Frederiksborg Slot
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Frederiksborg Slot er et dansk slot beliggende i Hillerød. Slottets første del blev bygget i 1560 af Kong Frederik 2., der ved mageskifte havde overtaget herregården Hillerødsholm. Hans søn, Christian 4., rev dog det meste af faderens slot ned og byggede et nyt slot i perioden 1600-1620. Det er opført i hollandsk renæssancestil.
De ældste kilder til Hillerødsholms eksistens dateres til 1275. I det 16. århundrede tilhørte det slægten Gøye. Birgitte Gøye og Herluf Trolle var ejere af gården og under mageskiftet med Kong Frederik 2. modtog de i stedet klosteret Skovkloster (som de omdøbte til Herlufsholm) på Sydsjælland.
Frederik 2. lod flere mindre lysthuse opføre i området omkring slottet. I 1580-1581 opførtes Badstuen, som stadig ligger i naturområdet omkring slottet og som den dag i dag benyttes af hoffet.
Den 17. december 1859 hærgedes slottet af en ødelæggende brand. Slottet blev genopført ved arkitekt Ferdinand Meldahl i årene 1860-84 med økonomisk støtte fra brygger J.C. Jacobsen og senere Carlsbergfondet. Slotskirkens interiør blev dog kun i ringe grad berørt og står derfor i sin oprindelige udformning.
I 1996 blev det store parkanlæg bag slottet genindviet efter en omfattende istandsættelse. Parkanlægget er opbygget symmetrisk om en længdeakse som gennemløbes af en række kaskader. Anlægget er 100 m bredt og 400 m langt, anlagt i terrasser.
[redigér] Slottets brug
I årene mellem 1671 og 1840 blev danske konger kronet i Frederiksborg Slotskirke. Slotskirken er desuden ordenskapel for de danske ridderordener: Elefantordenen og Dannebrogordenen.
Et af slotskirkens tre orgler, det såkaldte Compeniusorgel, er et enestående og verdenskendt renæssance-orgel, bygget af orgelbyggeren og organisten Esaias Compenius i årene 1605-10. Den samtidige komponist Michael Praetorius, som kendte Compenius godt, har beskrevet orglet i sin instrumenthistoriske afhandling: Syntagma musicum II: De organographia (Wolfenbüttel 1618, 2. udgave 1619).
Siden 1878 har Det Nationalhistoriske Museum haft til huse på slottet.
[redigér] Grevinden af Frederiksborg
Grevinde Alexandras titel Grevinden af Frederiksborg, som Dronning Margrethe gav hende i 2005, er muligvis en hentydning til vielsen mellem Prins Joachim og Alexandra Manley i Frederiksborg Slotskirke.
|
Neptunspringvandet blev rekonstrueret 1888 med afstøbninger af de oprindelige figurer af Adam de Vries. |
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Frederiksborg Slot på Slots og Ejendomsstyrelsen
- Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
- Web cam: Frederiksborg slot

