Det Konservative Folkeparti

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Konservative Folkeparti)
Gå til: navigation, søg
Det Konservative Folkeparti  
 
Partileder Søren Pape Poulsen
Partiformand Søren Pape Poulsen
Partisekretær Søren Vandsø
Politisk ordfører Mai Mercado
Gruppeformand i Folketinget Brian Mikkelsen
 
Grundlagt 1915
Partiavis Politisk Horisont
Hovedkontor Christiansborg
1240 København K
Antal medlemmer 11.812[1]
Ungdomsorganisation Konservativ Ungdom
Studenterorganisation Konservative Studerende
Pladser i Folketinget
6 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
1 / 13
Pladser i byrådene:
205 / 2.444
Pladser i regionsrådene:
16 / 205
 
Politisk ideologi Konservatisme
Politisk placering Centrum-højre
Internationalt samarbejdsorgan International Democrat Union
Europæisk samarbejdsorgan Europæisk Folkeparti
Partigruppe i Europaparlamentet EPP i EPP-ED
Partifarve(r) Grøn
Partibogstav C
 
Website www.konservative.dk
v · d · r

Det Konservative Folkeparti, KF, oftest blot de Konservative (K), er et konservativt politisk parti i Danmark. Partiet blev stiftet i 1915, men kan føre dets historie tilbage til etableringen af partiet Højre i 1848. De konservative havde sin storhedstid i 1970- og 1980'erne under ledelse af Poul Schlüter, partiets eneste statsminister. Politisk ligger partiet nært sine skandinaviske søsterpartier, det norske Høyre og det svenske Moderaterna, men har en mere traditionsbundet indstilling til institutioner som nationen, familien og kirken. Segmenter af partiet regnes som social- og nationalkonservative.

På stemmesedlerne benytter partiet bogstavet »C«. Med otte mandater er de konservative Folketingets mindste parti, mens Bendt Bendtsen er valgt til Europa-Parlamentet. Mellem 2001 og 2011 var Det Konservative Folkeparti og Venstre regeringspartnere med støtte fra Dansk Folkeparti.

Søren Pape Poulsen er politisk leder og formand i partiorganisationen siden 2014, Brian Mikkelsen er gruppeformand i Folketinget siden 2012, og Mai Mercado er politisk ordfører siden 2014.

Partiprogram[redigér | redigér wikikode]

Partiets formålsparagraf lyder: »Det Konservative Folkeparti har til formål at samle alle, der tilslutter sig partiets program, og at virke for udbredelsen af konservative holdninger.«[2] Partiet lægger stor vægt på ideologien, og det fremhæver selv David Hume, Edmund Burke og Karl Popper som centrale tænkere. Idet konservatismen ikke er fastlagt af et sæt dogmer, og dermed adskiller sig fra liberalismen og socialismen, vil det være mere korrekt at sige, at De Konservative snarere baserer sig på et sæt af holdninger og værdier.[3]

Partiet går ind for individuel frihed og ansvar, markedsøkonomi, privat ejendomsret, fællesskabets betydning for individet, en reformering, modernisering og begrænsning af den offentlige sektor, decentralisering, et effektivt og tidssvarende totalforsvar, øget samarbejde med EU under respekt for national egenart, samt en vægtning af det nationale, historien og traditionen ved »at forandre for at bevare.«[3] De Konservative betoner værdien af det nationale fælleskab og folkekirkens betydning forholdvist stærkt, og Lene Espersen har fremhævet »kongehuset, folkekirken, folkeskolen og forsvaret« som Danmarks vigtigste samfundsbærende institutioner.[4]

De Konservative opsummerer selv sit værdigrundlag sådan:[5]

  • Fællesskabet skal tage ansvar overfor de svageste.
  • Individet skal have størst mulig frihed og ansvar for eget liv.
  • Man skal belønnes for at yde en ekstra indsats.
  • Man skal kunne forvalte en større del af sine egne penge.
  • Statens udgifter skal holdes nede og ikke overleveres til næste generation.
  • Den økonomiske politik skal være ansvarlig og evne at prioritere.
  • Værne om dansk kultur, traditioner og kristne værdier.

I dag fremhæver partiet specielt følgende politiske sager:[6]

  • Et reduceret skattetryk; af den sidst tjente krone skal ingen betale mere end halvdelen i skat.[7]
  • Aktiv forebyggelse af livstilsygdomme og fedmeepidemier; livstruende sygdomme skal have højeste prioritet.[8]
  • Et mål om at være uafhængig af fossile energikilder i 2050; øget udbygning af havvindmøller.[9]
  • Et trygt Danmark uden terror og umotiveret vold; en streng justitspolitik hvor kriminelle straffes konsekvent og hårdt.[10]

Organisation[redigér | redigér wikikode]

Lars Barfoed, partiformand og politisk leder 2011–2014.
Foto: Knud Winckelmann

De Konservative er organiseret i flere niveauer, hvoraf lokalforeningerne (»vælgerforeningerne«), én for hver kommune, danner grundlaget for partiet virksomhed. Det er lokalforeningernes opgave at indstille kandidater til kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget, samt at fungere som samlingsted for konservative vælgere.

Partiets årlige landsmøde (»landsråd«) afholdes i efteråret, og det er åbent for alle medlemmer. Landsmødet er partiets øverste myndighed i alle politiske spørgsmål, f.eks. at vedtage partiets politiske program, og vælger partiet hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen udgøres af 43 personer, hvori partiets ministre, flere folketingsmedlemmer, en del lokalpolitikere og andre sidder. Forretningsudvalget består af syv personer, heriblandt partiet formand, organisatoriske og kommunalpolitiske næstformand, gruppeformanden i Folketinget og generalsekretæren. Forretningsudvalget varetager partiets daglige drift sammen med folketingsgruppen og partiet administrativt ansatte.[11] Partiformanden er formelt chef for partiets organisationsapparat med kontoret i Nyhavn. Rollen er i høj grad ceremoniel, og generalsekretæren har sædvanligvis stort spillerum.[12]

Folketingsgruppen har en meget stærk position i Det Konservative Folkeparti.[3][12] Folketingsgruppen vælger sin egen formand og partiets politiske leder, og fordeler de politiske ordførerposter.[3] Gruppeformanden spiller en mere central rolle i Det Konservative Folkeparti end i mange andre partier, især når partiet sidder i opposition. Gruppeformanden kontrollere partiets sekretariat og pressetjeneste på Christiansborg.[12] Den politiske leder fremstår som partileder i egentlig forstand, og fungere til enhver tid som statsministerkandidat. Den politiske ordfører gør sig gældende i de overordnede debatter i Folketinget, men ellers fremmes partiets politiske synspunkter af ordfører på de specifikke emneområder.[13]

Det Konservative Folkepartis sideorganisationer er Konservativ Ungdom (KU), Konservative Studerende (KS) og Det Konservative Folkepartis Kvindeudvalg (DKFK). Disse har repræsentation i partiets styrende organer på de forskellige niveauer, og de vedtager egen politik uafhængigt af moderpartiet.

Partiavisen Politisk Horisont udkommer i magasinfrom til partiets medlemmer fire gange årligt.

Medlemsudvikling[redigér | redigér wikikode]

De Konservative havde i 2009 15.000-16.000 medlemmer,[14] mod ca. 140.000 i 1967. Faldende medlemstal er en gennemgående tendens i danske partier. Traditionelt har partiet derfor været mere afhængig af frivillig støtte fra erhvervslivet en fra medlemskontingenter, men fra 1987 har den direkte offentlige partistøtte vokset betydeligt.

Historisk har partiet haft en tilknytning til Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri. De Konservative henter størsteparten af sine stemmer fra selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer i den private sektor, højere funktionærer i den offentlig sektor og faglærte arbejdere i den private sektor.[3]

Medlemsudvikling 1960–2012[1][3]

År Medlemmer
1960 108.751
1967 ca. 140.000
1974 91.382
1990 38.500
1991 35.000
1992 32.000
1993 30.000
1994 27.640
1995 27.675
1996 25.922
1997 25.699
1998 24.105
1999 22.226
.
År Medlemmer
2000 21.838
2001 22.274
2002 21.031
2003 19.901
2004 19.187
2005 19.478
2006 18.035
2007 16.707
2008 15.928
2009 15.545
2010 13.864
2011 13.148
2012 12.225

Historie[redigér | redigér wikikode]

Konservativ samling i 1848[redigér | redigér wikikode]

Folketinget, hvor Venstre fik flertal, men klarede ikke at fælde Estrup
Landstinget, hvor Højre beholdte sit afgørende flertal
Uddybende artikel: Højre (1848–1866).

Konservative kræfter i Danmark, primært bestående af helstatsmænd (forkæmpere for Ejderpolitikken) og godsejere, forenede sig i partigruppen Højre ved den grundlovgivende forsamling 1848–1849.[15] I årene frem mod 1864 var partiet en ivrig forkæmper for helstatspolitikken, selv om det aldrig var organiseret i nogen partiorganisation, men omkring 1866 gik partiet i realiteten i opløsning.

Ved folketingsvalgene oplevede Højre svigtende tilslutning som følge af, at oppositionen var organiseret i partiorganisationen det Forenede Venstre med vælgerforeninger i valgkredsene.[16] Det konservative flertal i Landstinget bestod alligevel; landet højere indtægtgrupper havde nemlig priviligeret valgret til Landstinget 1866–1915. I 1870'erne fik Højre nyt liv, idet godsejerne og De Nationalliberale gik sammen mod Venstres krav om parlamentarisme, og dette initiativet fik stor opbakning fra borgerskabet i byerne.[17]

Partiet Højre 1881–1915[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikler: Højre (1881) og Systemskiftet 1901.

Efter folketingsvalget i 1881 havde Folketingets Venstre endnu en gang fået flertal, men til trods for dette, blev den konservative statsminister (konseilspræsident) J.B.S. Estrup igen siddende på posten. Venstre krævede Estrups afgang, men kongen og Landstinget (der udstedte en række midlertidige love) lod ham fortsætte. Omkring 1881 begyndte man at kalde Estrup og regeringens tilhængere for Højre; og samme år gik Nationale Godsejere, De Nationalliberale og Mellempartiet sammen om at danne det nye Højre.

I 1883 blev Højres landsdækkende organisation stiftet. Med sine årlige delegatmøder var Højre mere demokratisk organiseret end Venstre, men partiet var alligevel meget loyalt over for Estrup i hans 19 år lange regeringstid.[18] Estrup var en kompromisløs modstander af almen stemmeret (specielt for kvinder) og modstander af parlamentarismen, og han bliver i dag husket som den politiker, der oftest var fjendtligt indstillet overfor politiske reformer. Han var også svært kontroversiel i sin samtid, og han blev udsat for et mislykket attentat i 1885.[19] Estrup viste imidlertid handlekraft og indførte de første sociallove.[20][21][22]

Efter Estrup havde Højre tre statsministre (konseilspræsidenter) på række fra 1894 til 1901: Tage Reedtz-Thott, Hugo Egmont Hørring og Hannibal Sehested. I 1901 måtte Højre, som da havde været ved magten siden 1865, overlade regeringsmagten til Venstre som følge af systemskiftet. Selv om parlamentarismen officielt først blev skrevet ind i grundloven i 1953, var det parlamentariske princip fra 1901 dansk praksis, og fik status som sædvaneret, indtil det blev en del af forfatningen i 1953.

Det Konservative Folkeparti stiftes i 1915[redigér | redigér wikikode]

Emil Piper blev valgt til partiets første formand i 1916.

I 1900 brød De Frikonservative ud fra Højre, som blev anset for at være reaktionært. Den 8. december 1904 blev det, som skulle blive til Højres ungdomsorganisation, Danmarks Konservative Ungdomsforeninger, oprettet uafhængigt af Højre. Senere blev organisationen officielt Højres ungdomsorganisation under navnet Højres Ungdom. Det var i stor grad Højres Ungdom, der igangsatte dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915.

Højre gik sammen med De Frikonservative og en fløj af det tidligere Moderate Venstre om at danne et bredere, mere moderne konservativt parti med en social profil og appel overfor middelklassen. Man ønskede at distancere sig fra Estrup.[20] Selvom partiet ville være middelklassens talerør og henvendte sig direkte til den voksende tjenestemands- og funktionærgruppe, repræsenterede det fortsat også industrien, erhverslivet og storbøndernes interesser.[3] Samlede var de dog omkring kampen mod socialismen.[3]

Den 18. december 1915 blev det indvarslet til Rigsdagen, at man havde stiftet Det Konservative Folkeparti, som da bestod af 8 folketings- og 26 landstingsmedlemmer. Samme dag fremlagde Det Konservative Folkeparti et program på 12 punkter, der blandt andet tog til orde for at indføre beskatning af jordejendom, almen værnepligt, almen stemmeret, retslig ligestilling mellem kønnene og en sociallovgivning baseret på princippet om »hjælp til selvhjælp«. Partiet ønskede også et værn om ejendomsretten, sparsommelighed i de offentlige finanser, en reform af retssystemet, en reduktion af alkoholforbruget og opretholdelse af Folkekirken.[21]

På det stiftende landsmøde den 22. februar 1916 blev partiorganisationen etableret, og proprietær Emil Piper blev valgt til dennes første formand. Piper bar en dreven parlamentariker, som havde stået central i partidannelsen året før. I 1916 skiftede Højres Ungdom navn til Konservativ Ungdom. Det Konservative Folkeparti stilte op til valg ved folketingsvalget 1918, hvor De Konservative gik markant tilbage i stemmetal og fik 18,3 % af stemmerne. Det nye valgsystem med forholdstalsvalg betød imidlertid, at partiet fik 22 mandater i Folketinget (en stigning på 14) og 16 mandater i Landstinget (en tilbagegang på 10) og blev en magtfaktor i dansk politik.

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Påskekrisen i 1920[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Påskekrisen.

Skelsættende for monarkiet politiske rolle i Danmark blev den parlamentariske krise mellem 29. marts og 4. april 1920, for eftertiden kendt som Påskekrisen. Kong Christian 10. afsatte Carl Theodor Zahle (RV) imod Folketingets vilje, i håb om, at dette skulle fremprovokere et nyvalg, der skulle give et flertal for at indlemme Flensborg i Kongeriget Danmark. Den politiske højrefløj, inklusiv Det Konservative Folkeparti, anerkendte ikke den tidligere afholdte folkeafstemning om Slesvig, og øjnede et håb om at den tysktalende minoritet længst mod syd ville søge tilhørighed til Danmark i en ny folkeafstemning.

Ved nyvalget til Folketinget i april vandt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Erhvervspartiet et jordskredsvalg, hvor de fik over 60% af stemmerne (20 % til De Konservative). Niels Neergaard (V) overtog posten som statsminister med De Konservatives støtte. På trods af de konservatives magtovertagelse blev Påskekrisen alligevel et stort nederlag for kongen, og monarkiet fik herefter i praksis kun en ceremoniel rolle i dansk politik. Senere på året var der yderligere to nyvalg i juli og september, og De Konservative stabliserede sig på omkring 18 % af stemmerne.

Samarbejde i 1920- og 1930-erne[redigér | redigér wikikode]

De Konservatives valgmateriale fra 1935 opfordrede erhverslivet til fælles front mod Socialdemokratiet
Agiterende valgplakat fra De Konservative fra 1939
John Christmas Møller i tale til Danmark fra BBC i London under besættelsen

Partiet støttede Neergaard frem til Thorvald Staunings (S) overtagelse i 1924. De Konservative samarbejde også med Stauning, men dette forhold var klart vanskeligere end forholdet til Venstre. Eksempelvis var Socialdemokratiets ønske om at ophæve den private ejendomsret helt uacceptabel for De Konservative. Partiet støttede støttede statsminister Thomas Madsen-Mygdal (V) 1926–1929. Frem imod 2. verdenskrig arbejde partiet ihærdigt for et troværdigt forsvar af Danmarks neutralitet. Stærkt imod De Konservative vilje blev der imidlertid fortsat foretaget nedskæringer i forsvaret, og i 1929 førte partiets kritik af Venstres forsvarspolitik til at brud og en efterfølgende regeringskrise.[22]

I 1928 blev John Christmas Møller valgt til partiets første politiske leder og Charles Tvede til ny partiformand efter Emil Piper. Denne form for delt lederskab har partiet videreført til dags dato. Christmas Møller skulle komme at sætte sit præg på partiet, og var en central figur i udviklingen af De Konservative til et moderne folkeparti. En stærk social profil, som appellerede til både arbejdere og funktionærer blev gjort tydeligt.[22][23] Ved siden af hvervet som politiske leder og gruppeformand, var Christmas Møller også partiformand efter Tvede i perioden 1936–1939.

I 1939 blev De Konservative, Socialdemokratiet og Radikale Venstre enige om en ny grundlov med nedsat stemmeretsalder og afskaffelse af tokammersystemet.[22] Dette kom som følge af, at den socialdemokratiske regering havde flertal i både Folketinget og Landstinget, således at tokammersystemet ikke havde en mindretalsbeskyttelse. Ved en folkeafstemning samme år faldt imidlertid forslaget med en lille margin.

Turbulens i Konservativ Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Konservativ Ungdom havde i mellemkrigstiden op imod 30.000 medlemmer. I begyndelsen af 1930'erne gennemgik organisationen en ideologisk nyorientering, hvor man med udgangspunkt i radikalkonservative tanker styrkede det sociale fokus og kritikken af liberalismen. Store dele af Konservative Ungdom gav også udtryk for en kritik af parlamentarismen og de kriser, som man mente den havde medført, og de lod sig inspirere af korporativisme etter mønster fra den italienske fascisme.

De øvrige politiske ungdomsorganisationer oplevende også en betydelig radikalisering, og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) blev de første til at indføre uniformering. Snart fulgte dele af Konservativ Ungdom efter med ridetøj, lange støvler, marcherende stormtropper og en opstrakt højrearm som hilsen, dog uden den verbale del kendt fra Tyskland.[24][25] Nogle gange opstod egentlige sammenstød mellem medlemmer af Konservativ Ungdom, DSU og DKU. I 1933 indførte Folketinget forbud mod politiske uniformer. Da forfølgelsen af jøder i Tyskland blev alment kendt, blev der taget afstand fra nazismen.[25]

Jack G. Westergaard blev valgt som formand i Konservativ Ungdom 1932–1936 og var den fremmeste eksponent for organisationens ideologiske nyorientering. I 1936 lykkedes det John Christmas Møller og Poul Sørensen, begge med demokratiske idealer, med at fælde Jack G. Westergaard som formand og indsætte Aksel Møller i hans sted. Møller sikrede, at organisationen holdt sig til en demokratisk, moderat og konservativ linje, og den tidligere ideologiske nyorientering blev udsat for kritik. I tiden frem imod 2. verdenskrig identificerede Konservativ Ungdom nazismen og kommunismen som nationens hovedfjender, og søgte i tale, skrift og agitation at bekæmpe disse bevægelser.

Anden verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikler: Invasionen af Danmark i 1940 og Besættelsen.

Da Tyskland besatte Danmark i 1940 havde De Konservative gerne set en mere aktiv modstand, som kunne have forhindret besættelsen af Norge, og som tydeligere kunne have vist Danmarks modstand mod Adolf Hitler.[24] De Konservative var kritiske overfor Peter Rochegune Munchs (RV) indsats som udenrigsminister og den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som havde lidt et så klart nederlag. På statsminister Thorvald Staunings (S) opfordring deltog De Konservative alligevel i samlingsregeringerne 1940–1943. Efter tysk pres trådte John Christmas Møller efter kort tid tilbage som folketingsmedlem og handelsminister.[26] I 1942 tog flygtede han illegalt til England, hvorfra han holdt ivrige radiotaler til Danmark via BBC i London, og blev en slags nationalhelt og et ikon for modstandsbevægelsen.[24][26][27]

En del medlemmer af De Konservative, især i partiets yngre rækker, engagerede sig i modstandsbevægelsen. 15 medlemmer af Konservativ Ungdom blev henrettet af tyskerne for deres deltagelse i modstandskampen, og 28 andre døde i tyske koncentrationslejre eller kamp med Gestapo.[24] Konservativ Ungdom opgiver i alt 47 døde.[28]

Ved befrielsen i 1945 blev der dannet en samlingsregering, Regeringen Vilhelm Buhl II. I den havde De Konservative tre ministre; udenrigsminister John Christmas Møller, forsvarsminister Ole Bjørn Kraft og handelsminister Vilhelm Fibiger. Regeringen sad til Knud Kristensen (V) kunne danne sin rene Venstre-regering senere på året.

Borgerlig samling i efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Spørgsmålet om Sydslesvigs genindlemmelse i Danmark førte til et brud mellem Christmas Møller og partiet i 1947, fordi han var imod en grænseændring. Christmas Møller bidrog derefter til at fælde statsminister Knud Kristensen (V) og stillede op som uafhængig kandidat ved folketingsvalget i 1947; uden at blive valgt. Christmas Møller nåede aldrig at komme med i partiet igen, før han døde af en blodprop i hjertet året efter, 54 år gammel.

Fra 1950 fik partiet vind i sejlene og begyndte at samarbejde med Venstre om at skabe et liberalt, borgerligt alternativ til socialdemokratiske regeringer.[3] Centrale personer i dette arbejde blev brødrene Aksel Møller og Poul Møller. Poul Sørensen skulle havde spillet en så betydeligt magtrolle i organisationen, at han blev kaldt »partiejeren«.[29] I oktober 1950 dannede Venstre og Det Konservative Folkeparti regering ledet af Erik Eriksen. Ole Bjørn Kraft blev udenrigsminister. Det var første gang, de konservative deltog i en regering i fredstid på nær samlingsregeringen lige efter befrielsen i 1945. i 1953 vedtog Danmark den nye grundlov, som indebar kvindelig arvefølge til tronen og afskaffelse af Landstinget. Til trods for valgsejr samme år, gik regeringen af som følge af stor modstand i Venstre mod samarbejdet.

De to partier samarbejdede imidlertid i opposition frem til 1965, og efter en kort afbrydelse blev de Konservative genoptaget i regeringen bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre 1968–1971, ledet af den radikale Hilmar Baunsgaard. I 1968 fik Det Konservative Folkeparti et af sine bedste folketingsvalg, fik sin hidtil største folketingsgruppe med 37 mandater, og blev det største ikke-socialistiske parti i Folketinget. i 1971 tabte de regeringsmagten til Socialdemokraterne.

Storhedstid og Schlüter som statsminister[redigér | redigér wikikode]

Poul Schlüter i 1983.
Foto: Verdens Økonomiske Forum

Efter Poul Sørensens død i 1969 blev Det Konservative Folkeparti svækket af en intern magtkamp. Som leder for hver sin fløj stod partiformand Erik Haunstrup Clemmensen og politisk leder Erik Ninn-Hansen.[30] Ved folketingsvalgene i 1973 og 1975 gik partiet tilbage til henholdvis 9,2 % og 5,5 % af stemmerne, et historisk bundniveau. Foråret i 1974 blev striden afsluttet ved at hovedpersonerne aftalte at forlade deres poster. Poul Schlüter overtog begge embeder og forblev i dem indtil 1993 (med undtagelse af afløsningen som partiformand ved Ib Stetter 1977–1981). Det Konservative Folkeparti var stærke tilhængere af dansk EF-medlemskab i 1973 og blev særlig optaget af den økonomiske krise, som ramte Danmark i 1970'erne.[30]

I 1981 indkasserede de ikke-socialistiske partier opløftende resultater. For Det Konservative Folkepartis vedkommende med 14,5 % af stemmerne og 26 mandater. Poul Schlüter, den første og hidtil sidste konservative statsminister, dannede regering sammen med Venstre  Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i 1982. I 1984 fik partiet sit hidtil bedste valg med 23,4 % af stemmerne og 42 mandater.  Under Schlüters regeringstid faldt arbejdsløsheden frem til 1988, betalingsbalancen blev bedre, og inflationen blev bragt under kontrol.[31] I 1991 blev der også gennemført en generel sænkning af indkomstskatten. Den økonomiske politik blev dog præget af mange kompromisser, eftersom Schlüter styrede gennem en næsten sammenhængende parlamentarisk krise.[31] I sin eftertid bliver Schlüter husket for sin pragmatiske orientering, i denne forbindelse også for udtalelsen om, at »ideologi er noget bras.«[30]

Fra 1984 svandt regeringspartiernes tilslutning ved hvert valg, og i 1988 fortsatte Schlüter som statsminister for en regering af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre. I 1990 tabte Schlüter-regeringen endnu et valg, og Radikale Venstre trak sig ud, mens regeringen fortsatte som en topartiregering. I 1993 måtte regeringen træde tilbage på grund af rapporten om tamilsagen. Schlüter var den længstsiddende danske statsminister siden Thorvald Stauning. Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen blev i en rigsretssag i 1995 fundet skyldig i en ulovlig suspendering af familiesammenføringer for tamiler 1987–1989.[31] Den senere konservative justitsminister Hans Peter Clausen og statsminister Schlüter blev kritiseret for at have givet Folketinget vildledende og urigtige oplysninger.[31]

Lederstrid, regeringsparti og tilbagegang[redigér | redigér wikikode]

Connie Hedegaard har været en central konservativ politiker som miljøminister og senere EU-kommissær for klima.
Foto: Johannes Jansson/norden.org
Bendt Bendtsen (til venstre) afsluttede lederstiden i pariet og førte det ind i en regeringsposition. Brian Mikkelsen (til højre) har været gruppeformand siden 2012.
Foto: Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark

Efter regeringens afgang valgte Schlüter også at trække sig som politisk leder og partiformand for Det Konservative Folkeparti. Tidligere finansminister Henning Dyremose var på tale som statsministerkandidat i flere dage, før Radikale Venstre gjorde det klart, at de ikke ville støtte en borgerlig regering. Dyremose var politisk leder i nogle måneder før han tabte magtkampen i folketingsgruppen mod gruppeformand Hans Engell samme år.[32]

Engell, generalsekretæren og pressechefen gik under kaldenavnet »de tre kardinaler[12] Engell ønskede at tage kontrol over partiformandskabet, sådan at Engell og Uffe Ellemann-Jensen kunne regnes som ligeværdige statsministerkandidater for de borgerlige partier. Engell lykkedes ikke med at presse Torben Rechendorff til at trække sig før 1995.[33] Engells topstyring af partiet og promovering af sine tre unge støttere, Lene Espersen, Gitte Seeberg og Henriette Kjær, skabte splittelse i folketingsgruppen.[34] Engell overvejede på daværende tidspunkt at bryde ud og danne sit eget parti med sine støttere, men dette blev dog ikke til noget.[35] I 1995 indgik partiet et opsigtsvækkende forlig med Poul Nyrup Rasmussens regering om finansloven.[36]

I 1997 måtte Engell trække sig efter et trafikuheld forårsaget af spritkørsel, men spillede senere en central rolle i den efterfølgende lederstrid mellem Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller.[37][38] Per Stig Møller, søn af Poul Møller, blev siddende frem til folketingsvalget i 1998, som blev et nederlag for partiet med 8,9 % af stemmerne. De borgerlige partier var ét mandat fra flertal. Møller var senere udenrigsminister og kulturminister i regeringssamarbejdet med Venstre. Pia Christmas-Møller, grandniece af John Christmas Møller, samt Poul Andreassen overtog som henholdvis politisk leder og partiformand. Lederstriden fortsatte, men Andreassens mission som overgangsfigur blev opfyldt, idet Bendt Bendtsen blev præsenteret som en kompromiskandidat mellem føjene i 2000.[39]

Under Bendtsen stabiliserede Det Konservative Folkeparti sig på ca. 10 % af stemmerne ved valg. Mellem 2001 og 2011 dannede Venstre og Det Konservative Folkeparti regering under ledelse af først Anders Fogh Rasmussen, senere Lars Løkke Rasmussen. Det Konservative Folkeparti havde et ambivalent forhold til regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Regeringen gennemførte bland andet skattelettelser, en forvaltningsreform og strengere restriktioner på indvandring fra lande udenfor EØS-området. Danmark deltog i de militære operationer i Afghanistan og Irak. I en rolig periode kunne Bendtsen træde tilbage til fordel for Lene Espersen i 2008.[40] Espersen gik fra at være populær i pressekredse til at blive omgivet af flere skandaler. Skuffelsen over, at hun ikke magtede at løfte partiets vælgertilslutning, gjorde, at hun til sidst måtte trække sig til fordel for Lars Barfoed ved årsskiftet i 2011.[41] Henriette Kjær forsvandt samtidig som posterne som gruppeformand og politisk ordfører, noget som banede vejen for Brian Mikkelsen i en fremskudt position.[42]

Ved folketingsvalget i 2011 blev partiets tilslutning halveret til 4,9 % af stemmerne, noget som i stor grad blev årsagen til, at Venstre og Det Konservative Folkeparti tabte regeringsmagten. Efterfølgende lykkedes det Barfoed at øge partiet vælgertilslutning en lille smule, og partiet havde et forholdsvist stærkt valg til Europa-Parlamentet i maj 2014. Efter at have håndplukket sin efterfølger, Søren Pape Poulsen, trak Barfoed sig som politisk leder i august 2014. Poulsen var en populær borgmester i Viborg Kommune, og indtog partiledelsen til trods for, at han ikke var medlem af Folketinget.[43] Poulsen overtog tillige hvervet som partiformand ved et ekstraordinært landsråd i september 2014.[44] Formandsskiftet kunne ikke forhindre, at partiet med 6 mandater ved folketingsvalg 2015 fik den svageste repræsentation i partiets historie.

Ledere[redigér | redigér wikikode]

Politiske ledere

 

Partiformænd

 

Gruppeformænd[45]

Valghistorik[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg
Valg Stemmer Mandater
#  %
1918 167 865 18,3
22 / 140
1920 201 499 19,6
28 / 140
1920 180 293 18,8
26 / 140
1920 216 733 17,9
27 / 150
1924 242 955 18,9
28 / 149
1926 275 793 20,6
30 / 149
1929 233 935 16,5
24 / 149
1932 289 531 18,7
27 / 149
1935 293 393 17,9
26 / 149
1939 301 625 17,7
26 / 149
1943 421 523 21,0
31 / 149
1945 373 688 18,2
26 / 149
1947 259 185 12,8
17 / 150
1950 365 236 17,8
27 / 151
1953 358 509 17,3
26 / 151
1953 364 960 16,8
30 / 179
1957 383 843 16,6
30 / 179
1960 435 764 17,9
32 / 179
1964 527 798 20,1
36 / 179
 
Valg Stemmer Mandater
#  %
1966 522 028 18,7
34 / 179
1968 581 051 20,4
37 / 179
1971 481 335 16,7
31 / 179
1973 279 391 9,2
16 / 179
1975 168 164 5,5
10 / 179
1977 263 262 8,5
15 / 179
1979 395 653 12,5
22 / 179
1981 451 478 14,5
26 / 179
1984 788 224 23,4
42 / 179
1987 700 886 20,8
38 / 179
1988 642 048 19,3
35 / 179
1990 517 293 16,0
30 / 179
1994 499 845 15,0
27 / 179
1998 303 665 8,9
16 / 179
2001 312 770 9,1
16 / 179
2005 344 886 10,3
18 / 179
2007 359 404 10,4
18 / 179
2011 174 962 5,0
8 / 179
2015 118 023 3,4
6 / 179
Europaparlamentsvalg
Valg Stemmer Mandater
#  %
1979 245 309 13,9
2 / 15
1984 414 177 20,6
4 / 15
1989 238 760 13,3
2 / 16
1994 368 890 17,7
3 / 16
1999 166 884 8,5
1 / 16
2004 214 972 11,3
1 / 14
2009 297 199 12,6
1 / 13
2014 208 067 9,1
1 / 13

Folketingsmedlemmer[redigér | redigér wikikode]

Efter folketingsvalget 2015 fik partiet 6 mandater:

Borgmestre fra Det Konservative Folkeparti[redigér | redigér wikikode]

Ved kommunalvalget 2013 fik partiet følgende borgmesterposter:

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 "Medlemstal". Det Konservative Folkeparti. Hentet 08.02.2015
  2. "Vedtægter". Det Konservative Folkeparti.
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 3,5 3,6 3,7 3,8 "Det Konservative Folkeparti". Den Store Danske Encyklopædi Encyklopædi.
  4. Espersen, Lene (30. marts 2012): "KRONIK: Regeringen nedbryder vores samfundsbærende institutioner". Kristeligt Dagblad. Besøge 08.02.15
  5. "Et konservativt Danmark". Det Konservative Folkeparti.
  6. "Politik". Det Konservative Folkeparti.
  7. "Skattepolitik". Det Konservative Folkeparti.
  8. "Sundhedspolitik". Det Konservative Folkeparti.
  9. "Klimaforandringerne". Folketinget. Hentet 08.02.15.
  10. "Retspolitik". Det Konservative Folkeparti.
  11. "Partistruktur". Det Konservative Folkeparti.
  12. 12,0 12,1 12,2 12,3 Rehling, David (21. marts 1998). "Konservativt rivegilde"Dagbladet Information. Besøgt 13. august 2014.
  13. "Ordfører"Den Store Danske Encyklopædi Encyklopædi. Besøgt 24. november 2013.
  14. Oversigt over medlemsudviklingen, fra hjemmesiden
  15. »Det Konservative Folkeparti» (norsk). Store norske leksikon.
  16. »Højre«Den Store Danske Encyklopædi Encyklopædi (dansk). Besøgt 13. august 2014.
  17. »Danmark – fra 1849 til den første verdenskrig«(norsk). Store norske leksikon.
  18. "Højre". Den Store Danske Encyklopædi Encyklopædi. Besøgt 13. august 2014.
  19. "J.B.S. Estrup". Den Store Danske Encyklopædi.
  20. 20,0 20,1 "Historien før 1915". Det Konservative Folkeparti.
  21. 21,0 21,1 "Historie 1915–1930". Det Konservative Folkeparti.
  22. 22,0 22,1 22,2 22,3 "Historie 1931-1940". Det Konservative Folkeparti.
  23. "Det Konservative Folkeparti 1915-1945". Danmarkshistorien.dk
  24. 24,0 24,1 24,2 24,3 "Historien 1941-60". Det Konservative Folkeparti.
  25. 25,0 25,1 Bjørn Pedersen (2005): "Kampen for demokrati 1930-1945"
  26. 26,0 26,1 "John Christmas Møller 1894-1984". Den Store Danske Encyklopædi.
  27. "John Christmas Møller". Den Store Danske Encyklopædi.
  28. "Historie". Konservativ Ungdom.
  29. "Et kriseplaget partis historie" (1999). Jyllands-Posten. Hentet 22.02.2015.
  30. 30,0 30,1 30,2 "Historie 1961-1980". Det Konservative Folkeparti.
  31. 31,0 31,1 31,2 31,3 "Danmarks samtidshistorie", Store Norske Leksikon.
  32. Engell, Hans (2008). Farvel til Slotsholmen (dansk). København: Gyldendal. s. 84–87. ISBN 978-87-02-07117-7.
  33. Eskholm, Birgit (2005). Engell. Et portræt (dansk). København: Lindhardt og Ringhof. s. 104–107.ISBN 978-87-11-11829-0.
  34. Ritzau (17. november 2005). »Portrætbog: Hans Engell var skrupelløs«Politiken (dansk). Besøgt 13. august 2014.
  35. Lykkeberg, Rune (23. oktober 2009). »Som vi ikke har set hende før«Dagbladet Information (dansk). Besøgt 13. august 2014.
  36. Eskholm, Birgit (2005). Engell. Et portræt (dansk). København: Lindhardt og Ringhof. s. 121–129.ISBN 978-87-11-11829-0.
  37. Rasmussen, Søren Hein. «Konservative kvaler, liberale glæder»Den Store Danske Encyklopædi. Besøgt 7. mai 2013.
  38. Qvortrup, Mads (10. september 2008). »Kampen mellem de røde og de brune«Dagbladet Information. Besøgt 7. maj 2013.
  39. »Poul Andreassen er død, 81 år«. TV 2 Danmark. 7. august 2009.
  40. »Bendtsen stopper som K-formand«. Politiken. 9. september 2008.
  41. Engell, Hans (14. januar 2011). »Derfor gik det så galt for Lene Espersen«Ekstra Bladet. Besøgt 13. august 2014.
  42. Karker, Andreas og Krog, Thomas Nørmark (9. oktober 2011). »Luksusfælden klapper«Berlingske. Besøgt 13. august 2014.
  43. Munksgaard, Pia Glud (6. august 2014). »Viborgs borgmester bliver ny konservativ leder«. DR. Besøgt 7. august 2014.
  44. Ritzau: »Søren Pape er valgt som ny konservativ formand«. Hentet 22.02.2015.
  45. Formænd i den konservative folketingsgruppe siden indførelsen af etkammersystemet i 1953.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Faurholdt, Mikkel: Det konservative blodbad (2000).
  • Hatting, Jørgen; Olsen, Karl: Det Konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede (1966).
  • Lembourn, Hans Jørgen: For Menneskets skyld (1962).
  • Mikkelsen, Brian (red.): Den konservative årstid – betragtninger og visioner efter 2001 (2004).
  • Møller, Poul: Fra kamp til samarbejde – en fortælling om to partier (1974).
  • Robæk, Henry A.; Gammelgaard, Lars P.: Århus-konservatismen (1973).
  • Tamm, Ditlev: Det høje C (1999).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]