Christian 2.

Christian 2.
Valgsprog: SIC ERAT IN FATIS (Så var det beskikket)
Portræt, malet af P. van Coninxloo i 1521
Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers
Kroning	Danmark 11. juni 1514 Norge 20. juli 1514
Regerede	20. februar 1513 – 13. april 1523
Forgænger	Hans
Regent	Christian 3.
Efterfølger	Frederik 1.
Ægtefælle	Elizabeth af Habsburg
Børn	Hans Dorothea af Oldenburg Christine af Danmark
Hus	Oldenborgske slægt
Far	Hans
Mor	Christine af Sachsen
Født	1. juli 1481 Nyborg Slot
Død	25. januar 1559 Kalundborg Slot
Begravet	1559 Sankt Knuds Kirke (Odense)
Signatur

Der er flere personer med dette navn, se Christian 2. (flertydig).

Christian 2. (1. juli 1481 – 25. januar 1559) var en dansk konge af den oldenborgske slægt. Han blev født 1481 på Nyborg Slot som søn af Hans af Danmark og blev valgt som tronfølger af det danske rigsråd i 1487. Han var konge af Danmark og Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1521.

Biografi

Inden Christian kom på tronen, havde han været vicekonge i Norge 1506-1512. Her mødte han to hollandske kvinder, som fik stor betydning for hans liv: Dyveke, som han møder ved en dansefest på rådhuset i Bergen og hendes moder, Sigbrit Willoms. Inden kroningen tvang de danske stormænd ham til at underskrive en streng håndfæstning, som begrænsede kongens magt på mange områder. I 1515 giftede han sig med Elizabeth af Habsburg, den senere kejser Karl 5.s yngre søster, som fik navnet Elisabeth. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og han installerede hende i bekvem nærhed af kongeslottet. I 1517 døde Dyveke pludseligt, og kongen anklagede lensmanden på Københavns Slot Torben Oxe for at have forgivet hende, og trods forbøn fra Rigsrådet og hoffet lod kongen Torben Oxe halshugge. Kongen negligerede nu adel og Rigsråd og handlede næsten udelukkende efter råd fra mor Sigbrit og Malmøs borgmester Hans Mikkelsen.

Efter Dyvekes død fattede kong Christian endelig interesse for sin unge dronning, og deres ægteskab udviklede sig til et af de smukkeste og mest harmoniske i kongehusets historie. Den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og efter hans fald fra tronen rejste hun med ham i landflygtighed og fungerede som hans repræsentant over for udenlandske statsoverhoveder, da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage. Elisabeth konverterede til protestantismen i 1523, og hendes børn blev opdraget af hendes slægtninge som sædvanen var – og måske for at de kunne vokse op i den katolske tro.

I 1520 angreb Christian 2. Sverige. Sten Sture (den yngre) blev dødeligt såret, og kampen sluttede med svenskernes overgivelse af Stockholms borg mod ubetinget amnesti. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge og holdt i de følgende dage fest på Stockholm Slot. På festens fjerde dag blev slottets porte lukket, og en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd blev fængslet. De tidligere modstandere anklagedes af biskoppen for kætteri, og halvfems af dem blev dømt til døden. Henrettelserne foregik på Stortorget i Stockholm med stor brutalitet. Ligene blev brændt på et bål uden for byporten. "Det Stockholmske Blodbad" vakte forfærdelse i hele Europa – ikke mindst i Danmark, hvor adel og gejstlighed nu for alvor følte sig truede.

Christian II - gravering fra 1523, af Jan Gossaert

Christian 2. fortsatte sin borgervenlige politik med støtte til næringsliv og handel. I 1521 gav han efter nederlandsk forbillede købstæderne eneret på al handel. Adelen kunne nu ikke handle med egne varer. På det kirkelige område var det ikke længere tilladt at appellere domme til paven i Rom. Det formindskede kirkens uafhængighed af kongemagten. For at kunne hamle op med Hansestæderne indgik han forbund med Nederlandene. I 1521 erklærede Lübeck Danmark krig, og året efter udbrød et oprør mod "Christian Tyran" i Sverige, som han blev kaldt efter "Det Stockholmske Blodbad". Ingen kunne moralsk forsvare at gøre oprør medmindre kongen var en despot.

Sverige løsrev sig under ledelse af Gustav Vasa. I 1523 samlede Christian en hær af lejetropper til angreb på Sverige. De store skatteudskrivninger fik utilfredsheden til at blusse op, især blandt de jyske rigsråder ("Sammensværgelsesbrevet" – udstedt i Viborg den 21. december 1522). Den tidligere så beslutsomme konge tabte modet. Det fortælles, at han tyve gange lod sig ro frem og tilbage over Lillebælt, inden han opgav forsøget på at samle tropper mod de jyske oprørere. Den 13. april 1523 flygtede kongen, dronningen og deres tre børn til Nederlandene, hvor de levede otte år i landflygtighed. Samme år tilbød den danske adel og gejstlighed tronen til Christians farbror, hertug Frederik af Gottorp (Frederik 1.), der i en alder af 52 år kom på tronen.

Christian d. 2

Frederik skrev til den nu landflygtige dronning Elisabeth, hvis magtfulde habsburgske slægt han gerne ville tækkes, og forsikrede hende om at hun (men ikke Christian) roligt kunne vende tilbage til Danmark – kong Frederik ville personligt sørge for at hun fik tilkendt enkedronningepension. Men den 22-årige dronning afslog: "ubi rex meus, ibi regna mea" – "hvor min konge er, der er mit kongerige!"

I 1531 gjorde Christian 2. landgang i Norge, hvor han blev hyldet som konge. Året efter lokkedes han til forhandlinger i København under løfte om frit lejde, men farbroderen, Frederik 1., brød løftet og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige konge til Kalundborg Slot, hvor han havde lov til at bevæge sig udenfor og til at gå på jagt.

Men i januar 1559 døde Frederik I's efterfølger kong Christian 3., og Christian 2.'s høje alder til trods blev vagten omkring ham fordoblet og hans privilegier indskrænket. Der var flere blandt rigets mægtigste, der med bekymring skævede i retning af Kalundborg, men blot tre uger senere døde Christian 2., og den nykårede kong Frederik 2. gav sin ulykkelige slægtning en kongelig begravelse i Gråbrødrekirken i Odense ved siden af hans forældre. Siden blev hans dronning kiste overført fra Nederlandene, hvor hun var begravet. Alle de kongelige begravelser blev flyttet til domkirken, da Gråbrødre Kirke blev nedbrudt. Epitafiet er opsat i Knud den Helliges kapel. Christian 2. er den eneste danske konge, som har overlevet to af sine efterfølgere på tronen.

Christian den Gode

De fleste skånske, hallandske og blekingske skolebørn blev undervist i, at Kalmarunionen til sidst gik under i blod og had ved "Christian Tyrans" stockholmske blodbad. Men det billede som blev givet af kong Christian 2., var ensidigt på grund af fokuseringen på Stockholms blodbad. Det er dog en myte, at han i skånsk/dansk historie omtales med tilnavnet den Gode eller Bondekjær, fordi han holdt med "småkårsfolkene" mod den mægtige adel og rigsrådet. I landflygtigheden beskrev kongen sig selv som Christian den Gode i et forsøg på at vinde tilhængere, og det har forledt nogen til at tro, at det også var et reelt anvendt tilnavn.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Christian 2.

Se i øvrigt også Johannes V. Jensens fortolkning af begivenhederne i den historiske roman Kongens Fald.

Anetavle

						4Christian 1.
			²Hans af Danmark
						5Dorothea af Brandenburg
1Christian II
						6Ernst af Sachsen
			3Christine af Sachsen
						7Elisabeth af Bayern

---

Foregående:	Kongerækken	Efterfølgende:
Hans af Danmark (1481 – 1513)		Frederik 1. (1523 – 1533)

Kilder

• Benito Scocozza, Kongen og købekonen, Gad, 1992. ISBN 87-12-02235-7.
• Martin Schwarz Lausten, Christian 2. mellem paven og Luther : tro og politik omkring "den røde konge" i eksilet og i fangenskabet (1523-1559), Akademisk Forlag, 1995. ISBN 87-500-3355-7.
• Paul J. Reiter, Christiern 2 : Personlighed, Sjæleliv og Livsdrama, 2. udgave. Erik Beck, 1971.
• Skåne historia. Senmedeltiden.

Eksterne henvisninger

• Tore Nyberg: "Christian II og militæret" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 13; 1979)
• Tore Nyberg (anmeldelse af): "Mikael Venge: »Når vinden føjer sig...« Spillet om magten i Danmark marts-december 1523. Odense University Studies in History and Social Sciences 47. Odense, Universitetsforlaget 1977. 176 s. 80kr. + moms." (Historisk Tidsskrift, 14. række, Bind 2; 1981)
• Gottfried Wentz: "Christian II's Vinterfelttog i Vigen 1532" (Historisk Tidsskrift, 10. række, Bind 3; 1934)
• Danske konger – Christian 2.
• Christian 2. og det runde bord på Sønderborg Slot