Joachim Frederik Schouw

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Joachim Frederik Schouw

Joachim Frederik Schouw (7. februar 1789 i København28. april 1852 sammesteds) var en dansk botaniker og politiker, bror til Andreas Schouw og far til Georgia Skovgaard.

Joachim Frederik Schouw var ældste søn efter vinhandler Poul Schouw (1751 – 1800) og Sara Georgia, født Liebenberg (1761 – 1826). Det blev bestemt, at han skulle træde ind i farens forretning, og han blev derfor tidlig sat til at deltage i det tilknyttede arbejde. I hans 12. år døde faren, og moren sad nu tilbage i trange kår med en flok af 7 små børn. Da hans helbred syntes at lide ved opholdet i den fugtige vinkælder, kom han, 15 år gammel, i tjeneste som skriverdreng hos prokurator Bjerring. Her forblev han 3 år, i det han samtidig forberedte sig til præliminæreksamen for senere at tage dansk-juridisk eksamen. Men da denne eksamen blev afskaffet, underkastede han sig 1808 den strengere eksamen artium, og 1809 tog han 2. eksamen.

Allerede i 13-14 års alderen ytrede hans interesse for naturvidenskaberne sig, i det han begyndte at høre forelæsninger over zoologi og botanik af Martin Vahl, der tog sig særlig af ham, men døde allerede 1804; ligeledes hørte han J.W. Hornemann og deltog i dennes og Schumachers ekskursioner. Hans eksamenslæsning gjorde naturligvis afbræk i disse studier, men efter at være bleven student optog han dem igen, navnlig under Hornemanns vejledning. Da naturstudiet syntes brødløst, måtte han se sig om efter noget at leve af, han gav sig til at studere jura, og 1811 tog han juridisk eksamen samt nogle måneder senere den praktiske prøve. 1813 blev han volontør, senere underkancellist, i det danske kancelli, og tillige skaffede han sig nogen indtægt som juridisk manuduktør. Han fik da råd til atter at optage de naturhistoriske studier.

Netop i det 19. århundredes 2 første årtier fødtes plantegeografien som videnskab; Alexander von Humboldt var vendt hjem fra sin 5årige rejse til tropisk Amerika og havde 1805 og 1807 offentliggjort sine første banebrydende skrifter, der efterfulgtes af andre, og Robert Brown, Pyr. de Candolle, Leopold v. Buch og Wahlenberg publicerede vigtige plantegeografiske arbejder i forskellig retning. At disse mænd have haft stor betydning for Schouws udvikling, er sikkert. Men hvad der gjorde ham til plantegeograf, var måske især den botaniske rejse, som han, 23 år gammel i 1812, foretog i Norge sammen med den lovende, unge norske botaniker Christen Smith; thi plantegeografiske forhold træder jo ikke tydeligere og mere interessant frem end i bjergrige lande. "Nogle Aar senere", skriver han, "udkastede jeg en Plan til en plantegeografisk Undersøgelse af Italiens og Siciliens Vegetation" for derved at skaffe et mellemled mellem Humboldts undersøgelser i troperne og Göran Wahlenbergs i Polarlandene, Alperne og Karpaterne. Ved varm anbefaling af Hornemann fik han rejseunderstøttelse dels fra Fonden ad usus publicos, dels fra universitetet og dels fra gehejmeråd Johan Bülow til Sanderumgaard. Et års tid anvendte han til forberedelse til denne rejse, og tillige disputerede han for doktorgraden, 28. september 1816. Hans disputats, De sedibus plantarum, handler om det spørgsmål, om man skal antage, at individerne af en planteart, der vokse i måske vidt adskilte lande, nedstammer fra et og samme individ og ved vandringer have bredt sig fra det oprindelige udgangspunkt til alle dens nuværende voksesteder, eller om arten er fremkommen på forskellige steder med forskellige individer. Han kom til det resultat, at vandringsmidlerne er utilstrækkelige, og at de samme kosmiske momenter på forskellige steder have frembragt de samme arter. Geologiske forhold, der først langt senere blev bekendte, løser nu på naturlig måde mange spørgsmål, som Schouw kun kunne løse, som han gjorde, men for øvrigt beskæftiger spørgsmålet botanikerne jo endnu den dag i dag og har nøje tilknytning til den nyere tids udviklingslære. Schouw er for så vidt også inde på denne, som han sympatiserer med den tanke, at højere dyr og planter er fremkommet "ved successiv Transmutation" af ufuldkomnere (ukomplette).

Slutningen af 1816 tiltrådte den 27årige dr. phil. sin rejse, der varede til 1820, omtrent 3 1/2 år. Et bevis på de forventninger, man gjorde sig til ham, også som jurist, er, at han omtrent samtidig blev foreslået til lektor i lovkyndighed ved det nye universitet i Christiania. Målet for rejsen var at sammenligne forholdet mellem klima og plantevækst. Vinteren 1816-17 tilbragte han i Göttingen-, i Vaaren 1817 kom han til Triest, og derpaa berejste han Alperne, Apenninerne til Kalabriens sydligste del, Sicilien, han besteg Abruzzernes og Kalabriens højeste bjerge og Etna, hvis udbrud han overværede. I høsten 1819 rejste han over Alperne, Genf og Paris til Danmark.

Ankommen hjem stod han atter over for det gamle dilemma: Juraen som det, der gav levebrød, eller botanikken, til hvilken interessen drog ham. Nu kom afgørelsen derved, at kongen forlængede hans rejseunderstøttelse for et år og 28. april 1821 udnævnte ham til ekstraordinær professor i botanik ved universitetet. Efter hjemkomsten var han straks begyndt at bearbejde det indsamlede materiale; "men under Arbejdet følte jeg snart, hvor meget vi .... endnu savne Grundsætningerne for en almindelig Plantegeografi; ... da jeg desuden i Sommeren 1820 i en Forelæsning (som Privatdocent) havde gjort et Forsøg på en systematisk Fremstilling af denne Videnskab, saa troede jeg det passende at meddele Publikum denne Fremstilling noget udførligere". I 1822 udkom da hans største og betydeligste arbejde: Grundtræk af den almindelige Plantegeografi. Humboldts, Rob. Browns, Wahlenbergs og andres arbejder vare kun brudstykker af plantegeografien eller udkast til grundtræk af denne; en almindelig plantegeografi eksisterede endnu ikke. Schouw havde derfor mange vanskeligheder at overvinde; begreberne skulde klares og fastslås, nye udtryk dannes og en uendelighed af spredte data sammenarbejdes. Først undersøger han, hvilke ydre momenter der bestemmer plantens stedforhold; derpå betragter han arternes, slægternes og familiernes stedlære, og sluttelig sammenligner han jordklodens forskellige dele med hensyn til plantevækst. Han inddeler jordoverfladen i 22 plantegeografiske riger og disse i provinser, og han benævner til dels disse riger efter karakteriserende planter. Det var ret vilkårlige regler, som han opstillede for, om en del af jordkloden skulle danne et rige eller ikke, og det var ikke at vente, at hans inddeling skulle falde sammen med nutidens, der har et langt anderledes stort og fuldkomment materiale at bygge på (allerede 1833 forøgede Schouw selv rigernes antal), men den gør det mærkværdig godt. Samtidig med ham var for øvrigt Pyr. de Candolle slået ind på den samme vej, uden at Schouw kendte hans 1820 publicerede arbejde, og denne rent floristisk-systematiske vej er fulgt i senere arbejder op til det nyeste af Drude. Schouws Grundtræk var et meget stort og ganske originalt arbejde, det første almindelige værk over plantegeografien, præget af den samme klarhed og orden, som udmærker alle hans arbejder, hvorfor det også vakte almindelig opmærksomhed og gjorde hans navn bekendt i Europa (det blev 1823 oversat på tysk af ham selv). Han var også den første, der på kort fremstillede de geografiske udbredningsforhold og inddelingen af jordoverfladen, i det han 1824 på eget forlag udgav et til værket knyttet atlas med 12 tavler; det er navnlig voksekredsene af en række planter, der spille en rolle i menneskelivet, som han har aflagt på disse kort.

De nærmeste år så mange mindre afhandlinger og recensioner i inden- og udenlandske tidsskrifter fra Schouws hånd og desuden et større værk. Det danske videnskabernes selskab havde 1822 udsat som prisopgave: En dansk Meteorologi eller Skildring af Vejrligets Beskaffenhed i Danmark tillige med en Udvikling af Grundene til samme; Schouw vandt prisen, og 1826 udkom hans store bog herom. I 1823 blev han, kun 34 år gammel, medlem af det kongelige danske videnskabernes selskab, og her fik han snart flere embedsforretninger, for eksempel at være medudgiver af Collectanea meteorologica (1829-45). Som meteorolog har han den fortjeneste at have fundet en original metode til udregning af middelværdier for temperaturen, en metode, som endnu anvendes, og som han benyttede til at beregne danske middeltemperaturer af de daglige observationer. Hans forelæsninger ved universitetet drejede sig om den fysiske geografi. Men for øvrigt var hans helbred ikke godt, og lange tider, "stundum halve Aar", måtte han holde sengen. I dette tiår blev han gift (24. april 1827) med Susette Dalgas (egentlig Susanne Marie Augustine Peschier Dalgas; 1798 – 1844), som var datter af præsten Jean Marc Dalgas ved den reformerte menighed i Fredericia og altså faster til Enrico Mylius Dalgas. Deres datter Geogia Schouw blev gift med maleren P.C. Skovgaard.

Da han 1828 skulle skrive programmet til universitetets reformationsfest, udgav han Specimen geographiæ physicæ comparativæ, et brudstykke af sine forelæsninger, i hvilket han anstiller en Sammenligning mellem Alperne, Pyrenæerne og Skandinaviens bjerge som prøve på, hvorledes jordens overflade bør inddeles efter dens naturforhold, ikke efter politiske. Hans tale ved festen gik ud på, at klimaet og andre naturforhold kun have ringe indflydelse på folkenes karakter.

Da det på hans lange rejse indsamlede materiale ved nærmere bearbejdelse ikke syntes ham tilstrækkeligt til hans mål, et værk over Italiens klima og plantevækst, fik han en ny rejseunderstøttelse af regeringen, og ledsaget af sin hustru gjorde han, fra begyndelsen af 1829 til slutningen af 1830, en ny rejse til Italien, på Sicilien sammen med palæontologen P.W. Lund.

Tiåret 1830-40 blev mindre helliget til videnskabelige studier end til anden virksomhed. Schouw havde en lignende trang som H.C. Ørsted til at sprede sin åndelige rigdom ud til den store almenhed og en lignende gave til at give sine fremstillinger en klar og almenfattelig form. Denne trang affødte forskellige arbejder. Dansk Ugeskrift tog sin begyndelse, og Schouw blev dets redaktør (1. Række, 1831-36), dets opgave var "paa en letfattelig Måde at afhandle de Genstande, der have Interesse for de dannede Klasser af Folket"; "det skulde være et Folkeblad, men ikke et Almuesblad". Schouw forstod at knytte de fleste af datidens fremragende mænd til sig som medarbejdere. I det optrådte Schouw som varm reformator af skoleundervisningen; han kæmper for at indføre naturhistorieundervisning i skolerne og for at fjerne den tørhed og tomhed, som herskede i geografiundervisningen; han har stor fortjeneste i begge henseender. Som prøve udgav han 1832 Evropa, en letfattelig Naturskildring, der oversattes på 4 forskellige sprog, og 1833 greb han med glæde en idé af Eschricht, at oprette Naturhistorisk Forening, hvis øjemed var at udbrede naturhistoriske kundskaber hos den dannede del af folket; denne forening virker den dag i dag ved "populære" forelæsninger. Som foredragsholder udfoldede Schouw en overordentlig virksomhed, ja så langt som til 1850 træffer man hans navn som sådan. En mængde af hans foredrag blev senere samlet i en bog, Naturskildringer (1837), hvis klare, ædruelige og fængslende fremstilling stiller dem meget højt i dansk litteratur og gør, at man kan læse dem med glæde selv endnu. Schouw har utvivlsomt haft stor indflydelse på hele folkets naturhistoriske opdragelse.

Hans Liv i trediverne må have været meget uroligt, mangesidigt og anstrengende. Foruden det nævnte holdt han forelæsninger ved universitetet og Polyteknisk Læreanstalt, udgav til støtte for dem Erindringsord over de plantegeografiske riger (1833), den almindelige plantelære (1837), senere over lægeplanter (1843) og over anvendte planter (1844). Der var næppe noget af de mange nye foretagender, som da blev sat i gang, uden at han næsten var selvskreven til at være med; han blev 1835 formand for selskabet til havekulturens fremme og redaktør af de 5 første bind af Havetidende, 1834 medlem af landhusholdningsselskabets skriftkomité, medlem af komiteen om realskolevæsenet, medstifter af og i flere år formand for Athenæum, medstifter af og formand for trykkefrihedsselskabet, og hertil kom så endelig hans politiske liv.

J.F. Schouws gravsten på Assistens Kirkegård i København.

Med 1839 træder Schouw ind i et nyt afsnit af sit liv. Han opnåede da at få publiceret 1. del af Tableau du climat et de la vegetation de l'Italie, der indeholder det meteorologiske. Men ønsket om at samle mere materiale og håbet om at styrke det svækkede helbred førte ham for tredje gang til Italien, denne gang for egen regning (1839-40) og ligeledes ledsaget af sin svagelige hustru (som døde 1844). Men derefter forøgedes hans embedsgerning; J.W. Hornemann døde 1841, og Schouw blev direktør for Botanisk Have, professor botanik og (1845) medlem af konsistorium. Den botaniske have var i Hornemanns sidste, af sygdom trykkede leveår kommen i forfald, og Schouw, der aldrig havde haft interesse for den "beskrivende" og systematiske botanik, stod over for og påtog sig det store arbejde at revidere havens samling af levende planter, omkring 8000 arter; i 1847 udgav han en fortegnelse over havens planter, der vare blevne bestemte i de forløbne 5 år (næsten halvdelen). Også på anden måde har han stor fortjeneste af haven. Han blev også udgiver af Flora Danica sammen med J. Vahl, og han var medstifter af og tog del i næsten alle de skandinaviske naturforskermøder. Dertil kom, at han atter blev redaktør af Dansk Ugeskrift (2. Række, 1842-46) og dets fortsættelse, Dansk Tidsskrift (1847-51). Det var da intet under, at han aldrig fik sit arbejde over Italien færdigt; i løbet af fyrrerne publicerede han vel i Videnskabernes Selskabs publikationer og andetsteds en række specielle arbejder over Italiens nåletræer, lyngplanter, egefamilien, birkefamilien og græsarterne, i henseende til udbredelse vandret og i højden, men et afsluttende, på fransk affattet arbejde, sidste del af Tableau du climat etc., opnåede han ikke at få at se. I slutningen af fyrrerne førtes han atter til livlig deltagelse i det politiske liv, men i 1850 trak han sig tilbage herfra og fra andre tillidshverv. Sygdom trykkede ham ikke lidt, men han vedblev dog at virke som universitetslærer, indtil han efter ansøgning fik afsked fra 1. april 1852. Men allerede 28. april samme år, endte hans virksomme liv, i hvilket han havde erhvervet sig almen agtelse og hengivenhed, endog hos politiske modstandere.


Schouw hørte vel ikke til universitetslærerne af første rang; han havde ikke nogen henrivende eller begejstrende veltalenhed, men i hans skrift som i hans tale var der en velgørende ro og klarhed, parret med mildhed og elskværdighed, som måtte vinde hjerter. Han var af middelhøjde og havde milde, blå øjne. A.S. Ørsted udtalte 1836 om ham: "Man ser her en mærkelig Forening af dyb videnskabelig Forskning i Fag, der synes at ligge fjernt fra det statsborgerlige liv, og praktisk brugbarhed i en af de mest betydende stillinger for det statsborgerlige Livs Udvikling", og senere udtalte han sig atter om hans rene Sindelag og den dybe Samvittighedsfuldhed, der gik gennem al hans Færd. 28. April 1857, femårsdagen efter hans død, rejste venner hans buste på Frue Plads; datoerne på sokkelen betegner åbningsdagen for den 1. Roskilde Stænderforsamling og for grundlovens vedtagelse, en bøgegren og en pinjegren hentyder på botanikeren. Schouw fik 1847 titel af etatsråd og blev 1849 Kommandør af Dannebrog.

Politikeren Schouw[redigér | redigér wikikode]

Politisk tilhørte J.F. Schouw den retning, der senere er blevet kaldt "de ældre liberale". I 1835 blev han valgt til præsident for Øernes stænderforsamling i Roskilde, og året efter blev han også præsident for den nørrejyske stænderforsamling i Viborg. I 1848 blev han valgt som præsident for Den grundlovgivende Rigsforsamling.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af Eugen Warming i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 15. bind, side 274, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.