Bosnien-Hercegovina

Bosnien og Hercegovina Bosna i Hercegovina Босна и Херцеговина
Flag Nationalvåben
Motto: Intet
Nationalmelodi: Intermeco
Hovedstad og største by	Sarajevo 43°51′N 18°22′Ø
Officielle sprog	Bosnisk, kroatisk, serbisk
Regeringsform	Føderal republik
• Den Høje Repræsentant	Christian Schmidt
• Formand for præsidentskabet	Denis Bećirović
• Præsidentskab	Željka Cvijanovića Denis Bećirovićb Željko Komšićc
• Premierminister	Borjana Krišto (fra 2023)
Uafhængighed
• Fra Jugoslavien	5. april 1992
Areal
• Total	51.197 km2
Befolkning
• Anslået	3.816.459 (2022)
• Tæthed	74,5/km2
BNP (nominelt)	27,51 mia. (2023)
Valuta	Konvertibilna mark - EUR (BAM)
Tidszone	UTC+1 (CEST)
• Sommertid	UTC+1 (CEST)
Kendings- bogstaver (bil)	BiH (Bosna i Hercegovina)
Luftfartøjs- registreringskode	T9
Internetdomæne	.ba
Telefonkode	+387
ISO 3166-kode	BA, BIH, 070
nuværende serbisk medlem af præsidentskabet nuværende bosniakisk medlem af præsidentskabet nuværende kroatisk medlem af præsidentskabet

Bosnien-Hercegovina (bosnisk, kroatisk og serbisk – latinsk alfabet: Bosna i Hercegovina; bosnisk og serbisk – kyrillisk alfabet: Босна и Херцеговина) er en stat beliggende på Balkanhalvøen. Landet består af tre konstituerende folk og er administrativt opdelt i to entiteter: Republika Srpska og Føderationen Bosnien-Hercegovina. Selvom landet hovedsageligt er landfast, har det en smal kyststrækning mod sydvest ud til Adriaterhavet. Bosnien-Hercegovina grænser op til Kroatien mod nord og vest, Montenegro mod sydøst og Serbien mod øst. Landet udgjorde tidligere en af de seks republikker i den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien.

Bosnien omfatter størstedelen af landets territorium og er præget af et moderat fastlandsklima med varme somre og kolde, ofte snefulde vintre. De centrale og østlige dele af regionen domineres af bjergrigt terræn, mens den nordvestlige del er præget af kuperede landskaber, og den nordøstlige del overvejende består af flade sletter. Den sydlige region, Hercegovina, har et middelhavsklima og er ligeledes karakteriseret ved et bjergrigt landskab. Landets hovedstad og største by er Sarajevo, efterfulgt af andre større byer som Banja Luka, Tuzla, Zenica og Mostar.

Bosnien-Hercegovina er hjemsted for tre hovedsageligt anerkendte etniske grupper, der i forfatningen betegnes som konstituerende folk: bosniakker, som udgør den største befolkningsgruppe, serbere og kroater. På dansk omtales alle landets indbyggere som bosniere, uanset etnisk tilhørsforhold. De væsentligste forskelle mellem grupperne er kulturelle og religiøse: Bosniakker er overvejende muslimer, bosniske serbere tilhører primært den ortodokse kirke, mens bosniske kroater hovedsageligt er katolikker. Ud over de konstituerende folk findes en række nationale minoriteter, som i forfatningen betegnes som andre. Disse omfatter blandt andet jøder, romaer, albanere, montenegrinere, ukrainere og tyrkere.

Landets politiske system er komplekst og kendetegnet ved en høj grad af decentralisering. Den centrale stat har et tokammerparlament samt et kollektivt præsidentskab bestående af tre medlemmer – ét fra hvert af de konstituerende folk. Den udøvende magt på statsniveau er relativt begrænset, da landet er opdelt i to selvstyrende entiteter: Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska, samt det særlige Brčko-distrikt, der fungerer som en selvstændig administrativ enhed med omfattende lokal selvforvaltning. Føderationen Bosnien-Hercegovina – også kendt som den bosniakisk-kroatiske føderation – er yderligere opdelt i 10 kantoner, som hver har egne myndigheder og en betydelig grad af autonomi.

Historie

I oldtiden udgjorde området en del af Illyrien. Efter romernes erobring i år 9 e.Kr. blev regionen gradvist integreret i Romerriget, hvilket medførte en omfattende udbredelse af det latinske sprog og den romerske kultur. Administrativt blev området opdelt mellem provinserne Dalmatien og Pannonien. I løbet af 300- og 400-tallet blev regionen udsat for gentagne invasioner fra gotiske stammer, og kort efter år 600 ankom slaverne. Dette førte til en omfattende sproglig og kulturel omdannelse, hvor den oprindelige befolkning gradvist blev assimileret, og området blev overvejende slavisktalende.

Mellem 600- og 1100-tallet kæmpede flere regionale stormagter – herunder Ungarn, Serbien, Kroatien og Det Byzantinske Rige – om herredømmet over området. Ban Kulin (regent 1180–1204) etablerede en de facto uafhængig bosnisk stat og konsoliderede samtidig en særpræget bosnisk kristen kirke med bogomilske træk. Hans regeringstid betragtes ofte som Bosniens gyldne æra, og han indtager fortsat en central plads i bosnisk historisk bevidsthed og folkeminde. Tvrtko I Kotromanić (regerede 1353–1391) omdannede det bosniske banat til det selvstændige Kongerige Bosnien. Som en dygtig militær og politisk leder udvidede han rigets territorium til at omfatte størstedelen af det nuværende Bosnien-Hercegovina, det sydlige Dalmatien samt dele af Montenegro og Serbien.

Fra 1415 til 1878 udgjorde Bosnien en integreret del af det Osmanniske Rige, som gradvist havde underlagt sig området på grund af dets strategiske beliggenhed. I løbet af de mere end 450 år under osmannisk styre gennemgik regionen en omfattende kulturel, social og religiøs transformation. En betydelig del af befolkningen konverterede til islam, særligt blandt tilhængerne af den tidligere bogomilske tro. Bosniske muslimer opnåede betydelig indflydelse inden for imperiet og frembragte flere storvesirer, generaler og højtstående embedsmænd. Konverteringsgraden til islam var markant højere i Bosnien end i de fleste andre dele af Balkan. I løbet af det 19. århundrede fandt flere oprør mod det osmanniske styre sted, kulminerende med den kortvarige bosniske autonomibevægelse under Husein-kapetan Gradaščević, der blev kendt som “Dragernes fyrste”.

Efter Den russisk-tyrkiske krig (1877–1878) blev Bosnien og Hercegovina ved Berlinerkongressen i 1878 placeret under Østrig-Ungarns administration. Selvom områderne formelt forblev en del af Osmannerriget, blev de i praksis et østrig-ungarsk protektorat. Østrig-ungarske styrker invaderede og nedkæmpede hurtigt den lokale modstand, især blandt de muslimske bosniakker. Mange serbere modsatte sig ligeledes den nye administration, da de håbede, at Bosnien på sigt ville blive en del af en fremtidig serbisk nationalstat.

Den serbiske modstand mod den østrig-ungarske tilstedeværelse kulminerede med attentatet på ærkehertug Franz Ferdinand i juni 1914, udført af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Attentatet kostede også ærkehertugens hustru, Sophie, livet. Begivenheden udløste en diplomatisk krise, som hurtigt eskalerede til Første Verdenskrig. Efter Østrig-Ungarns sammenbrud blev Bosnien-Hercegovina en del af den nye sydslaviske stat, der senere blev kendt som Kongedømmet Jugoslavien. De historiske provinsgrænser blev ophævet, og bosnierne blev i praksis presset til at identificere sig som enten serbere eller kroater.

Under 2. verdenskrig var Bosnien-Hercegovina blandt de hårdest ramte områder i Jugoslavien. Her etablerede de kommunistiske partisaner under ledelse af Josip Broz Tito deres vigtigste modstandsbase. Den 29. november 1943 blev AVNOJ-mødet afholdt i Jajce, hvor grundlaget for en fremtidig føderal jugoslavisk stat blev lagt. Under krigen var størstedelen af Bosnien-Hercegovina indlemmet i den fascistiske kroatiske marionetstat, som begik omfattende og systematiske forbrydelser, særligt mod den serbiske befolkning. Konflikten udviklede sig til både en frihedskrig mod Aksemagterne og en brutal borgerkrig mellem Ustaša, Tjetnik-styrker, tyske-bosniske SS-enheder og de kommunistiske partisaner. Efter krigens afslutning sejrede partisanerne med støtte fra alle tre større etniske grupper, og i 1945 blev Bosnien-Hercegovina en af de seks republikker i den nye Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien.

I 1971 blev betegnelsen ‘‘muslimani’’ (muslimer) officielt anerkendt som en etnisk kategori i Jugoslaviens folketælling. Indtil da havde mange bosniske muslimer været tvunget til at registrere sig som enten serbere eller kroater. Anerkendelsen bidrog til at konsolidere bosniakkerne som republikens største befolkningsgruppe, efterfulgt af serbere og kroater. Etnisk tilhørsforhold spillede dog fortsat en relativt begrænset politisk rolle, så længe Forbundet af Kommunister i Jugoslavien bevarede sit magtmonopol.

Bosnien-Hercegovina spillede indledningsvis en forholdsvis begrænset rolle i de politiske og militære spændinger, der førte til Jugoslaviens opløsning i begyndelsen af 1990’erne. Situationen ændrede sig markant, da landet den 6. april 1992 blev internationalt anerkendt som en selvstændig stat af EU og en række andre stater. Dette markerede begyndelsen på Bosnienkrigen, som var kendetegnet ved omfattende etnisk udrensning, systematiske overgreb mod civilbefolkningen og alvorlige krigsforbrydelser, herunder Srebrenicamassakren og belejringen af Sarajevo.

Krigen blev afsluttet med Daytonaftalen i november 1995. Aftalen, der blev fremforhandlet med afgørende amerikansk mægling, sikrede Bosnien-Hercegovinas fortsatte internationale anerkendelse og territoriale integritet, men etablerede samtidig en intern statsstruktur bestående af to vidtgående selvstyrende enheder: Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska. Denne forfatningsmæssige orden udgør fortsat grundlaget for Bosnien-Hercegovinas politiske system.

Geografi

• Bosnien – området er på 42.115 km² (stort set på størrelse med Danmark).
• Hercegovina – området er på 9.449 km² og omfatter området syd for landets største by, Sarajevo, og ud til Adriaterhavet.

Se også

• Bosnien-Hercegovinas økonomi

Kilder og eksterne henvisninger

• Bloomberg: Bosnien er verdens næstværste sted

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Bosnien-Hercegovina
• The World Factbook om Bosnien-Hercegovina (engelsk)

Spire Denne artikel om Bosnien-Hercegovinas geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.