Frederik 2.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 2)
Gå til: navigation, søg

(Se også artikler, som begynder med Frederik 2.)

Frederik 2.
Valgsprog:
Mein Hoffnung zu Gott allein (Tysk)
DEUS REFUGIU ET FIDUSIA MEA
(Mit håb er Gud alene)
Portræt udført af Hans Knieper eller Melchior Lorck, 1581.
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst
Kroning 20. august 1559
Vor Frue Kirke, København
Regerede 1. januar 1559
4. april 1588
Forgænger Christian 3.
Efterfølger Christian 4.
Ægtefælle Sophie af Mecklenburg
Børn Elisabeth, Hertuginde af Braunschweig-Wolfenbüttel
Anna , Dronning af Skotland og England
Christian 4., Konge af Danmark og Norge
Ulrik, Fyrstbiskop af Schwerin
Hans August
Augusta, Hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp
Hedevig, Kurfyrstinde af Sachsen
Hans
Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 3.
Mor Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Født 1. juli 1534
Haderslevhus
Død 4. april 1588 (53 år)
Antvorskov Kloster
Begravet 1588
Roskilde Domkirke

Frederik 2. (1. juli 15344. april 1588) var konge af Danmark og Norge fra 1559 til 1588 af den oldenborgske slægt.

Fødsel og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Frederik blev født på Haderslevhus den 1. juli 1534 som søn af (den senere) Kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter faderens sejr i Grevens Fejde blev Frederik i 1536 valgt som tronfølger med titel af prins af Danmark. Da faderen døde i 1559, underskrev Frederik sin håndfæstning og kunne sætte sig på tronen. Han blev kronet i Vor Frue Kirke i København den 20. august 1559..[1]

Omdømme[redigér | redigér wikikode]

Augsburgeren Bernhard Wusenbenzc, der i 1567 på vegne af Johan Jacob Fugger besøgte Danmark for at undersøge dennes markedsmuligheder, beskrev Frederik 2. som en smuk og venlig mand, vellidt af alle: "Kongen er henved 35 år, en høj, stærk, rank fyrste, i besiddelse af stor forstand og god fornuft". Kongen havde et mindre hof, 6-8 pager til sin opvartning, 30 drabanter i oldenborgske farver til vagt, fik 15-16 retter mad til hvert måltid, omgikkes blandt andre sine (lutter tyske) staldkarle. Kongens dømmekraft fremgår af udsagnet: "Jeg ville gerne være nådig mod folket, men jeg tør ikke love noget, for så bliver jeg en løgner, når rigsrådet ikke vil udføre det."[2]

Frederik 2. talte og skrev dansk men skal have været ordblind.[3]

Kongens moder, dronning Dorothea, skrev gennem sin lange enkestand, hvor hun holdt hof på Koldinghus, en lang række breve til sin søn, hvor hun blandt andet advarede ham mod umådeholdent drikkeri og selvrådighed.[4]

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Den 20. juli 1572 blev han viet til sin 15-årige kusine, Sophie af Mecklenburg, som var 23 år yngre, (15571631). Han havde været forelsket i adelsfrøkenen Anne Hardenberg. Men dels var Anne Hardenberg lovet væk til anden side, dels fandt man ikke forbindelsen fyrstelig nok.[5] Ægteskabet var lykkeligt. Kongen omtalte konstant sin hustru som "mint Soffye" (min Sophie).[6][7] I det 14 år lange ægteskab mellem Frederik 2. og Sophie fik de syv børn. Af kongens dagbogsoptegnelser fremgår, at både hustru og børn omfattes af kærlig opmærksomhed.[8] Barnedåbene blev fejret overdådigt.[9][10]

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Frederik 2.'s kroning i Vor Frue Kirke i København i 1559.

Frederik 2.s tid blev i økonomisk henseende kendetegnet ved en merkantilistisk politik. I henhold til tidens idealer var det målet, at riget i økonomisk henseende skulle være uafhængigt af udlandet, det vil sige selvforsynende i alle henseender, samt sikre sig en handelsbalance med overskud. For at opnå disse mål forsøgte man at støtte indenlandsk næringsudvikling med monopoler, toldbeskyttelse samt støtte til handelsforetagender og fremstillingsvirksomheder samt ved oprettelse af statsligt drevne virksomheder.[11][12] Blandt kongelige foretagender var oprettelsen i 1560 af et farveri i København[13], oprettelsen af en papirmølle ved Hvidøre omkring 1576[14], oprettelsen af et glasværk i 1582 ved Skanderborg, senere fulgt af andre i samme egn.[15]

Den 28. oktober 1583 gav Frederik 2. Skanderborg købstadsprivilegier.[16]

Kongen deltog i godt to trediedele af rettertingssagerne i sin tid, det vil sige, at han var en aktiv dommer.[17]

Kongeveje[redigér | redigér wikikode]

Frederik 2. forestod også anlæggelsen af de første, egentlige "kongeveje": København-Frederiksborg-Kronborg, Ringsted-Antvorskov og Haderslev-Kolding-Jelling.[18]

Støtte til Tycho Brahe[redigér | redigér wikikode]

Blandt Frederik 2.s andre gerninger var hans støtte til astronomen Tycho Brahe, blandt andet fik denne Hven i forlening. Det var her, Tycho Brahe lod opføre observatorierne Uranienborg og Stjerneborg med et kongeligt tilskud.[19][20]

Den jagtglade konge[redigér | redigér wikikode]

Kongen var jagtglad. Ved talrige mageskifter med adelen samledes krongodset, så det blev mere rentabelt – og kongen fik et sammenhængende jagtterræn. Han fik indrettet vildtbaner og anlagt dyrehaver blandt ved Frederiksborg Slot og Skanderborg Slot med opdræt af fasaner, kalkuner og agerhøns til det kongelige spisekammer. Jagterne omfattede kronvildt, dådyr, harer og vildsvin, som ganske vist var næsten udryddede, men i 1581 havde kongen ladet indkøbe 21 vildsvin fra Tyskland for at genoprette bestanden. De blev udsatte i Jylland og trivedes vel.[21] Ligeledes forsøgte han at genindføre uroksen fra Polen, men dette mislykkedes.[22]

Bygherre[redigér | redigér wikikode]

Hillerødsholm ca. 1585. Maleri på Gripsholm Slot

Efter Syvårskrigen kastede kongen sig over slotsbyggeri. Den gamle, middelalderlige fæstning Krogen ved Helsingør blev i årene 1574-84 ombygget til et renæssanceslot, Kronborg, med tårne og spir samt tage i kobber takket være indtægterne fra Øresundstolden. Ikke blot blev selve bygningsmassen fuldstændigt ombygget, forsvarsværkerne blev ligeledes omdannede i tidens nye stil således, at det efter ombygningen fremstod som Nordens stærkeste fæstning og en værdig opkræver af Øresundstolden.[23]

I 1560 mageskiftede Frederik sig til den nordsjællandske hovedgård Hillerødsholm, og han ombyggede gården til et renæssanceslot, Frederiksborg. Slottet var fordelt over tre holme og blev opført i fire etager samt tagetager og også det med spir og tårne.[24]

I 1561 besluttede Frederik 2. at udbygge og befæste Skanderborg Slot med materialer fra Øm Kloster.[25]

1562-1563 opførtes Orlogsværftets ankersmedje under ledelse af bygmester Peter de Duncker.[26]

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

I udenrigspolitisk henseende var opgaven for kongen at sikre Danmarks stilling som en magt af rang.

I 1559 erobrede han Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp. Oprindeligt havde det været hertugens plan at gennemføre erobringen alene, men dette fik kansleren Johan Friis forhindret, og kongen deltog i en fremtrædende position og opnåede dermed i en alder af blot 25 år en prestigefyldt stilling.[27]

Problemer i Estland[redigér | redigér wikikode]

Frederik 2.s yngre broder Magnus af Holsten blev biskop på Øsel (Saaremaa) og forsøgte at udvide sit magtgrundlag, blandt andet med støtte fra sin broder. Det mislykkedes, og Frederik måtte efterfølgende søge at redde sit forhold til Ivan den Grusomme under indtryk af den magtudvidelse i Estland, Livland og Kurland, som Sverige under Erik 14. fik gennemført. Trods de problemer, Magnus havde skaffet sig på halsen, lykkedes det Frederik 2. at sikre Øsels fortsatte tilhørsforhold til Danmark.[28]

Forholdet til Sverige[redigér | redigér wikikode]

De første år af Frederik 2.s regeringsperiode var prægede af et stort modsætningsforhold til Sverige. Det danske fodfæste på Øsel gjorde, at den svenske konge kunne føle sig omringet af Danmark-Norge, der på daværende tidspunkt omfattede næsten hele Kattegatkysten med Bohuslen, Halland, Skåne og Blekinge, samt de fremskudte besiddelser i Østersøen Gotland og Øsel.[29] I 1563 erklæredes krig mellem Danmark og Sverige. Den formelle anledning var anvendelsen i våbenskjoldet af Tre Kroner - symbolet på Kalmarunionen. Det lykkedes snart Frederik at erobre den strategisk betydningsfulde borg Elfsborg, men der efter kom krigen ind i et dødvande, hvilket kostede dyrt. Frederik 2. havde regnet med, at han med sine tyske lejetropper hurtigt kunne vinde krigen mod svenskerne, men på grund af dårligt organiseret forsyningssystem måtte man standse fremrykningen mod Stockholm og gå i vinterkvarter i Skåne. Året efter var det svenskerne, der havde initiativet, og de trængte ind i Norge flere steder og hærgede også i Halland og Blekinge. Hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån til at finansiere planerne om et angreb på Stockholm. Det blev en fuldstændig fiasko, og hæren måtte trække sig tilbage. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden. Til sidst så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin faders gamle uven, Peder Oxe. Peder Oxe havde mistet Christian 3.'s gunst i 1556 og var tvunget til at tage ophold i udlandet. Ved Christians død blev alle Peder Oxes ejendomme konfiskeret. Oxe havde flere gange uden held forsøgt at blive taget til nåde igen, men nu fik han frit lejde og rejste til Danmark, hvor han blev forsonet med Frederik 2. Han blev atter medlem af rigsrådet og fik Vordingborg Slot som len og sit konfiskerede gods tilbage. Året efter blev han udnævnt til rigshofmester og medvirkede i de følgende år til at bringe de danske statsfinanser på fode igen. Herefter var det i realiteten Rigsrådet med Peder Oxe i spidsen der styrede landet. Det lykkedes Peder Oxe at overtale adelen til at bære en større del af de økonomiske byrder, og han tredoblede Øresundstolden.[30] Da Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 sluttede med freden i Stettin i 1570 var Danmark fortsat den mest magtfulde stat i Norden.

Forholdet til de katolske magter[redigér | redigér wikikode]

Syd for den danske grænse var det især magtkampen mellem de katolske og de reformerte riger, der kom til at spille en rolle i den danske udenrigspolitik. Den spanske konge Filip 2.s beslutning om, at sende militære styrker til Nederlandene blev af samtiden opfattet som et led i kampen om magten i Europa.[31] Bartholomæusnatten i Paris i 1572 gjorde ligeledes et dybt indtryk i samtiden.[32] Frederik 2. opretholdt en hemmelig diplomatisk forbindelse med Vilhelm af Oranien frem til dennes død i 1584.[33] I 1570-erne havde man i Danmark kunnet glæde sig over de reformertes fremgange, men den senere hårde katolske fremfærd medførte, at man også i Danmark frygtede katolske spioner og tog sine forholdsregler.[34] Udviklingen i Nederlandene bevirkede et frygt for, at begivenhederne ville brede sig til Frisland, Oldenborg og Delmenhorst og derved komme betænkeligt nær den danske grænse.[35] Forholdene blev yderligere vanskeliggjort ved, at hertug Adolf af Gottorp (1526-1586) gik i spansk tjeneste og samtidig forsøgte at udvide sit magtområde blandt andet ved fæstningsbyggeri og ved at gøre krav på de områder, som havde tilhørt Hans den Ældre, efter dennes død i 1580.[36] Også enkehertuginde Christina af Lothringen (1521-1590), datter af Christian 2., deltog i intriger vendt mod Frederik 2.[37] Den danske konge opretholdt efter syvårskrigen en forholdsvis beskeden landhær i form af fodfolk og rytteri[38] men til gengæld en forholdsvis stor krigsflåde på 31-43 skibe.[39] Af militære anlæg var ombygningen af Krogen til Kronborg utvivlsomt det vigtigste.

Død[redigér | redigér wikikode]

Frederik 2.s gravmæle i Roskilde Domkirke.

Frederik 2. døde 53 år gammel på Antvorskov Kloster den 4. april 1588.[40] I sin ligprædiken hævdede præsten Anders Sørensen Vedel, at kongens død måtte tilskrives et for stort spiritusforbrug: "Dersom Hans Nåde havde haft lov for fremmede fyrster og legaters og andre gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skadelige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menigmand alt for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god dag længere".[41] Dette er dog ikke sandsynligt.[42]

Frederik 2. blev gravsat i Roskilde Domkirke.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
4Frederik I
 
 
²Cristian III
 
 
 
 
 
 
5Anna af Brandenburg
 
1Frederik II
 
 
 
 
 
6Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg
 
 
3Dorothea af Sachsen-Lauenburg
 
 
 
 
 
 
7Katerine af Braunschweig
 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Monrad Møller, Anders (2012). Enevældens kroninger. Syv salvinger - ceremoniellet, teksterne og musikken. Forlaget Falcon. s. 11. ISBN 978-87-88802-29-0. 
  2. Eriksen, s. 23
  3. Wittendorff, s. 307
  4. Wittendorff, s. 318
  5. Wittendorf, s. 319
  6. Carøe
  7. Skaarup
  8. Reinholdt (2006), s. 24-28
  9. Reinholdt (2006), s. 25f
  10. Reinholdt (2013)
  11. Degn, s. 15f
  12. Christensen, s. 17-32
  13. Fabricius, s. 31
  14. Kraglund, s. 20f
  15. Sode, s. 12
  16. Reinholdt (2006), s. 24-28
  17. Tamm, s. 21
  18. Wittendorff, s. 352
  19. Thykier, s. 19
  20. Wittendorff, s. 364
  21. Wingender, s. 20f
  22. Jensen (2010)
  23. Magtens bolig, s. 34-35
  24. Magtens bolig, s. 35-36
  25. Reinholdt (2006), s. 20f
  26. Wittendorff, s. 3171
  27. Wiiendorff, s. 307
  28. Jensen (1997), s. 10ff
  29. Frede P. Jensen: "Den danske "indkredsning" af Vasa-tidens Sverige" (Historisk Tidsskrift, bind 13. række, 3; 1976; s. 1-24). Jensen betragter denne tanke som en senere tids efterrationalisering
  30. Eriksen, s. 20
  31. Jensen (1993), s. 237
  32. Jensen (1993), s. 238
  33. Jensen (1993), s. 239
  34. Jensen (1993), s. 241
  35. Jensen (1993), s. 237
  36. Jensen (1993), s. 244
  37. Jensen (1993), s. 244
  38. Jensen (1993), s. 252f
  39. Jensen (1993), s. 255
  40. Frederik 2.gravsted.dk
  41. Wittendorff, s. 321
  42. jvf Troels Dahlerups anmeldelse af Benito Scocozza: Klassekampen i Danmarks historie. Feudalismen; Käbenhavn 1976 (Historisk Tidsskrift, bind 13. rökke, 5 (1978), s. 300f, hvor han i note 8 kommenterer dette forhold

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Aksel E. Christensen: "Tiden indtil c. 1730" (i: Axel Nielsen (red.): Industriens Historie i Danmark; København 1943)
  • Ole Degn: "Danmark. De nylagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringen i Norden 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s. 9-48)
  • Anne-Mette Eriksen: "Noget slemt og ondskabsfuldt pak" (kronik i Skalk 1984 nr 4, s. 18-26)
  • Hanne Fabricius: "Vandkunst" (Skalk 2003 nr 1, s. 28-31)
  • Poul Grinder-Hansen, Frederik 2. - Danmarks renæssancekonge, Gyldendal, 2013. ISBN 978-87-02-08108-4.
  • Danske dronninger i tusind år ISBN 87-00-66322-0
  • Frede P. Jensen (red.), Frederik IIs egenhændige breve, Engholsts Antikvariat, 1984. ISBN 87-981627-0-5.
  • Frede P. Jensen, Bidrag til Frederik II's og Erik XIV's historie, Den Danske Historiske Forening, 1978. ISBN 87-87462-11-7.
  • Jørgen Steen Jensen: "Kongernes sendebud" (Skalk 1997 nr 6, s. 10-13)
  • Vivi Jensen: "Fyrstelige urokser" (Skalk 2010 nr 4, s.32)
  • Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: "Magtens bolig" (i: Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur), 2. udgave, København 1985, ISBN 87-00-94894-2
  • Jørgen Kraglund: "Den hvide kunst" (kronik i Skalk 1981 nr 3, s. 18-26)
  • Helle Reinholdt: "I dag drog jeg til Skanderborg igen" (kronik i Skalk 2006 nr 4, s. 20-28)
  • Helle Reinholdt: "Den kongelige dåbsfest" (kronik i Skalk 2013 nr 1, s. 18-27)
  • Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7. 
  • Bi Skaarup: "Soffye" (Skalk 1994 nr 5, s. 26-29)
  • Torben Sode: "Til pas" (Skalk 2005 nr 3, s. 12-17)

' Ditlev Tamm: "Retfærdighedens vogter" (kronik i Skalk 1992 nr 5, s. 18-26)

  • Claus Thykier: "Tycho Brahes skæg" (kronik i Skalk 1994 nr 1, s. 18-27)
  • Troels Balslev wingender: "Kongejagt" (kronik i Skalk 1985 nr 4, s. 18-26)
  • Alex Wittendorf: "På Guds og Herskabs nåde. 1500-1600" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7; København 1989; ISBN 87-89068-09-2)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Frederik 2.
Født: 1. juli 1534 Død: 4. april 1588
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Christian 3.
Konge af Danmark
1559 – 1588
Efterfølgende:
Christian 4.
Konge af Norge
1559 – 1588