Bulgarien
![Bulgariens placering (mørkegrøn) – på det europæiske kontinent (lysegrøn og mørkegrå) – i den Europæiske Union (lysegrøn) – [Forklaring]](/wiki/Fil:EU-Bulgaria.svg)
.svg){kind=small}
Bulgarien (bulgarsk: България, tr. Bǎlgariya), officielt Republikken Bulgarien (bulgarsk: Република България, tr. Republika Bǎlgariya, bulgarsk udtale: [rɛˈpublikɐ bɐɫˈɡarijɐ]), er et land i det sydøstlige Europa. Det grænser op til Rumænien i nord, Serbien og Makedonien i vest, Grækenland og Tyrkiet i syd og Sortehavet i øst. Indbyggertallet nåede op på 9.009.018 i 1989. Indbyggertallet faldt med 844.781 mellem folketællingerne i 2011 og 2021 til en anelse over 6,52 millioner.[7] Med et landareal på 110.772 km2 svarer det til 55-60 indbyggere per km2. Bulgarien er Europas 16.-største land. For befolkningspyramider til 2100 se under Ukraine#Eksterne henvisninger.
De første organiserede forhistoriske kulturer i de bulgarske områder fremkom i den neolitiske æra. I løbet af antikken var området både befolket af thrakere, grækere og romere. Fremkomsten af en forenet bulgarsk stat kan spores tilbage til etableringen af det første Bulgarske Rige i 681 e.Kr., som dominerede størstedelen af Balkanhalvøen, og fungerede som et kulturelt centrum for slavere i middelalderen. Efter det andet Bulgarske Riges fald i 1396 blev dets territorier underlagt det Osmanniske Rige i næsten fem århundreder. Den russisk-tyrkiske krig i 1800-tallet førte til dannelsen af det tredje Bulgarske Rige. I de efterfølgende år lå landet næsten konstant i krig med sine naboer, hvilket fik Bulgarien til at alliere sig med Tyskland i begge verdenskrige. I 1946 blev Bulgarien omdannet til en socialistisk etpartistat i form af Folkerepublikken Bulgarien som en del af den sovjet-ledede Østblok. I december 1989 tillod det regerende kommunistparti valg i et flerpartisystem, hvilket efterfølgende førte til Bulgariens overgang til et demokrati og en markedsøkonomi.
Bulgariens befolkning er hovedsageligt urbaniseret og koncentreret i de administrative centre i landets 28 provinser. De fleste kommercielle og kulturelle aktiviteter er samlet i landets hovedstad, og største by, Sofia. Økonomiens stærkeste sektorer er sværindustri, elkraftteknik og landbrug, som alle er afhængige af lokale naturressourcer.
Landets nuværende politiske struktur stammer fra vedtagelsen af en demokratisk forfatning i 1991. Bulgarien er en parlamentarisk enhedsstat med en høj grad af politisk, administrativ og økonomisk centralisering. Det er medlem af EU, NATO og Europarådet, en af grundlæggerne af OSCE, og har siddet i FN's sikkerhedsråd tre gange.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Bulgariens historie.Forhistorie og Antikken
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende artikler: Neolitiske Europa, Odrysiske kongerige, Thrakere og SlavereDer er fundet tegn på menneskelig aktivitet i området, som det moderne Bulgarien ligger i, som kan dateres tilbage til den ældste stenalder. Dyreknogler med indridsede, menneskeskabte markeringer fra Kozarnikahulen formodes at være det tidligste eksempel på symbolsk adfærd hos mennesker.[8] Blandt de organiserede forhistoriske samfund i de bulgarske områder var den neolitiske Hamangiakultur,[9] Vinčakultur[10] og den æneolitiske Varnakultur (5. årtusinde f.Kr.). Sidstnævnte tilskrives normalt opfindelsen af guldbearbejdelse og -anvendelse.[11][12] Nogle af disse oprindelige guldsmeltere producerede mønterne, våbnene og smykkerne til skatten i gravpladsen Varna Necropolis, der med en alder på over 6000 år menes at være verdens ældste.[13] Denne gravplads har vakt stor arkæologisk interesse på internationalt plan, da den giver unikt indblik de tidligste europæiske samfunds sociale hierarkier.[14][15]
Thrakerne, et af de tre primære folkeslag som moderne bulgarere menes at stamme fra,[16] begyndte at befolke regionen i løbet af jernalderen.[17] I slutningen af det 6. århundrede f.Kr. erobrede det persiske Achæmenidiske rige størstedelen af det, der i dag er Bulgarien.[18][19][20] Det regerede området frem til 479 f.Kr., hvor persernes fejlslagne anden invasion af Grækenland resulterede i at de blev trængt helt ud af Europa.[20] Efter at have gjort sig fri af det Achæmenidiske rige blev størstedelen af de thrakiske stammer samlet i det Odrysiske kongerige i 470'erne f.Kr. af kong Teres,[21][22][23] men blev senere underlagt først Alexander den Store og senere, i 46 e.Kr., Romerriget. Efter Romerrigets opdeling i det 5. århundrede tilfaldt området det Byzantinske rige. På dette tidspunkt havde kristendommen allerede spredt sig i regionen. Et lille gotisk samfund i Nicopolis ad Istrum producerede i det 4. århundrede verdens første germansk-sprogede bog, den gotiske bibel.[24][25] Europas første kristne kloster, Sankt Athanasius' kloster, blev etableret omtrent samtidig af Sankt Athanasius i den centrale del af det, der i dag er Bulgarien.[26] Fra det 6. århundrede begyndte de østligste sydslavere gradvist at bosætte sig i regionen, hvor de assimilerede de helleniserede eller romaniserede thrakere.[27][28]
Første bulgarske rige
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Første bulgarske rige.
I 680 rejste protobulgarske stammer[16] ledet af Asparukh, sydpå over Donaufloden og bosatte sig i området mellem den nedre del af Donau og Balkanhalvøen, hvor de etablerede deres hovedstad Pliska.[29][30] En fredstraktat med det Byzantiske rige i 681 markerede derefter begyndelsen på det første bulgarske rige. Protobulgarerne blandede sig gradvist med den lokale befolkning og begyndte at anvende et fællessprog på basis af den lokale slaviske dialekt.[31]
Efterfølgende herskere styrkede den bulgarske stat op igennem det 8. og 9. århundrede. Krum fordoblede landets territorium, dræbte den byzantiske kejser Nikeforos 1. i slaget ved Pliska,[32] og introducerede den første nedskrevne lovsamling. Hedenskab blev afskaffet til fordel for østlig-ortodoks kristendom under Boris 1. i 864. Denne konvertering blev fulgt af byzantisk anerkendelse af den bulgarsk-ortodokse kirke[33] samt til anvendelsen af det kyrilliske alfabet, udviklet af Preslavs litterære skole,[34] hvilket styrkede den centrale autoritet og hjalp med at fusionere slavere og protobulgarer til et samlet folk.[35][36] Efterfølgende oplevede landet en kulturel guldalder under Simeon den store, som også stor for den største territorieudvidelse i Bulgariens historie.[37]
Efter Simeons død førte flere krige med magyarerne og petjenegierne, samt udbredelsen af den kætterske bogomilisme, til en betydelig svækkelse af Bulgarien.[38][39] Fortløbende invasioner fra både Kijevriget og det Byzantinske Rige resulterede i at den byzantinske hær indtog hovedstaden Preslav i 971.[40] Under Samuil havde Bulgarien kortvarigt held med at forsvare sig mod disse angreb,[41] men dette endte da den byzantinske kejser Basileios 2. besejrede den bulgarske hær i slaget ved Kleidion i 1014. Samuil døde kort efter slaget,[42] og i 1018 erobrede byzantinerne hele det første bulgarske rige.[43]
Andet Bulgarske rige
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Andet Bulgarske rige.Efter hans erobring af Bulgarien forhindrede Basileios 2. opstande og utilfredshed ved at beholde den lokale adels privilegier, samt ved at undtage de nyligt erobrede lande fra kravet om at betale skatter i guld og i stedet tillade dem at betale in natura.[44] Han tillod også det bulgarske patriarkat at beholde sin autokefale status og alle sine stifter, omend det blev reduceret til et ærkebispedømme.[44][45] Efter hans død blev den byzantinske indenrigspolitik dog forandret, hvorefter en række fejlslagne oprør brød ud, heraf det største, Peter Delyans oprør, i 1040-1041. I 1185 organiserede to adelige fra Huset Asen, Ivan Asen 1. og Peter 4. et stort oprør, som resulterede i genetableringen af den bulgarske stat. Ivan Asen og Peter lagde herefter fundamentet for det Andet Bulgarske rige med Tarnovo som hovedstad.[46]
Kaloyan, den tredje Asen-monark, udvidede sit herredømme til at omfatte Beograd og Ohrid. Han anerkendte pavens spirituelle overhøjhed, og modtog til gengæld en kongelig krone fra en pavelig legat.[47] Riget nåede sin storhedstid under Ivan Asen 2. (1218–1241), under hvem handel og kultur blomstrede.[47] Tarnovos stærke økonomiske og religiøse indflydelse gjorde byen til et "Tredje Rom" i en tid hvor Konstantinopel var under forfald grundet byzantinske nederlag til tyrkerne i Anatolien.[48]
Landets militære og økonomiske magt forfaldt efter Asen-dynastiet uddøde i 1257 og landet blev ramt af interne konflikter, konstante byzantinske og ungarske angreb samt den mongolske invasion af Europa.[47][49] Ved enden af det 14. århundrede førte fraktionering mellem de feudale godsejere samt spredningen af bogomilismen til at det Andet Bulgarske rige blev opdelt i tre separate kongeriger — Vidin, Tarnovo og Karvuna — og flere semi-uafhængige fyrstendømmer som alle sloges indbyrdes, såvel som med byzantinere, ungarere, serbere, venetianere og genovesere. I det sene 14. århundrede havde det Osmanniske Rige påbegyndt deres erobring af Bulgarien og allerede indtaget de fleste byer og forter syd for Balkanbjergene.[47]
Osmannisk herredømme
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Osmannisk Bulgarien.
Tarnovo blev erobret af Osmannerne efter en tre måneder lang belejring i 1393. Slaget ved Nicopolis i 1396 førte til kongeriget Vidins fald, hvorefter osmannerne erobrede alle bulgarske lande syd for Donau. Efter den osmanniske overtagelse var de bulgarske adelige tvunget til enten at flygte, dø eller acceptere islam og tyrkificering, bønderne blev underlagt osmanniske herremænd,[50] og størstedelen af den uddannede gejstlighed flygtede til andre lande.[51] Ifølge det osmanniske system var kristne en underklasse, og bulgarerne blev, ligesom andre kristne, derfor pålagt store skatter, en lille del af den bulgarske befolkning undergik en delvis eller total islamisering,[52] og deres kultur blev undertrykt.[51] Osmanniske autoriteter etablerede Milleten Rum, en religiøs administrativ gruppering, som regerede alle ortodoks-kristne uanset deres etnicitet.[53] Størstedelen af den lokale befolkning mistede gradvist deres uafhængige nationale bevidsthed, og begyndte i stedet blot at identificere sig som kristne.[54][55] En undtagelse herfra var dog gejstligheden i nogle isolerede klostre, som holdt den nationale identitet i live i fjerne, landlige områder,[56] såvel som det militante romersk-katolske samfund i den nordvestlige del af landet.[57]
I løbet af de næste næsten 5. århundreders osmanniske overherredømme udbrød der flere bulgarske oprør, hvoraf det bedst kendte er de Habsburg-støttede[59] Første Tarnovo-opstand i 1598 og Anden Tarnovo-opstand i 1686, Chiprovtsi-opstanden i 1688 og Karposhs oprør i 1689.[50] I det 18. århundrede inspirerede Oplysningen i Vesteuropa en bevægelse, der blev kendt som Bulgariens nationale vækkelse.[50] Den genoprettede den nationale bevidsthed og blev en central faktor i frihedskampen, som kulminerede i Apriloprøret i 1876. Op mod 30.000 mistede livet da de osmanniske autoriteter nedkæmpede oprøret, og massakrerne fik de europæiske stormagter til at handle.[60] Stormagterne indkaldte til Konstantinopelkonferencen i 1876, men konferencens beslutninger blev afvist af det Osmanniske rige. Denne afvisning tillod det Russiske Kejserrige at søge en militær løsning uden at risikere konfrontation med de andre stormagter, sådan som det havde været tilfældet i Krimkrigen nogle årtier forinden.[60] I 1877 udbrød Den russisk-tyrkiske krig, hvor det Russiske Kejserrige besejrede Osmannerne, blandt andet med hjælp fra bulgarske frivillige, de såkaldte Opalchentsi.
Fire inkarnationer af den moderne bulgarske stat
[redigér | rediger kildetekst]Fyrstendømmet Bulgarien
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Fyrstendømmet Bulgarien..jpg)
San Stefano-traktaten blev underskrevet 3. marts 1878 af Rusland og det Osmanniske Rige, og inkluderede en bestemmelse om oprettelsen af et autonomt bulgarsk fyrstendømme på omtrent det Andet Bulgarske riges territorium.[61][62] De andre stormagter afviste øjeblikkeligt traktaten af frygt for at et så stort land på Balkan kunne true deres geopolitiske interesser. Traktaten blev derfor efterfulgt af Berlin-traktaten, underskrevet 13. juli 1878, som oprettede en meget mindre stat bestående af Moesia og regionen omkring Sofia, hvilket efterlod en stor bulgarsk befolkning udenfor den nydannede bulgarske stat,[61][63] hvilket senere spillede en stor rolle i forhold til Bulgariens militaristiske tilgang til udenrigspolitik i den første halvdel af det 20. århundrede.[64]
Det bulgarske fyrstendømme vandt Den serbisk-bulgarske krig og inkorporerede det semi-autonome Osmanniske territorium Øst-Rumelia i 1885, hvorefter fyrstendømmet de facto udråbte sig selv som en uafhængig stat den 5. oktober 1908.[65] I årene efter uafhængigheden blev Bulgarien i stigende grad militariseret, og blev ofte omtalt som "Balkans Preussen".[66][67]
Mellem 1912 og 1918 var Bulgarien involveret i tre fortløbende konflikter — to Balkankrige og første verdenskrig. Efter et katastrofalt nederlag i den anden balkankrig var Bulgarien endnu engang på den tabende side efter at have allieret sig med Centralmagterne i første verdenskrig. På trods af at Bulgarien rekrutterede mere end 25% af sin befolkning i en 1.200.000-mand-stor hær[68][69] og opnåede flere overvældende sejre i Slaget ved Doiran (1917) og Slaget ved Dobrich, kapitulerede landet i 1918. Krigen resulterede i at 87.500 bulgarske soldater mistede livet, og landet mistede en betragtelig del af sit territorium.[70] Mere end 253.000 flygtninge immigrerede til Bulgarien fra 1912 til 1929 på grund af krigenes effekt,[71] hvilket satte den allerede ødelagte nationaløkonomi under fornyet pres.[72]
Kongeriget Bulgarien
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Kongeriget Bulgarien.De politiske uroligheder i kølvandet på disse nederlag førte til etableringen af et kongeligt autoritært diktatur under zar Boris 3. (1918–1943). Bulgarien gik i 1941 med i anden verdenskrig som en del af Aksemagterne, omend landet nægtede at deltage i Operation Barbarossa og beskyttede sin jødiske befolkning fra deportering til nazistiske koncentrationslejre.[73] Boris 3.'s pludselige død i sommeren 1943 kastede landet ud i ny politisk uro, mens krigslykken vendte og den kommunistiske modstandsbevægelse voksede i styrke. Bogdan Filovs regering forsøgte efterfølgende, uden held, at påbegynde fredsforhandlinger med de Allierede. Efter Bulgarien ikke fulgte et sovjetisk krav om at bortvise tyske styrker fra sit territorium, erklærede Sovjetunionen Bulgarien krig og invaderede landet i september 1944.[74] Den kommunist-dominerede Fædrelandsfront tog efterfølgende magten i landet, brød alliancen med Aksemagterne og gik over på Allieret side frem til krigens afslutning.[75]
Folkerepublikken Bulgarien
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Folkerepublikken Bulgarien.Det bulgarske statskup 9. september 1944 førte til monarkiets afskaffelse, og to år senere blev en etpartistat etableret i form af Folkerepublikken Bulgarien.[76] Landet blev en del af den sovjetiske interessesfære under Georgi Dimitrov (1946–1949), som lagde fundamentet til en hastigt industrialiseret stalinistisk stat, som i sin begyndelse var stærkt undertrykkende og henrettede tusindvis af systemkritikere.[77][78][79] I midten af 1950'erne var levestandarden i landet steget betragteligt,[80] mens den politiske undertrykkelse blev mildnet.[81] I 1980'erne var bruttonationalproduktet blevet firedoblet,[82] men økonomien var fortsat sårbar overfor gældsstigninger, hvoraf de mest alvorlige ramte i 1960, 1977 og 1980.[83] Den sovjet-inspirerede planøkonomi blev justeret med mere markedsorienterede politik på et eksperimentelt niveau under Todor Zhivkov (1954–1989).[84] Hans datter Lyudmila styrkede den nationale stolthed ved at promovere sit bulgarske ophav, kultur og kunst på verdensplan.[85] I 1984 blev der igangsat en assimileringskampagne i et forsøg på at slette den etnisk tyrkiske minoritets selvstændige identitet, og moskéer blev lukket mens etniske tyrkere blev tvunget til at skifte til slaviske navne. Denne politik (sammen med det kommunistiske fald i 1989) førte til at omkring 300.000 etniske tyrkere udvandrede til Tyrkiet.[86][87]
Republikken Bulgarien
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Bulgariens historie (1989-).Efter revolutionerne i 1989 opgav kommunistpartiet 10. november samme år dets politiske monopol, Zhivkov trådte tilbage og Bulgarien påbegyndte en overgang til et parlamentarisk demokrati.[88] Det første frie valg i juni 1990 blev vundet af det Bulgarske socialistparti (det nyligt omdøbte kommunistparti).[89] Efterfølgende blev der i juli 1991 vedtaget en ny forfatning, som svækkede præsidentens magt og gjorde den lovgivende magt i stand til at holde premierministeren ansvarlig. Det nye system var i begyndelsen ikke i stand til at forbedre levestandarden eller skabe økonomisk vækst — den gennemsnitlige livskvalitet og økonomiske præstation forblev et godt stykke ind i 2000'erne lavere end de havde været under kommuniststyret.[90] En reformpakke vedtaget i 1997 genoprettede den økonomiske vækst, omend levestandarden fortsat var lav.[91] Efter 2001 blev den økonomiske, politiske og geopolitiske situation drastisk forbedret,[92] og Bulgariens HDI voksede.[93]
Bulgarien blev medlem af NATO i 2004[94] og deltog i Krigen i Afghanistan. Efter flere års reformer blev landet optaget i EU i 2007 på trods af fortsatte bekymringer og anklager om regeringskorruption.[95]
Geografi
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Bulgariens geografi.Bulgarien ligger på en del af den østlige Balkanhalvø, hvor landet grænser op til fem nabolande — Grækenland og Tyrkiet i syd, Makedonien og Serbien i vest, samt Rumænien i nord. Landegrænsen er i alt 1808 km lang, og kystlinjen har en længde på 354 km.[96] Det samlede areal på 110.994 km2 gør landet til verdens 105.-største.[97][98] Bulgariens geografiske koordinater er 43° N 25° E.[99]
De mest bemærkelsesværdige topografiske egenskaber er Donausletten, Balkanbjergene, den thrakiske slette og Rodopebjergene.[96] Den sydlige kant af Donausletten skråner opad til foden af Balkan, mens Donaufloden udgør grænsen til Rumænien. Den thrakiske slette er omtrent trekantet, begynder sydøst for Sofia og breder sig idet den når kysten af Sortehavet.[96]
Balkanbjergene løber tværs gennem midten af landet. Det bjergfyldte sydvestlige Bulgarien har to alpine områder — Rila og Pirin, som grænser op til de lavere, men langt mere udstrakte Rodopebjerge i øst.[96] I Bulgarien ligger også det højeste punkt på Balkanhalvøen, Musala, der er 2.925 m[100] mens landets laveste punkt er havoverfladen. En tredjedel af landets territorie er sletter, mens højsletter og bakker udgør 41%.[101] Landet har et tæt netværk på omkring 540 floder, hvoraf de fleste er relativt små og med lav vandstand.[102] Den længste flod, der udelukkende løber i bulgarsk territorium er Iskarfloden, som er 368 km lang. Blandt andre større floder er Struma og Maritsa i syd.[96]
Bulgarien er placeret på mødestedet mellem Middelhavets og de kontinentale luftmasser, og har en barriereeffekt fra sine bjerge, hvilket giver landet et dynamisk klima.[96] Nordbulgarien er i gennemsnit 1 °C køligere og oplever 200 mm mere nedbør på årsbasis end regionerne syd for Balkanbjergene. Temperaturamplitude varierer kraftigt i de forskellige områder. Den laveste målte temperatur er -38,3 °C, mens den højeste er 45,2 °C.[103] Der falder i gennemsnit 630 mm nedbør om året, og dette varierer fra 500 mm i Dobrudja til mere end 2.500 mm i bjergene. Kontinentale luftmasser medfører store mængder sne i løbet af vinteren.[104]
Miljø
[redigér | rediger kildetekst]Bulgarien vedtog Kyotoprotokollen[105] og opfyldte protokollens mål ved at reducere sin fossil-CO2-udledning med 30% fra 1990 til 2009.[106] Der er imidlertid fortsat problemer i landet med forurening fra fabrikker og metalværk, samt alvorlig skovrydning, der tilsammen udgør store problemer for befolkningens sundhed og velfærd.[107] I 2013 var Bulgarien Europas mest beskidte land målt på luftforurening.[108] Byområder er særligt hårdt ramt af energiproduktionen fra kulbaserede kraftværker samt biltrafik,[109][110] mens pesticider i landbruget og et forældet industrielt kloaksystem producerer omfattende jord- og vandforurening.[111] I Bulgarien ligger Maritsa Iztok-2, et brunkulsfyret kraftværk, der ifølge Det Europæiske Miljøagentur forårsager de største skadesomkostninger på sundhed og miljøødelæggelse i hele EU.[112] Landet er det eneste EU-medlem, som ikke genbruger kommunalt affald,[113] omend der i juni 2010 blev åbnet et affaldsbehandlingsanlæg til genbrug af elektronisk affald.[114] Situationen er blevet forbedret i de senere år, og der er blevet igangsat flere statsstøttede programmer til at reducere forureningsniveau.[111] Ifølge Yale University's Environmental Performance Index á 2012 er Bulgarien en "modest performer" ("beskeden aktør") hvad angår beskyttelse af miljøet.[115] Over 75% af overfladefloderne overholder standarderne for god kvalitet. I 1998 blev der påbegyndt en forbedring af vandkvalitet, som har fastholdt en bæredygtig tendens til moderat forbedring.[116]
Biodiversitet
[redigér | rediger kildetekst]
Interageringen mellem klimatiske, hydrologiske, geologiske og topografiske betingelser har i Bulgarien produceret en relativt bred vifte af plante- og dyreliv,[117] og landet er et af de europæiske lande, der har den største biodiversitet.[118] Bulgariens biodiversitet er bevaret i tre nationalparker, 11 naturparker[119] og 16 biosfærereservater.[120] Næsten 35 procent af landarealet består af skove,[121] hvori der vokser nogle af verdens ældste træer, såsom Baikushevs fyr og Granitegen der begge er over 1000 år gamle.[122] Størstedelen af plante- og dyrelivet er centraleuropæisk, omend der ved store højder også kan findes arktiske og alpine repræsentanter.[123] Landets flora omfatter mere end 3.800 arter, hvoraf 170 er endemiske og 150 betragtes som truede.[124] En gennemgang af større svampe i Bulgarien fandt mere end 1500 arter i landet.[125] Blandt dyrearter er ugler, stenhøns, murløbere[123] og brune bjørne.[126] Der er herudover en lille, men voksende bestand af europæiske losser og kejserørne.[127]
I 1998 godkendte den bulgarske regering den nationale strategi for bevarelse af biologisk diversitet, et omfattende program, der søgte at bevare lokale økosystemer, beskytte truede arter og bevare genetiske ressourcer.[128] Bulgarien har nogle af Europas største Natura 2000-områder, der tilsammen dækker 33,8% af landets territorium.[129]
Politik
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Bulgariens politik._-_panoramio.jpg)
Bulgarien er et parlamentarisk demokrati, hvori premierministeren leder den udøvende magt.[92] Bulgariens forfatning giver herudover mulighed for direkte demokrati.[130] Alle valg observeres af en uafhængig Central Valgkommission, som har medlemmer fra alle de større politiske partier. Partier skal registrere sig hos kommissionen før de kan stille op til nationale valg.[131] Normalt bliver lederen af det parti, der får fleste stemmer i parlamentsvalgene, premierminister, omend dette ikke altid er tilfældet.[92]
Politiske partier samles i Nationalforsamlingen, som består af 240 parlamentsmedlemmer, der vælges i fire år af gangen ved direkte folkeafstemning. Nationalforsamlingen har magten til at vedtage love, godkende finansloven, planlægge præsidentvalg, vælge og afsætte premierministeren og andre ministre, erklære krig, indsætte tropper i udlandet samt ratificere internationale traktater og aftaler. Bulgariens præsident tjener som statsoverhoved og øverstkommanderende for de væbnede styrker, samt har autoriteten til at sende et lovforslag tilbage til Nationalforsamlingen til yderligere debat, omend Nationalforsamlingen kan tilsidesætte et sådan veto ved et simpelt flertal blandt alle parlamentsmedlemmer.[92]
Den GERB-støttede Rosen Plevneliev blev valgt til Bulgariens præsident efter præsidentvalget i 2011, hvor han fik 52,5% af stemmerne i anden runde mod 47,5% til hans modstander Ivaylo Kalfin.[132]
.svg)
GERB (center-højre, 83)
BSP (center-venstre, 38)
DPS (center, 36)
Reformblokken (højreorienteret, 23)
Patriotiske Front (højreorienteret, 18)
BBTs (populistisk, 14)
Ataka (meget højreorienteret, 11)
ABC (center-venstre, 11)
Løsgængere (6)
GERB havde frem til februar 2013 117 sæder i Nationalforsamlingen, hvor partiet regerede som en mindretalsregering uden støtte fra de andre politiske partier i parlamentet.[133] Regeringen trådte tilbage 20. februar 2013 efter landsomspændende protester mod stigende elregninger, lave levestandarder[134] og det demokratiske systems fiasko.[135] Protestbevægelsen blev markeret ved spontane demonstrationer, to selvafbrændinger og en stærk modstand mod politiske partier.[136] Som resultat heraf blev Nationalforsamlingen opløst og en ny provisorisk regering blev samlet af præsidenten. De efterfølgende parlamentsvalg i maj 2013 resulterede i en snæver sejr til GERB.[137] Uden støtte fra de andre tre partier i Nationalforsamlingen måtte GERB-lederen Borisov dog 24. maj returnere præsidentens mandat til at danne regering. Det bulgarske socialistparti nominerede den tidligere finansminister Plamen Oresharski til premierministerposten i maj 2013.[138][139] Kun to uger efter sin regeringsdannelse blev Oresharski-regeringen kritiseret af oppositionen og måtte håndtere store protester med mere end 11.000 deltagere.[140] Regeringen overlevede fem mistillidsvota før den valgte at trække sig[141] 23. juli 2014.[142] 6. august blev en midlertidig regering under Georgi Bliznashki taget i ed.[143]
Der blev afholdt nye parlamentsvalg 5. oktober 2014[144] som igen resulterede i en valgsejr til GERB, som fik omkring en tredjedel af alle stemmer. Samlet set kom otte partier i Nationalforsamlingen, hvilket markerer første gang siden demokratiets begyndelse i 1990 at mere end syv partier er kommet i Nationalforsamlingen på en gang.[145] Borisovs GERB dannede herefter en koalition[146] og medlemmer af partierne i Reformblokken (Demokrater for et stærkt Bulgarien, Forbundet af demokratiske kræfter (SDS), Bulgarien for borgerne-bevægelsen (DBG) og den Bulgarske agrariske nationalunion (BZNS)) blev tildelt ministerposter. Viceformanden for Alternativet for bulgarsk genfødsel, Ivaylo Kalfin, blev valgt til vicepremierminister og minister for arbejde og socialpolitik.
Retssystem
[redigér | rediger kildetekst]Bulgarien har et typisk civilretsligt retsystem.[147] Den dømmende magt overvåges af justitsministeriet. De højeste appeldomstole er Højforvaltningsdomstolen og den Øverste Kassationsret, og de sikrer korrekte lovformelige domme i de mindre retter.[131] Det Højeste Retsråd administrerer systemet og udpeger dommere. Bulgariens dømmende magt er, sammen med andre institutioner, berygtet som en af Europas mest korrupte og ineffektive.[148][149][150][151]
Retshåndhævelse udføres af organisationer, der hovedsageligt er underlagt indenrigsministeriet.[152] Den nationale polititjeneste (NPS) bekæmper generel kriminalitet, sikrer offentlig ro og orden og understøtter de andre retshåndhævende myndigheders arbejde.[153] NPS består af omkring 27.000 politibetjente i sine lokale og nationale sektioner.[154] Indenrigsministeriet kontrollerer herudover grænsevagttjenesten og det Nationale Gendarmeri — en specialiseret gren af anti-terrorisme samt krisehåndtering og håndtering af optøjer. Kontraspionage og national sikkerhed hører under Statsagenturet for National Sikkerhed, der blev etableret i 2008.[155]
Administrativ opdeling
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikler: Bulgariens provinser og Bulgariens kommuner.Bulgarien er en enhedsstat.[156] Siden 1880'erne har antallet af territoriale enheder varieret fra syv til 26.[157] Mellem 1987 og 1999 bestod den administrative struktur af ni provinser (oblasti, ental oblast). Der blev vedtaget en ny administrativ struktur parallelt med decentraliseringen af det økonomiske system.[158] Den inkluderer 27 provinser og en hovedstadsprovins (Sofia-Grad). Alle områder er navngivet efter deres respektive hovedbyer. Provinserne er yderligere opdelt i 265 kommuner. Ved folketællingen den 7. september 2021 havde 63 kommuner over 20.000 indbyggere hver, med Sofia som den mest folkerige, mens 66 havde under 5.000.
Kommunerne ledes af borgmestre, som vælges til fire år ad gangen, samt af direkte valgte kommunalråd. Bulgarien er en stærkt centraliseret stat, hvor det nationale Ministerråd direkte udpeger regionale guvernører og alle provinser og kommuner er stærkt afhængige af dets finansiering.[131]
 |
Udenrigspolitik
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Bulgariens udenrigspolitik.
Bulgarien blev medlem af FN i 1955 og har siden 1966 været et ikke-permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd tre gange, senest fra 2002 til 2003.[159] Bulgarien var også blandt grundlæggerne af OSCE i 1975. Landet blev medlem af NATO 29. marts 2004, underskrev tiltrædelsestraktaten til EU 25. april 2005,[94][160] og blev fuldgyldigt medlem af den Europæiske Union 1. januar 2007.[95] Syv år efter landets indtræden i EU viste meningsmålinger at kun 15% af bulgarerne følte at medlemskabet havde gavnet dem personligt, og næsten 40% af befolkningen sagde at de ikke ville stemme ved Europa-Parlamentsvalget 2014.[161] Efter kommunismens fald i landet er Euro-Atlantisk integration blevet en prioritet, omend det kommunistiske lederskab allerede i 1987 havde håb om at kunne forlade Warszawapagten og i stedet blive en del af Det Europæiske Fællesskab.[162][163][164]
Bulgariens forhold til sine naboer har været godt siden 1990. Landet spiller også en vigtig rolle i forhold til at fremme regional sikkerhed.[165] Bulgarien har en aktiv treparts-aftale om økonomisk og diplomatisk samarbejde med Rumænien og Grækenland,[166] vedligeholder gode forhold med de andre EU-medlemmer, USA og Rusland, og forbedrer fortsat sit traditionelt gode forhold til Kina[167] og Vietnam.[168] HIV-retssagen i Libyen i 1998, hvor flere bulgarske sygeplejersker i Benghazi blev arresteret, havde en stor effekt på forholdet mellem Bulgarien, EU og Libyen. Sagen resulterede i at Muammar Gaddafis regering løslod sygeplejeskerne mod til gengæld at få en kontrakt til at modtage en atomreaktor samt våben fra Frankrig.[169]
Militær
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Bulgariens militær.
Bulgarien modtog seks KC-135 Stratotanker-fly og 200 støttepersonale til krigen i Afghanistan i 2001, hvilket repræsenterede første gang udenlandske styrker havde været på landets territorium siden anden verdenskrig.[15] I april 2006 blev landets internationale militærrelationer yderligere udvidet da Bulgarien og USA underskrev en forsvarssamarbejdsaftale, som tillod anvendelsen af Bezmer- og Graf Ignatievo-luftbaserne, Novo Selo-træningsområdet samt et logistikcenter i Aytos som fælles militære anlæg.[170] Samme år udnævnte magasinet Foreign Policy Bezmer-luftbasen til en af USAF's vigtigste europæiske faciliteter på grund af dens placering i forhold til Mellemøsten.[171] Samlet set er der indsat 756 bulgarske tropper i udlandet [hvornår?] som en del af diverse FN- og NATO-missioner. Historisk set har Bulgarien indsat store grupper af militært og civilt personnel i sovjetisk-allierede lande såsom under den nicaraguanske revolution og i Gaddafis Libyen.[172]
Indenrigsforsvaret er ansvarligt for Bulgariens professionelle hær, der består af land-, flåde- og luftstyrker. Landstyrkerne består af to mekaniserede brigader samt otte uafhængige regimenter og bataljoner; luftstyrkerne har 106 fly og antiluftskyts i seks luftbaser, og flåden har en lang række skibe, helikoptere og kystforsvar.[173] Efter en række nedskæringer fra 1990 og frem er antallet af aktive troper blevet reduceret fra 152.000 i 1988[174] til omkring 32.000 i 2000'erne,[175] som pr. 2010 understøttes af en reservestyrke på 302.500 soldater og officerer samt 34.000 paramilitære styrker.[176] Det militære inventar er hovedsageligt af sovjetisk oprindelse, såsom MiG-29-jagerfly, SA-10 Grumble-antiluftskyts og SS-21 Scarab-ballistiske missiler. Pr. 2012 planlagde regeringen at bruge $1,4 milliarder[bør uddybes] på nye jetjagere, kommunikationssystemer og evner indenfor cyberkrigsførsel.[177] I alt lå landets militære budget i 2009 på $819 millioner.[bør uddybes][178][fremtidigt info]
Økonomi
[redigér | rediger kildetekst] Hovedartikel: Bulgariens økonomi.
Bulgarien har en spirende markedsøkonomi[179] i den øvre midte af indkomstspektret,[180] og privatsektoren står for mere end 80% af BNP.[181] Landet har forandret sig fra hovedsageligt at være et landbrugsland med en landbefolkning i 1948 til i 1980'erne at være en industriøkonomi med videnskabelig og teknologisk forskning blandt de vigtigste budgetmæssige prioriteter.[182] Tabet af COMECON-markederne i 1990, og plansystemets efterfølgende "chokterapi" forårsagede en stærkt nedadgående tendens i industri- og landbrugproduktion, der endte i et økonomisk kollaps i 1997.[183][184] Økonomien blev genopbygget i en periode med hastig vækst nogle år senere,[183] men gennemsnitslønnen er fortsat en af EU's laveste, Pr. 2016 952 leva (omkring 3.600 kr.) om måneden.[185] Over en femtedel af arbejdsstyrken arbejder for en minimumsløn på omkring 7-8 kr. i timen.[186] Lønninger repræsenterer dog kun omkring halvdelen af den samlede husstandsindkomst,[187] på grund af den anseelige uformelle økonomi, som repræsenterer næsten 32% af landets BNP.[188] Bulgarsk KKP BNP per capita var Pr. 2014 på 47% af EU-gennemsnittet ifølge data fra Eurostat,[189] mens leveomkostningerne var 48% af gennemsnittet.[190] Landets valuta er den bulgarske lev, som er bundet til euroen med en kurs på 1,95583 levа pr. 1 euro.[191] Bulgarien er ikke en del af eurozonen, og landet har droppet sine planer om at skifte til euroen.[192]
De økonomiske indikatorer er blevet værre efter finanskrisen. Efter flere år med høj vækst faldt BNP 5,5% i 2009 og arbejdsløsheden ligger fortsat på over 12%.[193][194] Industriproduktionen faldt med 10%, mineproduktion med 31%, og metal- og jernholdig produktion med 60%.[195] Den positive vækst vendte tilbage i 2010,[194] omend investeringer og forbrug fortsat falder på grund af stigende arbejdsløshed.[196] Samme år oversteg koncern-intern gæld €51 milliarder, hvilket betød at 60% af alle bulgarske virksomheder var gensidigt forgældede.[197] Pr. 2012 var dette vokset til €83 milliarder, eller 227% af BNP.[198] Som svar, og efter opfordring fra IMF og EU, implementerede regeringen omfattende nedskæringer, hvilket gav visse positive økonomiske resultater, omend de sociale konsekvenser af disse nedskæringer har været "katastrofale" ifølge International Trade Union Confederation.[199] Korruption er fortsat et problem for den økonomiske vækst, da Bulgarien er et af de mest korrupte EU-lande, og har en 75. plads i Corruption Perceptions Index.[200] Korruptionsbekæmpelsen lider under svag retshåndhævelse og forvaltningens overordnet set lave kapacitet. Efter at have indtrådt i EU er kampen mod korruption dog kommet i fokus, og har ført til flere antikorruptions-programmer blandt de forskellige myndigheder.[201]
Økonomiske aktiviteter gavnes af af Bulgarien har EU's laveste indkomstskat for personer og virksomheder,[202] og næstlaveste offentlig gæld, som i 2012 var på 16,5% af BNP.[203] I 2013 blev BNP (PPP) vurderet til $119,6 milliarder, med en per capita-værdi på $16.518.[204] Sofia og det omkringliggende Yugozapaden-område er landets mest udviklede region, og har en per capita PPS BNP på $27.282 i 2011.[205] Bulgarien er en nettomodtager af midler fra EU. I 2009 var den absolutte mængde modtagede midler på €589 millioner.[206]
Landets arbejdsstyrke består af 2,45 millioner mennesker,[207] hvoraf 7,1% arbejdet i landbruget, 35,2% i industri og 57,7% i servicesektoren.[208] Udvindelse af metaller og mineraler, produktion af kemikalier, maskiner og bildele,[209] råolieraffinering[210] og stål er blandt de største industriaktiviteter.[211] Minedrift og relaterede industrier har omkring 120.000 mennesker ansat, og genererer omkring 5% af landets BNP.[212] Bulgarien er Europas sjettestørste kulproducent.[212][213] Lokale depoter af kul, jern, kobber og bly er centrale for fremstillings- og energisektorerne.[214] Næsten alle Bulgariens største eksportvarer er industriråvarer såsom olieprodukter, kobberprodukter og lægemidler.[215] Bulgarien er også en nettoeksportør af landbrugs- og fødevareprodukter, hvoraf to-tredjedele går til OECD-lande.[216] Det er verdens største producent af æteriske olier til parfume såsom lavendelolie og rosenolie.[15][217] Landbruget er faldet voldsomt i de seneste to årtier, og i 2008 lå produktionen kun på omkring 66% af det, den havde været mellem 1999 og 2001,[215] mens udbyttet af korn og grøntsager var faldet næsten 40% siden 1990.[218] I servicesektoren er turisme den største bidragsyder til økonomisk vækst.[219] I de seneste år er Bulgarien blevet en eftertragtet rejsedestination på grund af landets billige feriesteder og strande, der er uden for turistindustriens rækkevidde.[220][221] Lonely Planet placerede landet blandt dets top 10 rejsedestinationer i 2011.[222] De fleste besøgende er briter, rumænere, tyskere og russere.[223] Hovedstaden Sofia, middelalderhovedstaden Veliko Tarnovo,[224] kystresorterne Golden Sands og Sunny Beach og vinterresorterne Bansko, Pamporovo og Borovets er nogle af de oftest besøgte turiststeder.[219]
Videnskab og teknologi
[redigér | rediger kildetekst]
Bulgarien bruger 0,25% af sin BNP på videnskabelig forskning, og har dermed et af Europas laveste forsknings- og udviklingsbudgetter.[225][226] Kronisk underinvestering i forskning siden 1990 har tvunget mange professionelle videnskabsfolk til at forlade landet.[227] Som resultat heraf rangerer Bulgarien generelt lavt hvad angår innovation, konkurrencedygtighed og eksport med høj værditilvækst .[228][229] De centrale forsknings- og udviklingsområder er energi, nanoteknologi, arkæologi og lægevidenskab.[225] Det bulgarske videnskabsakademi er landets førende videnskabelige facilitet, og beskæftiger de fleste bulgarske forskere i sine mange institutter. Det har været aktivt indenfor rumforskning med RADOM-7-eksperimenter i radioaktivitetsmåling på den Internationale Rumstation[230] og Chandrayaan-1,[231] og har udviklet rum-drivhuse på rumstationen Mir.[232][233] Bulgarien blev det sjette land i verden til at have en astronaut i rummet, da Georgi Ivanov var med om bord på Soyuz 33 i 1979. Landet er herudover et aktivt medlem af CERN og har bidraget til organisationen aktiviteter med næsten 200 forskere siden det kom med i 1999.[234][235]
I 1980'erne var Bulgarien kendt som "Østblokkens Silicon Valley" på grund af landets store eksport af computerteknologi til andre COMECON-stater.[236] IKT-sektoren genererer 10% af BNP[237] og beskæftiger verdens tredjestørste kontingent af IKT-specialister. Det bulgarske National Centre for Supercomputing Applications (NCSA) driver Sydøsteuropas eneste supercomputer.[238][239] Det Bulgarske videnskabsakademi havde tidligere planer om at investere i en ny supercomputer 2015.[240]
Internetbrug i landet er vokset voldsomt siden 2000 — antallet af internetbrugere er vokset fra 430.000 til 3,4 millioner (48% dækningsgrad) i 2010.[241] Telefontjenester er udbredt, og en central linje forbinder de fleste regioner.[242] Mere end 90% af de faste linjer drives af Bulgarian Telecommunications Company (BTC),[243] mens mobiltjenester tilbydes af tre operatører — Mtel, Telenor og Vivacom.[244]
Infrastruktur
[redigér | rediger kildetekst]
Bulgariens strategiske geografiske placering og den veludviklede energisektor gør det til et af Europas energicentre på trods af en mangel på fossile brændstof-depoter.[245] Næsten 34% af landets elektricitet produceres af Kozloduy-kernekraftværket[246] og i befolkningen er der stærk opbakning til anvendelsen af atomenergi.[247] Den hurtige ekspansion af alternative energikilder såsom vind- og solenergi[248] gør herudover Bulgarien til en af verdens hurtigst-voksende producenter af vindenergi.[249] Bulgarien planlægger at få 16% af sin elektricitet fra vedvarende energi i 2020.[fremtidigt info][250]
Det nationale vejnet strækker sig i alt 40.231 km,[251] hvoraf 39.587 km er asfalteret, men næsten halvdelen er i den laveste internationale kategori af asfalterede veje.[242] Jernbaner bruges ofte til fragttransport, omens motorvejene står for en stadigt større del af fragttransporten. Bulgarien har 6.238 km jernbanespor[242] og i øjeblikket samlet set 81 km højhastighedsbaner.[252][253][254][255] Jernbanestrækningerne forbinder landet med Rumænien, Tyrkiet, Grækenland og Serbien, og der kører eksprestog direkte til Kyiv, Minsk, Moskva og Skt. Petersborg.[256] Sofia og Plovdiv er landets to luftfartscentraler, mens Varna og Burgas er de centrale havnebyer.[242] Varna var planlagt at være en af de første byer på EU-territorie til at modtage naturgas gennem den nu droppede South Stream-rørledning.[257]
Demografi
[redigér | rediger kildetekst]Bulgariens befolkning blev ved folketællingen i 2021 vurderet til at være på 6.519.789 indbyggere. Størstedelen af befolkningen, 72,5%, bor i byområder;[258] omkring 1/5 af den samlede befolkning bor i hovedstaden Sofia.[259][260] Bulgarere er langt den største etniske gruppe, og udgør 84,8% af befolkningen, fulgt af minoriteter af tyrkere og romaer, der udgør hhv. 8,8% og 4,9%; 40 mindre minoriteter udgør 0,7%, mens 0,8% ikke identificerer sig som en del af en etnisk gruppe.[1]
Alle etniske grupper taler bulgarsk, enten som modersmål eller andetsprog. Sproget er det eneste officielle sprog i landet og modersmål for 85,2% af befolkningen. Som det ældste af de skrevne slaviske sprog kan bulgarsk skelnes fra andre slaviske sprog ved visse grammatiske ejendommeligheder såsom manglen på navneordskasus og infinitiver, samt et suffiks for bestemte kendeord.[262][263]
Regeringsestimater fra 2003 vurderede at 98,6% af befolkningen kunne læse, uden nævneværdig forskel mellem kønnene. Uddannelsesstandarden i landet har traditionelt været høj,[264] omend den stadig er langt fra de europæiske sammenligningsgrundlag, og er faldet i det seneste årti.[265] Bulgarske elever var ved en måling i 2001 blandt de bedste i verden hvad angår læsning, hvor de overhalede deres canadiske og tyske modparter; Pr. 2006 var pointtallet indenfor læsning, matematik og naturvidenskab dog faldet. Offentlige udgifter til uddannelse er langt under gennemsnittet for EU.[265] Ministeriet for uddannelse, ungdom og videnskab finansierer delvist folkeskoler, læreanstalter og universiteter, fastsætter kriterier for lærebøger og overvåger deres udgivelse.[266] Staten tilbyder gratis uddannelse i grundskole og gymnasium.[264] Uddannelsesprocessen strækker sig henover 12 klasser, hvor 1. til 8. klasse er grundskole og 9. til 12. klasse er gymnasium.[266] Højere læreanstalter består af en 4-årig bachelorgrad og en 1-årig kandidatgrad.[267]
Bulgariens forfatning definerer landet som en sekulær stat med garanteret religionsfrihed, men angiver samtidig ortodoksi som en "traditionel" religion.[268] Den bulgarsk-ortodokse kirke fik autokefal status i 927 e.Kr.,[269][270] og har i øjeblikket 12 stifter og over 2.000 præster.[271] Mere end 3/4 af alle bulgarer bekender sig til den østlig-ortodokse kirke.[272] Sunnimuslimer udgør med sine 10% af befolkningen det næststørste religiøse samfund, omend størstedelen af disse ikke er aktivt praktiserende muslimer, og finder muslimske tørklæder i skoler uacceptable.[273] Mindre end 3% af befolkningen bekender sig til andre religioner, 11,8% bekender sig ikke til en religion og 21,8% har nægtet at svare.[272]
Bulgarien har en universel sundhedspleje, der finansieres af skatter og bidrag.[274] Den nationale sundhedsforsikringsfond betaler en stadigt større del af omkostningerne til den primære sundhedssektor.[275] I 2013 blev de samlede sundhedsomkostninger vurderet til at udgøre 4,1% af BNP.[276] Antallet af læger ligger over EU-gennemsnittet, med 181 læger pr. 100.000 indbyggere,[277] omend der er en ulige fordeling i praksisfelt, da der er mangel på sygeplejersker og andet medicinsk personale, og de fleste sundhedsfaciliteter overordnet set er i dårlig stand.[278] Personalemanglen er inden for visse felter så slem at patienter i stedet lader sig behandle i nabolande.[279] Bulgarien rangerer som den 113. efter forventet levealder, med et gennemsnit på 73,6 år for begge køn.[280] De primære dødsårsager for befolkningen i Bulgarien er de samme som i andre industrialiserede lande, nemlig hovedsageligt kardiovaskulær sygdom, neoplasier og luftvejssygdomme.[274]
Bulgarien er i en demografisk krise,[281][282] da landet har haft en negativ befolkningstilvækst siden starten af 1990'erne, da økonomien kollapsede og udløste en længerevarende emigrationsbølge.[283] Mellem 937.000 og 1.200.000 mennesker - hovedsageligt unge voksne - havde forladt landet pr. 2005.[283][284] Den totale fertilitetsrate (TFR) blev Pr. 2013 vurderet til 1,43 barn pr. kvinde, hvilket er under den nødvendige rate på 2,1 til at kunne vedligeholde befolkningstallet.[285] 1/3 af alle husholdninger består kun af én person, og 75,5% af alle familier har ikke børn under 16 år.[282] Som følge heraf er befolkningsvækst og fødselsrate blandt verdens laveste[286][287] mens dødeligheden er blandt de højeste.[288] Størstedelen af børn fødes af ugifte kvinder (ud af alle fødsler var 57,4% udenfor ægteskab i 2012).[289]
Kultur
[redigér | rediger kildetekst]
Traditionel bulgarsk kultur består hovedsageligt af thrakisk, slavisk og bulgarsk kulturarv med græsk, romersk, osmannisk, persisk og keltisk indflydelse.[290][291][292] Ni historiske og naturlige områder i Bulgarien er kommet på UNESCOs Verdensarvsliste: Madararytteren, de thrakiske grave i Svesjtari og Kazanlak, Bojana-kirken, Rilaklosteret, Klippekirkerne i Ivanovo, Pirin Nationalpark, Srebarna naturreservat og oldtidsbyen Nessebar.[293] Nestinarstvo, en rituel ilddans af thrakisk oprindelse,[294] er på UNESCO's liste over Mesterværker i mundtlig og immateriel kulturarv.[295] Ild er et centralt element i bulgarsk folklore, hvor den anvendes til at uddrive onde ånder og sygdomme. Bulgarsk folklore personificerer sygdomme som hekse, og har en lang række mytiske væsner, heriblandt lamya, samodiva (veela) og karakondzhul.[296] Nogle af traditionerne og ritualerne mod disse ånder har overlevet og praktiseres fortsat, hovedsageligt kukeri og survakari.[297] Fejringen af martenitsa er også udbredt.[298]
Slavisk kultur var i en stor del af middelalderen centreret i både det første og andet bulgarske rige. Preslav, Ohrid og Tarnovo havde alle litterære skoler, der udøvede en betragtelig kulturel indflydelse over den østligt-ortodokse verden.[299][300][301] Mange østeuropæiske og asiatiske sprog anvender det kyrilliske alfabet, som blev opfundet af Preslavs litterære skole omkring det 9. århundrede.[302] De middelalderlige udviklinger indenfor kunst og bogstaver stoppede brat med den osmanniske erobring af landet, hvor mange kunstværker blev ødelagt, og kunstneriske aktiviteter lå herefter stille frem til den bulgarske nationale genfødsel i det 19. århundrede.[303] Efter befrielsen begyndte bulgarsk litteratur hurtigt at anvende europæiske litterære stilarter såsom romantikken og symbolisme. Siden begyndelsen af det 20. århundrede er flere bulgarske forfattere, såsom Ivan Vazov, Pentjo Slavejkov, Pejo Javorov, Jordan Raditjkov, og filosofferne Julia Kristeva og Tzvetan Todorov blevet kendt uden for landets grænser.[304][305] I 1981 fik den bulgarsk-fødte forfatter Elias Canetti Nobelprisen i litteratur.[306]
Bulgarsk folkemusik er absolut den mest udbredte traditionelle kunst, og har langsomt udviklet sig som en fusion af østlig og vestlig indflydelse. Den indeholder fjernøstlig, orientalsk, middelalder-østlig-ortodoks og standard-vesteuropæisk tonalitet og moda.[307] Musikken har en særlig lyd og anvender en lang række traditionelle instrumenter, såsom gadulka, gaida (sækkepibe), kaval og tupan. En af musikkens genkendelige egenskaber er dens udvidede rytmiske tid, som ikke har nogen ækvivalent i resten af europæisk musik.[15] Det Bulgarske Statsfjernsyns Kvindelige Vokalkor er landets mest kendte folkeensemble, og har vundet en Grammy Award i 1990.[308] Bulgariens skrivne musikkompositioner kan spores tilbage til den tidlige middelalder og Johan Kukuzelis (ca 1280–1360).[309] Klassisk musik, opera og ballet er repræsenteret ved komponisterne Emanuil Manolov, Pancho Vladigerov og Georgi Atanasov og sangerne Ghena Dimitrova, Boris Christoff og Nicolai Ghiaurov.[310][311][312][313][314] Flere andre bulgarske kunstnere har herudover opnået berømmelse indenfor andre genrer såsom progressiv rock (FSB), electropop (Mira Aroyo) og jazz (Milcho Leviev).
Blandt kulturarven indenfor religiøs visuel kunst er freskoer, vægmalerier og ikoner, hvoraf mange blev produceret af Tarnovos kunstneriske skole.[315] Vladimir Dimitrov, Nikolaj Diulgheroff og Christo er nogle af de bedst kendte moderne bulgarske kunstnere.[303] Landets filmindustri er fortsat ikke særlig stor. Kulturbegivenheder annonceres i de største medier, heriblandt den Bulgarske nationalradio, samt dagbladene Dneven Trud, Dnevnik og 24 Chasa.[316]
Selvom store dele af Bulgariens medier kontrolleres af statslige myndigheder, heriblandt Bulgariens National-tv, Bulgariens nationalradio og det Bulgarske telegrafagentur, vurderes reportager generelt som værende neutrale og uafhængige af direkte statslig indblanding, på trods af at der ikke er nogen lovgivning der forhindrer dette.[317] Skrevne medier har ikke nogle juridiske begrænsninger,[318] og der eksisterer et stort antal private tv- og radiostationer. På trods af dette oplever de traditionelle bulgarske medier negativt økonomisk og politisk pres, og der har været observeret eksempler på selvcensur. I mellemtiden vokser internetmedier i popularitet på grund af deres censurfrihed samt den store forskelligartethed i indhold.[319]
Det bulgarske køkken ligner de andre Balkanlandes og demonstrerer stærk tyrkisk og græsk indflydelse.[320] Yoghurt, lukanka, banitsa, shopskasalat, lyutenitsa og kozunak er blandt de bedst kendte lokalretter. Orientalske retter såsom moussaka, gyuvech og baklava findes også. Befolkningen spiser mindre kød end det europæiske gennemsnit, og har i stedet en tydelig forkærlighed for en lang række salater.[320] Rakia er en traditionel frugtbrandy, som har været drukket i Bulgarien helt tilbage til det 14. århundrede.[321] Bulgarsk vin kendes for typerne Traminer, Muskat og Mavrud, hvoraf der årligt produceres op til 200.000 tons.[322][323] Frem til 1989 var Bulgarien verdens næststørste vineksportør.[324]
UNESCO-verdensarvssteder
[redigér | rediger kildetekst]
: Naturarv
: Kulturarv
Kulturelle
[redigér | rediger kildetekst]- Bojana-kirken (1979)
- Madararytteren (1979)
- Klippekirkerne i Ivanovo (1979)
- Den thrakiske grav i Kazanlak (1979)
- Oldtidsbyen Nessebar (1983)
- Rilaklosteret (1983)
- Den thrakiske grav i Svesjtari (1985)
Naturlige
[redigér | rediger kildetekst]- Pirin Nationalpark (1983)
- Srebarna naturreservat (1983)
Sport
[redigér | rediger kildetekst]Bulgarien klarer sig godt i sportsgrene såsom brydning, vægtløftning, boksning, gymnastik, volleyball, fodbold og tennis.[325] Landet har et af de førende mandlige volleyballhold, der Pr. 2016 er rangeret som nummer 16 i verden ifølge FIVB.[326] Fodbold er landets absolut mest populære sportsgren.[325] Blandt kendte spillere er AS Monaco F.C.-angriberen Dimitar Berbatov og Hristo Stoitjkov, der er tidligere vinder af Guldstøvlen og Ballon d'Or, og generelt betragtes som historiens største bulgarske fodboldspiller.[327] Blandt kendte indenlandske klubber er CSKA Sofia[328][329] og Levski Sofia. Landsholdets bedste præstation ved VM i fodbold var i VM i fodbold 1994, da Bulgarien nåede til semifinalen ved at besejre Grækenland, Argentina, Mexico og Tyskland, og endte på en fjerdeplads.[325] Bulgarien har deltaget i de fleste Olympiske lege siden Sommer-OL 1896, da landet var repræsenteret af Charles Champaud.[330] Landet har Pr. 2017 i alt vundet 223 medaljer: 52 guld, 88 sølv og 83 bronze,[331] hvilket samlet set giver det en 24. plads i antal medaljer vundet.
Stefka Kostadinova er regerende verdensmester i kvinders højdespring med et spring på 2,09 m i VM i atletik 1987. Hendes verdensrekord er en af de ældste indenfor moderne atletik. I alt satte Kostadinova syv verdensrekorder - tre udendørs og fire indendørs. Hun har herudover en verdensrekord for at springe over 2.00 m 197 gange.
Jordanka Donkova er en tidligere hækkeløbsatlet, der er kendt for at have vundet olympisk guld og bronze, såvel som 9 medaljer ved EM i indendørsatletik og EM i udendørsatletik. Donkova satte fire verdensrekorder i 100 meter hækkeløb (pendant til mændenes 110 meter hækkeløb) 1986. Hendes femte verdensrekord, en tid på 12,21 sekunder sat i 1988, blev først overgået i 2016.
Petar Stoychev er en langdistancesvømmer, som satte en ny rekord for krydsning af den engelske kanal i 2007.
Maria Gigova og Maria Petrova har begge haft en rekord på tre verdenstitler i rytmisk gymnastik.
Kalojan Mahljanov (Калоян Махлянов), kendt som Kotoōshū Katsunori, er en tidligere professionel sumobryder, der blev den første europæer til at opnå titlen ozeki i Japan.
Veselin Topalov blev FIDE-skakverdensmestre ved at vinde VM i skak 2005. Han mistede titlen ved VM i skak 2006 mod Vladimir Kramnik.
Bulgariens landshold i volleyball kommer ofte i Top 10, og har vundet sølvmedaljer ved Sommer-OL 1980, VM i 1970 og EM i 1951, såvel som flere bronzemedaljer, heriblandt til FIVB Volleyball Men's World Cup i Japan i 2007.
Fodnoter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ 19. februar i den julianske kalender, som blev brugt på den tid.
- ^ 22. september i den julianske kalender, som blev brugt på den tid.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b NSI Census data 2011, s. 4.
- ^ NSI Census data 2021, s. 3.
- ^ "cia.gov". Arkiveret fra originalen 1. oktober 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ a b "Bulgaria". International Monetary Fund. Hentet 12. maj 2016.
- ^ "Gini coefficient of equivalised disposable income (source: SILC)" (engelsk). Eurostat Data Explorer. Hentet 31. marts 2016.
- ^ "Human Development Report 2015" (PDF) (engelsk). HDRO (Human Development Report Office) United Nations Development Programme. Hentet 14. december 2015.
- ^ Folketælling (Webside ikke længere tilgængelig) Hentet den 11.5.2023
- ^ "Early human marks are 'symbols'". BBC News. 16. marts 2004. Hentet 8. juni 2012.
- ^ Slavchev, Vladimir (2004-2005). Monuments of the final phase of Cultures Hamangia and Savia on the territory of Bulgaria (PDF). Revista Pontica. Vol. 37-38. s. 9-20. Hentet 20. december 2011.
- ^ Chapman, John (2000). Fragmentation in Archaeology: People, Places, and Broken Objects. Routledge. s. 239. ISBN 978-0-415-15803-9.
- ^ Roberts, Benjamin W.; Thornton, Christopher P. (2009). "Development of metallurgy in Eurasia". Department of Prehistory and Europe, British Museum. s. 1015. Hentet 8. juni 2012.
In contrast, the earliest exploitation and working of gold occurs in the Balkans during the mid-fifth millennium BC, several centuries after the earliest known copper smelting. This is demonstrated most spectacularly in the various objects adorning the burials at Varna, Bulgaria (Renfrew 1986; Highamet al. 2007). In contrast, the earliest gold objects found in Southwest Asia date only to the beginning of the fourth millennium BC as at Nahal Qanah in Israel (Golden 2009), suggesting that gold exploitation may have been a Southeast European invention, albeit a short-lived one.
- ^ Sigfried J. de Laet, red. (1996). History of Humanity: From the Third Millennium to the Seventh Century BC. UNESCO / Routledge. s. 99. ISBN 978-92-3-102811-3. Hentet 8. juni 2012.
The first major gold-working centre was situated at the mouth of the Danube, on the shores of the Black Sea in Bulgaria ...
- ^ Grande, Lance (2009). Gems and gemstones: Timeless natural beauty of the mineral world. The University of Chicago Press. s. 292. ISBN 978-0-226-30511-0. Hentet 20. december 2011.
The oldest known gold jewelry in the world is from an archaeological site in Varna Necropolis, Bulgaria, and is over 6,000 years old (radiocarbon dated between 4,600BC and 4,200BC).
- ^ "The Gumelnita Culture". Government of France. Hentet 4. december 2011.
The Necropolis at Varna is an important site in understanding this culture.
- ^ a b c d "Bulgaria Factbook". United States Central Command. Arkiveret fra originalen 18. oktober 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b "Bulgar (people)". Encyclopædia Britannica. Hentet 24. maj 2012.
- ^ Boardman, John; Edwards, I.E.S.; Sollberger, E. (1982). The Cambridge Ancient History - part1: The Prehistory of the Balkans, the Middle East and the Aegean World, Tenth to Eighth Centuries BC. Vol. 3. Cambridge University Press. s. 53. ISBN 0521224969.
Yet we cannot identify the Thracians at that remote period, because we do not know for certain whether the Thracian and Illyrian tribes had separated by then. It is safer to speak of Proto-Thracians from whom there developed in the Iron Age...
- ^ Kidner; et al. (2013). Making Europe: The Story of the West (2 udgave). Cengage Learning. s. 57. ISBN 978-1111841317.
(...) In addition, the Persians gained Thrace (modern-day Bulgaria)
- ^ Thonemann, Peter; Price, Simon (2010). The Birth of Classical Europe: A History from Troy to Augustine. Penguin UK. ISBN 978-0141946863.
Darius extended the eastern and western boundaries of the empire still further, conquering the Indus Valley and much of modern Bulgaria (ancient Thrace)
- ^ a b Roisman & Worthington 2011, s. 135-138, 343-345.
- ^ "The Expedition of Cyrus". Hentet 24. december 2014.
- ^ Nagle, D. Brendan (2006). Readings in Greek History: Sources and Interpretations. Oxford University Press. s. 230. ISBN 0-19-517825-4.
However, one of the Thracian tribes, the Odrysians, succeeded in unifying the Thracians and creating a powerful state
- ^ Hornblower, Simon (2003). The Oxford Classical Dictionary. Oxford University Press. s. 1515. ISBN 0-19-860641-9.
Shortly afterwards the first King of the Odrysae, Teres attempted to carve an empire out of the territory occupied by the Thracian tribes (Thuc.2.29 and his sovereignty extended as far as the Euxine and the Hellespont)
- ^ Ivanov, Lyubomir (2007). ESSENTIAL HISTORY OF BULGARIA IN SEVEN PAGES. Bulgarian Academy of Sciences. s. 2. Hentet 20. december 2011.
In particular, in the mid-4th century a group of Goths settled in the region of Nikopolis ad Istrum (present Nikyup near Veliko Tarnovo in northern Bulgaria), where their leader Bishop Wulfila (Ulfilas) invented the Gothic alphabet and translated the Holy Bible into Gothic to produce the first book written in Germanic language.
- ^ Hock, Hans Heinrich; Joseph, Brian D. (1996). Language History, Language Change and Language Relationship: an introduction to historical and comparative linguistics. Walter de Gruyter & Co. s. 49. ISBN 3-11-014784-X. Hentet 20. december 2011.
The oldest extensive text is a Gothic Bible translation produced by the Gothic bishop Wulfilas (meaning 'Little Wolf') in the 4th century
- ^ "The monastery in the village of Zlatna Livada - the oldest in Europe" (bulgarsk). LiterNet. 30. april 2004. Hentet 30. marts 2012.
- ^ D. Angelov (1971). "The Formation of the Bulgarian Nation". Наука и изкуство, "Векове". s. 409-410.
- ^ Browning, Robert (1988). Byzantium and Bulgaria. Studia Slavico-Byzantina et Mediaevalia Europensia. Vol. I. s. 32-36.
- ^ Zlatarski, Vasil (1938). History of the First Bulgarian Empire. Period of Hunnic-Bulgarian domination (679-852) (bulgarsk). s. 188. Hentet 23. maj 2012.
- ^ Runciman, Steven (1930). A History of the First Bulgarian Empire. G. Bell and Sons. s. 26.
- ^ Ivanov, Lyubomir (2007). ESSENTIAL HISTORY OF BULGARIA IN SEVEN PAGES. Bulgarian Academy of Sciences. s. 2-3. Hentet 31. juli 2012.
- ^ "Krum (Bulgar khan)". Encyclopædia Britannica. Hentet 23. december 2011.
- ^ "The Spread of Christianity". Encyclopædia Britannica. Hentet 27. juli 2014.
Although Boris's baptism was into the Eastern church, he subsequently wavered between Rome and Constantinople until the latter was persuaded to grant de facto autonomy to Bulgaria in church affairs.
- ^ Crampton, R.J. (2007). Bulgaria. Oxford University Press. s. 13. ISBN 978-0-19-954158-4.
- ^ "Reign of Simeon I". Encyclopædia Britannica. Hentet 27. juli 2014.
Bulgaria's conversion had a political dimension, for it contributed both to the growth of central authority and to the merging of Bulgars and Slavs into a unified Bulgarian people.
- ^ Crampton, R.J. (2007). Bulgaria. Oxford University Press. s. 12. ISBN 978-0-19-954158-4.
No single act did more, in the long run, to weld Christian Slav and Proto-Bulgar into a Bulgarian people than the conversion of 864.
- ^ The First Golden Age.
- ^ "Reign of Simeon I". Encyclopædia Britannica. Hentet 4. december 2011.
Under Simeon's successors Bulgaria was beset by internal dissension provoked by the spread of Bogomilism (a dualist religious sect) and by assaults from Magyars, Pechenegs, the Rus, and Byzantines.
- ^ Browning, Robert (1975). Byzantium and Bulgaria. Temple Smith. s. 194–5. ISBN 0-85117-064-1.
- ^ "Reign of Simeon I". Encyclopædia Britannica. Hentet 20. januar 2012.
- ^ "Samuel". Encyclopædia Britannica. Hentet 20. januar 2012.
- ^ Scylitzae, Ioannis (1973). Synopsis Historiarum. Corpus Fontium Byzantiae Historiae (Hans Thurn udgave). s. 457. ISBN 978-3-11-002285-8.
- ^ Pavlov, Plamen (2005). "The plots of 'master Presian the Bulgarian'". Rebels and adventurers in medieval Bulgaria (bulgarsk). LiterNet. Hentet 20. december 2011.
And, in the Spring of 1018, "the party of capitulation" prevailed and Basil II freely entered the then capital of Bulgaria Ochrid.
- ^ a b Ostrogorsky, Georg (1969). History of the Byzantine State. Rutgers University Press. s. 311.
- ^ Cameron, Averil (2006). The Byzantines. Blackwell Publishing. s. 170. ISBN 978-1-4051-9833-2.
- ^ "Bulgaria – Second Bulgarian Empire". Encyclopædia Britannica. Hentet 31. marts 2012.
- ^ a b c d James David Bourchier (1911). "History of Bulgaria". Encyclopædia Britannica 1911. Hentet 9. december 2011.
- ^ Ivanov, Lyubomir (2007). ESSENTIAL HISTORY OF BULGARIA IN SEVEN PAGES. Bulgarian Academy of Sciences. s. 4. Hentet 20. december 2011.
The capital Tarnovo became a political, economic, cultural and religious centre seen as 'the third Rome' in contrast to Constantinople's decline after the Byzantine heartland in Asia Minor was lost to the Turks during the late 11th century.
- ^ "The Golden Horde". Library of Congress Mongolia country study. Arkiveret fra originalen 16. september 2011. Hentet 4. december 2011.
The Mongols maintained sovereignty over eastern Russia from 1240 to 1480, and they controlled the upper Volga area, the territories of the former Volga Bulghar state, Siberia, the northern Caucasus, Bulgaria (for a time), the Crimea, and Khwarizm
- ^ a b c "Bulgaria – Ottoman rule". Encyclopædia Britannica. Hentet 21. december 2011.
With the capture of a rump Bulgarian kingdom centred at Bdin (Vidin) in 1396, the last remnant of Bulgarian independence disappeared. ... The Bulgarian nobility was destroyed—its members either perished, fled, or accepted Islam and Turkicization—and the peasantry was enserfed to Turkish masters.
- ^ a b Jireček, K. J. (1876). Geschichte der Bulgaren (tysk). Nachdr. d. Ausg. Prag. ISBN 3-487-06408-1. Hentet 20. december 2011.
- ^ Minkov, Anton (2004). Conversion to Islam in the Balkans: Kisve Bahası - Petitions and Ottoman Social Life, 1670–1730. BRILL. s. 193. ISBN 90-04-13576-6.
- ^ Detrez, Raymond (2008). Europe and the Historical Legacies in the Balkans. Peter Lang Publishers. s. 36. ISBN 90-5201-374-8.
- ^ Fishman, Joshua A. (2010). "Handbook of Language and Ethnic Identity," Disciplinary and Regional Perspectives. Oxford University Press. s. 276. ISBN 0-19-537492-4.
There were almost no remnants of a Bulgarian ethnic identity; the population defined itself as Christians, according to the Ottoman system of millets, that is, communities of religious beliefs. The first attempts to define a Bulgarian ethnicity started at the beginning of the 19th century.
- ^ Roudometof, Victor; Robertson, Roland (2001). Nationalism, globalization, and orthodoxy: the social origins of ethnic conflict in the Balkans. Greenwood Publishing Group. s. 68-71. ISBN 0-313-31949-9.
- ^ Crampton, R. J. (1987). Modern Bulgaria. Cambridge University Press. s. 8. ISBN 0-521-27323-4. Hentet 2. oktober 2013.
- ^ Carvalho, Joaquim (2007). Religion and Power in Europe: Conflict and Convergence. Edizioni Plus. s. 261. ISBN 88-8492-464-2.
- ^ "Reminiscence from Days of Liberation*". Novinite. 3. marts 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria – Ottoman administration". Encyclopædia Britannica. Hentet 20. oktober 2012.
- ^ a b The Final Move to Independence.
- ^ a b San Stefano, Berlin and Independence.
- ^ Blamires, Cyprian (2006). World Fascism: A historical encyclopedia. ABC-CLIO. s. 107. ISBN 1-57607-941-4. Hentet 20. december 2011.
The "Greater Bulgaria" re-established in March 1878 on the lines of the medieval Bulgarian empire after liberation from Turkish rule did not last long.
- ^ "Timeline: Bulgaria – A chronology of key events". BBC News. 6. maj 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ Historical Setting.
- ^ Crampton, R.J. (2007). Bulgaria. Oxford University Press. s. 174. ISBN 978-0-19-954158-4.
- ^ Dillon, Emile Joseph (februar 1920). "XV". The Inside Story of the Peace Conference. Harper. ISBN 978-3-8424-7594-6. Hentet 20. december 2011.
The territorial changes which the Prussia of the Balkans was condemned to undergo are neither very considerable nor unjust.
- ^ Pinon, Rene (1913). L'Europe et la Jeune Turquie: les aspects nouveaux de la question d'Orient (fransk). Perrin et cie. ISBN 978-1-144-41381-9. Hentet 20. december 2011.
On a dit souvent de la Bulgarie qu'elle est la Prusse des Balkans
- ^ Tucker, Spencer C; Wood, Laura (1996). The European Powers in the First World War: An Encyclopedia. Taylor & Francis. s. 173. ISBN 0-8153-0399-8.
- ^ Broadberry, Stephen; Klein, Alexander (8. februar 2008). "Aggregate and Per Capita GDP in Europe, 1870–2000: Continental, Regional and National Data with Changing Boundaries" (PDF). Department of Economics at the University of Warwick, Coventry. s. 18. Arkiveret fra originalen (PDF) 22. juni 2012. Hentet 24. maj 2012.
- ^ "WWI Casualty and Death Tables". PBS. Arkiveret fra originalen 29. oktober 2012. Hentet 9. juli 2013.
- ^ Mintchev, Vesselin (oktober 1999). "External Migration in Bulgaria". South-East Europe Review (3/99): 124. Arkiveret fra originalen 17. januar 2013. Hentet 8. maj 2013.
- ^ Chenoweth, Erica (2010). Rethinking Violence: States and Non-State Actors in Conflict. Belfer Center for Science and International Affairs. s. 129. ISBN 978-0-262-01420-5.
Bulgaria, for example, had a net surplus of refugees and was faced with the daunting task of absorbing thousands of Bulgarian refugees from Greece over a relatively short period. While international loans from the Red Cross and other organizations helped to defray the substantial costs of accommodating surplus populations, it placed a strenuous financial burden on states that were still recovering from the war an experiencing economic downturn as well as political upheaval.
- ^ Bulgaria in World War II: The Passive Alliance.
- ^ Wartime Crisis.
- ^ Pavlowitch, Stevan K. (2008). Hitler's new disorder: the Second World War in Yugoslavia. Columbia University Press. s. 238-240. ISBN 0-231-70050-4. Hentet 20. december 2011.
When Bulgaria switched sides in September...
- ^ Crampton, R. J. (2005). A concise history of Bulgaria. Cambridge University Press. s. 271. ISBN 0-521-61637-9. Hentet 20. december 2011.
- ^ Hanna Arendt Center in Sofia, with Dinyu Sharlanov and Venelin I. Ganev. Crimes Committed by the Communist Regime in Bulgaria. Country report. "Crimes of the Communist Regimes" Conference. 24–26 February 2010, Prague.
- ^ Valentino, Benjamin A (2005). Final solutions: mass killing and genocide in the twentieth century. Cornell University Press. pp. 91–151.
- ^ Rummel, Rudolph, Statistics of Democide, 1997.
- ^ Domestic Policy and Its ResultsQuote: "...real wages increased 75 percent, consumption of meat, fruit, and vegetables increased markedly, medical facilities and doctors became available to more of the population..."
- ^ After Stalin.
- ^ Stephen Broadberry; Alexander Klein (27. oktober 2011). "Aggregate and per capita GDP in Europe, 1870-2000" (PDF). s. 23, 27. Arkiveret fra originalen (PDF) 30. maj 2013. Hentet 12. juli 2013.
- ^ Vachkov, Daniel; Ivanov, Martin (2008). Bulgarian Foreign Debt 1944-1989. Siela. s. 103, 153, 191. ISBN 9789542803072.
- ^ The Economy.
- ^ The Political Atmosphere in the 1970s.
- ^ Bohlen, Celestine (17. oktober 1991). "Vote Gives Key Role to Ethnic Turks". The New York Times. Hentet 20. december 2011.
in 1980s ... the Communist leader, Todor Zhivkov, began a campaign of cultural assimilation that forced ethnic Turks to adopt Slavic names, closed their mosques and prayer houses and suppressed any attempts at protest. One result was the mass exodus of more than 300,000 ethnic Turks to neighboring Turkey in 1989
- ^ "Cracks show in Bulgaria's Muslim ethnic model". Reuters. 31. maj 2009. Arkiveret fra originalen 24. april 2012. Hentet 30. oktober 2011.
- ^ Government and Politics.
- ^ "Bulgarian Politicians Discuss First Democratic Elections 20y After". Novinite. 5. juli 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The destructive Bulgarian transition". Le Monde diplomatique (bulgarsk). 1. oktober 2007. Hentet 20. december 2011.
- ^ World Socialist Web Site (24. juli 2001). "Ex-King Simeon II named new prime minister of Bulgaria". Hentet 20. december 2011.
- ^ a b c d Library of Congress 2006, s. 16.
- ^ "Human Development Index Report" (PDF). United Nations. 2005. s. 220. Arkiveret fra originalen (PDF) 10. marts 2011. Hentet 4. december 2011. Compare with 2004 Report, page 140. Retrieved 4 December 2011.
- ^ a b "NATO Update: Seven new members join NATO". NATO. 29. marts 2004. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b Bos, Stefan (1. januar 2007). "Bulgaria, Romania Join European Union". VOA News. Voice of America. Hentet 2. januar 2009.
- ^ a b c d e f Library of Congress 2006, s. 4.
- ^ Penin, Rumen (2007). Природна география на България. Bulvest 2000. s. 18. ISBN 978-954-18-0546-6.
- ^ "Countries ranked by area". The World Factbook. Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 22. november 2018. Hentet 4. december 2011.
- ^ "Bulgaria". The World Factbook. Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 1. oktober 2016. Hentet 4. december 2011.
- ^ "Мусала". Българска енциклопедия А-Я (bulgarsk). Bulgarian Academy of Sciences / Trud. 2002. ISBN 954-8104-08-3. OCLC 163361648.
- ^ Topography.
- ^ Donchev, D. (2004). Geography of Bulgaria (bulgarsk). Ciela. s. 68. ISBN 954-649-717-7.
- ^ "Extreme temperature records worldwide". MeteorologyClimate. Arkiveret fra originalen 8. oktober 2007. Hentet 17. april 2012.
- ^ Climate.
- ^ "Status of Ratification of the Kyoto Protocol". United Nations Framework Convention on Climate Change. Hentet 4. april 2016.
- ^ "Bulgaria Achieves Kyoto Protocol Targets – IWR Report". Novinite. 11. august 2009. Hentet 20. december 2011.
- ^ Kanev, Petar (2009). "България от Космоса: сеч, пожари, бетон ... и надежда". *8* Magazine (bulgarsk). Klub 8 (2).
- ^ "Bulgaria's Air Is Dirtiest in Europe, Study Finds, Followed by Poland". The New York Times. 15. oktober 2013. Hentet 15. oktober 2013.
- ^ "High Air Pollution to Close Downtown Sofia". Novinite. 14. januar 2008. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria's Sofia, Plovdiv Suffer Worst Air Pollution in Europe". Novinite. 23. juni 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b "Bulgaria's quest to meet the environmental acquis". European Stability Initiative. 10. december 2008. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Industrial facilities causing the highest damage costs to health and the environment". European Environment Agency. Hentet 25. november 2014.
- ^ "Municipal waste recycling 1995–2008 (1000 tonnes)". Eurostat. 2008. Arkiveret fra originalen 26. januar 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The first factory for recycling of electronic appliances now works". Dnevnik. 28. juni 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "2012 Environmental Performance Index". Yale University. Hentet 21. juni 2012. (Webside ikke længere tilgængelig)
- ^ "Report on European Environment Agency about the quality of freshwaters in Europe". European Environment Agency. Hentet 21. marts 2014.
- ^ "Характеристика на флората и растителността на България". Bulgarian-Swiss program by biodiversity. Arkiveret fra originalen 27. april 2013. Hentet 21. marts 2013.
- ^ "Видово разнообразие на България" (PDF). UNESCO report. Hentet 21. marts 2013.
- ^ "The future of Bulgaria's natural parks and their administrations". Gora Magazine. juni 2010. Arkiveret fra originalen 2. november 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Europe & North America: 297 biosphere reserves in 36 countries". UNESCO. Hentet 4. april 2016.
- ^ "Bulgaria – Environmental Summary, UNData, United Nations". United Nations. Hentet 20. december 2011.
- ^ ""The living eternity" tells about the century-old oak in the village of Granit" (bulgarsk). Stara Zagora Local Government. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012. Hentet 4. december 2011.
- ^ a b "Bulgaria: Plant and animal life". Encyclopaedia Britannica Online. Hentet 2. maj 2014.
- ^ "Characteristics of the flora and vegetation in Bulgaria". Bulgarian-Swiss Foundation for the Protection of Biodiversity. Arkiveret fra originalen 27. april 2013. Hentet 20. december 2011.
- ^ Denchev, C. & Assyov, B. Checklist of the larger basidiomycetes ın Bulgaria. Mycotaxon 111: 279-282 (2010).
- ^ "Brown bear conservation in Bulgaria". Frankfurt Zoological Society. Hentet 2. maj 2014.
- ^ "The big return of the lynx in Bulgaria". BirdsOfEurope. 23. maj 2009. Arkiveret fra originalen 26. april 2012. Hentet 20. december 2011. (in Bulgarian)
- ^ "Biodiversity in Bulgaria". Arkiveret fra originalen 30. april 2016. Hentet 21. marts 2014.
- ^ "Report on European Environment Agency about the Nature protection and biodiversity in Europe". European Environment Agency. Hentet 21. marts 2014.
- ^ a b c Library of Congress 2006, s. 17.
- ^ Gabriel Hershman (31. oktober 2011). "President-elect Plevneliev's final margin of victory closer than predicted". The Sofia Echo. Arkiveret fra originalen 8. maj 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgarian Cabinet Faces No-Confidence Vote Over Atomic Plant". Bloomberg Businessweek. 6. april 2012. Arkiveret fra originalen 26. juli 2013. Hentet 1. juni 2012.
- ^ "Bulgarian government resigns amid growing protests". Yahoo News. Arkiveret fra originalen 2013-03-08. Hentet 20. februar 2013.
- ^ "Protests in Bulgaria and the new practice of democracy". Al Jazeera. 21. februar 2013. Hentet 16. maj 2013.
- ^ "Protests in Bulgaria and the new practice of democracy". Al Jazeera. 21. februar 2013. Hentet 7. marts 2013.
- ^ "Rightist GERB holds lead in Bulgaria's election". Reuters. 12. maj 2013. Arkiveret fra originalen 13. maj 2013. Hentet 15. maj 2013.
- ^ "PM Hopeful: New Bulgarian Cabinet Will Be 'Expert, Pragmatic'". Novinite.com. Sofia News Agency. Hentet 12. marts 2014.
- ^ Buckley, Neil (29. maj 2013). "Bulgaria parliament votes for a 'Mario Monti' to lead government". FT.com. Hentet 4. juni 2013.
- ^ Seiler Bistra; Emiliyan Lilov (26. juni 2013). "Bulgarians protest government of 'oligarchs'". Deutsche Welle. Hentet 30. marts 2014.
- ^ "Timeline of Oresharski's Cabinet: A Government in Constant Jeopardy". Novinite.com. Sofia News Agency. Hentet 29. juli 2014.
- ^ "Bulgaria's PM Plamen Oresharski Resigns". Novinite.com. Sofia News Agency. Hentet 25. juli 2014.
- ^ "Bulgaria's President Names Georgi Bliznashki as Prime Minister". Novinite. 5. august 2014. Hentet 7. april 2016.
- ^ "Bulgaria's 42nd Parliament Dissolved, Elections on October 5". Novinite.com. Sofia News Agency. Hentet 9. august 2014.
- ^ Petrov, Angel. "Bulgaria's Grand Parliament Chessboard Might Be Both Ailment and Cure". Novinite.com. Sofia News Agency. Hentet 7. oktober 2014.
- ^ "Bulgaria's Borisov plasters together coalition government". Reuters. 6. november 2014. Hentet 7. april 2016.
- ^ "The Bulgarian Legal System and Legal Research". Hauser Global Law School Program. august 2006. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Съдебната ни система – първенец по корупция" (bulgarsk). News.bg. 3. juni 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ Brunwasser, Matthew (5. november 2006). "Questions arise again about Bulgaria's legal system". The New York Times. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Transparency International report: Bulgaria perceived as EU's most corrupt country". Bulgarian National Radio. 1. december 2012. Arkiveret fra originalen 1. november 2012. Hentet 23. maj 2012.
- ^ "Bulgaria Sets Up Anti-Corruption Unit; Security Chief Steps Down". Bloomberg. 17. februar 2011. Hentet 23. maj 2012.
- ^ Interpol. "Interpol entry on Bulgaria". Interpol. Hentet 20. december 2011.
- ^ "National Police Service". Ministry of Interior of Bulgaria. Arkiveret fra originalen 3. oktober 2012. Hentet 25. maj 2012.
- ^ "Official: The policemen in Bulgaria are almost 27,000". Vsekiden (bulgarsk). 19. januar 2010. Arkiveret fra originalen 30. januar 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "State Agency for National Security Official Website". State Agency for National Security. Hentet 20. december 2011.
- ^ "LOCAL STRUCTURES IN BULGARIA". Council of European Municipalities and Regions. Arkiveret fra originalen 4. juni 2012. Hentet 11. april 2012.
- ^ "Historical development of the administrative and territorial division of the Republic of Bulgaria" (bulgarsk). Ministry of Regional Development. Arkiveret fra originalen 2. februar 2014. Hentet 5. maj 2013.
- ^ "The oblasts in Bulgaria. Portraits". Ministry of Regional Development. Arkiveret fra originalen 19. juni 2012. Hentet 4. december 2011.
- ^ "The United Nations Security Council". The Green Papers Worldwide. Hentet 4. december 2011.
- ^ "European Commission Enlargement Archives: Treaty of Accession of Bulgaria and Romania". European Commission. 25. april 2005. Hentet 20. december 2011.
- ^ Popkostadinova, Nikoleta (3. marts 2014). "Angry Bulgarians feel EU membership has brought few benefits". EUobserver. Hentet 5. marts 2014.
- ^ "Todor Zhivkov's dream – Bulgaria in the EC in '87" (bulgarsk). Dnes.bg. 15. august 2008. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Todor Zhivkov was thinking of joining Bulgaria to the EC". Vsekiden (bulgarsk). 3. september 2008. Arkiveret fra originalen 20. juni 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ ""Deutsche Welle": Todor Zhivkov wanted Bulgaria to join the EC". Vesti (bulgarsk). 3. september 2008. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria Factbook". Bureau of European and Eurasian Affairs, U.S. Department of State. Hentet 4. december 2011.
- ^ "Bulgaria - relations". Ministry of Foreign Affairs of Greece. Arkiveret fra originalen 5. februar 2012. Hentet 31. marts 2012.
- ^ "Bulgaria - Bilateral Relations". Ministry of Foreign Affairs of the PRC. Hentet 31. marts 2012.
- ^ "Vietnam Thanks Bulgaria for University Graduates". Novinite. 28. oktober 2010. Hentet 31. marts 2012.
- ^ "Gaddafi, Sarkozy Involved N-Plant Deal in Rescue of Bulgarian Medics - Report". Novinite. 30. april 2012. Hentet 1. maj 2012.
- ^ "US, Bulgaria sign defence co-operation agreement". Southeast European Times. 28. april 2006. Arkiveret fra originalen 25. januar 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The List: The Six Most Important U.S. Military Bases". Foreign Policy. maj 2006. Hentet 7. april 2016.
- ^ Foreign Affairs in the 1960s and 1970s.
- ^ "Armed Forces Development Plan" (PDF). Ministry of Defence of Bulgaria. 2010. Hentet 31. marts 2012.
- ^ Military Personnel.
- ^ "The army is getting closer to a number of 24 000 active personnel". Mediapool. 26. maj 2010. Hentet 1. november 2011.
- ^ Hackett, James, red. (2010). The Military Balance 2010. Routledge. s. 121–123. ISBN 1-85743-557-5.
- ^ "Bulgaria 2011 review - Defense". Novinite. 6. januar 2012. Hentet 31. marts 2012.
- ^ "Official Military Expenditures List" (PDF). Ministry of Defence of Bulgaria. Arkiveret fra originalen (PDF) 12. maj 2011. Hentet 4. december 2011.
- ^ Alfred Levinson (1994). "Bulgaria's Transition to a Market Economy" (PDF). Sofia University. Arkiveret fra originalen (PDF) 12. august 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "World Bank: Data and Statistics: Country Groups". The World Bank Group. 2008. Hentet 27. juli 2008.
- ^ "Bulgaria Overview". USAID. 2002. Arkiveret fra originalen 10. juli 2011. Hentet 2. november 2011.
- ^ "Bulgaria – Late Communist rule". Encyclopædia Britannica. Hentet 20. december 2011.
Bulgaria gave the highest priority to scientific and technological advancement and the development of trade skills appropriate to an industrial state. In 1948 approximately 80 percent of the population drew their living from the soil, but by 1988 less than one-fifth of the labour force was engaged in agriculture, with the rest concentrated in industry and the service sector.
- ^ a b "The economies of Bulgaria and Romania". European Commission. januar 2007. Hentet 20. december 2011.
- ^ OECD Economic Surveys. OECD. 1999. s. 24.
The previous 1997 Economic Survey of Bulgaria documented how a combination of difficult initial conditions, delays in structural reforms, ... culminated in the economic crisis of 1996–97.
- ^ "Average monthly wages and salaries in 2015". National Statistical Institute. Arkiveret fra originalen 26. februar 2015. Hentet 1. februar 2015.
- ^ "One out of six employees in the EU27 was a low-wage earner in 2010" (PDF). Eurostat. 20. december 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 2012-12-24. Hentet 20. december 2012.
- ^ "Households Income, Expenditure and Consumption in 2011" (PDF). National Statistical Institute. 17. april 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 14. november 2012. Hentet 17. april 2012.
- ^ "SHADOW ECONOMY" (PDF). Eurostat. 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 14. november 2012. Hentet 20. december 2012.
- ^ "GDP per capita in PPS". Eurostat. Hentet 1. februar 2016.
- ^ "Comparative price levels". Eurostat. Hentet 1. februar 2016.
- ^ "Fixed currency exchange rates". Bulgarian National Bank. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria abandons plans to enter eurozone: WSJ". Reuters. 3. september 2012. Arkiveret fra originalen 26. maj 2013. Hentet 17. marts 2013.
- ^ "Unemployment rate". Eurostat. Hentet 14. august 2012.
- ^ a b "Real GDP growth rate – volume". Eurostat. 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Economist: financial crisis brewed by U.S. market fundamentalism". Xinhua News Agency. 12. marts 2009. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Looming Recession to Fuel Further Bulgaria's Jobless Rate". Novinite. 25. april 2012. Hentet 1. maj 2012.
- ^ "Inter-company debt – one of Bulgarian economy's serious problems". Bulgarian National Radio. 17. juni 2010. Arkiveret fra originalen 1. november 2012. Hentet 10. juli 2012.
- ^ "Business points to a major disproportion in Bulgaria" (bulgarsk). Dir.bg. 14. januar 2013. Hentet 14. januar 2013.
- ^ "ITUC Frontlines Report 2012: Section on Bulgaria". Novinite. 10. oktober 2012. Hentet 10. oktober 2012.
- ^ "Corruption Perceptions Index: Transparency International". Transparency International. 2012. Hentet 17. marts 2013.
- ^ "Snapshot of the Bulgaria Country Profile". Business Anti-Corruption Portal. GAN Integrity Solutions. Hentet 17. november 2013.
- ^ "Ireland Stays in Bulgaria-Led Club of Low Corporate Taxes, Ups Income Levy". Novinite. 22. november 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Euro area government debt up to 90.0% of GDP" (PDF). Eurostat. s. 2. Arkiveret fra originalen (PDF) 10. maj 2013. Hentet 17. marts 2013.
- ^ "Bulgaria". International Monetary Fund. Hentet 28. november 2014.
- ^ "Regional gross domestic product (PPS per inhabitant), by NUTS 2 regions". Eurostat. Hentet 1. december 2014.
- ^ Data from different standpoints (absolute, per capita, as proportion of GDP)Nicolaus Heinen (11. maj 2011). "EU net contributor or net recipient: Just a matter of your standpoint?" (PDF). Deutsche Bank Research. Arkiveret fra originalen (PDF) 6. april 2012. Hentet 2. maj 2012.
- ^ "Labour force rank list". The World Factbook. Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 9. marts 2013. Hentet 17. marts 2013.
- ^ "Field listing of labor force by occupation". Central Intelligence Agency. 2010. Arkiveret fra originalen 5. september 2015. Hentet 21. marts 2013.
- ^ "Bulgaria Automotive Report". Economist Intelligence Unit. 11. marts 2011. Hentet 20. december 2011.
In particular, offset arrangements linked to the contract of Daimler (Germany) to supply vehicles to the Bulgarian armed forces have been boosting the local automotive parts sector.
- ^ "Industries Field Listing". Central Intelligence Agency. 2011. Arkiveret fra originalen 25. juni 2014. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria: Selling off steel". Oxford Business Group. 31. august 2011. Arkiveret fra originalen 7. september 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b "Bulgaria's ore exports rise 10% in H1 2011 – industry group". The Sofia Echo. 18. august 2011. Arkiveret fra originalen 16. marts 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Total Primary Coal Production (Thousand Short Tons)". U.S. Energy Information Administration. Hentet 15. december 2011.
- ^ Resource Base.
- ^ a b "Bulgaria – Economic Summary, UNData, United Nations". United Nations. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Agricultural Policies in non-OECD countries: Monitoring and Evaluation" (PDF). OECD. 2007. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgarian lavender producers worried about demand drop". China Post. 14. juli 2011. Arkiveret fra originalen 8. januar 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria – Natural conditions, farming traditions and agricultural structures". Food and Agriculture Organization. Arkiveret fra originalen 28. marts 2008. Hentet 2. november 2011.
- ^ a b "General information to the tourism sector in Bulgaria" (PDF). OECD Library. 2007. Hentet 21. marts 2013.
- ^ "Bulgaria 'cheapest holiday destination'". The Sofia Echo. 15. juli 2011. Arkiveret fra originalen 28. december 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Europe (without the euro)". The Guardian. 20. april 2009. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Lonely Planet's top 10 countries for 2011". Lonely Planet. 31. oktober 2010. Arkiveret fra originalen 4. november 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Nights spent by foreigners and arrivals of foreigners in accommodation establishments by country of origin in 2012". National Statistical Institute. 22. februar 2013. Arkiveret fra originalen 29. maj 2013. Hentet 18. marts 2013.
- ^ "Bulgarian tourism gets 42M leva boost". The Sofia Echo. 20. januar 2011. Arkiveret fra originalen 22. januar 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b "Bulgaria Cuts Drastically R & D Spending". Novinite. 30. juni 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Research and development expenditure". Eurostat. Arkiveret fra originalen 26. august 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ Shopov, V. (2007). "The impact of the European scientific area on the 'Brain leaking' problem in the Balkan countries". Nauka (bulgarsk) (1).
- ^ "Country Profile – Bulgaria" (PDF). Innovation Union Competitiveness Report 2011. European Commission. 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria ranks bottom in meeting EU's Lisbon criteria – World Economic Forum". The Sofia Echo. 27. oktober 2008. Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 20. december 2011.
- ^ Dachex, Yu.; Dimitrov, F.; Tomov, O.; Matviichuk; Spurny; Ploc (2011). "Liulin-type spectrometry-dosimetry instruments". Radiation Protection Dosimetry. Oxford University Press. 144: 675-679. doi:10.1093/rpd/ncq506. ISSN 1742-3406. PMID 21177270.
- ^ "Radiation Dose Monitor Experiment (RADOM)". ISRO. Arkiveret fra originalen 19. januar 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ Ivanova, T.N.; Kostov, P.T.; Sapunova, S.M.; Dandolov, I.W.; Salisbury, F.B.; Bingham, G.E.; Sytchov, V.N.; Levinskikh, M.A.; Podolski, I.G.; Bubenheim, D.B.; Jahns, G. (januar-april 1998). "Six-month space greenhouse experiments—a step to creation of future biological life support systems". Acta Astronautica. Space Research Institute. 42 (1-8): 11-23. doi:10.1016/S0094-5765(98)00102-7. ISSN 0094-5765. PMID 11541596.
{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link) - ^ Mishev, Dimitar (2004). Space Research in Bulgaria (bulgarsk). Bulgarian Academy of Sciences (via the Marin Drinov publishing house). s. 162. ISBN 954-430-994-2.
16 June 1990: Onboard research on the Mir Space Station under the Interkosmos program begin with the Bulgarian-developed SVET space greenhouse ...
- ^ "Bulgaria is CERN's 20th Member State". CERN press office. 18. juni 1999. Hentet 18. marts 2013.
- ^ "199 български учители посетили CERN". BNews. 15. december 2012. Hentet 18. marts 2013.
- ^ "IT Services: Rila Establishes Bulgarian Beachhead in UK". findarticles.com. 24. juni 1999. Arkiveret fra originalen 2012-05-25. Hentet 20. december 2011.
- ^ "ICT Sector Generates 10% of Bulgaria's GDP - Association". Novinite. 1. december 2011. Hentet 18. marts 2013.
- ^ "BAS now has the only supercomputer in the Balkans" (bulgarsk). Dnevnik. 29. april 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "IBM Supercomputer Boosts Bulgaria's Advance Towards Knowledge-Based Economy". IBM Press Room. 9. september 2008. Hentet 20. december 2011.
- ^ Capital.bg. "БАН купува суперкомпютър за 3.3 млн.лв". capital.bg.
- ^ "Bulgaria Internet Usage Stats and Market Report". Internetworldstats.com. 30. juni 2010. Arkiveret fra originalen 24. oktober 2020. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b c d Library of Congress 2006, s. 14.
- ^ "Bulgaria: 2011 Telecommunication Market and Regulatory Developments" (PDF). European Commission. 2011. s. 2. Hentet 19. marts 2013.
- ^ "Bulgaria Opens Tender for Fourth Mobile Operator". Novinite. 3. oktober 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Energy Hub". Oxford Business Group. 13. oktober 2008. Arkiveret fra originalen 17. januar 2013. Hentet 20. december 2011.
- ^ "About the plant" (bulgarsk). AETs Kozloduy EAD. Arkiveret fra originalen 17. august 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Country profile: Bulgaria". ENS News (11). 2006. Arkiveret fra originalen 21. januar 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "EU Energy factsheet about Bulgaria" (PDF). European Commission. Arkiveret fra originalen (PDF) 25. oktober 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria set for massive growth in wind power". European Wind Energy Association. 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "AES wind farm kicks off in Bulgaria". PhysOrg. 6. oktober 2009. Hentet 20. december 2011.
- ^ "World rankings by total road length". The World Factbook. Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 30. juli 2020. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The trains from Plovdiv to Dimitrovgrad now with 160 km/h". Dariknews. Hentet 1. juli 2012.
- ^ "Bulgaria to Turkey wiring underway". Railway Gazette International. Arkiveret fra originalen 23. oktober 2012. Hentet 11. maj 2012.
- ^ "Bozhkov is building the "Maritsa" high-speed rail line". Standart (bulgarsk). Arkiveret fra originalen 6. maj 2016. Hentet 11. maj 2012.
- ^ "The Plovdiv-Burgas train will travel with 200 km/h" (bulgarsk). Snews.bg. Hentet 11. maj 2012.
- ^ "Trains in Bulgaria". EuRail. Arkiveret fra originalen 1. maj 2012. Hentet 2. maj 2012.
- ^ "South Stream's Russian gas for Europe". RIA Novosti. 20. januar 2009. Hentet 1. maj 2012.
- ^ NSI Census data 2011, s. 3.
- ^ NSI Census data 2011, s. 7.
- ^ NSI Census data 2011, s. 12.
- ^ "Population by mother tongue". NSI.
- ^ Paul Robert Magocsi (1999). Encyclopedia of Canada's peoples. University of Toronto Press. Hentet 4. december 2011.
- ^ James David Bourchier (1911). "Bulgaria – Language". Encyclopædia Britannica 1911. Hentet 4. december 2011.
- ^ a b Library of Congress 2006, s. 6.
- ^ a b "Education in Bulgaria" (PDF). 2007. Arkiveret fra originalen (PDF) 4. marts 2016. Hentet 23. marts 2013.
- ^ a b "Bulgaria – Educational System—overview". U.S. University Directory. Hentet 4. december 2011.
- ^ "Structure of the Education System in Bulgaria". Ministry of Education, Youth and Science of Bulgaria. Arkiveret fra originalen 11. januar 2012. Hentet 4. december 2011.
- ^ "The Bulgarian Constitution". Parliament of Bulgaria. Hentet 20. december 2011.
- ^ Kiminas, D. (2009). The Ecumenical Patriarchate. Wildside Press LLC. s. 15. ISBN 978-1-4344-5876-6. Hentet 20. december 2011.
- ^ Carvalho, Joaquim (2007). Religion and power in Europe: conflict and convergence. Pisa University Press. s. 257. ISBN 978-88-8492-464-3. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgarian Orthodox Church". Encyclopædia Britannica. Hentet 20. december 2011.
- ^ a b NSI Census data 2011, s. 5.
- ^ "Bulgaria's Muslims not deeply religious: study". Hürriyet Daily News. Agence France-Presse. 9. december 2011. Hentet 27. marts 2013.
- ^ a b Georgieva, Lidia; Salchev, Petko (2007). "Bulgaria Health system review" (PDF). Health Systems in Transition. European observatory on health systems and policies. 9 (1): xvi, 12. Arkiveret fra originalen (PDF) 9. oktober 2022. Hentet 20. december 2011.
- ^ Library of Congress 2006, s. 7.
- ^ "Budget 2013 sets 4.1 % of GDP for healthcare" (bulgarsk). Investor. 4. oktober 2012. Hentet 8. april 2013.
- ^ "Bulgaria has one of the EU's highest hospital coefficient" (bulgarsk). Econ Online Magazine. 17. februar 2010. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The Bulgaria 2011 Review: Health and Healthcare". Novinite. 6. januar 2012. Hentet 20. januar 2012.
- ^ "The Bulgaria 2012 Review: Health and Healthcare". Novinite. 7. januar 2013. Hentet 21. februar 2013.
- ^ "Life expectancy at birth rankings". Central Intelligence Agency. 2011. Arkiveret fra originalen 5. november 2013. Hentet 20. december 2011.
- ^ "World Bank: The demographic crisis is Bulgaria's most serious problem". Klassa. 15. november 2012. Arkiveret fra originalen 7. maj 2016. Hentet 8. april 2013.
- ^ a b "Demographic crisis in Bulgaria deepening". Bulgarian National Radio. 12. marts 2012. Arkiveret fra originalen 5. november 2013. Hentet 8. april 2013.
- ^ a b "Will EU Entry Shrink Bulgaria's Population Even More?". Deutsche Welle. 26. december 2006. Hentet 11. april 2016.
- ^ Roth, Klaus; Lauth Bacas, Jutta (2004). Migration In, From, and to Southeastern Europe. The British Library. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The World Factbook". Cia.gov. Arkiveret fra originalen 1. oktober 2016. Hentet 25. februar 2014.
- ^ "Country Comparison :: Population growth rate". Central Intelligence Agency. 2012. Arkiveret fra originalen 10. marts 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Birth rates by country". Central Intelligence Agency. 2012. Arkiveret fra originalen 15. juni 2013. Hentet 8. april 2013.
- ^ "Death rates by country". Central Intelligence Agency. 2012. Arkiveret fra originalen 15. juni 2013. Hentet 8. april 2013.
- ^ "Eurostat - Tables, Graphs and Maps Interface (TGM) table". Epp.eurostat.ec.europa.eu. 17. oktober 2013. Arkiveret fra originalen 6. oktober 2014. Hentet 25. februar 2014.
- ^ "Bulgaria's Gold Rush". National Geographic Magazine. december 2006. Hentet 22. december 2011.
- ^ Koch, John T. (2006). Celtic culture: A historical encyclopedia. ABC-CLIO. s. 156. ISBN 1-85109-440-7. Hentet 20. december 2011.
Their influence in Thrace (roughly modern Bulgaria and European Turkey) is very modest, with only occasional samples of armour and jewellery, but they established a kingdom known as Tylis (alternatively Tyle) on the Thracian coast of the Black Sea.
- ^ Ó hÓgáin, Dáithí (2002). The Celts: A history. The Collins Press. s. 50. ISBN 0-85115-923-0. Hentet 20. december 2011.
This, however, had little effect on the Celts, who within some years reached as far as Bulgaria. There, in 298 BC, a large body of them clashed with Cassander's army on the slopes of Mount Haemos. ... The power of the Thracians had been reduced by the Macedonians, and now much of the area fell into Celtic hands. Many placenames of that area in ancient times bear witness to the presence of Celtic strongholds
- ^ "Bulgaria – Profile". UNESCO World Heritage Centre. Hentet 4. december 2011.
- ^ MacDermott, Mercia (1998). Bulgarian Folk Customs. Jessica Kingsley Publishers. s. 226. ISBN 1-85302-485-6. Hentet 20. december 2011.
While dancing round fires and jumping over fires forms part of many Slav customs, dancing on fire does not, and it is therefore likely that nestinarstvo was inherited by the Bulgarians from the Hellenized Thracians who inhabited the land before them.
- ^ "Nestinarstvo, messages from the past: the Panagyr of Saints Constantine and Helena in the village of Bulgari". UNESCO. Hentet 4. december 2011.
- ^ MacDermott, Mercia (1998). Bulgarian folk customs. Jessica Kingsley Publishers. s. 65-70. ISBN 1-85302-485-6. Hentet 24. april 2013.
- ^ Creed, Gerald W. (2011). Masquerade and Postsocialism: Ritual and Cultural Dispossession in Bulgaria. Indiana University Press. s. 2. ISBN 978-0-253-22261-9.
- ^ "The Martenitsa Story". The Sofia Echo. 29. februar 2008. Arkiveret fra originalen 5. maj 2012. Hentet 2. maj 2012.
- ^ Giatzidis, Emil (2002). An Introduction to post-Communist Bulgaria: Political, economic and social transformation. Manchester University Press. s. 11. ISBN 0-7190-6094-X. Hentet 20. december 2011.
Thus, with its early emphasis on Christian Orthodox scholarship, Bulgaria became the first major centre of Slavic culture
- ^ Riha, Thomas (1964). Readings in Russian Civilization. University of Chicago press. s. 214. ISBN 0-226-71853-0. Hentet 20. december 2011.
And it was mainly from Bulgaria that a rich supply of literary monuments was transferred to Kiev and other centres.
- ^ McNeill, William Hardy (1963). The Rise of the West. The University of Chicago Press. s. 49. ISBN 0-226-56141-0. Hentet 20. december 2011.
Accordingly, when Bulgaria was converted to Christianity (after 865), bringing massive Slavic-speaking populations within the pale of Christendom, a new literary language, Old Church Slavonic, directly based upon Bulgarian speech, developed for their use.
- ^ Ertl, Alan W (2008). Toward understanding Europe: A political précis of continental integration. Universal Publishers, Inc. s. 436. ISBN 1-59942-983-7. Hentet 20. december 2011.
At the beginning of the 10th century a new alphabet – the Cyrillic alphabet – was developed on the basis of Greek and Glagolitic cursive at the Preslav Literary School.
- ^ a b "Bulgaria – The arts". Encyclopædia Britannica. 2011. Hentet 20. december 2011.
The early impetus of Bulgarian traditions in the arts was cut short by the Ottoman occupation in the 14th century, and many early masterpieces were destroyed. ... the foundations were laid for later artists such as Vladimir Dimitrov, an extremely gifted painter specializing in the rural scenes of his native country ... At the beginning of the 21st century, the best-known contemporary Bulgarian artist was Christo, an environmental sculptor known for wrapping famous structures
- ^ "Bulgaria – The arts". Encyclopædia Britannica. 2011. Hentet 20. december 2011.
World classics and modern foreign dramas are typically produced, as well as both modern and traditional Bulgarian plays, including those by Ivan Vazov and poet Peyo Yavorov ... These included poets such as Pencho Slaveykov, Yavorov, and Dimcho Debelyanov ... More recent authors of note include poet Atanas Slavov, Yordan Radichkov, and Blaga Dimitrova.
- ^ "French-Bulgarian Theorist Tzvetan Todorov Wins Top Spanish Award". Novinite. 18. juni 2008. Hentet 20. december 2011.
- ^ Lorenz, Dagmar C. G. (17. april 2004). "Elias Canetti". Literary Encyclopedia. The Literary Dictionary Company Limited. ISSN 1747-678X. Hentet 20. december 2011.
- ^ Kremenliev, Boris A. (1952). Bulgarian-Macedonian Folk Music. University of California Press. s. 52. Hentet 20. december 2011.
Bulgaria's scales are numerous, and it may be demonstrated that they are a fusion of Eastern and Western influences. ... first, Oriental scales; second, church modes: the osmoglasie ... third, the conventional scales of Western Europe. ... Among the scales which have comes to the Balkans from Asia, the pentatonic is one of the most widely used in Bulgaria. Whether it came from China or Japan, as Dobri Hristov suggests
- ^ "32nd Grammy Awards Winners". Grammy Awards. Hentet 4. december 2011.
- ^ Lang, David Marshall (1976). The Bulgarians: from pagan times to the Ottoman conquest. Westview Press. s. 145. ISBN 978-0-89158-530-5.
John Kukuzel, the eminent Bulgarian/born reformer of Byzantine music.
- ^ "The 2011/2012 season of the National Opera and Ballet House". Bulgarian National Radio. 25. oktober 2011. Arkiveret fra originalen 23. juni 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Obituary: Ghena Dimitrova". The Telegraph. 13. juni 2005. Hentet 20. december 2011.
- ^ Forbes, Elizabeth (29. juni 1993). "Obituary: Boris Christoff". The Independent. Hentet 20. december 2011.
- ^ Kozinn, Allan (29. juni 1993). "Boris Christoff, Bass, Dies at 79; Esteemed for His Boris Godunov". The New York Times. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Nicolai Ghiaurov, Operatic Bass, Dies at 74". The New York Times. 3. juni 2004. Hentet 13. december 2013.
- ^ Grabar, André (1928). La peinture religiouse en Bulgarie. P. Geuthner. s. 95.ASIN: B005ZI4OV8
- ^ "Media Landscape – Bulgaria". European Journalism Centreaccess-date=2. maj 2014. Arkiveret fra originalen 21. december 2017. Hentet 20. januar 2017.
- ^
Library of Congress – Federal Research Division (oktober 2006). "Country Profile: Bulgaria" (PDF). Library of Congress. s. 18, 23. Hentet 4. september 2009.
Mass Media: In 2006 Bulgaria's print and broadcast media generally were considered unbiased, although the government dominated broadcasting through the state-owned Bulgarian National Television (BNT) and Bulgarian National Radio (BNR) and print news dissemination through the largest press agency, the Bulgarian Telegraph Agency. [...]Human Rights: In the early 2000s, Bulgaria generally has been rated highly on the issue of human rights. However, some exceptions exist. Although the media have a record of unbiased reporting, Bulgaria's lack of specific legislation protecting the media from state interference is a theoretical weakness.
- ^ Media Landscape – Bulgaria, European Journalism Centre Arkiveret 22. juli 2010 hos Wayback Machine
- ^ Footprint of Financial Crisis in the Media, Bulgaria Country Report, Open Society Institute, December 2009 Arkiveret 3. maj 2011 hos Wayback Machine
- ^ a b Albala, Ken (2011). Food Cultures of the World Encyclopedia. ABC-CLIO. s. 61, 62. ISBN 978-0-313-37626-9. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Archeological Find Proves Rakia Is Bulgarian Invention". Novinite. 10. oktober 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "The Russians bought 81 mln. litres of Bulgarian wine". Investor Group BG. Hentet 15. april 2010.
- ^ "The Bulgarian Table, from Sudjuk to Shopska". Novinite. 4. august 2011. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Bulgaria Bounces Back". Novinite. 7. februar 2012. Hentet 7. februar 2012.
- ^ a b c "Bulgaria- Sport and recreation". Encyclopædia Britannica. 2011. Hentet 20. december 2011.
In international sports competition, Bulgarians have excelled in tennis, wrestling, boxing, and gymnastics, but the country's greatest repute may be in weight-lifting. ... Fans of football (soccer), the most popular sport in Bulgaria, were buoyed by the success of the national team in the 1994 World Cup, when it advanced to the semi-final match under the leadership of forward Hristo Stoichkov. The premier league in Bulgaria has 16 teams, of which four play in Sofia: CSKA, Levski, Slavia, and Lokomotiv.
- ^ "FIVB Senior World Ranking - Men. As per August 22th, 2016". International Volleyball Federation (FIVB). 1. juli 2016. Hentet 10. februar 2016.
- ^ "Hristo Stoichkov – Bulgarian League Ambassador". Professional Football Against Hunger. Arkiveret fra originalen 6. november 2011. Hentet 4. december 2011.
- ^ "Rankings of A Group". BgClubs. Hentet 20. december 2011.
- ^ Ingo Faulhaber. "Best club of 20th century ranking at the official site of the International Federation of Football History and Statistics". Iffhs.de. Arkiveret fra originalen 24. maj 2012. Hentet 20. december 2011.
- ^ "Athens 1896". Bulgarian Olympic Committee. Arkiveret fra originalen 28. september 2011. Hentet 4. december 2011.
- ^ "Bulgaria". Official website of the Olympic movement. Hentet 20. februar 2017.
Bibliografi
[redigér | rediger kildetekst]- "2011 census of Bulgaria" (PDF) (bulgarsk). National Statistical Institute of Bulgaria. 2011. Arkiveret fra originalen (PDF) 27. juli 2013. Hentet 20. december 2011.
- Chary, Frederick B. The History of Bulgaria (The Greenwood Histories of the Modern Nations) (2011) excerpt and text search
- Crampton, R. J. A Concise History of Bulgaria (2005) Cambridge, UK; New York: Cambridge University Press ISBN 978-0-521-61637-9
- Bell, John D., ed. (1998). Bulgaria in Transition: Politics, Economics, Society, and Culture after Communism. Westview. ISBN 978-0-8133-9010-9
- Ghodsee, Kristen R. (2011) Lost in Transition: Ethnographies of Everyday Life After Communism. Duke University Press.
- Ghodsee, Kristen R. (2010) Muslim Lives in Eastern Europe: Gender, Ethnicity and the Transformation of Islam in Postsocialist Bulgaria. Princeton University Press.
- Ghodsee, Kristen R. (2005) The Red Riviera: Gender, Tourism and Postsocialism on the Black Sea. Duke University Press.
- "Country Profile: Bulgaria" (PDF). Library of Congress Country Studies. Library of Congress. 2006. Hentet 1. april 2016.
- Curtis, Glenn E.; Mitova, Pamela; Marsteller, William; Soper, Karl Wheeler (1993) [1992 research]. "Country Study: Bulgaria". Library of Congress Country Studies. Library of Congress. Hentet 4. december 2011.
- "Historical Setting". Chapter 1. Hentet 4. december 2011.
- "The First Golden Age". Chapter 1. Hentet 13. oktober 2012.
- "The Final Move to Independence". The Bulgarian Independence Movement. Hentet 4. december 2011.
- "San Stefano, Berlin, and Independence". The Bulgarian Independence Movement. Hentet 4. december 2011.
- "Bulgaria in World War II: The Passive Alliance". World War II. Hentet 4. december 2011.
- "Wartime Crisis". World War II. Hentet 4. december 2011.
- "After Stalin". Communist Consolidation. Hentet 24. april 2012.
- "Domestic Policy and Its Results". Communist Consolidation. Hentet 4. december 2011.
- "Foreign Affairs in the 1960s and 1970s". The Zhivkov Era. Hentet 4. december 2011.
- "The Political Atmosphere in the 1970s". The Zhivkov Era. Hentet 4. december 2011.
- "Topography". The Society and its Environment. Hentet 4. december 2011.
- "Climate". The Society and its Environment. Hentet 4. december 2011.
- "The Economy". Chapter 3. Hentet 4. december 2011.
- "Resource Base". The Economy. Hentet 4. december 2011.
- "Government and Politics". Chapter 4. Hentet 4. december 2011.
- "Arms Sales". National Security. Hentet 4. december 2011.
- "Military Personnel". National Security. Hentet 20. december 2011.
- Roisman, Joseph; Worthington, Ian (2011). A Companion to Ancient Macedonia. John Wiley and Sons. ISBN 978-14-4435-163-7.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Væsentlige Historie i Bulgaria i Syv Sider Arkiveret 28. marts 2007 hos Wayback Machine
- The World Factbook om Bulgarien
 | ||
Lande i Frankofonien | ||
|---|---|---|
| Medlemslande og -regioner |
|  |
| Associerede medlemmer | ||
| Observatører | ||