Forskel mellem versioner af "Danmarks historie"

Spring til navigation Spring til søgning
885 bytes fjernet ,  for 1 år siden
sindsyge er rettet til sindssyge osv.
m (→‎Litteratur: virker ikke mere)
Tag: 2017-kilderedigering
(sindsyge er rettet til sindssyge osv.)
[[Fil:Danmark-locator.png|thumb|Nutidens Danmark.]]
'''Danmarks arkæologiske historie''' begyndte ved slutningen af sidste [[istid]]. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som [[Danmark]], været beboet af [[menneske]]r. FørstDen fraegentlige historiske periode begyndte omkring 500 e.Kr. optrådte, da folket [[daner]]ne fremkom i skriftlige kilder ([[Jordanes]] og [[Procopius]]). Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i [[Skandinavien]], som omtrent beherskede det nuværende danske område: Portugal og sammen med Portugal er det danske kongehus danner Europas ældste ubrudte regentlinje. Dronning [[Margrethe 2.]] kan føre sin [[Glücksburgske slægt|slægt]] tilbage til den [[oldenborgske slægt]] frai det femtende århundrede,; visse aner endda helt tilbage til slutningen af 1000-tallet.
 
[[Fil:Danmark i vikingetiden.png|thumb|Det danske kernerige i middelalderen. I vikingetiden synes dele af Viken (Sydøstnorge) også at have hørt ind under riget.<ref>https://www.norgeshistorie.no/vikingtid/artikler/0814-harald-harfagre-fra-vestfold.html</ref>]]
 
Danmarks historie har været påvirket af landets geografiske placering ved søvejenplaceringen mellem Nordsøen og Østersøen: Danmark lå mellem [[Sverige]] og [[Tyskland]] og kæmpede med dem om overherredømmet i [[Østersøen]]. Med [[Sverige]] kæmpede Danmark længe om herredømmet over [[Skåne]] samt og[[Norge]], og med [[Hanseforbundet]], tyske fyrster og hertuger i lang tid om [[hertugdømmerne]] [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] (dansk len) og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] (tysk len). Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster omkringom deres landområder. Konflikter, som endte med afgivelsen af [[Skåne]], [[Halland]] og [[Blekinge]] og [[Norge]] til Sverige og med afståelsen af Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i [[1814]] beholdt Danmark de norske provinser [[Færøerne]], [[Grønland]] og [[Island]]. [[Nordslesvig]] kom tilbage efter en folkeafstemning ved [[genforeningen i 1920]], mens Island erklærede sig fri af [[personalunion]]en med Danmark i 1944.
 
== Forhistorie frem til sen Jernalder (500 e.Kr.) ==
 
[[Fil:Solvognen - Do 2010 1276.jpg|thumb|[[Solvognen]] fra bronzealderen ca. 1350 f. Kr. er et tydeligt tegn på en religiøs og kulturel udvikling.]]
De første sikre beviser på bosættelse af mennesker er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle.<ref>{{Harvnb|Jensen|2002|p=45.}}</ref> Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da [[den neolitiske revolution|landbruget]] kom til landet og det fik for alvor området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og [[jættestue]]r.<ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|p=20+28+46.}}</ref> Samtidig med indførelsen af [[bronze]] i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet. hvilket deDe meget store og rigt udsmykkede grave vidner om det. Bronze var et kostbart metal,. men omkringOmkring 500 f. Kr.<ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|p=50.}}</ref> blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde [[myremalm]], der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst, da folk med de nye og bedre redskaber kunne dyrkeopdyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker, mønter og våben vidner om.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=30-34}}</ref><ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|p=70.}}</ref><ref>{{Harvnb|Hedeager|2002|p=27-55}}</ref>
 
== Danerne og vikingerne (500-1050 e.Kr.) ==
 
[[Fil:Territories and voyages of the Vikings german.png|thumb|[[Vikingernes ekspansion|Vikingernes rejser]].]]
Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra [[Sverige]]. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig, og fortrængt den indfødte kultur. Den første danerkonge, hvis eksistenssom omtales i udenlandske kilder, hed [[Chlochilaicus]], fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr.
Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange [[Kanhavekanalen|Kanhavekanal]], der blev gravet gennem [[Samsø]] cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af [[Dannevirke]] også: den har skullet beskytte et større område framod truslen fra [[saksere|sakserne]] mod syd.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=40.}}</ref>
 
Vi ved fra skriftlige kilder, at vikingerne hærgede løs i 793 fra skriftlige kilder om,og at klostret [[Lindisfarne]] blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de [[Skandinavien|skandinaviske]] vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. Vikingernes skibeDe bragte demvikingernes til [[Amerika]] i vest og Det [[Kaspiske Hav]] i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i [[Normandiet]] og på [[Island]], og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov ([[Danelagen]]) i området. [[Gorm den Gamle]], der døde i 958, regner vi for den første danske konge: hans søn [[Harald Blåtand]] skrev det på [[Jellingstenene]], hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.<ref name="Scocozza 1999 41">{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=41.}}</ref>
 
=== Kristendommens indtog i Danmark ===
{{uddybende|Kristendommens indførelse i Danmark}}
 
Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de ville kommekom i kontakt med den hastigt voksende [[monoteisme|monoteistiske]] religion [[kristendom]]men. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de [[Nordisk religion|asatroende]] daner. Andre missionærer fortæller også, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren [[Ansgar]], der fik held til at oprette en kirke i landet og sågar i vikingernes største by, [[Hedeby]]. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær [[Poppo]], der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong [[Harald Blåtand]] ved [[Poppostenen]]. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå en hellig krig fra de sydeuropæiske landeSydeuropa. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. [[Svend Tveskæg]] underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter resten afhele England, der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn [[Knud den Store]] formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=57.}}</ref><ref name="Scocozza 1999 41"/>
 
== Middelalderen ==
=== Vikingeimperiets undergang ===
 
De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af [[Knud den Store]]s regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds død i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da også England gik tabt. Da kong Knud den Stores søn Hardeknud døde i England i 1042, tilhørte den danske trone i en årrække den norske konge. [[Svend Estridsen]], der var den nærmeste arving tog kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene (se fig 2).<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=60.}}</ref>
 
=== Kirker og kongestrid ===
[[Fil:Åby-Krucifiks.jpg|thumb|[[Krucifiks]]et fra [[Gammel Åby Kirke]] ved [[Århus]] fra 1050-1100 er nok Danmarks ældste kirkelige inventarkirkeinventar. Læg mærke til kongekronen, som kun kendes fra de skandinaviske lande.]]
 
[[Svend Estridsen]]s kongetid startedebegyndte med hærgen og uro fra den norske kong [[Harald Hårderåde]], men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner skulle blive kongerkonge de næste mange år.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=71.}}</ref> Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends søn [[Knud den Hellige]] dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadigtstadig større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i indførelsen af [[tiende]], kirkeskattenkirkeskat. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste trækirkerne i løbet af det 12. århundrede. I 1103 lykkedes detfik [[Erik Ejegod]] at få pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=73.}}</ref>
 
Efter en 30 år lang relativ fredsperiode under [[Niels af Danmark|Kong Niels]] (1104-1134), betød drabet på Erik Ejegods søn, [[Knud Lavard]], at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande forårsaget afmed fejder mellem stridende slægter, der alle bejlede til tronen.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=93.}}</ref> Disse tilstande afsluttedesslutte først med Valdemar den Stores tronbestigelse,kroning som enekonge i 1157.
 
=== Valdemarerne fra år 1157 ===
Med [[Slaget på Grathe Hede|sejren]] over sin rival [[Svend Grathe]] i 1157 blev [[Valdemar den Store]] konge over hele Danmark og havde held til at konsolidere sig fra starten. Det afsluttede lang tids intern uro og indvarslede 100 års opgangstid for kongeriget. Uden en stærk, dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag [[vender]]ne i Nordtyskland hærget og bosat sig i det sydlige Danmark (byendelsen -itze på [[Lolland]] er sandsynligvis vendisk). Valdemar den Store indtog vendernes hovedby [[Arkona]] på [[Rügen]] og erobrede Rügen. Valdemars ven og fosterbroder, biskop [[Absalon]], fik overdraget borgen ved byen [[Hafn]], det senere [[København]], og [[Saxo Grammaticus]] skrev ''[[Gesta Danorum]]'', "Danernes bedrifter".
 
Under [[Knud 6.]] (1182-1202) havde [[Absalon]] meget stor indflydelse på styringen af landetstyret. Økonomien blev væsentligvæsentligt forbedret, og flere handelspladser kendes fra denneden tid. Danskerne handlede især med Østersøens hovedprodukt, silden. Politikken fra Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de hedenske, slaviske folkeslag især i [[Baltikum]], og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved [[Østersøen]] med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. Det var populært at benytte kristendom og mission til at føre magtpolitik mod hedninger for at få støtte fra den magtfulde kirke og paven i Rom[[pave]]n. Det lykkedes for Valdemar den Store og Knud 6., der havde en biskop ved deres side. Det understreger, hvor godt samarbejdet mellem konge og kirke fungerede.
 
==== Valdemar Sejr ====
 
Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev [[Henrik af Schwerin]], der blev støttet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede de opgivelseopgivelsen af Danmarks nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede at indføre [[Jyske Lov]].
[[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|left|[[Dannebrog]] faldt ifølge myten ned fra himlen under et slag i [[Estland]] 1219.]]
 
De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere Danmark. Da [[Christoffer 1.]] blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig økonomisk og politisk, og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest fuldstændigt åbent land for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.'s søn, [[Erik Klipping]], forværredes nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den første tvunget af stormænd til at afgive løfter, en såkaldt [[håndfæstning]], og han devaluerede mønten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede" mønten.
 
==== Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag ====
[[Fil:Danmarks kongeløse tid.png|thumb|Næsten hele landet var pantsat mellem 1332 og 1340.]]
 
Til sidst måtte kong [[Erik Menved]] tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=81.}}</ref> Efter et [[interregnum]] på 8otte år formåede den nyvalgte danske kong [[Valdemar Atterdag]] fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land, bl.a.som [[Skåne]] i 1361, og fra at indløse pantetpant for resten af riget. En strid med [[Hanseforbundet]] i 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=83.}}</ref>
 
=== Kalmarunionen ===
{{uddybende|Kalmarunionen|Danmarks historie (1397-1536)}}
 
Valdemar Atterdag døde sønneløs, og hans femårige dattersøn, [[Oluf 2.]], blev valgt som konge. Olufs mor, [[Margrete 1.]], styrede reelt landet, og hun formåede at holde Hanseaterne væk ved hjælp afmed diplomati. En større bedrift var, at hun forenede hele Skandinavien gennem vedtagelsen af [[Kalmarunionen]] i 1397.<ref>{{Harvnb|Albrectsen|1999|p=98.}}</ref> Det skyldtes, at Sverige hellere ville regeres af hende end af den upopulære mecklenburger, kong Albrecht.<ref>{{Harvnb|Albrectsen|1999|p=91.}}</ref> Norge var allerede i 1380 kommet i [[personalunion]] med Danmark, da Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Gennem det meste af det 15. århundrede forsøgte især svenskere uden held at opløse Kalmarunionen,<ref>{{Harvnb|Albrectsen|1999|p=190-191 & 194-197.}}</ref> men i 1523 efter [[Christian 2.]]'s [[Det Stockholmske Blodbad|stockholmske blodbad]] lykkedes det for [[Gustav Vasa]] i samarbejde med [[Lübeck]] at slå Christian 2. og genoprette Sverige som en selvstændig kongemagt.<ref>{{Harvnb|Etting|1998|p=197-203.}}</ref> Kalmarunionen var død, men [[Danmark-Norge|Norge og Danmark forblev i personalunion]].
 
== Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene ==
=== 1536 og Grevens Fejde ===
 
Som følge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige [[adel]]ige deres "huldskab og troskab" til kongenkong Christian 2. og indsatte i stedet hans onkel, hertug Frederik, som kong [[Frederik 1.]] DetteDet og [[Martin Luther]]s lære, var i de næste ti år grund til borgerkrig: [[Reformationen]] begyndte at spille en rolle iunder de komplicerede magtforhold.
 
[[Grevens Fejde]] er opkaldt efter [[grev Christoffer af Oldenburg]], der stod i spidsen for det oprør, der krævede Christian 2. tilbage. Bondehære hærgede herregårdene mange steder i landet. Det blev til kamp mellem bøndernes/borgernes kandidat, Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. døde i 1533, blev han fulgt af [[Christian 3.]], der som ung hertug havde indført den lutherske lære i Slesvig og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, grev [[Johan Rantzau]], og med støtte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 endeligt for den unge, protestantiske konge at vinde magten i landet, og Danmark blev luthersk-evangelisk. Adelen opnåede en betydelig forøgelse af sinøget indflydelse: Kongerne skulle de næste 130 år underskrive en såkaldt håndfæstning, der ofte blot tjente [[rigsråd]]et og adelens interesser.
 
=== Konflikter mellem Danmark og Sverige ===
 
På trods af Kalmarunionens opløsning havde [[Christian 3.]] i 1536 overtaget et rige, der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige [[Gotland]] og [[Øsel]]. Dette forhold var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke ville kunne leve med i længden. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig [[Den Nordiske Syvårskrig]]. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig igen. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation.<ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|p=6-21.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=123.}}</ref>
 
=== Christian 4. og fejlslagen politik ===
{{uddybende|Svenskekrigene}}
 
[[Fil:Tåget över stora bält.jpg|thumb|Svenskerne går over isen i 1658. Billedet skaler ikke opfattes som en realistisk fremstilling.]]
[[Christian 4.]]'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og Københavns gaderKøbenhavn viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige [[trediveårskrigen|trediveårskrig]] begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ærgrelse over, at Sveriges kong Gustav Adolfs ledelseAdolf havde væsentlig merestørre succes i sin kamp for den protestantiske sag i Tyskland end ChristiansChristian. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at slutte [[Freden i Brömsebro]]. Danmark måtte afgive Gotland og Øsel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=129.}}</ref>
 
Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, der var tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong [[Karl 10. Gustav af Sverige|Karl 10. Gustav]] havde rodet sig ind i et formålsløst og kostbart felttog i [[Polen]], så Danmark det som en gylden chance. Men Danmark kunne ikke sejre over de svenske troppersvenskerne i Nordtyskland, der hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og kongen så ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm, Halland og Blekinge ved [[Freden i Roskilde]] i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke den svenske konge i endnu et forsøg på at indtage København.<ref>{{Harvnb|Cramer-Petersen|1997|p=9-16.}}</ref><ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|p=40-43.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=141-142.}}</ref>
 
=== Enevælde og revanchistisk politik ===
{{uddybende|Danmarks historie (1660-1814)}}
 
Kongen blev "i sin rede" og var stadig konge af [[Danmark-Norge]]. Nederlaget betød en styrkelse af kongemagten og et opgør med det adelsvælde, der havde haft stor indflydelse på dansk politik.
Mange borgere og bønder var utilfredse med adelens militære svigt under [[svenskekrigene]], og i 1660 støttede stænderforsamlingerne kong [[Frederik 3.]] i indførelsen af [[enevælde]]n. Det danske monarki, der formelt var et valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedømme.<ref>{{Harvnb|Cramer-Petersen|1997|p=17-43.}}</ref><ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|p=50-57.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=142-143 og 146.}}</ref> Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. [[Christian 5.]]'s [[Danske Lov]] fra 1683 og [[Ole Rømer]]s arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler. FormåletMålet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og gøre det i stand til at genvinde de tabte danske provinser. I løbet af kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gøre Danmark til en kapabel stat igen, og [[Skånske Krig]] 1675-1679 blev indledt af Danmark for at genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i [[Den Store Nordiske Krig]] 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid.<ref name="Gottorp">{{Harvnb|Skougaard|2002|p=37-45.}}</ref><ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|p=60-63.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=152-154.}}</ref>
 
== Lang fred, oplysningstid og kort krig med store følger ==
 
[[Fil:Denmark-Norway and possessions.png|thumb|Danmark-Norges besiddelser i [[1800]].]]
Efter flere hundrede år med krige og med et land plaget af, pest, krig og dårlig økonomi,<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=162.}}</ref> indtraf en 80-årig periodeår med fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk højkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden i Danmark et specielt forløb med den sindsygesindssyge kong [[Christian 7.]]'s reformvenlige livlæge, [[Johann Friedrich Struensee]]s korte regeringsperioderegering.<ref name="Bech 1989">{{Harvnb|Bech|1989}}</ref> Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og [[Preussen]], var et forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden. Tre Bernstorff'er, [[Johan Hartvig Ernst Bernstorff]], [[Andreas Peter Bernstorff]] og [[Christian Bernstorff]] var afgørende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende nationalfølelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede [[Ove Høegh-Guldberg]], da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle og tog magten i 1772.<ref name="Bech 1989"/> Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere [[Frederik 6.]]) kup i 1784.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=188-190.}}</ref>
Den ivrige søfart og den store handel med fjerne lande betød en udvidelse af Danmarks oversøiske besiddelser i [[Indien]] ([[Trankebar]]), [[Caribien]] ([[De dansk-vestindiske øer]]) og [[Afrika]] ([[Ghana]]) og udgjorde dermed et højdepunkt i [[Danske besiddelser|Danmarks kolonitid]].
 
{{uddybende|Landboreformerne}}
 
Inden [[den Franske Revolution]] udspillede sig som(en konsekvens af lang tids adelig arrogance og ligegyldighed over for de franske undersåtters vilkårundersåtter) havde Danmark i 1788 besluttet at ophæve [[stavnsbåndet]]. Dermed fik fæstebønder muligheden for at blive frie. Det var især foranlediget af [[Christian Ditlev Frederik Reventlow|C.D.F. Reventlow]]. Selv om reformen ikke fik effekt med det samme, skabte den mulighed for, at driftige bønder kunne blive selvejere, og det gav markedet for fødevarer et enormt løft. Det var også et godt eksempel på, hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=191-192.}}</ref>
 
=== Det væbnede neutralitetsforbund og Napoleonskrigene ===
{{uddybende|Englandskrigene}}
 
Det blev sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var utilfredse med den danske handel med [[Frankrig]]. For at kunne forsvare sin neutralitet indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med [[Sverige]] og [[Rusland]]. Det valgte [[England]] at tolke som en krigserklæring. Englænderne tog på straffeekspedition mod Danmark, og [[Horatio Nelson|admiral Nelson]] vandt [[Slaget på Reden]] ud for København i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitet, men blev alligevel uden varsel igen [[Københavns bombardement|angrebet af England i 1807]], hvor hele den danske flåde blev stjålet eller ødelagt; englænderne var bange for, at den store stærke flåde skulle falde i hænderne på [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]]. Danmark havde altid været en stor søfartsnation og havde nu mistet etsit væsentligt magtsymbolmagtmiddel. Landet gik [[bankerot]] i 1813, og ved [[Freden i Kiel]] året efter måtte Danmark afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige, alt sammen på grund af Englands angreb. [[Poul Martin Møller]] siger med nogen ironi: "Danmark er et lidet fattigt land".<ref name="Lindberg89">{{Harvnb|Lindeberg|1974|p=8-9.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=202.}}</ref>
 
== Rigsdelingen i 1814 ==
Efter mere end 400 år blev tvillingrigettvillingeriget [[Danmark-Norge]] delt i 1814, da den norske rigsdeldel blev afstået til [[Sverige]], som en følge af [[Napoleonskrigene]]. Norge var efterhånden en mindre folkerig del af tvillingeriget, men havde sikret tvillingeriget og kongen i København med store indtægter fra naturrigdomme. DeBegge to rigsdeleriger anvendte begge det danske sprog, dog i Norge kaldetkaldt "norsk", der efterhånden udvikledes til [[bokmål]], og de kulturelle bånd mellem de to adskilte lande blev holdt i hævd.
 
== Borgerskab, guldalder og Grundlov ==
=== Danmarks nye rolle ===
 
Ved [[Wienerkongressen]] i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden særligtsærlige hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje.<ref>{{Harvnb|Lindeberg|1974|p=218-219.}}</ref> Nærmest naturstridigt[[Paradoksal]]t blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digtning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den (omkring 1900) navnet [[Den danske guldalder|Guldalderen]].<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=211-214.}}</ref> Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i mennesker som [[Søren Kierkegaard]], [[N.F.S. Grundtvig]], [[H.C. Andersen]], [[Christoffer Wilhelm Eckersberg|C.W. Eckersberg]], [[Bertel Thorvaldsen]], [[August Bournonville]] og [[Hans Christian Ørsted|H.C. Ørsted]]. To af dem var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at antage politiskeblive dimensionerpolitisk.
 
=== Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849 ===
 
Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre europæiske lande, hvor en bølge af [[nationalliberalisme|nationalliberale]] bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det fremmedherredømme, som ofte forekom i de gamle monarkier.:
I 1830 udbrød en nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille de samme krav. For at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet, men. nuNu også med repræsentation af borgere og bønder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte derutilfredsheden sig fornyet utilfredshed. Få ville have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på bekostning af bønder og borgere. Kravet var frihed og lighed.
[[Fil:Grundlovgivende rigsforsamling - Constantin Hansen.jpg|thumb|Den grundlovgivende forsamling forsamlet i oktober 1848.]]
[[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|Stænderforsamlingerne]] blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong [[Christian 8.]] ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og [[De Nationalliberale]] under ledelse af [[Orla Lehmann]] blev styrket, så da [[Revolutionerne i 1848|revolutioner]] brød ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandringforandringer, og den nye kong [[Frederik 7.]] underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det [[konstitutionelt monarki|konstitutionelle monarki]] var indført.<ref>{{Harvnb|Rosenberg|1999a|p=22-49.}}</ref>
 
=== Det slesvigske spørgsmål ===
{{uddybende|Treårskrigen{{!}}1. slesvigske krig}}
 
Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] som tysk [[len]] kun var beboet af tysktalende, boede der i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] eller [[Sønderjylland]], som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner krævede tyske slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark, og Slesvigs optagelse i det [[tyske forbund]]. Ingen i Danmark var parat til at acceptere det, og Danmark gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=232-234.}}</ref><ref>{{Harvnb|Boss|Kofod|Johansen|1999|p=58-62.}}</ref> Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye danske demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse.<ref name="Scocozza 1999 239-242">{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=239-242.}}</ref>
 
== Det skrøbelige demokrati, nederlag og industrialisering ==
{{uddybende|Danmarks historie (1848-1901)}}
 
[[Danmarks Riges Grundlov|Junigrundloven]] havde med ét skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget, med de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side.<ref>{{Harvnb|Nielsen|2006|p=18.}}</ref>
 
=== Ny grundlov og endnu en krig ===
{{uddybende|2. Slesvigske Krig}}
 
Slesvigs forfatningsmæssige status var uafklaret, og efter at det [[tyske forbund]] ophævede [[Fællesforfatningen|helstatsforfatningen]] i Holsten, besluttede Danmark at udskille det tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med [[Novemberforfatningen]] fra 1863. Det var et brud på middelalderlige aftaler og [[London-protokollen]] fra 1852. ogDet gav [[Preussen]]s kansler [[Otto von Bismarck]] mulighed for en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark. Grænsen til Tyskland lå nu ved [[Kongeå]]en lidt syd for Kolding, og det nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland, afløstes af et konservativt styre de næste mange år.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=239.}}</ref>
 
=== Industrialisering ===
{{uddybende|Industrialiseringen i Danmark}}
 
Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet tillægges fejlagtigt [[Enrico Mylius Dalgas|Enrico Dalgas]], der var en stor katalysator for denne indstilling, men det var dogskyldes den københavnske digter [[Hans Peter Holst#.22Hvad udad tabes.2C skal indad vindes.22|H. P. Holst]], der i 1872 udtalte ordene.<ref name="tabteland" />
Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede nu i vækst. I 1800 boede der 100.000 indbyggere i København. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk, hvor: en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere [[Socialdemokraterne|Socialdemokrati]], blev grundlagt i 1871 af [[Louis Pio]]. Det dominerende parti, [[Højre (1848)|Højre]], hovedsageligt bestående af godsejere fandt sammen med en del bønder og tidligere Venstre-folk i skepsis mod arbejderklassen. Da Venstre fik flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident [[J.B.S. Estrup]] at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove ([[provisorietiden]] 1875-94). Da Estrup gik af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten indtiltil 1901.<ref name="Scocozza 1999 239-242"/><ref>{{Harvnb|Hvidt|1990|p=303.}}</ref>
 
== Systemskifte og Verdenskrigene ==
{{uddybende|Danmarks historie (1901-1945)}}
 
I 1901 blev Danmark et folkestyre i vestlig forstand med indførelsen af [[parlamentarisme]]n ved [[systemskiftet]], da det lykkedes Venstres flertal i Folketinget at fratage Højre regeringsmagten. Det skete ved at fastholde Folketingets eneret til at vedtage [[finansloven]] (statsbudgettet). Dermed blev det folketingsflertallet, som satte rammerne for lovgivning og magtudøvelse i Danmark, og kongen kunne ikke vilkårligt indsætte en regering. Det blev dog ikke Venstres leder [[Jens Christian Christensen|I.C. Christensen]], men [[J.H. Deuntzer]], som fik posten som regeringsleder. Allerede i 1906 mistede Venstre sit absolutte flertal i Folketinget, og siden da har intet enkelt parti kunnet skaffehaft flertal alene, og Danmark er blevet regeret af samarbejdende partier. Den specielle danske udgave af parlamentarismen lyder derfor: en regering kan ikke fortsætte, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.<ref>{{Harvnb|Frederiksen|Olsen|Søndberg|2009|p=161.}}</ref>
 
=== Første verdenskrig ===
 
Danmark havde som et lille land op til [[1. verdenskrig]] ført en meget målrettet væbnet neutralitetspolitik, men balancerede på en knivsæg, for landet var økonomisk tæt forbundet med England og havde samtidig den store nabo Tyskland lige mod syd. Danmark havde store fæstningsværker omkring bl.a. København og havde udvidet hæren og var forberedt på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning for de stridende parter, og landet kunne derfor redde sig igennem krigen. Det lykkedes at få gennemført demokratiet, da de danske kvinder fik stemmeret til Folketinget den 5. juni 1915. Efter Tysklands nederlag kunne [[Nordslesvig]] genforenes med resten af landet efter en [[folkeafstemning]] i [[Sønderjylland]]. Der forblev dog et dansk mindretal syd for den nye grænse og et tysk mindretal nord for den.<ref>[http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3719 Genforeningsdag] på Grænseforeningens hjemmeside</ref>
 
=== Mellemkrigstid ===
 
Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere [[Højre (1881)|Højre]], (nu det Konservative Folkeparti). Under den verdensomspændende, [[Depressionen|økonomiske krise i 30'erne]], som også ramte Danmark meget hårdt, blev det [[Socialdemokraterne|Socialdemokratiet]], der under [[Thorvald Stauning|Stauning]] og i samarbejde med de [[Det Radikale Venstre|radikale]] regerede fra 1929 indtiltil 2. Verdenskrig. Det begyndte i løbet af [[1930'erne]] at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det især var især de radikales opfattelse, at mandet alligevel intet ville kunne stille opnytte mod den tyske hær, Danmarks ringe størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.<ref name="Nielsen 2006 45">{{Harvnb|Nielsen|2006|p=45.}}</ref>
 
=== Anden verdenskrig ===
[[Fil:Christian X.jpg|thumb|Kong [[Christian 10.]] rider gennem [[København]] på sin fødselsdag i september 1940.]]
 
På trods af Danmarks erklæring om neutralitet ved indledningen af [[2. verdenskrig]] og stik mod den ikke-angrebspagt, Danmark havde indgået med det [[Nazi-Tyskland|nazistiske Tyskland]], besatte tyske tropper Danmark den 9. april 1940. Besættelsen var usædvanlig ved at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og at regeringen blev siddende. Besættelsesmyndighederne overlod meget af den daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under våben og i funktion. Efterhånden gjorde tyskernes pres det besværligt at opretholde en tålelig hverdag for befolkningen, og den 29. august 1943 trådte regeringen tilbage efter stor uro og strejker. Nazisterne tog magten over landet, og den 19. september arresterede tyske tropperarresteredes politiet, og al politimagt var på tyske hænder.
 
Det civile styre blev i nogen grad opretholdt gennem [[departementschefstyret]] til befrielsen den 5. maj 1945 og var med til at lette forholdene for befolkningen betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret ved krigens slutning. Det hjalp også, at det lykkedes at redde hovedparten af [[Jøder i Danmark|de danske jøder]] til Sverige ved en [[Redningen af de danske jøder|storstilet redningsaktion]], sådan at de undgik at blive deporteret til [[koncentrationslejr]]e i Tyskland.<ref>{{Harvnb|Kirchhoff|Lauridsen|Trommer|2002|p=45-46.}}</ref><ref>{{Harvnb|Kirchhoff|Lauridsen|Trommer|2002|p=.158}}</ref>
 
== Efterkrigstid og kold krig ==
{{uddybende|Danmarks historie (1945-1990)}}
 
Efter forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i øjnene, at det ikke lod sig gøre at oprette et nordisk forsvarsforbund, på grund af Sveriges insisteren på en neutral status. I stedet søgte Norge og Danmark optagelse i [[NATO]], der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale. Danmark var blandt de stiftende lande i [[Forenede Nationer]], men historien om at Danmark stillede store forventninger til organisationen er mødt med kritik.{{hvilke?|dato=2018}}<ref name="Nielsen 2006 45"/><ref>{{Harvnb|Rasmussen|Rüdiger|1990|p=71.}}</ref><ref>{{harvnb|Götz|2004|p=73–96}}</ref> I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse danske politikere som venstre-statsministeren [[Knud Kristensen (statsminister)|Knud Kristensen]] opstod der efter 1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Et bredt flertal i Folketinget afviste det.
 
I 1953 blev [[Danmarks Riges Grundlov|Grundloven]] ændret: [[Grønland]] ophørte med at være en koloni. Landstinget blev nedlagt. Der skulle folkeafstemning forud for afgivelse af national [[suverænitet]]. Kvindelig arveret til den danske trone; [[Frederik 9.]]s ældste datter [[Margrethe 2.|Margrethe]] kunne blive regent på bekostning af [[arveprins Knud]].<ref>{{Harvnb|Nissen|2004|p=98.}}</ref>
Anonym bruger

Navigationsmenu