Italiensk renæssance

Den italienske renæssance betegner den tidligste fase af Renæssancen, som var overgangsperioden mellem Middelalderen og Tidlig moderne tid (slutningen af 14. århundrede til omkring 1600). Termen renæssance er i sin essens et moderne begreb, som blev skabt i det 19. århundrede indenfor kunsthistorien, især Jacob Burckhardt. Selvom oprindelsen til denne bevægelse normalt dateres til årene lige efter 1300 var det italienske samfund og kultur stadig præget af strukturer som normalt karakteriseres som middelalderlige, og denne udvikling var stadig begrænset til en litterær elite. De store samfundsomvæltninger der fulgte renæssancebevægelsen satte først ind i de følgende århundreder. Ordet renæssance (fransk låneord, fra ital. Rinascimento) betyder “genfødsel”, og denne æra er mest kendt for en fornyet interesse for den antikke fortid efter en periode, som nogle af renæssancehumanisterne selv betegnede som den mørke middelalder. Disse forandringer var dog længe begrænset til eliten, og for langt størstedelen af befolkningen havde livet ikke forandret sig meget siden middelalderen; desuden har moderne studier vist at den antikke litteratur aldrig var blevet glemt i middelalderen og at mange af de elementer der kendetegner den tidlige renæssance første gang opstod i middelalderen.^{[kilde mangler]}

Den italienske renæssance begyndte i Toscana omkring byerne Firenze og Siena, senere blev Venedig også et vigtigt centrum, da adgangen til græsk litteratur her var bedre, pga. handelsrepublikkens gode forbindelser til Konstantinopel. Først senere fik strømningen stor betydning i pavens Rom, først fik den et par nye monumenter i den nye all'antico-stil, men siden i 16. århundrede blev byen næsten helt bygget om af paverne. Den italienske renæssance kulminerede i slutningen af 15. århundrede, hvor invasioner fra udlandet kastede området ud i kaos, men den fremmede indflydelse i Italien betød også at de nye idéer spredte ud til resten af Europa, og bl.a. satte den nordeuropæiske og den engelske renæssance i gang.^{[kilde mangler]}

Den italienske renæssance er mest kendt for dens kulturelle betydning, og tekster af Petrarch, Castiglione og Machiavelli regnes for hovedværker indenfor denne strømning; det samme gør kunstværker af Michelangelo og Leonardo da Vinci; og bygninger som domkirken i Firenze og Peterskirken i Rom. Samtidig betegner moderne forskere denne periode som værende præget af økonomisk regression og uden store naturvidenskabelige landvindinger, som først fandt sted i 17. århundrede efter den protestantiske reformation i Nordeuropa.^{[kilde mangler]}

Oprindelsen

Det nordlige Italien i slutningen af middelalderen

Sankt Markus’ heste i bronze ved Markuskirken blev erobret i Konstantinopel i 1204 og fragtet til Venezia som trofæ og triumfsymbol, og kan betragtes som et monument over Venezias sømagt, en af betingelserne for renæssancen.

I slutningen af middelalderen var det centrale og sydlige Italien fattigere end det nordlige Italien. Rom lå hovedsagelig i ruiner, og pavestaterne var et kun løst administreret område uden megen lov og orden, blandt andet fordi paven var flyttet til Avignon i Frankrig efter pres fra kong Filip IV. Napoli, Sicilien og Sardinien havde en tid været under udenlandsk herredømme.

Det nordlige Italien var mere velstående, og bystaterne dér var blandt de rigeste i Europa. Korstogene havde givet varige handelsforbindelser med Mellemøsten, og det fjerde korstog havde gjort meget for at ødelægge Det Byzantinske Rige som en kommerciel rival til Venezia og Genova. De vigtigste handelsruter fra øst gik gennem Det Byzantinske Rige eller arabisk område til de havne som var knyttet til Genova, Pisa og Venezia. Luksusvarer som krydderier, farvestoffer og silke kom fra Mellemøsten og blev solgt videre til resten af Europa. Indlandet i Norditalien, som Podalen, havde rige jordbrugsarealer. Fra Frankrig, Tyskland og Nederland kom varer som uld, hvede og værdifulde metaller til området på handelsruter over land og langs floder. Den omfattende handel strakte sig fra Egypten til Østersøen og frembragte betydeligt overskud, som igen tillod store investeringer i bjergværksdrift og jordbrug. Norditalien var ikke rigere på ressourcer end andre dele af Europa, men udviklingen, stimuleret af handelen, tillod området at blomstre. Firenze blev en af de rigeste byer i Norditalien, hovedsagelig på uldtekstilindustrien under overopsyn af dens dominerende handelslav, Arte della Lana. Uld blev importeret fra Nordeuropa (og i 1500-tallet fra Spanien) og farvestoffer fra øst blev brugt i produktion af tekstiler af højeste kvalitet.

De italienske handelsruter, som dækkede Middelhavet og videre ud, var også kanaler for kultur og kundskab. I middelalderen kom værker som var præget af klassisk lærdom fra grækerne til Europa – via arabiske oversættelser og afhandlinger – fra Toledo og Palermo. Korstogene førte til europisk kontakt med den klassiske lærdom som var bevaret af araberne, men vigtigere end dette var den spanske Reconquista i 1400-tallet og oversættelser af arabisksproget litteratur af arabister i Salamancaskolen. Fra Egypten og Mellemøsten kom arabernes videnskabelige, filosofiske og matematiske tænkning til det nordlige Italien. Fra Konstantinopel kom græske tekster og forskere til vesten efter at byen 1453 blev erobret af osmanniske styrker, og lærte italienere at læse dem i akademier i Firenze og Venezia. Humanistiske forskere og lærere søgte i klosterbiblioteker efter antikke manuskripter, og genopdagede Tacitus og andre latinske forfattere. Med genopdagelsen af Vitruvius blev antikkens arkitektoniske principper igen studeret, og renæssancekunstnere blev opmuntret af den humanistiske optimisme til at være lige så fremragende og overgå antikkens mestre.

1200-tallets fremgang

I 1200-tallet oplevede Europa generelt økonomisk vækst. De italienske staters handelsruter var forbundet med dem for de etablerede middelhavshavne og efterhånden også hansaforbundet i det nordlige Europa og Østersøen. Det skabte en netværksøkonomi i Europa for første gang siden 300-tallet. De italienske bystater ekspanderede meget i denne periode og voksede i magt til at blive de facto helt uafhængig af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. I løbet af perioden blev den moderne kommercielle infrastruktur udviklet, med dobbelt bogholderi, aktieselskaber, et internationalt banksystem, valutamarked, forsikring og national gæld. Firenze blev center for denne økonomiske aktivitet, og guldflorinen blev den vigtigste valuta for international handel.

Den nye styrende handelsklasse, som fik sin position gennem finansiel dygtighed, tilpassede den feudale, aristokratiske model, som havde domineret Europa i middelalderen, til sine mål. En side ved middelalderen i det nordlige Europa var fremvæksten af bysamfund som havde rystet biskoppers og den lokale adels kontrol af sig. I store dele af regionen var adelen betydelig fattigere end de bybaserede patriarker, idet inflation ofte efterlod landadelen udarmet. Tiltagende handel i den tidlige renæssance forstærkede disse modsætninger. Feudalismens tilbagegang og fremvæksten af byerne påvirkede hinanden, eksempelvis førte efterspørgslen efter luksusgoder til stigning i handelen, hvilket førte til at et stort antal handelsmænd blev rige, og det forøgede igen efterspørgslen på luksusvarer. Ændringen gav også handelsmændene næsten fuldstændig kontrol med styrelsen af de italienske bystater, noget som igen fremmede handelen. En vigtig virkning af den politiske kontrol var sikkerhed. De som blev ekstremt rige i en feudal stat gik i konstant fare for at komme i konflikt med fyrsten og få deres ejendomme og rigdom konfiskeret, hvilket for eksempel skete for Jacques Coeur (1395–1456) i Frankrig. De nordlige italienske stater beholdt mange af de middelalderlove som hæmmede handelen, som den mod åger og forbuddet mod at handle med ikke-kristne. I de italienske bystater blev disse love ophævet eller omskrevet.

1300-tallets kollaps

Da Frans døde, havde biskoppen af Assisi, der opholdt sig på ærkeenglen Sankt Michaels bjerg, et syn hvor Frans sagde: "Se, jeg går til Himmelen".

I 1300-tallet indtraf en række katastrofer som førte den europæiske økonomi ind i en nedgangskonjunktur. Den varme periode i middelalderen ebbede ud mens overgangen til den lille istid begyndte. Ændringen i klimaet fik produktionen i jordbruget til at gå betydeligt ned, hvilket førte til hyppig hungersnød, forværret af en tidligere hurtig befolkningstilvækst. Hundredeårskrigen mellem England og Frankrig begrænsede handelen i det nordlige Europa, eller den brød helt sammen, specielt mærkbart i 1345 da kong Edvard III af England nægtede at betale sin gæld og således bidrog til at de to største florentinske banker, ejet af familierne Bardi og Peruzzi, gik konkurs. I øst lukkede krig handelsruterne, da det osmanniske rige begyndte at ekspandere. Mest ødelæggende var dog den sorte død som tyndede ud i befolkningen i de tæt befolkede byer i det nordlige Italien, og pesten kom tilbage i intervaller. Eksempelvis havde Firenze en befolkning før pesten på omkring 45.000, som blev formindsket over de næste 50 år med 25-50%. Udstrakt uorden fulgte, blandt andet oprør 1378 blandt tekstilarbejderne i Firenze, ciompi.

Det var i løbet af denne periode af ustabilitet at de første personligheder i renæssancen levede, som Dante og Petrarca, og den første betydelige renæssancekunst viste sig i begyndelsen af første halvdel af 1300-tallet, mest mærkbar i realismen hos Giotto. Paradoksalt nok skulle nogle af de nævnte katastrofer bidrage til at etablere renæssancen. Den sorte død fjernede en tredjedel af Europas befolkning, og den nye, mindre befolkning var meget rigere, bedre ernæret og havde et betydeligt større økonomisk overskud at bruge på luksusgoder som kunst og arkitektur. Da pesten gik tilbage i begyndelsen af 1400-tallet, begyndte Europas hærgede befolkning igen at vokse. Det nye behov for produkter og tjenester og det reducerede antal mennesker som kunne tilbyde dem, satte de lavere klasser i en bedre position. Desuden bidrog det også til at danne en voksende klasse af bankfolk, handelsmænd og dygtige kunstnere og håndværkere. Rædslerne fra den sorte død og kirkens tilsyneladende manglende evne til at give trøst bidrog til nedgang i kirkens indflydelse, en anden betydelig drivkraft bag renæssancen. I tillæg åbnede bankerne Bardis og Peruzzis kollaps vejen for Mediciernes enestående vækst i Firenze. Roberet Sabatino Lopez har argumenteret for at den økonomiske kollaps i Europa var en afgørende baggrund for renæssancen. Ifølge dette synpunkt ville forretningsfolk i en mere velstående tidsalder hurtigt have reinvesteret deres indtægter for at tjene flere penge i et klima som favoriserede investeringer. Imidlertid fandt rige i de mere magre år i 1300-tallet få lovende investeringsmuligheder for deres indtægter, og valgte i stedet at bruge dem på kunst og kultur.

En anden populær forklaring på den italienske renæssance er den tese, blandt andet fremsat af historikeren Hans Baron, som hævdede at det som var den vigtigste drivkraft for den tidlige renæssance, var de langvarige krige mellem Firenze og Milano (se De italienske krige). I slutningen af 1300-tallet var Milano blevet et centraliseret monarki under kontrol af huset Visconti. Giangaleazzo Visconti, som styrede byen fra 1378 til 1402, var kendt og berygtet både for sin grusomhed og for sine talenter. Han begyndte at bygge et imperium i det nordlige Italien og indledte en række krige med Firenze; han gik til stadighed ind for at erobre nabostater og overvinde de forskellige sammenslutninger ledet af Firenze, som forgæves forsøgte at hindre hans fremgang. Det kulminerede 1402 i belejringen af Firenze, men netop da det så ud som om byen ville falde, døde Giangaleazzo Visconti og hans rige kollapsede med ham.

Hans Barons tese hævder at i løbet af disse lange krige samlede de ledende figurer i Firenze folk ved at fremstille krigene som værende mellem den frie republik og det despotiske monarki, mellem idealerne fra de græske og romerske republikker og dem fra Romerriget og middelalderens kongedømmer. Baron hævder at den ledende personlighed som udformede denne ideologi var Leonardo Bruni. Han hævder endvidere, at krisetiden i Firenze var den samme periode hvor de betydeligste renæssancepersoner trådte frem, som Ghiberti, Donatello, Masolino og Brunelleschi, og at de alle var præget af republikansk ideologi. Ifølge Baron havde de og andre personer stor indflydelse på renæssancen ved at fremme republikanske ideer.

Udvikling

Internationale forbindelser

Det skæve tårn i Pisa

Det nordlige Italien var delt i flere krigsførende bystater, hvoraf de mægtigste var Milano, Firenze, Pisa, Genova, Ferrara, og Venezia. Højmiddelalderens Norditalien var yderligere splittet i langvarig krig om overhøjhed mellem pavedømmet og Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation: Hver enkelt by allierede sig med den ene eller anden fraktion, samtidig med at de var splittede mellem to stridende parter, ghibellinerne og guelferne. Krig mellem bystaterne var sædvanligt, invasioner udefra var begrænset til de periodevis tilbagevendende styrker fra det tysk-romerske rige. Renæssancens politik blev udviklet på denne baggrund. Siden 1200-tallet bestod hærafdelinger hovedsagelig af lejesoldater, og velstående bystater kunne stille betydelige styrker til trods for en lille befolkning. I løbet af 1400-tallet havde de mægtigste bystater underlagt sig mindre naboer: Firenze tog Pisa 1406, Venezia erobrede Padova og Verona, mens hertugen af Milano underlagde sig en række nærliggende områder, herunder Pavia og Parma.

Den første del af renæssancen var kendetegnet af hyppig krigstilstand til lands og til søs efterhånden som bystaterne kæmpede om overherredømmet. På land blev krigene hovedsagelig udkæmpet af lejesoldater kendt som condottieri, bander af soldater fra hele Europa, men især tyskere og schweizere, ledet af italienske officerer. Lejesoldaterne var ikke villige til at risikere livet unødigt, og krigsførelsen bestod stort set af belejringer og manøvreringer, af og til også direkte slag. Det var i lejesoldaternes interesse at begge sider forlængede konflikten så de kunne have arbejde længst muligt. Lejesoldaterne var en konstant trussel mod dem som lejede dem. Hvis de ikke blev betalt til tiden og med det aftalte beløb, kunne de hurtigt vende sig mod arbejdsgiveren. Hvis en bystat var fuldstændig afhængig af lejesoldater, var der mulighed for at lejesoldaterne tog selvstændige beslutninger.

Til søs sendte de italienske bystater mange flåder i kamp. De betydeligste var Pisa, Genova, og Venezia, men efter lang konflikt var det Genova der reducerede Pisa. Venezia viste sig at være en mægtigere fjende, og mens de i begyndelsen var relativt ligestillede, blev Genovas flåde 1380 udryddet i slaget ved Chioggia ved mundingen af den venetianske lagune, og derefter var Venezia dominerende på havet. Efterhånden som venetianske områder omkring Ægæerhavet gik tabt, det ene efter det andet, til osmannerne, og handelen i Sortehavet gik tabt, flyttede Venezia sine interesser mod fastlandet, terra firma, da den venetianske renæssance begyndte.

Til lands forløb årtier med kampe hvor Firenze og Milano kæmpede sig frem til at være de mægtigste parter, og til slut blev de 1454 enige om en fredsaftale i Lodi, som betød relativ fred i området for første gang i århundreder. Freden varede fyrre år, og Venezias indiskutable overherredømme til søs førte også til fred i størstedelen af det resterende 1400-tal.

I løbet af 1400-tallet havde eventyrere og handelsmænd som Niccolò Da Conti (1395–1469) rejst så langt som til Sydøstasien og tilbage, og de bragte ny kundskab om verden med sig, et forvarsel om yderligere europæiske sørejser og udforskning i årene som kom.

Firenze under Medicierne

Uddybende artikel: Medici

Cosimo I. de' Medici i rustning. Af Agnolo Bronzino.

I slutningen af 1300-tallet havde Firenzes ledende familie været Albizzi. Deres modstandere og udfordrere til magten var Medicierne, først under Giovanni de' Medici, derefter under hans søn Cosimo. Medicierne kontrollerede Medici-banken, dengang Europas største bank, og en række andre forretningsforetag i Firenze og andre steder. 1433 lykkedes det Albizzi at få sendt Cosimo i landflygtighed, men året efter blev en tilhænger af familien valgt til signoria, det styrende råd, og Cosimo kunne vende tilbage. Medicierne blev Firenzes ledende familie de næste tredive år. Firenze forblev en republik frem til 1537, der traditionelt markerer afslutningen på højrenæssancen i Firenze, men den republikanske styrelse var kontrolleret af Medicierne og deres allierede mellem 1494 og 1527. Cosimo og Lorenzo de' Medici havde sjældent selv administrative positioner, men var i kraft af deres indflydelse de indiskutable ledere.

Cosimo de' Medici var meget populær blandt borgerne, hovedsagelig for at sikre stabilitet og fremgang for byen. Blandt hans vigtigste præstationer var en fredsaftale ved Lodi med Francesco Sforza som endte årtier med krigshandlinger med Milano og bragte fred til det meste af det nordlige Italien. Cosimo var også en vigtig støtte for kunsten, både direkte og indirekte ved de eksempler han gav.

Cosimo blev efterfulgt af sin sygelige søn Piero de' Medici, som døde efter fem år som leder af byen. 1469 blev magten givet videre til Cosimos 21 år gamle barnebarn Lorenzo de' Medici som skulle blive kendt som "Lorenzo den pragtfulde". Lorenzo var den første i sin familie som fra unge år var blevet uddannet i den humanistiske tradition og er i dag mest kendt som en af renæssancens vigtigste patroner og beskyttere af kunsten. Under Lorenzo blev Mediciernes styre formaliseret med dannelsen af et nyt Consiglio dei settanta, "Rådet af halvfjerds", som Lorenzo selv ledede. De republikanske institutioner fortsatte, men havde mistet al magt. Lorenzo var mindre heldig end hans dygtige forfædre i forretningslivet, og Mediciernes kommercielle rige eroderede langsomt men sikkert. Lorenzo fortsatte alliancen med Milano, mens forholdet til pavedømmet forværredes. 1478 var pavens agenter gået sammen med Pazzi-familien i et forsøg på at snigmyrde Lorenzo. Selv om sammensværgelsen mislykkedes, blev Lorenzos yngre bror Giuliano dræbt. Attentatforsøget førte til krig med pavedømmet, og Lorenzo udnyttede krigen til yderligere at centralisere magten i egne hænder.

Renæssancens spredning

Renæssancens idealer spredte sig først fra Firenze til nærliggende bystater i Toscana som Siena og Lucca. Toskansk kultur blev snart model for hele Norditalien, og den toskanske variant af italiensk blev dominerende i hele området, specielt i litteraturen. 1447 kom Francesco Sforza til magten i Milano og omformede hurtigt den middelalderlige by til et betydeligt center for kunst og lærdom som tiltrak blandt andre Leon Battista Alberti. Venezia, en af de rigeste byer på grund af dens kontrol over Middelhavet, blev et andet center for renæssancekunst, specielt inden for arkitektur. Små hoffer støttede renæssancen og førte den til mindre byer som udviklede deres egen karakteristiske kunst: Ferrara, Mantova (under Huset Gonzaga), Urbino (under Federico da Montefeltro), og i Napoli blev renæssancen fremmet under beskyttelse af Alfonso V af Aragona, som erobrede byen i 1443 og opmuntrede kunstnere som Francesco Laurana og Antonello da Messina, og forfattere som poeten Jacopo Sannazaro og humanistiske lærde som Angelo Poliziano.

1417 vendte paven tilbage til Rom, men den tidligere kejserlige hovedstad forblev fattig og stort set i ruiner gennem de første år af renæssancen. Den store forvandling begyndte under pave Nikolaus V, som blev indsat 1447. Han igangsatte en omfattende aktivitet så det meste af byen blev genopbygget og fornyet. Den humanistiske lærde Aeneas Silvius Piccolomini blev 1458 pave som Pius II. Da pavedømmet kom under kontrol af rige og mægtige familier i Norditalien, som Medici og Borgias, kom renæssancens ånd og filosofi til at dominere Vatikanet. Pave Sixtus IV fortsatte Nikolas Vs arbejde, mest berømt for at give ordre til konstruktionen af Det Sixtinske Kapel, som er opkaldt efter ham. Paverne blev i stadig større grad verdslige herskere da pavestaterne blev smedet sammen til en centraliseret magt efter en række "krigerpaver".

Renæssancens natur ændrede sig i løbet af slutningen af 1400-tallet. Renæssancens ideal blev adopteret af de herskende klasser og aristokratiet. De første renæssancekunstnere blev betragtet som håndværkere og nød kun lidt prestige eller anerkendelse. I slutningen af renæssancen havde de fremmeste af dem stor indflydelse, blev betragtet som mestre og kunstnere, og kunne kræve store honorarer. En blomstrende handel med renæssancekunst udviklede sig, og mens de ledende kunstnere i den tidligste renæssance kom fra de lavere klasser eller fra middelklassen, kom de i stigende grad fra aristokratiet selv og blev selv en del af aristokratiet.

Udbredelse

Leonardo da Vinci, et italiensk renæssancemenneske – og meget usædvanlig for sin samtid.

Som kulturel bevægelse berørte renæssancen kun en lille del af befolkningen. Det nordlige Italien var det mest urbaniserede område i Europa, men tre fjerdedele af befolkningen var fortsat bønder. For dem var livet i alt væsentligt uændret fra middelalderen. Klassisk feudalisme havde aldrig været udpræget i Norditalien hvor bønderne hovedsagelig arbejdede på privatejede gårde eller som forpagtere. Nogle forskere har set en udvikling mod refeudalisering i den sene renæssance da eliten fra byerne begyndte at blive jordejende aristokrater.

I byerne var situationen ganske anderledes. De var domineret af en handelselite som var akkurat så eksklusiv som aristokratiet i et hvilket som helst middelalderligt kongedømme. Det var denne gruppe som hovedsagelig støttede, beskyttede og var publikum til renæssancekulturen. Under sig havde de en stor klasse af kunstnere og lavsorganiserede håndværkere som levede et relativt komfortabelt liv og havde betydelig magt i de republikanske regeringer. Det stod i skarp kontrast til resten af Europa hvor kunstnere stort set kom fra de lavere klasser. Som læse- og skrivekyndige kunne de bidrage til renæssancekulturen. Den største gruppe af byernes befolkning var de fattige, delvis faglærte, arbejdsløse og løsarbejdere, som renæssancen ikke havde nogen synderlig virkning på. Historikerne har debatteret spørgsmålet om hvor let det var at bevæge sig mellem de forskellige samfundsklasser i løbet af den italienske renæssance. Eksempler på individer som steg op fra en beskeden baggrund kan findes, men den britiske historiker Peter Burke har i arbejder fundet at datamaterialet ikke overbevisende kan påvise en øgning i social bevægelse. De fleste historikere mener at der sandsynligvis var en høj social bevægelse i den tidlige renæssance, men at den gradvis aftog i løbet af 1400-tallet. Samfundets uligheder og klasseskel var meget store. En overklasse havde flere hundrede gange mere i indtægt end en tjener eller arbejder. Nogle historikere mener at den forskellige fordeling af rigdom var afgørende for renæssancen, da kunsten blev støttet af de meget rige.

Renæssancen var ikke en periode med stor social eller økonomisk forandring, men overvejende med kulturel og ideologisk udvikling, og kun en lille del af befolkningen var berørt. Historikere med udgangspunkt i historisk materialisme vil derfor tendere til at reducere renæssancens betydning; de bruger hellere udtrykket "tidlig moderne tid". Med en formulering af Roger Osborne: "Renæssancen er et vanskeligt koncept for historikere, fordi Europas historie pludselig bliver til historien om italiensk maleri, skulptur og arkitektur".

Afslutning

Girolamo Savonarola portrætteret af Fra Bartolommeo, ca. 1498.

Renæssancens slutning er lige så vanskelig at datere som dens begyndelse. Mange markerer den asketiske munk i Firenze Girolamo Savonarola, der fik mere magt i årene 1494-1498, som afslutningen på byens blomstring; for andre er Mediciernes triumferende tilbagekomst begyndelsen på sidste fase som inden for kunsten kaldes manierisme. Savonarola kom til magten på en bølge af udstrakt modreaktion mod renæssancens sekularisering og nydelse. Hans korte styre førte til at mange kunstværker blev ødelagt i det som har været karakteriseret som "Forfængelighedens bål", ital. Falò delle vanità, i centrum af Firenze. Med Mediciernes tilbagekomst, nu som storhertuger af Toscana, fortsatte modbevægelsen i kirken. 1542 blev Inkvisitionen grundlagt og nogle få år senere blev Index Librorum Prohibitorum ('Oversigt over forbudte bøger') oprettet, og en række litterære renæssanceværker blev forbudt.

Lige så vigtig var ophøret af en stabil periode med en række udenlandske invasioner af Italien, kendt som De italienske krige, som skulle fortsætte i flere årtier. Invasionerne begyndte 1494 med franske tropper som hærgede over det meste af Norditalien og gjorde ende på mange af bystaternes uafhængighed. Den største katastrofe fandt sted 6. maj 1527 da spanske og tyske soldater hærgede og plyndrede Rom. Det betød også afslutningen af pavedømmet som den største beskytter af renæssancekunst og arkitektur.

Mens den italienske renæssance blegnede, overtog det øvrige Europa mange af dens idealer og stile. Et antal af Italiens største kunstnere valgte at emigrere. De kendteste var Leonardo da Vinci som rejste til Frankrig 1516, men en gruppe af mindre betydningsfulde kunstnere, som var blevet inviteret for at omforme Château de Fontainebleau, skabte den såkaldte Fontainebleau-skole som sammensmeltede fransk kunst med den italienske renæssance. Fra Fontainebleau kom en ny stil, omformet af manierismen, og som bragte renæssancen til Antwerpen og derfra videre til resten af det nordlige Europa.

Spredningen nordover var også repræsentativ for en større tendens. Middelhavet var ikke længere Europas vigtigste handelsrute. 1498 nåede Vasco da Gama Indien og fra da gik de vigtigste handelsruter fra Orienten via Atlanterhavshavnene Lissabon, Sevilla, Nantes, Bristol, og London. De områder overgik hurtigt Italien i rigdom og magt.

Kultur

Litteratur og poesi

En side fra Francesco Colonnas Hypnerotomachia Poliphili, trykt af Aldus Manutius (Venezia, 1499).

Den litterære revolution i Italien i 1200-tallet bidrog til at berede grunden for renæssancen. Tidligere havde italiensk ikke været benyttet til at skrive litteratur i Italien, og det var først i 1200-tallet at italienske forfattere begyndte at skrive på modersmålet frem for latin, fransk eller provençalsk. En betydelig ændring fandt sted i 1250'erne da Dolce stil novo ("den søde, nye stil", som fremhævede platonisk kærlighed frem for den høviske) blev rendyrket med poeter der gik foran som Guittone d'Arezzo og Guido Guinizelli. Specielt inden for poesien havde italiensk litteratur ændret sig meget i årtierne før renæssancen begyndte.

Da Aldus Manutius begyndte at trykke bøger i Venezia, blev et stadig stigende antal litterære værker udgivet på italiensk, ud over bøger på latin og græsk som udgjorde hovedstrømningerne i den italienske renæssance. Kilderne til disse værker gik ud over rammerne for teologisk litteratur og søgte tilbage til den førkristne tid i Romerriget og antikkens Hellas. Det betød ikke at der ikke blev skrevet og udgivet religiøse tekster i perioden. Dante Alighieris Den guddommelige komedie reflekterede et karakteristisk middelalderligt verdensbilde. Kristendommen udgjorde stadig den betydeligste indflydelse for kunstnere og forfattere, mens de klassiske værker var en anden hovedstrømning.

I den tidlige italienske renæssance var der stort fokus på at oversætte og studere klassiske værker fra latin og græsk. Renæssanceforfattere var imidlertid ikke tilfredse med at hvile på oldtidens laurbær, og mange forsøgte at integrere stil og metode hos antikkens store forfattere i deres egne værker. Blandt de forfattere som blev mest efterlignet var Cicero, Horatius, Sallust og Vergilius. Blandt grækerne blev Aristoteles, Homer og Platon læst i original for første gang siden 300-tallet, skønt der var ikke mange græske værker at vælge blandt.

Renæssancens litteratur og poesi var også påvirket af udviklingen inden for videnskab og filosofi. Humanisten Francesco Petrarca, en hovedperson blandt de lærde som gik foran, var også en dygtig poet og udgav flere vigtige poesiværker. Han skrev poesi på latin, blandt andet Africa om anden puniske krig. Han huskes for det han skrev på modersmålet, specielt Canzoniere, en samling kærlighedssonetter. Da Thomas Wyat den ældre oversatte dem (frit) til engelsk etablerede han sonetten som lyrisk stil i England, siden anvendt af William Shakespeare og mange andre poeter.

Statue af Machiavelli i Uffizi.

Petrarcas discipel, Giovanni Boccaccio, blev en betydelig forfatter i egen ret. Hans hovedværk var Dekameron, en samling på hundrede fortællinger fortalt af ti fortællere som var flygtet til udkanten af Firenze for at undslippe pesten. Dekameron specielt og Boccaccios værker generelt blev en betydelig inspiration for andre europæiske forfattere i renæssancen, blandt andet Geoffrey Chaucer og senere også William Shakespeare.

Foruden kristendommen, antikken og lærdom generelt var politik inspiration for renæssancelitteraturen. Den politiske filosof Niccolò Machiavellis mest berømte værker var Drøftelser af Livius, Florentinsk historie og endelig Fyrsten, som siden gav anledning til udtrykket "machiavellisk" som reference til et realpolitisk syn som forfatteren fremmede i bogen. Imidlertid er det, der sædvanligvis kaldes "machiavellisk", et forenklet syn snarere beregnet til lærebøger end et korrekt begreb for hans filosofi. Derudover er det ikke åbenbart at Machiavelli selv var advokat for det syn som har gjort ham udødelig: Hovedproblemet er de åbenbare modsigelser mellem det monarkistiske syn i Fyrsten og det republikanske i Drøftelserne, men uanset det er Fyrsten stadig genstand for debat.

Filosofi

Petrarca, fra Cyklussen af berømte mænd og kvinder. ca. 1450. Fritstående fresko. 247 x 153 cm. Uffizi, Firenze. Kunstner: Andrea di Bartolo di Bargilla (ca. 1423–1457)

Selv om den italienske renæssance ikke affødte nogen selvstændig ny filosofi, eller kan skilte med nogenlunde enstænkende filosoffer, fremkom der i filosofien noget nyt, som senere fik samlebetegnelsen humanisme. Begreberne "renæssance" og "humanisme" benyttes af og til om hinanden, men der kan skelnes : Man kan betragte "renæssancen" som den historiske epoke der slog bro mellem middelalder og nyere tid, og "humanismen" som den dannelsesbevægelse der voksede frem i denne epoke. Taler man om den filosofi som prægede italiensk renæssance, er det nok så meget nye kulturelle betoninger det drejer sig om, ikke så meget helt nye filosofiske konstruktioner. De virkeligt nye filosofiske impulser skulle komme fra ikke-italienske tænkere. Meget af den klassiske græske filosofi var bevaret i Det byzantinske rige, men det var tydeligt for alle her at Byzans ville ende med at blive helt erobret af osmannerne. Mange byzantinske lærde, håndværkere, kunstnere og flygtede derfor til Italien, og de medbragte de græske tekster samt underviste i græsk. Især var Platons skrifter ukendte i Middelalderen frem til kontakten med Byzans. Den nyvakte interesse for antikken, dens visdom og kunst og trangen til at vende tilbage til de gamle kilder ("ad fontes"), gav Aristoteles en stærkere stilling. Ærefrygten for klassiske studier fremmede et aristotelisk og ptolemæisk syn på universet. Nogle humanister betragtede naturen som et levende åndeligt væsen der ikke blev styret af love eller matematik, mens andre ikke accepterede et naturbegreb der tenderede mod panteisme. På samme tid mistede filosofien meget af sin styrke som ledende for logikken, og således blev deduktion betragtet som underordnet intuition og følelse.

Pico della Mirandola. Ukendt kunstner, Uffizi i Firenze.

Cyriacus fra Ancona, Benozzo Gozzoli.

Om de nye filosofiske strømninger var med eller mod kirken, afhænger af hvilke enkeltstrømninger der er tale om. At der var et opbrud, er klart nok. Og eftersom kirken i den forudgående periode havde været så at sige eneforvalter af al højere videnskab og tænkning – da universiteterne var oprettet af kirken og forstod sig som medudforskere af den naturlige og overnaturlige åbenbaring sammen med kirkeledere og embedsteologer – var renæssancens opbrud også til dels et opbrud mod dette. Men i og med at centrale aktører var paver og andre kirkeledere – både blandt tænkerne selv og blandt dem som fremmede og finansierede tidens humanisme – er det vanskeligt at tegne entydige kontraster. Tiderne ændrede sig, og alle i tiden ændrede sig med den, indbefattet kirken.

Petrarca havde været eksponent for en ny tilnærmelse. Han opmuntrede til studiet af de latinske klassikere og havde en kopi af Homer med sig i det håb at nogen kunne lære ham græsk. Et væsentligt skridt i den humanistiske uddannelse, fremlagt af lærde som Pico della Mirandola, var at opsøge tabte eller glemte antikke manuskripter som kun var kendt af omtale. Pico de Mirandola udviklede et eklektisk og esoterisk læresystem, som måske ikke havde den helt store interne konsistens, præget blandt andet af hans fascination af kabbalisme. Dog frembragte Pico de Mirandola meget som stimulerede og skulle blive af varig værdi.

Disse bestræbelser blev støttet af rige italienske patriciere, handelsfyrster og despoter som brugte betydelige formuer på at bygge biblioteker. At genopdage fortiden var blevet en fornem mode og en lidenskabelig beskæftigelse for de øverste samfundsklasser. Jeg går, sagde Cyriacus fra Ancona, Jeg går for vække de døde!. Den fremmeste af biblioteksbygherrerne var imidlertid en kirkens mand, renæssancepaven og humanisten Nikolaus V, manden bag Vatikanbiblioteket.

Efterhånden som græske værker blev samlet, manuskripter fundet, biblioteker og museer dannet, kom trykkeriernes tidsalder til syne. Antikkens værker blev oversat fra græsk og latin til samtidens moderne europæiske sprog og blev læst af et modtageligt publikum der som Shakespeare kunne "kun lidt latin og mindre græsk".

Videnskab

Den nye interesse for antikkens tænkere, kunst og litteratur tiltog i den tidlige italienske renæssance, på bekostning af andre videnskaber. Imidlertid opstod der noget senere i renæssancen en tankeretning som søgte at integrere al kundskab, også den naturvidenskabelige. Denne retning bidrog til at den naturvidenskabelige forskning igen udviklede sig.

Til trods for den til dels imponerende forening af kunst og videnskab hos Leonardo da Vinci har historikere som George Sarton og Lynn Thorndike kritiseret den måde renæssancen generelt greb videnskaben an på og udviklede den, og de har argumenteret at udviklingen i stedet blev forsinket og bremset. Det var ikke før renæssancen bevægede sig ud af Italien og nordpå i Europa at videnskaben fik nyt liv af personligheder som Nikolaus Kopernikus, Francis Bacon, og René Descartes.

Skulptur og maleri

Renæssancemaleriets forløber var Giottos (1267-1337) og hans elevers brud med den bysantinske stivhed og gotikkens formalisme. Giottos naturalisme, hans tredimentionale figurer som befolkede et troværdigt rum, og hans humanistiske interesse i at udtrykke den individuelle personlighed, var bestanddele som bragte interessen for naturen og ikke mindst menneskekroppen i dens totale fysiske virkelighed tilbage til kunsten.

Stormen (ca 1508) af Giorgione.
Gallerie dell'Accademia, Venezia

Til den tidlige renæssance hører Masaccio (1401-28) som brød med den gotiske tradition ved at erstatte vidtløftig ornamentik med hverdagsagtige detaljer og ved at lade skikkelserne optræde i et, som man opfattede det, virkeligt rum. Derefter øgede Piero della Francesca (1415-92) og Paolo Uccello (1397–1475) realismen i deres værker ved at benytte den nye, revolutionære teknik med perspektiv og således give tredimentional repræsentation i todimentionale kunstværker mere end kun realisme, men gøre den autentisk og virkelighedstro. Piero della Francesca skrev afhandlinger om videnskabeligt perspektiv.

Frembringelsen af troværdige rum tillod kunstnerne at fokusere på nøjagtige gengivelser af den menneskelige krop og på naturalistiske landskaber. Masaccios figurer havde en plasticitet som til da var helt ukendt. Sammenlignet med den flade og plane karakter i gotisk maleri var hans malerier revolutionerende. Tidligere var figurer blevet fremstillet i silhuet og uden dybde. Mod slutningen af 1500-tallet, specielt i Norditalien, begyndte kunstnerne at bruge nye teknikker til at manipulere lys og mørke som tonekontrasterne i mange af Tizians portrætter og udviklingen af sfumato og chiaroscuro hos Leonardo da Vinci og Giorgione.

Perioden så også de første verdslige, ikke-religiøse malerier. Disse mytologiske emner var faktisk ganske få, men gav ophav til en debat om renæssancens verdslighed hos forskere tidligt i 1900-tallet som hos Jacob Burckhardt. Botticelli var en af de mange malere hvis verdslige værker har fortsat gyldighed den dag i dag, men han var selv dybt religiøs og tilhænger af den religiøse moralist Girolamo Savonarola; Botticelli malede også mange traditionelle religiøse malerier.

David af Donatello
o. 1430

Inden for skulptur var det Donatellos studier af klassisk skulptur som førte til hans udvikling af klassiske positurer som contrapposto-posituren, og i emner som hans anden statue af David, den første fritstående nøgenakt i bronze som blev skabt i Europa siden den romerske kejsertid. Donatellos fremstillinger af basreliffer, stiacchiato ved at variere dybden i relieffet for at illudere indtryk af forgrund, mellemgrund og baggrund var en anden nyskabelse som fik stor udbredelse i renæssancen. Donatellos kunstneriske fremgang havde stor indflydelse på alle som fulgte ham, og måske den største af dem alle var Michelangelo hvis David fra 1500 også var en mandlig nøgenakt. Michelangelos Davidstudie er mere naturalistisk end Donatellos og har en større emotionel intensitet. Begge statuer står i contrapposto: de hviler vægten på den ene fod.

Nadveren af Leonardo da Vinci

Med højrenæssancen kulminerede målene fra den tidligere periode, det vil sige en nøjagtig repræsentation af figurerne i et rum gengivet med pålidelig bevægelse og i en passende sømmelig stil. De berømteste malere fra tiden er Leonardo da Vinci, Raphael og Michelangelo Buonarroti. Deres billeder hører til de mest kendte kunstværker i verden. Leonardos Nadveren, Raphaels Skolen i Athen, og Michelangelos loft- og vægmalerier i Det Sixtinske Kapel er blandt de ypperste værker fra denne periode.

Højrenæssancens maleri udviklede sig til hvad der nu betegnes som manierisme, specielt i Firenze. De manieristiske kunstnere, som bevidst gjorde oprør mod højrenæssancens principper, tenderede til at repræsentere langstrakte figurer i ulogiske rum. Moderne forskning har anerkendt den manieristiske kunsts evne til at befordre en stærk, ofte religiøs, stemning hvor højrenæssancens kunstnere ikke magtede at gøre det samme. Nogle af de vigtigste kunstnere i denne periode er Pontormo, Bronzino, Rosso Fiorentino, Parmigianino og Raphaels elev Giulio Romno.

Arkitektur

Renæssancen inden for arkitektur blev i Italien introduceret med et revolutionært, men ufuldstændigt monument i Rimini af Leone Battista Alberti, men perioden blev udviklet i Firenze. Nogle af de tidligste bygninger som viste renæssancens karakteristiske træk var Filippo Brunelleschis Ospedale degli Innocenti, et hittebørnsherberg, (opført 1421-1444) der regnes til de første renæssancebyggerier, derpå fulgte San Lorenzos kirke og Pazzi-kapellet, bygget mellem 1430 og 1444, som havde et bemærkelsesværdigt træk i facaden hvor de to sidefelter i porticoen er forenet i en central bue.

Peterskirken, fuldført i 1590, tegnet af Michelangelo, arkitekt, kunstmaler og poet.

Brunelleschi, den første store renæssancearkitekt, gjorde omfattende studier af den klassiske antik i Rom hvor han udledte dens grundlæggende geometri, specielt systemet for arkitektonisk orden som med søjleordenerne. Genopdagelsen af den klassiske antik kan bedst illustreres ved Palazzo Rucellai. Her følger søjlerne den såkaldte "superposition" ('overlagring' ?, italiensk superponere) i klassisk søjleorden med doriske søjler i første etage, joniske søjler i anden etage (piano nobile, den fineste etage) og korintiske søjler i øverste etage. Valget af søjler bestemte hvilke proportioner bygningen måtte stemme overens med.

Cappella Pazzi

Interiøret i Santo Spirito i Firenze udtrykte en ny sans for lys, klarhed og rummelighed som er typisk for den tidlige, italienske renæssance. Det var især rige adelsmænd og købmænd som var opdragsgivere, og renæssancens arkitektur i Italien forblev et eksklusivt overklasseprodukt, anvendt næsten udelukkende i de store byer og især til paladser og kirker.

Renæssancen var frem for alt rationel og geometrisk. Idealet var en bygning hvor akserne, horisontale som vertikale, var symmetriske. Kuplen var et dominerende træk på næsten alle renæssancekirkerne. Forbilledet var Pantheon, men renæssancens arkitekter foretrak et dobbelt lag af mursten; et karakteristisk træk var ribberne, halvbuerne af sten, som adskilte de forskellige sektioner. De er særlig tydelige på Brunelleschis Duomo, domkirken i Firenze, eller Santa Maria del Fiore. I Mantua indvarslede Leone Battista Alberti den "nye antikke stil", dog blev hans kulminationsværk, Sant'Andrea, ikke påbegyndt før 1472, efter arkitektens død.

Højrenæssancen, som er sidste del af perioden, blev introduceret i Rom med Donato Bramantes kirke San Pietro in Montorio i 1502 og den oprindelig planlagte Peterskirke (1506) som var den største arkitektopgave i perioden, påvirket af mange af de store renæssancekunstnere, herunder Michelangelo og Giacomo della Porta. Begyndelsen på senrenæssancen i 1550 blev markeret med udviklingen af en ny søjleorden ved Andrea Palladio. Kolossale søjler, som var to eller flere etager høje, dekorerede facaderne.

Musik

Der var i Italien i 1300-tallet stor musikalsk aktivitet som i omfang og nyskabelse svarede til andre samtidige kunstarter. Selv om musikvidenskaben sædvanligvis grupperer musikken i trecento (1300-tallet) sammen med den tilsvarende fra slutningen af middelalderen, havde den alligevel træk som i den tidlige renæssance: øget vægt på verdslige kilder, stile og former; spredning af kulturen bort fra de kirkelige institutioner over til aristokratiet, og selv til almindelige mennesker i forskellige samfundsklasser; desuden en hurtig udvikling af nye teknikker. De væsentlige former var trecento madrigal, caccia, og ballata. De musikalske stilarter fra perioden er betegnet som "italiensk ars nova".

Giovanni Pierluigi da Palestrina, 1525/26–1594

Fra begyndelsen af 1400-tallet til midten af 1500-tallet lå centrum for nyskabende kirkemusik i Nederlandene, og en række talentfulde komponister kom derfra til Italien. Mange af dem sang enten i pavens kor i Rom eller korene i de talrige kapeller hos aristokratiet i Rom, Firenze, Milano, Ferrara og andre steder; og de bragte deres polyfone stil med sig og påvirkede mange indfødte italienske komponister i løbet af deres ophold.

Kirkemusikkens dominerende former i løbet af perioden var messe og motet (flerstemmig kirkesang). Den mest berømte komponist af kirkemusik i 1500-tallet i Italien var Palestrina, det mest prominente medlem af den romerske skole hvis stil var en glat og jævn, emotionel polyfoni som fastlagde lyden for 1500-tallet, i det mindste i henhold til musikteoretikere i 1800- og 1900-tallet. Andre italienske komponister i slutningen af 1500-tallet komponerede madrigaler, den mest populære verdslige musikform, og i henved et århundrede blev sådanne verdslige stykker for mange sangere spredt over hele Europa. Vigtige madrigalkomponister var Jacques Arcadelt i begyndelsen af perioden, Cipriano de Rore i midten af århundredet og Luca Marenzio, Philipp de Monte, Carlo Gesualdo og Claudio Monteverdi mod slutningen af perioden.

Også inden for instrumentalmusikken skete der landvindinger i Italien. Ved begyndelsen af 1500-tallet var improvisation på tangentinstrumenter højt værdsat, og mange komponister af virtuoso tangentmusik trådte frem. Mange kendte instrumenter blev opfundet og perfektioneret i senrenæssancens Italien, blandt andet violinen, hvor de tidligste udgaver kom i brug i 1550'erne.

Ved slutningen af 1500-tallet var Italien det musikalske centrum i Europa. Omtrent al fornyelse som kendetegnede overgangen til barokepoken havde sin oprindelse i det nordlige Italien i de sidste årtier af århundredet. Fra Venezia med sine flerstemmige produktioner, den såkaldte venetianske skole og den tilknyttede instrumentalmusik, skete der en bevægelse nordover ind i Tyskland. I Firenze blev den florentinske Camerata udviklet til en sørgesang, monodi, en vigtig forløber for opera som først begyndte omkring 1600. Ferrara-skolens avantgardistiske, manieristiske stil migrerede til Napoli og andre steder via Carlo Gesualdos musik, og blev sidste udgave af renæssancens flerstemmige vokalmusik.

Litteratur

• Baron, Hans: The Crisis of the Early Italian Renaissance: Civic Humanism and Republican Liberty in an Age of Classicism and Tyranny. Princeton: Princeton University Press, 1966.
• Burckhardt, Jacob: The Civilization of the Renaissance in Italy Arkiveret 9. december 2012 hos hos Archive.is, oversættelse S.G.C Middlemore, 1878
• Burke, Peter: The Italian Renaissance: Culture and Society in Italy Princeton: Princeton University Press, 1999.
• Hagopian, Viola L.: "Italy", in The New Grove Dictionary of Music and Musicians, ed. Stanley Sadie. 20 vol. London, Macmillan Publishers Ltd., 1980. ISBN
• Hay, Denys: The Italian Renaissance in Its Historical Background. Cambridge: Cambridge University Press, 1977.
• Jensen, De Lamar: Renaissance Europe, 1992
• Lopez, Roberet Sabatino: The Three Ages of the Italian Renaissance. Charlottesville: University Pres of Virginia, 1970.
• Pullan, Brian S.: History of Early Renaissance Italy. London: Lane, 1973.
• Raffini, Christine: "Marsilio Ficino, Pietro Bembo, Baldassare Castiglione: Philosophical, Aesthedic, and Political Approaches in Renaissance Platonism".   Renaissance and Baroque Studies and Texts, v.21, Peter Lang Publishing, 1998. ISBN 0-8204-3023-4
• Toman, Rolf, Høydalsnes, Eli (2007) Kunsten i den italienske renessansen : arkitektur, skulptur, maleri, tegning – Spektrum, Oslo. ISBN 978-82-7822-576-9.

Eksterne henvisninger

• Alle afsnit under menuen er fra den norske i denne version, august 2010

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Italiensk renæssance
• Om renæssancen på kunsthistorisk fagwiki Arkiveret 16. januar 2011 hos Wayback Machine, Kunsthistorie.com (norsk)