N.F.S. Grundtvig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 23. maj 2015, 23:35 af KnudW (diskussion | bidrag) KnudW (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Knud Winckelmann, fjerner ændringer fra 217.198.213.18 (diskussion | bidrag))
N.F.S. Grundtvig
Dansk litteratur
Romantikken
N.F.S. Grundtvig
(Portrætmaleri af C.A. Jensen)
Personlig information
Født 8. september 1783
Udby ved Vordingborg
Død 2. september 1872 (88 år)
København
Nationalitet Dansk
Ægtefælle Elisabeth Christina Margrethe Blicher (Lise Blicher)
Ane Marie Elise Toft (Marie Toft)
Asta Tugendreich Adelheid komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs.
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Københavns Universitet
Genre Salmer

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (8. september 1783 i Udby ved Vordingborg – 2. september 1872 i København) var en dansk forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter), filosof, historiker, præst ved Vartov i København, titulærbiskop, filolog, skolemand og politiker. Han lægger navn til Grundtvigianismen og var initiativtager til folkehøjskolen. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Den Danske Salmebog og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv.

Barndom og ungdom

N.F.S. Grundtvig blev født i 1783 som yngste søn af Johan Grundtvig og Catherine Marie Grundtvig (født Bang). Johan var sognepræst i Udby. Nikolai havde tre brødre, Otto, Jacob og Niels og en søster, Ulrikke. Jacob og Niels døde på tragisk vis unge, som præster på fortet Christiansborg i den danske koloni på den afrikanske Guinea-kyst. Otto Grundtvig overlevede og blev præst og senere provst i Gladsaxe.

Da han var 9 år gammel blev han sendt til Thyregod ved Vejle for at blive forberedt på latinskolen. Her blev han i 6 år og da han var ca. 15 år blev han optaget på latinskolen i Aarhus (nu Aarhus Katedralskole). Hans studietid i byen var dog ikke noget at skrive hjem om. Men han kom derfra med en god eksamen. Han begyndte at studere teologi i København.

Grundtvigs eget liv var mindre regelret. Det var dramatisk og fuld af omskiftelser. Personligt gennemløb han en udvikling i mange forskellige trin, før han blev den institution i dansk åndsliv, vi kender i dag. Han blev gift tre gange. Først med Elisabeth Christina Margrethe Blicher (Lise Blicher), derefter Ane Marie Elise Toft (Marie Toft) og til sidst Asta Tugendreich Adelheid komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs.

Den person, man møder i hans ungdomsdagbøger, er en kølig, selvbetragtende og socialt kejtet ung mand, der snusfornuftigt og ofte spydigt kommenterer sin egen gøren og laden. Han har store ambitioner, men er tilsyneladende uden egentlige evner for den forfatterkarriere, han drømmer om. Han skriver meget, men intet af det trykkes i hans levetid. Dette utrykte forfatterskab er mest udtømmende behandlet i Flemming Lundgreen-Nielsens disputats (se nedenfor).

Han læser meget tilsyneladende uden selv helt at være klar over det, spiller en del hasard og tager en mere end hæderlig teologisk embedseksamen uden at udvise nogen videre interesse for faget

Det tidligste forfatterskab

Denne situation forandres radikalt, da han efter endt eksamen bliver huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Han forelsker sig voldsomt i den noget ældre Constance de Steensen Leth. Vi ved ikke meget om forelskelsens forløb, da hele dette afsnit af dagbogen mangler – formentlig destrueret af Grundtvig selv. Forelskelsen vækker et passioneret følelsesliv i Grundtvig, som nok går igennem en række forandringer i de efterfølgende mange år, men aldrig siden forlader ham. Han finder afløb for sine lidenskaber i et intenst arbejde med samtidig tysk filosofi, især Herder, Fichte og Schelling og med den nordiske mytologi. Det fører til hans første offentliggjorte arbejde "Lidet om Sangene i Edda" (1806), der er en polemik imod den lidt ældre Jens Møllers behandling af Skirnirskvadet. Derpå følger en række af artikler med mytologisk indhold, hvoraf den vigtigste givet er "Om Asalæren" (1807). Grundtvigs debut i bogform er dog ikke et mytestudie, omend mytologien spiller en afgørende rolle i den, men en rasende pamflet i anledning af, at der i København bliver afholdt maskeballer trods nederlaget til englænderne i 1807. Den unge Grundtvig ser dette som tegn på den mangel på alvor, der præger danskerne, og i debutskriftet Maskeradeballet i Dannemark (1808) forudsiger han landet snarlige undergang. Som det positive modbillede til danskernes manglende alvor optræder to grupper af nationale alvorsmænd af henholdsvis hedensk og kristen oprindelse. Nogen egentlig distinktion imellem de to grupper foretager Grundtvig ikke.

Samme år som Maskeradeballet i Danmark udsender Grundtvig sit første større, selvstændige værk, Nordens Mytologi eller Udblik over Eddalæren for dannede Mænd, der ei selv ere Mytologer, en farverig og beslutsom præsentation og fortolkning af den nordiske mytologi. Med udgangspunkt i en af Schelling inspireret idealisme fortolker Grundtvig mytologien med Völuspá (Vølvens spådom) som mønsterdannende overtekst. Oplysningerne fra den nordiske mytologis øvrige kilder indpasses i dette mønster, i det omfang det er muligt og afvises ellers som inautentiske eller forvrængede. Det grundlæggende greb i Grundtvigs behandling af mytologien er påstanden om eksistensen af en højere gud over aserne, navngivet Alfader (et navn som i mytologiens kilder er et af Odins tilnavne. Aserne forstås som syndere imod denne højere gud, idet de har villet været selvstændige i forhold til ham. Alfader styrer i det skjulte gennem nornerne den nordiske verden frem imod Ragnarok, hvor aserne og deres modstandere jætterne skal udslette hinanden, hvorefter alt, hvad der stod Alfader imod er fjernet, og hans egen nye, rene verden kan bryde frem. Grundtvigs forsøg på at få indføjet kristendommen i sin fortolkning ender i selvmodsigelse og heterodoksi, men selve fortolkningen af mytologien er tydeligt præget af Grundtvigs kristne baggrund. Bogen vækker en del opmærksomhed og blev oversat til såvel tysk som svensk.

Fremstillingen af den nordiske mytologi skulle for Grundtvig selv blot være baggrunden for en stor digtning i mange bind, der gengav hele det nordiske heltelivs historie. Året efter Nordens Mytologi udgav han Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (1809), der gengav religionsskiftet og hedenskabets sidste dage som læsedrama i blankvers og med tydelig inspiration fra Shakespeare. Værkets centrale skikkelse er jomsvikingernes høvding Palnatoke, der som den sidste søger at genrejse troen på de hedenske guder i Danmark. Palnatoke er en klassisk shakespearehelt: En stærk skikkelse i en udsat position, der udløser hans tragedie. Han modstilles den feje, grusomme og nærmest sindsforvirrede konge Harald Blatan (Harald Blåtand), som han menneskeligt er langt overlegen. Men skønt han vinder kampen mod kongen, taber han kampen mod kristendommen og må gå i sin grav med bevidstheden om sit livsprojekts nederlag og sin tros undergang. Værket spejler den splittelse mellem hedenskab og kristendom, der er i Nordens Mytologi. Værkets historiske sympati er med kristendommen, men dets empati følger hedningene, og det er deres tragedie ikke kristendommens triumf, der står i centrum.

Sammenbruddet og den kristelige opvækkelse

Efter Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord gav Grundtvig sig i kast med næste bind, og det lykkedes ham i det væsentlige at færdiggøre Optrin af Norners og Asers Kamp i løbet af 1810. Inden bogen nåede at blive udgivet, var der sket et dramatisk omslag i Grundtvigs eget liv, der kom til at gribe afgørende ind i værket. Den gamle Johan Grundtvig var blevet for svag til at passe sit embede, og da han ikke havde mulighed for at lade sig pensionere med løn, måtte han skaffe sig en kapellan. Sønnen var det indlysende valg. Grundtvig vægrede sig mod at acceptere opgaven, der kom svært i vejen for hans forfatterambitioner og ville fjerne ham fra det københavnske kulturliv. Trods sin modstand afholdt han i Regenskirken den dimisprædiken, der var en forudsætning for hans præsteansættelse. Han fik topkarakter for den, men da han lod den trykke under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Hus (1810), indbragte dens hidsige angreb på præstestanden ham en klage fra en række præster og en skarp irettesættelse fra universitetets ledelse. Men dimisprædikenen betød ikke, at Grundtvig umiddelbart havde tænkt sig at vende hjem, og en længere konfrontation fulgte mellem ham og især hans moder. Samtidig gik hans selvbillede og forestilling om sit eget kald i sygelig retning, og det samlede pres udløste Grundtvigs første sindssygeanfald i december 1810. Hen under jul blev han af sine venner Poul Dons og F.C. Sibbern transporteret hjem til Udby. Undervejs overnattede de i Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig om natten fik et voldsomt anfald, hvor han troede, han kæmpede med djævelen i skikkelse af en slange. I Udby Præstegård kom han sig i løbet af nogle måneder. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme De hellige tre Konger, der under titlen Dejlig er den himmel blå er en af de mest sungne danske julesalmer. Den blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811.

Grundtvig opfattede selv krisen som en guddommelig irettesættelse af sit hovmod og så på den baggrund krisen som en opvækkelse til kristendom. Som et mærkeligt udtryk for krisen står de to digtsamlinger, Grundtvig udsendte mellem jul og nytår 1810/1811: Idunna og Nytaarsnat. Den første markerer hans afsked med mytologien og den anden hans nyfundne kristendom uden at nogen af positionerne dog er tegnet med klarhed. Efterfølgende opgav han sine ambitioner om at blive skønlitterær forfatter og accepterede stillingen som kapellan for sin fader. Samtidig opgav han store dele af sin romantisk inspirerede tankeverden herunder – indtil videre – sin intense interesse for den nordiske mytologi. I stedet satte han en bibeltro kristendom med stærk inspiration af Martin Luther.

Apologi, domforkyndelse og fejder

N.F.S. Grundtivgs håndskrift

Det første resultat af Grundtvigs nyfundne tro var en radikal omredigering af Optrin af Norners og Asers Kamp. Værket er i sin oprindelige form en gendigtning af sagnkredsen omkring Sigurd Fafnersbane, men da det blev udsendt i 1811, var det med en række kristelige tildigtninger fra Grundtvigs hånd: forskellige kristne forkyndere sættes ind på scenen for at forkynde dom, bod og omvendelse for de vilde hedninge. De to tekstlag i værket står uformidlede over for hinanden, og Grundtvig har stort set ikke ændret sin oprindelige plan med værket. Det ene – oprindelige – tekstlag er derfor indlejret i de foregående års asalære, mens det andet – tildigtede – er skrevet ud fra Grundtvigs nye, gammellutherske standpunkt.

Grundtvig som salmedigter

To slags tekster har haft enestående betydning: Hans skoleskrifter og hans salmedigtning. Hans salmedigtning var længe under vejs. Hans første salme af betydning, barnesalmen "De hellige tre Konger", blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811. "De hellige tre konger" ændrede han senere til "Dejlig er den himmel blå". I fortalen til salmen lovede han mere salmedigtning, men indfrielsen af løftet lod vente på sig; i mange år kom hans salmedigtning kun drypvis. Det var først da hans velhavende ven Gunni Busck midt i 1830'erne stillede midler til rådighed for ham, at hans salmedigtning for alvor tog fart. Nu overtog den hovedrollen i hans poetiske forfatterskab. Langt hovedparten af de tekster, der optager de fem bind i Grundtvigs Sang-Værk, er skrevet efter midten af 1830'erne. Han skrev i alt omkring 1500 salmer som "Nu falmer skoven trindt om land", "Et barn er født i Bethlehem", "Det kimer nu til julefest", "I al sin glans nu stråler solen" og "Vær velkommen Herrens år".

Kingo skrev betagende salmer til påsken, Brorson til julen, mens Grundtvig skrev til hele kirkeåret – og især pinsesalmer.

Grundtvig og det nationale

Det nationale lå Grundtvig på sinde. Han arbejdede intenst med den danske folkevisetradition, en interesse hans søn Svend Grundtvig overtog fra ham. Det lykkedes ham også at få nordisk mytologi gjort til folkeeje i Danmark gennem et omfattende arbejde, som han havde interesseret sig for siden begyndelsen af forfatterskabet.

Grundtvig og Højskolen

Grundtvigstatuen i Vartov
af Niels Skovgaard

Grundtvigs arbejde for folkeoplysningen blev indledt i 1816 med udgivelsen af tidsskriftet Danne-Virke, og hans arbejde inspirerede til oprettelsen af folkehøjskoler, hvoraf den første blev grundlagt i Rødding i 1844.

Politikeren Grundtvig

Grundtvig var flere gange valgt til Rigsdagen. Først blev han i efteråret 1848 med en måneds forsinkelse deltager i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, efter at det var lykkedes hans tilhængere at få væveren Hans Hansen i Præstøkredsen til at opgive sit mandat og overlade det til Grundtvig. Ved det første valg til Folketinget i december 1849 blev Grundtvig valgt i samme kreds.

I 1853 skiftede han til Sorøkredsen, men vendte tilbage til Præstøkredsen ved valget i 1854. I 1855 blev han valgt i Kertemindekredsen, som han repræsenterede indtil 1858. Først otte år senere vendte Grundtvig tilbage på tinge, denne gang medlem af Landstinget, valgt i Horsens (10. kreds) ved det første valg i 1866 i anledning af grundlovsændringen. Grundtvig var modstander af "den gennemsete Grundlov", da han frygtede, den ville splitte befolkningen politisk (hvilket udviklingen senere skulle give ham ret i). Den 12. juli 1866 holdt han en tale i Landstinget imod den nye grundlov, men blev mødt med hån fra De Nationalliberale.

Bibliografi

Grundtvigudgaver

Grundtvigs kolossale forfatterskab er overraskende dårligt udgivet. Holger Begtrups samlede udgave er den bedste, men hundrede år gammel, og ingen senere udgave har tilnærmelsesvis samme omfang. Svend Grundtvigs udgave af faderens Poetiske Skrifter er ikke pålidelig, og det fortløbende projekt med at udgive Grundtvigs prædikener er langt fra afsluttet. Kun Grundtvigs salmedigtning er nogenlunde tilfredsstillende udgivet, omend kommentarapparatet er mangelfuldt. De vigtigste udgaver er:

  • Grundtvigs Sang-Værk 1-6. Udgivet af Magnus Stevns (m.fl.). København: Det danske Forlag. 1948-1964.
  • Poetiske Skrifter 1-9. Udgivet af Svend Grundtvig (m.fl.). København: Karl Schönberg og Hyldendal. 1880-1930.
  • Udvalgte Skrifter 1-10. Udgivet af Holger Begtrup. København: Gyldendal. 1904-1909.
  • Værker i Udvalg 1-10. Udgivet af Hal Koch og Georg Christensen. København: Gyldendal. 1940-1946.

Bibliografisk fremstilling

  • Steen Johansen: Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs Skrifter 1-4. København: Gyldendal. 1948-1954. Steen Johansens bibliografi er uundværlig i studiet af Grundtvig. Uden Johansens omhyggelige registrering af realia af bibliografisk relevans ville studiet af Grundtvigs forfatterskab tage sig anderledes og langt ringere ud.

Bøger om Grundtvig

De vigtigste bøger om Grundtvig er den serie af disputatser, som siden oprettelsen af Grundtvig-selskabet løbende har set dagens lys. Lige så betydningsfuld er den årbog, som Grundtvig-Selskabet har udgivet siden 1948. Disputatsrækken omfatter:

  • Henning Høirup: Grundtvigs Syn på Tro og Erkendelse. København: Gyldendal. 1949.
  • Helge Toldberg: Grundtvigs symbolverden. København: Gyldendal. 1950.
  • William Michelsen: Tilblivelsen af Grundtvigs Historiesyn. København: Gyldendal. 1954.
  • Kaj Thaning: Menneske først – Grundtvigs opgør med sig selv. København: Gyldendal. 1963.
  • Knud Eyvin Bugge: Skolen for livet. København: GAD. 1965.
  • Ebbe Kløvedal Reich: Frederik – En folkebog om N.F.S. Grundtvig's tid og liv. København: Gyldendal. 1972.
  • Flemming Lundgreen-Nielsen: Det handlende ord. Købehavn: GAD. 1980.
  • Helge Grell: Skaberånd og folkeånd. København: Grundtvig-Selskabet. 1980. Og Skaberordet og billedordet. Aarhus: Anis. 1987.
  • Bent Christensen: Omkring Grundtvigs Vidskab. København: GAD. 1998.
  • Ole Vind: Grundtvigs historiefilosofi. København: Gyldendal. 1999.
  • Finn Abrahamowitz Grundtvig – Danmark til lykke. København: Informations forlag. 2000.
  • Bjarne Nielsen Brovst: Den unge Grundtvig og en Familietragedie. Herning: Poul Kristensens Forlag. 2004.
  • Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig. København: Gyldendal. 2005
  • Synnøve Sakura Heggem: Kjærlighetens makt, maskerade og mosaikk. En lesning av N.F.S.Grundtvigs "Sang-Værk til den Danske Kirke".Oslo 2005
  • Birthe Bavnbæk: N.F.S. Grundtvig. - Inspiratorerne, forsoningslæren, det sakramentale kristendomssyn samt folke- og menneskeliv. København. Bbart Forlag 2012. ISBN 978-87-994045-3-7

Gengivelser af Grundtvig

Grundtvig er ikke overraskende en af de mest portrætterede personer, både i sin levetid og posthumt. Det følgende er en kronologisk liste over portrætter, statuer mm. af Grundtvig.

Se også

Grundtvigs Kirke

Eksterne henvisninger/kilder

Søsterprojekter med yderligere information:


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=N.F.S._Grundtvig&oldid=8144083"