Pædagogisk filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Pædagogisk filosofi er den del af den praktiske filosofi, som behandler det pædagogiske felt. Fokus er grundlæggende spørgsmål om dannelse, uddannelse, demokrati, undervisning, individets selvforståelse samt opdragelse og barndom. Den pædagogiske filosofis historie strækker sig fra oldtiden og frem til i dag.

Den pædagogiske filosofi opererer på tværs af flere områder inden for filosofien.

Man beskæftiger sig således, bland andet, med klassisk erkendelsesfilosofi (eksempelvis: Sigmund Freud, Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre, Jacques Lacan), etik (eksempelvis: Aristoteles, Immanuel Kant, K.E Løgstrup, Emmanuel Levinas) og samfundsteori (eksempelvis: Hal Koch, Platon, Rousseau).

Den pædagogiske filosofi undersøger således ikke blot menneskets forhold til sig selv, men ligeså forholdet mellem individ og system. I Danmark figurerer pædagogisk filosofi som et selvstændigt kandidatstudie og forskningsfelt ved Aarhus Universitet. På engelsk betegner man almindeligvis pædagogisk filosofi som philosophy of education.

Pædagogiske tænkere[redigér | redigér wikikode]