Pædagogisk filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Pædagogisk filosofi er den del af filosofien, som forholder sig til det pædagogiske felt. Fokus er grundlæggende spørgsmål om dannelse, uddannelse, demokrati, undervisning, individets selvforståelse samt opdragelse og barndom, såvel som viden, erkendelse, læring, argumentation og fx naturfilosofi. Den pædagogiske filosofi undersøger således ikke blot menneskets forhold til sig selv, men ligeså forholdet mellem individ og (om)verden. Den pædagogiske filosofis historie strækker sig fra oldtiden og frem til i dag.

Den pædagogiske filosofi opererer på tværs af flere områder inden for filosofien.

Man beskæftiger sig således med kropsfænomenologi (eksempelvis Hermann Schmitz[1]), erkendelsesteori, etik (eksempelvis: Aristoteles, Immanuel Kant, K.E Løgstrup, Emmanuel Levinas) og samfundsteori (eksempelvis: Hal Koch, Platon, Rousseau).

I Danmark figurerer pædagogisk filosofi som et selvstændigt kandidatstudie og forskningsfelt ved Aarhus Universitet. På engelsk betegner man almindeligvis pædagogisk filosofi som philosophy of education.

Pædagogiske tænkere[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Nina Eriksen: Et indblik i pædagogikkens egen etik, Folkeskolen.dk, 3. september 2013.

http://kandidat.au.dk/paedagogiskfilosofi/