Cæcilienat") søgte kong Erik og hans følge ly for natten i en lade ved Finderup. Her blev Erik myrdet af ukendte gerningsmænd med 56 stik .[3]
Motivet for mordet og mordernes identitet har været årsag til mange spekulationer. Ved Danehoffet i Nyborg året efter i 1287 blev der fældet dom over ni stormænd, hvoraf kun én blev beskyldt for direkte at have dræbt kongen. De andre blev blot beskyldt for meddelagtighed i mordet. Alle som én erklærede de sig uskyldige. De dømte var
- Grev Jakob af Halland
- Marsk Stig, der var Eriks marsk, og blev regnet som bagmanden
- Ridder Peder Jakobsen
- Ridder Peder Porse
- Ridder Niels Hallandsfar
- Ridder Niels Knudsen
- Væbner Rane Jonsen
- Væbner Aage Kakke
- Væbner Arved Bengtsen, der blev beskyldt for at have ført kniven
De blev alle dømt fredløse og flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage.
Striden om de dømtes uskyld og motivet til mordet har været diskuteret lige siden. Den mest udbredte forklaring er, at stormændene var utilfredse med kongen og ikke brød sig om, at han blev stærkere. Det er foreslået, at Erik Klipping skulle have krænket marsk Stigs hustru, og at det skulle være motivet for mordet. Den forklaring var i romantikken den mest fremtrædende.
Det er også blevet forslået at den egentlige bagmand aldrig blev dømt, da han havde magt til at dømme en uskyldig, for selv at gå fri. Hertugen af Sønderjylland eller den norske konge eller dronning har alle været nævnt.
Da Erik Klipping døde, blev hans ældste søn Erik Menved konge. Han blev rådgivet af Hertug Valdemar.
[redigér]
Der er mange bud på hans tilnavn "Klipping" eller "Glipping". Den mest udbredte forklaring er, at han fik tilnavnet "Klipping", fordi han klippede landets mønter, for at lave en devaluering. Andre mener, at Klipping betyder et klippet fåreskind, men hvorfor kongen skulle få navnet efter et fåreskind står hen i det uvisse og forklaringen virker vag. I starten af det 16. århundrede blev navnet fortolket som "den rasende", og senere som "forføren". Sidstnævnte hænger givetvis sammen med historien om, at han skulle have krænket marsk Stigs hustru.
En anden populær forklaring er, at han fik tilnavnet "Glipping", fordi han glippede voldsomt meget med øjnene, hvilket blev tolket som et tegn på svaghed og upålidelighed. Denne forklaring virker dog temmelig utroværdig.
[redigér] Eftermæle
Erik og Agnes havde syv børn. Den ældste søn Erik Menved overtog tronen efter sin far, men blev fordrevet af sin bror Christoffer 2.. Hans søn Valdemar døde 1304. Hans datter Margrete blev gift med Birger Magnusson af Sverige, der senere blev konge. Den anden datter, Regitse, ægtede fyrst Niels af Werle, fra hvem Christian 1. nedstammer. Agnes giftede sig anden gang i 1293 med Gerhard 2. af Holsten og fik Johan den Milde.
Erik Klippings lig blev ført til Viborg Domkirke, hvor han blev begravet i krypten. Her lå han indtil kirken brændte i 1726, og herefter blev kongens jordiske rester flyttet til en muret grav bag alteret.
I Finderup blev der lavet et bodskapel, den senere sognekirke, men den blev revet ned midt i 1500-tallet. I 1891 rejste rigmanden Thor Lange et 2,7 meter højt granitkors kaldet Finderupkorset på det sted, hvor man mener mordet fandt sted.
Mordet, der var det sidste kongemord i Danmarkshistorien, har inspireret forfattere, malere og digtere. Folkeviserne er som alle andre uenige om de dømtes skyld, og således lyder det "Nu stander landet i våde" og visen er fuld af harme over dem, der "sveg deres rette herre". En anden i den modsatte lejr skriver "Min ædelig herre, hin unge hr. Marstig" og fremstiller marsken som den, der uden grund rammes af anklagen. Enige er disse ældste viser i at mordet er politisk.
De uaktuelle nyheder lavede et spoof på opklaringen af mordet, hvor Rejseholdet bestående af Allan Fischer (spillet af Mads Mikkelsen) og Thomas la Cour (spillet af Lars Brygmann) lavede en efterforskning 700 år efter det fandt sted. Bl.a. ved en fantomtegning (der har en påfaldende lighed med Otto Baches maleri) af morderne, der blevet lavet ud fra en øjenvidneberetning, som en havde arvet fra sin tip-tip-tip... oldemor.
[redigér] Anetavle
| P | I | II | III |
|---|---|---|---|
|
Proband: |
Far: |
Farfar: Valdemar 2. Sejr |
Farfars far: Valdemar den Store |
| Farfars mor: Sofia af Minsk |
|||
| Farmor: Berengária af Portugal |
Farmors far: Sancho 1. af Portugal |
||
| Farmors mor: Dulce af Aragonien |
|||
| Mor: Margrete Sambiria |
Morfar: Sambor 2. af Pommern |
Morfars far: Mestwin 1. af Pommern |
|
| Morfars mor: Swinisława af Pommern |
|||
| Mormor: Mechtilde af Mecklenburg |
Mormors far: Henrik Burwin 2. af Mecklenburg |
||
| Mormors mor: Kristina, fyrstinde af Mecklenburg |
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Erik Klipping
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Christoffer 1. | Erik 6. Menved |
