Suðuroy

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Suðuroy
Placering af Suðuroy på Færøerne
Placering
Dansk navn Suderø
Areal 163,7 km²
Befolkning
- tæthed
4.685 (2014)
28 indb./km²
Største by Tvøroyri (med omegn)
Højeste punkt Gluggarnir (610 moh)
Suðuroy

Suðuroy (dansk Suderø) er den sydligste ø på Færøerne. Tvøroyri i nordøst og Vágur i syd er øens to industri og handelsmetropoler. I nord befinder sig de to bygder Sandvík og Hvalba, som er forbundet med tunneller, fra bygderne man ser øerne Lítla Dímun og Stóra Dímun. Øst for Tvøroyri ligger bygden Froðba som er Færøernes ældste bygd. Omkring år 625 blev kong Frode slået ud af kurs på hjemrejsen fra Irland til Danmark, og bygden ligger der, hvor han gik i land. Porkeri ligger nordøst for Vágur, navnet menes at hentyde til svineavl i ældre tid. Nord for Porkeri i Hov levede vikingehøvdingen Havgrímur. Hans gravhøj nord for byen er et minde fra vikingetiden på Færøerne. Fámjin er den eneste færøske bygd, der ligger direkte ude ved det vestlige Atlanterhav. Sumba er beliggende på sydvestsiden, bygden ligger ud til det åbne hav, beskyttet af Sumbiarhólmur. Holmens mange fugle sørger for, at de om sommeren udsatte får har det bedste græs og dermed en fremragende kødkvalitet. Suðuroy har et veludbygget vejnet med let adgang til landskaber, og høje fuglefjelde og klipper, som f.eks Beinisvørð nord for Sumba, Akraberg øst for Sumba, Eggjarnar, Vágseiði og Fámara ved Vágur, landskabet Hvannhagi nord for Tvøroyri, Á Røðini, også kaldet Kikkerten, da der er opsat en kikkert, sydvest for Hvalba og Lambhagin og Ásmundurstakkur vest for Sandvík. Øen er med sin let tilgængelige vestkyst, velegnet til at observere Færøernes fugle.

Den 1. januar 2014 havde Suðuroy 4.685 indbyggere, fordelt på 14 bygder. Den største enkeltstående bygd er Vágur (1.320 indbyggere), men Tvøroyri, Froðba, Trongisvágur og Øravíkarlíð danner øernes største sammenhængende bebyggelse med 1.711 indbyggere (1752 hvis Øravík regnes med).

De fleste bygder ligger på østkysten. Kun Sumba og Fámjin ligger på vestkysten med de mange stejle og let tilgængelige fuglefjelde. Vágur og Hvalba har adgang til havet både fra østkysten og vestkysten, indtil ca. midten af det 20. århundrede benyttede disse bygder også vestkysten til kystfiskeri og havde både og bådhuse der. Efter at det blev mere almindeligt med trawlere og andre større fiskeskibe, blev det mindre vigtigt at sejle ud fra vestkysten og ansås også for farligt og besværligt. Bygderne er fra syd til nord: Sumba, Vikarbyrgi (nu ubeboet), Lopra, Akrar, Vágur, Porkeri, Hov, Fámjin, Ørðavík, Ørðavíkarlíð, Trongisvágur, Tvøroyri, Froðba, Hvalba og Sandvík.

Suðuroy har oplevet en reduktion i folketallet siden 1950'erne. Siden 1950 er folketallet faldet med en fjerdedel af befolkningen.

Administrativt er øen inddelt i kommunerne Fámjin, Hov, Hvalba, Porkeri, Sumba, Tvøroyri og Vágur. Den ubeboede ø Lítla Dímun, nordøst for Suðuroy, er en del af kommunen Hvalba.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Den 164,7 km² store Suðuroy har en aflang form, og strækker sig 32 km i nordvestlig–sydøstlig retning. Østkysten er karakteriseret af de dybe fjorde som skærer sig ind i landskabet. De længste fjorde er Trongisvágsfjørður og Vágsfjørður, hvor også de største bebyggelser ligger. Mellem disse ligger Hovsfjørður. Lopransfjørður er en fjordarm i sydlig retning af Vágsfjørður. Sandvík og Hvalbiarfjørður ligger på øens nordlige del.

Øen er bjergrigt, særlig på vestkysten og på den midteste del af øen. De højeste punkter på Suðuroy er Gluggarnir (610 moh.), Eystanfyri Herðablaðið (605 moh.) og Mjóstíggjur (592 moh. Det mest kende er fuglefjeld er det 470 meter høje Beinisvørð, vest for Sumba, som er en af de højeste havklipper i Europa.

I lighed med resten af Færøerne finder man en række små åer, bække og indsøer. De 0,17 km² og 0,15 km² store søer Kirkjuvatn ved Fámjin og Vatnsnes ved Hov er henholdsvis den 7 og 10 største indsø på Færøerne. Blandt de mindre åer kan nævnes Sandvíksá ved Sandvík, Stórá ved Trongisvágur og Stórá ved Sumba.

Suðuroy er omkranset af 262 holme og skær, og hovedparten ligger langs østkysten. De største holme ved østkysten Tjaldavíkshólmur (7,5 ha), Hovshólmur (1,7 ha) og Baglhólmur (0,8 ha). Sumbiarhólmur (7 ha). 5 km syd for Akraberg, det sydligste punkt på Suðuroy, ligger en skærerne Flesjarnar, der med den 11 m høje Munkurin er Færøernes sydligste punkt. Havstykket mellem Munkurin og Suðuroy, Røstin, er berygtet for sine stærke strømme.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Suðuroy har et subarktisk maritimt klima, stærkt påvirket af Atlanterhavet. Dette giver milde vintre, kølige somre og en gennemsnittlig årstemperatur på 6,4 °C. Temperaturforholdene ved målestationen ved Akraberg er sammenlignelige med Mykines. Nedbøren er størst i højtliggende strøg. Vindforholdene ved Akraberg gør, at nedbøren bliver særlig lille her. Vinden står sædvanligvis i sydvestlig retning. Gennemsnitlig årlig nedbør i Akraberg er 884 mm, blandt de laveste på Færøerne. Gennemsnitlig vindstyrke er 8,1 m/s.[1] Ved ekstremvejr er der blevet målt vindstyrker på over 50 m/s.[2]

Værdierne i tabellen er for perioden fra 1961 til 1990.

Vejr for Akraberg
Måned Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks 5.4 °C 5.4 °C 5.5 °C 6.5 °C 8.1 °C 9.9 °C 11.1 °C 11.4 °C 10.2 °C 8.8 °C 6.6 °C 5.8 °C 7,89 °C
Gennemsnitstemperatur 3.8 °C 3.9 °C 4.0 °C 4.8 °C 6.6 °C 8.4 °C 9.6 °C 10.0 °C 8.9 °C 7.5 °C 5.1 °C 4.2 °C 6,40 °C
Gennemsnitlig min 1.9 °C 2.0 °C 2.0 °C 2.9 °C 5.0 °C 6.9 °C 8.1 °C 8.5 °C 7.2 °C 5.8 °C 3.2 °C 2.2 °C 1,9 °C
Gennemsnitlig nedbør 90 mm 60 mm 77 mm 48 mm 43 mm 51 mm 65 mm 65 mm 94 mm 108 mm 90 mm 95 mm
Kilde: DMI[1]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsudvikling
År Ind.   ±%  
1801 781 —    
1840 1.104 +41.4%
1860 1.441 +30.5%
1890 2.511 +74.3%
1901 3.027 +20.5%
1925 5.141 +69.8%
1950 6.268 +21.9%
1960 6.055 −3.4%
1966 5.734 −5.3%
1970 5.500 −4.1%
1977 5.803 +5.5%
1983 5.842 +0.7%
1989 5.845 +0.1%
1995 5.097 −12.8%
2000 4.958 −2.7%
2005 5.036 +1.6%
2010 4.758 −5.5%
2015 4.650 −2.3%
Kilde: Offentlig statistik, Hagstova Føroya[3][4][5][6]

Suðuroy har oplevet en reduktion i folketallet og sin relative størrelse siden 1950'erne. Siden 1950 er folketallet sunket med en fjerdedel af befolkningen. Den største relative reduktion har været i aldersgrupperne 0–19 år og 20–39 år, noget som giver en overvejdende aldrende befolkning. Øen har specielt oplevet en fraflytning af unge kvinder. Fra 1985 til 2007 sank Suðuroys relative andel af Færøernes befolkning fra 13 % til 10 %. I samme periode sank andelen af kvinder på øen fra 48,3 % til 46,9 %. Nettoudflytningen til udlandet var dobbelt så stor som til andre steder på Færøerne.[5]

Kort over Suðuroy.
Illustration: Anker Eli Petersen/Postverk Føroya

Folketallet i bygderne i Suðuroy per 1. januar 2014:[3] Den 1. januar 2014 havde Suðuroy 4.685 indbyggere, fordelt på 14 bygder. Den største enkeltstående bygd efter folketal er Vágur (1.320 indbyggere), men Tvøroyri, Froðba, Trongisvágur og Øravíkarlíð danner øens største sammenhængende bebyggelse omkring Trongisvágsfjørður med 1.647 indbyggere.[3]

Bygd Indbyggere Kommune
Akrar 21 Sumbiar kommuna
Fámjin 100 Fámjins kommuna
Froðba 287 Tvøroyrar kommuna
Hov 118 Hovs kommuna
Hvalba 636 Hvalbiar kommuna
Lopra 85 Sumbiar kommuna
Porkeri 311 Porkeris kommuna
Sandvík 85 Hvalbiar kommuna
Sumba 251 Sumbiar kommuna
Trongisvágur 510 Tvøroyrar kommuna
Tvøroyri 850 Tvøroyrar kommuna
Vágur 1320 Vágs kommuna
Ørðavík 44 Tvøroyrar kommuna
Ørðavíkarlíð 67 Tvøroyrar kommuna

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Suðuroys historie

Bosætning og landbrugssamfund[redigér | redigér wikikode]

Kulstof 14-datering og pollenanalyser har indikeret korndyrking ved Hov og Akraberg i midten af 700-tallet. Man mener at irske og skotske eneboermunke var de første, der bosatte sig fast på Suðuroy. Myterne fortæller, at de havde marker og husdyr og tilbad Gud i ensomhed. Der findes flere spor fra de første bosættere. Myterne fortæller at de kom i skindbåde fra Skotland, Orkney og Shetlandsøerne. Der er fundet spor fra de første bosættere ved Akraberg i form af højryggede agre. Der er også fundet spor i Sumba, Mýrubyrgi, Hov, Froðba og ved Hvalba.

Et sagn fra 650 fortæller, at Froðba er den ældste bygd på Færøerne. Efter et togt til Irland kom kong Frode år 650 ud af kurs under hjemrejsen til Danmark. I tæt tåge fik de øje på Froðbiarnípa. Frode var den første, der gik i land på det ukendte sted. Han landsatte de medbragte husdyr og byggede en gård i Á Laði i Froðba, opkaldt efter kong Frode. Man mener at Færøerne af vikingerne blev brugt som mellemstation på rejserne til Island.

I år 700 bosatte nordmændene sig mere eller mindre permanent på Suðuroy. Nogen forskere sætter spørgsmålstegn ved, om munkene har været på Suðuroy og det øvrige Færøerne. Agersporene kan muligvis også stamme fra nordboerne. Myterne fortæller, at i 795 blev munkene fordrevet og flygtede. De første vikinger på Suðuroy kom formodentlig fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne Hebriderne og Isle of Man omkring 800 Stednavne som Hørg i Sumba og Hov peger på, at de hører til den første Landnamstid. (dem der tog land) Bygdenavnene Hvalba, Sumba og Froðba tyder på, at de var blandt de første stormandsgårde og bebyggelser omkring år 800, selv om stederne ikke er nævnt i de færøske sagaer.

Mindesmærke i Sandvík til minde om Sigmundur Brestisson.
Broen ved Glyvrabergsgjógv, vest for Sandvík.
Foto: Erik Christensen

I følge Færingesagaen overfaldt Tróndur í Gøtu i 1005 Sigmundur BrestissonLítla Dímun, men Sigmundur undslap. Senere besejrede Sigmundur Tronður, men lod ham gå fri. Sidst på året overrumplede Tronður med 60 mand Sigmundur på dennes gård på Skúvoy. Sigmundur forsøgte sammen med to andre at svømme til Stóra Dímun. Strømmen førte dem forbi øen og mod Suðuroy. Kun Sigmundur kom stærkt udmattet i land på stranden i Sandvík og myrdedes af Sandvíkbonden Tórgrimmur Illi (se mindestenen i Sandvík). For at skabe forlig lod Trónður i 1006 i Gøta, Tórgrimmur dømme ved Altinget til hængning. Efter henrettelsen af Tórgrimmur Illi fortæller sagnet, at Sandvík blev affolket. Andre forskere mener, at bygden først uddøde under den sorte Død i 1349. Bygden blev først bebygget igen 1816.

Den ældste skriftlige beretning om Suðuroy er fra Færingesagaen, hvor bygderne Hov og Sandvík bliver nævnt. Ellers er Hvalba, Froðba, Sumba, Víkarbyrgi og Akraberg sandsynligvis Landnamsbygder. Arkæologiske fund i Porkeri viser at der sandsynligvis har været bosætning fra 1000-tallet. Porkeri, Ørðavík, Vágur og Fámjin nævnes første gang skriftlig i Hundebrevet fra den sidste halvdel af 1300-tallet. (Hundebrevet er et brev fra Færøerne, skrevet mellem 1350 og 1400. Brevet i nyere tid blevet en vigtig kilde til at stadfæste mange færøske bygders alder).

Et sagn fortæller at to tredjedele af befolkningen omkom under Den sorte død i midten af 1300-tallet. Et andet sagn handler om en kvinde der overlevde som den eneste i Víkarbyrgi, men sådanne fortællinger er sandsynligvis overdrevet. Et tredje sagn fortæller om en frisisk, hedensk bosætning ved Akraberg som skal have bestået frem til den tid. Friserne nævnes i færøske danseviser. Om folkemindeerne ]n har en historisk kerne, om disse personer egentlig var frisere, og hvornår de kom til Færøernee, er uafklaret. Ifølge Adam af Bremen strandede de her i 1040.

I 1600tallet bliver Suðuroy udsat for gentagne sørøveroverfald, så der opstod hungersnød og mange af øens indbyggere døde af sult, deriblandt øens præst, Ismail Nielsen. 1615 blev det sørøverplagede Hvalba om foråret undsat af to danske orlogsfartøjer. Sørøverne, der brugte Hvalba som en slags basishavn, var desværre afsejlet 14 dage før den danske eskadres ankomst. Sørøverne havde blandt andet tortureret Suðuroys præst, Rasmus Sørensen, så han tog skade på sin forstand. Senere lykkedes det eskadren ved Norge at overmande sørøveren Mandus, der tidligere på året havde hærget i Hvalba. Senere i 1630 fik Suðuroys præst, Poul Rasmussen, fik sin afsked på grund af de sindsforstyrrelser efter den mishandling, han fik under sin flugt fra sørøverne året før, hvor sørøverne dræbte hans søn.

Den arbejdskrævende korndyrking aftog i senmiddelalderen, og fiskerbønderne lagde større vægt på kystfiskeriet. På Suðuroy og Sandoy var mælk-, kød- og skindproduktion af tamkvæg lige så udbredt som fårehold. Kvæget blev vinterfodret i stald med hø fra indmarken, og sendt på græsning i udmarken om sommeren. Fåreholdet var baseret på udmarksgræsning det meste af året. Stedsnavnet Porkeri vidner om at der også har været en mindre svineproduktion. I 1700-tallet begyndte man at dyrke kartofler. Økonomien forblev jordbrugsbaseret frem til industrialiseringen af fiskeriet i 1800- og 1900-tallet. Kød og spæk fra langfinnet grindehval har også været en vigtig madkilde. Grindehvalfangsten, på Suðuroy kan sandsynligvis føres tilbage til landnamstiden, deraf stedsnavne som Hvalba og Hvalvík (nu Sandvík). I perioden 1709–2011 blev der gennemført 207 grindadráp på Suðuroy. Den traditionelle fuglefangst og indsamling af æg var oftest rettet mod havfuglen lunde.

Handelen med Norge mindskedes efter "Den sorte død", og Hansaforbundet og hollænderne fik større indpas i 1300- og 1400-tallet. Lige før reformationen blev Færøerne underlagt et dansk handelsmonopol. Al handel måtte foregå i Tórshavn. Handelsmonopolet og sørøverangreb førte gentagne gange til hungersnød på Suðuroy i 1600- og 1700-tallet, og mange øboere omkom under risikable sejladser til Tórshavn. I 1636 frafaldt myndighederne anklagerne mod folk fra Hvalba og Vágur som havde handlet med et hollandsk skib. I 1755 blev Suðuroy fritaget for fisketiende, for det fisken ofte var fordærvet før den kom til Tórshavn. På grund af dårligt vejr skete det ofte at fisken ikke kunne sælges uden for øen. Tidlig i 1800-tallet udviklede smugling på øen sig. Handelsmonopolet var derfor nødsaget til at åbne en filial i Tvøroyri i 1836, en bygning blev bygget og er i dag en museumscafé. I 1856 blev handelsmonopolet ophævet, og købmandsfamilier i Vágur og på Tvøroyri begynde at etablere forretninger.

Industrialiseret fiskerisamfund[redigér | redigér wikikode]

Skonnerten TG326 «Johanna» i Vágur

Købmænd som Johan Mortensen (1816-1879 og Thomas Frederik Thomsen (1814–1871) i Tvøroyri og Jacob Dahl (1837-1915) i Vágur udvidede deres virksomheder til skibsrederier, skibsværft, fiskeforædling, klipfiskeksport, kølelager og maskinværksteder fra slutningen af 1800-tallet. Det første postkontor udenfor Tórshavn blev oprettet i Tvøroyri i 1877. I 1901 blev der etableret en norsk hvalfangststation i Lopra. Mortensen-familien i Tvøroyri købte i 1895 dampskibet Smiril, som begyndte at sejle i fast rutefart med gods og passagerer til de andre øer.

Tvøroyri voksede fra 66 indbyggere i 1860 til 600 i 1925, og Vágur til det dobbelte. Med industrialiseringen af fiskeriet udviklede de gamle landbrugsbygder sig til fiskerbygder. Der kom nye erhverv og samfundsklasser til. I de fleste færøske bygder var der ikke så stor forskel på folk, og selv om der var forskel, så var den ikke så synlig som i Tvøroyri og til en vis grad i Vágur. Der var der fremkommet en borgerklasse med købmændsfamilierne i spidsen. Nederst på stigen var fiskere, arbejdsmænd og fiskepiger. Det bedre borgerskabs huse var ikke placeret på ét sted, men deres status blev formidlet i form af husets størrelse, byggegrund, vedligeholdelse og have. Også "skipperne" havde velholdte huse. Der kom folk fra resten af Færøerne for at finde arbejde i Tvøroyri og Vágur.

På det træløse Færøerne har tørv været det almindeligste brændsel. Der har været udvundet kul på Suðuroy siden 1780. Egenproduktionen af kul og importeret kul, olie og paraffin blev i 1900-tallet de vigtigste energikilder for middelklassen og de jordløse arbejdere i fiskerbygdene. Kullet fra Suðuroy fik meget stor betydning under verdenskrigene for hele Færøerne. Det første vandkraftværk på Færøerne blev opført i Botnur ved Vágur i 1921. De nuværende to turbiner blev installeret i henholdsvis 1965 og 1966, og har en effekt på henholdsvis 1,1 MW og 2,2 MW.

Under den 2. verdenskrig blev Færøerne besat af Storbritannien, som tillod færøske fartøjer at sejle med Merkið. Flaget blev første gang hejst i Fámjin i 1919. Færøerne fordoblede værdien af sin fiskeeksport, og blev leverandør af ca. 20 % af hele Storbritanniens fiskekonsum under krigen. Færingerne påtog sig også transporten af islandske fisk til Storbritannien. 132 færøske søfolk, mange af dem fra Suðuroy, omkom under krigen. Efter krigen begyndte det moderne færøske sildefiskeri nord for øerne, som svækkede Suðuroys relative betydning. I 1950-årene opstod der også et omfattende kvotefiskeri i det færøske farvand. Da fangstforholdene for sild ændrede sig i slutningen af 1960erne, medførte det til at mange blev arbejsløse.

1963 bygges en 1400 m lang tunnel gennem fjeldet mellem Trongisvágur og Hvalba. Det bliver Færøernes første tunnel.[7] Den er stadig i brug og passer ikke til den moderne tids behov, da den kun har et bilspor med vigepladser, hvor biler der kører i nordlig retning mod Hvalba har vigepligt. Hvalba har aktivt erhvervsliv med flere trawlere og en fiskefabrik som er nødt til at transportere al fisk gennem den gamle tunnel, som er er så lav, at det kræver specialbyggede transportbiler at transportere fisk og andre varer fra Hvalba til Tvøroyri via tunnelen. Hvalba og Sandvík tiltrækker også turister, men turisme besværliggøres også pga. tunnelen, som er så lav, at store turistbusser ikke kan køre igennem. Landspolitikere har flere gange lovet at bygge en ny tunnel mellem Hvalba og Trongisvágur, men det er endnu ikke sket. Hvalbiar kommune har selv financieret en undersøgelse af hvor det er bedst at bygge en ny tunnel.[8][9]

Faldende fiskepriser i slutningen af 1980erne udløste en færøsk finanskrise, fra 1989–1995, som frem til midten af 1990erne medførte faldende lønninger, stor arbejdsløshed og konkurser blandt redere, værfter, fiskeopdrættere og i de offentlige erhverv. Mellem 1989 og 1995 oplevede Suðuroy et fald på ca. 13 % i folketallet. Efter bankkrisen blev der også på Suðuroy solgt skibe og fiskefabrikker til udenlandske købere, men de fleste af virksomhederne er igen ejet af færinger.

1968 fik øen en ny færge Smyril III. Med dette hurtiggående motorskib med plads til 300 passagerer, mindskedes sejltiden fra Tórshavn til Suðuroy til 3 timer fra før 4 timer. 1975 indsattes Smyril IV, en 6 år gammel dansk bilfærge. Færgetiden varede nu kun 2 timer. Nu kunne folk fra Suðuroy komme til Tórshavn og hjem igen samme dag. 2005 indsattes den nybyggede Smyril V med en kapacitet på 200 biler (eller 60 store lastvogne), ca. 1000 passagerer og en sejlhasigtighed på 21 knob. Komforten og kapaciteten forbedredes, men antal af ture per dag er stort set det samme som i 1980-erne, to ture retur hver dag, hvorimod folk fra Sandoy kan sejle til det centrale Færøerne ca. 7 gange daglig, den korte afstand på en halv time med færge tillader dette. Hærdede internationale krav om hviletid for mandskabet på færgerne har været gældende for Færøerne siden 2012,[10] og disse umuliggør at der indsættes flere ture mellem Suðuroy og Tórshavn, som kun en færge med to mandskaber, som skiftes til at arbejde om bord. Det ville kræve et ekstra tredie mandskab og blive meget dyrere ifølge landsrederiet Strandfaraskip Landsins. I 2014 var der planer om at spare endnu en af Smyrils ture, det ville gå ud over mandagen,[11] som er den eneste dag som har tre ture retur. Besparelsen blev dog ikke iværksat. Folk fra Suðuroy kan ikke deltage i aktiviteter i Tórshavn om aftenen uden at overnatte nordenfjords. Tirsdag, onsdag og torsdag er sidste tur til Suderø klokken 18.30, den sidste tur disse tre dage fra Suderø til Tórshavn er kl. 15.30. Folk som har ærinder på Suderø disse tre dage, bliver også nødt til at overnatte, da den første tur fra Tórshavn er kl. 13 med ankomst klokken 15 og sidste tur den nordpå igen som nævnt er klokken 15.30.[12]

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort over kommunerne på Færøerne.

Suðuroyar prestagjalds kommuna var en kommune som omfattede hele Suðuroy, og blev oprettet som en i en række kommuner baseret på ørigets præstegæld i 1872. Hvalbiar kommune blev udskilt som sin egen kommune i 1878, Froðbiar kommuna i 1879 og Vágs kommuna i 1906. Resten af arealet blev inddelt i Porkeris kommuna, Sumbiar kommuna og Fámjins kommuna i 1908.

Med indføringen af det kommunale selvstyre på Færøerne i 1872 tog man udgangspunkt i den kirkelige inddeling. Hele Suðuroy udgjorde Suðuroyar prestagjalds kommuna. Frem til 1908 blev sognene på Suðuroy gradvist udskilt som egne kommuner. Efter en grænsejustering ved Nes (mellem Vágur og Porkeri) i 1928 har strukturen stået uændret.[13]

Kommunerne ledes af et folkevalgt kommunestyre. Interkommunalt samarbejde praktiseres på de fleste tjenesteområder. I 2000-tallet har centralisering, øgede forventninger til offentlige tjenester, lave skatteindtægter og en aldrende befolkning aktualiseret spørgsmålet om kommunesammenlægninger på Suðuroy, fortrinsvis til én kommune.[14][15]

Kommune Adm.center Etableret Indbyggere Areal i km²
Fámjins kommuna Fámjin 1908 100 13
Hovs kommuna Hov 1920 118 10
Hvalbiar kommuna Hvalba 1878 721 40
Porkeris kommuna Porkeri 1908 311 14
Sumbiar kommuna Sumba 1908 357 25
Tvøroyrar kommuna Tvøroyri 1879 1758 43
Vágs kommuna Vágur 1906 1320 21

Fra 2010 er Suðuroy et af tre færøske politidistrikter.[16] Der skete en sammenlægning af distrikter (de gamle sysler), nogle år efter, at Færøernes anden undersøiske tunnel var åbnet mellem Leirvík på Eysturoy og Klaksvík på Borðoy og forbandt derved tre af Nordøerne med hovedstaden. En stor del af Færøernes befolkning har fået landfast vejforbindelse til hovedstaden Tórshavn. Suðuroy ligger dog så langt borte fra hovedstaden, to timer med færge, og er forholdsvis stor, at man har valgt at bevare den som et selvstændigt politidistrikt med . Jaspur Vang er distriktpolitimester[17] og sysselmand.[18]

Varðin Pelagic i Tvøroyri med T.F. Thomsens pakhuse til venstre.
Foto: Eileen Sandá

Erhvervsliv[redigér | redigér wikikode]

72,9 % af befolkningen i erhvervsaktiv alder var i arbejde i 2013.[19] Samtidig fordelte flertallet af lønmodtagerne sig på hav- og kystfiskeri (7,4 %), havbrug (3,8 %), fiskeforædling (16,3 %), skibsfart og maritim industri (9,8 %), varehandel (8,5 %) samt offentlig administration og service (34 %).[20] I perioden 1985–2005 var væksten i lønindtægter i Suðuroy 69 %, mens væksten i lønindtægter for Færøerne samlet var 104 %.[21]

De vigtigste fiskerihavne er Tvøroyri, Vágur og Hvalba. I Vágur og på Tvøroyri findes dybhavne, fiskefabrik, speditionsfirmaer og værft for reparation og skibsbygning.[22] I Tvøroyri åbnede virksomhederne Varðin og Delta Seafoods fabrikken Varðin Pelagic, i 2012, som tager imod og forarbejder pelagiske fisk. Fiskefabrikken har cirka 100 personer i arbejde, og har fryselager for 14 000 ton fisk.[23][24] Havbrug blev i 1980'erne drevet af flere ejere, men nu er de kun et brug tilbage, Faroe Farming, som har licens til havbrug i Vágsfjørður og Lopransfjørður, Øravík og Trongisvágsfjørður, det er laks som opdrættes. Virksomheden havde lokale ejere, men først opkøbte Havsbru fra Fuglafjørður aktiemjoriteten og et par år senere købte Bakkafrost Havsbrun og fik derved ejerskab i Faroe Farming. Havbrugene giver arbejspladser til mændene som fodrer laksene, til lakseslagteriet og til administrationen. Der arbejder omkring 70 personer hos Faroe Faming.

Rock Trawl Doors i Vágur producerer trawldører til eksport og til færøske trawlere.[25] Faroe Maritime Technic i samme bygd udvikler filtre og renseanlæg for olieholdigt vand i skibsfarten.[26][27] Hvalba har en forholdsvis stor trawlerflåde, en filetfabrik og en producent af fiskeredskaber, Bergið Fishing Gear, som specialiserer sig i bundtrawl.[28] Den tidligere hvalfangerhavn (storhvalfangst) Lopra var udgangspunkt for prøveboringer efter olie på færøsk sokkel i 1980- og 1990'erne. Ingen fund har vist seg driftværdige.[29]

Hvalba har Færøernes højeste udbytte fra jordbrugsarealet; et markatal på 98 mk., hvor 1 mk. svarer til 0,41 km². Gamle jordbrugsbygder som Sumba og Hvalba er stadig en stor andel kongsjord, men størsteparten af jordbrugsarealet i Suðuroy er odelsjord.[30] Fårehold er den vanligste driftsform, efter at Færøerne fik et fælles mejeri i Tórshavn i 1960, og de fleste mælkeproducenter i Suðuroy har omstillet driften til fårehold. I perioden 1990–2013 blev antallet af mælkeproducenter i Suðuroy reduceret fra 9 til 1, mens udbyttet per malkeko voksede med ca. 50 %.[31] Blandt de store øer har Suðuroy den højeste tæthet af får, 85 får per km², eller 14 000 i alt.[32] Uldvarefabrikanten Sirri blev etableret i Vágur i 2000 af Karin og Árni Brattaberg og havde produktionen der i flere år. Sirri har siden flyttet produktionen til udlandet og har forretning bl.a. i Tórshavn.[33]

Suðuroy havde indtil 2014 ikke haft nogen andel af de eftertragtede makrelkvoter. I 2014 fik et rederi i Vágur ret til makrelkvoter gennem et rederi i Hósvík, Ocean Group, som var en del af Thor, men i 2014 blev solgt til Vágur. Alex Vilhelm er direktør for rederiet.[34] Trawleren Asbjørn Senior blev købt fra skibets tidligere ejere i Hirtshals.[35] Makrelkvoterne kom fra Thors skib, Athena, som brændte i 2011 og blev ophugget.[36] Asbjørn Senior fiskede makrel ved Færøerne og i EU havområde, efter at EU afsluttede boykot mod Færøerne. Alex Vilhelm ejer også rederiet South Pelagic i Vágur, som lejer skibet Grunnabarð, som fisker sperling.[37][38]

I Lopra og Sumba produceres og sælges kildevand, som blev fundet ved bygningen af 3.240 m lange og 6 m brede Sumbiartunnilin. Kirvi i Lopra sælger vandet i store beholdere til offentlige institutioner og til private, mens Kelduvatn i Sumba tapper vandet på halvlitersflasker med brandet Bjørg.[39] Kirvi blev etableret af erhvervsmanden Jákup Joensen i 2010 og solgt til nye ejere i 2012.[40]

Skole- og Sundhedsvæsen[redigér | redigér wikikode]

Suðuroyar sjúkrahús i Tvøroyri. Den nyeste del af sygehuset ses i forgrunden.
Foto: Eileen Sandá

Der blev første gang ansat en vandrelærer på øen i 1737, men Suðuroy fik ikke et offentligt skolevæsen før 1845. Skolevæsenet er et ansvar for Færøernes regerings Kulturministerium. Der er folkeskoler i flere bygder. Skoler med elever fra 1. til 10. klasse findes i Vágur og Tvøroyri. Skolerne i Sumba, Porkeri og Hvalba underviser elever fra 1. til 7. klasse. I Fámjin undervises én elev.[41] Skolerne i Hov, Sandvík og Leiti (mellem Lopra og Akrar) er lukket.[42]

Ungdomsuddannelser i Suðuroy er lokaliserede i en ny skolebygning, som ligger i Porkeri, men nærmere bygden Hov. Det var Marita Petersen, som oprindelig havde bestemt, at et gymnasie skulle bygges i Vágur, hvor hun var født og opvokset, men andre politikere fandt en anden løsning, som gik ud på at bygge et alderdomshjem i Vágur, som kommunerne selv skulle betale, hvor det ellers er landet som betaler, kommunerne i den sydre del af Suðuroy fik lovet billige lån til gengæld. Der var stor utilfredshed med denne løsning, men den blev gennemført. Der blev ikke kun tale om et gymnasium, men også SoSu-uddannelser. Skolekomplekset blev taget i brug fra forårssemesteret 2009.[43] Den nordlige del af komplekset er et gymnasium med en sprog- og samfundsfaglig linje (Hugbreyt) og en naturfaglig linje (Náttúrubreyt), uddannelsesstedet kaldes Miðnámsskúlin í Suðuroy.[44] Omkring 30 elever får hvert år eksamensbevis fra gymnasiet i Suðuroy. Den sydlige del af komplekset er en Social- og sundhedsfaglig skole, Heilsuskúli Føroya, som uddanner fagarbejdere til sundhedsvæsenet og ældreomsorgen.[45] I 2012 blev 38 elever færdig uddannet som social- og sundhedshjælper (færøsk: Almanna- og heilsuhjálpari) og 25 blev færdig uddannet som social- og sundhedsassistent (færøsk: Heilsurøktari).[46]

Den sekundære sundhedstjeneste varetages af Suðuroyar sjúkrahús i Tvøroyri, det minste af tre sygehus i Færøerne. Det første sygehus på stedet blev bygget med private midler i 1904. Sygehuset flyttede ind i nye lokaler i 1953. Den nuværende bygning er fra 1995 og blev udvidet i 2005.[47] Med 26 sengepladser og 110 ansatte er sygehuset øens største arbejdsplads.[48] Sammen med sygehuset ligger øens alders- og plejehjem. Derudover er der også et alders- og plejehjem i Vágur, Hamragarður, samt beskyttede boliger for ældre i Vágur og Hvalba. Ældreområdet har indtil 1. januar 2015 hørt under Færøernes landsstyre, men blev lagt ud til kommunerne pr. 1. januar 2015. Primærsundhedstjenesten varetages af kommunelæge konsultationerne i Tvøroyri og Vágur, som har to læger hver.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Porkeris kirkja, en traditionel færøsk bygdekirke med tjæremalet træværk og græstag.
Foto: Erik Christensen
Dronning Margrethe 2. besøger Vágur i 2005.
Foto: Erik Christensen

Indenfor Fólkakirkjan er Suðuroy inddelt i to sogne. I sognet Suðuroyar norðara prestagjald deles Hvalba og Sandvík om en sognepræst, og Tvøroyri, Øravík og Fámjin om en anden. Sognepresten i Suðuroyar sunnara prestagjald betjener kirkerne i Vágur, Porkeri, Hov, Lopra og Sumba.[49] De søndage, hvor der ikke er præst til stede i kirkerne, afholdes degnegudstjenester.

I Suðuroy fejres Sankthans som Jóansøka (Johannes' vøka), som oprindelig var en lokal variant af Ólavsøka. Jóansøka holdes hvert andet år i Vágur (lige år) og ulige år i Tvøroyri siden 1924.[50] Sportskonkurrancer er en vigtig del af sommerstævnet, som også omfatter, kunstutstillinger og dansefester og til tider også en musikfestival. Afgangselever fra gymnasiet plejer at få uddelt deres eksamensbeviser under Jóansøka.

Der er fire danseforeninger i Suðuroy, som står for bevaringen af den færøske kædedans, disse er: Sumbiar Dansifelag fra Sumba, Jómsvíkingar fra Vágur og omegn, Suðuroyar Norðara Dansifelag fra Hvalba og Sandvík og Tvøroyrar Dansifelag[51] fra Tvøroyri og omegn. Danseforeningerne mødes om vinteren for at danse og kvæde folkeviser, men da de er for få til at danse hver for sig, så skiftes de i stedet til at mødes hos hinanden. Der danses ikke i fasten, det er en gammel tradition, formodentlig fra den katolske tid eller før, færinger i dag faster ikke i fasten, undtagen hvis de tilhører en af de religioner, som har den tradition, størstedelen af færinger hører til folkekirken, og disse faster ikke.

Kunst og litteratur[redigér | redigér wikikode]

Folket på Suðuroy har haft kontakt med udenlandske sømænd, og samtidig været mest isoleret fra resten af Færøerne på grund af den lange afstand. Skikker, folklore og sprog på Suðuroy har derfor nogle særtræk. En del folkedanstraditioner på Suðuroy blev fortrængt af moderne, engelsk dans tidlig i 1900-tallet, efter påvirkning bl.a. fra norske søfolk.[52] Folkedansen holdes i hævd af lokale danseforeninger, som er et hyppigt brugt indslag ved kulturelle arrangementer.[53]

Flere forfattere kommer fra Suðuroy. Blandt dem kan nævnes: Poul F. Joensen fra Sumba og Froðba, som er kendt for sin satire og sine romantiske digt. Martin Joensen fra Sandvík, som har skrevet romanerne Fiskimenn (1946) og Tað lýsir á landi (1952). En anden forfatter fra Sandvík er Steinbjørn B. Jacobsen som har skrevet i forskellige genrer, romaner, noveller, digte, skuespil og erindringer. Jákup Dahl fra Vágur har oversat en del af Bibelen til færøsk og digtet flere salmer.

Ruth Smith fra Vágur er den mest kendte kunstmaler fra Suðuroy. Smith regnes som Færøernes mest betydningsfulde kolorist.[54] I slutningen af 1980'erne blev der taget initiativ til at samle Ruth Smith's kunst samt hendes brors kunst og åbne et kunstmuseum i Vágur. Broderen, William Smith, var også kunstmaler og kendt på Færøerne. På 100-årsdagen for Ruth Smiths fødsel i 2013 blev hun og broderen fejret, og museet blev udvidet med en ny etage med kunstværk af William Smith. I Tvøroyri findes et kunstgalleri Gallarí Oyggin ved den danskfødte kunstner Palle Julsgart. Galleriet har udstillinger flere gange om året af forskellige kunstnere.

Sport[redigér | redigér wikikode]

De mest populære sportsgrene i Suðuroy er svømming, fodbold, håndbold (i Vágur), volleyball (i Tvøroyri), bordtennis (i Tvøroyri og Porkeri) og roning. Der findes aktive roklubber i Vágur og Tvøroyri, mens klubberne i Hvalba og Sumba ikke har deltaget i konkurrancer de sidste årtier. I 2011 blev en fælles roklub stiftet, Suðuroyar Kappróðrarfelag, som skulle være for hele øen. De deltog i kaproningen for 10'ere i 2012 og blev nummer to til færømesterskabet. Flere af roerne dyrker nu ikke kun den traditionelle kaproning i færøbåde, som foregår i fjorde og sund i juni og juli, men også indendørsroning i romaskiner. I nogle år har Færøernes Roforbund sendt de bedste indenfor denne sportsgren til VM, som foregår i Boston, og den 1. marts 2015 lykkedes det Dánjal Martin Hofgaard fra Vágur at vinde VM i indendørsroning i letvægt. Han er for øvrig barndomven med svømmeren Pál Joensen og begge er vokset op i den samme lille blinde gade, Skálabeiti, som er i nærheden af plantagen. Hofgaard har også trænet svømning sammen med Joensen og har svømmet på det færøske svømmelandshold.[55]

Vágs Svimjifelag og Tvøroyrar Svimjifelag fusionerede til Susvim (Suðuroyar Svimjifelag) i 2007 og har haft gode resultater siden. Den bedste udøver internationalt niveau er Pál Joensen, som er den eneste færøske svømmer, som har vundet medaljer ved EM og VM. Han repræsenterede Danmark i svømning ved Sommer-OL 2012.

Fodbolden på Færøerne blev fra 1942 til 1978 administreret af Ítróttasamband Føroya. Fótbóltssamband Føroya – Færøernes fodboldforbund, blev stiftet i 1979 og blev medlem af FIFA i 1988 og UEFA i 1990.

Tvøroyrar Bóltfelag (TB) blev stiftet i 1892 og er Færøernes ældste fodboldklub. Den er også Suðuroys mest vindende fodboldklub, med syv seriemesterskab i perioden 1943 til 1987.[56] TB er også aktive indenfor volleyball, og TBF spiller bordtennis. Bóltfelagið Royn i Hvalba blev grundlagt i 1943, og vandt 1. division (1. deild) i 1946. I 1996 og 2003 vandt klubben 2. division (2. deild). FC Suðuroy i Vágur og Sumba blev grundlagt i 2010 gennem en sammenlægning af Vágs Bóltfelag (VB, etableret 5. juni 1905) og SÍ Sumba (1949–2005). VB vandt den færøske eliteserie i fodbold i 2000 som hidtil eneste hold fra Suðuroy. VB består nu som en ren håndboldklub.

Udsigt fra fjeldene i syd til Fámjin
Vestkysten mellem Beinisvørð og Vágur

Turisme[redigér | redigér wikikode]

Vil man besøge Færøernes sydligste ø Suðuroy, kan man sejle med færgen Smyril fra Tórshavn til Suðuroy. Sejlturen varer 1 time og 50 minutter, og den er i sig selv en oplevelse. Allerede når skibet forlader havnen, sejler det tæt forbi hovedstadens ældste bydel, Tinganes, og dens rødmalede træhuse, der er tækket med græs. På den anden side ser man Nólsoy glide forbi. Når "Smyril" har forladt Nolsoy-fjorden, opdager man ved god sigtbarhed ude ved den vestlige horisont de maleriske øer Hestur og Koltur. Langsomt stryger skibet forbi Sandoys kyst med vandfald, grønne dale og fuglefjelde med mange søfugle. På den sidste strækning langs med Sandoys østkyst får man udsigt til de tre østvendte bygder: først Skálavík, derefter Húsavik og til sidst Dalur. Senere dukker øen Stóra Dímun op, som er beboet af en familie, der driver landbrug. Pludseligt rager der et over 400 m højt pyramideformet bjerg direkte op fra havets overflade. Det er Lítla Dímun og kun beboet af får hele året, som på dramatisk vis om foråret bliver sejlet derud, læsset over i robåde og derfra hejset op ad de bratte klipper. Nu varer det ikke længe, før færgen nærmer sig Suðuroy og drejer ind ad Tróngisvágsfjörður. Tvøroyri kirke lyser med sin gule og røde farve os i møde fra sin beliggenhed lidt hævet over bygden. Man føler sig med rette velkommen på Færøernes sydligste ø, der byder på mange spændende oplevelser.

Suðuroy har et veludbygget vejnet. Brug bilen som udgangspunkt til korte vandreture. Vejret kan skifte flere gange daglig. Planlæg ikke for meget i forvejen, men kør hen hvor vejret er bedst. Tag omgående ud i naturen, når vejret tillader det. Et godt råd: Følg fårestierne parallelt med kysterne, både vestkysten og østkysten er attraktive til korte vandreture. Hold mindst en afstand på 2 meter fra afgrunden.

På grund afstanden til resten af landet er øen anderledes, geografisk, sprogligt og kulturelt. Naturen er både idyllisk og storslået, grøn, lys og venlig og med stejle fuglefjelde mod vest. Hele vestkysten består af lodrette fuglefjelde, kun afbrudt af fire ejder ved Hvalba, Lopra og Vágur. Øen har et veludbygget vejnet ved øst og vestkysten og over fjeldene. Fra Hvalba og Sandvík er der udsigt til Lítla Dímun og Stóra Dímun. I Hvalbaområdet ses endnu rester fra en større minedrift. Der er stadig en mine i drift, og som kan besøges ved henvendelse til øens turistinformation. Fra Hvalba, kan man køre mod nord gennem en tunnel til Sandvík, med maleriske huse og en stor sandstrand. Kører man ind i dalen, så langt den dårlige vej tillader, kan man fortsætte vestpå til fods ud til vestkysten, hvor der er udsigt til de stejle fuglefjelde.

I 1836 oprettede man en filial på nordsiden af den velegnede naturhavn Trongisvágsfjørður. Stedets navn blev Tvøroyri, som hurtigt voksede og i en periode blev Færøernes vigtigste handelsplads. I dag er den gamle Krambod og dens pakhuse og sejlloft restaureret og bruges som café, restaurant og museum. Mange huse og haver fra den tid kan stadig ses. Tvøroyri er i dag vokset sammen med de to gamle bygder Trongisvágur og Froðba, hvor de sjældne basaltsøjler er et besøg værd. Nord for Tvøroyri, mindre end en times fjeldvandring ligger den idylliske og fredfyldte Hvannhagi som en gryde med en indsø og udsigt.

Midt på øen ved den lille bondebygd, Ørðavík, lå øens tingsted, Uppi millum Stovur. Tingstedet er en 10 minutters vandring spadseretur fra Ørðavík. Fra Ørðavík går der en fjeldvej mod vest til Fámjin, som kun beskyttet af et stenrev ligger ude ved det vestlige Atlanterhav. I bygdens kirken findes det første eksemplar af det færøske flag. Øst for kirken, kan man gå op til søen Kirkjuvatn.

Cirka fem minutters kørsel mod syd fra Ørðavík ligger Hov. Ifølge Færingesagaen og folkemyterne boede vikingen Havgrímur her, som i sin tid var høvding for en stor del af Færøerne. Bygden er efter sigende opkaldt efter hans hedenske alter. ”hov”, hvor der blev ofret til de nordiske guder. Hans gravsted er „undir Homrum“ i Hovi og er det eneste høvdingegravsted, som findes på Færøerne. I den gamle købmandsbutik ved havnen, ejet af Hovs Fornminnisfelag blev der 2008 åbnet "Savnið á Mýri" også kaldet "Fiskastovan" – en café med kunstgalleri og lokalmuseum. Den traditionelle færøske trækirke, blev oprindelig opført i 1862 i Vágur og genopført og indviet den 14. marts 1943 i Hov. Lige over for kirken ligger den nye kirkegård med udsigt til fjorden og den lille holm Hovshólmur, hvor får går på græs om sommeren. Kører man af den gamle fjeldvej Hovsegg vest for Hov parallelt med nordsiden af Hovsfjørður kan de specielle basaltformationer observeres, bl.a. "Troldkonens skørt" på fjeldsiden. Kør eller gå vestpå ad markvejen ud til de mange søer. Gå vest om søen Vatnsnes, hold eventuelt pause ved vandfaldet Ergifossur. I Ergidalur i nærheden af vandfaldet ses en gammel byggetomt fra Vikingetiden. Måske har de keltiske munke været der først. Følg fårestierne eller vardestierne i dalen efter eget valg.

I nabobygden Porkeri er den smukke gamle trækirke fra 1847 et besøg værd. Porkeri er kendt som en af de smukkeste bygder på Færøerne. Skipperrækken, som er en række med næsten ens huse, som kun skipperne havde råd til at bygge. Husene har kvist og det havde de andre huse, som blev bygget dengang ikke. Det omliggende område er naturskønt med mange muligheder for korte og lange vandreture, og også et godt sted for lystfiskere og historisk interesserede. I den gamle skole fra 1888 blev bygdens sømænd fra 1897 til 1903 undervist om aftenen i navigation af den lokale skolelærer. I blev den tidligere skole til et lokalmuseum. Museet udstiller blandt andet, fiskeredskaber, landbrugsredskaber, møbler og en interessant samling af lokale brugsting og gamle fotos fra bygden. Museet kan besøges hele året

Også hovedbygden Vágur på øens sydlige del voksede kraftigt og drog mange folk til sig i første halvdel af 1900 tallet. En del bygninger fra den tid er bevaret. Midt byen ligger den store betonstøbte Vágs Kirkja fra 1939. Foruden det restaurerede Pakhus er der også oprettet et kunstmuseum for Ruth Smith.

Sydligst på øen ligger Sumba, hvor den færøske kædedans stadig holdes i hævd. Her bør man ikke undlade at køre op til Akraberg, Færøernes sydspids med det højtliggende fyrtårn. Nord for Sumba ligger fuglefjeldet Beinisvørð, hvor der er udsigt til Suðuroy´s stejle vestkyst.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Kendte personer fra Suðuroy[redigér | redigér wikikode]

 

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Cappelen, John og Laursen, Ellen Vaarby (1998). {{{titel}}} (på dansk). Danmarks Meteorologiske Institut.
  2. Jacobsen, Søren Vallentin. Voldsom orkan på Færøerne (dansk). DR. Besøgt 5. marts 2015.
  3. 3,0 3,1 3,2 Fólkatalið 1. januar skift á býir/bygdir og kyn (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 6. juli 2014.
  4. Kommununevndin (1998). Frágreiðing um kommunur. Nýggj kommunal skipan í Føroyum (på færøsk). Tórshavn: Føroya landsstýri. ISBN 99918-3-044-8.
  5. 5,0 5,1 Holm, Dennis (2007). Demografisk lýsing av Suðuroy 2007 (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri økismenning. ISBN 978-99918-60-10-7.
  6. Trap, J.P. (1901). Kongeriget Danmark, Syderø Syssel (på dansk). bind: 5.
  7. landsverk.fo - Arbeiðið at gera Viðareiðistunnilin skotið í gongd
  8. landsverk.fo - Broytt linjuføring ger nýggjan Hvalbiartunnil munandi dýrari
  9. sudurras.fo - Niels Olaf Eyvindsson: Nýggjan Hvalbiartunnil.
  10. sudurras.fo - Semja um hvílutíðina á Smyrli
  11. in.fo - Leita eftir meiri pengum til Strandferðsluna
  12. ssl.fo - 7 Tvøroyri - Tórshavn
  13. Kommununevndin (1998). Frágreiðing um kommunur. Nýggj kommunal skipan í Føroyum (på færøsk). Tórshavn: Føroya landsstýri. ISBN 99918-3-044-8, side 421.
  14. Holm, Dennis og Mortensen, Bjarni (2004). Kommunusamanlegging - hvat siga suðringar? (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri samsfelagsmenning. ISBN 99918-971-5-1.
  15. Holm, Dennis og Mørkøre, Jógvan (2008). Tilgongd til kommunusamanlegging í Suðuroy (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri samsfelagsmenning. ISBN 978-99918-60-12-1.
  16. anklagemyndigheden.dk
  17. sudurras.fo - Løgreglan lutfallsliga nógv at gera
  18. in.fo - Kúlurnar sendar norður á Náttúrugripasavnið
  19. Arbeiðsfjøld og arbeiðsvirkin skift á kyn, bústaður, ár, eind og mát (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 22. juli 2014.
  20. Løntakarar skift á kyn, aldur, vinnugrein, ár og sýslur (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 22. juli 2014.
  21. Holm, Dennis og Mortensen, Bogi (2007). Vinnulívið í Suðuroynni í 2006 (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri økismenning. ISBN 99918-60-09-6.
  22. Port of Vágur (engelsk). Vágs kommuna. Besøgt 23. juli 2014.
  23. History (engelsk). Varðin Pelagic. Besøgt 31. juli 2014.
  24.  (2013) "Tvøroyri’s Pelagic Booster" – Faroe Business Report, the International Review of Faroe Islands Industry and Trade , s. 60–61.
  25. Rock Sp/f (engelsk og færøsk). Besøgt 6. august 2014.
  26. Olsen, Maria (2008) "Forging the new Faroes" – Faroe Business Report, the International Review of Faroe Islands Industry and Trade , s. 12.
  27. Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene url og titel must be specified (dansk). Den Danske Maritime Fond. Besøgt 6. august 2014.
  28. Olsen, Maria (2007) "Turning south, Bergið style" – Faroe Business Report, the International Review of Faroe Islands Industry and Trade , s. 66–67.
  29. Niclasen, Arnstein (2004). Orka og orkupolitikkur. Ein lýsing av orkusøgu, rákum og royndum í Føroyum og øðrum londum (på færøsk). Tórshavn: Vinnumálaráðið.
  30. Ogn skift á markatalsbygdir, ognarar og eind. Hagstova Føroya. Besøgt 7. juli 2014.
  31. Garðar, mjólkkýr og innvigað mjólk í 1 000 litrum skift á ár, slag og øki. Hagstova Føroya. Besøgt 7. juli 2014.
  32. Thorsteinsson, Kári (2001). Hagar og seyðamark (på færøsk). Tórshavn: Føroya jarðarráð. ISBN 978-9991830971.
  33. About Sirri (engelsk). Sirri. Besøgt 3. august 2014.
  34. ting.fo
  35. Fiskerforum.dk - TG 773 - ASBJØRN SENIOR THORSHAVN - Not - Trawl
  36. skipini.fo - Tí kom eldur í Athenu
  37. fiskur.fo - Asbjørn Senior: Landið fer við vinninginum
  38. Fiskimannafelaf.fo
  39. Fylgiskjal til loyvi at framleiða, flyta inn og selja øl, mineralvatn og lidnar leskidrykkir í einnýtisíløtum (færøsk). Umhvørvisstovan. Besøgt 6. august 2014.
  40. Um Kirvi (færøsk). Kirvi Lopransvatn. Besøgt 6. august 2014.
  41. kvf.fo - Fámjin 500 ár eftir Doffan
  42. Fólkaskúlin, næmingatal skift á skúli, ár og flokk (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 3. august 2014.
  43. Skúladepilin í Suðri avhendaður í januar (færøsk). Landsverk. Besøgt 3. august 2014.
  44. Gymnasial útbúgving (færøsk). Miðnámsskúlin í Suðuroy. Besøgt 5. marts 2015.
  45. Heilsuskúlin bjóðar tvær útbúgvingar (færøsk). Heilsuskúli Føroya. Besøgt 3. august 2014.
  46. Studentarskúlar og HF-skeið, næmingar skift á skúli, deild, flokk, ár og kyn (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 5. marts 2015.
  47. Søgan (færøsk). Suðuroyar sjúkrahús.
  48. Sjúkrahúsið (færøsk). Suðuroyar sjúkrahús. Besøgt 5. marts 2015.
  49. Prestagjøld (færøsk). Folkakirkjan. Besøgt 5. marts 2015.
  50.  (1984) "Ólavsøkan, ið gjørdist jóansøka" – Myndablaðið NÚ , nr. 4.
  51. sr.fo - Limafeløgini
  52. Stove, Sverre og Jacobsen, Jacob (1944). Færøyane. En skildring av landet og folket, dets historie, kultur og næringsliv (på norsk). Oslo: Tanum.
  53. Opielka, Andrea Susanne (2011). Danse- og sanglege på Færøerne. Oprindelse, udbredelse, nutidig tradition (på dansk). Faroe University Press. ISBN 978-9991865331.
  54. Poulsen, Kinna (2003). Ruth Smith (1913-1958) (dansk). Dansk Kvindebiografisk Leksikon (2003). Besøgt 5. marts 2015.
  55. swimmersdaily.com
  56. Faroe Islands - List of Champions hos RSSSF (besøgt 12. august 2014)


Koordinater: 61° 30′ N, 6° 49′ V

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: