H.V. Kaalund
Hans Vilhelm (H.V.) Kaalund (23. eller 27. juni 1818 – 27. april 1885) var en dansk digter.
Jacob Langebeks datter blev gift med adelsmanden oberst J.C. Kaalund, en verdensmand, der satte mange penge over styr; deres søn premierløjtnant Marinus Nicolaus Kaalund (1790 - 1832) ægtede en skorstensfejerdatter fra Randers, Juliane Marie Schmidt, og fik nu ansættelse som toldbetjent i København. Den yngste af dette ægtepars sønner var hans, der fødtes 23. juni 1818 (på hans dåbsseddel står der 27. juni, men moderen påstod, at han var født 23.). Sønnen arvede sin faders lune og sin moders frejdighed og udprægede nerveliv, tidlig røbede han begejstring. Han var forgudet af sin fader, der ofte tog ham med til ungkarlegilder, hvor han skulle agere den gode samvittighed; hjemme læste de sammen humoristiske skildringer og morede sig udmærket derved. Han følte sig dog mest tiltrukken af sin moders slægt og elskede især morfaderen højt; denne, der var flyttet til København, havde tit sønnesønnen som gæst, og da hele familien der var begejstret for poesi, rev de drengen med sig. – Han var ikke gammel, da han blev sat i en lille skole; senere kom han i det von Westenske Institut; men skolelivet fængslede ham kun lidet, hvorimod han elskede at færdes i naturen.
Da han var 14 år gammel, døde faderen, og moderen fik kun lidt at leve af; der voksede nu en vis smålighedens ånd frem i hende, og han følte, det snævrede ham ind. 15 år gammel blev han konfirmeret og lærte på denne tid at kende bogholder ved den grønlandske handel C.A. Muhle, i hvis hus der kom mange kunstnere. Det var bestemt, at han gennem sin farbroder i Vestindien skulle anbringes ved en plantage der; men så traf han hos Muhle billedhugger Hermann Ernst Freund, og da han havde røbet anlæg for bildende kunst, anbragtes han som lærling i Freunds atelier. Her fik han kammerater som Jerichau, Conradsen osv.; men arbejdet dreves lovlig frit og uden videre kontrol, så Kaalund lærte ikke meget. Om vinteren gik han på kunstakademiet, og her var det, at Jerichau hævdede, han havde mere evne til at male end at modellere, hvorfor Kaalund tog penselen i hånd, men drev det ikke til at frembringe mere end to billeder. – I disse år var han stærkt optagen af Grundtvig; han hørte ham prædike og gik til Lindbergs foredrag på Kalkbrænderiet, hvor han dog følte sig så meget uden for det hele, at han tegnede humoristiske karikaturportrætter af forsamlingens deltagere.
Både Kaalund selv og hans nærmeste kunne nok skønne, at han ikke var kaldet til at blive bildende kunstner. Allerede i Freunds atelier havde han forelæst kammeraterne digte, som vandt bifald; så traf det sig en dag, at P.O. Brøndsted indfandt sig der og fattede interesse for den unge mand; han hørte, at Kaalund havde lyst til at ”tage artium”, men frarådede dette, samtidig med at han nærede sin protegés lyst til at studere historie og skønlitteratur, under hvilket studium han vejledede ham. I sommeren 1838 gjorde Kaalund opsigt ved sit digt til Bertel Thorvaldsen og endnu mere næste år ved mindesangen over Frederik 6.. Hans evige higen udkastede store planer om udenlandsrejser og liv blandt Nordamerikas indianere, og vagabonddriften i ham fandt tilslutning hos hans ven Jerichau, som ville, at de sammen skulle gå til Rom. Denne plan blev imidlertid kuldkastet ved, at Kaalund fik stærk nervefeber. Som rekonvalescent flyttede han ud til Bagsværd og kom snart til at elske den smukke egn om Fure- og Farumsøen så højt, at han fire år igennem tilbragte sin tid i Farum fra Foråret til langt ud på efteråret og tit noget af vinteren med. Hos præsten Aagårds var han hurtig hjemme og besang dem i sit digt: Til Familien i Præstegården. I Farum dirigerede han "et muntert Sommerfugleliv" i hjem og skov, på sø og mark, og det var en stor, ungdommelig og frejdig kreds, han førte an i en frisk, elskværdig tilværelse. Hans naturbeskrivende digte ere så godt som alle fremkomne der ude. Det gærede stærkt i ham, og han var i uafbrudt åndelig virksomhed. i enkelte øjeblikke følte han en umådelig angest for, at hans liv var forkvaklet, og at han aldrig mere skulle få sammenknyttet de sønderrevne tråde i sit indre; at der foregik en udvikling i ham, var han sig bevidst, hans ånd og hjerte følte større harmoni, over for verden svandt hans fjendskab, og hans indre væsen fornam ro og tillid; men møjsommelig søgte han efter digterisk form for sit åndelige liv. Han frembragte en mængde vers, tragedier og epopeer, som dog aldrig blev overgivet offentligheden. Derimod udgav han i 1840 Samlede Digte og Kong Haldan den stærke, hvilke bøger han indleder med varme udtalelser om, hvad han skylder Oehlenschläger. Digtsamlingen modtages gennemgående med spot og hån, og dog indeholder den Konen ved Leddet i Frederiksdal, Frederik VI, Niels Ebbesens Minde osv. En mildere, men dog ikke meget anerkendende omtale får hans epos, der var stærkt påvirket af Oehlenschläger og Tegnér (vel Esaias Tegnér) og mindre originalt end digtene. Begge disse bøger røber fantasi, energi og begejstring. Der gik nu to år, så udkom Valkyrjen Gøndul, ligesom de før nævnte bøger skrevet i Farum. Dette sidste værk viser stort fremskridt hos forfatteren; trods det forfejlede i digtets sammensætning og trods det, at dets ånd er uadækvat med dets stof, er her oprindelighed, flugt og kraft, virkelig storhed og skønhed, og der er megen dygtighed i versslyngningen. Digtets opgave er at vise, hvorledes lysten til jordisk hæder styrter det begavede menneske i fordærvelse; men med rette blev der gjort opmærksom på, at denne anskuelse er fremmed for den hedenske livsbetragtning. Pressen forbigik næsten ganske dette arbejdes fremkomst. – Med Fabler og blandede Digte (1844) trængte Kaalund langt mere igennem. I bladpressen fik han omtrent lutter ros, og det var navnlig P.L. Møller, der i en længere afhandling ydede ham stærk anerkendelse. Da han i slutningen af 1844 sammen med J.Th. Lundbye udgiver Fabler for Børn, bliver der ham mindre ros til del; men det gik rigtignok også ud over Lundbye. Mest kendt blandt fablerne er Den dræbte And, der slutter med den berømte linje "O, har Du en Moder, da skjøn derpaa!" I de følgende år producerede han ikke meget; han skrev nogle anmeldelser af kunstudstillinger og udkastede sammen med Poul Chievitz planen til En Fortid; end videre udgav han fra 1845-47 sammen med J.C. Gerson Månedsskrift for Børn, hvori han skrev forskellige stykker i prosa og digte som Den firbenede Gadestryger (Proletar), Bjørnen som Rytter, Nisserne på Vandring, I Staden og på Landet osv. – Hans pekuniære eksistensmidler vare ringe; dels støttedes han af Christian VIII, dels af Grev Moltke-Bregentved og sin ven kaptajn Fr. Schack, i hvis hjem på Christianshavns Kaserne han om vinteren havde ophold. Christian VIII ville gerne have benyttet Kaalund til i pressen at virke for hans sag; men da dette ikke ville lykkes, trak kongen sig tilbage fra ham. Kaalund ville aldrig træde i noget partis tjeneste; han holdt i disse år omgang med folk som Jens Christian Hostrup, Peder Ludvig Møller, Kristian Arentzen, Johan Peter Martin Grüne, Jacob Jacobsen Dampe og Meïr Aron Goldschmidt, hvilken sidste ofte befrugtedes af Kaalunds mundtlige fremsatte ideer, hvorfor vennerne kaldte Kaalund for Goldschmidts Jordemoder. Han var fremdeles meget optagen af Grundtvig.
Så kom 1848! På mange måder greb tidsånden ham, og han skrev forskellige patriotiske digte. I 1849 blev han ansat som hjælpeintendant, ved armeen, og i denne egenskab deltog han i Ryes tilbagetog i Jylland. I 1850 opholdt han sig som ambulanceforvalter mest i Kolding. Efter krigen måtte han for at skaffe sig eksistensmidler tage plads som huslærer hos gårdejer Larsens enke på Nordskov, nær Odins Høj ved Hellebæk, hvor han førte et meget ensomt liv blandt mennesker, der end ikke anede, at han var poet. Fra denne periode stamme digtene Ensomt Liv og Vinteraften på Landet.
Tre år havde han opholdt sig på Nordskov, da hans trofaste og hjælpsomme ven etatsråd Edvard Collin overdrog ham at bestyre et ham tilhørende teglværk på Strandmosegård syd for Humlebæk. Med sin gamle iver og interesse for det praktiske kastede Kaalund sig over gerningen der og udkastede talrige planer, med hvis gennemførelse han dog ikke havde lykke. Også der tilbragte han tre år; så blev teglværket solgt, og atter stod han uden eksistensmidler. Til købmand J.B. Jensens hus her ude var han bleven sympatetisk knyttet og forelskede sig i dets unge datter Cathinca. Hans digt Måske forberedte deres forlovelse, som fandt sted 6. juli 1856, lige inden hans afrejse der fra.
For en kort tid fik han nu ansættelse ved mønten i København, hvor han skulle optælle gamle markstykker. Dette åndsfortærende arbejde forlod han for at overtage en plads ved telegrafvæsenet i Haderslev; gerningen der enerverede ham meget, og han fik tillige gentagne anfald af blodgang. Længselen efter hans brud affødte det bekendte digt Til hende. Hun rådede ham resolut til at opgive den stilling, som aldeles ikke passede ham, og han fulgte hendes råd. Det blev da hans plan at nedsætte sig som boghandler i Haderslev; men af pengemangel måtte han opgive alle forhåbninger i den omtalte retning. Efter et års ophold der ovre drog han tilbage til København. Her samlede, udvalgte og rensede han sine tidligere digte, og resultatet blev Et Forår, der udkom i 1858 og vakte stor opmærksomhed og beundring (6. udgave 1886). Selskabet for de skønne Videnskabers Forfremmelse udbetalte ham en pengebelønning.
Det var hans håb, at den anerkendelse, han nu havde vundet, skulle bevirke, at han kunne komme i en fast stilling. Snart tilbød også fængselsdirektøren C.N. David ham at blive overlærer ved det nyoprettede Vridsløselille Fængsel, og denne plads tiltrådte han i december 1859, samtidig med at anstalten blev tagen i brug. 6. marts 1860 viedes han til nysnævnte Cathinca Julie Jensine Jensen (født 16. september 1836). – Hans daglige gerning bestod nu i at holde foredrag for, besvare forespørgsler af, undervise og i cellerne samtale med de mange forskellige fanger, holde regnskaber og oversigter i orden osv. Den omstændighed, at han altid helst havde villet indlade sig med problematiske naturer, bevirkede, at de fleste fanger interesserede ham; men han indså snart, at det ikke var let at lære dem at kende. Han troede på menneskenaturen, selv i dens dybeste fornedrelse, og behandlede alle med stor omhu, "med koldt Hoved, men varmt Hjærte". Tappert kæmpede han for cellesystemet og havde på flere områder hårde kampe at bestå for at gennemføre sine principper. Fangerne fik han i tale, vandt deres tillid og erhvervede sig mange venner iblandt dem. Det var et strengt, selvoptugtende liv, han førte der, flere gange gennemgik han heftige sygdomme – blodgang, kopper –, og hans legeme svækkedes derved. oplivelse og styrke hentede han på sine ugentlige besøg hos åndsfrænder i hovedstaden og ved en større rejse, som Det anckerske Legat bragte ham i stand til at gøre (1863), og på hvilken han besøgte Stockholm, Schweiz, Frankrig, London og Tyskland; den digteriske frugt heraf var Rejsetummel. Han siger ensteds:
 |
Jeg er Menneske mer, end jeg er Digter, |  |
og det hørte også til de store undtagelser, at han på Vridsløselille skrev vers. Imod slutningen af sit ophold der ude forfattede han dramaet Fulvia (1875), hvis skønne enkeltheder og klassiske ånd alligevel ikke kunne dølge, at hans begavelse gik i anden retning end det dramatiske. To år efter udsendte han, også der fra, sin fortrinlige digtsamling En Eftervår (4. oplag 1889). Imellem denne og Et Forår lå hele hans lange fængselsperiode; fastheden, sikkerheden, viljekraften, kortheden, det fuldmodne og optøjlede i den nye samling bære præget deraf. Ligesom i Fulvia kæmper han her for resignationen og kompromiset. Versene ere mejslede af en billedhugger. Snart efter omarbejdede han Fulvia, så det nu kunne opføres på Det Kongelige Teater, hvor det længe har holdt sig på repertoiret og vundet betydelig anerkendelse.– Bemærkelig er dernæst den sangerkrig, han førte mod den nye digtnings repræsentanter Schandorph og Drachmann. Af yderste evne forfægtede Kaalund idealitetens sag, og kvintessensen af hans mening kan siges at rummes i disse hans ord:
Ildtilbederne af Realiteten
dem rammer jeg lige i Planeten.
Han ender med i klare ord at skrive sig ind blandt kristendommens tilhængere.
På samme tid som han fører denne strid, og netop som Fulvia skal opføres, bryder han (i marts 1881) efter 21 års arbejde på Vridsløselille op der fra for at søge den hvile, hans legeme så hårdt trængte til. Med en pension på 1500 kr., en digtergage af 1000 kr. og desuden nogle rentepenge kunne han med sine nøjsomme fordringer sikre sig et anstændigt udkomme. Han tog nu ophold i Valby, senere på Frederiksberg, og følte da poesien slå med vingerne, som om den først nu ville udfolde sig i ham. De legemlige kræfter strakte imidlertid ikke til. ideer myldrede i hans hoved, sit medfødte lune og sin evne for det epigrammatiske, som han mente ikke tilstrækkelig var kommen til sin ret i hans digtning, håbede han nu at skulle udfolde; han havde lagt planen til en roman og ønskede at benytte sine rigepsykologiske erfaringer i et lystspil; men alt dette blev kun forsætter. En sommerrejse, som han i 1884 gjorde til Modum, styrkede ham meget; men vinteren bragte atter nedgang med sig. Det viste sig nu, at han led af mavekræft. efter at han havde ligget til sengs i en måned og lidt meget, døde han 27. april 1885. over hans grav er der ved bidrag fra danske mænd og kvinder rejst et smukt gravmonument. Hans Efterladte Digte udgav Otto Borchsenius (1885).
Kaalund var en primitiv digter, fri for skole og principper, og alle vegne elskede han det oprindelige; derfor førte hans ungdoms higen ham mod oldtidslivet, i sin manddoms dage søgte han til bunds i menneskelivet, og altid fandt han sin trøst i naturen. Han var efterårets sanger; foråret, følte han, gjorde ham til en umandig drømmer, og derfor lå det erotiske også fjernt fra ham; høsten derimod vakte hans eftertanke. Af al magt søgte han gennem ihærdigt arbejde at forme sin egen personlighed i overensstemmelse med sin digtning. Det højeste, han ville nå, var "Klarhed i Sindet, Renhed, Sjælefred, Mod til at lide, Kraft til at undvære". I hans etiske livsanskuelse er der mandig tro på livets højere magter, mild alvor og stor sundhed.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Hans Vilhelm Kaalund på Arkiv for Dansk Litteratur
- Hans Vilhelm Kaalund af Torben Weinreich, professor, Center for Børnelitteratur
- Den dræbte And på digtarkivet Kalliope
- Johan Th. Lundbyes illustration til Den dræbte And, gengivet i en artikel i Friskolebladet
- H.V. Kaalund på gravsted.dk
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af Nicolai Bøgh i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, 9. bind, side 44, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
