Christian 2.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Christian 2)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Christian 2. (flertydig).
Christian 2.
Valgsprog:
SIC ERAT IN FATIS
(Så var det beskikket)
Portræt, malet af P. van Coninxloo i 1521
Konge af Danmark, de Venders og Gothers
Kroning 11. juni 1514
Regerede 20. februar 151313. april 1523
Forgænger Hans
Efterfølger Frederik 1.
Ægtefælle Elisabeth af Habsburg
Børn Hans
Maximilian
Filip
Dorothea, Kurfyrstinde af Pfalz
Christine, Hertuginde af Milano og Lothringen
Hus Oldenborgske slægt
Far Hans
Mor Christine af Sachsen
Født 1. juli 1481
Nyborg Slot
Død 25. januar 1559
Kalundborg Slot
Begravet 1559
Sankt Knuds Kirke, Odense
Signatur
Religion Romersk-katolsk
Lutheransk

Christian 2. (1. juli 148125. januar 1559[1]) var konge af Danmark og Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1521. Han var søn af Kong Hans og tilhørte den oldenborgske slægt.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Fødsel og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Christian blev født 1. juli 1481Nyborg Slot som tredje men ældste overlevende søn af Kong Hans og Christine af Sachsen. Han blev valgt som tronfølger af det danske rigsråd i 1487, af det norske rigsråd i 1489 og af det svenske i 1497.

Inden Christian kom på tronen var han statholder i Norge 1506-1512. Her mødte han to hollandske kvinder, som fik stor betydning for hans liv: Dyveke, som han mødte ved en dansefest på rådhuset i Bergen [Kilde mangler] og hendes moder, Sigbrit Willoms, der siden begge fulgte med ham til Danmark.

Tronbestigelse og ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Inden kroningen tvang [Kilde mangler] de danske stormænd ham til at underskrive en streng håndfæstning, som begrænsede kongens magt på mange områder. I 1515 giftede han sig med Isabella af Habsburg, den senere kejser Karl 5.s yngre søster, som fik navnet Elisabeth. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, [Kilde mangler] og han installerede hende i bekvem nærhed af kongeslottet. I 1517 døde Dyveke pludseligt, og kongen anklagede lensmandenKøbenhavns Slot Torben Oxe for at have forgivet hende, og trods forbøn fra Rigsrådet og hoffet lod kongen Torben Oxe halshugge. Kongen negligerede nu adel og Rigsråd og handlede næsten udelukkende efter råd fra mor Sigbrit og Malmøs borgmester Hans Mikkelsen [Kilde mangler].

Efter Dyvekes død fattede kong Christian endelig interesse for sin unge dronning, og deres ægteskab udviklede sig til et af de smukkeste og mest harmoniske i kongehusets historie [Kilde mangler]. Den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og efter hans fald fra tronen rejste hun med ham i landflygtighed og fungerede som hans repræsentant over for udenlandske statsoverhoveder [Kilde mangler], da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage. Elisabeth konverterede til protestantismen i 1523, og hendes børn blev opdraget af hendes slægtninge som sædvanen var – og måske for at de kunne vokse op i den katolske tro [Kilde mangler].

Erobring af Sverige[redigér | redigér wikikode]

I 1520 angreb Christian 2. Sverige. Sten Sture (den yngre) blev dødeligt såret, og kampen sluttede med svenskernes overgivelse af Stockholms borg mod ubetinget amnesti. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge og holdt i de følgende dage fest på Stockholm Slot. På festens fjerde dag blev slottets porte lukket, og en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd blev fængslet. De tidligere modstandere anklagedes af biskoppen for kætteri, og halvfems af dem blev dømt til døden. Henrettelserne foregik på Stortorget i Stockholm med stor brutalitet [Kilde mangler]. Ligene blev brændt på et bål uden for byporten [Kilde mangler]. "Det Stockholmske Blodbad" vakte forfærdelse i hele Europa – ikke mindst i Danmark, hvor adel og gejstlighed nu for alvor følte sig truede [Kilde mangler].

Reformer[redigér | redigér wikikode]

Christian II - gravering fra 1523, af Jan Gossaert

Christian 2. fortsatte sin borgervenlige politik med støtte til næringsliv og handel [Kilde mangler]. I 1521 gav han efter nederlandsk forbillede købstæderne eneret på al handel. Adelen kunne nu ikke handle med egne varer. På det kirkelige område var det ikke længere tilladt at appellere domme til paven i Rom, hvilket formindskede kirkens uafhængighed af kongemagten. For at kunne hamle op med Hansestæderne indgik han forbund med Nederlandene [Kilde mangler]. I 1521 erklærede Lübeck Danmark krig, og året efter udbrød et oprør i Sverige mod "Christian Tyran", som han blev kaldt efter Det Stockholmske Blodbad.

Oprør og afsættelse[redigér | redigér wikikode]

Sverige løsrev sig under ledelse af Gustav Vasa. I 1523 samlede Christian en hær af lejetropper til angreb på Sverige. De store skatteudskrivninger fik utilfredsheden til at blusse op, især blandt de jyske rigsråder ("Sammensværgelsesbrevet" – udstedt i Viborg den 21. december 1522). Den tidligere så beslutsomme konge tabte modet, og det fortælles, at han tyve gange lod sig ro frem og tilbage over Lillebælt, inden han opgav forsøget på at samle tropper mod de jyske oprørere [Kilde mangler]. Den 13. april 1523 flygtede kongen, dronningen og deres tre børn til Nederlandene, hvor de levede otte år i landflygtighed. Samme år tilbød den danske adel og gejstlighed tronen til Christians farbror, hertug Frederik af Gottorp (Frederik 1.), der i en alder af 52 år kom på tronen.

Eksil[redigér | redigér wikikode]

Christian d. 2

Frederik skrev til den nu landflygtige dronning Elisabeth, hvis magtfulde habsburgske slægt han gerne ville tækkes [Kilde mangler], og forsikrede hende om at hun (men ikke Christian) roligt kunne vende tilbage til Danmark – kong Frederik ville personligt sørge for at hun fik tilkendt enkedronningepension. Men den 22-årige dronning afslog: "ubi rex meus, ibi regna mea" – "hvor min konge er, der er mit kongerige!" [Kilde mangler]

Forsøg på tilbagevenden og fangenskab[redigér | redigér wikikode]

I 1531 gjorde Christian 2. landgang i Norge, hvor han blev hyldet som konge. Året efter lokkedes han til forhandlinger i København under løfte om frit lejde, men farbroderen, Frederik 1., brød løftet [Kilde mangler] og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige konge til Kalundborg Slot, hvor han havde lov til at bevæge sig udenfor og til at gå på jagt [Kilde mangler].

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Men i januar 1559 døde Frederik I's efterfølger kong Christian 3., og Christian 2.'s høje alder til trods blev vagten omkring ham fordoblet og hans privilegier indskrænket. Der var flere blandt rigets mægtigste, der med bekymring skævede i retning af Kalundborg [Kilde mangler], men blot tre uger senere døde Christian 2., og den nykårede kong Frederik 2. gav ham en kongelig begravelse i Gråbrødrekirken i Odense ved siden af hans forældre. Siden blev hans dronning kiste overført fra Nederlandene, hvor hun var begravet. Alle de kongelige begravelser blev flyttet til domkirken, da Gråbrødre Kirke blev nedbrudt. Epitafiet er opsat i Knud den Helliges kapel. Christian 2. er den eneste danske konge, som har overlevet to af sine efterfølgere på tronen.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
4Christian 1.
 
 
²Hans af Danmark
 
 
 
 
 
 
5Dorothea af Brandenburg
 
1Christian II
 
 
 
 
 
6Ernst af Sachsen
 
 
3Christine af Sachsen
 
 
 
 
 
 
7Elisabeth af Bayern-München
 

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder og litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Christian 2.
Født: 1. juli 1481 Død: 25. januar 1559
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Hans
Konge af Danmark
1513 – 1523
Efterfølgende:
Frederik 1.
Konge af Norge
1513 – 1523
Foregående:
Sten Sture den yngre
(som rigsforstander)
Konge af Sverige
1520 – 1521
Efterfølgende:
Gustav Vasa
(som rigsforstander)