Jørgen Sonne (maler)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Jørgen Valentin Sonne)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Jørgen Sonne (forfatter).
Jørgen Sonne.
Frederiksborgmuseet

Jørgen Valentin Sonne eller Jørgen Sonne (24. juni 1801 i Birkerød24. september 1890 i København) var en dansk maler.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Jørgen Sonnes forældre var kobberstikker ved Den Kgl. Mønt Jeppe Sonne (1771 – 1833) og Cathrine født Zimmer (1771 – 1851). Oprindelig var han bestemt for militærstanden og kom som dreng ind på landkadetakademiet, men forlod dette efter et års forløb og blev elev af Kunstakademiet. Omtrent samtidig begyndte han at arbejde under Gebauer, i hvis atelier han malede en del kopier dels efter lærerens, dels efter hollandske mestres billeder, dog også adskillige mere selvstændige værker, særlig jagt- og bataljestykker, udførte aldeles uden naturstudier, helt "ud af Hovedet"; et af dem, En Vildsvinejagt (Kunstneren havde den gang aldrig set et vildsvin), kom på udstillingen 1818 og efterfulgtes af flere lignende Kompositioner, hvoraf et par blev indkøbt til Nationalgalleriet. I det hele manglede det ikke den unge kunstner på opmuntring og påskønnelse, og i 1828 fik han på akademiets anbefaling en større rejseunderstøttelse, med hvilken han drog til München. Her gav han sig i lære hos den navnkundige historiemaler Peter von Cornelius og tegnede i løbet af 1 1/2 år flittig på dennes aftenskole; en anden højt anset mester, Peter von Hess, tog sig også venlig af ham og støttede ham med sine råd; egentlig elev af Hess har Sonne dog aldrig været. Under sit 3årige ophold i Bayerns hovedstad gjorde Sonne hyppige udflugter ind imellem bjergene, hvor han tegnede, men kun undtagelsesvis malede studier til større og mindre billeder; af disse solgte han de fleste i München, men enkelte blev dog udstillet hjemme, således En Fægtning i Tyrol med de franske, der blev indlemmet i Nationalgalleriet; det er et i formel henseende ganske dygtigt arbejde, men ufrisk og, væsentlig set, interesseløst som alle den slags konstruktioner.

På jagt i Rom[redigér | redigér wikikode]

Med fornyet understøttelse rejste Sonne i 1831 til Rom, hvor han straks købte sig en del farver og pensler samt en jagtbøsse; den sidste brugte han i begyndelsen af sit ophold der nede adskillig ivrigere end de første; han blev en vældig jægersmand, færdedes som sådan dag efter dag ude i kampagnen og skød en mængde fugle, både spiselige og uspiselige. Det væsentligste udbytte af jagtturene blev dog det, at Sonne på dem fik den italienske landbefolkning at se på nært hold og i dens daglige sysler. Mere og mere vakte bønderne og deres husdyr, stærkere og stærkere den sydlandske natur hans interesse, og snart havde han en mængde af sine iagttagelser fæstede på lærredet. Hans studiemappe fyldtes med tegninger og malede skitser, og i hans bolig i Rom blev disse udnyttede til hele Malerier, hvori han gav trofaste og følelsesfulde Skildringer af Italiens natur og folkeliv, særlig af dette sidste. Vel vedblev han endnu nogen tid af og til at "komponere", som han havde lært det af Gebauer, der udtrykkelig advarede sine disciple imod at male efter Naturen, og i München; Morgenen efter Slaget, der i 1833 blev solgt til Kunstforeningen, og som nu tilhører Thorvaldsens Museum, er Vidnesbyrd derom. Men dette Billede blev det sidste, hvori han behandlede et emne, som han ikke kendte af Selvsyn; i alle sine senere frembringelser holdt han sig til, hvad han personlig var fortrolig med, og fra de følgende år af hans romerperiode skriver sig så ægte og pålidelige ting som Et Skib trækkes op ad Tiberen ved Hjælp af Bøfler, Romerske Bønder, som drage til Marked (Nationalgalleriet) og Høstmesse i den romerske Kampagne (Museet i Århus).

Hjemme i Danmark og medlem af Akademiet[redigér | redigér wikikode]

I 1841 kom Sonne tilbage til fædrelandet og tog straks fat på de hjemlige emner; i de nærmest følgende år udstillede han vel endnu en del arbejder, der vare blevne til på grundlag af de italienske studier, således Et Marked i Omegnen af Rom 1843 og Scene ved en Brønd i en neapolitansk By hen imod Aften 1845 (begge solgte til Kunstforeningen), men allerede i 1844 kom det ægte danske En gammel Fisker med sin Datter sætter sit Garn, i 1846 En Flok Kvæg søger Køling i Vandet og i 1847 det vidt bekendte hovedværk De syges Søvn på St. Helenes Grav ved Tisvilde St. Hans Nat; alle disse tre billeder tilhører Nationalgalleriet. I 1846 blev Sonne optagen som medlem af Akademiet på Søndag Morgen; en Familie i Begreb med at tage til Kirke. Dette arbejde hører ikke til hans mest fremragende; ganske anderledes betydeligt er De syges Søvn med dets stærke og primitive lyriske stemning, dets åndfulde redegørelse for den stille midsommernats poesi og for de stakkels syges længsel og lidelse, deres hvile og håb. I dette kunstværk er alle Sonnes væsentlige fortrin på ejendommelig måde forenede; først og fremmest vidner det om den styrke og inderlighed, hvormed han mægtede at fastholde en situation i sammenhæng med en dybt greben naturstemning. Billedet virker, skønt landskabet i og for sig ingenlunde er fortræffelig gjort, og der vel også kan være et og andet at sige på formgivningen i figurerne, ligesom så mange af kunstnerens andre frembringelser næsten som et lyrisk digt, der ikke opfordrer til dvælen ved enkelthederne, men kun til hengivelse i den stemning, der strømmer os i møde fra kunstværket som helhed.

Igen bataljemaleri[redigér | redigér wikikode]

Jørgen Valentin Sonne,Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849, 1853, ARoS.
Jørgen V. Sonne, Dybbøl Skanse, 1871

Bataljemaleriet syntes opgivet, men så kom krigen 1848, og med den blussede Sonnes ungdomskærlighed op med fornyet kraft og på ny vis; nu gjaldt det ikke mere at fortælle om fantasifostrede tyrolere, kosakker og tyrker, nu var det blevet til alvor. Sonne fik lov at følge med en hærafdeling, kom til Sønderjylland, var med, hvor det gik hedt til, og vovede sit liv så godt som nogen krigsmand; mange af dem, som tog del i krigen, kunne fortælle om den lille gråklædte mand, der stod så rolig og tegnede løs af alle kræfter, medens kuglerne peb om ham. Det blev bod for ungdommens udspekulerede slagbilleder, disse studier, taget i marken; efter dem malede han, da han var kommen hjem, sine store billeder Angrebet 5. juni 1848 fra Dybbøl Bjærg, Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849, Istedslaget; Fjenden angriber Centrum og højre Fløj, Slutningen af Istedslaget, Morgenen efter Slagdagen ved Isted, der alle erhvervedes af Nationalgalleriet, medens andre kom til Museet i Århus. Efter fredsslutningen malede Sonne endnu enkelte krigsbilleder, således i 1864 det meget store Slaget ved Fredericia, der blev ophængt i Fredericias Rådhussal, og endnu i 1881 Kavaleriangrebet ved Stolk; General Schleppegrell falder. I 1863 drog den aldrende mand for anden gang til hæren, færdedes i Dybbølskanserne og var i Sønderborg under bombardementet af denne by; en af frugterne af dette hans sidste felttog var det store Fra Dybbøl, først i april 1864, der var udstillet 1871. Men mest viede han sig dog nu til fredelige emner, sådanne, til hvis behandling han kunne bruge ”friske Studier”. Her skulle da nævnes hans St. Hansfest i Tisvilde med Valfart til Helenes Grav, 1858, (Nationalgalleriet) og – fra kunstnerens 80. År – det vidunderlig friske og stemningsrige Sommernat; Præsten bliver hentet over Aaen til en syg. Endnu i 1886 kom et elskværdigt stuebillede: Der vaages hos en syg.

Murfrisen på Thorvaldsens Museum[redigér | redigér wikikode]

Murfrisen mod kanalen hvor billedhuggeren Bertel Thorvaldsen modtages af det københavnske borgerskab

Uden for rækken af Sonnes slag- og folkelivsmalerier står den monumentale frise, hvormed han udsmykkede det ydre af Thorvaldsens Museum; på den ene side af bygningen ses mesterens modtagelse på Københavns Red i 1838, på den anden udlosning af hans værker og disses overførelse til museet. Det er et som helhed overmåde originalt arbejde, i adskillige enkeltheder sært og groftskåret, men i hele kompositionen, i hovedlinjerne og i opbygningen af grupperne så ædelt og storslået som et værk af en fremragende historiemaler.

Få ydre begivenheder var Sonnes liv alt andet end rigt; anføres skal endnu blot, at han i 1865 var i Italien med Det anckerske Legat; han giftede sig aldrig. I det sidste par år, han levede – han lukkede sine øjne 24. september 1890 -, var han for svag til at arbejde; også synet slog ham fejl. Men endnu nær oppe imod denne tid følte han sig dog stærk og sund, og med fuld friskhed kunne han endnu på sin 80 års fødselsdag modtage og venlig besvare den hyldest, danske kunstnere i sang og tale bragte deres oldermand.

Konservativ maler[redigér | redigér wikikode]

Som maler var Sonne udpræget konservativ, som det sømmede sig en af ”den Høyenske gruppes” bedste mænd. Ensidig var han, for så vidt som han nærede den dybeste foragt for alt, hvad der hedder malerisk teknik, eller i alt fald betragtede denne med en høj grad af mistænksomhed som noget, der egentlig kun var indrettet på at dække over mangelen på et virkeligt indhold. Han var en solid tegner, men ingen kolorist og havde kun ringe begreb om den maleriske behandling, der giver hvert stof dets særlige karakter; ansigter, hestelød, klædningsstykker, kanoner, alt er hos ham mere eller mindre ”træet”. Men ser man gennem den tarvelige overflade, får man snart øje for, at Sonne har været en af de dybeste poetiske naturer, vor kunst har kendt. Ikke, at han skulde være nogen særlig indtrængende skildrer af den enkeltes sjæleliv; det er betegnende, at han vist aldrig har malet et portræt. Men hvor det gælder om at give en situation, en fortælling om menneskenes sammenspil, om udveksling af følelser, der når Sonne højt. Hvor man møder ham, har han noget at meddele, noget, der i sandhed ligger ham på hjerte, og for hvilket han evner at vække sympati. Sundt, rent og følelsesfuldt, altid digterisk bevæget – og endda stedse stilfærdig, aldrig i lidenskab – ser han på livet og tolker det sete med ubestikkelig sandhed. Om få malere gælder det i det mål som Sonne, at han i sin modne alder ingen sinde har gjort et penselstrøg ”for effektens skyld”.

Sonne blev Ridder af Dannebrog 1852 og Dannebrogsmand 1881.



Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af Sigurd Müller i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 16. bind, side 158, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]