Imperialisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
The Rhodes Colossus - en karikaturtegning i "Punch" af Edward Linley Sambourne, der viser imperialisten Cecil Rhodes og hans tanker om et samlet britisk koloniimperium fra syd til nord i Afrika.

Imperialisme er både betegnelsen for en politik, hvor magthaverne i et land eller område forsøger at undertrykke (og ofte også udbytte) andre lande, folkeslag eller områder politisk og/eller økonomisk og den ideologi, der understøtter en sådan politik. Imperialisme har gennem tiden antaget forskellige former både med hensyn til gennemførelse, motiver og udformning, men der er tillige visse fællestræk, der kan sammenfattes ved de nedenfor omtalte kendetegn.

Årsager[redigér | redigér wikikode]

Imperialismens årsager kan sammenfattes i tre forhold:

  1. styrke hos den undertrykkende part,
  2. svaghed hos den undertrykkede part,
  3. foragt for almenviljen og folkenes selvbestemmelsesret.

Former for imperialisme[redigér | redigér wikikode]

Man skelner ofte mellem to former for imperialisme:

  1. Formel imperialisme og
  2. uformel imperialisme.

Formel imperialisme[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Imperium og Koloni (magtområde)

Formel imperialisme bygger på en direkte underlæggelse af landet, det vil sige at landet kommer under kolonimagtens absolutte kontrol, hvorved landet bliver til en reel koloni.

Imperialisme forbindes ofte med kolonialisme, bestræbelsen på at skaffe sig og vedligeholde kolonier.

Imperialismen i denne "klassiske" form var udbredt i Europa i perioden fra det 16. århundrede helt frem til midten af det 20. århundrede, hvor Storbritannien havde held til at opbygge verdenshistoriens største imperium, der dækkede næsten 40 millioner kvadratkilometer, men også andre europæiske lande drev imperialistisk politik, fx havde Spanien, Frankrig, Holland og Portugal også mange kolonier. Det samme gør sig i mindre grad gældende for Danmark, Italien, Tyskland, USA og Belgien.

De pågældende lande øgede deres magt ved at tage ressourcer fra kolonierne og videresælge eller bruge dem i produktionen.

Forløbet[redigér | redigér wikikode]

Formel imperialisme gennemløber 5 faser eller trin:

  1. den forudgående fase, hvor betingelserne for og motiverne til imperialistiske tiltag bliver til. Blandt betingelserne kan nævnes forhold som befolkningsoverskud, militær organisering, udviklingen af dertil egnede skibe og skibsfartskundskab, blandt motiver kan nævnes økonomiske interesser (handel, adgang til råvarer og luksusvarer), religiøse motiver (missionsvirksomhed), sprogligt-nationale eller racebetingede motiver, politiske motiver ("verdenserobreren", udbredelse af et politisk system fx kommunisme), flugt eller dom (ikke så få udvandrere har været dømte kriminelle);
  2. gennemførelsesfasen (der normalt omfatter flere krigsbegivenheder);
  3. konsoliderings- og forvaltningsfasen, hvor erobreren mere eller mindre omformer vilkårene i samfundet for at tilgodese sine egne behov (ved love, indsætning af egne forvaltere, opbygningen af et stedligt magtapparat i form af politi, domstole og/eller vagtværn, under tiden oprettelse af skoler og sygehuse efter hjemligt forbillede, indførelsen af egen møntfod);
  4. afviklingsfasen, der viser sig ved den stedligt bosatte og hjemmehørende befolknings bevidsthed om egen national egenart og som følge heraf krav – ofte ledsaget af modstandskampe – for at genvinde sin egen frihed;
  5. den koloniefterfølgende fase, hvor virkningen af imperialismen viser sig i opbygningen af et eget nationalt styre (ikke sjældent endnu mere udemokratisk end kolonimagtens) – hvis det hele ikke ender i borgerkrig og opløsning efter folkelige tilhørsforhold i stedet for de i kolonitiden skabte og ofte kunstige grænser, og eventuelt overtagelse af tankerne om at opbygget et eget imperium (USA, Kina), mens det tidligere "moderland" for koloniimperiet ofte oplever en nedgang (der ikke sjældent er en fortsættelse af de forhold, der gjorde, at man mistede grebet om kolonien eller kolonierne).

Intet koloniimperium holder evigt. Folk kan undertrykkes i århundreder, påtvinges sprog og levemåder, de ikke har ønsket, men før eller siden bryder alle imperier sammen (det gælder også nutidens).

Virkningen[redigér | redigér wikikode]

Imperial undertrykkelse skaber had. Magthavere og deres håndlangere får alle, uden undtagelse, et dårligt eftermæle.

Uformel imperialisme[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Postkolonialisme

Uformel Imperialisme bygger på en indirekte kontrol i form af bestikkelse af det pågældende lands ledere, ved regelmæssig militær indgriben (dog uden at gennemtvinge absolut kontrol over landet og gør dermed ikke landet til en decideret koloni) eller i form af udenlandske investeringer, der giver investoren en betydelig indflydelse på de økonomiske forhold (arbejdspladser, lønninger, import, eksport og så videre). Denne synsmåde kendes især fra marxistisk teori, hvor den knyttes til begrebet "afhængig udvikling".

Begrebet "afhængig udvikling" har sin oprindelse i 1950-erne i Latinamerika, hvor det blev anvendt til at beskrive de daværende forhold i disse lande, der i henhold til synsmåden var kendetegnede ved:

  1. at en række udenlandsk (altovervejende nordamerikansk) ejede virksomheder beherskede og kontrollerede en meget stor del af disse landes økonomiske virksomhed,
  2. et nationalt borgerskab, hvis handlinger var tilknyttet til de udenlandske investeringsinteresser snarere end til opbygningen af en national industri og af en indre national formueopbygning, der kunne give anledning til nyinvesteringer og dermed en større egen indflydelse på landets erhvervsmæssige udvikling,
  3. en embedsstand og et militær, hvis vigtigste rolle ikke bestod i at betjene og beskytte landets egne indbyggere men snarere i at tilgodese hensynet til de udenlandske investeringsinteresser mod borgernes eventuelle modvilje.

Ud fra opfattelsen af nødvendigheden af de udenlandske investeringer for at skaffe indbyggerne arbejde og landet en vis eksport blev disse forklaringer herefter anvendt til at legitimere embedsapparatets laissez faire-holdning.

I 1960 offentliggjorde André Gunder Frank, ud fra et angiveligt marxistisk standpunkt, imidlertid et studie, der gjorde forholdene til genstand for kritik. Studiet, der fik stor betydning, betragtede investorlandene som dominerende i forhold til de lande, hvori investeringerne var skete, og hævdede, at dette bragte sidstnævnte i et afhængighedsforhold, der kunne betegnes ved ordparret metropol/satellit. Påstanden var herefter, at så længe en sådan binding tillodes, ville satellitlandet blive fastholdt i sin binding til metropolen, der ville forvride landets indre økonomiske og sociale forhold på en for landet skadelig måde. En sådan binding kunne herefter udvides til en hel kæde af bindingsforhold, i det ethvert land ville kunne sættes ind i en tilsvarende sammenhæng i forhold til andre lande, enten som metropol eller som satellit i forhold til disse. Tilsvarende kan der internt i et land skelnes mellem dominerende områder (typisk hovedstaden) og undertrykte yderområder (i provinsen). Opfattelsen indebærer, at når en afhængig udvikling er skabt, modsvares udvikling i den ene ende af forbindelsen af en modsvarende underudvikling i den anden ende.

Løsningen på denne afhængighed var efter Franks opfattelse ved en fuldstændig løsrivelse fra bindingsforholdet, hvilket (nok ikke så overraskende) skulle ske ved en socialistisk revolution. Det var så at sige Karl Marx proletariske revolution ført op på et internationalt plan, Frank gjorde sig til talsmand for.

Synsmåden er siden blevet anvendt for at "forklare" den manglende udvikling, som mange tidligere kolonier oplevede efter, at de havde opnået selvstændighed. Påstanden var, at de fortsat befandt sig i afhængighed af de gamle koloniale moderlande, men nu blot ikke mere i formel henseende. Betegnelsen bruges i nyere tid således om påståede former for dominans og udbytning, særligt om magtpolitiske og økonomiske relationer, og ikke altid hvilende på et formaliseret statsligt grundlag og dermed ikke antaster den udbyttede parts statslige suverænitet. I denne sammenhæng er det blevet brug blandt andet om USA's udenrigspolitik. Derved undgås behændigt at rette søgelyset mod regeringens ansvar for landenes indre forhold.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

imperium