Wilhelm Marstrand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med ingeniøren Vilhelm Marstrand
Wilhelm Marstrand
Den dansk guldalder
Marstrand Wilhelm.jpg
Efter maleri af Constantin Hansen
Personlig information
Fødselsnavn Nicolai Wilhelm Marstrand
Fødselsdato 24. december 1810Rediger på Wikidata
Fødested KøbenhavnRediger på Wikidata
Dødsdag 25. marts 1873 (62 år)Rediger på Wikidata
Dødssted KøbenhavnRediger på Wikidata
Hvilested Assistens KirkegårdRediger på Wikidata
Statsborger DanmarkRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Felt Historiemaleri, portrætmaleri, genremaleri
Uddannelses­sted Det Kongelige Danske KunstakademiRediger på Wikidata
Periode Den danske guldalder, nationalromantikken
Beskæftigelse Kunstmaler, universitetslærerRediger på Wikidata
Hovedværker Familien Waagepetersen, Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften, Christian 4. på TrefoldighedenRediger på Wikidata
Inspireret af C.W. Eckersberg, Wilhelm von Kaulbach
Inspirerede Carl Bloch, Otto Bache
Udstilling Adskillige
Indkøbt Den Kongelige Malerisamling
Nomineringer og priser
Udmærkelser Thorvaldsen Medaillen, Ridder af Dannebrog
Eksterne henvisninger
Beskrevet i Dansk Biografisk Leksikon, Thieme-Becker, Nordisk familjebokRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Wilhelm Nicolai Marstrand (24. december 1810 i København25. marts 1873 sammesteds) var en dansk maler, bror til Osvald og Troels Marstrand. I sin samtid blev Marstrand udråbt som en af de største danske kunstnere nogensinde. Han blev uddannet på Kunstakademiet fra 1826 til 1833 under C.W. Eckersberg og regnes, ligesom en del andre Eckersberg-elever, for at tilhøre den danske guldalder. Marstrand blev medlem af Akademiet i 1843 og professor i 1848. Han var desuden direktør for Akademiet 1853-1857 og fra 1863 til sin død.

I sine unge år på Kunstakademiet malede Marstrand fortrinsvis københavnske hverdagsmotiver, og fra 1830 fik han mange bestillinger på portrætter af det københavnske borgerskab.

Marstrand var første gang i Italien i 1836 og blev storleverandør af idealiserede italienske folkelivsskildringer.

Tidlig start[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm Marstrand var søn af opfinder, bagermester og kommerceråd Nicolai Jacob Marstrand, og han voksede op i en søskendeflok på fem drenge: Theodor Marstrand, Troels Marstrand, Osvald Marstrand, og Otto Marstrand. Som dreng blev Marstrand sat til at studere, men han havde ringe boglig interesse. Han forlod Metropolitanskolen i 1826 for at blive elev hos maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg. Marstrand viste tidligt kunstneriske evner. Han tumlede som 15-årig elev med store kompositioner som genrebilleder med mange figurer og med venligt satiriske og karikerende blyantstegninger.

Marstrand havde altid trang at stille sig store mål eller gøre sig store betragtninger, så han var skuffet over, at han hverken i 1833 eller 1835 havde held til at vinde Akademiets guldmedalje, selv om han i 1833 vandt begge sølvmedaljer.

Marstrand interesserede sig mindre for bibelske motiver og græske heroer og mere for holbergske gadescener. Personerne var tarvelige, brave originaler, spidsborgere, Holmens folk, madammer, gadedrenge og hunde. Malerierne var en slags impromptuer, der skulle skaffe mad på bordet; og vin: Et musikalsk aftenselskab hos grosserer, vinhandler Waagepetersen med portrætfigurer fra 1834. Det store billede viser hans seriøse bestræbelser.

Italien[redigér | redigér wikikode]

Når Akademiet ikke ville give Marstrand guldmedalje og rejsepenge, måtte Fonden ad usus publicos betale rejsen til Italien. Han tog af sted i august 1836. Han skrev hjem til sin mor fra München.

Citat Mit Indre er endnu et Pulterkammer, hvori jeg ikke selv kan hitte Rede, langt mindre andre. Jeg vil blot sige, at det var godt, jeg kom ud, thi her er uhyre meget at lære, og jeg har meget at kaste bort og glemme for at give Plads for noget bedre. Citat

I München så Marstrand historiemalerier af den unge Wilhelm von Kaulbach, som han roste for at fremme "det saa tvetydigt ansete Genremaleri". I januar 1837 skrev Marstrand i Rom til Eckersberg:

Citat Jeg har alt set meget, næsten for meget, thi man overfyldes af Ideer, og det ene fortrænger det andet, uden at Sjælen får Tid til at bearbejde dem. Fantasien bliver derved uvirksom, og hvad min angår, har den nu først rømmet de af de gamle Beboere opfyldte Værelser, og de nye, der flytte ind, rumstere så frygteligt, inden de finde deres Plads, at jeg naturligvis er ganske uskikket til at få et ordentligt Syn på Tingene og komme til rigtig Besindelse om, hvad jeg egentlig først skal tage fat på. Her er jeg alt over en Måned og gør intet! Citat

Hans "Sturm- und Drangperiode" aflæses let mellem linjerne.

"Italien skænkede ham den betydeligste gave til hans udfoldelse og blomstring". Julius Lange sagde i sin mindetale ved Kunstakademiets årshøjtid 1873: "først i Italien syntes skønheden ret at være gået op for ham"; en anden sagde ikke mindre træffende, at "Italien nobiliterede ham". Med kammerater af forskellig nationalitet under den stærke sol og den blå himmel, omgivet af oldtidens ruiner og mindesmærker som baggrund for et rigt sydlandsk folkeliv blev han klartseende. På gader og stræder, ude mellem ruinerne, i osterierne og vignerne (vingårde) i kampagnen som i bjergbyerne. Der opstod et intimt forhold mellem kunstneren og Italien. Som tidligere søgte Marstrand til folkelivet, idet han hurtigt trængte en fristelse til det religiøse maleri tilbage for at koncentrere sig om folkelivet som blandt andet i Scene af Oktoberfesten i Rom udstillet i 1840 i Rom og året efter på Charlottenborg, hvor det enstemmigt tilkendtes udstillingsmedaljen.

National kunst[redigér | redigér wikikode]

Men Marstrand glemte ikke sit fædreland. Han skrev i 1873 til sin søn i udlandet:

Citat Nu glæder jeg mig til, at du helst vil vende hjem igen og her anvende den indsamlede Erfaring, tjene dit Fædreland og leve i Samvirken med, hvad der er dygtigt og godt her Citat

. Det kunne anvendes på ham selv. Han betragtede sine ophold i Italien som læreår, indvielsens befrugtende tid; han ville nu "fremmane den danske Naturs Skønhed for Folket gennem Kunsten" på grundlag af, hvad han havde lært i udlandet. Men i modsætning til den høyenske skoles opfattelse, at kunstnerne kun skulle beskæftige sig med nationale emner og til en vis grad stænge sig ude fra fremmed påvirkning, hævdede han med eftertryk, at man netop skulle omplante det fremmede på dansk grund og lade det udvikle sig i det nordiske klima og under nordiske forhold.

Citat Hvorfor skulle vi lade os nøje med Hvidroer, når vi kunne have Ferskener? Citat

Selv søgte han til steder, hvor stærke kunstneriske strømninger gik; fra 1845 til 1848 var han atter i Italien, i 1850 studerede han svensk folkeliv, i 1853-54 var han i Venedig, i 1861 i Paris og i 1869 i Italien en sidste gang. Der var noget kosmopolitisk i hans karakter; han nærede dyb beundring for de store italienere, især Tizian og Paolo Veronese; han studerede nederlænderne van der Helst, Rembrandt og Antoon van Dyck og kunne under sine besøg i udlandet skæmte elskværdig og vittig over hjemmet. I 1847 skrev han for eksempel til en kunstfælle fra Rom:

Citat Hils alle -- ligeså det ganske pæne Land Danmark med de bekendte Bøgelunde -- bare Kartoflerne må blive gode i Aar! Citat

Holberg[redigér | redigér wikikode]

Hjemme igen i København i 1841 efter sin første italiensrejse følte Marstrand sig inspireret af Holberg: han brugte Holberg til at uddrive Italien med. "Ingen kunne bedre end den velmeriterede borger og indvåner udi Kalundborg Hans Mikkelsen overbevise ham om, at han meget vel kunne finde sig til rette i hvidroernes og kartoflernes land efter at have levet mellem myrter og oranger". Det virker som et udslag af uforfalsket holbergsk lune, at Marstrand besvarede opgaven fra Akademiet: Scene af det danske Folkeliv ved at indsende Erasmus Montanus, det ofte gengivne billede, hvoraf en gentagelse findes i Den Kongelige Malerisamling. Det taler til Akademiets ære, at det uden indvendinger accepterede den sælsomme besvarelse og enstemmigt optog kunstneren som medlem 19. juni 1843. Marstrand fordybede sig i Holberg (scene af Barselstuen i Den Kongelige Malerisamling) og skabte inspireret af ham en hel række arbejder, der er så livfulde og selvstændige, at de snarere er historiske skildringer fra den holbergske tidsalder end illustrationer til hans komedier. Nært beslægtede er illustrationerne til "Hans Mikkelsens" (Holbergs) Peder Paars, Don Quixote-billederne, fremstillingerne af Holberg i forskellige situationer, Wessel hos Guldberg (1865 med forbillede i Cornelius Høyers miniature), Ewald og Arense (1865), fru Gyllembourg i sit hjem og andre litterært påvirkede motiver, som ligger uden for hans øvrige, meget omfattende produktion.

Marstrands gennembrud kom under hans andet ophold i Rom 1845-48. Her gav han sig for første gang i kast med at male legemsstore figurer. Og det kostede ham megen anstrengelse: -- "man må gøre Rede for det mindste, og jeg beflitter mig på at være så redelig mod mig selv og andre i den Henseende, som muligt". Billedet, den vidt berømte italienske osteriscene (Piger, der byde den indtrædende velkommen), var "temmelig avanceret" i 1846, og blev alligevel udstillet tre år efter.

Portrætter[redigér | redigér wikikode]

En lang række af tidens kendte mænd og kvinder blev levende og sandfærdigt skildret af Marstrand.

Samtidig tog han fat på en række kompositioner til udsmykningen af Universitetets Solennitetssal og malede forskellige mindre arbejder som En Dans i det frie på Ischia (1849). Det var lykkelige år for ham: han følte selv, at der var foregået et omslag i hans kunst af gennemgribende betydning. Han havde forladt "sin sædvanlige Størrelse" og mente ikke længere, at "det alvorlige laa ham fjærnt". Nu gik det også op for hans landsmænd, "at de i ham havde en udmærket mester, et geni, som stillede alle forgængerne i skyggen. Han var bleven mere mådeholden, rolig og bevidst end før; den noget pyntelige og glatte pensel veg for en bred og stort anlagt, hans farve var varmere og kraftigere, den maleriske behandling friere og djærvere, hans lune elskværdigere og mildere, hans ånd mere omfattende og almen".

Marstrand udviklede det nye i Sverige og Venedig, Nederlandene og Paris, selv om hans kolorit af og til kunne blive tung og sort i skyggerne.

Marstrand fortsatte med at male svenske og italienske motiver. I slutningen af 1850'erne tog han fat på portrætmaleriet i større stil og med større held end tidligere.

Monumental kunst[redigér | redigér wikikode]

Christian IV på "Trefoldigheden" i søslaget på Kolberger Heide

Portrætmaleriet førte ham til den monumentale kunst, til historiemaleriet. Samtiden så i det grundlaget til hans varige berømmelse. Den kolossale altertavle til Faaborg Kirke, Christus i Emmaus (malet i 1858), og andre store værker lagde beslag på ham til hans død. Først i 1859 overtog han arbejdet med udsmykningen af Christian 4.’s kapel i Roskilde Domkirke efter Eddelien, der døde i 1852. Motiverne til de to store vægbilleder: Christian IV’s Dom over Christoffer Rosenkrantz og Christian IV på "Trefoldigheden" i søslaget på Kolberger Heide lå fast. Nyt var Christi Opstandelse, som han malede til det vanskelige lys på pillen mellem vinduerne i stedet for Thorvaldsens statue af kongen, som ansås for lille og uanselig. Efter tre års arbejde stod kapellet færdigt i 1866. De store vægbilleder med kraftige oliefarver, den præcise karakteristik af de historiske personer og den gribende dramatik gør indtryk på grund af kunstnerens talent til at komponere og skildre de gode gamle dage med sejr og retfærdighed.

Marstrands talent ses også i universitetets festsals store vægbillede, som han afleverede i 1871. Det forestiller Universitetets Indvielse i Frue Kirke 1. Juni 1479 og imponerede ved den stilfulde alvor og den menneskelige skildring af begivenheden. "Det er mesterens hovedværk, som vil bære hans navn gennem tiderne, den fuldmodne frugt af hans geniale stræben", siger en samtidig kritiker. Hans malerier omtales anderledes – drillende – i det satiriske tidsskrift Corsaren i 1845 og 1846.

Marstrand satte aldrig sit lune over styr, end ikke da alderdom og svaghed tog hårdt på hans sjæl. Hans søn læste i Marstrands høje alder højt af Don Quixote, og det fik igen latteren frem hos maleren.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

I 1850 giftede Marstrand sig med Margrethe Christine Weidemann og fik med hende fem børn. Marstrand led af sukkersyge og var tungsindig og mørk efter sin hustrus pludselige død 26. januar 1867. Han udstillede i 1869 Den store Nadver, som allerede havde foresvævet ham i Venedig, hvor han så malerier af Paolo Veronese. Han fortsatte med at male og tegne efter et apoplektisk tilfælde i oktober 1871, efter at han havde fuldført det store universitetsbillede. I april 1872 pådrog han sig en brystlidelse, som 25. marts 1873 gjorde ende på hans liv. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Vurderingen af hans geni[redigér | redigér wikikode]

Begejstringen for Marstrands farvestrålende malerier svandt senere, da betydelige samlere som Hans Tobiesen døde. I de seneste år er interessen dog steget for hans store litterære og fortællende billeder. Marstrand omtales i dag som en af de første, der som Frankrigs Jean-Baptiste Greuze overførte det akademiske historiemaleri til dagligdagen. Interessen for Marstrands liggende kvindelige modeller er usvækket.

Vurderingen af Marstrands geni er ændret. Der skal en nyvurdering til, før det igen kan siges som i Dansk biografisk leksikon 1887 – 1905: "Hans geni har tvært imod holdt stand og vundet i glans i tidernes løb; ingen har forsøgt at gøre det den udmærkede plads stridig, som det indtager i vor kunsthistorie". Kunstnere som C.A. Jensen, Christen Købke (som i 1836 malede Marstrand, siddende med en rose i munden), J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Lorenz Frølich kom ikke på tale omkring 1890.

Karl Madsen placerede i sin monografi fra 1905 Marstrand side om side med Bertel Thorvaldsen. I de følgende ca. 75 år faldt hans status drastisk bl.a. pga. hans problemer med farverne. Dog har Marstrands status i de forgangne år igen været for opadgående, især for at have trukket kunsten ud af guldalderens harmoniske univers.[1] En lignende vurdering findes i Weilbachs Kunstnerleksikon forskellige udgaver, Weilbach 1. udgave fra 1877-78 kalder ham en stor mester, Weilbach 2. udgave fra 1895 er meget kritisk over for hans kunst, mens Weilbach 3. udgave fra 1947 er nøgternt beskrivende og taler om en decideret "omvurdering". Fælles for de to sidste er, at de finder, at Marstrand var for produktiv, og det gik ud over kvaliteten.

Gennem tiden er der skrevet meget om vurderingen af Marstrand fra den første biografi i 1857 af Johan Louis Ussing i Danmarks Illustrerede Almanak til Kasper Monrads Hverdagsbilleder fra 1989. Vurderingen af Marstrand ændrede sig i 1930'erne, årsagen hertil var sikkert, at der skete et generationsskifte blandt ledere i Kunstmuseet, Glyptoteket, Kunstakademiets bibliotek og på Universitetet, de nye ledere undlod at beskæftige sig med med guldalderen.[2]

Gader, frimærker og tyveri[redigér | redigér wikikode]

I København anlægges i 1883 Marstrandsgade, siden Wilhelm Marstrands Gade, som en del af Kartoffelrækkerne, hvis gader har fået navne efter en række kunstnere.[3] I 1984 blev et af hans malerier trykt i frimærkeserien med danske malerier.

To malerier af Marstrand med Holbergmotiver blev stjålet fra Det Kongelige Teater i foråret 2010: Barselsstuen er vurderet til kr. 250.000 og Per Degn synger for en Snaps til kr. 125.000. Billederne er fundet og restaureret efter tyvens hårdhændede behandling.[4]

Det ældste bevarede selvportræt af Wilhelm Marstrand er dette fra 1834, der findes på Frederiksborgmuseet.

Gengivelser af Marstrand[redigér | redigér wikikode]

Værker[redigér | redigér wikikode]

Den vantro Thomas, ca. 1870, ikke færdiggjort, oprindelig tiltænkt Sankt Pauls Kirke ved Nyboder.
  • Et Uheld paa Kilderejsen (skitse, 1830, Statens Museum for Kunst)
  • En Flyttedagsscene (1831, Nivaagaards Malerisamling og Den Hirschsprungske Samling)
  • En Gadescene i Hundedagene (1832, Statens Museum for Kunst)
  • Et musikalsk Aftenselskab hos Grosserer, Vinhandler Waagepetersen (1834, Frederiksborgmuseet)
  • En Auktionsscene (1835, skitse i Nivaagaards Malerisamling)
  • Nausikaa bringer den skibbrudne Odysseus Klæder (1835, Statens Museum for Kunst)
  • Det Waagepetersenske Familiebillede (1836, Statens Museum for Kunst)
  • Et Aftenselskab (1836, Frederiksborgmuseet)
  • Skt. Antoniusfesten i Rom (1838, to skitser i Nivaagaards Malerisamling)
  • Romerske Borgere forsamlede til Lystighed i et Osteri (1839, Nivaagaards Malerisamling, mange skitser hertil, bl.a. i Den Hirschsprungske Samling)
  • Lystighed uden for Roms Mure paa en Oktoberaften (1839, Thorvaldsens Museum)
  • Abate omgivet af italienske Piger (1839, Den Hirschsprungske Samling)
  • Jeppe ved Bordet (1840'erne, Den Hirschsprungske Samling)
  • Søstersengen (1840?, Statens Museum for Kunst, skitse i Den Hirschsprungske Samling)
  • Skydeskive for Søren Borch i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab (1842, Den Hirschsprungske Samling)
  • Scene af Bondelivet, motiveret efter Holbergs Erasmus Montanus (1843, Kunstakademiet, gentagelse på Statens Museum for Kunst)
  • En friers Moder taler sin Søns Sag (1845, Statens Museum for Kunst)
  • Fra Ludvig Holberg: Barselsstuen (1845, Statens Museum for Kunst)
  • Don Quixote og Sancho Panza rider fra Værtshuset (ca. 1845-48, Den Hirschsprungske Samling)
  • Politikere uden for et Osteri paa et italiensk Torv (1847, Den Hirschsprungske Samling)
  • Piger i Karnevalsdragt skæmte med en Abbate (1847?, Den Hirschsprungske Samling)
  • Italiensk Osteriscene. Pige der byder den indtrædende Velkommen (1847, Ny Carlsberg Glyptotek)
  • En Romerinde i Karnevalsdragt (1847, Statens Museum for Kunst)
  • En Charlatan sælger Blanksværte paa Piazza Barberini i Rom (1847?, Ny Carlsberg Glyptotek)
  • Dans i Skumringen på Ischia (landskabet malet af Louis Gurlitt, 1847)
  • Don Quixote angriber Faareflokken (1847, Fyns Kunstmuseum)
  • Moccoli Aftenen paa Corsoen i Rom (skitse, 1848, Ordrupgaard)
  • Collegium Politicum. Fra Ludvig Holberg: Den politiske Kandestøber (1852?, Statens Museum for Kunst, senere version i Den Hirschsprungske Samling)
  • Til Leksands Sognekirke i Dalarne kommer Folket i deres store Kirkebaade over Siljansøen om Søndagen til Gudstjeneste (1853, Statens Museum for Kunst)
  • Færgescene paa Canale Grande i Venedig (1853, Ordrupgaard)
  • To knælende Venetianerinder (1853, Ordrupgaard)
  • Landstigning i Venedig. En Tiggergondol har paa Canale Grande fulgt en Herskabsgondol (1854, Statens Museum for Kunst)
  • Rejsende i Venedig (1854, Den Hirschsprungske Samling)
  • Gondol med Tiggermunke (1854, Den Hirschsprungske Samling)
  • Parti fra Canale Grande (1854, ARoS Aarhus Kunstmuseum)
  • Annette Hage viser sin Brodersøn Hother Hage en Bog med Planteafbildninger (1856, Nivaagaards Malerisamling)
  • Frierens Besøg. Scene fra Hverdagslivet (1857, Statens Museum for Kunst, andre versioner smst. og på Ny Carlsberg Glyptotek)
  • Musikanter paa Markuspladsen (1857, ARoS Aarhus Kunstmuseum)
  • Kristus og Disciplene i Emaus (1858, Faaborg Kirke)
  • Fra Ludvig Holberg: Det lykkelige Skibbrud, V. Akt (1857-59, Ny Carlsberg Glyptotek, skitse på Nivaagaards Malerisamling)
  • En Trolovelse ved en Sygeseng (1860'erne, Statens Museum for Kunst)
  • Kunstnerens Hustru og Børn i Atelieret paa Charlottenborg (1862-66, Statens Museum for Kunst)
  • Christian IV paa Trefoldigheden (skitse, 1863, Ny Carlsberg Glyptotek)
  • Arendses sidste Besøg hos Johannes Ewald ved dennes Sygeleje (1864, Frederiksborgmuseet)
  • Christian IV paa Trefoldigheden (1864-66, Roskilde Domkirke)
  • Christian IV dømmer Rosenkrantz (1864-66, Roskilde Domkirke)
  • Den opstandne Kristus (1864-66, Roskilde Domkirke)
  • Jacob von Thyboe og Jean de France (1865, Statens Museum for Kunst)
  • Per Degn synger for en Snaps (1865, Statens Museum for Kunst, skitse på Ny Carlsberg Glyptotek)
  • Holberg til Kaffeselskab (1866?, Den Hirschsprungske Samling)
  • Adam og Eva (1867?, Den Hirschsprungske Samling)
  • Paris' Dom (1867?, Malmö Museer)
  • Den nyskabte Eva (1867?, Gisselfeld)
  • Eva rækker Adam Æblet (1867?, Statens Museum for Kunst)
  • Den fortabte Søns Hjemkomst, jødisk Version (1868, Statens Museum for Kunst)
  • Parablen. Den store Nadver (1869, Statens Museum for Kunst, skitse på Den Hirschsprungske Samling)
  • Lignelsen om de betroede Pund (1869, Statens Museum for Kunst, ændret version på Ny Carlsberg Glyptotek)
  • Kvinder knuser Majs (1869, Statens Museum for Kunst)
  • Universitetets Indvielse i Vor Frue Kirke den 1. Juni 1479 (1869-71, Københavns Universitets festsal)
  • Ligvognstoget. Snefald, Vinterdag ved Holmens Kirke (1870, ARoS Aarhus Kunstmuseum)
  • Den vantro Thomas, (ca. 1870, Randers Kunstmuseum) ikke færdiggjort
  • En Abbate skæmtende med to unge Piger (1873, Thorvaldsens Museum)

Portrætter[redigér | redigér wikikode]

Selvportrætter, se ovenfor om gengivelser af Marstrand

Andet[redigér | redigér wikikode]

  • Tegninger, grafik og skitsebøger især i Kobberstiksamlingen og Den Hirschsprungske Samling
  • En lang række illustrationer i træsnit, kemitypi og litografi

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Gitte Valentiner, Nivaagaard viser Marstrand, 1992, ISBN 87-981476-8-4, side 5
  2. ^ Gitte Valentiner, Wilhelm Marstrand: Scenebilleder. København: Gyldendal, 1992. ISBN 87-00-04517-9, side 158
  3. ^ Olav Harsløf og Anne Røssel, Kartoffelrækkerne, s. 45, ISBN 978-87-982421-1-6
  4. ^ Ekstra Bladet – Kunstkup på Det Kongelige Teater
  5. ^ a b c d e f Den portrætteredes biografi i Dansk biografisk leksikon.
  6. ^ E.F.S. Lund og C.C. Andersen, Danske malede Portrætter, bind 1, København: Gyldendal 1895, s. 93.
  7. ^ Roskilde Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab
  8. ^ Jf. Christian Waagepetersens biografi i Dansk Biografisk Leksikon.

Primær kilde[redigér | redigér wikikode]

Supplerende kilder[redigér | redigér wikikode]