Runesten

En runesten er en gravsten eller en anden mindesten med runeindskrift. I Sverige findes mere end 3000 runesten, i Norge næsten 70 og i Danmark ca. 250^[1] (heri medregnet Sydslesvig og Skåneland). Runestenene er ofte gjort som "kumler" (minder) over døde familiemedlemmer.^[2]

Læsning af runesten

Det er en længerevarende proces at afkode budskabet på en runesten. Først skal tegnene tydes og naturlige sprækker sorteres fra.^[3] Herefter "oversættes" runerne til latinske bogstaver og meningen med budskabet tolkes, inden det gengives på nutidigt sprog.^[4] Indtil gennembruddet for historisk kildekritik i slutningen af 1800 - tallet var det almindeligt, at historikere søgte bekræftelse af runestenenes informationer ved at tolke disse ind i kronologi, der var baseret på sagaer og krøniker. I 1911 afviste Lauritz Weibull denne metode, og på basis heraf er flere forskere nået frem til, at kun få (der nævnes fra seks til ni) danske runesten kan knyttes til en historisk begivenhed, som bekræftes af andet samtidigt kildemateriale.^[5].^[3]

Runesten i Skandinavien

Runesten blev især rejst mellem år 300 og år 1130. Runesten forekommer i hele det nordiske kulturområde – Sverige, Norge og Danmark, samt i visse områder med nordisk indflydelse. De ældste finder man i Norge, som eksempelvis Tunestenen, Hogganvikstenen og Einangstenen fra 350'erne. De yngre sten forekommer især i Danmark og Sverige. Runer anvendes også langt senere i både Sverige og Norge, men man holdt generelt op med at rejse runesten før år 1100. De absolut fleste runesten findes i området omkring Mälardalen i Sverige.

Ældre runesten (før år 800) er almindeligvis ristet med den ældre futhark, et runealfabet med 24 tegn. De er ofte uden ornamentering. Sammenlignet med vikingetidens runesten, som næsten alle er mindesten efter døde slægtninge, er det ikke altid lige tydeligt, hvad der er formålet med de ældre runesten. De ældre sten er ofte mere litterære (altså med versemål og med et potisk billedsprog) end de senere, og flere af de mere kendte runesten er netop fra denne tid, såsom Eggjastenen, Björketorpstenen og Järsbergstenen.

Omkring år 960 kom et stort opsving i rejsningen af runesten med udgangspunkt i Danmark, hvor Harald Blåtand havde ladet sig døbe og rejste Den Store Jellingsten. Mere end halvdelen af alle runesten i Danmark er således opført i perioden ca. 970-1020.^[6]

	Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.
Den Store Jellingsten

Skikken spredte sig videre mod nord og i hvert område rejste man runesten i en generations tid inden man holdt op igen, med en undtagelse: Uppland og Södermanland, hvor man blev ved til et stykke inde i 1100-tallet, hvad der har gjort disse områder særligt rige på runesten.^[7] Disse sten holder sig i høj grad til skabelonen: X rejste stenen efter sin slægtning Y, som havde gjort dette og døde sådan. Gud hjælpe hans eller hendes sjæl. Z ristede.^[8]

Runesten i Danmark

Snoldelevstenen, 700-tallet
Gørlevstenene - Gørlev 1, ca. 800-900, og Gørlev 2, ca. 970-1020
Hedeby-stenene, sen vikingetid, ophavsmand omdiskuteret
Kallerupstenen, ca. 826
Glavendrupstenen, ca. 900, med Danmarks længste runeindskrift
Tryggevældestenen, ca. 900-950
Bregninge-stenen, 900-tallet
Den Lille Jellingsten, ca. 960
Sønder Vissing 1, ca. 965
Den Store Jellingsten, ca. 965
Rydsgårdstenen, 900-tallet
Klejtrup-stenen, ca. 970-1020
Fjenneslev-stenen, ca. 1000-1050
Tårnborg-stenen, ca. 1050-1100
Sørup-stenen, ca. 1050-1250
Horne-stenen, ca. 900
Rimsø-stenen, ca. 900-1020
Tirsted-stenen, ca. 970–1020
Øster Bjerregrav-stenen 1, ca. 970-1020
Øster Bjerregrav-stenen 2, ca. 970-1020

Runesten i Norge

Der er 50 kendte runesten i Norge^[1] inklusive:

Dynnastenen, ca. 1000-tallet
Fåbergstenen
Granavollen runesten, ca. 1000-tallet
Grindheimstenen, ca. 1000-tallet
Kulistenen
Stangelandstenen
Oddernesstenen, ca. 1000-tallet
Svingerudstenen, mellem 1. og 3. århundrede
Vangstenen, ca. 1000-tallet

Runesten i Sverige

Der findes knap 3000 runesten i Sverige,^[1] heriblandt

De sidste runesten

I perioden fra omkring år 1020 til ca. 1050 ophørte runestensskikken i Danmark, undtagen på Bornholm, som først blev fuldt kristnet i midten af 1000-tallet.^[9] Samfundet havde i løbet af et par århundreder efter kristendommens indtog vænnet sig til den nye struktur der var kommet i samfundet, og runestenene mistede af den grund deres betydning som markører af slægtskontinuitet og magtsymboler på overgangen mellem det hedenske og det kristne samfund.

Runesten uden for Skandinavien

Nordatlanten

De britiske øer

Færøerne

Grønland

Runestenen fra Kingittorsuaq

Tyskland

Blandt de tyske runesten er specielt de fire Hedeby-sten (også kendt som Haddeby-stenene) interessante ud fra et dansk historisk perspektiv

Øvrige

Italien

Pireusløven

Ukraine

Berezanj-stenen

Nordamerika

Runesten i Nordamerika, som almindeligvis betragtes som moderne frembringelser og ikke beviser at vikingerne har været der:^[10]

Heavener-runestenen (Oklahoma)
Kensington-runestenen (Minnesota – Den mest omdiskuterede – indristet årstal 1362)
Poteau-runestenen (Oklahoma)
Roseau-runestenen (Minnesota – Kun aftryk haves i dag)
Shawnee-runestenen (Oklahoma)
Spirit Pond-runestenene (Maine – 3 stk i alt)

Galleri

Danske runesten

Snoldelevstenen
Gørlev 1
Gørlev 2
Kallerupstenen
Glavendrupstenen
Tryggevældestenen
Lille Jellingsten
Sønder Vissing 1
Store Jellingsten
Rydsgårdstenen
Fjenneslev-stenen

Svenske runesten

Altunastenen (U 1161)
Rökstenen (Ög 136)
DR 352, Vapnöstenen
Stentoftenstenen (DR 357)
U 1011, Örbystenen

Se også

Helleristning

Referencer

^ ^a ^b ^c Olstad, Lisa (16. december 2002). "Ein minnestein for å hedre seg sjølv". forskning.no. Arkiveret fra originalen 29. august 2005. Hentet 20. april 2008.
^ Jellingmonumenterne på Den Store Danske, https://denstoredanske.lex.dk/Jellingmonumenterne
^ ^a ^b [1] Christensen A.E.: Historiske identifikationsmuligheder, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2
^ "Nationalmuseet: Hvordan læser man en rune?". Arkiveret fra originalen 12. juni 2018. Hentet 11. juni 2018.
^ Lis Jacobsen og Moltke, Erik: Danmarks runeindskrifter, Scandia VIII, s. 64-79
^ Imer, Lisbeth M.: Danmarks runesten - En fortælling, s. 187, Nationalmuseet og Forlaget Gyldendal 2016, ISBN 978-87-02-19132-5
^ Harrison & Svensson (2007), s. 192
^ Harrison & Svensson (2007), s. 196
^ Erik Moltke: Runologisk datering, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2
^ "In December 1997 I moved to Adelsö, the Island there the kings lived in the viking period, near the Island of Birka [...] My capabilities to live on my handicraft became bigger and I extend with guided tours in the ancient area, protected by UNESCO. On a piece of land, near this area, I build up my place of work and exhibition. [...] The year 2000 I got honored to carve a runestone as a memory of Leif Eriksson who did the exploration of North America, thousand year ago. The runestone was carved here at Adelsö. When the work was completed, the stone transferred to Canada and became raised at the northern point of Newfoundland / Vineland." (Kalle Dahlberg, runstonecarver.com Arkiveret 10. marts 2015 hos Wayback Machine) "The three types of contemporary runestone carvings highlighted in the article are those that are "exact copies of existing stones", "explicitly contemporary", and "new, but with Old Norse"." (ireadrunes.blogspot.com Arkiveret 19. april 2015 hos Wayback Machine 2012)

Eksterne kilder/henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Runesten
www.runer.ku.dk - Danske Runeindskrifter, database etableret af Nationalmuseet i samarbejde med Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet
Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse 1999:3. Juli 1999. Smålandske runesten – om runeskriftkulturen. Af Knud J. Holdt Arkiveret 10. januar 2005 hos Wayback Machine
Arild Hauges Runer
Svenska Runstenar och Runinskrifter Arkiveret 13. august 2003 hos Wayback Machine
Hurstwic: Other Norse Artifacts in North America Citat: "...There are a small group of Norse artifacts found in North America that are widely regarded as genuine. These include the artifacts found at L'Anse aux Meadows (left) and the 11th century Norwegian coin found in Maine in 1957 (right)...Norumbega, a Norse Colony in New England?...Williams also recorded that the natives children were often born with white skin and red hair...Chapman's third source of evidence is the over one hundred rune stones found in New England...Horsford continued his research, finding evidence of Norse era dams, canals, piers, and settlements in Watertown, and a Norse era fortification in Waltham. Horsford oversaw the re-creation of the fortification: a stone tower in the Norumbega region of the Charles River (right)..."
Harrison, Dick; Kristina Svensson (2007). Vikingaliv. Natur och Kultur. ISBN 978-91-27-35725-9.

[forskning.no-1] Olstad, Lisa (16. december 2002). "Ein minnestein for å hedre seg sjølv". forskning.no. Arkiveret fra originalen 29. august 2005. Hentet 20. april 2008.

[2] Jellingmonumenterne på Den Store Danske, https://denstoredanske.lex.dk/Jellingmonumenterne

[AEC-3] [1] Christensen A.E.: Historiske identifikationsmuligheder, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2

[4] "Nationalmuseet: Hvordan læser man en rune?". Arkiveret fra originalen 12. juni 2018. Hentet 11. juni 2018.

[Lis-5] Lis Jacobsen og Moltke, Erik: Danmarks runeindskrifter, Scandia VIII, s. 64-79

[6] Imer, Lisbeth M.: Danmarks runesten - En fortælling, s. 187, Nationalmuseet og Forlaget Gyldendal 2016, ISBN 978-87-02-19132-5

[Harrison_s192-7] Harrison & Svensson (2007), s. 192

[Harrison_s196-8] Harrison & Svensson (2007), s. 196

[9] Erik Moltke: Runologisk datering, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2

[10] "In December 1997 I moved to Adelsö, the Island there the kings lived in the viking period, near the Island of Birka [...] My capabilities to live on my handicraft became bigger and I extend with guided tours in the ancient area, protected by UNESCO. On a piece of land, near this area, I build up my place of work and exhibition. [...] The year 2000 I got honored to carve a runestone as a memory of Leif Eriksson who did the exploration of North America, thousand year ago. The runestone was carved here at Adelsö. When the work was completed, the stone transferred to Canada and became raised at the northern point of Newfoundland / Vineland." (Kalle Dahlberg, runstonecarver.com Arkiveret 10. marts 2015 hos Wayback Machine) "The three types of contemporary runestone carvings highlighted in the article are those that are "exact copies of existing stones", "explicitly contemporary", and "new, but with Old Norse"." (ireadrunes.blogspot.com Arkiveret 19. april 2015 hos Wayback Machine 2012)

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]