Evakueringen af Tham Luang-grotten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Ambox currentevent.svgDenne artikel beskriver en aktuel begivenhed
Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.
Preferences-system.svgDer arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Per Meistrup (diskussion) 16. jul 2018, 14:51 (CEST)
Redningsfolk og -udstyr ved Tham Luang-grottens indgang.

Evakueringen af Tham Luang-grotten var en begivenhed i 2018, hvor tolv thailandske fodboldspillere i alderen 11-16 år, samt deres træner, blev reddet ud af Tham Luang-grotten i Chiang Rai-provinsen i det nordlige Thailand, efter at de var blevet spærret inde på grund af tidlig kraftig monsunregn, der oversvømmede grotten, beliggende nær grænsen til Myanmar (Burma), ca. 1000 km nord for hovedstaden Bangkok.[1][2]

Tham Luang-grotten[redigér | redigér wikikode]

Doi Nang Non, et bjerg i Chiang Rai-provinsen, der siges at ligne en liggende kvinde.

Tham Luang Nang Non er med sit mindst 10 kilometer lange kompleks af delvis uudforskede gange, Thailands længste hule. Den ligger i bjerget Doi Nang Non på grænsen til Myanmar. Nang Non (ungpige Non) er navnet på en mytisk prinsesse, som både hule og bjerg er opkaldt efter. Ifølge en gammel legende forelskede prinsessen sig i en staldknægt og blev gravid. Vel vidende at deres kærlighed var forbudt, flygtede de og gemte sig i hulen for at hvile. Da stalddrengen gik ud for at finde noget mad, blev han fanget af prinsessens fars soldater og dræbt. Fortvivlet stak prinsessen sig selv og blødte ihjel i hulen. Legenden siger, at hendes blod blev til vandet, der strømmer gennem hulen, mens hendes krop er de omkringliggende bjerge, der synes at ligne en liggende kvinde. De lokale tror, at prinsessens ånd vogter hulen, der betragtes som en helligdom. Besøgende tænder ved grottens indgang levende lys og sætter røgelsespinde foran figuren Jao Mae Nang Non (Liggende gudinde ungpige Non).[3]

I de nordlige regioner er der sammenhæng mellem farer og huler, og en formodning om, at de kvindelige huleånder, Jao Mae, er at betragte som bro mellem de levende og dødsriget, og derved også kan hjælpe mennesker, der beder til dem. I fortællingen om Tham Luang Nang Non, er hun faktisk blevet en del af den anden verden, da hun har dræbt sig selv, og er samtidig blevet både attraktiv og skræmmende. Til mange huler hører historier om Buddhas rejser i regionen, og hvordan han pacificerede frygtelige giganter (kæmper) eller spøgelser, hvilket er grunden til, at asketiske religiøse praktikanter, som munke og eremitter (eneboer), undertiden opholder sig i huler for at meditere. Man finder helligdomme (altre) bygget ind i huler over hele nationen, hvor folk forsøger at formilde ånderne (spøgelser), eller hulernes guder, der allerede har "tæmmet" ånderne.[3]

Forhistorien[redigér | redigér wikikode]

Nopparat Khanthavong, den 37-årige hovedtræner for fodboldholdet Mu Pa, på engelsk Wild Boars (Vildsvinene), havde en aftale om morgenen den 23. juni, 2018, og bad derfor sin 25-årige assistent, Ekapol Chanthawong, kaldt Ek, om at tage holdet med drenge under 16 år til en fodboldbane ved Doi Nang Non-bjerget, et kuperet område med mange vandfald og huler, på grænsen til Myanmar (Burma). Ek var træner for de yngste drenge, og han skulle køre bagerst på cykelturen derud, så han kunne holde øje med drengene. Som de fleste andre unge thailandske mænd, havde Ek tilbragt en tid som buddhistisk munk tre år før han blev assistenttræner i Wild Boars. Han mistede sine forældre i 10-års alderen og var uddannet som munk. Han forlod klosteret for at passe sin aldrende bedstemor i byen Mae Sai, hvor han tillige brugte tid med at hjælpe i templet og træne det nyetablerede Wild Boars-fodboldhold. Mens Ek var munk, havde han tilbragt tid i huler for at meditere. Han var vellidt af alle og en god inspiration, levede sundt, hverken røg eller drak, og lærte drengene at tage vare på sig selv. Han havde tidligere taget dem med i Tham Luang Nang Non-grotten, der var tør nok at vandre i uden for regntiden, der først begyndte i juli måned. Ved indgangen til hulen stod et advarselsskilt om, at juli til november er sæson for oversvømmelser.[4][5]

Efter træningen den lørdag, ville drengene gerne besøge Nang Non-hulen på hjemturen, bare et kort besøg på en times tid. Ek fulgte efter. Mens de var inde i grotten begyndte et kraftigt regnvejr, hvilket resulterede i en stærk strøm af vand gennem hulegangene. Ek fortalte drengene at de skulle dæmme op for vandet med en stenvæg, men dæmningen fungerede ikke, vandet kom alt for hurtigt og kraftigt. De måtte søge dybere ind i hulegangene. Drengene begyndte at gå i panik, men Ek beroligede dem og forsøgte at finde en anden vej ud af hulen.[6]

Nopparat vidste at Ek ville tage sig godt af drengene, han ville endda følge dem til og fra hjemmet, hvis deres forældre ikke havde mulighed for det, han betragtede dem som sin egen familie. Nopparat var sikker på, at det ville være en lærerig oplevelse for Ek at styre drengene alene, mens han selv var sammen med de ældre Wild Boars til en kamp. Da han tjekkede sin telefon ved 19-tiden, var der mindst 20 opkald fra bekymrede forældre, ingen af hvis sønner var kommet hjem. Han ringede straks til både Ek og et antal af drengene, men fik kun forbindelse med Songpol Kanthawong, et 13-årigt medlem af holdet, hvis mor havde hentet ham efter fodboldtræningen. Songpol fortalte, at holdet ville tage i Tham Luang-hulerne. Nopparit kørte derop, men fandt kun parkerede cykler og efterladte fodboldsko ved indgangen. Han råbte »Ek! Ek! Ek!« Han følte kroppen blive helt kold. Det blev starten på en række af begivenheder, der de følgende dage fangede hele verdens opmærksomhed.[4]

Eftersøgningen[redigér | redigér wikikode]

De lokale vidste ikke om hele det mindst 10 kilometer lange Tham Luang Nang Non hulekompleks blev oversvømmet i regntiden, men de vidste, at flodvandet stod højt i området omkring klipperne, når der havde været kraftig nedbør i nogle dage.[7] Selv om monsunen normalt først kommer i begyndelsen af juli måned), medførte et kraftigt regnvejr den 23. juni, at hulegangene hurtigt blev fyldt med mudret vand. Efter seniortræner, Nopparat Khanthavong, fandt de 12 Wild Boars drenge under 16 fodboldspillerne og assistent trænerens cykler parkeret ved hulens indgang i 1. kammer, begyndte en større eftersøgning, mens den kraftige regn fortsatte. Et stykke inde i hulegangen fandt man fod- og håndaftryk, som man mente stammede fra drengene, hvorfor man formodede at de angiveligt var blevet fanget af vandmasserne længere inde i det krogede gangsystem og afskåret fra indgangsområdet.[8]

Lokale og Navy SEALs søger i hulen[redigér | redigér wikikode]

Kort over Tham Luang hulen og markeringer ifm. eftersøgning og redningsaktion.

Mens drengenes pårørende samledes udenfor hulen, fik de lokale nationalpark betjente og politiet hurtigt hjælp fra medlemmer af Elite Royal Thai Navy Underwater Demolition Team (UDT), bedre kendt under kælenavnet SEALs (sælerne), der mødte op med dykkerudstyr og trykflasker. Mens de pårørende bad og ofrede ved intermistisk opsatte altre, fortsatte SEAL-dykkerne længere ind i grotten, hvor vandet stadig steg højere. Man havde en formodning om, at drengene ville søge tilflugt i "Pattaya Beach", et højtliggende område med en luftlomme, omkring tre kilometer inde i gangsystemet. Da dykkerne nåede frem til stedet, hvor hulegangen deles i to lange tværgående arme, det såkaldte T-kryds (T junction), fandt man nogle af drengenes tasker. Samtidig steg vandet meget og var så mudret, med ringe sigtbarhed – det blev sammenlignet med at dykke i caffe latte[9] – at man måtte opgive at komme videre før det blev muligt at pumpe vand ud af grotten. Redderne blev trængt tilbage til indgangen (1. kammer) den 26. juni. Chiang Rais guvernør, Passakorn Bunyalak, ledte redningsaktionen og sagde på et pressemøde, at man var sikker på at drengene stadig var i sikkerhed inde i hulen, der var intet, der tydede på andet. Men at komme længere ind krævede masser af ilt og specielle dykkeregenskaber, hvilket også kunne vanskeliggøre en evakuering, når drengene blev fundet. Først gjaldt det om at bringe mad ind til dem, og de skulle måske lære det mest basale om scuba-dykning, for at komme ud.[10][8]

Eftersøgningen bliver international[redigér | redigér wikikode]

En stalaktit med en vanddråbe, foto er fra Soreq-grotten i Israel.

Mellem tre og fire kilometer inde i hulegangene havde assistent træner Ek fundet en flere meter høj, skrånende tør sandbanke i en større grotte, hvor drengene kunne søge tilflugt fra de stigende vandmasser. Han fortalte drengene, at de skulle forholde sig i ro, så de sparede energi. Hvis de var tørstige, sagte Ek, at de kunne tænde en lygte og finde en drypstens stalaktit, og drikke det vand, der dryppede ned. Der var køligt i hulen og drengene var sultne. Egentligt skulle de have fejret en fødselsdag med snacks, men de havde ingen mad med ind, hvor de var nu. Nogle af dem kunne ikke sove på grund af sult, så dem krammede Ek, indtil de fandt ro og faldt i søvn. Ek mediterede også med dem, så de kunne finde ro. I mørket mistede de fornemmelsen af, om det var dag eller nat.[6]

Da Vern Unsworth, en brite der bor i Chiang Rai, blev klar over, hvor svær eftersøgningen var, afleverede han en håndskreven besked med teksten: "Tiden løber ud! 1. Rob Harper 2. Rick Stanton 3. John Volamthen. De er verdens bedste hule-dykkere. Venligst kontakt dem gennem UKs ambassade, hurtigst muligt" (oversat fra engelsk "Time is running out! 1. Rob Harper 2. Rick Stanton 3. John Volamthen. They're the world's best cave divers. Please contact them through the UK Embassy ASAP"). Unswort havde selv udforsket Tham Luang Nang Non-grotten og var bekendt med mange af gangene, og han kunne se en forestående katastrofe, da han kontaktede sine venner i England fra Derbyshire Cave Rescue Organisation (DCRO).[11]

Flere end 30 amerikanske soldater fra Pacific Command ankom den 27. juni, blandt andre overlevelseseksperter, samtidig med de tre britiske huleeksperter, som Vern Unsworth has skaffet kontakt til.[8] I alt deltog flere end tusinde mennesker i aktionen, udover Thailand kom de fra Australien, Danmark (to frivillige dykkere), Japan, Kina, Laos, Myanmar (Burma), Storbritannien og USA.[12]

Aktionens udfordringer[redigér | redigér wikikode]

Vandmasser i hulegangenge og regnvejr var de største udfordringer. Det naturlige dræn fra hulen var ca. fem kubikmeter i minuttet, mens der kunne løbe 25 kubikmeter ragnvand ind på et minut. Blot 10 millimeter nedbør om dagen blev beregnet som 40.000 kubikmeter yderligere vand sivende ned gennem sprækker og huller i hulens gangsystem – svarende til at fylde 16 olympiske svømmebassiner – lidt mere end de tre kraftige højtryks pumper, med en kapacitet på 1,6 millioner liter i timen (1.600 ), kunne klare. Tillige flød grundvand, der pludseligt kunne stige hastigt, ind fra bjergmassivet, hvorfor der blev brugt yderlige to set grundvandspumper, der kunne håndtere henholdsvis 150.000 og 200.000 liter vand i timen (i alt 350 m³). En dæmning ved Huai Nam Dan kunne med success begrænse flodvandindstrømningen med op til 50 procent, svarende til 13.000 kubikmeter. Meget af det udpumpede vand oversvømmede de omkringliggende rismarker på et par tusinde hektar – opgjort som 16.000 rai, svarende til 2240 hektar – hvor den kommende høst kunne blive skadet. Men selv om det efterhånden lykkedes at reducere vandstanden i hulen med omkring 1 centimeter i timen, var kampen mod naturen et sisyfosarbejde, med ny kraftig monsunregn i vente. Derfor søgtes der også efter alternative muligheder.[13][14][15]

En lang række eksperter, herunder geografer, geologer og hydrologer ledte efter andre mulige veje ind i Tham Luang-hulens netværk af gange, der kun var delvis udforsket. United States Air Force assisterede med at skaffe data om bjergmassivet over grotten. Boreudstyr ankom og stod standby, mens lovende skater ned i bjerget blev undersøgt, men de fleste førte ikke langt nok ned. Droner med infrarøde kameraer søgte også efter mulige steder at bore. Specialtrænede hunde, såkaldte "sniffer dogs" hjalp i søgen efter mulige åbninger og sprækker i bjergmassivet, og fra det sydlige Thailand kom fugleredesamlere, der var vandt til at klatre på lodrette klipper. Olieboringseksperter og mineraloger mente, at hvis ikke man stødte på uforudsete forhindringer, kunne der bores omkring 100 meter i døgnet. At bore sig ind i grotten, enten lige over midten af gangsystemet, eller endnu længere inde i hulen end "Pattaya Beach", blev anset som muligheder.[15][16][17]

Farerne ved at dykke i det mudrede vand, med ringe sigtbarhed, var kraftig strøm og skarpe klipper, der kunne spidde dykkerne, så enhver bevægelse fremad, måtte nøje beregnes. Det lykkedes atter at komme frem til T-krydset og installere et guidende reb, så dykkerne kunne finde vej ved at følge rebet, samt stille ekstra luftbeholdere langs ruten. Der blev oprettet en baselejr i 3. kammer. Men selv når drengene blev fundet i live, ville det blive en kompliceret opgave, at få dem ud. Kunne de dykke gennem de oversvømmede tunneller, eller kunne de blive løftet ud gennem en af de skakter, som man forsøgte at finde eller bore ind i hulen, eller måtte de vente til vandstanden i gangene faldt, så de kunne gå ud? Dertil kom spørgsmål om drengenes mentale tilstand, og om hvordan deres helbred var efter adskillige dage i hulen uden mad. Huleredningsopgaver er møjsommelige, de kan tage lang tid, og når man har fundet de indespærrede, som er det første skridt, først da begynder den egentlige redningsopgave.[9]

De 13 indespærrede bliver fundet[redigér | redigér wikikode]

Chiang Rais guvernør, Narongsak Osotthanakorn, giver den glædelige meddelelse om, at foldbolddrenge og deres træner er fundet i live.

Drengene og deres træner blev efter ni dages eftersøgning fundet af de to britiske hulerednings eksperter den 2. juli, omkring fire kilometer inde i hulesystemet. John Volamthen og Rick Stanton var fortsat videre fra "Pattaya Beach", et forventet tørt område, hvor man mente at drengene havde søgt tilflugt. De to huledykkeres udstyr var specialiseret til snævre passager og fyldte mindre end mange af de andre dykkeres. Passagen videre gennem den vandfyldte tunnel var dog mere besværlig end noget de tidligere havde prøvet, trods deres erfaring fra adskillige steder i verden, og flere successfulde huleredninger. Deres metode var, at når de svømmede langs en undervands passage, hvor der var luftrum ved overfladen, dykkede de ud og og råbte – og også lugtede om der var nogen – og det var der pludselig, dykkerne kunne lugte drengene. Der var et tørt område på begge sider af luftlommen, og John og Rick var allerede oppe på den ene side og havde afmonteret noget af deres dykkerudstyr, da drengene dukkede frem på den modsatte side, hvor de havde siddet længere oppe, skjult bag et klippefremspring. På den efterfølgende verdenskendte videooptagelse, som Thai Navy SEALs delte senere samme dag, hører man som det første John spørge: »Hvor mange er i?« Rick havde allerede talt dem – utroligt, de var der alle tretten – og de havde stadig lys, efter næsten ni døgn, og så ud til at være i god stand. John og Rick efterlod noget af deres lys, og på vej tilbage var deres eneste tanke: "Hvordan får vi dem ud..?"[18][19][20]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

  • 23. juni: Parkbetjente søger efter de 12 fodbolddrenge og deres træner.
  • 24. juni: Lokale redningsfolk begynder at dykke i hulen.
  • 25. juni: Royal Thai Navy SEALs kommer til, spænger en væg-sektion bort og dykker i det mudrede vand.
    Mad og snacks bliver kastet ned i skakter fra bjerget over hulen, da lokale mener de muligvis fører derned.
    Trænede dykkere tilslutter sig eftersøgning, sammen med udenlandske hule-eksperter.
  • 26. juni: Pumper bliver installeret for at reducere vandhøjden, der er den største forhindring for dykkerne.
    En dykker-robot og en drone bliver del af udstyret.
    Henved 1.000 soldater mobiliseres til at gennemsøge området.
    Thailands bedste dykker-trænere tilslutter sig eftersøgningen.
    SEALs når frem til T-krydset, men må opgive og vende tilbage til indgangen, på grund af stigende vand.
  • 27. juni: SEALs har mulighed for arbejde hele dagen.
    Vandpumperne begynder at have en virkning, men bliver overbelastede af ny kraftig nedbør.
    Redningsarbejderne søger efter skakter, der kan føre ned til hulegangene.
    Amerikanske dykkere og tre britiske hule-eksperter ankommer til redningsaktionen.
  • 28. juni: Avancerede droner med infrarøde kameraer undersøger området over hulen for mulige steder, der kan bores ned til hulesystemet.
    Boreudstyr ankommer og står stand-by.
    Vandpumperne døjer med at følge med stigende oversvømmelser, da regnen fortsætter.
    Der bores ind i nærheden af hulen, i forsøg på at lede vand ud.
    Redningsholdene får hjælp af special hunde (sniffer dogs).
  • 29. juni: Politiets faldskærmstropper klatrer sammen med udenlandske eksperter ned i en lovende skat, i søgen efter en huleindgang.
    SEALs når atter frem til 3. kammer.
    Vandpumperne fungerer effektivt.
  • 30. juni: En base etableres i 3. kammer.
    SEALs når halvejs frem til T-krydset mens de installerer et reb, samt stiller reserve luftbeholdere for hver 25 meter.
    Fugleredesamlere ankommer for at undersøge de lodrette skakter[16].
  • 1. juli: SEALs når atter frem til T-krydset.
    Der oprettes en base i grottens 3. kammer.
  • 2. juli: Drengene og deres træner bliver fundet af to britiske huledykkere, men længere inde i gangene end "Pattaya Beach".

Kilder: Nation Graphics 30. juni[21], Nation Graphics 2. juli[22] samt AFP, Reuters og Ritzau[23]

Redningsaktionen[redigér | redigér wikikode]

Der søges efter naturlige åbninger, en såkaldt skakt, der kan lede ned til grotten.

Den 5. juli var vandstanden faldet omkring 40% og der var lagt en iltforsynings slange ind.[24][25] Den 8. juli vurderede redningsholdet, at drenge ville være i stand til at dykke ud, efter de i flere dage var blevet undervist i svømning og brug af helmaske under dykning. Forholdene i hulen var meget ugunstige at dykke i, dels mudret vand uden sigtbarhed, steder med stærk strøm, og smalle passager, hvor en dykker ikke kan have luftflaskerne på ryggen, men må skubbe dem foran sig. Vejrudsigten med optræk til kraftig monsunregn fra den 10. juli blev medvirkende til, at dykning måtte blive løsningen.[26][27][28]

Under forberedelserne til en redningsaktion omkom en frivillig tdl. thai navy SEAL-dykker, mens han arbejde med forsyning af trykflasker, til at sikre ilt-forsyning til såvel dykkere, som det indespærrede fodboldhold. Vandmassernes blokkering sammen med de mange mennesker i hulekomplekset reducerede luftens iltindhold fra de normale ca. 21% til omkring 15%.[27][28]

Om morgenen den 8. juli meddelte lederen af redningsaktionen, Chiang Rais guvernør Narongsak Osotthanakorn, til medierne, at en redningsoperation var forestående på grund af truslen om forventede kraftig regn senere på ugen, der kunne medføre oversvømmelse af hulen indtil oktober. Tretten redningsdykere blev sendt ind i hulesystemet for at hente drengene ud, ved at to dykkere eskorterede hver enkelt dreng.[29] Det var forventet at dykkerne skulle bruge 11 timer på turen – seks timer ind imod vandstrømmen, og fem timer ud med strømmen – så drengene kunne begynde at komme ud omkring 11 timer senere. Myndighederne havde dog nævnt, at redningen kunne komme til vare flere dage.[30][31] Redningsarbejdere forklarede, at lave vandniveauer reducerede den tid, de brugte for at nå fra frem til de indespærrede.[32] Kort efter 19:00 fortalte lokale embedsmænd forskellige medier, at to drenge var blevet reddet fra hulen og flyttet til Chiang Rai Hospital.[33][34][35] Kort efter kom endnu to ud, så i alt fire drenge var reddet og allerede tjekket af et lægehold på stedet.[36]

Under redningsaktionen bar drengene fuld ansigtsdykkermaske under dykning, hvor to britiske grotteredningseksperter fulgte hver dreng, en foran med lufttanke og en fæstningsline til drengen, og en bagved. Specialdykkerteamet bestod af 10 britiske dykkere og tre teknikere, samt fem Thai Navy SEAL-dykkere. Der var skift mellem besværlige dyk og smalle passer, til området med lavt vand eller næsten tørlagte, men stadig mudderglatte klipper, og 45° stejle stigninger. Her blev drengene transporteret fastspændt på en båre. Hele strækningen fra fundsted til grottens indgang var mellem tre og fire kilometer. Yderligere 90 dykkere, 50 udenlandske (inklusive to danskere) og 40 thaier udgjorde den menneskekæde, der skulle til for at transportere drengene. Nogle dykkere bar 46 kg udstyr, for at færge kommunikationsudstyr og ekstra lufttanke ind, i alt blev der flyttet omkring 20 tons udrustning. Kun hulespecialisternes dykkerudstyr var småt nok, til at komme gennem den mindste passage (38 cm høj og ca. 1 meter bred) ved såkaldte "Pattaya Beach", hvorfra der var yderlige nogle hundrede meter til den tørre sandbanke drengene og deres træner var strandet på.[18][37]

Den 9. juli klokken 11 (lokal tid) startede anden fase af redningsaktionen, hvor yderligere fire, af de i alt 12 foldbolddrenge og deres træner, skulle bringes ud af hulen. Det blev samme team fra dagen før, der skulle stå for redningen, bestående af 13 udenlandske eksperter og fem thailandske Navy SEAL dykkere, der skulle eskortere de fire drenge, med to dykkere til hver, samt flere end 90 hjælpere langs ruten. Allerede kort efter klokken 16 var den første dreng ude, og tæt på klokken 17 meddeltes det, at i alt otte drenge nu var i sikkerhed. Alle fire blev bragt med ambulancer til en ventende helikopter, der fløj dem til hospitalet i Chiang Rai.[38][39][40]

»I dag er det 10. juli, 2018, og dagen vil blive længere end de foregående. Vi vil fejre den sammen,« skrev Thai Navy SEAL på deres Facebook side, hvor de dagligt delte status over redningen af "vildsvinene" (navnet på fodboldholdet), som både thailændere og verdenspressen fulgte.[41] Redningsaktionen af de sidste fire drenge og holdets træner begyndte klokken 10 (lokal tid). Klokken 17 blev det meddelt at i alt 11 drenge var reddet sikkert ud af grotten, altså foreløbigt tre i løbet af dagen, det var planlagt at alle 12 fodbolddrenge og deres skulle komme ud denne dag.[42] Klokken 18:25 var alle 12 drenge og deres træner var blevet reddet.[43] Thai Navy SEALS skrev blandt andet på deres Facebook side: »Ved I, at vildsvinene generelt spiser træernes rødder og urter. En af adfærdene hos vildsvin er, at de samler sig i en gruppe. Og ved I hvad? I aften vil alle "Vildsvinene" være i gruppe igen!«[44]

Myndighederne oplyste, at de foreløbigt otte reddede drenge alle havde det efter omstændigheder godt – som veltrænede atleter havde de et stærkt immunsystem – men var sultne. De blev holdt i isolation på hospitalet pga. infektioner fra det lange ophold i hulen, og de bar solbriller, indendørs, som beskyttelse mod kraftigt lys efter det lange ophold i mørke. De kunne kun hilse på deres forældre adskilt af et glasvindue. Alle otte drenge havde lav kropstemperatur ved ankomst til hospitalet, på grund af de fugtige omstændigheder i hulen og et langt dyk i relativt køligt vand, men for de første fire var temperaturen normal allerede dagen efter. Antallet af hvide blodceller var lavt hos alle otte, men der ville gå nogle dage før man havde laboratorieanalyser.[45][46]

Den 10. juli om aftenen meddelte lederer af redningsaktionen, Chian Rai guvernør Narongsak Osotthanakorn, at redningsaktionen officielt var fuldført, og alle var ude af Tham Luang-grotten, også den læge og de tre dykkere, der var blevet sammen med de 12 drenge og deres træner, siden de blev fundet. Den sidste dag havde deltaget omkring 100 personer, inklusive 12 dykkere og en australsk læge. Omkring 10.000 personer ialt havde i 17 dage arbejdet med eftersøgning og redning. Naronsak sluttede pressemødet med blandt andet at sige: »Vi ser ikke drengene som hverken helte eller skurke. Dette er en ulykke ud over enhver forebyggelse. De gik derimod derind for sjov, som børn gør, og vandet kom så hurtigt, at de ikke kunne komme ud.«  Noronsak tilføjede: »Vi har gjort, hvad ingen forventede var muligt... Denne mission blev en success takket været kraften af kærlighed.«[47][48]

Udpumpning af vand fra grotten.

Kun en time efter selve redningsaktionen var afsluttet, men inden alle redningsfolkene var kommet ud af hulesystemet, brød hovempunpen ved 3. kammer sammen, hvilket medførte af vandet hurtigt steg i grotten. Nogle af de omkring 100 nødhjælpsarbejdere var stadig omkring 1,5 kilometer inde i hulen og blev evakueret på mindre end en time, sammen med de sidste tre Thai navy SEAL dykkere og den australske læge, der havde været sammen med børnene.[18]

Den 11. juli oplyste Folkesundhedsministeriet at alle tretten reddede fra Tham Luang-grotten havde det godt. Blandt de første fire 14-16 årige drenge, de svageste i gruppen, havde to af dem en mild lungebetændelse, men ingen feber. Også de af dem, der havde inficerede sår, var i bedring. Alle fire var nu i stand til at spiste normal mad. De næste fire, 12-14 årige drenge, var ved godt helbred og havde ingen konstaterede infektioner eller farlige sygdomme, men deres hvide blodcelle tal var højt, så de blev medicinsk behandlet for at forebygget evt. sygdomme. De forventedes at kunne spise normal mad fra om eftermiddagen. Den tredje gruppe på 11-25 år, fire drenge og træneren, havde normal kroptemperatur og alle tegn, inklusive blodtryk var normale, dog have en af dem mild lungeinfektion. Generelt var alle 13 i god stand, men ville blive holdt i karantæne i en uge, af hensyn til evt. sygdomme fra opholdet i hulen, hvor flodvandet kan indeholde farlige bakterier, samt risiko for spredning af vira fra for eksempel flagermus, der er naturlig vært for nipah virus, som kan medføre farlige infektionssygdomme. Der var ikke behov for at give dem beroligende midler, da de alle sov godt og syntes at være fint mentalt sunde, hvilket angiveligt var fordi de havde været sammen som en gruppe under hele opholdet, og ikke mindst på grund af den assisterende træner, der havde taget sig godt af dem. Også efter drengene blev udskrevet, ville man holde opsyn med dem, og medierne blev opfordret til at respektere deres privatliv.[49][50][51]

I dagene efter redningsaktionen var fuldført, begyndte omkring 4.000 frivillige i et projekt på foranledning af kong Vajiralongkorn, for at rengøre hele området omkring hulen, samt genoprette landskabet og nedbryde de stendiger, redningsarbejderne havde opført for at aflede regnvand fra at strømme ned i hulegangene, så økosystemet blev bragt tilbage til det oprindeligt naturlige leje.[52]

Da de to britiske huledykker eksperter, der fandt foldboldholdet, forlod Thailand sent om aftenen den 11. juli, spurgte thai-pressen om de havde et budskab til drengene. »Ja, lad være med at være uartige,« sagde Jason Mallison, brandmand i 50'erne fra Coventry, med et smil, mens hans kollega, John Volanthen, IT-konsulent i 40'erne, tilføjede: »Lad være med at gå ind i huler, når det er regnvejr.« Ved ankomsten til Heathrow Lufthavn i London sagde han til pressen: »Vi er ikke helte. Alt hvad vi gør er velovervejet beregning. Vi er nærmere det modsatte. Vi tager det et skridt ad gangen og forhåbentlig, som vi har formået at i dette tilfælde, kommer vi op med resultater.« Volanthen mindedes også den thailandske SEAL-dykker, Saman Kunan, der omkom, mens han genopfyldte iltbeholdere og sagde, at hans død var en "absolut tragedie" og bragte en "bittersød" smag til en ellers "fremragende" redningsoperation.[53][54]

Elon Musk[redigér | redigér wikikode]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

  • 2. juli: Drengene og deres træner bliver fundet af to britiske huledykkere.
    Fokus rettes mod, hvordan man får de indespærrede ud.
  • 3. juli: Der bliver bragt proteinbarer og medicin ind til drengene.
    En lægedykker og tre Thai Navy SEALs bliver hos de indespærrede.[18]
  • 4. juli: Dykkerne begynder at undervise drengene i at bruge dykkermaske.
    Udsigt til mere regn øger aktiviteterne med at pumpe vand ud.
  • 5. juli: Der ledes fortsat efter alternative indgange til hulesystemet og muligheder for at bore ind.
  • 6. juli: Forhenværende SEAL-dykker og frivillig i redningsaktionen, officer Saman Kunan omkommer.[55]
    En læge fra Texas advarer om, at iltniveauet i grotten er for lavt.[56]
    Elon Musk tilbyder at hjælpe med SpaceX teknologi og Tesla pumper og batterier.[57]
  • 7. juli: Det vurderes, at det endnu er for risikabelt at bringe de indespærrede ud.
    Drengene skriver små breve til deres forældre og træneren undskylder, at have bragt drengene i fare.
    Der er forsøgt boret ca. 100 huller, for at nå ind til hulens gangsystem.
  • 8. juli: En australsk læge foreslår at de fire svageste drenge skal ud først.[58]
    Redningsaktionen begynder, de første fire drenge bringes ud og flyttes til hospitalet i Chiang Rai.
    I alt 90 dykkere deltog i aktionen.
  • 9. juli: Yderlige fire drenge bringes i sikkerhed og flyves til hospitalet i Chiang Rai.
  • 10. juli: De sidste fire drenge og træneren kommer ud.
    Kort efter kommer de sidste ud fra hulen, de er lægen og tre SEALs, der blev hos drengene.
    Samtidig med de sidste fire kommer ud, bryder hovedpumpen sammen og vandstanden i stiger.[18]

Kilder: AFP, Reuters og Ritzau[23]

Eftertiden[redigér | redigér wikikode]

Chiang Rais guvernør, Narongsak Osotthanakorn, der havde ledet redningsaktionen, sagde at alt udstyr, der blev brugt i operationen, ville blive gemt med henblik på at åbne et museum, der kan blive et højdepunkt for mange besøgende, samt et læringscenter for både børn og dykkere fra hele verden.[48]

Også to Hollywood filmproducenter nåede frem til Tham Luang med henblik på en lave en spillefilm om episoden, baseret på interviews med de udenlandske eksperter, Thai Navy SEAL dykkerne, fodbolddrenge og deres træner, samt familier.[59]

Politiske reportere mente, at den successfulde redningsaktion havde styrket både militærregeringens, og juntaleder og premierminister Prayuth Chan-ochas popularitet, da den blev et eksempel på, at militæret er en troværdig enhed. Flere end 2.000 militærpersoner var involveret i redningsarbejdet.[60]

FIFA (fodboldforbundenes verdensorganisation) havde inviteret de 12 drenge og deres træner til VM-finalekampen i Moskva den 15. juli, hvis de nåede ud af grotten og deres sundhedstilstand tillod rejsen, men den invitation måtte de takke nej til, da de skulle forblive i isolation på hospitalet i Chang Rai. Også Manchester United inviterede "vildsvineholdet" og deres redningsmæd (angiveligt expert-teamet) til Old Trafford. Adskillige foldboldhold og personer sendte hilsner, mens USA's præsident, Donald Trump, på Twitter lykønskede Thai Navy SEAL på vegne af United States.[61][62]

De 18 fuglerede-samlere fra Trang-provinsen i det sydlige Thailand, der havde hjulpet med at søge efter alternative indgange til hulekomplekset, da de er vandt til at klatre på stejle, nærmest lodrette klipper, lovede at de ville komme tilbage efter regntiden og søge videre efter andre mulige indgange.[16]

Alle de flere end 100 udenlandske hjælpere i redningsaktionen blev takket for deres indsats af Den Kongelige Husholdning (det thailandske hof) og Turistministeriet med tilbud om sightseeing i Chiang Rai og Bangkok, for de der ønskede at blive længere i landet, mens hjemvendte fik en gratis flybillet indenfor de næste fem år. Alle fik også et Thai Elite medlemskab, som blandt andet giver ubegrænset ophold, og ind- og udrejse, i fem år. Regeringen tildelte alle et ærescertifikat.[63]

Fremtiden for foldbolddrengene[redigér | redigér wikikode]

Den thailandske presse begyndte at spekulere i fremtiden for de 12 Mu Pa (vildsvin) fodbold-drenge og deres unge træner, 25-årige Ekkapol Chanthawong, der gik ind i Tham Luang-grotten den 23. juni efter fodboldtræningen, ligesom de tidligere havde gjort det. Bortset fra deres familier, værger og skolevenner, var de stort set ukendte for alle uden for Mae Sai-distriktet (nærmest at sammenligne med et amt), oppe i det fjerne nordvestlige Thailand i Chiang Rai-provinsen, tæt på grænsen til Myanmar. De 12 drenge var bare børn, 11-16 år, der ikke havde meget at bekymre sig om, undtagen deres skolegang, deres kærlighed til fodbold, og hvad de skulle spise ved næste måltid. Denne situation blev pludseligt ændret drastisk, hvor de i løbet af 18 døgn blev media-stjerner, hvor verdensmedierne venter på at få et eksklusivt interview med hver enkelt. Deres skolerådgivere, familier, læger og eksperter i mental sundhed, vil helt sikkert holde øje med dem, og der er vil ikke mangle støtte. Thai-medierne forestiller sig at pengeinstitutter, Go Fund Me-kampagner, og en masse i deres lokalsamfund, såvel som det bredere både thailandske og internationale samfund, sammen vil levere de ressourcer, som de unge mænd får brug for.[64]

Statsborgerskab[redigér | redigér wikikode]

Assisterende træner Ek, Ekkapol Chanthawong, vil angiveligt for evigt bære byrden af, at have ladt sine drenge gå i hulegangene den 23. juni, noget der var ment som en god afsluttende udflugt efter den planlagte lørdags fodboldtræning. Der vil være en anden form for medieopmærksomhed på ham, dels fordi han er ældre, og dels fordi han er hovedpersonen i historien. Forældreløse Ek – der tager sig af sin aldrende bedstemor, og ellers hjælper i templet og træner sit elskede fodboldhold – er på alle området et ansvarligt medlem af fællesskabet. Men Eks fremtid var allerede stærkt beseglet, som en af knap 500.000 statsløse personer i Thailand, hvoraf omkring 1/3 er unge under 18 år, der har begrænsede rettigheder på mange områder, herunder mulighed for at rejse, få et ID-kort (billedindentifikation med svarende til personnummer) eller rejsepas, åbne en bankkonto, gifte sig, eje ejendom, stemme ved valg, få en højere uddannelse, og ansættelse indenfor en række områder. Statsløse etniske minoriteter kan få tildelt statsborgerskab, hvis de kan bevise, at de er født i Thailand af forældre med thai statsborgerskab, men processen er langsom og kan tage op til 10 år.[64][65][66][67]

14-årige Adul Sam-on blev verdenskendt, da han den 2. juli, som den eneste talte engelsk med de to britiske dykkere, der fandt fodboldholdet, og oversatte til thai for de 12 andre i gruppen. Udover engelsk og thai, taler Adul også burmesisk og kinesisk. Også han er etnisk statsløs, nedstammende fra Wa-stammefolket, der engang var kendt som hovedjægere. Han er den bedste elev i sin klasse på Ban Wiang Phan Skolen i Mae Sai, hvor hans akademiske rekorder og hans sportsdygtighed, har givet ham gratis undervisning og daglig frokost. 20% af skolens elever er statsløse, og 50% er etniske minoriteter. Abdul var også statsløs i Burma, så i 2010 smuglede hans forældre ham over grænsen, ind i Thailand, og fik ham anbragt i en lokal baptist-kirke, hvor pastoren og hans hustru lovede at tage sig af ham. En ordentlig skolegang var ikke tilgængelig i Myanmars selvstyrende Wa-region, hvor unge drenge kan være i fare for at blive inddraget i den lokale guerrilla-styrke.[68][66]

Også 16-årige Phonchai Khamluang, en tredje af fodbolddrengene, er statsløs. Men den 13. juli bekræftede Indenrigsministeriet, at alle tre statsløse, af de 13 overlevende fra Tham Luang-hulen, ville få juridisk bistand af myndighederne i nationalitetsverifikationsprocessen, og hvis der ikke var komplikationer i deres dokumenter, vil de alle modtage thailandsk statsborgerskab inden for seks måneder. Menneskerettighedsaktivister håber, at statsborgerskabsstatus for tre Tham Luang-drenge vil bringe statsløse personers problemer til offentlighedens opmærksomhed og hurtige løsninger fra regeringen.[69]

Foldboldklubben Mu Pa[redigér | redigér wikikode]

To sportsinteresserede forretningsfolk sidst i 30'erne fra Chiang Mai står bag fodboldklubben Mu Pa (Vindsvinene), med et håb om, at deres sponsorat kan medføre, at klubben skaber professionelle fodboldspillere, og derved hjælpe nogle af Mae Sai-distriktets børn til at opnå en fodboldkarriere og muligheder i livet. Klubben har ca. 80 medlemmer. Klubben startede som et voksenhold i 2013 under navnet SS, men skiftede navn til det nuværende Mu Pa (Wild Boars) i 2015, for at tiltrække flere unge spillere. Målet er at få unge spillere til at fokusere på konstruktive aktiviteter, og træne og udvikle spillernes evner til højere niveauer, såvel som gode karakteristika og kampånd. Desuden er det ønsket at kunne hjælpe med skolegang til underprivilegerede medlemmer, så alle får lige muligheder. Klubbens ledere var overbeviste om, at de 12 drenge og deres træner ville overleve i Tham Luang-grotten, på grund af deres fysiske og mentale træning i fodboldklubben.[70]

Tilbud til drengene[redigér | redigér wikikode]

Naresuan University, et statssponsoreret universitet i Phitsanulok i det norlige Thailand, sendte et brev til Chiang Rais guvernør, hvori universitetet tilbød fuldt stipendium til de 13 vildsvine-drenge, hvis de ønsker at fuldføre deres bachelor-, kandidat- (master's) og doktorgrad på universitetet.[71]

FIFA (fodboldforbundenes verdensorganisation) inviterede Wild Boars foldboldholdet, som blev reddet fra Tham Luang-grotten, til prisuddeling for Verdens bedste foldboldspiller i London den 24. september, da holdet desværre var forhindret i at komme til Wold Cup-finalen i Moskva i juli måned.[72]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Tham Luang-huleånden, afsnit i artikel om Åndehuse

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ ritzau; AFP, AFP (25. juni 2018). "Thailandsk drengefodboldhold forsvundet i oversvømmet grotte". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  2. ^ ritzau (3. juli 2018). "Fodboldhold fanget i grotte i Thailand får dykkertræning". jv.dk (Jyske Vestkysten). Hentet 6. juli 2018. 
  3. ^ a b Associated Press (28. juni 2018). SPIRIT OF MYTHICAL PRINCESS LOOMS OVER THAI CAVE CRISIS. Khaosod English. Hentet 8. juli 2018. 
  4. ^ a b Mahtani, Shibani (10. juli 2018). Coach ‘Ek’ always put the boys’ needs before his own, say locals. The Nation (Thailand). Hentet 10. juli 2018. 
  5. ^ Chimprabha, Marisa (6. juli 2018). Many worry that coach may blame himself for ordeal. The Nation (Thailand). Hentet 8. juli 2018. 
  6. ^ a b MARISA CHIMPRABHA (14. juli 2018). Team’s one-hour trip turned into life-threatening ordeal. The Nation (Thailand). Hentet 14. juli 2018.
  7. ^ CHULARAT SAENGPASSA & URISARA KOWITDAMRONG (12. juli 2018). ‘Superman’ doctor defies odds to come off with flying colours. The Nation (Thailand). Hentet 12. juli 2018.
  8. ^ a b c AFP (3. juli 2018). The rescue: How it unfolded. Bangkok Post. Hentet 12. juli 2018.
  9. ^ a b Agence France-Presse (2. juli 2018). Thai cave rescue: What the search teams face. The Nation (Thailand). Hentet 12. juli 2018.
  10. ^ Associated Press (26. juni 2018). FLOODING COMPLICATES CAVE SEARCH FOR MISSING SOCCER TEAM. Khaosod English. Hentet 12. juli 2018.
  11. ^ โดย ไทยรัฐออนไลน์ (13. juli 2018). อย่าลืมคนนี้! นักสำรวจถ้ำอังกฤษ หา13 ชีวิตจนรองเท้าขาด ใช้เทปพันลุยต่อ. Thai Rath. Hentet 14. juli 2018.
  12. ^ Christensen, Kasper Madsbøl; Jensen, Louise Brodthagen (2. juli 2018). "Thailandske fodbolddrenge fundet i live". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  13. ^ PRATCH RUJIVANAROM (6. juli 2018). Draining cave water a sisyphean task, says expert. The Nation (Thailand). Hentet 15. juli 2018.
  14. ^ APINYA WIPATAYOTIN. (2. juli 2018). Water pumped from Tham Luang flooding nearby farms. Bangkok Post. Hentet 15. juli 2018.
  15. ^ a b Pratch Rujivanarom (30. juni 2018). Scientists seek to reduce water level in cave, get access from above. The Nation (Thailand). Hentet 15. juli 2018.
  16. ^ a b c Bird-nest collectors, water pump operators return home to applause. The Nation (Thailand). 11. juli 2018. Hentet 12. juli 2018. 
  17. ^ Hopes rest on drilling of cave. The Nation (Thailand). 29. juni 2018. Hentet 15. juli 2018.
  18. ^ a b c d e Thai cave rescue: water pumps failed just after last boy escaped. The Guardian. 11. juli 2018. Hentet 11. juli 2018. 
  19. ^ Thailand cave rescue: Children found ‘by smell’. BBC. 13. juli 2018. Hentet 15. juli 2018.
  20. ^ Diver describes 'massive relief' finding trapped Thai boys in cave. The Nathion (Thailand). 14. juli 2018. Hentet 15. juli 2018.
  21. ^ Nation Graphic (30. juni 2018). Rescuers make progress on day seven. The Nation (Thailand. Hentet 12. juli 2018.
  22. ^ Nation Graphic (2. juli 2018), Rescuers in race against time. The Nation (Thailand). Hentet 12. juli 2018.
  23. ^ a b Jakob Hansen (12. juli 2018). Efter grotteredning: Nu kan der være ekstra hjælp på vej til tre drenge. Ekstra Bladet. Hentet 15. juli 2018.
  24. ^ Nissen, Maya (5. juli 2018). "Stephanie Surrugue i Thailand: Hektisk aktivitet trods mørkets frembrud". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  25. ^ Richardt, Mette (6. juli 2018). "DMI: Indespærrede drenge i grotte får ingen hjælp af vejrguderne". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  26. ^ Thomsen, Per Bang (3. juli 2018). "Thailandske fodbolddrenge risikerer at vente i grotte i månedsvis: Skal lære at dykke for at komme ud". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  27. ^ a b ritzau (6. juli 2018). "Dykker død i forsøg på at hjælpe drenge i grotte". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  28. ^ a b Olsen, Jakob Busk (6. juli 2018). "Regnskyl og mangel på ilt: Stigende bekymring ved grotte i Thailand". dr.dk (Danmarks Radio). Hentet 6. juli 2018. 
  29. ^ Thailand cave rescue: Mission to save boys under way. BBC World News. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. Hentet 8 July 2018. 
  30. ^ George, Steve. Thai rescue: Divers start mission to free boys trapped in cave. CNN. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. Hentet 8 July 2018. 
  31. ^ CNN, Steve George,. "Thai rescue: Divers start mission to free boys trapped in cave". CNN. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. 
  32. ^ "First boys 'rescued from Thailand cave'" (på en-GB). BBC News. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. 
  33. ^ (now), Mattha Busby; (earlier), Kate Lyons; Safi, Michael (2018-07-08). "Thailand cave rescue: first two boys brought out, local official tells Reuters – live" (på en-GB). The Guardian. ISSN 0261-3077. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. 
  34. ^ "First boys 'rescued from Thailand cave'" (på en-GB). BBC News. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. 
  35. ^ Doubek, James (8 July 2018). "Report: 2 Of 12 Boys Rescued From Cave In Thailand". NPR News. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. Hentet 8 July 2018. 
  36. ^ (now), Mattha Busby; (earlier), Kate Lyons; Safi, Michael (2018-07-08). "Thailand cave rescue: first two boys brought out, local official tells Reuters – live" (på en-GB). The Guardian. ISSN 0261-3077. Arkiveret fra originalen 8 July 2018. 
  37. ^ THAILAND CAVE RESCUE. Reuters Graphic English. 10. juli 2018. Hentet 11. juli 2018. 
  38. ^ Nauam, Wassana (9. juli 2018). One more boy out, 3 on the way: Source. Bangkok Post. Hentet 9. juli 2018. 
  39. ^ Saksornchai, Jintamas (9. juli 2018). EIGHT OUT ALIVE: MORE DARING CAVE RESCUE SUCCESS!. Khaosod English. Hentet 9. juli 2018. 
  40. ^ Rescue mission day two : four more boys evacuated. The Nation (Thailand). 9. juli 2018. Hentet 9. juli 2018. 
  41. ^ Thai Navy SEAL. Thai Navy SEAL. 10. juli 2018. Hentet 10. juli 2018. 
  42. ^ 11th boy reported rescued from Tham Luang cave. Bangkok Post. 10. juli 2018. Hentet 10. juli 2018. 
  43. ^ All 12 boys, coach brought out. Bangkok Post. 10. juli 2018. Hentet 10. juli 2018. 
  44. ^ Thai Navy SEAL. Thai Navy SEAL. 10. juli 2018. Hentet 10. juli 2018. 
  45. ^ Wetterling, Annika (10. juli 2018). Tredje redningsaktion er i gang i thailandsk grotte. DR. Hentet 10. juli 2018. 
  46. ^ Mala, Dumrongkiat (10. juli 2018). First 8 rescued boys all in good condition, ravenous. Bangkok Post. Hentet 10. juli 2018. 
  47. ^ Cave mission officially accomplished. Bangkok Post. 10. juli 2018. Hentet 10. juli 2018. 
  48. ^ a b Saksornchai, Jintamas (11. juli 2018). LUANG CAVE TO BE TURNED INTO ‘LIVING MUSEUM’. Khaosod English. Hentet 11. juli 2018. 
  49. ^ All those rescued from Tham Luang cave in good condition. Bangkok Post. 11. juli 2018. Hentet 11. juli 2018. 
  50. ^ RUJIVANAROM, PRATCH (11. juli 2018). Rescued cave boys ‘relatively strong’: doctors. The Nation (Thailand). Hentet 11. juli 2018. 
  51. ^ ‘Good health’ diagnosis for Wild Boars, while coach commended for keeping boys healthy. The Nation (Thailand). 11. juli 2018. Hentet 12. juli 2018. 
  52. ^ Thousands of volunteers join Tham Luang ‘Big Cleaning’ activity. The Nation (Thailand). 14. juli 2018. Hentet 15. juli 2018.
  53. ^ โดย ไทยรัฐออนไลน์ (12. juli 2018). ส่งฮีโร่กลับบ้าน 2นักดำน้ำชาวอังกฤษ พูดติดตลก อย่าซนเข้าถ้ำตอนฝนตก. Thai Rath. Hentet 12. juli 2018.
  54. ^ Thailand cave rescue Brit diver says: 'We are not heroes'. BBC. 12. juli 2018. Hentet 13. juli 2018
  55. ^ Rescuer dies during dive in flooded Tham Luang cave. Bangkok Post. 6. juli 2018. Hentet 15. juli 2018.
  56. ^ PRESCOTTE STOKES III (9. juli 2018) When a Navy SEAL died during Thailand cave rescue, this North Texas doctor intervened. Star-Telegram. Hentet 15. juli 2018.
  57. ^ Taylor McAvoy (6. juli 2018). BILLIONAIRE ELON MUSK OFFERS HELP FOR CAVE 13. Khaosod English. Hentet 15. juli 2018.
  58. ^ BEN HILL & ALEX CHAPMAN & CHARLIE MOORE for DAILY MAIL AUSTRALIA (9. juli 2018). How weakest Thai soccer players were extracted from flooded cave first thanks to a doctor who reversed plans to bring the strongest boys out first. Daily Mail. Hentet 15. juli 2018.
  59. ^ Palin, Megan (10. juli 2018). Thailand cave movie: Hollywood producers already on the scene. News.com Australia. Hentet 11. juli 2018. 
  60. ^ Amy Sawitta Lefevre og Panarat Thepgumpanat (11. juli 2018). Successful Thai cave rescue a boost for junta chief as election looms. Reuters. Hentet 12. juli 2018.
  61. ^ MAYA NISSEN (11. juli 2018). Fodbolddrenge må takke nej til VM-finale. DR-nyheder. Hentet 12. juli 2018.
  62. ^ AFP (10. juli 2018). Boys, rescuers get invitation from Manchester United. Bangkok Post. Hentet 12. juli 2018.
  63. ^ Thailand fetes foreign volunteers to thank for their help. The Nation (Thailand). 13. juli 2018. Hentet 13. juli 2018.
  64. ^ a b Tim Newton (12. juli 2018). Comment: They’re out. Now what? The future for Mu Pa football team members. Thai Thaiger. Hentet 13. juli 2018.
  65. ^ PRATCH RUJIVANAROM (13. juli 2018). Citizenship of three young cave survivors shines light on plight of stateless persons. The Nation (Thailand). Hentet 13. juli 2018.
  66. ^ a b Thai cave rescue: Stateless teen Adul Sam-on, the only English speaker among those trapped, praised as 'gem'. The Straits Times (Singapore). 6. juli 2018. Hentet 13. juli 2018.
  67. ^ Panu Wongcha-um og James Pearson (14. juli 2018). Cave rescue highlights plight of Thailand's stateless people. Reuters. Hentet 15. juli 2018.
  68. ^ Hannah Beech (10. juli 2018). Stateless and Poor, Some Boys in Thai Cave Had Already Beaten Long Odds. New York Times. Hentet 13. juli 2018.
  69. ^ PRATCH RUJIVANAROM (13. juli 2018). Citizenship of three young cave survivors shines light on plight of stateless persons. The Nation (Thailand). Hentet 13. juli 2018.
  70. ^ Sakaorat Sirima (13. juli 2018). Mu Pa backers unveil football vision. The Nation (Thailand). Hentet 14. juli 2018.
  71. ^ Naresuan University offers 13 ‘Wild Boars’ full scholarships. The Nation (Thailand). 13. juli 2018. Hentet 13. juli 2018.
  72. ^ Associated Press (13. juli 2018). Fifa invites cave kids to September awards. Bangkok Post. Hentet 13. juli 2018.

Koordinater: 20°22′54″N 99°52′06″Ø / 20.3817°N 99.8683°Ø / 20.3817; 99.8683