Dansk musiks historie indtil 1900

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Musikken i Danmark)
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Artiklen har kildehenvisninger, men kilderne er af ældre dato så oplysningerne derfra er muligvis forældede.
Du kan afhjælpe dette ved at finde nyere litteratur om emnet og opdatere eventuelt forældede oplysninger eller perspektiver. Se vejledning i kildekritik.

Om musikken i Danmark og i det før-kristlige Norden vides intet sikkert da enhver umiddelbar musikalsk overlevering savnes. I national forstand er dansk musik et begreb, der først opstår i vor tidsalder. Men i forhold til landets afsides beliggenhed har tonekunsten tidligt afsat sine mærker og momentvis nået en ikke ringe udvikling. For den allerældste periodes vedkommende besidder vi endog noget ganske enestående i bronzealderens lurer, der kaster et så ejendommeligt lys over en fjern oldtidsperiodes høje teknik og mærkelige sans for toner.

Ganske vist danner lurerne endnu kun et isoleret kulturfænomen, idet vi mangler alle holdepunkter til at knytte dette sammen med den historiske tid, og ganske vist begynder denne historiske periode for dansk musik forholdsvis sent. Men vi er dog i Danmark, ligesom i Norden overhovedet, ikke uden vidnesbyrd om, at tonekunsten også i en tidlig periode har båret blomster, der har afsat frugt.

Musikkens stilling i sagatiden, navnlig dens forbindelse med skjaldekunsten, er endnu ikke fuldstændig oplyst. Selv fra denne fjerne tid besidder vi dog spredte interessante efterretninger, og i de gamle danske kæmpeviser og folkemelodier en musikhistorisk skat, hvis ælde vel ikke bestemt kan påvises - den allerførste optegnelse (folkevisefragmentet i Codex runicus) går ikke længere tilbage end til ca. 1300 – men som dog både i indhold og form så veltalende vidner om Danmarks kultur også på dette område i denne tidlige periode.

Et par af lurerne fra Brudevælte mose, fundet 1797

Middelalderlig musik[redigér | redigér wikikode]

Se også Se også: Middelaldermusik.

Den egentlige kunstmusik er en indført kulturplante. I Middelalderen var den navnlig repræsenteret ved kirken, ved den gregorianske sang, der fulgte med den romerske kirke ind i Danmark. Rester af de fordums pragtfulde pergament-messebøger[1] viser, at sangen i det hele har været den samme som i andre katolske lande. Fremhæves må de nylig (beg. 1900-tallet) fremdragne latinske hymner og sekvenser (12.-14. århundrede) fra Lund og fra Ringsted, så overraskende ved deres skønhed og hele kultur, som viser hen til den forbindelse med franske klostre og kirker, som også fra anden side kendes for Danmarks vedkommende i ærkebiskop Eskils, Absalons og Andreas Sunesøns dage.

Tidlig verdslig musik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Stadsmusikant

Den verdslige musik var repræsenteret ved sangere og farende spillemænd, legere, der med deres fedel eller fløjte kom op til Danmark og fandt tilhold hos drotten eller hans hirdmænd. Om flere af de tyske minnesangere fra 13. århundrede ved vi, at de har stået i forbindelse med Valdemarerne i Danmark. Således har Reinmar von Zweter besunget Erik Plovpenning, selve Tannhäuser har besunget Erik Klipping, Mester Rumeland[2] kongemordet i Finderup Lade, og Frauenlob[3] har sunget til pris for Erik Menved.
[4] Den ældste kendte danske folkevise med noder er Drømte mig en drøm i nat.

Renæssancen[redigér | redigér wikikode]

Christian II[redigér | redigér wikikode]

Christian II oprettede et kantori.

Som en til kongens hof knyttet fast institution træffer vi musikken tidligst under Christian II i form af et kantori, der skulle varetage korsangen i kirken, men også gjorde tjeneste ved kongens taffel. Det omtales for første gang i 1519 og var da endnu kun sammensat af to bassangere, to altsangere, tre tenorsangere og ti drenge, som sang diskant.[5]

Ved siden af kantoriet gjorde også et korps af instrumentister tjeneste ved det danske hof. Af dette korps, der i begyndelsen næsten kun var sammensat af blæsere og herfra også i en senere tid beholdt navnet "Trommetere“, opvoksede i tidernes løb det senere kongelige kapel.[5][4]

Christian III[redigér | redigér wikikode]

Under Christian III og Frederik II bestod Kantoriet af 8 diskantister (drenge), 4 alter, 4 tenorer og 4 bassister; i spidsen for dem stod sangmesteren, senere kaldet kapelmester.[5]

Ved Christian IIIs tid bestod repertoiret dels af flerstemmige bearbejdelser af Reformationstidens koralmelodier, dels af nederlandsk musik: messer, motetter og verdslige chansons for 4. 5 eller flere stemmer.[5]

Frederik II[redigér | redigér wikikode]

Et mere varieret sammensat instrumentistkorps træffes først ved Frederik den 2s tid. Sammen med blæserne ansattes nu både "Fidlere", harpe- og lutspillere. Ligesom trompet- og orgelspillerne var disse dog endnu som oftest af fremmed nationalitet.[5]

Så længe den polyfone musik havde overtaget, gav man sangerkoret (Kapellet) fortrinnet for instrumentisterne. Sangernes antal beløb sig ved Frederik den 2s død til 23, kapelmesteren iberegnet mens af instrumentister var der (med fradrag af de 15 trompetere, der dannede deres eget korps og kun af og til blev tagne til hjælp ved kunstmusikken) i alt 9 mand.[5]

Den "nederlandske" skole[redigér | redigér wikikode]

Adrian Petit Coclicus, hofmusiker hos Christian III

Den franco-belgiske ("nederlandske") skole førte på den tid an i musikken. Navne fra denne skole pryder også det danske kongelige kapels lister henved et århundrede igennem, under Christian III, Frederik II og Christian IV. Af dem kan nævnes Georg Preston (måske Jørgen Preston?), Johan Baston, Adrian Petit Coclicus (o. 1499-1563), Franciscus Amsfortius (o. 1559), Arnold de Fine (o. 1530-1586), Gregorius Trehou (1550-1619) og Melchior Borchgrevinck. Christian IIIs "øverste Trompeter" var Jørgen Heide – Under Frederik II søgte i rigt mål engelske instrumentister til hoffet, hvor de tillige optrådte som skuespillere, mimere og dansere ved festlighederne på Københavns Slot og på Kronborg under anførsel af William Kemp (død o. 1603), Shakespeares ven og kunstfælle.[4]

Salmesang[redigér | redigér wikikode]

Som folkeligt element fik salmesangen i reformationsårene en særskilt betydning, og kongerne sørgede for, at kundskab til musik kunne blive alment udbredt. I latinskolerne udgjorde sang og musik et fast lærefag, også universitetet fik for dette fag en egen lærestol, som bestod indtil ind i midten af 18. århundrede. Dels ved disse institutioner, dels ved kongens direkte forsorg udviklede der sig et ejendommeligt musikliv i den lykkelige periode Danmark oplevede i begyndelsen af Christian IV's regering.[4]

1600-tallet[redigér | redigér wikikode]

Christian IV[redigér | redigér wikikode]

En ny situation for musikken i Danmark indtrådte under Christian IV. Endnu under formynderregeringen i Christian IVs barndomsår bestod kantoriet af kun seks medlemmer; disse benyttedes i hovedsagen endnu kun til at fordoble korstemmerne i den vokale sats. Men netop på denne tid indtraf en ændring i den musikale tilstand. Efter, at den nederlandske kunst i en del år havde været den herskende, rykkede den italienske frem med madrigalen i spidsen, og samtidig fik også instrumenterne i de flerstemmige italienske instrumentaldanse omsider lejlighed til at fremtræde selvstændigt. Instrumentistkorpset fik fra nu af en vis betydning: efter at Christian IV i året 1596 personligt havde overtaget regeringen, ansås det endog for at være lige så vigtigt som sangerkorpset. Han var i sin opvækst både blevet undervist i sang og i instrumentalmusik og var ifølge troværdige kilder så øvet i musikken, at han selv kunde musicere med sine børn, der ogsaa blev godt oplærte i musikalsk henseende. Prins Christian sang vel fra bladet, og Leonora Christina lærte i sin barndom at spille på spinet; senere dyrkede hun også viola da gamba, fløjte og guitar.[5]

Titelblad til Pratum Spirituale af Mogens Pedersøn, 1620, Det Kongelige Bibliotek.

Frem for alt kom Christian IVs musikinteresse hans kapel til gode. Ganske vist inviterede han endnu mange udenlandske kapaciteter, men han virkede samtidig også for at opelske og få det bedste ud af landets egne musikbegavelser. Talentfulde danske drenge blev satte i skole hos de indkaldte fremmede musikere; senere blev de dygtigste af dem sendt udenlands for at fuldende deres uddannelse hos tidens Stormestre, blandt hvilke Gabrieli som bekendt dengang særlig nød anseelse som lærer.[6]

Med betydelige omkostninger underholdt Christian IV et talrigt og veludrustet kapel af sangere og instrumentister, et af de største på sin tid i Europa,[4] med ikke få udenlandske mestre i sin midte, som englænderen John Dowland, tyskerne Melchior Schildt og Heinrich Schütz og mange andre. Christian IV stod i udlandets øjne som en fremragende musikalsk mæcen, hvorom flere dedikationer fra udenlandske tonemestre vidner.[7] Af andre musikere kan nævnes William Brade (1594-1596, 1599-1606 og 1620-1622), Jan Tollius (1601-1603), Vincentius Bertholusius (1607-1608),[8] Nicolo Gistou(eller Nicolas Gistow, død 1609), Thomas Simpson, Matthias Weckmann.[7]

Også udviklingen af indenrigske musiktalenter sørgede kongen for, idet hans opmærksomhed var rettet på ophjælpning af unge danske musiktalenter, som han sendte til Italien og til England for at studere hos de største mestre. Som det fremmeste af disse må nævnes Mogens Pedersøn, Hans Nielsen, Hans Brachrogge og Jacob Ørn, der blev de første danske komponister, der har gjort sig gældende som sådanne.[7]

Også orgelspillet har betydelige danske repræsentanter fra denne periode: Truid Aagesen, Johan Lorentz den yngre og den langt ud over vore grænser berømte Diderik Buxtehude, der dog fik sit egentlige virkefelt ikke i Danmark, men i Lübeck. I Hans Mikkelsen Ravn (Johannes Michaelis Corvinus) fik vi den første danske musikteoretiker (Heptachordum danicum, 1646).[7]

Frederik III[redigér | redigér wikikode]

En brat ende fik denne for dansk musik så lovende begyndelse ved de ulykker, der i anden halvdel af 1600-tallet styrtede ind over landet. For den nationale opvækst blev der senere ikke længere nogen plads, udviklingen blev nu væsentlig båret af udlændinge. Den kendte tyske musiker Kaspar Förster (1616-1673) var Frederik III's kapelmester, og kapellet dyrkede efter fransk mønster hovedsagelig kammermusik med franske "Hof-Violons".[7]

Under Frederik IIIs tid nævnes først Pascal Bence som leder for de kongelige violinister, men i 1667 forskrives, rimeligvis for første gang, en hel besætning af franske violinister, 6 i alt, med Gaspard Besson som leder; det er åbenbart fra nu af den franske kammermusik, det allerede fra Ludvig XIIIs tid bekendte violinistkorps, "Les 24 Violons", der bliver den danske kammermusiks forbillede.[9]

Christian V udvidede det franske violinistkorps til 8 medlemmer, blandt hvilke P.C. Schindler, ophavsmanden til "Der vereinigte Götterstreit“, figurerer som gambist.[9]

Christian V[redigér | redigér wikikode]

Først under Christian V, der som kronprins på en rejse til Frankrig havde fået smag for Ludvig XIVs glimrende hofførelse og i offervillighed og fornøjelsessyge ikke synes at have stået stort tilbage for sit forbillede i Frankrig, afløstes hofballetten af operaen, af det virkelige sangdrama.[10]

Christian Vs ophold i Frankrig faldt før Lully’s fremtræden, altså i en tid, da hofballetten dér endnu var i fuldt flor; man må derfor formode, at det snarest var den hamborgske opera, som gav impulsen til musikdramaets indførelse i Danmark. Det tyske sprog var jo på Christian Vs tid modesprog i Danmarks højere kredse, og København og Hamborg stod i stadig og livlig forbindelse med hinanden. Hamborg havde i 1678 fået en fast opera, og Christian V fik sandsynligvis deraf den idé også at give operaen en fremtrædende placering i København. Forudsætningerne for noget sådan var allerede til stede. Kongen besad først og fremmest et ypperligt kapel, hvis instrumentale del forestodes af et indforskrevet dygtigt fransk violinistkorps, og som desforuden var vel forsynet med dygtige sangere. Også et vel organiseret balletkorps stod kongen til rådighed. Det eneste, man savnede, var et lokale. Det hofteater, der 1685 eller 1686 var blevet indrettet i riddersalenKøbenhavns Slot, var for ringe til, at det kunne anvendes til operaen, der jo gjorde fordring på et stort maskineri for at muliggøre de i den så hyppigt anvendte "gudeåbenbareiser og skynedladelser". På en del af den grund, der senere optages af Amalienborg Plads og den tilstødende nordlige del af Amaliegade, påbegyndte man derfor i oktober 1688 opførelsen af et operahus, der skulle indvies på kongens fødselsdag det følgende forår.[10]

Skønt det ny teater kun var tømret sammen af fyrrebræder, tog det sig smukt ud invendigt. Ved en søjlegang var slottet sat i forbindelse med operahuset, og indgangen for de kongelige var dekoreret med prægtige transparenter og plantegrupper. Gennem en med billedstøtter og kongens navnetræk smykket port nåede publikum ind på tilskuerpladsen, langs hvis vægge der var opstillet store transparenter af oliegennemtrukket silketøj, medens 800 små lamper oplyste den med mos og enebærris dekorerede sal, hvis hvælvede loft funklede med mange gyldne stjerner.[11]

Orkesteret var anbragt skjult for publikum i et rum mellem scenen og en foran den opført forhøjning, som var udsmykket med duftende blomsterrabatter.[11]

Til at åbne forestillingerne i den ny hofopera valgte man den tyske opera "Der vereinigte Götterstreit", digtet af stud.theol. P.A. Burchard og sat i musik af en af kongens "Violons",[12] kongelig kapelmusikus Poul Christian Schindler. Indholdet var i den ægte festoperastil og gik, som skik og brug krævede det, i hovedsagen ud på at forherlige det høje fødselsdagsbarn. Teksten er bevaret, men musikken er gået tabt.[11]

Det prægtigt iscenesatte musikskuespil blev af det elegante publikum på kongens fødselsdag den 15. april 1689 modtaget med stor begejstring. For at endnu flere kunne få lejlighed til at se det, befalede kongen en genopførelse den 19. april. Dagen kom, og det stærkt interesserede publikum sad allerede på plads i fuld nydelse af musikken og af det sjældne skuespil, da der udbrød en brand. Ved uforsigtighed var der gået ild i de enebærris, der smykkede teateret, som med sit let fængelige indhold i et nu blev antændt fra gulv til loft. Da døren ind til slottet var lukket, og teaterets vinduer alle var lukkede med jernstænger, trængte alle i angstfuld hast til hovedudgangen, hvor døren imidlertid gik indad og hindrede folk, der jo med al magt pressede på indefra, i at komme ud. Kun skuespillerne og enkelte af tilskuerne slap ud af en bagdør, som kun få kendte. Resten, henved 180 mennesker, omkom. Med denne katastrofe ophørte operaopførelserne foreløbig igen. Først i Christian Vs sidste leveår, 1699, fandt der i anledning af hans fødselsdag igen en operaopførelse sted ved hoffet.[11]

Senere kom der tysk opera fra Hamburg, i hvilken anledning den geniale Reinhard Keiser fra Hamburg gentagne gange virkede ved hoffet. Derefter kom franske skuespillere med deres musikalske intermedier i hyrdestilen, endelig den italienske opera.[7]

1700-tallet[redigér | redigér wikikode]

Frederik IV[redigér | redigér wikikode]

Opførelsen af et nyt operahus af sten blev igangsat i 1699 men det blev først fuldført i Frederik IVs regeringstid. Som operateater beskrives bygningen i samtidige beretninger som "prægtig", og den indviedes den 28. august 1702 på dronningens fødselsdag med en forestilling af de franske hofkomedianter. Den første opera, der blev givet i det ny lokale, var formentlig "Il Gige fortunato", der i året 1703 af Bartolomeo Bernardi blev komponeret til prins Carls fødselsdag.[13]

Af de italienske Operaer, der senere blev opførte i dette teater, har man kun navnet på en enkelt, nemlig "Don Quixote", komponeret af kongelig kammermusikus Th. Meier og opført i 1716. Fra den mellemliggende tid véd man kun besked om skuespil, men ikke om nogen bestemt opera. At der ikke desto mindre er blevet opført italiensk opera i København i disse år, beviserkongens bevilling på 500 rigsdaler til Bernardi og Meier, anno 1711, "for den Bekostning, de paa senest holdende kongelig Opera anvendt haver".[13]

Et fast italiensk operaselskab ejede København den gang ikke. Kun et par måneder ad gangen lod kongen nu og da italienske sangere komme til landet og give forestillinger.[13]

Sammen med italienske operaopførelser bidrog ved det 18. århundredes begyndelse også kammermusikkoncerter til hoffets musikalske underholdning.[13] Den Bartolomeo Bernardi, der i året 1703 glædede det danske hof med kompositionen af en italiensk opera, "Il Gige fortunato", var egentlig violinspiller og var ved den tid nylig kommet til Danmark på foranledning af Frederik IV, der sandsynligvis havde hørt ham i Italien og dér var blevet begejstret for hans violinspil. Omtrent på samme tid fik den danske kammermusik en anden værdifuld tilvækst i sangeren Th. Meier, komponist af den nævnte opera "Don Quixote".[9]

På musikprogrammet til hof koncerterne repræsenterede ved Frederik den IVs tid Corelli de instrumentale kammermusikværker, sonater og koncerter (også Concerti grossi), for et og flere soloinstrumenter. Den vokale kammermusiks, altså solo-ariens og kantatens, hovedrepræsentant var derimod Alessandro Scarlatti. Til disse to komponister sluttede der sig selvfølgelig også andre. Med de franske violinister fik sandsynligvis også fransk musik, af Jean-Baptiste Lully, André Campra med flere, plads på programmet. De lejlighedskompositioner, der tiltrængtes på kongelige fødselsdage eller ved andre familiefester, leverede i almindelighed kongens egne hofkomponister, Bernardi og Meier.[9]

Bernardi blev i 1729 udnævnt til kongelig dansk kapelmester og døde 1732 som en temmelig gammel mand.[14]

Reinhard Keisers virksomhed[redigér | redigér wikikode]

En komponist, der i disse år både på koncert og i teater bidrog til det danske hofs musikalske underholdning, var hamborgeren Reinhard Keiser. Det kan siges, at Reinhard Keiser bragte Hamborgeroperaens glansperiode til Danmark, men også, at han tillige indirekte blev årsagen til dens forfald. Med ham stod og faldt denne institution, hvis levetid kun var kort, men som i den korte periode, da den bestod, opnåede et enestående ry. Rygterne om den hamborgske operas herligheder lød ved det 18. århundredes begyndelse selvfølgelig også højt i Danmark. Kronprins Christian, der i juli 1721 rejste til Sachsen for at hjemhente sin brud, Sophie Magdalena, benyttede lejligheden derned til at aflægge Hamborgeroperaen et besøg, og fandt stort behag i den. Det var sikkert netop for at fornøje kronprinsen og hans tyske brud, at Frederik IV i september samme år engagerede et hamborgsk operaselskab til at komme herop og give forestillinger i anledning af det unge kronprinsepars indtog i Danmarks hovedstad. Truppens direktør var en vis Johann Kayser, men ikke, som det i almindelighed hedder, Reinhard Keiser. I hvilket forhold sidstnævnte, der i de samme år også kom til København, stod til dette selskab, vides ikke, man véd kun, at hamborgerne her bragte flere af hans operaer til opførelse.[14]

Johann Kayser indfandt sig i god tid for at tage forholdene i øjesyn, men de tilfredsstillede ham ikke. Det egentlige operahus var nu taget i brug på anden måde; man kunne derfor kun anvise ham slotsteateret, hvis øjeblikkelige indretning imidlertid ganske umuliggjorde opførelsen af den art pragtoperaer, som hamborgerne bød på. Det måtte altså ombygges. Ombygningen, der blev ledet af kongen selv, tog så lang tid, at man måtte udsætte indtoget. Først i oktober var man så vidt færdig, at direktøren kunne afhente de kunstnere, der endnu manglede. Truppens medlemsantal anslås til mindst en halv snes, men kan med bestemthed kun navngive to af de pågældende sangere, nemlig primadonnaen Madame Kaiser, der var en af den hamborgske operas berømtheder, og sangeren Carl Ludvig Westenholtz.[15]

På indtogsdagen, den 18. december, betrådte hamborgerne, for første gang brædderne i operaen "Cloris und Tirsis". Hvem der havde digtet og komponeret dette Værk vides ikke. Sandsynligvis drejede det sig kun om en af forskellige operaer sammenplukket "Pasticcio". Således har man genfundet Scheibe’s "Musicus criticus" en af arieteksterne, som dér henføres til en anden, langt ældre opera, "Pompejus". Som helhed er teksten i "Cloris und Tirsis" lige så uskøn og meningsløs som alle hamborgske operatekster fra den tid; man må derfor undres over, at dette værk, således som det påstås i bladene, gjorde lykke hos de kongelige herskaber.[15]

Hamborgerne blev i København i to sæsoner og opførte i denne tid ikke så få af Reinhard Keiser’s operaer; flere af dem var nye og rimeligvis udtrykkelig komponerede for København.[15]

Keiser opholdt sig både 1722 og 1723 her som grev Wedell’s gæst og fik som tak for de kompositioner, han skrev for hoffet, tillagt titel af "kongelig dansk Kapelmester". Om han var engageret hertil af kongen lader sig ikke med bestemthed sige; måske søgte han kun herop for om mulig at faa fast ansættelse, hvad han dog ikke fik.[15]

I året 1723 forlod direktør Kayser’s trup den danske hovedstad til stor glæde for de danske skuespillere, men mindet om hamborgerne blev tilbage og bevirkede, at Christian VI året efter Reinhard Keiser’s død, i 1739, engagerede hans datter, Sophie Dorothea Lovisa Keiser, som dansk hofsangerinde.[16] Da hun allerede 1742 igen trak sig tilbage, antoges i hendes sted Keiser’s efterfølger i det hamborgske domkantorat, Johann Gottfried Riemschneider, en aldeles fortrinlig sanger, der i sin tid havde sunget under Händels ledelse i London.[17]

Christian VI[redigér | redigér wikikode]

En ny periode indtraf med Christian VIs regeringstid. I henseende til teateropførelser blev denne en fuldkommen stille periode. For det danske skuespil havde kongen aldrig næret Sympati. Anderledes forholdt det sig med det udenlandske musikskuespil, der i tidligere dage havde opfyldt ham og været ham til megen glæde både under hans besøg i Hamborg og siden i København. Kongens interesse for operaen mødte imidlertid en ubetinget modstand hos præsterne, hvem kongen som pietist satte til dommere over alle sine foretagender, og som på hans forespørgsel om, hvorvidt skuespillet var tilladeligt, svarede med at erklære det for en djævelens opfindelse, der i moralsk retning kun var menneskeheden til skade. Præsterne endte deres skriftlige erklæring med den virkningsfulde trussel, at den endnu havde den allerstørste skyld, der havde magten til at forbyde og fraråde "allen den Gräuel", og dog ikke gjorde det.[17]

Musikken havde imidlertid nu så mange venner i hovedstaden, at præsternes forbud mod alle slags skuespil og dermed også mod operaen, kun lukkede det musikelskende København én dør, for på stedet at åbne det en anden. I operaens sted trådte nu de første offentlige koncerter.[17]

Først under Christian VI bliver der i København tale om et virkeligt musikliv, og midtpunktet for dette musikliv bliver koncerterne. Mangelen på fagmusikere nødte nemlig koncertentreprenørerne til i hovedsagen at hjælpe sig med dilettanter, en omstændighed, der i høj grad virkede til at udvikle og fremme musikplejen i hovedstadens private kredse. Hovedmassen af den musicerende ungdom i København var den gang studenterne, hvad der rimeligvis havde sin årsag i, at latinskolerne her hjemme endnu i en forholdsvis sen tid lod musikken gå side om side med de andre skolefag og særlig lagde vægt på instrumentalmusikkens pleje. Et hovedsamlingssted for den musikalske akademiske ungdom i København var på denne tid Ludvig Holberg’s hjem.[17] Holberg havde i sine studenterdage selv plejet musikken med stor iver og medvirkede som flittig fløjte-, violin- og gambaspiller måske endnu personlig ved de lørdagskoncerter, han som universitetsprofessor i sit hjem satte i gang til glæde for de studerende.[18]

Om musikopførelsernes art i det holbergske hjem forlyder der intet nærmere, heller ikke véd man, om de har været tilgængelige for udenforstående; hvis dette har været tilfældet, var de i det mindste på ingen måde de eneste og heller ikke de første koncerter, der fandt sted i København.[18]

Allerede 1727 bekendtgjorde en dansk avis afholdelsen af ugentlige onsdagskoncerter i Stadt Hamborg i Skindergade "mod betalt entré". Disse koncerter, der synes at have været satte i scene af udlændinge, stod, som det lader, dog endnu ene i deres tid.[18]

Først omkring 1740 begynder koncertvæsenet i Danmark at spille en mere fremtrædende rolle. Man hører i det nævnte år om hele to koncertforetagender, der sættes i gang i hovedstaden. I et par vintre trives disse to koncerter jævnsides, men 1743 satte italieneren Leonhard Pescatori med sine koncerter de indenlandske koncerter således i skygge, at de rimeligvis igen ville være gåede ind. hvis ikke "nogle Velyndere af god Gout i Musiken” havde taget sig af dem. Med oprettelsen af det musikalske societet trådte det danske koncert væsen i året 1744 ind i et nyt og højere stadium.[17]

De folk, der i disse år satte så megen kraft ind på at fremme københavnernes interesse for god musik, må atter søges i Holberg’s nærhed. De begejstrede ledere af denne bevægelse var netop to af Holbergs nære venner og bekendte; den ene var cand.jur. Joh. Erasmus Iversen, senere kantor ved Vor Frue latinske skole, der både udmærkede sig som sanger, som koncertdirigent, som komponist og som musiklærer, den anden var den kongelige danske kapelmester Johann Adolph Scheibe.[17]

Italienerne 1747-48[redigér | redigér wikikode]

Giuseppe Sarti, 1729-1802

I sæsonen 1747-48 begyndte italienerne deres forestillinger under Pietro MingottiCharlottenborg, kapelmestre var Giuseppe Sarti og Scalabrini samt (1748-49) den unge Gluck, der i anledning af kronprinsens (Christian VII's) dåb komponerede et festspil. Skønt italienerne var på mode, manglede det dog ikke på opposition mod denne operas optræden. Navnlig trådte den kendte tyske musiker og forfatter Johann Adolph Scheibe, der en tid lang virkede i København og havde titel af kongelig dansk kapelmester, med stor energi i skranken for en reform af operaen. Det er muligt at Gluck herigennem har modtaget de første impulser til sine senere reformatoriske værker.[7]

Efter den italienske opera blev især den franske Opéra comique af betydning for stilen i syngestykkerneDen Danske Skueplads, teatret.[7]

Indenlandske koncertforetagender i 1700-tallet[redigér | redigér wikikode]

Mere end alt dette fremmede, der dog aldrig slog fast rod i dansk jordbund, interesserer de forskellige indenlandske koncertforetagender. Fra midten af 18. århundrede førte de under vekslende kår en ret frodig tilværelse og vidner om en til tider ikke ringe musikalsk interesse, der åbenbart har været af betydning for udviklingen.[7]

Som begyndelsen til et offentligt koncertvæsen opstod der adskillige musikalske societeter i Danmark i 1700-tallet med næsten enlydende og let forvekslelige navne; de første musikselskaber i en kort perioden under navn af Collegium musicum.[7]

Man havde med oprettelsen af teatret i Lille Grønnegade i 1722 fået en national teaterscene Den danske Skueplads[19], og et par årtier senere – i 1740'erne – fik man den tanke at indrette koncerter ved egne kræfter og valgte formen af et musikselskab som man havde gjort før i Europa.[20]

Musikselskabernes baggrund[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 16. og 17. århundrede opstod der rundt om i Europa og navnlig i Tyskland musikalske selskaber hvoraf de fleste dog snart forsvandt igen. Nogle af selskaberne tog italienske akademier fra renæssancen til mønster, andre knyttede sig til skole og kirke med det hovedformål at give kirkemusikken på de store højtider et usædvanligt og festligt præg, og det var folk af den lærde stand der således begyndte at musicere. Det var derfor fortrinsvis universitetsbyerne, der blev sæde for denne form for mere eller mindre private musikforeninger. I Leipzig dannede studenterne i begyndelsen af 1700-tallet et velbesøgt musikalsk kollegium – et Collegium musicum oprettet af Georg Philipp Telemann 1701/02 – der udførte kirkemusikken i Neukirche og holdt øvelser på et kaffehus hvor også tilhørere havde adgang. I 1730'erne havde byen to forskellige ugentlige studenterkoncerter hvoraf den ene blev dirigeret af Johann Sebastian Bach.[21]

I England havde man haft nogle af de første offentlige koncerter fra begyndelsen af 1670'erne under ledelse af et medlem af The King's Music, komponisten og violinisten John Bannister.[22]

Optakten i Danmark[redigér | redigér wikikode]

At der i den pietistiske Christian 6.'s regeringstid 1730-46 ikke kunne gives teaterforestillinger, kan have medvirket til at København blev en af de byer der forholdsvis tidligt udviklede et omfattende koncertliv.[23] Schiørring meddeler at dette skulle fremgå af offentlige bekendtgørelse for sommeren 1727 at der hver onsdag eftermiddag i hotel Stadt Hamborg skulle 'afholdes en smuk vokal- og instrumental musik, som begynder præcis kl. 15'.[24]

Man antager at Holberg allerede under sit ophold i England mellem 1706 og 1708 oplevede friluftskoncerterne i Vauxhall Gardens; i Oxford var han medlem af The musical Club, der gav koncert hver onsdag, og passager i et af Holbergs epigrammer fra 1737 om "de mulikalske Kollegier" – som på visse bestemte dage blev afholdt i hans hjem – skulle tale for at disse koncerter ikke havde privat karakter,[25] og at Holberg var aktiv i at fremme disse foretagender.

"Det musikalske Societet" (1744-49)[redigér | redigér wikikode]

På et af de tidligste af dem, Det musikalske Societet (1744-49), satte Holberg så megen pris, at han stillede det sammen med selve Den danske Skueplads og kaldte det "yndet og admireret såvel af fremmede som af egne Landsmænd". Cand. jur. Johannes Erasmus Iversen (1713-55) var en af lederne og en af de få danske mænd, som på dette tidspunkt gjorde sig gældende i musik. Det musikalske Societet, hvor også Johann Adolph Scheibe og C.A. Thielo (1707-1763) spillede en rolle, måtte imidlertid ligge under i konkurrencen med den italienske opera.

Men snart opstod flere andre lignende selskaber af kunstinteresserede dilettanter og musikere, hvis opgave det var "at bringe Musikken blandt vore Landsmænd i Flor". Enkelte af disse selskaber fortsatte deres tilværelse endog langt ind i 19. århundrede, rigtignok under noget ændrede forhold, idet klublivet særlig trådte frem. Blandt de vigtigste kan nævnes Det kongelige musikalske Akademi (1767-1817) og Harmonien (1778-1830).

"Rådhusstrædets-Selskab", o. 1750-73[redigér | redigér wikikode]

Det ældste musikalske selskab, der holdt offentlige koncerter i København for betaling, skriver sig fra Holbergs tid; det havde først lokale hos vintapperne Cardinal og Pilloy i Pilestræde (nr. 32 o. 1900), derefter i Bryggernes Laugshus på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, hvor det fra maj 1744 fortsattes, efter at være blevet omorganiseret, under navn af "Det musikalske Societet". Den ledende ånd i dette selskab af musikvenner, hovedsagelig bestående af studenter, civile og militære embedsmænd, var den kongelige kapelmester Scheibe og den senere kantor ved Vor Frue latinske skole, J.E. Iversen, der både var sanger, virtuos, koncertdirigent, komponist og musiklærer og ligesom Scheibe stod i venskabeligt forhold til Holberg. Formålet var dobbelt: "uskyldig Tidsfordriv", som det siges i statutterne, men selskabet skulle tillige være en musikskole, et akademi i det små, hvor den lønnede koncertmester (Iversen) en gang om ugen skulle undervise medlemmerne.[26]

Det musikalske Societet florerede især i Christian VIs tid; men skønt Frederik V i 1747 gav det frit lokale på Charlottenborg (hvorfra det dog hurtigt blev fortrængt af den italienske opera), gik det jævnt tilbage under de forandrede forhold og måtte standse i 1749, da alle "honette Folk" strømmede til italienerne. Alligevel vedblev Iversen, der stiftede et Collegium musicum, og andre at give offentlige koncerter i Bergs Sal i Læderstræde, i Bryggernes Laugshus, i madame Lyders gård ved Gammelstrand, i vintapper Sieur Rhodes gård i Klædeboderne og andetsteds, indtil der i 1750 blev oprettet et nyt musikalsk selskab af kunstnere, dilettanter og musikvenner, som holdt ugentlige koncerter i et lokale i Rådhusstræde, tæt ved Nytorv, hvorefter det i reglen kaldtes: Rådhusstrædets-Selskab.[27] Denne forening fik hurtig et aristokratisk præg, da det blev mode blandt standspersoner at dyrke musikken, og holdt sig i seksten år uden konkurrence, indtil et andet musikalsk selskab, som især blev rekrutteret fra bourgeoisiets og den dannede middelstands kredse, i 1766 begyndte at give koncerter i Bryggernes Laughus. Digteren Johannes Ewald og hans ven, den højt ansete komponist og kapelmester Scheibe var æresmedlemmer i det sidstnævnte selskab, som efterhånden tog luven fra sin ældre medbejler.[28]

"Det kongelige musikalske Akademi" fra 1766, senere som klub[redigér | redigér wikikode]

Fra efteråret 1770 havde begge musikforeninger lokale i Bryggernes Laugshus, men Rådhusstrædets Selskab, som det fremdeles kaldtes, kunne ikke holde stand, men måtte opløse sig i slutningen af 1773, hvorved dets heldigere konkurrent fik forøget tilgang af medlemmer og den 10. august 1774 endog tilladelse til at føre navn af kongeligt musikalsk Akademi. Det bør dog bemærkes, at de aristokratiske koncerter ingenlunde ophørte, fordi Rådhusstrædets Selskab var gået ind; tværtimod fik de et elegantere og prægtigere sving end før.[28]

Der blev vel ikke stiftet en egentlig forening med love og generalforsamlinger, men lederne, den saksiske minister grev Kalenberg og etatsråd, livmedicus v. Berger, indrettede og styrede alt på egen hånd og med så afgjort held, at disse koncerter efter samtidiges forsikring blev de bedste og herligste, man endnu havde haft i landet. Disse såkaldte Concerts nobles blev afholdt i to år (1774 og 1775) i Marechalsgården på Købmagergade (posthuset o. 1900) og derefter i GjethussalenKongens Nytorv og besøgtes af alle byens fornemste herrer og damer. Karakteristisk nok klages der bestandig over det fine publikums livlige passiar, ikke blot før, men under musikken, "thi når der ikke spilles Virtuosnumre eller synges Bravourarier, kort sagt ikke udføres noget påfaldende, som vækker Forbauselse og Beundring, har Koncerten for dem ingen Interesse."[28]

I 1786 ophørte de aristokratiske koncerter, da Gjethussalen blev indrettet til en klub for begge militæretater: "Det militaire Selskab". Også Det musikalske Akademi havde vanskelighed ved at holde sig oven vande imod klubberne, som var blevet højeste mode. I disse bød man nemlig ikke blot medlemmerne ugentlige koncerter, men også andre selskabelige glæder, som lå udenfor de egentlige musikforeningers opgaver. Akademiet synes endog at have været standset i fire år, indtil det i 1790 atter gav livstegn fra sig[28] for nogle år efter at bøje sig for tidens fordringer, opgive sin udelukkende musikalske karakter og blive en klub.[29][30]

Klubberne[redigér | redigér wikikode]

Tiden mellem 1780 og 1820 var klubkoncerternes tid. De ældste københavnske klubber var opstået allerede i begyndelsen af 1770'erne og afløste kaffehusene hvor småkliker blandt gæsterne havde dannet udgangspunkt for flere private klubber[31] hvor det opkommende borgerskab efter engelsk mønster var begyndt at samles, og da der i perioden mellem 1770 og 1799 ikke anvendtes censur i Danmark, foregik der en livlig politisk og litterær diskussion i disse klubber; fra 1775 dannedes der årligt nye klubber og midt i klub-tiden omkring 1800 skulle der have været 30-40 i København.[32] En af disse klubber var Drejers Klub hvor ideen at indføre musikken som led i de almindelige klubfornøjelser skulle være opstået 1778.[31] Efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 forandrede klublivet karakter "fra klubliv til selskabsliv", man blev mere forsigtig med samfundskritiske ytringer.[33]

Til sammenkomsterne i klubberne blev der medbragt lejlighedsviser, digtet af poetisk begavede klubbrødre til næste fest omkring punchebollen; klubvisen kaldes af Clausen "datidens folkesang i borgerlige kredse."[33] Da klubberne i tiden efter 1800 udviklede sig mere i retning af selskabelige foreninger, mistede de også deres førende stilling på sangens område; men klubvisen holdt sig dog som levende sang langt ned i århundredet, idet den fik friske impulser fra forskelligt hold, det folkeliget-nationale foreningsliv, håndværkerstanden og studenterne.[34] Studenterforeningen fik en visebog 1822, og 1839 dannedes Studenter-Sangforeningen. Klubperioden i slutningen af 1700-tallet havde bragt selskabssangen til fuld udfoldelse hvad der også i høj grad kom til at præge familiesammenkomster og andre private selskaber.[35]

Fællessangen ændrede imidlertid karakter i begyndelsen af 1800-tallet fra de hidtidige klubviser til en fællessang der var mere nationalt orienteret; denne sammenkobling mellem fællessang og nationalisme skulle tage sin begyndelse med de krigssange der fremkom med Englandskrigene fra 1801; de blev blandt andet spredt til provinsen ved at skuespiller H.C. Knudsen, der fik tilnavnet "fædrelandets frivillige sanger", rejste rundt og foredrog dem.[36]

Syngestykker fra 1776[redigér | redigér wikikode]

Det første danske syngestykkeDet Kongelige Teater er Belsor i Hytten (1776), med musik af Hans Hinrich Zielche (1741-1802, flautist i kapellet). Som så mange af sine mere fremtrædende værkfæller i kapellet var denne mand af tysk afstamning, så noget "nationalt" værk skabte han ikke. Men mange af de fremmede komponister akklimatiserede sig i Danmark og skrev musik, der optog afgjort danske træk i sig.[37]

Således Johann Ernst Hartmann den ældre med Balders Død og Fiskerne (1779-80), J.A.P. Schultz med Høstgildet, Peters Bryllup, oratorier, danske sange, F.L.Æ. Kunzen med de interessante og smukke operaer Holger Danske[38], Erik Ejegod o. a., fremdeles J.G. Naumann og Du Puy, hvilke sidste dog ikke opholdt sig længe nok her til at modtage så megen påvirkning af det danske.[7]

Det kongelige Teater besad fremragende sangerinder i damerne Walther, Dahlén, Frydendahl og Zrza. Som komponister af sceniske arbejder virkede kapelmester Claus Schall, efter ham J. Frederik Bredal (Ivar Bredal?) Det Kongelige Kapel talte udmærkede kræfter i violinisterne Peter Mandrup Lem, Johann Heinrich Christian Tiemroth, den geniale Wexschall (norskfødt), violoncellisten Frederik Christian Funck, flautisten Niels Petersen ?, oboisten Barth (formodentlig Christian Samuel Barth) med flere i sin midte.[7]

Syngeskole 1773[redigér | redigér wikikode]

Den kongelige danske syngeskole, der begyndte 1773 under Potenza, fortsattes senere under J.W.L. Zinck og nåede til blomstring under italieneren Giuseppe Siboni. Som klaverspiller mærkes Catharina Wernicke og Josephine Tutein, f. Siboni. På alle punkter var der kræfter, som rørte sig. Men endnu kendte vi ikke vort eget.[7]

Det nationale gennembrud i 1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Det nationale gennembrud kom i litteraturen med folkevisebevægelsen i begyndelsen af 19. århundrede og med Oehlenschläger. I musikken kom det dog først henved et slægtled senere med Hartmann og Gade. Overgangstiden betegnes ved navnene Weyse og Kuhlau, begge tyskfødte mænd, men dog begge hver på sin måde af stor betydning for det danske.[7]

Den nordiske folketone i vore kæmpevisemelodier, som tidligere bl.a. allerede Johann Hartmann den ældre havde anet (syngespillet Balders Død, 1779), blev af dem optaget som kunstnerisk udgangspunkt. Weyse komponerede sine romancer og udgav den første kunstneriske bearbejdelse af kæmpevisernes melodier.[7] Kuhlau, der i øvrigt mest fik betydning som formidler af den Mozart-Beethovenske tidsalder, viste ved sin udformning af folkevisestoffet i Elverhøj, hvilken ny og frugtbringende kraft der i dette var tilført dansk musik. Hos Johannes Frederik Frølich som en af de første klinger disse toner allerede tydeligt efter. Det er denne periode, da nationalmelodierne opstod (Weyse, H.P. Rasmussen (Rasmussen, Poul Edvard, 1776-1860, komponisten af Danmark dejligst Vang og Vænge ?), Krøyer (?Hans Ernst Krøyer), Rudolph Bay og flere).[39] Abrahamson, Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rahbek udgav det stort anlagte værk i fire bind Udvalgte danske Viser fra Middelalderen (1812-1814).

Hovedslaget[redigér | redigér wikikode]

Hovedslaget slog dog først J.P.E. Hartmann med melodramaet Guldhornene (1832), hvorefter senere fulgte operaen Liden Kirsten og de andre store værker, som i stigende mål har fæstnet Hartmanns navn i dansk musikhistorie. Hos den yngre Niels W. Gade kom det nationale straks stærkt frem i hans allerførste arbejde, Ossian-ouverturen (1840) og c-mol-symfonien (1842); som bærende understrøm holdt dette sig også i hans senere arbejder.[39]

Gade skal dernæst nævnes som den første nyere danske komponist, der vandt et verdensnavn. Endvidere indlagde han sig stor fortjeneste ved som dirigent i Musikforeningen i København at vække og udvikle sansen for den højere musik og bane vejen for de store monumentale værker fra verdenslitteraturen.[39]

Som samtidige af disse to førere skal mindes: Henrik Rung (romancer og salmer, sceniske arbejder), A.P. Berggreen (sange og salmer, udgiver af den store folkevisesamling og af koralbogen), Johann Christian Gebauer (børneviser, sange og salmer, musikteoretiker), H.S. Paulli, H.S. Løvenskjold (sceniske arbejder), brødrene Edvard og Carl Helsted, Christian Julius Hansen (sange), Emil Horneman sen., krigsårenes folkekære komponist, samt den "danske Strauss", H.C. Lumbye.[39]

Det følgende slægtled[redigér | redigér wikikode]

Med det følgende slægtled udfolder musikken sig i Danmark med en rigdom og mangfoldighed, som står i ejendommelig modsætning til de svage og spredte forsøg i begyndelsen af århundredet. Som naturligt var, blev det de to ofte nævnte førere, som først kom til at mærke udviklingen gennem både deres personlige og kunstneriske indflydelse, således at dansk musik indtil henimod 19. århundredes slutning kan siges væsentlig at stå i Hartmanns og Gades Tegn.[39]

Denne stilretning blev, med al personlig selvstændighed, fulgt af Peter Heise, den danske romancekomponist frem for nogen (også operaer), fremdeles af Emil Hartmann jun., August Winding, Christian Barnekow, Erik Siboni, Franz Joseph Glæser, C.H. Glass med flere. Særlig omkring den Hartmannske retning samlede det efterfølgende slægtled sig med sine hovedrepræsentanter Lange-Müller og Otto Malling.[39]

Kun enkelte af dette slægtled stod mere uberørte af denne, havde snarere tilknytninger til udlandet: Asger Hamerik, C.F.E. Horneman jun., Hans og Gotfred Matthison-Hansen (far og søn), Julius Steenberg, Theodor Bernhard Sick, 1827-93, komponist og officer, til dels Jørgen Malling (Jørgen Henrik Malling, 1836-1905, komponist).[39]

Musikalske foreninger[redigér | redigér wikikode]

Af stor vigtighed for musiklivets fremme har de forskellige musikalske foreninger i hovedstaden og provinserne været. I spidsen står her Musikforeningen stiftet 1836 i København med først Franz Gläser, senere Niels W. Gade, Emil Hartmann, Franz Neruda og Carl Nielsen som dirigenter.[40]

Blandt dens fremtrædende solosangere skal foruden operaens kræfter nævnes Viggo Bielefeldt, Beatrice Diderichsen og Ellen Beck.[40]

Cæciliaforeningen[redigér | redigér wikikode]

I 1851 dannedes Cæciliaforeningen af Henrik Rung som arnested for den "historiske" musik, senere med H.S. Paulli, Frederik Rung og P.S. Rung-Keller som dirigenter.[40]

Kammermusikforeningen[redigér | redigér wikikode]

Kammermusikforeningen, som blev stiftet 1868 af Neruda, har med stor fremgang virket på sit område og givet stødet til dannelsen af talrige andre foreninger til kammermusikkens fremme.[40]

Mandskor[redigér | redigér wikikode]

På mandskorets område har Studenter-Sangforeningen (stiftet 1839) været banebryder med dirigenterne J.P.E. Hartmann, Chr. Richardt, C.J. Hansen, Peter Heise, Liebmann, Otto Malling, J. Bartholdy, og S. Levysohn, og i dennes spor er opstået talrige andre foreninger, deriblandt Bel Canto (dir. Vilhelm Poulsen 1875-1930?).[40]

Musikkonservatorier[redigér | redigér wikikode]

Sit første musikkonservatorium fik København 1827, grundlagt af Prins Christian Frederik (Christian VIII) med Giuseppe Siboni som direktør, nærmest til uddannelse af operaens kræfter. Det bestod indtil 1841.[41]

Derefter fulgte det nuværende Det Kongelige Danske Musikkonservatorium der 1867 begyndte sin virksomhed med Gade, Hartmann og Paulli som direktører. Siden 1883 har det fast tilskud fra staten. 1871 grundedes Samfundet til Udgivelse af dansk Musik.[41]

Universitetet oprettede 1896 en lærestol for musikhistorie (Angul Hammerich).[41]

Musikhistorisk Museum med sin store instrumentsamling åbnedes 1898.[41]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Om messebog: I 1486 kom en anden tysk bogtrykker, Stephan Arndes, til Danmark, hvor han trykte en messebog (missale), Missale Slesvicense – Om Missale SlesvicenseDet Kongelige Bibliotek
  2. ^ Om mordet på Erik Klipping, Rumelands sange og marsk Stig-viserne
  3. ^ Frauenlob: Heinrich von Meißen, o. 1250-1319, (ty.)
  4. ^ a b c d e Hammerich, s. 680
  5. ^ a b c d e f g Panum, s. 365
  6. ^ Panum, s. 366
  7. ^ a b c d e f g h i j k l m n o Hammerich, s. 681
  8. ^ Fra afsnittet "Andre musikere hos Christian IV" i artiklen om Melchior Borchgrevinck.
  9. ^ a b c d Panum, s. 630
  10. ^ a b Panum, s. 626
  11. ^ a b c d Panum, s. 627
  12. ^ Se Hautboist for en kort omtale af disse "hofvioloner"
  13. ^ a b c d Panum, s. 628
  14. ^ a b Panum, s. 631
  15. ^ a b c d Panum, s. 632
  16. ^ Panum, s. 633
  17. ^ a b c d e f Panum, s. 634
  18. ^ a b c Panum, s. 635
  19. ^ Teatermuseet.dkEtienne Capion, René Montaigu
  20. ^ Ravn s 28
  21. ^ Ravn s 28f
  22. ^ Lidt om komponisten og violinisten John Bannister
  23. ^ Schiørring I, s. 337
  24. ^ Schiørring I, s. 336f
  25. ^ Ravn s. 30
  26. ^ Bruun, s. 641
  27. ^ Bruun, s. 641f
  28. ^ a b c d Bruun, s. 642
  29. ^ Se en kort karakteristik af disse klubber i opslaget om Harmonien
  30. ^ Bruun, s. 643
  31. ^ a b Ravn, s. 99
  32. ^ Schiørring, II, s. 61
  33. ^ a b Clausen, s. 56
  34. ^ Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 49
  35. ^ Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 42
  36. ^ Kirsten Sass Bak: "Fællessang og danskhed", s. 102f i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1 — Karl Clausen Dansk folkesang gennem 150 år, 1958, s 88 bemærker også at krigssange med brod mod England spillede en stor rolle i 1800-tallet første årti. B.S. Ingemann citeres for følgende: "... Baade Staffeldt og Oehlenschläger havde været med i Studenterkorpset og skrevet Krigssange. Kort derefter skulde deres Geniusflugt ses og forbavse."
  37. ^ Se Nordisk tone i musikken om karakteren af sådanne danske træk — se desuden Koudals artikel Musikken i Danmark – danskhed i musikken – Sted og nationalitet som kritisk perspektiv (doc-format, samme i htm-format via Google) af dr. phil. Jens Henrik Koudal
  38. ^ Holger Danske. Opera i tre akter, 1789 af F.L.Æ. Kunzen (1761-1817) med tekst af Jens Baggesen — Det gav anledning til en af de største pennefejder nogensinde om dansk og tysk identitet og om operaen som genre: "Holgerfejden", http://www.kum.dk/sw34256.asp
  39. ^ a b c d e f g Hammerich, s. 682
  40. ^ a b c d e Hammerich, s. 683
  41. ^ a b c d Hammerich, s. 684

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]