Suðuroy

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Suðuroy
Placering af Suðuroy på Færøerne
Placering
Dansk navn Suderø
Areal 163,7 km²
Befolkning
- tæthed
4.685 (2014)
28 indb./km²
Største by Tvøroyri
Højeste punkt Gluggarnir (610 moh)
Placering 61°32′00″N 6°51′00″V
Fyrtårn Akraberg. bygget 1909

Suðuroy (dansk Suderø) er den sydligste ø på Færøerne. Tvøroyri i nordøst og Vágur i syd er øens to industri og handelsmetropoler. I nord befinder sig de to idylliske bygder Sandvík og Hvalba, hvor fra man ser øerne Lítla Dímun og Stóra Dímun. Øst for Tvøroyri ligger bygden Froðba som er Færøernes ældste bygd. Omkring år 625 blev kong Frode slået ud af kurs på hjemrejsen fra Irland til Danmark, og bygden ligger der, hvor han gik i land. Porkeri nordøst for Vágur betegnes ofte som en af Færøernes smukkeste bygder. Nord for Porkeri i Hov levede vikingehøvdingen Havgrímur. Hans gravhøj nord for byen er et minde fra vikingetiden på Færøerne. Fámjin er den eneste færøske bygd, der ligger direkte ude ved det vestlige Atlanterhav. Sumba er en smukt beliggende bygd på sydvestsiden. Den ligger ud til det åbne hav, beskyttet af Sumbiarhólmur. Holmens mange fugle sørger for, at de om sommeren udsatte får har det bedste græs og dermed en fremragende kødkvalitet. Suðuroy har et veludbygget vejnet med let adgang til flotte landskaber, og høje fjelde, som f.eks fuglefjeldet Beinisvørð nord for Sumba, landskabet Hvanhagi nord for Tvøroyri, Kikkerten sydvest for Hvalba og Ásmundurstakkur vest for Sandvík. Øen er med sin let tilgængelige vestkyst, velegnet til at observere Færøernes fugle.

Den 1. januar 2014 havde Suðuroy 4.685 indbyggere, fordelt på 14 bygder. Den største enkeltstående bygden er Vágur (1.320 indbyggere), men Tvøroyri, Froðba og Trongisvágur danner øernes største sammenhængende bebyggelse med 1.647 indbyggere.

Bygderne og deres folketal den 1. januar 2014: De fleste bygder ligger på østkysten. Kun Sumba og Fámjin ligger på vestkysten med de mange stejle og let tilgængelige fuglefjelde.

Suðuroy har oplevet en reduktion i folketallet. Siden 1950-årene. Siden 1950 har folketallet faldet sig med en fjerdedel af befolkningen. Den største relative reduktionn har været i aldersgruppene 0–19 år og 20–39 år, noget som giver en overvejende aldrende befolkning. Øen har specielt oplevet en fraflytting af unge kvinder. Fra 1985 til 2007 faldt Suðuroys relative andel af Færøernes befolkning fra 13 % til 10 %. I samme periode sank andelen kvinder på øen fra 48,3 % til 46,9 %. Nettoudflytningen til udlandet var dobbelt så stor som til andre steder på Færøerne.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Broen ved Glyvrabergsgjógv, vest for Sandvík

Den 164,7 km² store Suðuroy har en aflang form, og strækker sig 32 km i nordvestlig–sydøstlig retning. Østkysten er karakteriseret af de dybe fjorde som skærer sig ind i landskabet. De længste fjorde er Trongisvágsfjørður og Vágsfjørður, hvor også de største bebyggelser ligger. Mellem disse ligger Hovsfjørður. Lopransfjørður er en fjordarm i sydlig retning af Vágsfjørður. Sandvík og Hvalbiarfjørður ligger på øens nordlige del.

Øen er bjergrigt, særlig på vestkysten og på den midteste del af øen. De højeste punkter på Suðuroy er Gluggarnir (610 moh.), Eystanfyri Herðablaðið (605 moh.) og Mjóstíggjur]] (592 moh. Det mest kende er fuglefjeld er det 470 meter høje Beinisvørð, vest for Sumba, som er en af de højeste havklipper i Europa.

I lighed med resten af Færøerne finder man en række små åer, bække og indsøer. De 0,17 km² og 0,15 km² store søer Kirkjuvatn ved Fámjin og Vatnsnes ved Hov er henholdsvis den 7 og 10 største indsøer på Færøerne. Blandt de mindre åer kan nævnes Sandvíksá ved Sandvík, Stórá ved Trongisvágur og Stórá ved Sumba.

Suðuroy er omkranset af 262 holme og skær, og hovedparten ligger langs vestkysten. De største holme er Tjaldavíkshólmur (7,5 ha), Sumbiarhólmur (7 ha), Lopranshólmur (3,4 ha), Hovshólmur]] (1,7 ha) og Baglhólmur (0,8 ha). 5 km syd for Akraberg, det sydligste punkt på Suðuroy, ligger en skærerne Flesjarnar, der med den 11 m høje Munkurin er Færøernes sydligste punkt. Havstykket mellem Munkurin og Suðuroy, Røstin, er berygtet for sine stærke strømme.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Suðuroys historie

Bosætning og landbrugssamfund[redigér | redigér wikikode]

Froðba

Kulstof 14-datering og pollenanalyser har indikeret korndyrking ved Hov og Akraberg i midten af 700-tallet. Man mener at irske og skotske eneboermunke var de første, der bosatte sig fast på Suðuroy. Myterne fortæller, at de havde marker og husdyr og tilbad Gud i ensomhed. Der findes flere spor fra de første bosættere. Myterne fortæller at de kom i skindbåde fra Skotland, Orkney og Shetlandsøerne. Der er fundet spor fra de første bosættere ved Akraberg i form af højryggede agre. Der er også fundet spor i Sumba, Mýrubyrgi, Hov, Froðba og ved Hvalba.

Et sagn fra 650 fortæller, at Froðba er den ældste bygd på Færøerne. Efter et togt til Irland kom kong Frode år 650 ud af kurs under hjemrejsen til Danmark. I tæt tåge fik de øje på Froðbiarnípa. Frode var den første, der gik i land på det ukendte sted. Han landsatte de medbragte husdyr og byggede en gård i Á Laði i Froðba, opkaldt efter kong Frode. Man mener at Færøerne af vikingerne blev brugt som mellemstation på rejserne til Island.

I år 700 bosatte nordmændene sig mere eller mindre permanent på Suðuroy. Nogen forskere sætter spørgsmålstegn ved, om munkene har været på Suðuroy og det øvrige Færøerne. Agersporene kan muligvis også stamme fra nordboerne. 795 blev munkene fordrevet og flygtede. De første vikinger på Suðuroy kom formodentlig fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne Hebriderne og Isle of Man. 800 Stednavne som Hørg i Sumba og Hov peger på, at de hører til den første Landnamstid. (dem der tog land) Bygdenavnene Hvalba, Sumba og Froðba tyder på, at de var blandt de første stormandsgårde og bebyggelser omkring år 800, selv om stederne ikke er nævnt i de færøske sagaer.

Mindesmærke i Sandvík til minde om Sigmundur Brestisson.

I følge Færingesagaen I 1005 overfaldt Tróndur í Gøtu Sigmundur BrestissonLítla Dímun, men Sigmundur undslap. Senere besejrede Sigmundur Tronður, men lod ham gå fri. Sidst på året overrumplede Tronður med 60 mand Sigmundur på dennes gård på Skúvoy. Sigmundur forsøgte sammen med to andre at svømme til Stóra Dímun. Strømmen førte dem forbi øen og mod Suðuroy. Kun Sigmundur kom stærkt udmattet i land på stranden i Sandvík og myrdedes af Sandvíkbonden Tórgrimmur Illi (se mindestenen i Sandvík). For at skabe forlig lod Trónður i 1006 i Gøta Tórgrimmur dømme ved Altinget til hængning. Efter henrettelsen af Tórgrimmur Illi fortæller sagnet, at Sandvík blev affolket. Andre forskere mener, at bygden først uddøde under den sorte Død i 1349. Bygden blev først bebygget igen 1816.

Den ældste skriftlige beretning om Suðuroy er fra Færingesagaen, hvor bygderne Hov og Sandvík bliver nævnt. Ellers er Hvalba, Froðba, Sumba, Víkarbyrgi og Akraberg sandsynligvis Landnamsbygder. Arkæologiske fund i Porkeri viser at der sandsynligvis har været bosætting fra 1000-tallet. Porkeri, Ørðavík, Vágur og Fámjin nævnes første gang skriftlig i Hundebrevet fra den sidste halvdel af 1300-tallet.

Et sagn fortæller at to tredjedele af befolkningen omkom under Den sorte død i midten af 1300-tallet. Et andet sagn handler om en kvinde der overlevde som den eneste i Víkarbyrgi, men sådanne fortællinger er sandsynligvis overdrevet. Et tredje sagn fortæller om en frisisk, hedensk bosætning ved Akraberg som skal have bestået frem til den tid. Friserne nævnes i færøske danseviser. Om folkemindeerne ]n har en historisk kerne, om disse personer egentlig var frisere, og hvornår de kom til Færøernee, er uafklaret. Ifølge Adam af Bremen strandede de her i 1040.

I 1600tallet bliver Suðuroy udsat for gentagne sørøveroverfald, så der opstod hungersnød og mange af øens indbyggere døde af sult, deriblandt øens præst, Ismail Nielsen. 1615 blev det sørøverplagede Hvalba om foråret undsat af to danske orlogsfartøjer. Sørøverne, der brugte Hvalba som en slags basishavn, var desværre afsejlet 14 dage før den danske eskadres ankomst. Sørøverne havde blandt andet tortureret Suðuroys præst, Rasmus Sørensen, så han tog skade på sin forstand. Senere lykkedes det eskadren ved Norge at overmande sørøveren Mandus, der tidligere på året havde hærget i Hvalba. Senere i 1630 fik Suðuroys præst, Poul Rasmussen, fik sin afsked på grund af de sindsforstyrrelser efter den mishandling, han fik under sin flugt fra sørøverne året før, hvor sørøverne dræbte hans søn.

Den arbejdskrævende korndyrking aftog i senmiddelalderen, og fiskerbønderne lagde større vægt på kystfiskeriet. På Suðuroy og Sandoy var mælk-, kød- og skindproduktion af tamkvæg lige så udbredt som fårehold. Kvæget blev vinterfodret i stald med hø fra indmarken, og sendt på græsning i udmarken om sommeren. Fåreholdet var baseret på udmarksgræsning det meste af året. Stedsnavnet Porkeri vidner om at der også har været en mindre svineproduktion. Iå 1700-tallet begyndte man at dyrke kartofler. Økonomien forblev jordbrugsbaseret frem til industrialiseringen af fiskeriet i 1800- og 1900-tallet. Kød og spæk fra langfinnet grindehval har også været en vigtig madkilde. Grindehvalfangsten, på Suðuroy kan sandsynligvis føres tilbage til landnamstiden, deraf stedsnavne som Hvalba og Hvalvík (nu Sandvík). I perioden 1709–2011 blev der gennemført 207 grindadráp på Suðuroy. Den traditionelle fuglefangst og indsamling af æg var oftest rettet mod havfuglen lunde.

Handelen med Norge mindskedes efter "Den sorte død", og Hansaforbundet og hollænderne fik større indpas i 1300- og 1400-tallet. Lige før reformationen blev Færøerne underlagt et dansk handelsmonopol. Al handel måtte foregå i Tórshavn. Handelsmonopolet og sørøverangreb førte gentagne gange til hungersnød på Suðuroy i 1600- og 1700-tallet, og mange øboere omkom under risikable sejladser til byen. I 1636 frafaldt myndighederne anklagerne mod folk fra Hvalba og Vágur som havde handlet med et hollandsk skib. I 1755 blev Suðuroy fritaget for fisketiende, for det fisken ofte var fordærvet før den kom til Tórshavn. På grund af dårligt vejr skete det ofte at fisken ikke kunne sælges uden for øen. Tidlig i 1800-tallet udviklede smugling på øen sig. Handelsmonopolet var derfor nødsaget til at åbne en filial i Tvøroyri i 1836, en bygning blev bygget og er i dag en museumscafé. I 1856 blev handelsmonopolet ophævet, og købmandsfamilier i Vágur og på Tvøroyri begynde at etablere forretninger.

Industrialiseret fiskerisamfund[redigér | redigér wikikode]

Skonnerten TG326 «Johanna» i Vágur

Købmænd som Johan Mortensen (1816-1879 og Thomas Frederik Thomsen (1814–1871) i Tvøroyri og Jacob Dahl (1837-1915) i Vágur udvidede deres virksomheder til skibsrederier, skibsværft, fiskeforædling, klipfiskeksport, kølelager og maskinværksteder fra slutningen af 1800-tallet. Det første postkontor udenfor Tórshavn blev oprettet i Tvøroyri i 1877. I 1901 blev der etableret en norsk hvalfangststation i Lopra. Mortensen-familien i Tvøroyri købte i 1895 dampskibet Smiril, som begyndte at sejle i fast rutefart med gods og passagerer til de andre øer.

Tvøroyri voksede fra 66 indbyggere i 1860 til 600 i 1925, og Vágur til det dobbelte. Med industrialiseringen af fiskeriet udviklede de gamle landbrugsbygder sig til fiskerbygder. Der kom nye erhverv og samfundsklasser til. I de fleste færøske bygder var der ikke så stor forskel på folk, og selv om der var forskel, så var den ikke så synlig som i Tvøroyri og til en vis grad i Vágur. Der var der fremkommet en borgerklasse med købmændsfamilierne i spidsen. Nederst på stigen var fiskere, arbejdsmænd og fiskepiger. Det bedre borgerskabs huse var ikke placeret på ét sted, men deres status blev formidlet i form af husets størrelse, byggegrund, vedligeholdelse og have. Også "skipperne" havde velholdte huse. Der kom folk fra resten af Færøerne for at finde arbejde i Tvøroyri og Vágur.

På det træløse Færøerne har tørv været det almindeligste brændsel. Der har været udvundet kul på Suðuroy siden 1780. Egenproduktionen af kul og importeret kul, olie og paraffin blev i 1900-tallet de vigtigste energikilder for middelklassen og de jordløse arbejdere i fiskerbygdene. Kullet fra Suðuroy fik meget stor betydning under verdenskrigene for hele Færøerne. Det første vandkraftværk på Færøerne blev opført i Botnur ved Vágur i 1921. De nuværende to turbiner blev installeret i henholdsvis 1965 og 1966, og har en effekt på henholdsvis 1,1 MW og 2,2 MW.

Under den 2. verdenskrig blev Færøerne besat af Storbritannien, som tillod færøske fartøjer at sejle med Merkið. Flaget blev første gang hejst i Fámjin i 1919. Færøerne fordoblede værdien af sin fiskeeksport, og blev leverandør af ca. 20 % af hele Storbritanniens fiskekonsum under krigen. Færringerne påtog sig også transporten af islandske fisk til Storbritannien. 132 færøske søfolk, mange af dem fra Suðuroy, omkom under krigen. Efter krigen begyndte det moderne færøske sildefiskeri nord for øerne, som svækkede Suðuroys relative betydning. I 1950-årene opstod der også et omfattende kvotefiskeri i det færøske farvand. Da fangstforholdene for sild ændrede sig i slutningen af 1960erne, medførte det til at mange blev arbejsløse.

1963 bygges en 1400 m lang tunnel gennem fjeldet mellem Trongisvágur og Hvalba. Det bliver Færøernes første tunnel.

M/F Smyril blev sat i daglig drift mellem Suðuroy og Tórshavn den 1 november 2005

Faldende fiskepriser i slutningen af 1980erne udløste en finanskrise på Færøerne fra 1989–1995, som frem til midten af 1990erne medførte faldende lønninger, stor arbejdsløshed og konkurser blandt redere, værfter, fiskeopdrættere og i de offentlige erhverv. Mellem 1989 og 1995 oplevede Suðuroy et fald på ca. 13 % i folketallet. Efter bankkrisen blev der også på Suðuroy solgt skibe og fiskefabrikker til udenlandske købere, men de fleste af virksomhederne er igen ejet af færinger.

1968 fik øen en ny færge Smyril III. Med dette hurtiggående motorskib med plads til 300 passagerer, mindskedes sejltiden fra Tórshavn til Suðuroy til 3 timer fra før 4 timer. 1975 indsattes Smyril IV, en 6 år gammel dansk bilfærge. Færgetiden varede nu kun 2 timer. Nu kunne folk fra Suðuroy komme til Tórshavn og hjem igen samme dag. 2005 indsattes den nybyggede Smyril V med en kapacitet på 200 biler (eller 60 store lastvogne, ca. 1000 passagerer og en sejlhasigtighed på 21 knob.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort over kommunerne på Færøerne.

Med indføringen af det kommunale selvstyre på Færøerne i 1872 tog man udgangspunkt i den kirkelige inddeling. Hele Suðuroy udgjorde Suðuroyar prestagjalds kommuna. Frem til 1908 blev sognene på Suðuroy gradvist udskilt som egne kommuner. Efter en grænsejustering ved Nes i 1928 har strukturen stået uændret.[1]

Kommunerne ledes af et folkevalgt kommunestyre. Interkommunalt samarbejde praktiseres på de fleste tjenesteområder. I 2000-tallet har centralisering, øgede forventninger til offentlige tjenester, lave skatteindtægter og en aldrende befolkning aktualiseret spørsmålet om kommunesammenlægninger på Suðuroy, fortrinsvis til én kommune.[2][3]

Kommune Adm.center Etableret Indbyggere Areal i km²
Fámjins kommuna Fámjin 1908 100 13
Hovs kommuna Hov 1920 118 10
Hvalbiar kommuna Hvalba 1878 721 40
Porkeris kommuna Porkeri 1908 311 14
Sumbiar kommuna Sumba 1908 357 25
Tvøroyrar kommuna Tvøroyri 1879 1758 43
Vágs kommuna Vágur 1906 1320 21

Fra 2010 er Suðuroy et af tre færøske politidistrikter. Jaspur Vang er politimester og sysselmand.

Erhvervsliv[redigér | redigér wikikode]

Fiskekasser udenfor et lakseslagteri i Vágur.
Foto: Erik Christensen
Varðin Pelagic i Tvøroyri med T.F. Thomsens pakhuse til venstre.
Foto: Eileen Sandá

72,9 % af befolkningen i erhvervsaktiv alder var i arbejde i 2013.[4] Samtidig fordelte flertallet af lønmodtagerne sig på hav- og kystfiskeri (7,4 %), havbrug (3,8 %), fiskeforædling (16,3 %), skibsfart og maritim industri (9,8 %), varehandel (8,5 %) samt offentlig administration og service (34 %).[5] I perioden 1985–2005 var væksten i lønindtægter i Suðuroy 69 %, mens væksten i lønindtægter for Færøerne samlet var 104 %.[6]

De vigtigste fiskerihavne er Tvøroyri, Vágur og Hvalba. I Vágur og på Tvøroyri findes dybhavne, fiskefabrik, speditionsfirmaer og værft for reparation og skibsbygning.[7] I Tvøroyri åbnede Varðin og Delta Seafoods virksomheden, Varðin Pelagic, i 2012, som tager imod og forarbejder pelagisk fisk. Fiskefabrikken har cirka 100 personer i arbejde, og har fryselager for 14 000 ton fisk.[8][9] Rock Trawl Doors i Vágur producerer trawldører til eksport og til færøske trawlere.[10] Faroe Maritime Technic i samme bygd udvikler filtre og renseanlæg for oljeholdigt vand i skibsfarten.[11][12] Hvalba har en forholdsvis stor trawlerflåde, en filetfabrik og en producent af fiskeredskaber, Bergið Fishing Gear, som specialiserer sig i bundtrawl.[13] Den tidligere hvalfangerhavn (storhvalfangst) Lopra var udgangspunkt for prøveboringer efter olie på færøsk sokkel i 1980- og 1990'erne. Ingen fund har vist seg driftværdige.[14]

Hvalba har Færøernes højeste udbytte fra jordbrugsarealet; et markatal på 98 mk., hvor 1 mk. svarer til 0,41 km². Gamle jordbrugsbygder som Sumba og Hvalba er stadig en stor andel kongsjord, men størsteparten af jordbrugsarealet i Suðuroy er odelsjord.[15] Fårehold er den vanligste driftsform, efter at Færøerne fik et fælles mejeri i Tórshavn i 1960, og de fleste mælkeproducenter i Suðuroy har omstillet driften til fårehold. I perioden 1990–2013 blev antallet af mælkeproducenter i Suðuroy reduceret fra 9 til 1, mens udbyttet per malkeko voksede med ca. 50 %.[16] Blandt de store øer har Suðuroy den højeste tæthet af får, 85 får per km², eller 14 000 i alt.[17] Uldvarefabrikanten Sirri blev etableret i Vágur i 2000 af Karin og Árni Brattaberg og havde produktionen der i flere år. Sirri har siden flyttet produktionen til udlandet og har forretning bl.a. i Tórshavn.[18]

I Lopra og Sumba produceres og sælges kildevand, som blev fundet ved udbygningen af Sumbiartunnilin. Kirvi i Lopra sælger vandet i store beholdere til offentlige institutioner og til private, mens Kelduvatn i Sumba tapper vandet på halvlitersflasker med brandet Bjørg.[19] Kirvi blev etableret af erhvervsmanden Jákup Joensen i 2010 og solgt til nye ejere i 2012.[20]

Sport[redigér | redigér wikikode]

Pál Joensen med EM-sølvmedalje i 2010.
Foto: Eileen Sandá
Kaproning til Jóansøka (Sankt Hans)

De mest populære sportsgrene i Suðuroy er svømming, fodbold, håndbold (i Vágur), volleyball (i Tvøroyri), bordtennis (i Tvøroyri og Porkeri) og roning. Der findes aktive roklubber i Vágur og Tvøroyri, mens klubberne i Hvalba og Sumba ikke har deltaget i konkurrancer de sidste årtier. I 2011 blev en fælles roklub stiftet, Suðuroyar Kappróðrarfelag, som skulle være for hele øen. De deltog i kaproningen for 10'ere i 2012. Vágs Svimjifelag og Tvøroyrar Svimjifelag fusionerede til Susvim (Suðuroyar Svimjifelag) i 2007 og har haft gode resultater siden. Den fremste udøveren på internationalt niveau er Pál Joensen, som er den eneste færøske svømmer, som har vundet medaljer ved EM og VM.

Fodbolden på Færøerne blev fra 1942 til 1978 administreret af Ítróttasamband Føroya. Fótbóltssamband Føroya – Færøernes fodboldforbund, blev stiftet i 1979 og blev medlem af FIFA i 1988 og UEFA i 1990.

Tvøroyrar Bóltfelag (TB) blev stiftet i 1892 og er Færøernes ældste fodboldklub. Den er også Suðuroys mest vindende fodboldklub, med syv seriemesterskab i perioden 1943 til 1987.[21] TB er også aktive indenfor volleyball, og TBF spiller bordtennis. Bóltfelagið Royn i Hvalba blev grundlagt i 1943, og vandt 1. division (1. deild) i 1946. I 1996 og 2003 vandt klubben 2. division (2. deild). FC Suðuroy i Vágur og Sumba blev grundlagt i 2010 gennem en sammenlægning af Vágs Bóltfelag (VB, etableret 5. juni 1905) og SÍ Sumba (1949–2005). VB vandt den færøske eliteserie i fodbold i 2000 som hidtil seneste hold fra Suðuroy. VB består nu som en ren håndboldklub.

Turisme[redigér | redigér wikikode]

Vil man besøge Færøernes sydligste ø Suðuroy, kan man sejle med færgen "Smyril" fra Tórshavn til Tvøroyri. Sejlturen varer 1 time og 50 minutter, og den er i sig selv en oplevelse. Allerede når skibet forlader havnen, sejler det tæt forbi hovedstadens ældste bydel, Tinganes, og dens rødmalede træhuse, der er tækket med græs. På den anden side ser man Nólsoy glide forbi. Når "Smyril" har forladt Nolsoy-fjorden, opdager man ved god sigtbarhed ude ved den vestlige horisont de maleriske øer Hestur og Koltur. Langsomt stryger skibet forbi Sandoys kyst med vandfald, grønne dale og fuglefjelde med mange søfugle. På den sidste strækning langs med Sandoys østkyst får man udsigt til de tre østvendte bygder: først Skálavík, derefter Húsavik og til sidst Dalur. Senere dukker øen Stóra Dímun op, som er beboet af en familie, der driver landbrug. Pludseligt rager der et over 400 m højt pyramideformet bjerg direkte op fra havets overflade. Det er Lítla Dímun og kun beboet af får hele året, som på dramatisk vis om foråret bliver sejlet derud, læsset over i robåde og derfra hejset op ad de bratte klipper. Nu varer det ikke længe, før færgen nærmer sig Suðuroy og drejer ind ad Tróngisvágsfjörður. Tvøroyri kirke lyser med sin gule og røde farve os i møde fra sin beliggenhed lidt hævet over bygden. Man føler sig med rette velkommen på Færøernes sydligste ø, der byder på mange spændende oplevelser.

Suðuroy har et veludbygget vejnet. Brug bilen som udgangspunkt til korte vandreture. Vejret kan skifte flere gange daglig. Planlæg ikke for meget i forvejen, men kør hen hvor vejret er bedst. Tag omgående ud i naturen, når vejret tillader det. Et godt råd: Følg fårestierne parallelt med kysterne, både vestkysten og østkysten er attraktive til korte vandreture. Hold mindst en afstand på 2 meter fra afgrunden.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 61° 30′ N, 6° 49′ V

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. Kommununevndin (1998). Frágreiðing um kommunur. Nýggj kommunal skipan í Føroyum (på færøsk). Tórshavn: Føroya landsstýri. ISBN 99918-3-044-8, side 421.
  2. Holm, Dennis og Mortensen, Bjarni (2004). Kommunusamanlegging - hvat siga suðringar? (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri samsfelagsmenning. ISBN 99918-971-5-1.
  3. Holm, Dennis og Mørkøre, Jógvan (2008). Tilgongd til kommunusamanlegging í Suðuroy (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri samsfelagsmenning. ISBN 978-99918-60-12-1.
  4. Arbeiðsfjøld og arbeiðsvirkin skift á kyn, bústaður, ár, eind og mát (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 22. juli 2014.
  5. Løntakarar skift á kyn, aldur, vinnugrein, ár og sýslur (færøsk). Hagstova Føroya. Besøgt 22. juli 2014.
  6. Holm, Dennis og Mortensen, Bogi (2007). Vinnulívið í Suðuroynni í 2006 (på færøsk). Tórshavn: Granskingardepilin fyri økismenning. ISBN 99918-60-09-6.
  7. Port of Vágur (engelsk). Vágs kommuna. Besøgt 23. juli 2014.
  8. History (engelsk). Varðin Pelagic. Besøgt 31. juli 2014.
  9.  (2013) "Tvøroyri’s Pelagic Booster" – Faroe Business Report, the International Review of Faroe Islands Industry and Trade , s. 60–61.
  10. Rock Sp/f (engelsk og færøsk). Besøgt 6. august 2014.
  11. Olsen, Maria (2008) "Forging the new Faroes" – Faroe Business Report, the International Review of Faroe Islands Industry and Trade , s. 12.
  12. Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene url og titel must be specified (dansk). Den Danske Maritime Fond. Besøgt 6. august 2014.
  13. Olsen, Maria (2007) "Turning south, Bergið style" – Faroe Business Report, the International Review of Faroe Islands Industry and Trade , s. 66–67.
  14. Niclasen, Arnstein (2004). Orka og orkupolitikkur. Ein lýsing av orkusøgu, rákum og royndum í Føroyum og øðrum londum (på færøsk). Tórshavn: Vinnumálaráðið.
  15. Ogn skift á markatalsbygdir, ognarar og eind. Hagstova Føroya. Besøgt 7. juli 2014.
  16. Garðar, mjólkkýr og innvigað mjólk í 1 000 litrum skift á ár, slag og øki. Hagstova Føroya. Besøgt 7. juli 2014.
  17. Thorsteinsson, Kári (2001). Hagar og seyðamark (på færøsk). Tórshavn: Føroya jarðarráð. ISBN 978-9991830971.
  18. About Sirri (engelsk). Sirri. Besøgt 3. august 2014.
  19. Fylgiskjal til loyvi at framleiða, flyta inn og selja øl, mineralvatn og lidnar leskidrykkir í einnýtisíløtum (færøsk). Umhvørvisstovan. Besøgt 6. august 2014.
  20. Um Kirvi (færøsk). Kirvi Lopransvatn. Besøgt 6. august 2014.
  21. Faroe Islands - List of Champions hos RSSSF (besøgt 12. august 2014)