Sankt Petersborg
| Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen. |
Sankt Petersborg (også kaldet Petersborg), (russisk: Санкт-Петербу́рг, dvs. Sankt-Peterburg), i daglig tale også kaldet Питер (dvs. "Piter"), er en storby beliggende ved floden Neva i det nordvestlige Rusland. Byen har officielt 4,1 mio. indbyggere, men det reelle indbyggertal er sandsynligvis højere pga. indvandring til byen fra Ruslands landdistrikter og tidligere sovjetrepublikker som f.eks. Kirgisistan.
Byen har tidligere været kendt som Petrograd (Петроград, 1914–1924) og Leningrad (Ленинград, 1924–1991). Det nuværende russiske navn er tysk inspireret.
En af byens berømte indbyggere er Ruslands eks-præsident og nuværende premierminister Vladimir Putin.
Indholdsfortegnelse |
Historie [redigér]
Sankt Petersborg blev grundlagt i 1703 af Peter den Store i, hvad der dengang var en sump. Provinsen Ingermanland, hvori byen blev grundlagt var kommet under svensk kontrol ved freden i Stolbova i 1617 hvor Rusland afstod det, men blev genindtaget af Rusland i starten af Den store nordiske krig (1700–1721). Området blev officielt afstået til Rusland i 1721. Byen blev anlagt for at fungere som et "vindue til Europa" som led i Peter den Stores planer om at tiltrække vesteuropæiske kunstnere, intellektuelle, håndværkere m.v.
Efter udbruddet af 1. verdenskrig blev byen 31. august 1914 omdøbt på ordre af tsar Nikolaj 2. for at undgå, at den russiske hovedstad fortsat bar et tyskklingende navn. Det nye navn Petrograd betød, ligesom det oprindelige navn, "Peters By". Byen blev efter Februarrevolutionen 1917 og tsardømmets fald hjemsted for i alt tre borgerlige regeringer, der arbejdede for at give Rusland en grundlov og afholde frie valg. Den borgerlige regerings magt blev imidlertid (med held) udfordret af bolsjevikpartiet, der krævede magten overdraget til fabriksarbejderne på trods af, at disse udgjorde et meget lille mindretal i byen og endnu mindre på landsplan.
Afgørende for at bolsjevikkerne kunne overtage magten i byen under den efterfølgende Oktoberrevolution var Lenins ankomst til byen. Han var af tyskerne blevet hjulpet ud af sit eksil i Schweiz.
Oktoberrevolutionen i 1917 brød ud i Petrograd og blev startskuddet til den russiske borgerkrig. Under denne blev byen en højborg for bolsjevikkerne og var sammen med Moskva disses stærkeste bastion. Byen forblev Ruslands hovedstad, indtil Lenin og hans styre flygtede til Moskva 5. marts 1918. Lenin døde i Moskva 23. januar 1924, og 3 dage efter blev Petrograd omdøbt til Leningrad ("Lenins By").
Da Finland blev angrebet i november 1939, blev dette forsøgt retfærdiggjort ved en påstand om, at Sovjetunionen ville styrke forsvaret af Leningrad. Historiske finske bosætninger lå stadig ind mod Leningrads forstæder, fordi Peter den Store havde anlagt sin hovedstad på fremmed erobret land. Stalin ønskede at deportere hele områdets finske befolkning.
Under 2. verdenskrig blev byen udsat for kraftige tyske angreb, men det lykkedes aldrig tyskerne at erobre byen. I stedet belejrede de byen i over 900 dage, hvor byen kun havde forbindelse til resten af Sovjetunionen via en jernbane over Ladoga-søen. Belejringen af Leningrad kostede ca. 800.000 af byens 3.000.000 indbyggere livet. Byen blev på grund af sit mod den første sovjetiske by, der fik hæderstitlen "Helteby". I visse officielle sammenhænge bruges navnet "Heltebyen Leningrad" stadig.
Efter Sovjetunionens sammenbrud udskrev bystyret i Leningrad en folkeafstemning om, hvorvidt byen skulle have sit gamle navn tilbage. 54% stemte for, og 6. september 1991 var Sankt Petersborg tilbage på landkortet. Provinsen, der omkranser byen, bærer imidlertid stadig det sovjetiske navn Leningrad oblast. Selve byen er en føderal by.
Klima [redigér]
Sankt Petersborg har et moderat kontinentalt klima. I januar er gennemsnitstemperaturen – 6 grader Celsius, i juli er gennemsnitstemperaturen + 18 grader Celsius. Nedbøren er ligeledes moderat (ca. 610 mm pr. år – som i Danmark), og er jævnt fordelt over året. I juni er byen berømt for sine "hvide nætter" pga. sin nordlige beliggenhed.
Seværdigheder [redigér]
Sankt Petersborgs indre bydele med kanaler, broer og bygninger er på UNESCO's Verdensarvsliste.
Af vigtige seværdigheder i byen kan nævnes:
- Peter og Paul-katedralen
- Opstandelseskirken
- Vinterpaladset
- Admiralitetet
- Eremitagen, der er et af verdens mest fremtrædende kunstmuseer.
- Mariinskij-teatret
- Aleksandra-teatret
- Aleksander Nevskij-klostret
- Smolnyj-klostret
- Nevskij Prospekt
- Kazan-katedral
- Isaak-katedralen
- Panserkrydseren Aurora
- Det russiske museum
- Malo-Kalinkin broen, der forbinder øerne Kolomna og Pokrovsky. Broen er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste
Kultur [redigér]
I Sankt Petersborg levede og arbejdede verdensberømte komponister:
- Mikhail Glinka
- Modest Mussorgskij
- Nikolaj Rimskij-Korsakov
- Pjotr Iljitj Tjajkovskij
- Stravinskij
- Dmitrij Sjostakovitj
I byen levede og arbejdede også nogle verdensberømte forfattere:
Byen er også baggrund for mange videnskabsfolk herunder bl.a.:
Zenit Skt. Petersborg [redigér]
Byens største fodboldhold hedder Zenit Skt. Petersborg. De spiller i den bedste russiske række, og vandt 2008-udgaven af UEFA cuppen. Klubbens forhenværende angriber Andrej Arsjavin er anfører for det russiske landshold, og klubben er i skarp konkurrence med hovedstadsklubben CSKA Moskva om herredømmet i ligaen.
Se også [redigér]
Eksterne henvisninger [redigér]
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Sankt Petersborg
|
||||||||||
| Stub Denne artikel om russisk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |