Spring til indhold

Socialdemokratiet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Socialdemokrat)
Socialdemokratiet  
 
PartiformandMette Frederiksen
NæstformandMogens Jensen, Marie Stærke[1]
PartisekretærLasse Ryberg
Politisk ordførerChristian Rabjerg Madsen
Gruppeformand i FolketingetLeif Lahn Jensen
 
Grundlagt1871
PartiavisSocialdemokraten
HovedkontorChristiansborg
Antal medlemmer31.327 (2022)[2]
UngdomsorganisationDanmarks Socialdemokratiske Ungdom (1920–)
Socialdemokratisk Ungdomsforbund (1906–1920)
StudenterorganisationFrit Forum
Pladser i Folketinget
50 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
3 / 14
Pladser i byrådene:
752 / 2.436
Pladser i regionsrådene:
64 / 205
 
Politisk ideologiSocialdemokratisme[3] Demokratisk socialisme[4]
Politisk placeringCentrum-venstre[5]
Internationalt samarbejdsorganProgressive Alliance
Europæisk samarbejdsorganDe Europæiske Socialdemokrater
Partigruppe i EuropaparlamentetGruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet
Partifarve(r)     Rød
PartibogstavA
Ophav tilDet Uafhængige Socialdemokrati
De Frie Socialdemokrater
 
Websitewww.socialdemokratiet.dk

Socialdemokratiet er et politisk parti i Danmark, der bekender sig til den politiske ideologi demokratisk socialisme, ind i mellem betegnet som socialdemokratisme, der dog ikke er en ideologi. Partiet har 50 mandater i Folketinget og er Folketingets største parti. Siden folketingsvalget d. 5. juni 2019 har partiet haft statsministerposten, først i etpartiregeringen Mette Frederiksen I 2019-2022 og siden i SVM-regeringen Mette Frederiksen II.

Partiet blev første gang repræsenteret i Folketinget i 1884. I 1924-2001 og efter folketingsvalget 2015 har det været Danmarks største parti.

Partiets ungdomsorganisation har siden 1920 været Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Partiet var stiftende medlem af den internationale socialdemokratiske organisation, Socialistisk Internationale og medlem til 2017, hvor det tilsluttedes internationalen Progressive Alliance.

[redigér | rediger kildetekst]

Partiet sporer sin historie tilbage til Den Internationale Arbejderforening for Danmark grundlagt i 1871 og forbudt i 1873, løseligt omorganiseret i bevægelsen Det Socialdemokratiske Arbejderparti, der i 1876 udsendte Gimle-programmet. Formelt blev det først grundlagt i 1878 som Socialdemokratisk Forbund. Det var det formelle navn i næsten hundrede år. I praksis brugtes en række andre navne, indtil det i 1965 tog navneforandring til Socialdemokratiet i Danmark. På en kongres i Aalborg i 2002 skiftede partiet navn til Socialdemokraterne, men fra 2016 bruges igen blot Socialdemokratiet.[6][7] Socialdemokratiet har bogstavbetegnelsen A ved valg, men forkortelsen S ses ofte brugt i medierne. Partiets klassiske symbol er en rød rose eller i nyere tid et A i en rød cirkel.

Socialdemokratiets historie begyndte i efteråret 1871, hvor de tre socialister Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff gik sammen og stiftede Den Internationale Arbejderforening for Danmark som den danske afdeling af Første Internationale.[8] Den Internationale Arbejderforening var organiseret i faglige sektioner og fungerede både som en faglig organisation og et politisk parti. Formålet var at organisere den hastigt voksende arbejderklasse på et demokratisk, socialistisk grundlag. Siden midten af århundredet havde Danmark været inde i en industrialiseringsproces. Store grupper fra den fattige del af landbefolkningen flyttede til byerne og blev arbejdere, og Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give denne befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder.

Efter slaget Slaget på Fælleden i 1872 blev de tre ledere fængslet og ved en Højesteretsdom i 1873 idømt årelange fængselsstraffe, hvilket også fik justitsminister C.S. Klein til at udstede forbud mod foreningen. Lokale arbejderforeninger videreførte det politiske og faglige arbejde. De opfattede sig selv som del af samme bevægelse, løseligt kaldet Det Socialdemokratiske Arbejderparti, og de holdt i 1876 en kongres i forsamlingshuset Gimle på Frederiksberg, hvor de udsendte Socialdemokratiets første program, Gimleprogrammet.

I 1878 reorganiseredes det politiske arbejde med skabelsen af et formelt politisk parti Socialdemokratisk Forbund. Herved adskiltes fagbevægelsen og arbejderbevægelsens politiske arbejde. De to grene af arbejderbevægelsen arbejdede dog tæt sammen og var gennem vedtægterne sikret repræsentation i hinandens styrende organer. I de næste 70 år voksede partiets medlemstal støt til 1948 til over 300.000. Parallelt hermed opbyggede arbejderbevægelsen gennem oprettelsen af en lang række sideorganisationer som kooperative virksomheder, oplysningsforbund og arbejderhøjskoler et omfattende organisationsnetværk, der dækkede praktisk taget alle sider af tilværelsen.

Parlamentarisk repræsentation

[redigér | rediger kildetekst]

I 1884 fik Socialdemokratiet valgt sine første to folketingsmedlemmer, Peter Thygesen Holm og partiets tidligere formand Chresten Hørdum. Siden øgedes partiets tilslutning ved hvert eneste valg og kulminerede i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" med 46,1 % af de afgivne stemmer. 1945-71 var den gennemsnitlige vælgertilslutning 39 %, 1973-98 33 % med et maksimum i 1990 på 37 % og et minimum i 1973 og 2005 på 26 %. Fra 1924 til 1982 havde Socialdemokratiet som regel regeringsmagten og prægede derfor den danske samfundsudvikling på næsten alle områder. Socialdemokratiet var i perioden 1924-2001 Danmarks største parti, en position som de genvandt ved folketingsvalget i 2015.

I Folketinget, men langt fra magten

[redigér | rediger kildetekst]

Fra Socialdemokratiet kom i Folketinget i 1884 til 1905, var partiets repræsentanter ret isoleret i det parlamentariske arbejde. Selv om en del radikale venstrefolk, særligt i København, havde sympati for arbejdernes sag, var de to eksisterende Venstrepartier (Venstrereformpartiet og Moderate Venstre) grundlæggende klart antisocialistiske gårdmandspartier med fokus på arbejdsgiverinteresser.
Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt stadig en marxistisk samfundsanalyse og regnede med, at det kapitalistiske samfund gennem en række kriser ville bukke under og blive erstattet af et socialistisk. Partiet var derfor ikke interesseret i at overtage styret af den borgerlige stat.
Dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 ændrede fundamentalt Socialdemokratiets strategiske muligheder, da det nu havde en naturlig alliancepartner og reel udsigt til ad parlamentarisk vej at gennemføre reformer af det danske samfund. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre indledte derfor et nært samarbejdede og undlod i flere valgkredse ligefrem at opstille kandidater mod hinanden.

Støtteparti og påskekrise

[redigér | rediger kildetekst]

Socialdemokratiet fungerede som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regeringer i både 1909-10 og 1913-20, og bakkede under Første Verdenskrig op om både regeringens pragmatiske neutralitetspolitik med indrømmelser til Tyskland og dens markante udvidelse af statens kontrol med økonomien.
I 1910 overtog den kun 35-årige fagforeningsmand Thorvald Stauning partiformandsposten, som han beholdt helt til 1939. Han fastholdt den moderate og pragmatiske linje, hvilket ikke faldt i god jord hos partiets venstrefløj. Efter den russiske revolution i 1917 brød parties revolutionære fløj ud i 1919 og dannede et Danmarks Venstresocialistiske Parti, der året efter blev omdøbt til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Da kong Christian 10. i 1920 afskedigede den radikale regering og dermed udløste Påskekrisen, var det en socialdemokratisk ledet generalstrejke, der fik væltet det af kongen indsatte forretningsministerium. Under krisen ønskede mange socialdemokrater kongen afsat, men partiledelsen afslog at gøre det til et krav. I de følgende år satsede Socialdemokratiet på sociale reformer og økonomisk udligning og opgav sin modstand mod at styre den borgerlige stat og var således klar til at sidde i regering.

Regeringsparti og krisestyring

[redigér | rediger kildetekst]
Socialdemokratisk valgplakat fra 1932

Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering med Thorvald Stauning som statsminister.[9] Han udnævnte verdens første demokratisk valgte kvindelige minister, Nina Bang, samme år – ni år efter at kvinder fik valgret i Danmark. Staunings regering styrede Danmark gennem krisen i 1930'erne og indgik blandt andet det berømte Kanslergadeforlig med Venstre og en omfattende socialreform udarbejdet af socialminister K. K. Steincke.
Under krisen var Socialdemokratiet og DKP i strid om ledelsen af arbejderbevægelsen, hvad der bl.a. medførte dannelsen af propaganda- og efterretningsorganisationen HIPA, der skulle bekæmpe kommunistisme og nazisme i bevægelsen. På samme tid skrev partiets ideolog Hartvig Frisch sit hovedværk Pest over Europa, der med undertitlen "Bolschevisme – Fascisme – Nazisme" advarede mod totalitære ideologier.

Samarbejdspolitikken

[redigér | rediger kildetekst]

Under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig forblev Socialdemokratiet i den danske regering frem til dennes afgang 29. august 1943 og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Enkelte socialdemokrater, som f.eks. Frode Jakobsen, der stiftede modstandsorganisationen Ringen, modarbejdede dog besættelsesmagten.

Den kolde krig og forholdet til DKP

[redigér | rediger kildetekst]

I 1945 led partiet et tab på 9 mandater til DKP som følge af utilfredshed med samarbejdspolitikken, og der var efterfølgende forhandlinger om en sammenslutning af de to partier, men de brød sammen. Socialdemokratiet slog derefter ind på en klar antikommunistisk linje, der blev bekræftet, da Danmark i 1949 meldte sig ind i NATO under en socialdemokratisk ledet regering. Partiet bekæmpede under den kolde krig DKP på landets arbejdspladser og oprettede Arbejderbevægelsens Informationscentral som et privat efterretningsnetværk vendt mod kommunisterne.

Storhedstid og nedgang

[redigér | rediger kildetekst]

Socialdemokratiet havde uafbrudt regeringsmagten fra 1953 til 1968 under en række statsministre som Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. I denne periode blev velfærdsstaten udbygget kraftigt, og partiet opnåede de bedste valgresultater i efterkrigstiden. I 1965 skiftede partiet tillige navn fra det hidtidige Socialdemokratisk Forbund til Socialdemokratiet i Danmark. Den stigende velstand og kulturelle kommercialisering medførte imidlertid også, at den traditionelle arbejderklasse og arbejderkultur gik i opløsning. Socialdemokratiets medlemstal, der toppede i 1950 med 286.000 medlemmer,[10] begyndte herefter at falde; i 2021 var medlemstallet knap 33.000.[2] Samtidig kom det traditionelle samarbejde med LO og det øvrige organisationsnetværk under pres, primært fordi et stigende andel af fagbevægelsens medlemmer ikke længere stemte socialdemokratisk. I 1996 opgav parti og fagbevægelse derfor den gensidige repræsentation på hovedbestyrelsesniveau.

Folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972 splittede partiet, da en række – særligt yngre – medlemmer som Svend Auken og Ritt Bjerregaard støttede et nej mod partiledelsens ønske. Ved jordskredsvalget i 1973 gik partiet tilbage fra 73 til 46 mandater, og Anker Jørgensen ledede fra 1975-82 en række svage mindretalsregeringer, samtidig med at forholdet til fagbevægelsen forværredes. I 1982 gav han op og overdrog regeringsmagten til de borgerlige partier uden at udskrive valg. Op gennem 1980'erne var partiet præget af fløjkampe. I 1989 vedtog Socialdemokratiet programmet, Gang i 90'erne med målsætningen om at øge konkurrenceevnen ved "lettelse i skatter, afgifter og offentlige takster."[11] Programmet var en vision for den politik, der skulle føres fra 1990-1995. I 1992 oplevede partiet for første gang at en siddende partiformand, Svend Auken blev væltet ved et kampvalg. Den tidligere minister under flere Anker Jørgensen-regeringer Karl Hjortnæs har udtrykket partiets nedtur således:

Citat Når Socialdemokraterne mister mandater ved de seneste folketingsvalg, er der flere forklaringer. Men en af de væsentligste årsager er, at vælgere efter alt at dømme er kommet i tvivl om, hvad socialdemokraterne grundlæggende står for. Den tvivl er taget til i styrke i perioden efter 1990, hvor flere yngre kræfter inden for den socialdemokratiske bevægelse har forsøgt at formulere en vision for Socialdemokraterne, som på meget lange stræk er tilpasset en borgerlig/liberalistisk tankegang.[12] Citat

Regering 1993-2001

[redigér | rediger kildetekst]

Efter Tamilsagen havde fældet den borgerlige VK-regering, kunne Socialdemokratiet, efter ti års fravær, d. 25. januar 1993 igen rykke ind i Statsministeriet. Dette ved dannelsen af en regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister. Han sad på posten frem til den 27. november 2001. I perioden gennemførte Nyrup og finansminister Mogens Lykketoft helt eller delvist flere af visionerne fra Gang i 90'erne-programmet. Herunder en sænkning af marginalskatten fra 68 til 63 % og indførslen af SP.[13]

Nyrup-regeringen opprioriterede miljøindsatsen ved at udbygge Miljøministeriet under Svend Aukens ledelse.[14] Utilfredshed med udlændingepolitikken kostede dog partiet regeringsmagten ved valget i 2001.

Opposition 2001-2011

[redigér | rediger kildetekst]

Fra 2001 til folketingsvalget i 2011 var partiet i opposition til borgerlige regeringer med hhv. Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Den 12. april 2005 valgte partiets medlemmer ved en urafstemning Helle Thorning-Schmidt til formand for partiet. Derved var hun partiets statsministerkandidat ved det næste folketingsvalg, som faldt sted allerede i 2007.

Socialdemokraterne havde pr. 2008 omkring 51.000 medlemmer og fik ved valget den 20. november 2001 1.003.323 stemmer, svarende til 29,1 procent. Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 gik partiet tilbage til 867.350 stemmer eller 25,8 procent af stemmerne. Det gav Socialdemokraterne 47 mandater. Ved valget den 13. november 2007 fik partiet på ny et mandattab med i alt 45 mandater.

Regeringen Helle Thorning-Schmidt

[redigér | rediger kildetekst]

På trods af, at partiet gik yderligere et mandat tilbage ved folketingsvalget den 15. september 2011, sikrede partiet sig regeringsmagten sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre, da de tre partier sammen med Enhedslisten havde fået flertal i Folketinget. Helle Thorning-Schmidt blev efter en dronningerunde den 16. september udnævnt som kongelig undersøger, hvilket pålagde hende ansvaret for at danne en ny regering. Thorning-Schmidt gik til dronning Margrethe 2. den 3. oktober for at meddele, at hun var klar til at danne en regering med Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.[15]

Den 3. februar 2014 forlod Socialistisk Folkeparti regeringen, hvorpå regeringen Helle Thorning-Schmidt II blev dannet, og Danmark blev atter ledet af den velkendte SR-konstruktion. Den 27. maj 2015 udskrev Thorning-Schmidt valg til Folketinget, der endte i et valgnederlag til regeringen. Thorning-Schmidt trak sig på valgnatten som partiformand og meddelte, at regeringen gik af.

Opposition 2015-2019

[redigér | rediger kildetekst]

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 mistede partierne bag Helle Thorning-Schmidt flertallet i Folketinget. Thorning-Schmidt gik derfor af og blev afløst af Lars Løkke Rasmussen, der dannede Regeringen Lars Løkke Rasmussen II, en ren Venstre-regering.

Mette Frederiksen overtog lederskabet af partiet, og efterfølgende har mange ment, at hun har drejet partiet til højre, især på udlændingepolitikken.[16][17]

Socialdemokraterne ændrede ved deres kongres i 2016 navnet tilbage til Socialdemokratiet, som også var partiets navn før 2002.[18]

Regeringen Mette Frederiksen 2019-2022

[redigér | rediger kildetekst]

Efter folketingsvalget 2019 pegede et flertal bestående af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og EnhedslistenMette Frederiksen som kongelig undersøger, hvilket efter 20 dages forhandlinger resulterede i et såkaldt "forståelsespapir" med titlen Retfærdig retning for Danmark.[19][20] På denne baggrund kunne hun den 27. juni præsentere mindretalsregeringen, Regeringen Mette Frederiksen. Ved kommunal- og regionsrådsvlaget 2021 modtog partiet 28,4 % af stemmerne svarende til en tilbagegang på 4 %. I Region Nordjylland fik Socialdemokratiet for første gang nogensinde ikke et flertal bag sig, og måtte derfor afgive regionsrådsformandsposten.[21] Mette Frederiksens første regeringsperiode var i høj grad præget af håndteringen af coronaviruspandemien, herunder Minksagen, samt en stigende international usikkerhed i form af bl.a. højere el- og varmepriser. Derudover blev EU-forsvarsforbeholdet afskaffet ved en folkeafstemning.[22]

Forholdet til LO

[redigér | rediger kildetekst]

Indtil midten af 1990'erne udpegede Socialdemokratiet to medlemmer til LO's forretningsudvalg, ligesom LO havde to medlemmer i Socialdemokratiets forretningsudvalg. Selv efter, at det tætte organisatoriske bånd blev kappet, fortsatte LO og Socialdemokratiet det tætte samarbejde indtil 2018, da LO's eksistens ophørte.

Partiets ledelse består af formand, partisekretær og to næstformænd. De nuværende er Mette Frederiksen, partisekretær Lasse Ryberg og næstformændene Marie Stærke og Mogens Jensen. Den socialdemokratiske folketingsgruppe har en ledelse, der består af syv personer. Foruden Frederiksen er det gruppeformand Leif Lahn Jensen, politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen og gruppesekretær Benny Engelbrecht m.fl.[1]

Partiets hovedbestyrelse består af omkring 30 personer fra blandt andet ledelsen, folketingsgruppen og regionerne. Foruden de fire fra partiets ledelse består hovedbestyrelsen for eksempel af DSU-formanden og regionsformændene.[23]

Partiformænd gennem historien

[redigér | rediger kildetekst]
Partiformand Tiltrædelse Afgang
Louis Pio 1871 1872
Carl Würtz 1872 1873
Ernst Wilhelm Klein 1874 1875
Louis Pio 1875 1877
Christen Hørdum 1877 1877
A.C. Meyer 1878 1878
Saxo W. Wiegell 1878 1879
Christen Hørdum 1880 1882
P. Knudsen 1882 1910
Thorvald Stauning 1910 1939
Hans Hedtoft 1939 1941
Alsing Andersen 1941 1945
Hans Hedtoft 1945 1955
H.C. Hansen 1955 1960
Viggo Kampmann 1960 1962
Jens Otto Krag 1962 1972
Erling Dinesen (konstitueret) 1972 1973
Anker Jørgensen 1973 1987
Svend Auken 1987 1992
Poul Nyrup Rasmussen 1992 2002
Mogens Lykketoft 2002 2005
Helle Thorning-Schmidt 2005 2015
Mette Frederiksen 2015

Socialdemokraterne på Christiansborg mødes traditionelt i såkaldte kaffeklubber, der er uformelle grupperinger af folketingspolitikerne.[24] De har stor betydning for tildelingen af ledelses- og ordførerposter i gruppen. Grupperne skifter udseende og størrelse over tid; ifølge DR[25] er der per maj 2023 fire kaffeklubber i partiet:

  • "Rustbankerne" var en klub som repræsenterede venstrefløjen (Aukenfløjen, som følge af Auken/Nyrup-striden) i partiet.[25] Den blev dannet i 2003. I 2015 fusionerede den med den Wammen's midtersøgende "Frokostklubben", og medlemmerne af venstrefløjen tilsluttede sig i 2016 "Den Nye".[27]
  • "Aldrig Mere En 11. April" blev dannet i 1992, efter Nyrups usædvanlige afskibning af daværende partiformand Svend Auken. Klubben blev nedlagt i slutningen af 90'erne.[27]

Ritt Bjerregaard og Svend Auken er, ifølge DR, de eneste nyvalgte politikere som havde success med at danne deres egen klub i stedet for at lade sig hverve af det eksisterende landskab. Bl.a. blev der på et tidspunkt dannet en klub udenom den ideologiske Auken/Nyrup-strid i partiet, kaldet "Café Au Lait", som ikke holdt længe.[25]

Der er tradition for, at partiformanden ikke indgår i nogen kaffeklub, men før valget til partiformand deltog Mette Frederiksen i Netværket. Tilsvarende var Helle Thorning-Schmidts politiske bagland Morgenmadsklubben, som i sin tid også var magtbase for Poul Nyrup Rasmussen.[28]

Valgresultater

[redigér | rediger kildetekst]

Folketingsvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Valg Formand Stemmer Procent Mandater ±
1884 P. Knudsen 7.000 4,9 %
2 / 101
Stigning2
1887 8.000 3,5 %
1 / 101
Fald1
1890 17.000 7,3 %
3 / 101
Stigning2
1892 20.000 8,9 %
2 / 101
Fald1
1895 24.510 11,3 %
8 / 113
Stigning6
1898 31.870 14,2 %
12 / 113
Stigning4
1901 38.398 17,8 %
14 / 113
Stigning2
1903 48.117 21,0 %
16 / 113
Stigning2
1906 76.612 25,4 %
24 / 113
Stigning8
1909 93.079 29,0 %
24 / 113
Uændret
1910 Thorvald Stauning 98.718 28,3 %
24 / 113
Uændret
1913 107.365 29,6 %
32 / 113
Stigning8
1915 Overvejende fredsvalg
32 / 113
Uændret
1918 262.796 28,7 %
39 / 139
Stigning7
26. april 1920 300.345 29,2 %
42 / 139
Stigning3
6. juli 1920 285.166 29,8 %
42 / 139
Uændret
21. september 1920 389.653 32,2 %
48 / 148
Stigning6
1924 469.949 36,6 %
55 / 148
Stigning7
1926 497.106 37,2 %
53 / 148
Fald2
1929 593.191 41,8 %
61 / 148
Stigning8
1932 660.839 42,7 %
62 / 148
Stigning1
1935 759.102 46,4 %
68 / 148
Stigning6
1939 729.619 42,9 %
64 / 148
Fald4
1943 Alsing Andersen 894.632 44,5 %
66 / 148
Stigning2
1945 Hans Hedtoft 671.755 32,8 %
48 / 148
Fald18
1947 836.231 41,2 %
57 / 148
Stigning9
1950 813.224 39,6 %
59 / 148
Stigning2
21. april 1953 836.507 40,4 %
61 / 148
Stigning2
22. september 1953 894.913 41,3 %
74 / 175
Stigning13
1957 H.C. Hansen 910.170 39,4 %
70 / 175
Fald4
1960 Viggo Kampmann 1.023.794 42,1 %
76 / 175
Stigning6
1964 Jens Otto Krag 1.103.667 41,9 %
76 / 175
Uændret
1966 1.068.911 38,2 %
69 / 175
Fald7
1968 974.833 34,2 %
62 / 175
Fald7
1971 1.074.777 37,3 %
70 / 175
Stigning8
1973 Anker Jørgensen 783.145 25,6 %
46 / 175
Fald24
1975 913.155 29,9 %
53 / 175
Stigning7
1977 1.150.355 37,0 %
65 / 175
Stigning12
1979 1.213.456 38,3 %
68 / 175
Stigning3
1981 1.026.726 32,9 %
59 / 175
Fald9
1984 1.062.561 31,6 %
53 / 175
Fald3
1987 985.906 29,3 %
54 / 175
Fald2
1988 Svend Auken 992.682 29,8 %
55 / 175
Stigning1
1990 1.221.121 37,4 %
69 / 175
Stigning14
1994 Poul Nyrup Rasmussen 1.150.048 34,6 %
62 / 175
Fald7
1998 1.223.620 35,9 %
63 / 175
Stigning1
2001 1.003.023 29,1 %
52 / 175
Fald11
2005 Mogens Lykketoft 867.350 25,8 %
47 / 175
Fald5
2007 Helle Thorning-Schmidt 881.037 25,5 %
45 / 175
Fald2
2011 879.615 24,8 %
44 / 175
Fald1
2015 925.329 26,3 %
47 / 175
Stigning3
2019 Mette Frederiksen 915.393 25,9 %
48 / 175
Stigning1
2022 971.995 27,5 %
50 / 175
Stigning2

Europaparlamentsvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Europaparlamentsvalg
Valg Spidskandidat Gruppe Stemmer % Mandater +/-
1979 Kjeld Olesen SOC 382.487 21,9
3 / 15
Stigning3
1984 Eva Gredal 387.098 19,5
3 / 15
Uændret
1989 Kirsten Jensen 417.076 23,3
4 / 16
Stigning1
1994 PES 329.202 15,8
3 / 16
Fald1
1999 Torben Lund 324.256 16,5
3 / 16
Uændret
2004 Poul Nyrup Rasmussen 618.409 32,6
5 / 14
Stigning2
2009 Dan Jørgensen 503.439 21,5
4 / 13
Fald1
2014 Jeppe Kofod S&D 434.894 19,1
3 / 13
Fald1
2019 435.245 21,5
3 / 14
Uændret
2024 Christel Schaldemose 381.494 15,6
3 / 15
Uændret

Kommunal- og regionsrådsvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Kommunalvalg
Valg Stemmer % Mandater +/-
1909 125.745
861 / 9.897
1913 160.818
1.083 / 10.038
Stigning222
1917 183.777
1.269 / 10.052
Stigning186
1921-22 295.213
1.971 / 10.750
Stigning702
1925 314.890
1.957 / 11.329
Fald14
1929 379.064
2.211 / 11.403
Stigning254
1933 441.248
2.496 / 11.425
Stigning285
1937 571.790
2.878 / 11.371
Stigning382
1943 577.448
2.713 / 10.569
Fald165
1946 623.862
2.975 / 11.488
Stigning262
1950 683.568
2.960 / 11.499
Fald15
1954 713.030
3.139 / 11.505
Stigning179
1958 784.877
3.023 / 11.529
Fald116
1962 815.065
3.096 / 11.414
Stigning73
1966 838.172 36,2 %
2.638 / 10.005
Fald458
Kommunalreformen
1970 984.368 42,9 %
1.769 / 4.677
Fald869
1974 691.937 33,0 %
1.532 / 4.735
Fald237
1978 961.760 37,3 %
1.704 / 4.759
Stigning172
1981 964.268 34,0 %
1.601 / 4.769
Fald103
1985 956.834 35,2 %
1.722 / 4.773
Stigning121
1989 954.331 35,7 %
1.788 / 4.826
Stigning66
1993 1.001.649 35,1 %
1.700 / 4.703
Fald88
1997 962.744 33,8 %
1.648 / 4.685
Fald52
2001 1.125.859 32,4 %
1.551 / 4.647
Fald97
Strukturreformen
2005 986.829 34,3 %
900 / 2.522
Fald651
2009 853.221 30,6 %
801 / 2.468
Fald99
2013 919.574 29,51 %
773 / 2.444
Fald28
2017 1.029.326 32,42 %
842 / 2.432
Stigning69
2021 877.136 28,40 %
755 / 2.436
Fald87
Amts- og Regionsrådsvalg
Valg Stemmer % Mandater +/-
1935
85 / 299
1943 227.193
92 / 299
Stigning7
1946 262.904
94 / 299
Stigning2
1950 277.224
89 / 299
Fald5
1954 308.814 32,2 %
97 / 299
Stigning8
1958 345.269 31,1 %
96 / 303
Fald1
1962 374.383 30,8 %
92 / 301
Fald4
1966 398.740 31,2 %
99 / 303
Stigning7
Kommunalreformen
1970 811.165 44,0 %
162 / 366
Stigning62
1974 602.147 33,0 %
135 / 370
Fald27
1978 842.184 38,0 %
144 / 370
Stigning9
1981 941.006 35,8 %
140 / 370
Fald4
1985 856.149 36,2 %
143 / 374
Stigning3
1989 832.619 35,8 %
146 / 374
Stigning3
1993 870.068 34,9 %
136 / 374
Fald10
1997 838.369 33,7 %
137 / 374
Stigning1
2001 994.717 32,8 %
129 / 374
Fald8
Strukturreformen
2005 960.327 34,5 %
77 / 205
Fald52
2009 807.678 30,2 %
68 / 205
Fald9
2013 902.278 30,1 %
68 / 205
Uændret
2017 937.713 30,4 %
70 / 205
Stigning2
2021 840.433 28,0 %
64 / 205
Fald6

I valgåret 2019 havde Socialdemokratiet indtægter for 58 mio. kr. og udgifter for 75 mio. kr., hvoraf de 38 mio. kr. gik til udgifter i forbindelse med folketings- og Europaparlamentsvalgene det år.[29]

Af indtægterne kom 5 mio. kr. fra medlemskontingenter, 31 mio. kr. var offentlig partistøtte, 15 mio. kr. var bidrag fra faglige organisationer, virksomheder, fonde o.l., og 1 mio. kr. var frivillige tilskud fra privatpersoner. Partiet modtog bidrag på over 20.900 kr. (grænsen for oplysningspligtige beløb) fra i alt 10 bidragydere, heriblandt:

Partiet havde desuden fået stillet mødefaciliteter til rådighed (til en samlet værdi af ca. 300.000 kroner) af:

Politisk erhvervsklub

[redigér | rediger kildetekst]

I 2014 blev pengeklubben Erhvervsforum Vækst DK oprettet, hvis officielle formål er at styrke dialogen mellem Socialdemokratiet og erhvervslivet. Samtidig samler klubben penge ind til partiet. Klubben er en af partiets største økonomiske bidragydere. Klubben havde i 2021 omkring 50 medlemmer.[30]

Socialdemokratiske partihistorier

[redigér | rediger kildetekst]
  • Frederik Borgbjerg og C.E. Jensen: Socialdemokratiets Aarhundrede, 1904.
  • Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser bd. 1-3, 1954-55.
  • J.O. Krag og K.B. Andersen: Kamp og fornyelse, 1978.
  • Gerd Callesen, Steen Christensen og Henning Grelle: Udfordring og omstilling, 1996.

Øvrige værker

[redigér | rediger kildetekst]
  • Anders Dybdal (red.): Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag, 2014.
  • Bjørn Erichsen: Om arbejderbevægelsen, 1977.
  • Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten - en antologi, Roskilde Universitetsforlag, 2004.
  • Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd. Bind 1-2. 1972-74.
  • Jens Engberg et al.: Dansk arbejderbevægelse, 1976.
  • Knud Knudsen, Hanne Caspersen og Vagn Oluf Nielsen: Kampen for en bedre tilværelse Arbejdernes historie i Danmark fra 1800-tallet til 1990, 1991.
  1. ^ Køge-borgmester Marie Stærke bliver ny næstformand i Socialdemokratiet efter Frank Jensens exit dr.dk, 13. nov. 2020
  2. ^ a b Folketinget. "Hvor mange medlemmer har de politiske partier?" (PDF). Hentet 11. juni 2024.
  3. ^ Parties and Elections in Europe: The database about parliamentary elections and political parties in Europe, by Wolfram Nordsieck
  4. ^ Socialdemokratiets principprogram. 2017, hentet på partiets hjemmeside 19. august 2020. Citat: "Vores idégrundlag er den demokratiske socialisme."
  5. ^ Har Mette Frederiksen fundet løsningen på krisen i det europæiske centrum-venstre? Alitnget.dk 23. marts 2018.
  6. ^ "Socialdemokratiet skifter navn". BT/Ritzau. 14. september 2002. Hentet 26. september 2016.
  7. ^ Lange, Lasse; Holsten, Erik (24. september 2016). "Socialdemokratiet laver lille navneændring". Altinget. Hentet 26. september 2016.
  8. ^ Socialdemokraterne – Socialdemokratiet Det Kongelige Bibliotek. Sidst opdateret 15. oktober 2008. Besøgt 16. april 2009.
  9. ^ Den skjulte forskel Kristeligt Dagblad. 5. februar 2005. Besøgt 16. april 2009.
  10. ^ De politiske partiers medlemstal siden 1960. Berlingske.dk 25. april 2013.
  11. ^ Gang i 90'erne, 1989, Det Kgl. Bibliotek
  12. ^ Hjortnæs, Karl - Socialdemokrater under pres. ISBN 87-02-04722-5
  13. ^ https://www.information.dk/debat/2007/11/lettelse-skatten-virker
  14. ^ "Efter den kolde krig, 1989-2008: Regeringerne frem til 2001. ARtikel af Søren Hein Rasmussen på danmarkshistorien.dkAathus Universitet. Dateret 2009, besøgt 18. august 2020". Arkiveret fra originalen 7. august 2020. Hentet 18. august 2020.
  15. ^ Her er regeringen Helle Thorning-Schmidt. dr.dk's hjemmeside 3. oktober 2011.
  16. ^ Historiker og tidligere venstrefløjspolitiker: Socialdemokratiets højredrejning har ingen historisk parallel. Artikel i Information 3.september 2018.
  17. ^ Har Mette Frederiksen fundet løsningen på krisen i det europæiske centrum-venstre? Artikel på altinget.dk 23. marts 2018.
  18. ^ Frederiksen har givet sit parti nyt navn: - Det klæder os bedst. Artikel på nyheder.tv2.dk 24. september 2016.
  19. ^ Korsgaard, Kristine (16. juni 2019). "Aftale: Her er de 18 sider, der gør Mette Frederiksen til statsminister". Altinget. Hentet 12. september 2022.
  20. ^ Retfærdig retning for Danmark. PDF
  21. ^ Nordjylland får borgerlig formand for første gang - TV 2
  22. ^ "FOLKEAFSTEMNING ONSDAG 1. JUNI 2022". Danmarks Statistik. 3. juni 2022. Hentet 4. juni 2022.
  23. ^ "Hovedbestyrelsen". Socialdemokratiet. Hentet 18. august 2020.
  24. ^ "Her er de magtfulde socialdemokratiske kaffeklubber". TV2. 2014-02-11. Hentet 2023-05-16.
  25. ^ a b c d e f g "Kaffeklubberne ulmer i S". Slotsholmen. 2023-05-12. Hentet 2023-05-16.
  26. ^ a b c "GRAFIK Her er de socialdemokratiske kaffeklubber". DR. 2017-01-12. Hentet 2023-05-16.
  27. ^ a b "Kaffeklubber fusionerer". Information. 2015-06-26. Hentet 2023-05-16.
  28. ^ ANALYSE: Opbrud i de socialdemokratiske kaffeklubber. Opslag på dr.dk 12. januar 2017.
  29. ^ De politiske partiers regnskaber for 2019. Folketinget marts 2021.
  30. ^ Socialdemokratiet sælger møder med statsministeren og topministre gennem erhvervsklub. Artikel på altinget.dk 26. april 2021.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]