Knud den Hellige
| Knud 4. den Hellige | |
|---|---|
|
|
|
| Regerede | 1080 – 10. juli 1086 |
| Forgænger | Harald Hen |
| Regent | Knud 4. den Hellige |
| Efterfølger | Oluf Hunger |
| Ægtefæller | Adele af Flandern |
| Børn | Karl af Flandern Cæcilia af Danmark Ingegerd af Danmark |
| Fulde navn | |
| Knud Svendsøn | |
| Posthumt navn | |
| Skt. Knud | |
| Hus | Jellingdynastiet |
| Far | Svend Estridsen |
| Mor | Ukendt frille |
| Født | ca. 1043 |
| Død | 10. juli 1080 Sankt Knuds Kirke (Odense) |
| Begravet | Sankt Knuds Kirke (Odense) |
| Religion | Kristen |
Knud den Hellige, Knud 4., Knud Svendsen, (ca. 1043 – 10. juli 1086) var en dansk konge i 1000-tallet, der blev valgt til monark efter sin bror i 1080. Han blev dræbt i Albani kirke i Odense som følge af et oprør der opstod mod ham. Historien kendes takket være munken Ælnoth.
Indholdsfortegnelse |
Ungdom [redigér]
Han var den anden søn af Svend 2. Estridsen, men ikke søn af dronningen. Han var den mest fremragende af Svends 5 sønner. Hans funklende øjne røbede en ildfuld og lidenskabelig karakter, og han viste sig tidligt som en ivrig kriger. Han blev derfor sendt til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. I 1069 ledede han et togt sammen med sin bror Harald og sin fars bror Asbjørn. Det gik fremad indtil Asbjørn lod sig bestikke af den engelske konge og de måtte vende tilbage i 1070. På det andet englandstogt deltog Knud sammen med Hakon Iversen og de hærgede York men tog ikke magten.
Senere fik Knud mere held mod Sembere og Estere mod øst. Han blev hyldet af skjalden Kalv Månesen for at have sejret over 10 konger.
Efter Svend Estridsens død i 1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget på Isøre hvor den blide Harald Hen blev valgt enstemmigt.
Knud måtte ty til landflygtighed. I et pavebrev blev den norske konge og Knuds svoger Olaf Kyrre bebrejdet for at have støttet Harald Hens brødre i et oprør. På trods af helgenlevnedernes forsikringer om en fredelig sindet Knud synes det sandsynligt at Knud har været i en del af oprøret.[1]
Konge af Danmark [redigér]
Han var konge af Danmark 1080 – 1086 efter sin broder, Harald 3. Hens død. Knud var således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge af Danmark.
Han blev 1082 gift med Edel af Flandern (død 1115) der var søster til grev Robert af Flandern. Sammen fik de tre børn, to døtre Ingerid og Cæcilia og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev dog ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev valgt som den efterfølgende regent.
Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede at modernisere styreformen til enevældigt kongedømme. Han ønskede desuden at man skulle betale tiende til kongen. På sin færd op igennem Danmark havde han haft held med at undertrykke de lokale landsting. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til Aggersborg ved Limfjorden.
I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde – måske 1.000 skibe – i Limfjorden for at rette et angreb på England. Olaf Kyrre i Norge sendte også skibe til støtte. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud havde travlt ved sydgrænsen, hvor han var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4.
Da tiden gik var hærens forsyninger ved at slippe op og det blev sent med at kunne vende hjem for at sørge for høst. Derfor afholdtes et hærting. Man blev enige om at sende kongens bror Oluf (Hunger) til Knud for at bede ham begynde togtet eller hjemsende hæren. Men Oluf blev imidlertid behandlet som en forræder og fængslet i Flandern.
Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Knud tog til Vendsyssel og gæstede kongsgården der. Her gjorde vendelboerne oprør og Knud måtte flygte fra kongsgården Børglum til biskop Henriks gård Biskopstorp i Bejstrup, mens hans mænd var i Aggersborg. Biskoppen Henrik red oprørerne i møde for at mægle et forlig, men blev modtaget med raseri, og da han kom sprængende tilbage, flygtede kongen over Limfjorden og videre til Viborg. Vendelboerne hærgede nu Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland og Knud der var endt i Slesvig måtte ty til kongsgården i Odense. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes det dog Knud med sin bror Benedict og sine vederlagsmænd at slippe ind i Albani kirke hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken der var af træ og da det ikke lykkedes dræbte de Benedict og de 17 hirdsmænd og derefter Knud som knælede ved alteret. Den 10. juli 1086 blev han myrdet i Sankt Albani Kirke; her havde han søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Piper døde også af sine sår.[1] Blandt kongens følge var det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslap.
Knytlinge saga har en lidt anden beretning om mordet end Ælnoth. Den er ganske vist nedskrevet længe efter begivenheden, men til gengæld skal den, i modsætning til Ælnoths, ikke danne grundlag for Knuds kanonisering, så den kan godt være mere korrekt. Ifølge Knytlinge saga blev Knud først ramt af en sten som blev kastet ind gennem et vindue. Han blev ramt på øjenbrynet og blødte stærkt. Eyvind Bifra kom våbenløs ind i kirken, for at fohandle fred med kongen. Benedikt vil ikke lade ham slippe forbi før Knud giver ham ordre til det. Eyvind hilser kongen og lader kappen glide tilbage fra skulderen, han havde et blotlagt sværd under klæderne. Det stødte han i kongen og gennemborede ham. Knud døde på stedet. Benedikt får hugget Eyvind i to stykker da han forsøger at flygte ud af et vindue. Overkroppen faldt ud af vinduet, men underkroppen ind i kirken.
De to banesår Knud får ifølge Knytlinge saga, passer godt med undersøgelserne af skelettet (hvis det da ellers er Knuds), og Benedikts gerning kunne forklare hvorfor det ikke lykkedes for benediktiner munkene at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn.
Straks efter Knuds død gik blandt andet hans bror, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget blev tolket som et tegn på, at Gud var utilfreds med drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.
Undersøgelser af skelet [redigér]
 |
Spekulativt afsnit Bemærk at dette afsnit er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder. |
 |
Eftersyn Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. |
Skeletterne af både Knud den Hellige og hans bror Benedikt kan beskues i Odense Domkirkes krypt, hvor de er udstillet i gennemsigtige kister. Undersøgelser fra 1985(se nedenfor) har imidlertid vist at skeletterne er sat sammen af ben fra mere end et menneske. Undersøgelsen fra 1985 virker ubekendt i en anden undersøgelse fra 2008 hvor man er kommet frem til igen andre konklusioner. Man venter stadig på forskernes bemærkninger til dette?
De jordiske rester blev 3. marts 2008 undersøgt af forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense[2]. Undersøgelserne viste bl.a.;
- Den ene armknogle er større end den anden [3] hvilket må betyde at knoglerne er fra to forskellige mennesker. Imidlertidig konstateres der i undersøgelsen at det viser at Knud var højrehåndet!
- Knud blev ikke myrdet af et lansestød i siden (som beskrevet af Ælnoth fra Canterbury 20 år efter mordet), idet undersøgelsen viste et tydeligt og voldsomt hug eller stød på korsbenet lige under lænden, som ikke er opstået ved et stød fra siden, men derimod forfra gennem det nederste af bughulen, hvis det overhovedet er opstået på morddagen.
- Knud havde ingen beskadigede ribben, hvilket ikke stemmer overens med, at han skulle være angrebet af mange mænd på én gang. En forklaring kan være, at han har haft brynje på, men der er heller ikke tegn på afværgemærker på underarmene (dette stemmer overens med en af overleveringerne om mordet, hvori det fortælles, at Knud skulle have accepteret sin skæbne og stillet sig foran alteret og taget imod angrebene uden kamp).
- I øvrigt havde Knud et brud på kraniet der kan have skyldtes et sværd i kinden og et slag med et stumps redskab.
Ovenstående undersøgelse virker ubekendt med en undersøgelse af de to antropologer Izabella Tkocz og Kaj R. Jensen fra 1985 som påviser at der er forskelle i alderen af henholdsvis kranium og rygsøjle i skelettet. Kraniet er fra en mand i alderen 39-55, mens rygsøjlen er fra en mand på omkring de 30 år.[4] Samme undersøgelse bemærkede også at der var en knogle på skelettet der slet ikke sad det rigtige sted...
Den katolske kirke der bruger relikvier, har allerede ved helgenudnævnelsen ønsket at få relikvier i form af rester fra den afdøde. Kan det tænkes at de allerede har fået så mange at man ved udstillingen af hans skelet har måttet reparere skelettet for at få det til at fremstå som et helt skelet?
Anetavle [redigér]
Knud den Hellige deler anetavle med Harald Hen, se Harald Hens anetavle
Henvisninger [redigér]
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- ↑ 1,0 1,1 Danske familier d.18/6-10
- ↑ Ingeniøren d. 8/3-08 – CT-scanning af Knud den Hellige afslører nyt om kongemord
- ↑ http://ing.dk/artikel/86208-retsmedicinere-kortlaegger-knud-den-helliges-liv-og-doed Ingeniøren d. 7/5-08:Retsmedicinere kortlægger Knud den Helliges liv og død
- ↑ Helge Paludan Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 17 (1987 – 1989) 2 side 289
Litteratur [redigér]
Faglitteratur [redigér]
- Dehn-Nielsen, Henning: Kongelige mord i Danmarkshistorien, Aschehoug, 2005. ISBN 87-11-22247-6.
- Nyberg, Tore (red.): Knuds-Bogen – Studier over Knud den Hellige, Odense Bys Museer, 1986. ISBN 87-87162-23-7.
- Rasmussen, Jørgen Nybo (red.): Sankt Knud Konge, Ansgarstiftelsen, 1986. ISBN 87-88297-02-0.
- Ægidius, Jens Peter (overs.): Knytlinge saga : Knud den Store, Knud den Hellige, deres mænd, deres slægt, Gad, 1977. ISBN 87-12-93316-3.
Skønlitteratur [redigér]
- Bomholt, Julius: Guds knægt, Fremad, 1966.
- Henrik Rehr: "Drømmen om langskibene", Carlsen Forlag, 1987. ISBN 87-562-3464-3
- Helleberg, Maria: Slægten 1, Knud den Hellige. 2004.
- Steensen, Bo: Knud den Hellige, Facet, 1997. ISBN 87-88915-85-9.
Eksterne henvisninger [redigér]
- Knud den Hellige på gravsted.dk
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Harald 3. Hen (1074 – 1080) |
Oluf 1. Hunger (1086 – 1095) |
