Forenede Nationer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra United Nations)
Spring til navigation Spring til søgning
United Nations (engelsk)
الأمم المتحدة (arabisk)
联合国 (kinesisk)
Organisation des Nations unies (fransk)
Организация Объединённых Наций (russisk)
Naciones Unidas (spansk)

Forenede Nationer
FN's emblem
Emblem
Kort, der viser FN's medlemslande[a]
Kort, der viser FN's medlemslande[a]
Hovedkvarter Internationalt territorium i New York, USA
Officielle sprog Arabisk
Engelsk
Fransk
Kinesisk
Russisk
Spansk[2]
Type Mellemstatslig organisation
Medlemskab 193 medlemslande
2 observatørstater
Ledere
Portugal António Guterres
Nigeria Amina J. Mohammed
Ecuador María Fernanda Espinosa
Elfenbenskysten Kacou Houadja Léon Adom
Saint Vincent og Grenadinerne Inga Rhonda King
Etableret
• FN-pagten underskrevet
26. juni 1945 (1945-06-26)
• Pagten træder i kraft
24. oktober 1945 (1945-10-24)
Nobel prize medal.svg Nobels fredspris
2001

Forenede Nationer (forkortes FN) er en verdensorganisation, der blev dannet efter 2. verdenskrig den 24. oktober 1945 af 51 stater, bl.a. Danmark.[3] Der er i dag (januar, 2020) 193 medlemsstater i FN.[4] Organisationen har til formål at bevare den international fred og sikkerhed, samt skabe et forum for internationalt samarbejde og fremme skabelsen af venligsindet relationer nationer i mellem.[5] FN afløste Folkeforbundet (1920-1946), som var blevet etableret efter første verdenskrig ved "Del I" i Versailles-traktaten.[6]

FN består af seks hovedorganer: FN's generalforsamling, FN's sikkerhedsråd, FN's økonomiske og sociale råd, Den Internationale Domstol, FN's forvaltningsråd og afslutningsvis FN-sekretariatet.[7] Endvidere består FN af en række forskellige specialorganisationer/-organer, som varetager – et stadig stigende antal – forskelligartede opgaver, der alle sorterer under FN.[7][8] Således spiller FN i dag også en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, kampen for menneskerettighederne, international samfærdsel mm. Eksempelvis kan det nævnes, at FN's generalforsamling d. 10. december 1948 vedtog FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (også kendt som Resolution 217), ligesom Parisaftalen er en aftale inden for FN’s klimakonvention UNFCCC.[9][10]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Folkeforbundet

Folkeforbundet var med sin stiftelse i 1920 – umiddelbart efter første verdenskrig ved 'Del I' i Versailles-traktaten – blevet den første international organisation, hvis hovedformål var at opretholde verdensfreden.[6] Folkeforbundets manglende evne til at hævde sin myndighed medførte, at organisation i løbet af 1930'erne blev stadig mere svækket. I denne periode så organisationen, at lande såsom Japan (i 1933), Tyskland (i 1933) og Italien (i 1937) alle meldt sig ud, som en direkte konsekvens af forskellige internationale kriser og kontroverser.[11][12] Da anden verdenskrig brød ud i Europa i 1939 begyndte Folkeforbundet for alvor at falde fra hinanden.[13] Dels blev flere af medlemslandene besat af Tyskland, heriblandt bl.a. Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig.[13] Dertil kom, at Schweiz ikke længere ønskede, at Folkeforbundet skulle afholde deres møder i Geneve – som ellers tidligere havde været praksissen – da landet var bange for, at det ville provokere Tyskland, der opfattede Folkeforbundet som en af De Allieredes organisationer.[13]

Struktur[redigér | redigér wikikode]

FN-systemet består af fem hovedorganer FN's generalforsamling, FN's sikkerhedsråd, FN's økonomiske og sociale råd, Den Internationale Domstol og afslutningsvis FN-sekretariatet.[7] FN består formelt ogå af et sjette hovedorgan, FN's forvaltningsråd, men dette organs operationer blev suspenderet d. 1. november 1994, idet Palau – som var det sidste ikke-selvstyrende territorium under FN forvaltning – opnåede sin uafhængighed.[14] Fire af de fem hovedorganer hører til i FN's hovedkvarter i New York City, mens det sidste hovedorgan, Den Internationale Domstol, er placeret i Haag, Holland.

Under de seks hovedorganer er placeret en række organisationer og enheder, der dog næsten opererer selvstændigt fra FN. Disse organisationer og enheder inkludere en række specialorganisationer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, programmer og fonde og andre FN-enheder.

FN har seks officielle sprog, der bruges i mellemstatslige møder og dokumenter. Disse sprog er: arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk.

FN's hovedorganer[redigér | redigér wikikode]

Nedenfor er gengivet en kort beskrivelse af de seks hovedorganers ansvarsområder og formål.

FN's generalforsamling[redigér | redigér wikikode]

Generalforsamlingen er det eneste organ, hvor alle medlemsstaterne er ligeligt repræsenteret. FN's generalforsamlings beføjelser består i at overse FN's budget, udnævne ikke-permanente medlemmer til FN's sikkerhedsråd, udnævne FN's generalsekretær og modtage rapporter fra andre dele af FN.[15] Afslutningsvis har FN's generalforsamling mulighed for at udstede anbefalinger – i form af resolutioner – rettet mod andre medlemsstater og/eller FN's sikkerhedsråd, som adresserer spørgsmål om international fred og sikkerhed.[15] FN's generalforsamling har også etableret en række special-organer med tilknytning til netop generalforsamlingen.[16]

FN's sikkerhedsråd[redigér | redigér wikikode]

Sikkerhedsrådet består af femten medlemmer, hvoraf fem af disse er permanente medlemmer – USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina – mens de resterende ti medlemmer er valgt for en to-årig periode.[17] FN's sikkerhedsråd har til opgave at sikre den internationale fred og sikkerhed. Sikkerhedsrådet kan anbefale, at generalforsamlingen accepterer nye FN-medlemmer og godkende ændringer til FN's vedtægter. Endvidere har sikkerhedsrådet beføjelser til at etablere fredsbevarende operationer og international sanktion, ligesom sikkerhedsrådet kan godkende militære aktioner – gennem resolutioner. Sikkerhedsrådet er det eneste FN-organ, der kan udstede bindende resolutioner til FN's medlemsstater.

Generalsekretær[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: FN's generalsekretær

Organisationen ledes af sekretariatet med generalsekretæren som leder. Denne er ikke blot leder af administrationen, men har også mulighed for at spille en politisk rolle for eksempel ved at henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på forhold, som efter hans mening kan true opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Den tidligere premierminister i Portugal og tidligere flygtningehøjkommissær, António Guterres, er FN's generalsekretær siden januar 2017.

FN's generalsekretærer[redigér | redigér wikikode]

Hovedorganer[redigér | redigér wikikode]

FN er bygget på seks hovedorganer:

FN's 2015-mål[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 2015 Målene

FN's Millennium-topmøde i New York fra den 6.-8. september 2000 vedtog verdens stats- og regeringsledere en erklæring, De Forenede Nationers Årtusindeerklæring.[18] Denne førte frem til en række konkrete mål, FN's 2015-mål, om at bekæmpe fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af piger og kvinder inden år 2015. FN's Udviklingsprogram UNDP, er ansvarlig for at gøre løbende status over opfyldelsen af 2015-målene, der er blevet et væsentligt pejlemærke og redskab for udviklingsarbejdet i både lande og nationale såvel som internationale organisationer.

FN-dagen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: FN-dagen

FN-dagen har været fejret 24. oktober hvert eneste år siden 1948. Dagen markeres over hele jorden med møder, diskussioner og udstillinger om FNs arbejde og mål.

Organisationer under FN[redigér | redigér wikikode]

FN's flag[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: FN's flag

FN's flag har en blå baggrund med en jordklode, set fra Nordpolen, der symboliserer alle verdens mennesker. Jordkloden er omsluttet af olivengrene, der symboliserer fred. Flaget blev taget i brug 20. oktober 1947.[19]

FN's fredsbevarende styrker[redigér | redigér wikikode]

Kort over nuværende samt tidligere områder hvor der er blevet indsat FN's fredsbevarende tropper pr. 2008. Lyseblå indikerer nuværende aktiviteter mens mørkeblå markerer tidligere aktiviteter.

FN fredsbevarende styrker sendes til områder, hvor væbnede konflikter slutter for at sikre, at de fredsaftaler der er underskrevet følges og for at forhindre at nye konflikter bliver udløst af oprørere. Hvilken fredsbevarende operation der bør påbegyndes, samt dennes størrelse og mandat, bestemmer FNs Sikkerhedsråd. De fleste operationer har et mandat til omkring seks måneder, men kan forlænges. Medlemslandende opfordres af generalsekretæren til at give besætningen, da FN ikke har sin egen hær.

FN fredsbevarende styrker modtog Nobelprisen i 1988. I 2001 vandt Forenede Nationer og generalsekretær Kofi Annan Nobels fredspris "for hans arbejde for en bedre organiseret og mere fredelig verden." [20]

Den 31. december 2007 var 83.854 FN-tropper, militære observatører og civile politifolk i FN tjeneste rundt om i verden. Hvis man inkluderer civilt-, internationalt-, og lokalt personel er tallet 104.146. Fra begyndelsen, i 1948, og frem til december 2007 er 2.420 mennesker døde i løbet af indsatsen for fredsbevarende projekter.

Generalforsamlingen godkender budgetter ved hver fredsbevarende operation. Omkostningerne fordeles mellem medlemsstaterne, som beregnes og fastsættes af generalforsamlingen. 

Medlemslande[redigér | redigér wikikode]

I alt er der 193 medlemslande i FN. Palæstina og Vatikanstaten har observatørstatus som ikke-medlemsstater.

Indtrædelsesår Nationer
1945 Argentina, Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Cuba, Danmark, Dominikanske Republik, Ecuador, Egypten, El Salvador, Etiopien, Filippinerne, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Holland, Honduras, Hviderusland (Belarus), Indien, Irak, Iran, Republikken Kina (Taiwan), Libanon, Liberia, Luxembourg, Mexico, New Zealand, Nicaragua, Norge, Panama, Paraguay, Peru, Polen, Rusland, Saudi Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Syrien, Tyrkiet, Ukraine, Uruguay, USA, Venezuela
1946 Afghanistan, Island, Sverige, Thailand
1947 Pakistan, Yemen
1948 Myanmar (tidl. Burma)
1949 Israel
1950 Indonesien
1955 Albanien, Bulgarien, Cambodia, Finland, Irland, Italien, Jordan, Laos, Libyen, Nepal, Portugal, Rumænien, Spanien, Sri Lanka, Ungarn, Østrig
1956 Japan, Marokko, Sudan, Tunesien
1957 Ghana, Malaysia
1958 Guinea
1960 Benin, Burkina Faso, Cameroun, Centralafrikanske Republik, Congo, Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaire), Cypern, Elfenbenskysten, Gabon, Madagaskar, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Somalia, Tchad, Togo
1961 Mauretanien, Mongoliet, Sierra Leone, Tanzania
1962 Algeriet, Burundi, Jamaica, Rwanda, Trinidad, Tobago, Uganda
1963 Kenya, Kuwait
1964 Malawi, Malta, Zambia
1965 Gambia, Maldiverne, Singapore
1966 Barbados, Botswana, Guyana, Lesotho
1968 Mauritius, Swaziland, Ækvatorial Guinea
1970 Fiji
1971 Bahrain, Bhutan, Forenede Arabiske Emirater, Oman, Qatar, Kina overtager Taiwans plads efter afstemning
1973 Bahamas, Tyskland
1974 Bangladesh, Grenada, Guinea-Bissau
1975 Comorerne, Kap Verde, Mozambique, Papua Ny Guinea, São Tomé Principe, Surinam
1976 Angola, Samoa, Seychellerne
1977 Djibouti, Vietnam
1978 Dominica, Salomon-øerne
1979 St. Lucia
1980 Saint Vincent og Grenadinerne, Zimbabwe
1981 Antigua og Barbuda, Belize, Vanuatu
1983 Saint Kitts og Nevis
1984 Brunei Darussalam
1990 Liechtenstein, Namibia
1991 Estland, Letland, Litauen, Marshall-øerne, Mikronesien, Nordkorea, Sydkorea
1992 Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Kroatien, Moldova, San Marino, Slovenien, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan
1993 Andorra, Eritrea, Makedonien, Monaco, Slovakiet, Tjekkiet
1994 Palau
1999 Kiribati, Nauru, Tonga
2000 Tuvalu
2002 Schweiz, Østtimor
2006 Montenegro, Serbien
2011 Sydsudan

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Dette kort repræsenterer ikke holdningen i FN-sekretariatet vedrørende den juridiske status af et land,[1] ligesom det heller ikke præcist afspejler, hvilke områders regeringer, der har FN-repræsentation. Dette kort viser delvist anerkendte stater, såsom Kosovo og Taiwan som del af landene som gør krav på dem (hhv. Serbien og Kina)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "The World Today" (PDF) (engelsk). Hentet 18. juni 2009.  The designations employed and the presentation of material on this map do not imply the expression of any opinion whatsoever on the part of the Secretariat of the United Nations concerning the legal status of any country
  2. ^ Official Languages, www.un.org. Retrieved 22 May 2015.
  3. ^ Norbert Götz. “Prestige and Lack of Alternative: Denmark and the United Nations in the Making.” Scandinavian Journal of History 29 (2004) 2: 73–96.
  4. ^ Liste over medlemsstater (FN)
  5. ^ FN's vedtægter: Kapitel 1, artikel 1 (Purposes of the United Nations)
  6. ^ a b Versailles-traktaten (Part I, side 48)
  7. ^ a b c FN's vedtægter - Kapitel III, artikel 7
  8. ^ Liste og specificering af specielorganisationer/-organer (Subsidiary Organs) under FN
  9. ^ A/RES/3/217A
  10. ^ Parisaftalen
  11. ^ Stewart Brown; "Japan stuns world, withdraws from league", United Press Staff Correspondent
  12. ^ History Learning Site: "Italy and Germany 1936 to 1940"
  13. ^ a b c History.com: "League of Nations"
  14. ^ Status for FN's forvaltningsråd
  15. ^ a b FN's vedtægter: CHAPTER IV: THE GENERAL ASSEMBLY
  16. ^ Subsidiary organs of the General Assembly; un.org
  17. ^ FN's vedtægter: Chapter V, un.org
  18. ^ De Forenede Nationers Årtusindeerklæring
  19. ^ Om flaget på FN's hjemmeside (engelsk)
  20. ^ Prize Laureates | Nobels fredspris

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Odczyt z laty.svgDenne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.