Bruger:Henrik Hansen/Lottie Dod

Omslag

Lottie Dod var i sandhed en ekstraordinær sportsfigur, der ærefuldt lagde sig i spidsen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dod vandt Wimbledon-mesterskabet fem gange, første gang som absurd ung, 15 år, i 1887. Efter at hun blev træt af konkurrencetennis, skiftede hun løbebane til utallige andre sportsgrene, hvor hun ligeledes excellerede: hun blev en af verdens førende skøjteløbere og kælkere, og hun var også bjergklatrer, hockeyspiller, britisk mester i golf og olympisk sølvmedaljevinder i bueskydning.

På sin tid havde Dod en stor følgerskare, men hendes storhedsår faldt inden udbredelsen af massemedier. Ved første verdenskrigs udbrud var hun stort set glemt. Hun døde alene uden medieopmærksomhed i 1960.

Little Wonder bringer denne bemærkelsesværdige kvindes historie til live, og sætter den i sammenhæng med de hastige sociale ændringer og tektoniske skift i kvinders status i samfundet. Dod var født ind i en verden, hvor selv overklassekvinder som hende selv ikke kunne stemme, var underlagt begrænsninger med hensyn til ejendomsret, og blev automatisk betragtet som sarte og skrøbelige.

Af kvinder fra Lottie Dods klasse forventede man, at de ikke arbejdede, og at de helt bestemt blev gift. Dod blev aldrig gift og fik aldrig børn. Istedet lagde hun sit hjerte og sin sjæl i træning for at blive så god en atlet som muligt. Hun banede vejen for Billie Jean King, Serena Williams og andre af nutidens kvindelige topidrætskvinder. Dod accepterede ingen begrænsninger, ingen glaslofte og nægtede altid at gå på kompromis.

Indledning

Charlotte Dod, 88 år, lå i sin seng i plejehjemmet Birchy Hill i den søvnige sydengelske landsby Sway. Det var et fredeligt sted, stille, så godt som noget andet sted at tilbringe sine sidste år. Landsbyen bestod af en klynge af huse anlagt langs et par hovedgader, en håndfuld pubber, en kirke – St Luke's – en tennis- og en bueskytteklub samt et landsbykor, omgivet af egene og de andre træer i New Forest, Englands sidste større areal med tætvoksende skov. Stedvist blev skovarealet afbrugt af græsenge, hvor horder af kvæg, heste og ponyer græssede. Et par miles sydpå lå de fashionable kystbyer, pensionistsamfund og feriesteder som perler på en snor langs den vindblæste kyst ved Den Engelske Kanal. Byer med navne som Lymington, Milford-on-Sea, Barton-on-Sea og Bournemouth. Langs byernes gader var opført elegante hjem i efterlignet Tudor-stil, hvor facaderne var afskærmet fra nysgerrige blikke af høje hække, og et betydeligt antal stråtækte hytter. I dette område var der også mange bed-and-breakfast-huse med forterrasser dekoreret med hængende kurve med farverige blomster.

Birchy Hill med sin hvidmalede murstensfacade, grå teglsten på taget, murede skorsten og elegant kurvede karnapper var oprindeligt blevet bygget på en smal vej på landet i midten af 1800-tallet som et hjem til tre ugifte søstre. Grunden var rummelig. Den velplejede, skrånende græsplæne var omgivet af træer og et tykt buskads af brombærbuske, der dels dæmpede lydene fra vejen, dels fungerede som New Forests ydergrænse. Under anden verdenskrig var huset blev inddraget af hæren. Da krigen sluttede, blev ejendommen købt af en mandlig sygeplejerske, der havde gjort tjeneste som militærambulancechauffør, og hans kone, der renoverede og indrettede den med brugte gulvtæpper, senge og skabe, der var skaffet billigt fra dødsboer, og som åbnede et plejehjem, der specialiserede sig til pleje af ældre mennesker med kroniske fysiske eller psykiske sygdomme. Knap ti år senere var det oprindelige hus blev udvidet til et kompleks af bygninger, og det havde op mod 35 beboere.

Den ældre kvinde, almindeligvis kendt som "Lottie", der havde måttet flytte til Birchy Hill på grund af svigtende helbred i de foregående år, lyttede til en radioudsendelse fra den anden mandag af tennisturneringen Wimbledon-mesterskaberne. Hun havde også lyttet hele den foregående uge gennem dage plaget af regnbyger og endeløse udsættelser. For Dod var det et helligt ritual. Hun havde formentlig stillet ind på BBC's udsendelser fra Wimbledon hvert år, siden de begyndte at radiodække begivenheden i 1927 og tv-dække den ti år senere i grynet sort-hvid nogle få timer hver eftermiddag.

Den dag var der fire kampe med mandlige stjerner: i den ene halvdel af lodtrækningen skulle der afgøres to ottendedelsfinaler, den første stillede den fremadstormende australske stjerne Roy Emerson mod mexicaneren Mario Llamas; den anden fremviste chileren Luis Ayala mod svenskeren Jan-Erik Lundqvist. Begge kampe skulle spilles på Court One. I den anden halvdel, en runde længere fremme da mesterskabets program var blevet slået i stykker af ualmindeligt mange regnbyger den foregående uge, to blockbuster-kvartfinaler, der skulle spilles på Centre Court: førsteseedede Neale Fraser mod amerikaneren Earl Buchholz; og derefter italieneren Nicola Pietrangeli mod USA's lovende Barry MacKay. MacKay var en høj, hårdtslående spiller fra Dayton, Ohio, der var avanceret til nr. 2 på ranglisterne i løbet af de seneste måneder. Der manglede også at blive spillet en ottendedelsfinale for kvinder, hvor den britiske stjerne Christine Truman, der havde vundet det franske mesterskab året før, mod tjekkoslovakken Věra Pužejová. Den var programsat som tredje kamp på Centre Court med forventelig afvikling i de sidste timer med dagslys. I slutningen af juni kunne spillet fortsætte til ved 9-tiden om aftenen.

Tenniskampene begyndte præcis kl. 14.

På Centre Court fandt Fraser hurtigt selv i en gevaldig rodebutik mod Buchholz. Han tabte første sæt med 4-6, vandt andet sæt 6-3 og tabte tredje sæt 4-6. I fjerde sæt måtte han afværge fem matchbolde, inden han udlignede til 15-15. På det tidspunkt blev Buchholz nødt til at kaste håndklædet i ringen pga. krampe, der var så slem, at han knap nok kunne stå op, samtidig med at en gammel ankelskade, han havde pådraget sig en fodboldkamp, blussede op igen. Det var et ualmindeligt dramatisk tidspunkt at opgive på. Opløftet af denne heftige kamp kunne Fraser nogle dage senere løfte mesterskabstrofæet på Centre Court.

Langt senere på dagen, i det tiltagende tusmørke, tabte den kraftfulde spiller MacKay til italieneren i fire sæt, hvor hans serv, der havde været ureturnerbar i mesterskabernes første uge, svigtede ham. Hun bukkede tilsyneladende under for sceneskræk og slog den ene dobbeltfejl efter den anden. Til gengæld løb hans modstander alt op og spillede som en "junglekat", som Associated Press' reporter på sidelinjen anerkendende observerede. Da kampens sidste slag var slået og Pietrangeli havde vundet løb italieren frem til nettet for at trykke sin besejrede modstanders hånd. Mens han løb, kastede han sin ketcher højt op i luften i ren glæde. De to mænd lænede sig mod hinanden for håndtrykket, mens den tunge træketcheren bevægede sig nedad i en bue gennem luften og ramte ned i spillernes hoveder, hvilket midlertidigt svimlede begge spillere i et af turneringen mere bizarre uheld.

I de andre to herrekampe vandt Emerson i fire sæt, 9-7 i sidste sæt. Og Ayala besejrede sin svenske modstander i en ujævn femsætskamp, der steg og faldt i intensitet i løbet af flere timer.

I mellemtiden vandt Truman uden sættab i kvindekampen til hjemmepublikummets begejstring. Maria Bueno, den brasilianske sensation, der havde vundet Wimbledon-mesterskabet i 1959, og som efterfølgende vandt mesterskabet igen den følgende weekend, spillede ikke den mandag eftermiddag.

År efter år havde Lottie Dod gjort rejsen ud til Wimbledon-forstæderne, siden hun tilbage i dronning Victoria jubilæumsår 1887 i en absurd ung alder på 15 år og 285 dage havde vundet sit første damesinglemesterskab. Først som spiller, med pressens kælenavn "Little Wonder", senere som fan.

Hun vandt i 1887 og igen i 1888. Hun holdt en pause fra turneringen i de følgende to år, men da hun vendte tilbage, stadig som teenager, var hun igen uslålig. Mesterskabet var hendes i 1891. I 1892. Og igen i 1893. Lottie Dod cyklede over til baner fra de nærliggende huse, hun boede i under konkurrencen, og gjorde simpelthen kvindetennis til et one-woman-show. "Though young in years, she is ripe in judgement", skrev kommentatoren W. Methven Brownlee i 1889 i sit grundige overblik over tennis' tilstand. "Det lille vidunder" udviste, fortsatte han, "the temperament that is best described as 'that sweet calm which is just between'".

I årtierne efter hun var stoppet, bragte Dod jævnligt sine unge nevøer og niecer med sig til All England Lawn Tennis and Croquet Club, hvor de sad sammen på de sæder på forreste række, der var tildelt til hende, lige bag dommerstolen. Når vejret blev varmere, fandt hun sin vifte frem – sort kreneleret papir på en metalstel dekoreret med gyldne blomsterbuketter og lidt vovede portrætter af tre buttede kvinder, en skægget mand med to djævleagtige horn, der betragtede dem fra deres venstre side – og viftede sig selv forsigtigt.

Damesinglemesterskabet var først blev indført i 1884, syv år efter den første herresingleturnering. Blot tre år før den første herresinglemesterskab, have en major Walter Clopton Wingfield søgt om patent på transportabelt udstyr, der kunne bruges til at spille et spil, hvis koncept havde en vis lighed med et ældgammelt indendørs spil ved navn "tennis", der var blevet spillet af Europas aristokratier i hvert fald siden det 13. århundrede. Hans patent omhandlede et design af en "ny og forbedret flytbar bane", hvor der i midten var "trukket et stort, aflang net" med en række trekantede net fastgjort til pløkker hamret ned i jorden, placeret langs banen som sidenet for at fange bolde på afveje. Banens linjer skulle angives "med maling, farvet snor eller bånd". Wingfield var meget positiv i forhold til mulighederne med det nye spil. "Dette enkle udstyr skaber en flytbar bane," skrev han i sin patantansøgning, "hvorved det gamle spil tennis, der altid har været en indendørs fornøjelse, og som kun et fåtal har råd til at nyde, på grund af de høje udgifter til at bygge en murstensbane, kan gøres til et udendørsspil tilgængeligt for alle."

Selve ordet "tennis" mentes at stamme fra det franske udsagnsord tenir, "at holde", et ord, der blev råbt af serveren, inden han kastede op i luften og slog den i spil. Gennem århundrederne kæmpede ordet med jeu de paume, eller "håndfladens spil" som navnet på spillet i den folkelige parisiske begrebsverden. Wingfiled kaldte sit modificerede spil for både lawn tennis (græsplænetennis) og sphairistike – sidstnævnte var et ældgammelt græsk ord, der betød noget i retning af "dygtighed i boldspil". Andre oversatte det simpelthen til "kugle og stok".

Oprindeligt forestillede den sportsopfindende militærmand sig timeglasformede baner, der var smallere ved nettet – som han så for sig som samme højde som et moderne badmintonnet – og bredere ved baglinjen. Med hensyn til pointsystemet, advokerede han i en regelbog, der blev udgivet i 1874, for at hver kamp skulle spilles først 15 point, hvor spillet var et sæt i sig selv, meget lige som squash i dag; og fastslog at kun serveren kunne vinde point. Hvis serveren tabte et point, gik serveretten over til modstanderen, som så kunne score point. Men det følgende år, hvor tennisdillen spredte sig som en steppebrand, blev ansvaret for spillets regler overdraget til Marylebone Cricket Club, der på den tid var den førende sportsautoritet i England. MCC indførte det kortere og hurtigere tællesystem med 15, 30, 40, parti fra det ærværdige, antikke, kongelige tennis. Dette tillod, at personen, der ikke servede, også kunne vinde point, grupperede partier i længere sæt, der blev spillet først til seks partier, og forenkelede banen til rektangulære for, den siden da har beholdt. Marylebones kloge mænd sænkede endvidere nethøjden fra op til 5 fod til det moderne niveau på 3½ fod ved stolperne og lidt lavere midt på banen.

Disse grundlæggende rammer for spillet har overlevet gennem tiden. Billie Jean King, John McEnroe, Roger Federer og Rafael Nadal, Venus og Serena Williams ... alle har spillet, og spiller, et spil struktureret næsten identisk med de regler fastsat af MCC for næste halvandet århundrede siden.

Maud Watson, en præstedatter fra Londons borough Harrow, vandt de to første damesinglemesterskaber ved Wimbledon i 1884 og 1885. Som præmie kunne hun rejse hjem med en blomsterkurv i sølv til en værdi af 20 guineas. Watsons toårige regeringstid blev efterfulgt af Blanche Bingleys sejr i 1886. Begge kvinder var betydeligt ældre end Lottie Dod, og de var begge fast etableret som de spillere, man skulle slå, på den voksende kvinde-tour, hvor turneringerne var spredt overalt på de britiske øer: i Dublin, Bath, Cheltenham, London og andre steder.

Et år før Watsons første Wimbledon-sejr, var skolepigen Dod begyndt at stille op i doubleturneringer rundt omkring i England. Lottie havde lært spillet på baner anlagt af hendes forældre, Joseph og Margaret, på Edgeworth Houses område – deres vidtstrakte ejendom et par miles fra Liverpool, der var købt for overskuddet fra Josephs bomuldshandelsvirksomhed. I disse første turneringer dannede Lottie par med sin storesøster Ann, der var næsten ni år ældre end hende.

Ann var god; men hendes lillesøster, der kun var 11 år gammel, da de stillede op i deres første turnering, var i en helt anden liga. Aviser rapporterede i forbløffelsestoner om barnesensationen. "Miss L. Dod, der kun er elleve år gammel, spillede fra baglinjen med både dygtighed og beslutningskraft," skrev en reporter efter at have overværet Ann og Lottie kvalificere sig til damedoublefinalen i Manchester i 1883, en præstation, for hvilken de modtog 2 pund og 2 shilling i præmie. En anden journalist spåede, at "man kom til at høre med til Miss L. Dod i fremtiden, da hun, selvom hun kun var elleve år gammel, viste rigtig god form og ikke blot serverede godt men også udviste taktiske evner på niveau med meget ældre spillere."

Da den yngre Dod-søster begyndte at spille, var hun som en tornado, der jagtede sine modstandere rundt på banen, desorierenterede og demoraliserede dem, så deres spil faldt fra hinanden. Hendes ene svaghed var, at hun servede underhånds ligesom de fleste andre kvinder på hendes tid – men selv det kompenserede hun delvist for ved at slå hårdt og lavt over nettet. Hun holdt to "Wimbledon-bolde", lavet af gummi og overtrukket med hvidt melton-stof, som firmaet Ayres solgte til turneringer for 12 pence pr. dusin, i sin åbne venstre hånd, mens hun lænede sin ryg svagt forover og forberedte sig på at svinge sin højre arm opad. På trods af den svage serv var resten af hendes spil aggressivt og hurtigt. Hun var en power-spiller årtier før det blev normalt at spille kraftfuldt. I en tidsalder, hvor tennis ofte blev spillet med samme forsigtighed som kroket – "i den periode var duellerne meget kedelige; det var faktisk muligt at tage en gåtur på landet efter starten på et point og nå tilbage i tide til at se afgørelsen på det," mindedes en satirisk skribent for Athenaeum i 1909 – sigtede Dod efter at afslutte duellerne hurtigt og brutalt. Det Lille Vidunder var en af pionererne bag ideen om, af baghånds- og forhåndsslag skulle udføres med forskellige greb, og hendes evne til at skifte hvordan hun holdt på sin klodsede træketcher gav stort udbytte mod hendes mindre fingernemme modstandere. På trods af hendes ketchers uelegante, tunge struktur og kattetarmsstrengenes rigiditet slog hun sine slag med ren og skær vildskab.

Den unge pige løb alle de bolde op, som de fleste af hendes kvindelige samtidige – som spillede iført udsmykket tøj, huddækkende outfits der indpakkede deres torso stramt, og svøbte deres kroppe fra toppen af halsen til umiddelbart over fødderne i lag af undertøj, bodies, kjoler og bluser – ikke kunne eller ikke ville nå. Dod, klart yngre end de fleste af sine modstandere, kunne slippe afsted med at bære kjoler, der stoppede et par tommer over anklerne. Som følge deraf havde hun i sine førte på par år på touren en automatisk fordel, idet hendes tøj ikke begrænsede hendes mobilitet på samme måde som hendes modstanderes gevandter. Men alt dette havde ikke betydet en døjt, hvis ikke hun samtidig havde besiddet en syndflod af talent. Teenagesensationen vidste, hvordan hun skulle bruge vinklerne, hvornår hun skulle slå en stopbold, hvornår hun skulle løbe til nettet til en afgørende flugtning, og hvornår hun skulle tæske en bold ned i banens fjerneste hjørne. Hun spillede som en atlet, og ikke som en "havefest"-spiller, selskabs-hobbyspillerne som hun i sine mundlige og skriftlige kommentarer til spillet udviste betydelig foragt for. Og hun konkurrerede for at vinde. "Folk har jævnligt spurgt mig, om jeg betragter græstennis som et atletisk spil," skrev hun i 1897, længe efter at hun have trukket sig tilbage fra sporten, i en guld-dekoretet mursten af en bog, The Encyclopaedia of Sport, bind 1, redigeret af the aristokratiske sportsentusiast, jarlen af Suffolk and Berkshire. "Jeg antager, at mine spørgere aldrig har bevidnet en hård femsætskamp mellem to førsteklasses mænd spillet under den bagende sol. Det er tvivlsomt om noget andet spil er en mere krævende udholdenhedsprøve. Også for damer er det unægtelig en meget atletisk øvelse, altid under den antagelse af de går helhjertet ind for det og ikke kun spiller useriøst til havefester."

I sin første deltagelse i Wimbledon i 1887 mødte hun sparsomt befolket felt. Det år var der kun fire andre kvindelige deltagere i hovedturneringen, plus mesteren fra 1886, Blanche Bingley, der ventede på at møde vinderen af de tidligere runder i mesterskabskampen. Den 15-årige Dod knuste sine modstandere og nåede let frem til den runde. Der udraderede hun Bingley 6-2, 6-0. Selv den kendsgerning at Bingley serverde overhånds med strakte ben og ryg, dog med et lavt opkast der kun tillod at sætte bolde i spil med et forsigtigt puf, hjalp hende ikke mod hendes underhåndsservende modstander. Andet sæt varede i alt ti minutter. En reporter på stedet, forbavset over den kvaliteten af Dods spil han havde set, hendes kastaniebrune bølgende hår samlet under sin kasket mens hun svingede mod bolden, fandt den nye mester så dominerende, at "i det sidste sæt gjorde hun næste som hun havde lyst til."

Bagefter gav de to spillere høfligt hinanden hånden ved nettet. Bingleys var adskillige tommer højere og hun bar en sort kjole med udsmykket crepe snøret om taljen, og hendes ketcher var på akavet vis stoppet ind under den venstre arm. Mesteren Dod, med kun en antydning af et smil på sit unge ansigt, lod sin ketcher dingle løst og uformelt med hovedet ned mod banen.

Betaget af hendes ungdom og hendes rene og skære selvtillid begyndte tidens sportsjournalister in tættrykte publikationer i tre kolonner såsom Pastime at kalde Dod for "Det Lille Vidunder."

Udover at bringe lange rapporter om fodbold og tennis, bragte disse tidsskrifter også billedannoncer for ketchere med quixotiske navne som "the Smasher", "the Never Slack Tennis Bat" og "the Tête-à-tête", samt tennisudstyr som "Jefferies Patent Screw Lawn Tennis Poles" og "Murston's Patent Star Racket Press". Kort efter begyndte de at reklamere for ketchere med navnene "the Dod" og "the Dod Lawn-Tennis Bat". Disse bats, der hurtigt kom i produktion efter det lille vidunders sejr, blev fremstillet af Jefferies & Co., en koncern hjemmehørende i Londons East End. Deres producenter hævdede, at de anvende en kompakt, ny opstrengningsteknik, der tillod 1.200 felter af krydset kattetarmsstreng på slagfladen af ketcherhovedet.

I det næste halv årti var Blanche Bingley, der kort efter sit nederlag i 1887 blev gift og fortsatte sin karriere under navnet Mrs. Hillyard, ikke i stand til at håndtere sin rivals spil. Det var alle andre heller ikke i stand til. Årtier senere kunne en førende tennishistoriker kun finde en forklaring på Dods opsigtsvækkende succes – en skurrende forklaring for det moderne øre. "Frk. Lottie Dod, som var damesinglemester for 30 år siden og næsten så alsidig som den nuværende mester," skrev han, "lærte sit spil, som hun lærte andre spil, i mænds selskab." Uanset hvad årsagen til hendes succes var, var hun uden tvivl den bedste. I sin korte artikel om de ni førende spillere på touren medtog W. Methven Brownlee otte mænd og én kvinde. Kvinden var selvfølgelig frk. Lottie Dod.

I de otte år hun spillede på den nystartede touren – hovedsageligt kampe rundt omkring i England og Irland – vandt hun 41 singleturneringer, heraf syv mesterskabstrofæer fra de største begivenheder. Hun kom på andenpladsen i 11 og på tredjepladsen i én. De fleste af hendes nederlag indtraf før hun fyldte 15. Faktisk tabte hun kun én turneringskamp til en anden kvinde fra 1887 og frem. Hun vandt endvidere 20 turneringer i damedouble og mixed double. Det var en imponerende rekord, så tæt på perfektion som noget andet opnået i græstennis' lange annaler.

Mrs. Hillyard vandt til sidste flere Wimbledon-mesterskaber end Dod – seks mod Dods fem. Men hun gjorde det i de år, hvor Dod ikke spillede: før det lille vidunder trådte frem på scenen, igen i 1889, det første af to år i midten af hende tenniskarriere, hvor hun besluttede ikke at stille op, og adskillige gange efter Dods pludselige pensionering fra tennis i midten af 1890'erne i en alder, hvor mange lovende tennisspillere endnu ikke har sat deres første aftryk på sporten. Hillyard stoppede ikke med at spille Wimbledon før hun var 49 år gammel, i 1913. Hvis der blev uddelt præmier for langtidsholdbarhed ville hun have vundet dem alle. Da Lottie Dod faktisk spillede kunne der imidlertid lige så vel have været en kløft, der adskilte kvindernes nr. 1 fra nr. 2. Hillyard kunne simplethen ikke følge med pigen fra Lower Bebington. I fire af de fem mesterskabskampe, som Dod spillede, var Bingley modstanderen. Alle fire sejre gik til Dod, tre af dem uden sættab. De år rejste Det Lille Vidunder til det 3½ acres store banekompleks på Worple Road. Det var en beskeden affære. Dets klubhus var en toetagers murstensvilla, som spillerene entrerede gennem franske døre. I badeværelset på anden sal stod der fire vaskefade på marmorplader, hvor turneringnsdeltagerne kunne vaske sved af deres ansigter efter tæt udkæmpede kampe.

Rundt omkring på banerne stod tilskuerne til tider så tæt, at "ikke engang en ilder kunne mase sig igennem Centre Court-publikummet", skrev A. Wallis Myers, sportens første store kronikør. I turneringens tidlige historie, før de store stadioner blev bygget, og før kvinder havde fået lov at deltage, betalte folk 2 shillings og 6 pence for lov til at stå eller sidde hvor de kunne rundt om banerne, der var indhegnet med reb, nogle placeret på stole de selv havde medbragt, andre på stabler af opvarmede mursten, der lejede af kræmmere på anlægget. Under regnvejr foldede de store paraplyer ud, som de skælvede under, mens de mandlige spillere standhaftigt fortsatte. Senere blev der skabt en vis antydning af orden i forbindelse med opførelsen af rækker af siddepladser, "the boxes", og ståpladstribuner rundt om banerne. Tusindvis af betalende tilskuere kom for at overvære kampene i løbet af mesterskabsugen. Mange af dem blev transporteret til den nærliggende Wimbledon Station af London and South Western Railway, der afgik fra Waterloo Station. Det virkede som om, at sporten år for år voksede i popularitet.

Efter årevis af diskussioner flyttede mesterskaberne i 1922 endelig til et større anlæg på Church Road, nogle få miles fra den oprindelige lokation, hvor All England Lawn Tennis and Croquet Club og dets berømte turnering siden da er forblevet.

Dog blev altid budt velkommen tilbage i tennis' selvudråbte katedral. Når alt kom til alt havde hun vundet den prestigefyldte turnering fem gange, inden kun i en alder af 21 år stoppede karrieren og bevægede sig videre til andre triumfer: at spille hockey for Englands landhold, at blive britisk mester i golf for kvinder, at træne i Schweiz som en af Europas bedste skøjteløbere, hvor hun nåede op på et niveau, ingen kvinde tidligere havde opnået, at mestre de farligste kælkebaner, herunder den schweiziske by Sankt Moritz' notoriske Cresta Run, at bestige et antal af Norges sværeste bjerge, og endelig at vinde en sølvmedalje til England i bueskydning ved de Olympiske Lege i London i 1908.

I 1903 skrev Myers, at tvivlede på, at han "indtil nu havde set hendes lige" i kvindetennis. Hun kunne jage sine modstandere rundt på banen som dukker med sin forhånd. Og iagttagere noterede sig, at hun flugtede aggressivt med en mands selvtillid. F.R. Burrow, der som referee ledede turneringen fra 1918 til 1936, og som havde set tennis i 1880'erne, skrev i 1937, at hun var så alsidig og så talentfuld, uanset hvilken sportsgren hun prøvede, at "det er en skam, at flyvning ikke var blevet opfundet; jeg føler mig sikker på, at Miss Lottie Dod ville havde været den første pige, der fløj solo Jorden rundt."

Blandt alle de kvinder, der fulgte i Dods fodspor i sportens verden de efterfølgende mere end 100 år, kunne Guinness Rekordbog kun finde én atlet at sammenligne hende med: Babe Didrikson Zaharias, den store amerikanske sportskvinde, født 40 år efter Dod, som i årene omkring anden verdenskrig konkurrerede og sejrede på det højeste niveau i atletik, golf, basketball og baseball.

I sine sidste årtier førte Dod en lidt omrejsende tilværelse, men uanset hvor hun boede på det givne tidspunkt, lagde hun altid vægt på at rejse til Wimbledon i juni måned for at sidde på Centre Court og overvære mesterskabet udspille sig. Indtil et par år før ?????????? havde hun boet sammen med sin storebror William i en lejlighed, hun ejede, på 5 Trebovir Road i Earl's Court-distriktet i London. Det var et område med storslåede stenhuse, som i løbet af årene med knaphed i perioden efter anden verdenskrig var blevet inddelt i mindre underenheder. Ligesom meget andet i den store by i de år havde det et falmet præg over sig, en følelse af fejlplaceret storhed. William Dod, der selv var en guldmedaljevindende bueskytte ved OL og veteran fra første verdenskrig – dan han var i slutningen af 40'erne, meldte han sig som frivillig til at kæmpe i sportsmandsbataljonen i Royal Fusilier og blev sendt til skyttegravene i et år – var heller aldrig blevet gift. William og Lottie, de to søskende som undkarl og pebermø, havde siden før anden verdenskrig med få afbrydelser boet sammen. Til tider lavede familiemedlemmer sjov med, hvorfor de to søskende ikke havde giftet sig eller fået børn. Nogle generationer senere spekulerede medlemmer af Dod-familien på, hvorvidt de to olympianere overhovedet var interesserede i at forfølge romantik.

I 1939 flyttede de to søskende ind i en ejendom, som William ejede i landbyen Westward Ho! i Devon. Der blev de boende under hele krigen, men nogle år senere vendte de tilbage til London. Men William, der var fire år ældre end Lottie, døde i oktober 1954. Nogle få år derefter, da Lottie var oppe i 80'erne, var hun flyttet ud af hovedstaden for at leve fornemt tilbagetrukket på sydkysten og for at være tæt på sin sidste overlevende bror, Anthony, og han kone, Evelyn. Tony havde giftet sig med hende kort før første verdenskrig. Evelyn kom fra det lavere aristokrati, hendes far var præstegårdspræst i nærheden af Newbury. Da parret blev ældre boede de stille i Sway, hvor Anthony læste i sine skakbøger, og Evelyn spillede klaver, og de gik begge jævnligt i kirke. Om aftenen læste de digte sammen i deres stue. Når deres børnebørn kom på besøg, støvede de den store, gamle laterna magica af, som Anthony årtier tidligere havde købt, og satte slides i som visuelle billeder som ledsagelse til børnesange og komediefortælinger.

Lottie var indtil for nylig(????????) forblevet aktiv og været ved relativt godt helbred.

Men i 1960 havde alderen langt om længe indhentet hende. Den sommer havde hun overlevet alle sine søskende. Philip var død som barn. Ann, hendes første tennismakker, var død af kræft i 1920'erne. William havde nu været død i seks år. Og Anthony, som hun i sin ungdom havde cyklet rundt i Europa og besteget nogle af kontinentets højeste tinder sammen med, og som hun var flyttet til Sway for at være i nærheden af, døde i begyndelsen af året. Men nu, mens tennissportens sommersæson var godt igang, var Lottie Dod selv blev for syg til at rejse. Hun led af bronkopneumeni og kraftig anæmi og var også været udsat for et væmmeligt fald på plejehjemmet, hvorved hun brækkede højre lårben og bækken.

For plejepersonalet på hjemmet var hun nok bare endnu en lille, gammel dame bebyrdet med lidelser og ikke langt igen. De havde sandsynligvis ondt af hende, og så hvor ensom og sårbar, hun var, og gøs indvendigt med håbet om, at sådan en skæbne ikke en dag skulle overgå dem. Når de så på hende, så hjælpeløs og smerteramt, kæmpende for hvert eneste åndedrag, kunne de sikkert ikke forestille sig, at hun nogensinde havde været ung og nogensinde været selvstændig. Hvordan skulle de kunne havde vidst, at hun engang svævede som en fugl over bjergene, at hun engang på kælkebanen Cresta i Schweiz opnåede en højesre hastighed, end nogen anden kvinde på Jorden på det tidspunkt? Hvordan skulle de kunne have vidst, at hun engang stirrede ind i åbningen på massive gletsjersprækker, og at hun i årevis havde prydet tennisbanerne i Wimbledon som ingen kvinde før hende, og kun ganske få efter hende, havde gjort. Hvordan skulle de kunne have vidst, at hun i sin bedste alder kunne have gjort krav på titlen som den største sportskvinde, verden havde set?

Mens hun lå i sin seng i hjemmet i Birchy Hill, langt fra byen Lower Bebington i Midlands, hvor hun var blevet født den 24. september 1871, lyttede Dod til BBC-kommentatorernes overklassestemmer. Den mandag, den 27. juni 1960, var temperaturen i London lige over 15 grader. Det var en blæsende, skyet dag, en ret typisk forsommereftermiddag i England. Det var den slag vejr, som Dod som spiller trivedes i. På trods af skyerne holdt regnen sig tilbage, og kampene fortsatte.

Mens hun lyttede drev hun sandsynligvis ind og ud af bevidsthed.

Da eftermiddagen var ovre, havde Neale Fraser spillet sig et runde videre i den rejse, der bragte ham titlen den efterfølgende weekend. (Maria Bueno, der ikke spillede den mandag, trænede til sin kvartfinalekamp dagen efter mod englænderen Angela Mortimer.)

Da eftermiddagen var ovre, var Dod, den sidste overlevende mester fra tennissportens victorianske ungdom, den yngste vinder nogensinde af det der blev kendt som de fire store grand slam-turneringer, også død. Hvis hun rent faktisk have indstillet radioen på radiokommentatorerne, der rapporterede fra hendes elskede Wimbledon, havde hun draget sine sidste åndedrag, mens hun lyttede til dækningen af Frasers kamp mod Bucholz, inden MacKay imploderede mod italieneren, inden Truman begejstrede hjemmebanepublikummet med sin sejr. Lotties død skete tidsnok til at få nyheden med i de senere udgaver af nogle af landets aftenaviser, og tidsnok til at eftermiddagsudgaverne på den anden side af Atlanten samlede historien op fra nyhedstelegrammerne.

Der var sket en masse rundt omkring i verden den juni. Tidligere på måneden havde en gruppe på fem unge mennesker fra Liverpool, drenge der var vokset op ikke langt fra Dods barndomshjem, spillet koncert under navnet The Beatles for første gang. Tre af dem, John, Paul og George, forblev med tiden i bandet, rekrutterede Ringo og erobrede verden de kommende år. To faldt fra ved vejkanten. I Australien og Sovjetunionen kostede flystyrt dusinvis af liv. I midten af måneden havde portugisiske kolonistyrker affyret skud mod en skare af prodemokratiske demonstranter i den mozambiske by Mueda, der dræbte mellem 500 og 600 mennesker. Massakren katalyserede modstanden mod koloniststyret, og som konsekvens udkrystalliserede et antal nationalistgrupper i de følgende måneder. På den anden side, et par dage senere, blev Congo, der i lang tid havde været den blodindsmurte kronjuvel i det belgiske imperium, efter årelang strid endelig tildelt uafhængighed. Mens rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA skærpedes, begyndte nyligt opsendte vejrsatellitter at sende bemærkelsesværdigt deltaljerede oplysninger om vejrmønstre tilbage til Jorden. Og i New York City havde en Alfred Hitchcock-film med titlen Psycho premiere i to biografer foran store, skræmte publikum.

I sommeren 1960 var Chalotte Dod for længst blevet glemt. Hun var et victoriansk efterladenskab i atomalderen. I de sjældne tilfælde, hvor hun blev omtalt at sportskommentatorer og -historikere, blev hun altid benævnt ved sit kælenavn fra barndommen, "Lottie", selvom hun gentagne gange gjorde det klart, at hun afskyede det forkortede navn. Faktisk havde hun så langt tilbage som i 1893 i en alder af 21 år formanet en reporter fra Westminster Gazette: "Kald mig venligst ikke Lottie. Mit navn er Charlotte, og jeg hader at blive kaldt Lottie i offentligheden." Men på sin tid havde hun under det afskyede kælenavn utvivlsomt været den kendteste, mest alsidige, og mest gennemførte kvindelige atlet på Jorden. Overalt på de Britiske Øer, og – på grund af de engelske aviser og tidsskrifters udbredning samt telegrafens vidunder – i det større imperium var hun kendt som "Lottie", "Det Lille Vidunder", den yngste vinder på tværs af kønnene, der nogensinde havde vundet et singletrofæ i en grand slam-turnering. 150 år efter hendes fødsel gælder den rekord stadig. Det er med sikkerhed en af de mest holdbare rekorder inden for sport.

Men "Det Lille Vidunders" sidste hurra, hendes olympiske sølvmedalje i bueskydning, var indtruffet mere end et halvt århundrede tidligere. Stillfotos fra den begivenhed viser hende stående ret som en soldat, en lidt humørforladt udseende midaldrende dame med kjole i fuld længde og langærmet bluse. Hun bar et kogger med pile, der stak ud fra en pung på hendes højre ben. Hendes venstre arm stabiliserede buen, mens hun med højre hånd spændte buen med en pil, der var parat til at blive skudt af. På hendes hoved skimtedes en tolagshue. Der var næsten ingen filmoptagelser af hendes to årtier lange idrætskarriere – kun et par flygtige, lydløse sekunder af hende, mens hun skyder pile mod midten af skiven ved OL i 1908 på et skrattende, gammelt bånd opbevaret i British Film Institutes arkiv – ingen overlevende radiointerviews fra hendes storhedstid. Hun havde toppet umiddelbart inden den æra, hvor sportsstjernerne af billed- og lydmedier blev opløftet til udødelighed. Der var ingen film om hende, hun havde ikke tjent en formue på svimlende store sportspræmier og sponsoraftaler, som senere generationer af mestre ville komme til at tjene på.

Under første verdenskrig arbejdede Dod nogenlunde anonymt som sygeplejerske på hjemmefronten, hvor hun plejede sårede soldater, der blev evakueret tilbage til London fra drabsmarkerne på kontinentet, og som følge deraf modtog medaljer fra Røde Kors for sin tjeneste. Efter krigen startede hun på korsang og klaverspil, og hun optrådte med en velkendt London-gruppe med navnet Oriana Madrigal Society, og i et tilfælde optrådte hun endda for kongen og dronningen med Bach-kantater i et privat kapel i Buckingham Palace.

I årtier havde hun været en lidt excentrisk enlig kvinde, ugift og indbildsk overklasse, tilsyneladende – i det mindste i henhold til hendes nevø G.E. Worssam erindringer som gammel – blottet for romantiske følelser. Worssam beskrev hende som en "vanskelig" dame, dog uden at uddybe dette, og mindedes, at de forskellige familiemedlemmer på deres senere år var vokset fra hinanden. Yngre beslægtede huskede hende på sine ældre dage som en alvorlig, nærmest tvær person, der ofte talte med en skarp tunge, og som kun tøvende smilede. Da et mandligt familiemedlem giftede sig med en ældre kvinde, noterede Lottie sig med foragt denne kendsgerning og bemærkede, at hun engang ved blev tilbejlet af en yngre mand, en regimentsofficer, man hun havde afvist ham på grund af hans alder. Måske var sandheden, at hun aldrig havde haft tid eller lyst til ægteskab, eller forhold til mænd, fordi hendes besættelse af sport havde forrang for ting på hjemmefronten. Måske var den anekdote, hun fortalte til en reporter fra Evening Times-Republican, en avis udgivet i Marshalltown, Iowa, under sin turné i USA i 1904, egentlig selvbiografisk. "Golf i Skotland er næsten en sygdom. Den passion og vedholdenhed, som skotterne bidrager med til golfspillet, er ret utrolig." Hun forklarede videre: "Jeg hørte for ikke så lang tid siden om en ungkarl i Edinburgh, der havde spillet golf, siden han var dreng. Han var advokat, og hvert eneste øjeblik, han kunne stæle fra retten, dedikerede han til links. Denne mand tillod hverken religion eller selskabsliv eller forretning at forstyrre sit daglige golfspil. Han havde aldrig gjort tilnærmelser til en pige, fordi, som han sagde, golfen havde ikke efterladt tid til det."

Den ældre pebermø Dod kunne for en udenforstående i sine sidste leveår minde om en Miss Marple-karakter, let at undervurdere eller afvise. En løvinde og normbryder forklædt som en snævertsynet kirkegænger-mus.

På samme dag, som hun gik bort i Sway, den 27. juni, døde generalsekretæren for Storbritanniens kommunistparti, Harry Pollitt, af en hjerneblødning på et skib på vej hjem fra en foredragsturné i Australien.

Dagen efter blev Pollitts død dækket intensivt med lange nekrologer i mange af aviserne. Det kommunistiske Daily Worker hyldede ham temmelig hagiografisk som "et humant, elskeligt menneske med en fremragende humoristisk sans og et tilsyneladende endeløst lager af historier, der udover at besidde nogle vigtige politiske pointer også havde et meget underholdende indhold." Derimod blev Dods bortgang behandlet som en hængeparti. I Skotland udgav Aberdeen Evening Express nogle timer efter hendes død tre obligatoriske afsnit som informerede læserne: "Miss Lottie Dod, en Wimbledon-mester i 1880'erne, er død på et plejehjem på sydkysten." I Englands næststørste by publicerede Birmingham Daily Post Pollitts og Dods nekrologer ved siden af hinanden på side 4. Pollitts død havde gjort sig fortjent til 15 afsnit, fordelt på to kolonner, og et foto. Dods blot fem korte afsnit. Tilsvarende fyldte mindeordene for Dod som "en af de mest bemærkelsesværdige sportskvinder i det 19. århundrede" den næste morgen i London-avisen The Guardian blot fire afsnit og et foto. På samme side fyldte en kæmpe hyldest til Pollitt hele de to venstre kolonner med detaljer om de komplekse omvæltninger i et liv, der begyndte i slumboliger i Lancashires arbejderklasse, og som indeholdt perioder i fængsel og lange år som fagforeningsmand og apparatjik. "Hans liv var dedikeret til det han anså som en retfærdig krig mod forholdene fra sin barndom," angav nekrologen. Historien om hans død var endvidere på forsiden.

I Amerika dømte The New York Times Dods død værdig til blot tre afsnit, rapporterende fra kystbyen Bournemouth, taget fra Reuters' nyhedstelegram. Tonen var afgjort underdrevet: "Lottie Dod, som havde været tennismester og all-round-atlet, døde her i går aftes på et plejehjem. Hun blev 88 år." Selv Minneapolis Star, som med fede typer i sin eftermiddagsudgave dramatisk satte overskriften "Den gamle britiske sportsdronning, Lottie Dod, er død" på sin hyldest, kunne kun presse fem afsnit ud, også taget fra Reuters' telegram.

Ved hendes død blev den tidligere sportssuperstjernes dødsbo ifølge skiftedokumenterne opgjort til et halvrespektabelt, middelklasseagtigt 24.013 pund, 3 shilling og 6 pence.

Hun blev formentlig begravet ved en enkel ceremoni. Der var ingen nyhedsreportager fra hendes begravelse, ingen indikation af representation fra højeste niveau – ingen regeringsrepræsentater er højtstående personer fra sportsverdenen kom for at markere denne ekstraordinære sportskvindes bortgang.

Med tiden glemte den yngre generation af familien endda, hvor hun blev stedt til hvile. Måske var hendes grav blandt de snesevis af grave, der som årene gik blev efterladt uvedligeholdt og efterhånden blev så forvitrede og beskadigede af mos og alger, at ordene, der var hugget ind i gravstenene ikke længere var læselige. Eller måske var hendes grav en af de mange, der blev tilvokset med græs, brombærbuske, mos og ukrudt på den kirkegård, der omkransede den lille murstensbygning, der udgjorde St Luke's Church, lidt nede ad gaden fra Sways jernbanestation, at det var umuligt at se navnene på dem, der lå nedenunder. Måske var hun blevet begravet lidt længere væk på en af kirkegårdene i Lymington eller New Milton, der blev drevet af grevskabet, og som havde mange gravsteder, som i løbet af årtierne blev helt nedbrudt, og hvor stenene knækkede, og hvor navnene på de døde for længst var forsvundet.

Uanset hvor blev Lottie Dod efterladt til at navigere evigheden på egen hånd. Ingen kom og passede hendes grav eller sørgede på årsdagen for hendes bortgang.

I sin storhedstid havde kun en håndfuld kvinder i Storbritannien været mere kendt end Dod – og de fleste af dem, der tiltrak sig mere opmærksomhed fra avismændene ved århundredeskiftet, var damer berømt for deres titler eller deres placering i overklassen fremfor deres bedrifter. Derimod var Dod mere kendt for hvad hun gjorde end for den titel, hun bar. I sine ærefulde år var hun blevet portrætteret i og fotograferet til tidens førende tidsskrifter. Men selv i hendes egen levetid havde disse forfattere og fotografer opgivet hende, da hendes præstationer blot blev et fjernt minde fra en æra for ualmindeligt lang tid siden. Hun havde levet de sidste årtier af sit liv som en silhuet. Ved sin død havde hun allerede været indhyllet i anonymitet i næste et halvt århundrede.

Lottie Dods breve og de fleste af hendes fotoalbum – et album for hver sportsgren – hendes hockeystav, hendes alpestok, en af hendes bueskydningsbuer og andre beskedne ejendele blev fordelt blandt hendes slægtninge. Hendes bror Tonys ældste søn beholdt mange af disse i kælderen under sin store gårdhus i landsbyen Chieveley i grevskavet Berkshire. Og mens den ene generation afløste den anden forsvandt mange af disse optegnelser om hendes liv. De forsvandt i som solgte dødsboer eller måske blev de smidt ud som ubrugeligt rod. Det som var tilbage fra Dods 88-årige år af "Det Lille Vidunders" præstationer, den ekstraordinære victorianske dame, der var større end livet selv, var brudstykker, spøgelsesagtige glimt, i arkiver, i samleres album, i avisnekrologer.

I 1984 udgav essayisten Kenneth Lash et imaginært møde med Woody Allen, hvor han pinliggjorde filminstruktøren ved at referere til personer, som Allen aldrig havde hørt om. "'Lottie Dod', sagde jeg, 'Lottie Dod.' Jeg rørte ham forsigtigt på skulderen og gik væk," skrev Lash. "Det var tvivlsomt, om han vidste, hvem hun var."

Kapitel 1. En familiebesættelse

Billedtekst: Fotografi af den unge Lottie Dod med venner og familie ved en lokal sportsbegivenhed. Lottie Dod med den genkendelige cricketkasket står midt i bagerste række. Copyright AELTC. Reproduceret efter venlig tilladelse af Wimbledon Lawn Tennis Museum.

For Joseph Dod, William og Mary Ann Heart Dods søn, havde årene fra 1850 og frem været nogle gode år. Det var en tid, hvor udvidelsen af det engelske imperium syntes grænseløs, og hvor Englands business class' evne til at generere rigdom syntes ustoppelig.

Joseph (Lottie Dods far) blev født ind i en stor familie i Bebington den 25. april 1830. Han var 19 år yngre end sin ældste bror, Henry, og 13 år yngre end sin yndlingsbror, Edward. Der var i alt 10 børn, hvoraf 7 nåede at blive voksne. Deres forældre, hvoraf begge kunne føre deres Chesire-slægt generationer tilbage, var midaldrende i 1830, da de begge var født i 1790, blot måneder efter den franske revolutions epokerystende begivenheder. William, en slagtersøn, var gået ind i Liverpools ulddraperi-branche kort efter at Napoleonskrigene sluttede. Og i 1827, med et hus på Castle Street midt i byen, var han velhavende nok til at opliste sig selv som "gentleman". I løbet af de næste årtier erhvervede han en masse ejendomme i den voksende by, herunder et antal bomuldslagre. En af dem var et stort site på østsiden af Cheapside, han havde erhvervet i 1844.

Da Dod-parret døde – William i sommeren 1857 i hans søn Thomas' hus i Lower Bebington og Mary i 1860 – blev de begravet i det grevskab, der havde lavet deres liv i, på St. Hilary-kirkegården i den lille by Wallasey ved floden Merseys udmunding. I løbet af 1860'erne blev deres søn Joseph veletableret i bomuldsbranchen som handler og finansmand, efter at han med held havde investeret den betydelige arv, han havde modtaget ved Williams død.

For den amerikanske borgerkrig var bomuld flydt ind i kongeriget fra de sydlige slavestater – stigende fra blot en håndfuld baller i 1784, kort efter slutningen på den amerikanske uafhængighedskrig, til 128.000 baller kort før krigen i 1812, og yderligere til 2½ million baller i årene op til borgerkrigen. Skibe krydsede Atlanten og medbragte millioner Punds rå bomuld, der skabte store formuer for handelsmænd og fabriksejere i de engelske Midlands. Og havnebyen Liverpool, der tidligere havde været central for den transatlantiske slavehandel i århundreder, blev i de sidste år i 1700-tallet epicentret for denne handel. Et voksende antal lagre blev opført tæt på hinden inden for få minutters gang fra den store bormulds-børsbygning åbnet i 1808, hvorfra de handlerne udførte deres forretninger. I begyndelsen af 1840'erne blev disse handelsmænd organiseret i Cotton Brokers' Association og Liverpool Cotton Association, og de spillede en førende rolle i Anti-Corn Law League eksponenter for frihandel in den voldsomme politiske debat, der bølgede frem og tilbage i England i dronning Victorias tidlige regeringsår.

Mens den industrielle revolution i Storbritannien accelererede, blev bomuld et afgørende vigtigt råmateriale. Omdannelsen af bomuld til tøj og andre tekstiler gav beskæftigelse et enormt antal urbaniserede arbejdere i grevskaberne Lancashire og Cheshire, umiddelbart øst for Englands grænse til Wales. I Manchester myldrede det med tekstilfabrikker, i Liverpool med bomuldsdistributører.

"Bomuldsmesteren personificerede 'industriens' nye kraft," skrev historikeren Anthony Howe i 1984. Det var bramfri, unge mænd, der jagtede en formue uden at være bange for at blive anset som de nyrige i et klassebevidst, aristokratisk samfund. De blev påtrykt "labels" – oprindeligt kastet i deres retning af som nedsættende udtryk af medlemmer af den ældre pengeklasse, som de erstattede – som "bomuldslords" og "bomuldskrati" som hæderstegn, og i 1850'erne og 1860'erne erhvervede de enorme formuer. I Howes analyse af mere end 300 bomuldsmestre fandt han, at værdien af de boer, der efterlod ved deres død i gennemsnit var 126.000 pund svarende til mange millioner pund i nutidspenge-

Under den amerikanske borgerkrig kom Lancashires bomuldsbaroner gradvis til at basere sig på produkter af lavere kvalitet fra Indien. At de var i stand til det, var et bevis på deres fremsynethed: i 1850'erne, mens den hjemlige situation i Amerika forringedes, havde Cotton Supply Association lobbyet for øgede infrastrukturinvesteringer og jordreformer i territorier i Britisk Indien, for at kunne fremme bomuldsdyrking der som en alternativ kilde. Strategien virkede godt nok til at holde den britiske tekstilindustri i live – men ikke godt nok til at opretholde samme niveau som før krigen. For fabriksarbejdere i Lancashire blev 1861-1865 kendt som "bomuldshungersnøden", tider med arbejdsløshed og sult. Men for de få hundrede mænd, der kontrollerede bomuldsforsynlingslinjerne gennem Liverpool, heriblandt Dod, var nøden snarere en ulejlighed end en katastrofe. De var nogle år tidligere begyndt at sprede deres investeringer, gik ind i bankdrift i Liverpool og nærtliggende Manchester, åbnede stormagasiner og indtog positioner i den nyligt vigtige gummiindustri.

Efter krigens afslutning flød amerikansk bomuld igen rigeligt ind i England, fabriksteknologi øgede produktiviteten med stormskridt, og topkøbmændene i Liverpool havde flere penge, end de vidste hvad de skulle gøre med.

Joseph Dod navigerede godt i disse markedsændringer. Han importerede bomuld og solgte det til møllerne, der nærede væksten af Lancashires byer, og han brugte noget af sin profit til at gå ind i bankdrift i Liverpool, der sikrede ham endnu flere penge. Da han diversificerede sin forretning under den amerikanske borgerkrig, begyndte han også at importere store mængder canadisk frøhavre, som reklamerede for i lokale aviser.

Da han den 11. september 1862 giftede sig med Margaret Aspinall, der var 10 år yngre end ham, i en ceremoni ledet af den ældre pastor A. Knox i St. Mary's Church i Birkenhead var Joseph en ekstremt velhavende mand, selvom han kun var i trediverne. Ud over at investere godt begyndte han, ligesom mange af sine bomuldshandelsfæller, at spendere nogle af sine penge på luksuriøse levevilkår. Bomuldslords, skrev Anthony Howe, opgav i høj udstrækning det politiske felt i de år, og gav dermed afkald agitationen for Anti-Corn Law tidligt i Victorias regeringsperiode, hvor de havde sat deres aftryk som passionerede frihandlere, og istedet "bukkede under for opdagelsen af Europa, jagt, lystsejlads, socialt liv i London, fiskeri og skydning i Skotland samt uautentisk landstedsliv." Howe skrev om "kunstfærdige middage, rummelige vinkældre, en overflod af tjenere, omfattende udlandsrejser," om optagethed af cricket, billard og andre fashionable sportsgrene.

Joseph og Margaret Dod syntes fast besluttet på at leve op til dette billede. De flyttede ind i en vidtstrakt landejendom i Cheshire, som de navngav Edgeworth House, et par miles uden for Liverpool og i nærheden af Josephs bror Thomas' hjem. Navnet Edgeworth blev ifølge familiefortællingen valgt som en hyldest til en af Josephs forfædre, Sir Anthony Dod fra Edge, en engelsk bueskytte, der kæmpede heroisk under den sagnomspundne slag om Agincourt mod franskmændene i 1415, og som samme aften blev slået til ridder på sejrsmarken af Henrik den 5..

Edgeworths bygninger var af [[gotikgotiske mursten med indgangpartier i sten. Rummene blev opvarmet af udsmykkede stenpejse, der havde aftræk gennem høje, tynde skorstene, og godset var så stor arealmæssigt, at der var plads nok til store sociale sammenkomster og en række sportsfaciliteter. Gulvene var af træ, og lyden blev dæmpet af tykke, mønstrede tæpper. I et hjørne af spisesalen – et rum fyldt med tunge, polstrede stole, højryggede træsæder og porcelænsvaser, pynte-udskårne borde draperet med tykke duge og romanske statuer – stod et lille orgel. På væggen til højre for orgelet hængte de unge mennesker to små oliemalerier op. Det ene forestillede små sejlbåde på et hav, det andet havets voldsomme bølger, der slog mod en skovklædt kyst. Med årene, som familien voksede blev kaminhylden over pejsen udvidet med adskillige indrammede fotografiske portrætter af individuelle familiemedlemmer samt et af to af børnene stående ved siden af hinanden, et lille ur samt flere vaser.

I 1863 fødtes Joseph og Margarets første barn, en pige de navngav Ann. Yderligere fire børn fulgte derefter i løbet af de næste ni år: William, Anthony, Charlotte – formentlig opkaldt efter Josephs storebror Edwards afdøde kone, der var død i 1860, blot 37 år gammel – og Philip. Sidstnævnte blev født et år efter Charlotte men døde som spæd sidst i foråret 1873. Resten voksede op på Edgeworth House og lærte fra små at deltage helhjertet i det sportsunivers, som Joseph og Margaret satte så stor pris på.

Velhavende victorianere var de seneste årtier i stigende grad blevet besat af fysisk træning. Nogle havde installeret flytbare gymnastiksale i deres boliger, hvor de udførte en række øvelser med henblik på at smidiggøre deres benmuskler, udvide deres bryst og styrke deres ømme rygge. Andre modificerede trænings-kure, som kolonisoldater i Indien var stødt på, og begyndte af svinge flaskeformede "indiske køller" af træ i et sæt calisthenics-øvelser, der lignede en krydsning mellem vægtløftning og moderne cheerleaders' tamburstavsving. Fra og med 1860'erne begyndte et antal træningsmaskiner patenteret af læger i Sverige, de tyske stater og andre steder at blive importeret til Storbritannien. Vægtløftning blev populært, både for kvinder og mænd. Og i løbet af de følgende årtier blev gymnastik, akrobatik, rebklatring og brug af romaskiner for at styrke sine mavemuskler bredt accepterede dele af fitness-dille for sunhedsbevidste victorianere. Ved slutningen af århundredet konkurrerede velhavende, unge mennesker i et utal af nye sportsgrene, både individuelle og holdbaserede.

De fire unge Dod-søskende lærte at skyde med rifler og pile, at løbe, at svømme, at spille en række boldspil – fra cricket og billard til den nye dille, græstennis.

William opnåede betragtelig succes som både bueskytte og storvildtsjæger. I sidstnævnte egenskab mødte han den store poet og romanforfatter Rudyard Kipling på en skibsrejse over Atlanterhavet. Kipling spurgte ham efter sigende om hans efternavns mærkelige stavemåde, og mumlede gnavent, at han antog, "at hvis det var godt nok til Gud (engelsk: God), så er det godt nok til Dod." Ann trivedes som tennis- og billardspiller. Anthony, der som ung tilbragte månedsvis med at rejse rundt i Europa med Lottie på cykel og klatrede i bjerge sammen med hende i Schweiz og Norge, skabte med tiden en niche for sig selv som en meget dygtig skakspiller, der var i stand til at spille op med verdens bedste. I 1889 blev han mester i Liverpool Chess Club, en titel han tre år senere afgav til William. For at markere deres sejre blev begge brødre overrakt et kæmpe sølvtrofæ i form af en plakette på rød fløjlsbaggrund, der forestillede en antik græsk scene men en halvnøgen kvinde, der slænger sig i et tempel, omringet af tre kvindelige hofdamer. Anthony blev efterhånden så god til spillet, at han han var i stand til at spille simultant mod flere spillere med bind for øjnene. Hans fotografiske hukommelse hjalp han med at holde fuldstændig styr på det, der skete på hvert enkelt bræt. Lottie... altså, Lottie blev simpelthen den største sportskvinde i sin æra, måske på tværs af alle æraer.

Kort efter at major Wingfield patenterede sit græstennisudstyr og udgav sin pamflet, der fastsatte det nye spils vigtigste regler, bestilte Joseph nogle sæt fra Wingfields agent og fik dem opsat på Edgeworths græsarealer umiddelbart øst for huset. Han havde sandsynligvis hyret gartnere til at klippe plænerne tæt ved brug af effektive maskiner udviklet i 1830'erne af opfinderen Edwin Budding fra Gloucestershire. Han stod nok i spidsen for at lægge lærreds-linjerne, der afgrænsede banen, og nedhamringen i jorden af de pæle, hvor nettet blev fastgjort. Han havde bestilt æsker med den nye sports filtbolde med vulkaniseret gummikerne. På dette tidspunkt fremførte Dod sig selv som en fritidsmand. Da han i 1877 blev indkaldt til at gøre tjeneste som nævning, benævnte flere af hans nævningefælles sig som "handlende" – med bomuld, metal eller tømmer. Men Joseph insisterede sammen med et halvt dusin af de andre mere velstillede jurymedlemmer at der blev skrevet "gentleman" ud for hans navn. Han var i midten af 40'erne og defineret af sin rigdom og indretningen, der fulgte med finansiel succes.

Som så mange andre landejendomme på den tid havde de havde de omlagte haver i Dod-familiens hjem Egdeworth måske tidligere kunne prale af kroketplæner; og måske forblev de også ubrugte, da kroketfeberen forsvandt i starten af 1870'erne, mens de ventede på, at den næste dille, græsarealet kunne bruges til, voksede frem.

På det tidspunkt var der flere kandidater, der gjorde krav på den betegnelse. I århundreder havde kongelige spillet "tennis", et spil, der involverede bat, hårde bolde og indendørsbaner med høje net forskellige indhug, boldene kunne springe tilbage fra. I banens vægge havde man på strategiske steder placeret huller, bolden kunne slås ind i. På nogle måder var den en forløber for flere moderne ketchesportsgrene og også for sportsgrene som basketball og lacrosse. I nyere tid var en serie udendørs varianter af dette spil blevet afprøvet – nogle spillet en-mod-en, andre med hold på op til 12 mennesker, med det formål at flytte bolden på en lang udendørs bane. En sports-slægtsforsker ville kunne danne et familietræ for tennis, der indeholder alt fra de moderne sportsgrene badminton, squash og græstennis til en serie evolutionært blindgyder, der svandt bort et sted i det 19. århundrede.

Wingfield havde imidlertid heldet og betydelige selvpromoveringsfærdigheder på sin side. Da han i 1874 udrullede sin nye ide om en sportsgren, gav han den to navne. Det første var "græsplænetennis", det andet "sphairistike". Som klassisk uddannet kunne han ikke modstå den oldgræske henvisning. Det akavede navn hængte dog ikke ved; men det gjorde selve spillet. Hjulpet af en usædvanligt effektiv reklamekampagne – Wingfield brugte sine kontakter i hæren til at sikre sig entusiastiske artikler om sin opfindelse i forskellige militærblade, dagblade, selskabsmagasiner og sportstidsskrifter – dillen spredte sig som en steppebrand. Blot måneder efter, at Wingfield havde fået sit patent, var det en sensation, noget som rigtig mange selskabsfolk ville være med til.

Dod-børnene, både drenge og piger, der blev hjemmeskolet af en række guvernanter og undervisere, fik frie tøjler til at spille på de nyopførte baner, når som helst de havde lyst. Det blev også forventet, at de hjalp med slå græsset, tromle og markere de baner, der var indhegnet fra de omkringstående træer og krat, og tage nettet op og ned hver dag, samt at vaske tennisboldene efter dagens brug på husets dørmåtte. Ann og lille Lottie, der måske var fire eller fem år, da tennis ankom til Edgeworth, tog særligt godt imod spillet. Det vil næppe være en overdrivelse at hævde, at særligt den yngste af pigerne voksede op på disse baner, og at fra Lottie Dod og tennis fra begges tidlige barndom hang uløseligt sammen. Når hun ikke spillede på banerne, gik hun hen til en af godsets hjørner og slog en bold mod væggen igen og igen og igen, hårdere og hårdere og hårdere, og finpudsede sine reflekser, mens bolden hurtigt og lavt sprang tilbage mod hende.

Men så ramte tragedien familien Dod. Den 30. november 1879, da Lottie kun var otte år gammel, døde Joseph. En kort dødsnotits blev to dage senere bragt i Liverpool Mercury med detaljer om begravelsesplanerne og hintet "venner vil acceptere denne hentydning". Han blev begravet kl. 11 om formiddagen den 3. december i familegravstedet på Bebington Kirkegård, samme sted som sin lille søn Philip var begrabet, og hvor Margarets far, John Aspinall, og Margaret selv i sidste end ville blive stedt til hvile.

Efter sin mands død synes Margaret at have betragtet Edgeworth som en verden for sig selv. Inden for dens grænser følte hun sig i kontrol og var i stand til at være den elegante værtinde, den yndefulde, velforsynede enke. I sit testamente, der var håndkrevet med sort blæk, hans pæne skrift lænende en smulle til hæjre, havde Joseph efterladt huset og dets indretning, malerier og det meste af sin bogsamling til sin kone. Undtagelsen var nogle af hans fars bøger, som han testamenterede til sin bror Thomas.

På trods af at Dod-familien i 1860'erne og 1870'erne havde spenderet på fin livsførelse og kunstfærdige sportsbaner, havde Joseph samtidig plejet sine finanser. Måske var han bevidst om Dod-familiens våbenskjold og motto: en slange viklet rundt om et hvedeneg, herunder det latinske udtryk In Copia Cautus, der oversættes til "I overflod vær forsigtig". Med andre ord, frist ikke skæbnen med overforbrug. Nu kunne Josephs enke og børn høste frugterne af han gode økonomiske sans. Ud over huset og dets indhold, havde hans testamente etableret en livrente på 200 pund, som Margaret fik udbetalt resten af livet, sålænge hun ikke giftede sig igen. Han havde også bemyndiget to ekstra udbetalinger på 200 pund om året fra indtægterne fra bortauktionering af dele af sin ejendom. Han havde tilgodeset alle sine fire børn ligeligt, og deres penge blev investeret i statsobligationer, fast ejendom og sikre industrier som jernbaner og kanalkonstruktion, både i England og udlandet, indtil børnene blev myndige. Men de var mindreårige ville boet dække deres uddannelse og andre udgifter. Når de blev voksne ville de resterende penge blive frigivet til dem – og Joseph specificerede særligt for sine døtre, at formuen blev overført direkte til dem, og ikke til en eventuel ægtemand, de måtte erhverve sig hen ad vejen. Ud over disse specifikke detaljer og nogle få mindre legater til lokale hospitaler og til en håndfuld andre familiemedlemmer, udgjorde de resterende elementer af boet efter Joseph, der af hans bobestyrere blev forelagt den lokale ret nogle få måneder efter hand død, lige under 8.000 pund. Det svarer til næste en million pund i nutidspenge.

Uden nogen tilskyndelse til at gifte sig igen boede den velhavende enke med sine fire børn, en ung stuepige ved navn Harriet Jane Pickton, der oprindeligt var fra Liverpool, og en fastboende kok ved navn Jane Jones. De spillede deres rolle som afslappet landadel godt. På deres store ejendoms areal holdt Dod-familien brune korthornskøer, og nogle af dem satte de jævnligt til salg i annoncer i lokale aviser.

Familiemedlemmer kom forbi for at snakke og spille; alene på Josephs side af familien havde Lottie og hendes søskende 26 fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner, og mange af dem boede inden for et par miles afstand af Edgeworth. Venner, heriblandt teenageren Joshua Pim, der senere blev uddannet som læge, og som også blev Wimbledon-mester to gange kort efter, at Lottie var stoppet med at spille, kom og tilbragte weekender i huset. De ankom tidligt på eftermiddagen på cykel eller i ponytrukne vogne, der kørte op ad den grusbelagte alle til stentrinnene, der førte op til husets indgang; de kom for at spille tennis og billard og alle de andre sportsgrene, der efterhånden definerede godset. I et par timer trænede værterne og deres gæster, og så satte alle de unge mennesker sig i spisestuen for at spise scones dækket af tyk, cornisk fløde, der var blevet leveret af mælkemanden aftenen før, og et udvalg af landsyltetøj. Margaret øste mørkebrun te op til gæsterne, og ifølge forfatteren Gwen Robyns, der sidst i Lotties liv talte med hende om gamle dage, flokken "talte ikke om andet end tennis og det kommende grevskabsmesterskab. Det var ikke patball-fester. Tennis var en seriøs affære. Og efter at være blev styrket af hjemmelavet lemode for pigernes vedkommende og øl for mændendes tog alle hjem igen.

For Margaret virkede verden udenfor imidlertid som et mere og mere frygtindgydende, uforudsigeligt sted, som hun var forpligtet til at beskytte hendes fire overlevende børn fra at opleve.

Enken Margaret blev med alderen mere og mere kontrollerende og insisterede på, at hendes børn blev hjemmeskolet frem for at gå i skole og på universitet.

(s. 46)