New historicism

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

New historicism er form for historisk litteraturanalyse og en litteraturteori. New historicism opstod i 1980'ernes USA, som en reaktion på nykritikernes forestilling om, at et litterært værk kan stå alene, og derfor skal læses uafhængigt af dets samtid eller forfatterens person. At der er tale om en reaktion afspejles meget godt af navnet new historicism, der tydeligvis er afledt af New Criticism. New historicism understreger vigtigheden af at studere tekster i en bred historisk kontekst, hvilket vil sige, at litteraturen ses i samspil med andre religiøse, sociale, kulturelle og politiske tendenser. Hovedkræfterne bag new historicism er litteraturforskere som Stephen Greenblatt, Louis Montrose, Stephen Orgel og Catherine Gallagher.[1] Greenblatt, der er skeptisk over for teorier om litteratur, har understreget, at han ikke mener, at new historicism (som han foretrækker at kalde cultural poetics) skal forstås som en doktrinær teori, men at new historicism snarere er en fleksibel måde at arbejde med litteratur på.[2] Greenblatt har således prøvet at lede ved eksemplets magt og skrive analyser, der er new historicist, snarere end at skrive programmatiske, teoretiske fremstillinger om, hvad new historicism er.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

New historicism blev udviklet i opposition til nykritikken og dekonstruktion, da af new historicismens grundlæggere blev anset for at være formalistiske tilgange til litteratur.[3] Greenblatt var fxi højere grad var inspireret af Michel Foucaults tanker, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at den er interesseret i at undersøge magtforhold. Denne poststrukturalistiske baggrund blev til tider også koblet med visse tanker fra marxistisk litteraturteori.

Metode[redigér | redigér wikikode]

Grundlæggende kan new historicist læsninger af litteratur karakteriseres som levnslæsninger, hvilket vil sige, at man ved at studere værker på kulturhistorisk vis kan finde frem til indsigter om den måde, datidens kultur så ud på. Fx kan en dansk historiebog fra 1948, der handler om 2. slesvigske krig i 1864, både forstås som en beskrivelse af begivenhederne i 1864. Denne måde at forstå sådan en historiebog på ville være at bruge den som beretning. En anden måde at læse dette værk på ville være at forstå det i forhold den tid, hvor historiebogen blev skrevet og udgivet (altså i 1948), dvs. kort efter at Danmark havde været besat af Tyskland i fem år. Dette er således en form for levnslæsning. Forskere med udgangpunkt i new historicism ville i dette eksempel ikke således spørge efter, "hvad skete der?", men ville i stedet stille spørgsmålet, "hvordan blev disse begivenheder fortolket i fortiden?"[4] Fremstillinger af new historicism bygger nogle gange på misforståelser om, hvad historiefaget er. Således skriver litteraten Lois Tyson, at

de spørgsmål, der stilles af traditionelle historikere og af nyhistoristiske kritikere er ganske forskellige og det skyldes, at disse to tilgange til historien er baseret på meget forskellige anskuelser af, hvad historie er, og hvordan vi kan opnå viden om den. Traditionelle historikere spørger "Hvad skete der?" Og "Hvad fortæller denne begivenhed os om fortiden?" I modsætning hertil spørger nyhistoristiske kritikere, "hvordan er en begivenhed blevet fortolket?” og "hvad fortolker fortolkningerne os om fortolkerne?"[4]

På denne måde har visse historikere argumenteret for, at new historicism ikke grundlæggende adskiller sig fra historiefaget - den er bare interesseret i læse tekster som levn.[5] New historicism er altså meget interesseret i repræsentationer og er mere interesseret i skrive kulturhistorie end begivenhedshistorie eller socialhistorie. Denne skelnen vil for mange historikere blot blive forstået som forskellen mellem levnslæsning og beretningslæsning. Stephen Greenblatt forklarer, at hans motivation for at udarbejde new historicism var, at han mente, at den historiske kontekst ofte blev brugt som en måde til "at lukke en tekst ned på"; altså at kontekstutalseringen forsimplede den litterære tekst, som han var interessereret i at forstå. Han forklarer, at "det historiske bevismateriale […] er almindeligvis blev påberåbt i litteraturkritik til at understøtte tekstanalysen virkede for at være død, fordi denne metode var en fjende af forundringen: det blev bragt ind for at bringe orden til tilfældighed og forstyrrelse."[6] M.R. Habib argumenterer for, at "litteratur skal studeres inden for dens bredere kulturelle kontekst, i de diskursive kontekster der spænder over politik, religion og æstetik såvel som den økonomiske kontekst.”[7]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Greenblatt, Stephen (2007) Learning to Curse. New York: Routledge.
  • Greenblatt, Stephen & Gallagher, Catherine (2000) Practising New Historicism. Chicago: University of Chicago Press.
  • Habib, M.A.R. (2005) A History of Literary Criticism: From Plato to the Present. Malden, MA: Blackwell Publishing.
  • Kjørup, Søren (2008) Menneskevidenskaberne, Bind 2. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
  • Kristensen, Bent Egaa (2007) Historisk Metode. København: Hans Reitzel.
  • Tyson, Lois (2006) Critical Theory Today. New York: Routledge.
  • Veeser, H. Aram (red.) (1989) The New Historicism. New York: Routledge.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kjørup 2008, s. 108.
  2. ^ Habib 2005, s. 762.
  3. ^ Kjørup 2008, s. 108-109.
  4. ^ a b Tyson 2006, s. 282.
  5. ^ Kristensen 2007, s. 242.
  6. ^ Greenblatt 2007, s. 5-6.
  7. ^ Habib 2005, s. 760.