Tyskland

Bundesrepublik Deutschland
Flag Nationalvåben
Motto: Einigkeit und Recht und Freiheit (Tysk: Enighed og ret og frihed)
Nationalmelodi: Tredje vers af Lied der Deutschen
Hovedstad og største by	Berlin 52°31′N 13°24′Ø
Officielle sprog	Tysk
Regeringsform	Forbundsrepublik
Statsdannelse
Areal
• Total	357.021 km2  (nr. 62)
• Vand (%)	2,2
Befolkning
• Anslået 2006	82.422.299 (nr. 14)
• Tæthed	230,9/km2  (nr. 34)
Valuta	Euro1 (EUR)
Tidszone	UTC+1 (CST)
• Sommertid	UTC+2 (CEST)
Kendings- bogstaver (bil)	D
Luftfartøjs- registreringskode	D
Internetdomæne	.de
Telefonkode	+49
ISO 3166-kode	DE, DEU, 276
1 Før 2002: Deutsche Mark (DM)

Forbundsrepublikken Tyskland (tysk: Bundesrepublik Deutschland) er en føderal stat bestående af 16 delstater beliggende i det vestlige Mellemeuropa. Landet grænser i nord op til Danmark, i vest til Frankrig, Luxembourg, Belgien og Nederlandene, i syd til Schweiz og Østrig og i øst til Tjekkiet og Polen. Hovedstaden er Berlin.

Som nationalstat blev Tyskland først samlet i 1871, mens den nuværende stat er en fortsættelse af den vesttyske forbundsrepublik fra 1949. I 1990 blev det tidligere DDR indlemmet i forbundsrepublikken som fem nye, østtyske delstater.

Med sin centrale beliggenhed har Tyskland haft en afgørende indflydelse på Europas historie. I dag er landet med sine 83 millioner indbyggere det mest folkerige i EU. Tysklands økonomi er den tredjestørste på verdensplan, og som verdens største eksportnation anses landet for motoren i europæisk økonomi. Landet er bl.a. en vigtig aktør i G8 og NATO.

Navn og begreb

Ordet tysk stammer fra det gammelhøjtyske theodisk, diutisk, der er afledt af det oldgermanske theoda "folk" i betydningen "talende folkesproget", i modsætning til latin, der kun brugtes af præste og lærde.
Tyskland er først i moderne tid, fuldt ud først i 1990, blevet den nuværende nation. Navnet Tyskland har gennem historien dækket over vidt forskellige og komplekse begreber:

• Det Tysk-romerske rige, der i meget variende form bestod fra cirka 962 til 1806.
• Det tyske forbund 1815–66, der domineredes af Østrig og Preussen.
• Det Tyske Rige, der dækker over tre perioder fra Tysklands samling i 1871 frem til 1945:
  • Det tyske kejserrige 1871-1918
  • Weimar-republikken 1919-1933
  • Det tredje rige 1933-1945
• Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) 1949–1990
• Den Tyske Demokratiske Republik (DDR eller Østtyskland) 1949-1990
• Forbundsrepublikken Tyskland i genforenet udgave, fra 1990

Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende som begreb for det område hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede dengang også det tysktalende Østrig og, alt efter opfattelse, områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og Sønderjylland. Først med samlingen af Tyskland under preussisk ledelse i 1871, den såkaldte lilletyske løsning uden Østrig, blev Tyskland en fast geografisk enhed. I Danmark før 1990 var det almindeligt at bruge ordet Tyskland om Vesttyskland, hvorimod den anden tyske stat kaldtes DDR eller Østtyskland. Både Vesttyskland og DDR proklamerede at være det egentlige Tyskland, men ved genforeningen blev det klart, at Vesttyskland havde været forløberen for det nuværende Tyskland.

Historie

Forhistorie og oldtid

Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Man har fundet spor af fortidsmenneskelig aktivitet helt tilbage til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa begyndte Tyskland at blive hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik man i Tyskland bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.

Første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland finder man hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr., der omtaler keltiske stammer i det sydlige Tyskland og germanske stammer i det nordlige. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig yderligere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast, men mange flod- og bynavne i Sydtyskland minder om deres tilstedeværelse.

Germanske stammer omkring 50 e. Kr.

Varusslaget (ofte benævnt: Slaget i Teutoburger-skoven) i Niedersachsen i år 9, hvor germanere under hærføreren Hermann udraderede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, havde sat en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen. Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de af germanske stammer beherskede områder løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk sprog. De vigtigste romerske byer i det nuværende vestlige og sydlige Tyskland var Colonia Agrippinensium (Köln), Augusta Treverorum (Trier), Mogontiacum (Mainz) og Augusta Vindelicorum (Augsburg). Selvom der var stadige modsætninger mellem romerne og germanerne, så fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted, der førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne i år 98 e. kr.

Germanske folkevandringer

Allerede 120 f. kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis udgående fra Himmerland i det senere Danmark), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italiske kerneland.

Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e. kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store folkegrupper flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for også germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger over det meste af Vesteuropa.

Delingen af det frankiske rige år 843.

I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen var præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse (Berlin, Dresden m. fl.).

Det frankiske rige

Skabelon:Uddybende3 I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, underlagde sig Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var dermed den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt op til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl. a. Godfred.

Det tysk-romerske rige (843-1806)

Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund, Elsass og Lothringen), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering i de næste 1100 år.

Da den sidste hersker af karolingerne døde i 911, overgik tronen til Konrad af Franken og senere (919) til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar for Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, et årstal man plejer at angive som fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, så vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt hver gang denne forsøgte at få den fuld kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor de syv kurfyrster (dvs. fyrster med stemmeret) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge en kejser fra det stærkeste medlem af riget, de habsburgske konger fra Østrig.

Reformationen og trediveårskrigen

Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt, en ødelæggende krig der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landet voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tyskland reduceret fra 17 til 10 millioner indbyggere.

Enevælden

I løbet af det 17. århundrede blev enevælden efter fransk forbillede indført mange af de tyske stater. Det betød en gradvis rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling, så godt, at man kunne udfordre den tyske kejser, der siden middelalderen havde været fra det stærke, katolske Østrig. Denne modsætning mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i løbet af det 18. århundrede, og især i Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Hverken Østrig eller Preussen var dog i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet.

Det Tyske forbund (1815-1866)

Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons endelige nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. En forenet tysk stat blev ikke grundlagt, i stedet blev skabt en løs konføderation med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig, og mange af de tidligere over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer.

Frankfurterparlamentet (1848-49) måtte opgive håbet om en en samlet, demokratisk tysk stat.

I de følgende tiår, en periode kendt som restaurationen (dvs. genoprettelsen), forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og dermed kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at give løfte om en forfatning. En national forsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag.

Det tyske kejserrige (1871-1918)

Preussens militære sejre, først mod Danmark i 1864, men specielt i slaget ved Königgrätz 1866 mod Østrig og i den fransk-preussiske krig 1870-71, betød at konkurrenterne var slået af banen, og Preussen alene kunne tage rollen som grundlægger af et samlet Tyskland. Ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871 blev Preussens kongeslægt til kejsere over det Tyske Rige. I årtier havde valget stået mellem den såkaldt stortyske og lilletyske løsning, med eller uden Østrig, men Preussen havde nu effektivt kørt Østrig ud på et sidespor, og Østrig måtte gå sine egne veje.

Selv om kejserriget havde en valgt rigsdag, blev regeringen udnævnt af kejseren, som havde central politisk magt. Otto von Bismarck, den såkaldte jernkansler, havde med sin strategiske sans og vilje til krig som magtredskab været hjernen bag Preussens kolossale opstigning, men da kejser Wilhelm 1. (kejser 1871-1888) døde og blev efterfulgt af først Frederik 3. (1888) og, efter dennes hurtige død, Wilhelm 2. (1888-1918) mistede Bismarck sin indflydelse.

Wilhelm 1. udråbes til tysk kejser på Versailles i 1871.

Første Verdenskrig

Kejserriget var en epoke med stor økonomisk vækst og industrialisering, og samtidig øget nationalfølelse og militarisme. Bismarcks mere realpolitiske linje var blevet erstattet af en markant mere aggressiv kurs, der bestræbte sig på at udvide tyske interesser i Europa og gennem kolonialisering og flådepolitik også i resten af verden. Det sidste var især en torn i øjet på England. Frankrig nærede ønske om hævn efter nederlaget til tyskerne i 1871, hvor de måtte afstå regionerne Alsace/Elsass og Lorraine/Lothringen, og der var dermed lagt op til krig.

Den 1. august 1914 brød 1. Verdenskrig ud. Eefter fire års meget blodig, men delvis stillestående krig, måtte Tyskland erkende nederlaget, dog uden at der på noget tidspunkt for alvor havde været fjendtlige tropper på tysk jord. Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for Første Verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger. Tyskland mistede store områder til Polen, Frankrig og Belgien, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark efter en folkeafstemning (genforeningen i 1920). Nederlaget betød kejserrigets endeligt; han abdicerede, og de tyske socialdemokrater udråbte det Tyske Rige som republik.

Weimarrepublikken (1919-1933)

Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt og demokratisk Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af store økonomiske problemer og forfatningens organisatoriske svaghed. I de tidlige år var det oprør og kupforsøg fra både højreekstreme og kommunister, og hyperinflationen i 1923 knækkede økonomien. De følgende år blev forholdene bedre, efterhånden som Tysklands forbindelser med de tidligere fjender forbedrede sig og trykket fra krigsskadeerstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store verdensøkonomiske krise efter børskrakket i 1929 indtraf. Under den nye økonomiske tilbagegang var forholdene under hyperinflationen i frisk erindring, og en antidemokratisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Både Adolf Hitler med hans Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP) og kommunisterne udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed, og staten var ikke længere i stand til at opretholde lov og orden.

Nazi-Tyskland (1933-1945)

Koncentrationslejren Auschwitz. Folkemordet på jøderne blev symbolet på Nazi-Tyskland.

Hitler kunne, dels med andre partiers hjælp, dels med vold og trusler, sætte Weimarrepublikken ud af funktion i 1933. Efter at NSDAP var blevet største parti i de to valg i 1932, dog uden at få flertal i rigsdagen, blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg den 30. januar 1933. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunistpartiet forbudt. Efter valget i marts 1933 havde Adolf Hitler sammen med et mindre bayersk folkeparti opnået flertal i rigsdagen og ved hjælp af de øvrige partiers stemmer opnåede Hitler to tredjedeles flertal, som var nødvendigt for at omgå forfatningen og give ham beføjelser til at regere alene. Kun det socialdemokratiske SPD stemte imod denne bemyndigelseslov. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Efter at være kommet til magten undergravede han systematisk alle demokratiske institutioner og indførte meget strenge regler for jøder og politiske modstandere; de sidste blev allerede fra 1933 interneret i de nyoprettede KZ-lejre.

I løbet af 30´erne brød Tyskland flere gange åbenlyst bestemmelser i Versaillestraktaten, uden at England eller Frankrig greb ind, selv om Tyskland endnu ikke havde militær styrke af betydning. Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 (Anschluss) blev det tyskbefolkede Sudeterland annekteret fra Tjekkoslovakiet i oktober samme år, i overensstemmelse med München-aftalen mellem Tyskland og Storbritannien. I marts 1939 annekterede Tyskland hele den vestlige halvdel af Tjekkoslovakiet (de gamle østrigske provinser Böhmen-Mähren). Det var ikke en del af aftalen, hvorfor England og Frankrig stillede Tyskland over for et ultimatum.

Anden Verdenskrig

Polen genopstod efter Første Verdenskrig og havde kunnet udvide sit areal med store områder, hvor der levede et stort tysk mindretal (bl.a. den polske korridor der delte det østlige Tyskland i to). Hitler ønskede dels derfor, dels ud fra sine idéer om livsrum og den slaviske races underlegenhed at erobre landet. 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, og den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Delingen af Polen og Østeuropa var allerede fastlagt i Hitler-Stalin-pagten. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland, hvilket blev begyndelsen på Anden Verdenskrig.

I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene, Luxemburg og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 sammen med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA.

Tyskland og dets hovedallierede, Italien og Japan, tabte krigen i 1945 (Italien kapitulerede allerede i 1943). Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til en total nedbrydning af Tysklands politiske og økonomiske strukturer, deling af landet og enorme menneskelige lidelser. Tyskland mistede også store områder i øst, hvor befolkningen blev fordrevet og erstattet af polakker og sovjetborgere.

Efterkrigstiden

De fire besættelseszoner fra 1945.

Skabelon:Uddybende3 Tyskere refererer ofte til 1945 som Stunde Null for at beskrive landets totale sammenbrud. Selvom visse storbyer var nærmest jævnet med jorden, så var al tysk industri dog ikke ødelagt, og store dele af infrastrukturen var stadig intakt. Allerede ved Jalta-konferencen i februar 1945 var de tre store allierede nationer, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, blevet enige om at dele Tyskland op i fire besættelseszoner efter en kommende sejr. Ved Potsdam-konferencen blev denne ordning bekræftet, og desuden at den tyske grænse mod øst skulle gå ved floderne Oder og Neisse, hvor den stadig er i dag. Det betød at over 10 millioner tyskere skulle udvises fra de tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen (Schlesien, Østpreussen og Pommern).

Allerede kort efter Potsdam-konferencen begyndte uenighederne mellem Sovjetunionen og de vestallierede at vise sig. De kulminerede i 1948 med Berlin-blokaden, den sovjetiske blokade af den af de vestallierede del af Berlin, som lå isoleret midt inde i østblokken. Sovjetunionens påskud var utilfredshed med den nyindførte møntreform i de vestlige besættelseszoner. Takket være en allieret luftbro kunne den vestberlinske befolkning brødfødes.

Tyskland før og efter genforeningen i 1990.

I 1949 blev to tyske stater grundlagt. De tre vestlige besættelseszoner, den franske, britiske og amerikanske, blev til Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og den sovjetiske zone blev til den kommunistiske stat DDR (Østtyskland).

Vesttyskland

Skabelon:Uddybende3 Vesttysklands forhold til udlandet var i årtierne efter krigen præget af de ødelæggelser og folkedrab som Tyskland under 2. verdenskrig var ansvarlig for. Målet var derfor fra starten at genskabe tilliden til Tyskland i verden og på den måde også opnå økonomisk og politisk handlefrihed. I 1952 indgik den første tyske forbundskansler [Konrad Adenauer|Adenauer]] en aftale mellem Vesttyskland og Israel, hvor Vesttyskland forpligtede sig til at betale 3 mia. D-Mark i erstatning til tysk-jødiske fordrevne. I 1955 besøgte Adenauer Sovjet, hvor man genoptog diplomatiske forbindelser, hvilket betød at 2 mio. af de ca. 3,3 mio. tilbageværende tyske krigsfanger kunne vende hjem fra russisk fangenskab. I 1955, i forbindelse med Vesttysklands indtræden i Nato, indgik Danmark og Tyskland en aftale om mindretallene på hver side af den dansk-tyske grænse (København-Bonn-erklæringerne).

Årene efter Willy Brandts tiltræden i 1969 var præget af afspænding mellem Øst og Vest. I 1970 indgik Vesttyskland en samarbejdsaftale med DDR, han besøgte mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa, og Polens og Sovjets overtagelse af de tidligere tyske østområder (Oder-Neisse-grænsen) blev anerkendt.

DDR

Skabelon:Uddybende3 Utilfredsheden med det østtyske styre førte i 1953 til arbejderopstanden i Østberlin. I løbet af 1950'erne steg antallet af flygtninge fra DDR til Vesttyskland voldsomt, således at den socialistiske stat var ved at blive drænet for borgere, især højtuddannede. I 1961 lukkede det østtyske regime under Walter Ulbricht grænsen med bygningen af Berlinmuren.

Murens fald

Efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne bredte det folkelige pres for reformer sig til de kommunistiske østlande og også til DDR. Bølger af østtyskere flygtede gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til Vesttyskland, og der opstod demonstrationer og protester mod det østtyske styre, det strengeste kommunistiske regime i Østeuropa. Begivenhederne er kendt som die Wende (vendepunktet). Berlinmuren faldt den 9. november 1989, da DDR's regering i forvirringens øjeblik bevilgede fri udrejse. Tysklands genforening fandt sted, da det tidligere DDR blev omdannet til fem delstater, som blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990. Dagen er i dag er Tysklands nationaldag.

Efter genforeningen har Tyskland især arbejdet på at forbedre infrastruktur i de østlige delstater og få dem op på økonomisk niveau med de vestlige. Resultatet varierer, da høj arbejdsløshed og social uro er et problem i mange østlige dele af landet. Internationalt indtager Tyskland en stadig vigtigere rolle, og landet er en dominerende (men ofte diskret) deltager i EU.

Politik

Politisk system

Valg til Forbundsdagen (Bundestag) finder sted hvert fjerde år. Der er ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet, siden det blev indført i 1949. Det bygger på en kombination af valg i enkeltmandskredse med udjævningsmandater, således at forholdstallet bestemmer hvor mange mandater partierne får. Der er gennemført en række forholdsregler, der skal modvirke politisk splittelse som i Weimar-republikken: En relativt høj spærregrænse på 5% gør det svært for nydannede partier at blive valgt ind, landsdækkende folkeafstemninger er ikke tilladt, der kan ikke udskrives valg uden for de faste valgperioder, og forbundskansleren har en særlig stærk stilling. Hun kan kun væltes, hvis der kan dannes flertal for en anden regering. Selv om forbundsdagen kan ændre grundloven (med 2/3 flertal), er visse friheds- og menneskerettigheder "eviggyldige" og kan ikke ophæves.

Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år og ikke har politisk magt. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog og dernæst af Johannes Rau. Den nuværende forbundspræsident er Horst Köhler.

Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af de borgerlige partier Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union (CDU/CSU) og Freie Demokratische Partei (FDP), mens Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen og kommunisternes arvtagere Partei des demokratischen Sozialismus (PDS, nu Die Linkspartei) var i opposition.

Udenrigsrelationer

I dag anses Tyskland for at have bidraget væsentligt til Den Europæiske Unions fremgang og til samlingen af det østlige og vestlige Europa. Tyskland har i de senere år optrådt med større selvsikkerhed på mange områder. Det tidligere forbud mod tyske tropper uden for Tysklands grænser er ophævet, og der er nu også tyske soldater udstationeret i bl.a. Afghanistan. Tyskland arbejder, bl. a. med britisk støtte, på at få en fast plads i FN's sikkerhedsråd.^{[kilde mangler]}

Delstater

Skabelon:Uddybende3 Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 Länder (forbundslande eller delstater), hvoraf tre, Berlin, Bremen og Hamborg er bystater. Forbundslandene har væsentlige beføjelser indenfor bl.a. kultur- og skolepolitik, men også finans- og skattepolitik kan de i nogen grad selv styre. Grænsen mellem delstaternes og forbundsregeringens beføjelser og den bedst mulige administrative opdeling er til stadig debat. Der er stor forskel på forbundslandenes økonomi og størrelse, og sammenslutninger mellem forbundslande er blevet diskuteret, men ikke gennemført (f.eks. Berlin-Brandenburg og en "Nordstat" af Slesvig-Holsten, Hamborg, Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern).

Tysklands forbundslande.

Nr.	Forbundsland	Hovedstad	Areal (km²)	Indbyggere (Tsd.)
1	Baden-Württemberg	Stuttgart	35.752	10.736
2	Bayern	München	70.552	12.469
3	Berlin*		892	3.395
4	Brandenburg	Potsdam	29.479	2.559
5	Bremen	Bremen*	404	663
6	Hamborg*		755	1.744
7	Hessen	Wiesbaden	21.115	6.092
8	Mecklenburg-Vorpommern	Schwerin	23.180	1.707
9	Niedersachsen	Hannover	47.624	7.994
10	Nordrhein-Westfalen	Düsseldorf	34.085	18.058
11	Rheinland-Pfalz	Mainz	19.853	4.059
12	Saarland	Saarbrücken	2.569	1.050
13	Sachsen	Dresden	18.416	4.274
14	Sachsen-Anhalt	Magdeburg	20.446	2.470
15	Slesvig-Holsten	Kiel	15.799	2.833
16	Thüringen	Erfurt	16.172	2.335
Ialt			357.093	82.438

De 16 forbundslande er yderligere opdelt i 438 Kreise ("kredse" eller amter).

Nationale symboler

Siden Anden Verdenskrig har Tyskland været meget tilbageholdende med anvendelse af nationalsymboler. Siden genforeningen, og særlig ved fodbold-VM i Tyskland 2006, er normal brug af nationale symboler igen blevet mere accepteret.

Nationalsang

Den tyske nationalsang er officielt tredje vers af Deutschlandlied eller Lied der Deutschen, der blev skrevet af den nationalliberale Hoffmann von Fallersleben i 1841 på den østrigske kejserhymnes melodi af Joseph Haydn fra 1797. Brugen af de to første, nu uofficielle vers forbindes ofte med nynazistiske synspunkter.

Flag

Det sort-rød-gyldne tyske flags historie går tilbage til befrielseskrigene mod Napoleon Bonaparte omkring 1813, hvor det Lützowske Frikorps af tyske studerende havde sort, rød og gul som kendemærke. Farverne blev til symbol for det første forbund af nationale, tyske studenter (Burschenschaft).

Martsrevolutionen i 1848 med den sort-rød-gyldne farve.

Frem til revolutionen i 1848 blev det sort-rød-gyldne flag et symbol for de nationalliberales ønske om et forenet Tyskland og deres kamp mod monarker og fyrster i de mange tyske småstater. Det blev til nationalflag i Weimarrepublikkens fra 1918-1933, indtil Hitler erstattede det med hagekorsfanen. I 1949 valgte både DDR og Vesttyskland igen det sort-rød-gyldne flag, bl.a. for at undgå symboler der havde forbindelse til Preussen og nazismen, og for at vise forbindelsen til den liberale og demokratiske tyske bevægelse i 1800-tallet (DDR lagde vægt på den revolutionære sammenhæng).

Nationaldag

Siden genforeningen 3. oktober 1990 har denne dag været Tysklands nationaldag. Dagen kaldes også Tag der Deutschen Einheit.

Fra 1954 til 1990 var Vesttysklands nationaldag den 17. juni, med samme titel, dagen for østtyskernes forgæves folkeopstand mod det kommunistiske styre i 1953 (arbejderopstanden i Østberlin). I DDR var der to nationaldage, den 8. maj, dagen for Nazi-Tysklands endegyldige kapitulation i 1945, og den 7. oktober, dagen hvor DDR i 1949 blev grundlagt.

Militær

Ved oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 havde man ingen militære styrker. De vestlige allierede, der stadig havde tropper i det besatte Tyskland, tillod det ikke. Med den begyndende kolde krig og den aggressive sovjetiske politik i Østeuropa, ønskede de vestallierede dog at også Vesttyskland skulle kunne forsvare sig mod østblokken. Vesttyskland derfor lov til at oprette en hær i 1955 og blev samtidig medlem af den nordatlantiske alliance NATO.

Det tyske forsvar, Forbundsværnet (Bundeswehr), består af hær, luftvåben og søværn. Der var ca 284.000 tjenestgørende soldater i disse værn i 2006, og den militære reserve var på 344.700. Udgifterne til det tyske militær ligger på 28,4 mia Euro og udgør 1,2 % af Tysklands BNP.

Der er i Tyskland ni måneders værnepligt for alle mænd, men man kan alternativt udføre Zivildienst (hvilket indebærer ni måneders tjeneste i sociale institutioner, redningsvæsen eller lignende), et års udlandsophold for den tyske stat eller 6 års ansættelse i brandvæsen eller civilforsvar.

USA's militær er stadig til stede forskellige steder i Tyskland, bl.a. med den store luftbase Ramstein og yderligere en base i Büchel. Mange af de sårede soldater fra irakkrigen behandles på et amerikansk militærhospital i den bayerske by Landshut. USA har ifølge visse kilder omkring 150 atomvåben opmagasineret på deres luftbaser i Tyskland.

Se også

• Forbundspræsident (Tyskland)
• Forbundskansler (Tyskland)

Geografi

Topografisk kort over Tyskland

Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra det nordligste punkt i List på øen Sylt (på dansk: Sild) ved den danske grænse og til det sydligste punkt ved Oberstdorf i Alperne ved Østrig er afstanden godt 850 km, og fra den østligst beliggende by Görlitz ved den polske grænse til det vestligste punkt ved grænsen til Holland er der ca. 600 km.

Den nordlige tredjedel af Tyskland ligger i det nordeuropæiske lavland og består hovedsageligt af fladt morænelandskab præget af istidens smeltevandsdale, som nogle af Nordeuropas største floder løber igennem. Langs nordsøkysten mellem Holland Danmark er landskabet præget af marskområder med et væld af diger. Mod Østersøen er kystområdet væsentlig mildere, og kysten minder om den danske med en del indlandsfjorde.

Længere mod syd, i Midttyskland, hæver det tyske mellemhøjland, Mittelgebirge, sig med højder på over 500 meter og enkelte bjerge op til 1500 meters højde. Skiferbjerge langs Rhinen mod vest, Vogelsberg og Rhön i Midttyskland, samt Sudeterbjergene mod øst vidner om vulkansk aktivitet i fortiden.

Helt mod syd rejser de tyske alper sig med Zugspitze (2.962 meter) som højeste punkt. De tyske alper består mest af kalksten, som Alperne ved deres bevægelse mod nord har skubbet foran sig.

Klima

Tyskland ligger i den temperede klimazone i Mellemeuropa, men danner overgang fra kystklima præget af vestenvind og Golfstrømmen til det østligere Europas kontinentalklima. Således hersker der ligesom i Danmark et udpræget kystklima i Nordtyskland, mens man i den centrale, østlige og sydlige del af Tyskland har fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre.

Fil:Oberstdorf-villageview.jpg

Oberstdorfs klima er ideelt til vintersport

I Saarland og Rhindalen i det vestlige Tyskland har man hele året rundt det varmeste klima. Her målte man den tyske temperaturrekord på 40,3 °C i 2003. I Baden i sydvest har man den højeste gennemsnitstemperatur på 11 °C.

De koldeste områder er i det sydligste Tyskland, hvor højdeforskellen i Alperne giver kolde vintre med megen sne. Ved Funtensee i Berchtesgaden målte man i 2001 -45,9 °C. I Oberstdorf findes den laveste årlige gennemsnitstemperatur, bare 6 °C.

Hamborg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München, der har fastlandsklima, er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbør pr. år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm.

Økonomi

Skabelon:Uddybende3 Forbundsrepublikken Tyskland udgør sammen med USA og Japan de tre største industrilande i den vestlige verden. Tyskland er verdens største eksportnation. Det meste af den enorme tyske eksport kommer fra industrigrene som elektroteknik, automobiler, maskinindustri og kemisk industri.

Den sociale markedsøkonomi er grundlag for den økonomiske politik. Denne model blev udviklet i slutningen af 1940'erne af forbundsrepublikkens første finansminister Ludwig Erhard, der ønskede en fri markedsøkonomi efter angelsaksisk model, men også et stærkt, statsligt system der skulle tage sig af de mennesker, som markedet ikke kunne tage sig af.

Selvom de store økonomiske problemer efter genforeningen er begyndt at aftage, er der stadig stor forskel på levestandarden i de vestlige og østlige delstater. Arbejdsløsheden er et generelt problem i Tyskland, men rammer særlig hårdt i de østlige delstater, hvor man nogle steder har en arbejdsløshedsprocent på op til 20. Væksten nåede et lavpunkt i 2003 med en negativ vækst på -0,2 %. De senere år er det dog gået gradvis fremad, og i 2006 nåede man 2,8 %. Tyskland ser nu for første gang ud til at kunne opfylde Euro-samarbejdets krav om et maksimalt underskud i procent af BNP på 3 %, den såkaldte Maastricht-grænse. Landets økonomiske situation er dog stadig ikke optimal.

Vækst i Bruttonationalprodukt (BNP), real
år	1998	1999	2000	2001	2002	2003	2004	2005	2006	2007
Forandring i %	2,0	2,0	3,2	1,2	0,1	-0,2	1,6	0,9	2,8	~ 1,4
Kilde: bfai									~ = skøn

Befolkning

Demografi

Fødsler og dødsfald 1946-2004

Tyskland har en befolkning på 82.400.996 indbyggere,^{[kilde mangler]} hvilket gør det til det folkerigeste i EU og nummer to på i Europa efter Rusland. Da Tyskland med sine 357.021 km² kun er det syvendestørste land i Europa, er Tyskland samtidig en af verdens tættest befolkede større nationer. Der er dog betydelige regionale forskelle i befolkningstætheden. Større befolkningskoncentrationer findes i Nordrhein-Westfalen koncentreret i Ruhr-distriktet, Rhein-Main området omkring Frankfurt, i Hamborg, München og omkring Berlin. De tyndest befolkede områder finder man især i det østlige og allernordligste Tyskland med Mecklenburg-Vorpommern som den tyndest befolkede delstat.

75 millioner eller 91 % af befolkningen er tyske statsborgere; af disse har 7 millioner indvandrerbaggrund.^{[kilde mangler]} De sidstnævnte fordeler sig i to grupper:

• Folketyskere eller ruslandstyskere, der er rester af en større tysk befolkning spredt ud over Østeuropa, og som kan få statsborgerskab ud fra tyske aner eller andet tilhørsforhold.
• Efterkommere af indvandrere fra Tyrkiet, Italien, Grækenland m.v.

Indbyggere med fremmed statsborgerskab udgjorde i 2005 6.755.811 millioner, hvoraf tyrkere er den største gruppe med 1,76 millioner. De øvrige grupper er for en stor dels vedkommende EU-borgere (2,1 mio.), med italienere (540.810), polakker (326.596) og grækere (309.794) som de vigtigste grupper. En stor del af de resterende ikke-tyske statsborgere kommer fra tidligere sovjetstater og især eks-Jugoslavien med ca. 700.000.^{[kilde mangler]}

Den tyske fødselsrate er blandt de laveste i verden, men befolkningstallet holdes dog oppe af indvandring. Siden starten af 2007 har man kunnet konstatere et stigende antal fødsler, som man tilskriver den forbedrede økonomiske situation og ændringer i børnepengesystemet.

Indfødte etniske mindretal er danskere i Sydslesvig (ca. 50.000), frisere (ca. 20.000), sorbere i det østlige Tyskland (ca. 60.000) samt sinti og roma (sigøjnere,ca. 70.000).

Religion

Den romersk-katolske kirke omfatter 33 % af Tysklands indbyggere, den evangelisk-lutherske (protestantisme) 33%, islam 4 %, og ca. 28 % af befolkningen betegner sig som religionsløse, et af de højeste tal på verdensplan. I det katolske Bayern spiller religionen fortsat en stor rolle, mens mange områder i det tidligere Østtyskland viser en meget lav grad af religiøsitet efter det areligiøse, kommunistiske styre.

Siden antikken har Tyskland tilhørt den vesterlandske kristne religionssfære, og langt størsteparten af tyskerne tilhører grene af kristendommen. Martin Luthers lære udsprang i Tyskland og bredte sig sidenhen især i det nordlige Tyskland, men slog ikke i samme grad at rod i det sydlige Tyskland. Derfor kan man meget groft dele Tyskland op i et nordligt, protestantisk og et sydligt, katolsk område (også Rhinlandet). Der eksisterer mange enklaver af protestanter i det sydlige Tyskland, særligt i Württemberg og Franken, og af katolikker i Nordtyskland, bl.a. Münster i Nordvesttyskland og øen Nordstrand i Sydslesvig.

Der er ingen statskirke i Tyskland, men de anerkendte kirkesamfund har en særlig stilling som offentlige instanser. Staten står for at opkræve kirkeskat, og kirkerne modtager støtte fra staten.

Transport

Det tyske jernbanenet med ICE-linjer i rødt

Tyskland er med sin centrale placering i Europa et trafikknudepunkt specielt for transport af varer, men også for persontransport. Man har forsøgt at imødegå den stærkt stigende godstransport på motorvejene ved at indføre afgifter for lastbiler (Maut).

Jernbaner

Den første tyske jernbane var den nu nedlagte forstadsbane mellem Nürnberg og Fürth, der blev indviet 7. december 1835. Den første tyske jernbane til at forbinde to byer var strækningen Leipzig-Dresden fra 1837.

Det tyske jernbanenet administreres i dag af Deutsche Bahn og omfatter efter en del nedlæggelser ca. 38.000 km skinner. Der foregår store investeringer i jernbanenettet, der især går til udvidelse og forbedring af de mest befarede strækninger mellem storbyerne. ICE-3 er det hurtigste tyske tog med ca. 250 km i timen, der gør det muligt at køre turen fra Hamborg til Frankfurt am Main på 3 timer og 19 minutter.

Veje

Det tyske motorvejsnet (inkl. projekterede motorveje)

Allerede i romersk tid opstod der er vejnet, der siden forfaldt. De første organiserede landeveje blev bygget i det 18. århundrede, men med bilen kom der for alvor gang i vejbyggeriet. Verdens første motorvej blev bygget i det sydvestlige Berlin i 1921. I løbet af 1930´erne og siden fra især 1960 til 1980 blev motorvejsnettet udvidet kraftigt. Det tyske motorvejsnet er i dag 12.174 kilometer. Tæt trafik med køer af timers længde på de store rejsedage forekommer, især i området omkring Ruhr-distriktet.

Skibs- og lufttrafik

En meget stor del af den tyske udenrigshandel foregår med skib, hvorfor Tyskland har nogle af verdens største havne i Hamborg, Wilhemshaven og Bremerhaven ud til Nordsøen, men en stor del af varerne udskibes også fra Rotterdam i Holland. Tyskland har et veludbygget net af kanaler, der forbinder de store tyske floder med hinanden. Det er muligt at sejle fra Hamborg til Donau i syd. De vigtigste sejlbare floder er Main, Weser, Elben og Rhinen. De vigtigste kanaler er Kielerkanalen eller Nord-Østersø-kanalen (påbegyndt af den danske kong Christian 7. som Ejderkanalen), der kan benyttes af meget store skibe, og Main-Donau-kanalen, der kobler det sydøstlige Tyskland sammen med resten af landet. Havnen i Duisburg i Ruhr-distriktet er Europas største indlandshavn.

Tyskland har mange større lufthavne, hvoraf Frankfurt am Main er den største og vigtigste. Den er med 52,2 millioner passagerer den tredjestørste på europæisk plan og den største målt i fragt. München er næststørst i Tyskland med 26 millioner passagerer. Til sammenligning har Kastrup lufthavn cirka 21 millioner.. I alt er er der 430 større og mindre lufthavne i Tyskland. Det store luftfartsselskab Lufthansa er også tyskejet.

Kultur

Den tyske kultur har helt indtil 1800-tallet, i modsætning til mange andre nationale kulturer, udelukkende kunnet definere sig selv gennem det fælles sprog, fordi man ikke havde en nationalstat. Derfor følte f. eks. Mozart sig som tysker og ikke østriger, og derfor regner man den jødiske Franz Kafka fra det tyske mindretal i Prag til tysk litteratur, fordi han skrev på tysk. I slutningen af 1700-tallet kunne Goethe spørge sig selv: "Hvad er Tyskland?", og svare at det var der hvor den tyske tunge lød, og der hvor tyske sæder og skikke blev dyrket. Tyskland har en glorværdig kultur- og videnskabshistorie, der indbefatter mange af de største kunstnere og videnskabsfolk i verden. Under Nazi-Tyskland flygtede mange af de største tyske ånder fra landet, og denne kulturelle og videnskabelige åreladning har været mærkbar op til vor tid.

Litteratur

Den første tyske litteratur stammer fra middelalderen, hvorfra den berømte mytiske Nibelungenlied kendes, men det er først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede at tysk litteratur gør sig bemærket på verdensscenen, bl.a. Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, der især prægede klassikken; Friedrich Hölderlin fra romantikken; Heinrich Heine som repræsentant for den politisk nationalliberale Vormärz-litteratur. Brødrene Grimm samlede tyske folkeeventyr og grundlagde den tyske sprogforskning. I det 20. århundrede vandt flere tyskere Nobelprisen i litteratur: Theodor Mommsen (1902), Paul Heyse (1910), Gerhart Hauptmann (1912), Thomas Mann (1929), Hermann Hesse (1946), Heinrich Böll (1972) og Günter Grass (1999). Andre betydningsfulde forfattere fra det 20. århundrede er Christa Wolf, Gottfried Benn, Bertolt Brecht og Arno Schmidt.

Den tyske regering søger gennem Goethe-instituttet, der har filialer over hele verden, at gøre tysk kultur og litteratur mere kendt og bremse det tyske sprogs tilbagegang som verdenssprog. Bogmessen i Frankfurt er en af verdens vigtigste litterære begivenheder.

Filosofi

Tyske tænkere har været blandt de ledende bidragydere til filosofi og videnskabsteori. Gottfried Wilhelm Leibniz, Immanuel Kant, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx, Arthur Schopenhauer, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger er nogle af mest berømte, men især i fortsættelsen af den kritiske marxistiske idé har Theodor Adorno, Max Horkheimer og siden Jürgen Habermas gjort sig bemærket. Max Weber anses for at være grundlægger af sociologien som videnskab, og indenfor nyere sociologi har Ulrich Beck med sine kosmopolitiske ideer og Niklas Luhmann været indflydelsesrige.

Musik

Tyskland har været hjemsted for en lang række klassiske komponister. De tre største er Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven og Wolfgang Amadeus Mozart, som østrigerne dog også påberåber sig retten til. Georg Friedrich Händel, Robert Schumann, Richard Wagner, Johannes Brahms og Richard Strauss kan også nævnes, men listen er lang.

I dag er Tyskland verdens fjerdestørste marked for musik og har til en vis grad haft indflydelse på forskellige musikgenrer. Nina Hagen har eksempelvis været en vigtig del af punk-bevægelsen, popdronningen Nena blev berømt især med sin 99-Luftballons, mens Kraftwerk og Einstürzende Neubauten i 70´erne og 80´erne var banebrydende indenfor elektronisk musik. I udlandet er det i dag hovedsagelig Rammstein og Tokio Hotel der gør sig bemærket, hvor de har skabt et stort publikum selv om de synger på deres tyske modersmål. Indenfor det tyske marked er bl.a. Udo Lindenberg, Herbert Grönemeyer, Dieter Bohlen, Die Ärzte, Die Prinzen, Wir sind Helden og den aktuelle Xavier Naidoo populære.

Film

De allertidligste tyske film stammer fra Weimarrepublikkens dage, hvor bl.a. Fritz Lang blev verdensberømt. Under Nazi-Tyskland blev Leni Riefenstahl banebrydende med sine propagandafilm, der glorificerede nazismen, men beundres for deres nyskabende filmiske æstetik. Efter 2. verdenskrig gik der nogle år, før filmproduktionen for alvor kom i gang. En af de første efterkrigsfilm, der behandlede krigstiden, var Bernhard Wickis Broen fra 1959. I 60'erne brød instruktører som Volker Schlöndorff og Rainer Werner Fassbinder igennem. Nye navne i 70'erne var Werner Herzog og Wim Wenders. Fra 80'erne kendes navne som Wolfgang Petersen og Margarethe von Trotta. Genforeningens nærmest lammende virkning på tysk kulturliv ramte også filmen i et årti, men i begyndelsen af det nye århundrede er den blomstret op med eksempler som Florian Henckel von Donnersmarcks De andres liv, Oliver Hirschbiegels Der Untergang, Marc Rothemunds Sophie Scholls sidste dage, Detlev Bucks Knallhart og Wolfgang Beckers Goodbye Lenin.

Sport

I 2006 var der 27 millioner aktive sportsudøvere i Tyskland. Sport er en vigtig del af fritidslivet, og landet har en stolt sportshistorie med et væld af titler og medaljer. Landet ligger nr. 3 på medaljelisten for OL. Blandt de mest populære sportsgrene er fodbold klart nummer ét med 6 millioner aktive fodboldspillere og 170.000 klubber. Tyskland har vundet fodboldmesterskaber i 1954, 1974 og 1990 og blev nummer tre ved VM i fodbold 2006, som afholdtes i Tyskland. Andre populære sportsgrene er håndbold, hockey, (bord)tennis og basketball. Inden for vintersport er Tyskland som regel også godt repræsenteret.

Køkken

Det tyske køkken varierer meget fra region til region og er tit mere beslægtet med regionernes nabolande end med øvrige dele af Tyskland. Således er spaghetti-lignende retter populære i det sydlige Tyskland, mens kartofler og kålretter mere hører Nordtyskland til. Typisk for det tyske køkken er dog de mange typer pølser, og generelt kan man kategorisere et typisk tysk måltid som tungt, syrlig og salt. Af tyske specialiteter kan nævnes surkål, Spätzle (spaghettilignende nudler fra Württemberg) og Knödel (store mel- eller brødboller). Der er mange forskellige traditionelle kødretter, især af svin. Med de mange udlændinge er italienske, græske, indiske og tyrkiske restauranter blevet en allestedsnærværende del af udbuddet.

Tyskland har en meget gammel tradition for ølbrygning, og nogle bryggerier kan føre deres historie fem hundrede år tilbage. I de senere år er interessen for tysk øl steget i udlandet, og nogle af de største mærker kan fås mange steder i Danmark. Der dyrkes også vin i Tyskland, hovedsageligt i Rhindalen, men også i Württemberg og i Sydøsttyskland omkring Dresden. Rødvinen kan ikke altid måle sig med andre landes, men den tyske hvidvin er værdsat. Af tyske rødvinssorter kan nævnes Spätburgunder og Dornfelder. De mere populære hvidvinssorter omfatter bl. a. Riesling og Müller-Thorgau.

Eksterne henvisninger

• Deutschland.de
• GermanPlaces
• Statistikportal.de
• Tysklands Forbundsregering
• Forbundspræsidenten
• Forbundsdagen
• deutschland-panorama.de
• Tysk.dk
• DK-Forum.de (dansk-tysk debatforum)

51°N 9°Ø