Bruger:PerV/sandkassen10

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Republikken Litauen
Lietuvos Respublika
Motto"Tautos jėga vienybėje"
"Nationens styrke ligger i enigheden"
Nationalmelodi"Tautiška giesmė"
"National hymne"
 PerV/sandkassen10's placering  (mørkegrøn) – på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå) – i den Europæiske Union  (lysegrøn)  –  [Forklaring]
 PerV/sandkassen10's placering  (mørkegrøn)

– på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå)
– i den Europæiske Union  (lysegrøn)  –  [Forklaring]

Hovedstad
og største by
Vilnius
54°41′N 25°19′Ø / 54.683°N 25.317°Ø / 54.683; 25.317
Officielle sprog Litauisk,[1]1.
Etnicitet 84% litauere
6.1 % polakker
4.9 % russere
5.0 % andre minoritets grupper[2]
Demonym Litauer
Regeringsform Semi-præsidentiel republik
Dalia Grybauskaitė
Andrius Kubilius
Irena Degutienė
Uafhængighed fra Rusland og Det Tyske Kejserrige (1918)

14. februar 1009
- Kroningen af Mindaugas
6. juli 1253

1. februar 1386

1. juli 1569
1795
16. februar 1918
- Sovjetiske besættelse
Nazi-tysklands besættelse
15. juni 1940

22. juni 1941
- 2. Sovjetiske besættelse
1944

11. marts 1990
Optaget i EU 1. maj 2004
Areal
- Total
65.200 km2  (nr. 123)
Vand (%)
1,35
Indbyggertal
- Anslået 2012
2.986.100[3] (nr. 133)
- Folketælling 2011
3.043.429[4]
50,3/km2  (nr. 120)
BNP (KKP) Anslået 2010
- Total
54,627 mia. USD[5][6] (nr. 89)
- Pr. indbygger
16.481 $[5][6] (nr. 70)
BNP (nominelt) Anslået 2010
- Total
35,152 mia. $[5]
- Pr. indbygger
10.605 $[5]
Gini (2003) 36 (medium)
HDI (2010) Stigning 0,783[7] (høj) (nr. 44)
Valuta Litauaiske litas (LTL)
Tidszone EET (UTC+2)
- Sommer (DST)
EEST (UTC+3)
Kendings-
bogstaver (bil)
LT
Luftfartøjs-
registreringskode
LY
Internetdomæne .lt2
Telefonkode +370
  1. Lokalt også russisk, polsk, hviderussisk og ukrainsk[1]
  2. Også .eu, delt med de øvrige EU-lande.

Republikken Litauen (litauisk: Lietuvos Respublika, kort: Lietuva, Žemaitisk: Lietovas Respoblėka) er et land i Nordeuropa, det sydligste af de tre baltiske lande. Landet ligger langs Østersøens sydøstlige bred og grænser til Letland i nord, Hviderusland i øst og sydøst og Polen og den russiske eksklave Kaliningrad oblast mod sydvest. Tværs over Østersøen ligger Sverige og Danmark. Landet har en befolkning på 2,986[3] millioner, og dets hovedstad og største by er Vilnius.

I 1300-tallet var Litauen det største land i Europa, og dagens Hviderussland, Ukraine samt dele af Polen og Rusland var underlagt Storfyrstendømmet Litauen. Med Lublinunionen fra 1569 formede Polen og Litauen en ny stat, Den polsk-litauiske realunion. Realunionen varede i over to hundrede år, indtil nabolandene systematisk afviklede den fra 1772 til 1795. Ved delingen af realunionen overtog Det Russiske Kejserrige størstedelen af det litauiske territorium.

Efter 1. verdenskrig blev Litauens uafhængighedserklæring underskrevet den 16. februar 1918, og landet blev på ny en suveræn stat. Fra 1940 blev Litauen besat af Sovjetunionen og derefter af Nazityskland. Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning i 1944 trak tyskerne sig tilbage, og Sovjetunionen besatte Litauen igen. Den 11. marts 1990 blev Litauen den første sovjetrepublik, som erklærede sin uafhængighed.

Inden den globale finansielle krise 2007-10 havde Litauen en af de hurtigst voksende økonomier i EU. Litauen er medlem af NATO, Europarådet og EU. Litauen blev fuldgyldigt medlem af Schengen-samarbejdet den 21. december 2007. I 2009 var Vilnius europæisk kulturhovedstad, og samme år fejrede Litauen tusindårsjubilæet for sit navn.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Første omtale af Litauen fra 1009

Den første kendte omtale af navnet Litauen (litauisk: Lietuva) er fra 1009[8] i annalerne fra Quedlinburg (latin: Annales Quedlinburgenses). I Quedlinburg-annalerne omtales en latiniseret udgave af den slaviske form af navnet LietuvaLitua udtales [litvā]. Selv om det er klart, at navnet stammer fra et baltisk sprog, diskuterer sprogforskere stadig betydningen af ordet.

Der har været gjort flere forsøg på at forbinde "Lietuva" med Keltiske stednavne med latinske eller italienske ord. Men disse forsøg mangler støtte i sprogforskningen. Ifølge en udbredt folkelig opfattelse stammer ordet "Lietuva" (Litauen) fra det litauiske ord "lyti" (at regne). Der er imidlertid ingen seriøs videnskabelig støtte for denne teori, idet ordet Lietuva har endelsen -uva, da det oprindelige ord ikke har nogen endelse. En sandsynlig kandidat er "Lietā". Da mange baltiske etnonymer stammer fra hydronymer, har lingvister søgt efter oprindelsen blandt de lokale hydronymer. Normalt har sådanne navne udviklet sig som en proces: hydronym → stednavn → etnonym.

En lille flod ikke langt fra Kernavė i det centrale område i den oprindelige litauiske stat og sandsynligvis den første hovedstad i det senere Storfyrstendømme Litauen krediteres normalt som kilde til navnet. Denne flods oprindelige navn er "Lietava". Med tiden kan endelsen -ava have ændret sig til -uva, da de to er samme type endelse. Floden flyder i lavlandet og oversvømmer ofte sine bredder; derfor vil den traditionelle litauiske form "Liet" direkte kunne oversættes som "lietis" (at spilde), som stammer fra urindoeuropæisk "leyǝ-".

Historie[redigér | redigér wikikode]

Vytautas, storfyrste af Litauen - Udsnit af et maleri af Jan Matejko fra Slaget ved Grunwald
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Litauens historie.

De første mennesker bosatte sig i det litauiske område efter den sidste istid i det 10. årtusinde f.Kr. Urindoeuropæiske stammer, der indvandrede i 3.-2. årtusinde f.Kr., blandede sig gennem et årtusinde med den lokale befolkning og dannede forskellige baltiske stammer.

Litauen var oprindeligt befolket af splittede baltiske stammer. De samledes i 1230 af fyrst Mindaugas (ca. 1200-1263). Da han 1251 lod sig døbe, blev det muligt for ham at slutte fred med litauernes gamle fjende, Den Liviske Orden. Den 6. juli 1253 blev han kronet til konge af Litauen af ærkebiskoppen af Riga, og han herskede over mellem 300.000 og 400.000 undersåtter. Han brød med Den Liviske Orden i 1261 og afsværgede sandsynligvis kristendommen, slog ordensridderne i slaget ved Durbė og opmuntrede de hedenske preussiske nabostammers til opstand mod Den Tyske Orden. I 1263 blev han myrdet af sin nevø Treniota, og det hedenske Litauen blev igen mål for den Tyske Orden og Liviske Ordens korstog.

Storfyrstendømmet Litauen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Storfyrstendømmet Litauen

Gediminas (1315—40) grundlagde Storfyrstendømmet Litauen og udvidede landet mod syd og øst. Efter hans død deltes riget mellem hans syv sønner, af hvilke Algirdas og Kęstutis snart fik magten. Stridighederne mellem deres arvinger blev meget væsentlige for Litauens historie. Algirdas' søn Jogaila blev storfyrste efter ham (1377—1454); han antog kristendommen 1386 under navnet Vladislav, og da han samme år giftede sig dronning Jadwiga af Polen, blev han konge af Polen; hermed indledtes Polens og Litauens union.

1381 grundlagdes det første romersk-katolske bispedømme i Vilnius, og i 1417 grundlagdes bispedømmet i Medininkai (nu Varniai) i Žemaitija. Litauen havde til tider fuldstændigt selvstyre under egne storfyrster, men stod formelt under Polens konge; således var Vytautas den Store storfyrste af Litauen 1392—1430. Under ham nåede Litauen sin magts højdepunkt: Grænserne strakte sig da fra Østersøen til Sortehavet. Da Vytautas døde i 1430, gjorde Jogaila sin broder Švitrigaila til storfyrste i Litauen. Denne var tilhænger af den ortodokse kirke, men fortrængtes af Vytautas' broder, Žygimantas Kęstutaitis, der støttedes af det romersk-katolske parti. Švitrigaila, der kun beholdt Volhynien og Kijev, blev myrdet 1440, og kronen gik derfor til Jogailas yngste søn, den umyndige Kazimieras Jogailaitis, der modtog tilbud om Polens krone i 1444. Hans litauiske formyndere gjorde visse fordringer, blandt andet hævdede de Litauens ret til Podolien og Halytsj-Volynia, et spørgsmål som senere vedblev at være stridsemne. Efter Kazimieras Jogailaitis' død i 1492 overlod litauerne tronen til hans søn Aleksandras I, mens polakkerne valgte dennes ældre broder Johan Albrecht til konge. Da Johan Albrecht døde i 1501, blev Litauen atter forenet med Polen under Aleksandras I.

Den polsk-litauiske realunion (1569-1795)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den polsk-litauiske realunion

Den polsk-litauiske realunion blev oprettet i 1569 ved undertegnelse af Lublinunionen. Der indførtes fælles kongevalg og fælles rigsdag, mens Polen og Litauen beholdt egen lovgivning og administration, herunder separate hære og valutaer.[9] Men i sidste ende påvirkede poloniseringen alle aspekter af det litauiske samfund: politik, sprog, kultur og den nationale identitet. Fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet blomstrede kunst, kultur og uddannelse, næret af renæssancen og den protestantiske reformation. Fra 1573 valgtes den polske konge og Storfyrsten af Litauen af adelen, der fik stadigt flere privilegier. Disse privilegier, især liberum veto dansk: frit veto, der gav hver enkel adelsmand vetoret, førte til anarki og opløsning af staten.

Under den livlandske krig (1655-1661) var det litauiske territorium og økonomien ødelagt af den svenske hær. Før det fuldt ud kunne komme sig, blev Litauen igen hærget under Store Nordiske Krig (1700-1721). Krigen, pest og hungersnød resulterede i et tab på ca. 40 % af landets indbyggere.[10] Fremmede magter, navnlig Rusland, blev dominerende spillere i indenrigspolitiken i Den polsk-litauiske realunion. Talrige fraktioner blandt adelen brugte deres privilegier til at forhindre enhver form for reform. Til sidst blev unionen delt i 1772, 1792, og 1795 af det Russiske Kejserrige, Kongeriget Preussen og det Habsburgske Østrig.

I det Russiske Kejserrige (1795-1914)[redigér | redigér wikikode]

De 20 medlemmer af Litauens Råd efter underskrivningen af Litauens uafhængighedserklæring den 16. februar 1918.
Antanas Smetona

Ved delingen blev størstedelen af Litauen en del af det russiske imperium. Efter resultatløse opstande i 1831 og 1863 gennemførte de tsaristiske myndigheder en række russificeringspolitikker, herunder et forbud mod den litauiske presse og lukning af kultur- og uddannelsesinstitutioner, og Litauen blev en del af en ny administrativ region kaldet Nordvestlige kraj.

Efter den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), da de tyske diplomater på Berlinerkongressen krævede, at Rusland tilbageleverede områder til det Osmanniske Rige, blev forholdet mellem Rusland og Det tyske Kejserrige kompliceret, og det russiske imperium genoptog opførelsen af borge ved dets vestlige grænser som forsvar mod Tyskland. Blandt andet opførtes et 65 km2 stort fort i Kaunas.[11]

Mellem 1868 og 1914 udvandrede cirka 635.000 litauere, næsten 20 % af befolkningen.[12] Et stort antal af litauerne udvandrede til USA i 1867-1868 efter en hungersnød i Litauen.[12] På trods af udvandringen voksede ideen om et uafhængigt Litauen gennem årene, og denne ide blev grundlaget for det uafhængige Litauen. Under revolutionen 1905 blev der dannet en nationalkongres, som samledes 21.—22. november 1905 i Vilnius. Kongressen stillede krav om selvstyre for Litauen og krav om litauisk sprog i kirkerne og skolerne.[13][14]

Det uafhængige Litauen (1918-1940)[redigér | redigér wikikode]

Den 16. februar 1918 under 1. verdenskrig, mens Litauen stadig var besat af tyske tropper, vedtog Litauens Råd (litauisk: Lietuvos Taryba) landets uafhængighed. Da Tyskland tabte krigen den 11. november 1918, dannede Litauens Råd den første regering under ledelse af Augustinas Voldemaras, vedtog en foreløbig forfatning og påbegyndte opbygningen af de grundlæggende administrative institutioner.

Litauens udenrigspolitik var domineret af territoriale stridigheder med Polen og Tyskland. Vilnius-området og Vilnius, den historiske hovedstad i Litauen, blev besat af den polske hær under Żeligowskis mytteri i oktober 1920, og herved oprettedes Central-Litauen, der to år senere blev indlemmet i Polen. I 19 år var Kaunas den midlertidige hovedstad i Litauen. Litauen tog den polske besættelse af Vilnius meget ilde op og nægtede at oprette diplomatiske forbindelser frem til kort før 2. verdenskrig.

Klaipeda-regionen var under administration af Folkeforbundet, men i januar 1923 rykkede litauiske friskarer ind og besatte området. I marts 1923 fik Litauen kontrol over Klaipeda-regionen, hvilket endeligt blev anerkendt i en konvention vedtaget af Folkeforbundet i 1924.

Kuppet i 1926[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kuppet i Litauen i 1926

I 1926 gennemførte militæret et kup, der afsatte den demokratisk valgte regering og bragte Litauens nationale union, et af de mindste og tidens mest konservative parti, til magten. De kristelige demokrater støttede kuppet og indsatte Antanas Smetona som præsident. I flere omgange ændrede Smetona forfatningen, hjemsendte Seimas og undlod at udskrive nyvalg. Antanas Smetona regerede Litauen i 14 år som autoritær præsident frem til 1940, hvor han og hans familie flygtede til Nazityskland.

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

I 1940 efter udbruddet af 2. verdenskrig besatte Sovjetunionen Litauen i overensstemmelse med Molotov-Ribbentrop-pagten.[15] Da Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, trak de sovjetiske tropper sig tilbage, og landet blev besat af tyskerne. Efter tilbagetrækning af de tyske besættelsesstyrker fra Litauen blev den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik oprettet. Den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik blev senere en del af Sovjetunionen i 1944.

Under de tyske og sovjetiske besættelser fra 1940 til 1954 mistede Litauen omkring 780.000 af sine indbyggere. Alene under holocaust myrdedes omkring 200.000 jøder i massakrer i Litauen. Det anslås, at 120.000-300.000 flyttede til andre dele af Sovjetunionen, blev sendt i eksil i Sibirien eller blev dræbt,[16] mens andre valgte at flytte til lande i vesten.

I forlængelse af de sovjetiske reformtiltag glasnost og perestrojka i slutningen af 1980'erne voksede kravet om litauisk selvstændighed frem. Litauen, ledet af Sajūdis, en anti-kommunistisk og anti-sovjetiske uafhængighedsbevægelse, proklamerede Litauens uafhængighed den 11. marts 1990.

Det uafhængige moderne Litauen (1990-nu)[redigér | redigér wikikode]

Litauen var den første sovjetiske republik der den 11. marts 1990 erklærede sig uafhængig, selv om sovjetiske styrker forsøgte at forhindre det. Den Røde Hær angreb Vilnius' tv-tårn om natten den 13. januar 1991 og dræbte 13 civile litauere,[17] men kunne ikke knække litauernes vilje til selvstyre. De sidste sovjetiske tropper forlod Litauen den 31. august 1993.

Den 4. februar 1991 anerkendte Island som det første vestlige land Litauen, mens Sverige blev det første land, der åbnede en ambassade i landet. USA og andre vestlige lande havde aldrig anerkendt den sovjetiske annektering af Litauen, Letland og Estland.

Litauen blev medlem af FN den 17. september 1991. Den 31. maj 2001 blev Litauen det 141. medlem af WTO. 4. januar 1994 blev landet det første af de baltiske lande, som søgte medlemskab i NATO. Den 29. marts 2004 blev landet medlem af NATO, og i maj samme år medlem af Den Europæiske Union.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Dalia Grybauskaitė Litauens præsident siden den 12. juli 2009.

Ved de første almindelige valg efter uafhængigheden, der blev afholdt den 25. oktober 1992, støttede 56,75 % af det samlede antal vælgere den nye forfatning.[18] Der var intense drøftelser om forfatningen, især præsidentens rolle. En særskilt folkeafstemning blev afholdt den 23. maj 1992 om spørgsmålet, og her støttede 41 % af samtlige stemmeberettigede genopretningen af præsidentembedet.[18] Til sidst blev et semipræsidentielt system aftalt.[19]

Det litauiske statsoverhoved er præsidenten, der vælges direkte for en femårig periode. Præsidenten kan højst vælges for to på hinanden følgende perioder. Embedet som præsident er stort set ceremonielt; de vigtigste opgaver er ansvaret for udenrigspolitikken og den nationale sikkerhedspolitik. Præsidenten er hærens øverstkommanderende. Præsidenten udnævner, efter godkendelse fra Seimas, premierministeren og, efter premierministerens indstillingen, resten af regeringen, samt en række andre topembedsmænd og dommere ved samtlige domstole.

Dommere ved forfatningsdomstolen (litauisk: Konstitucinis Teismas), der sidder for ni år, udnævnes af præsidenten (tre dommere), formanden for Seimas (tre dommere) og formanden for højesteret (tre dommere). Det litauiske etkammersystem, Seimas, har 141 medlemmer, der er valgt for fire år. 71 af medlemmerne af Seimas vælges ved flertalsvalg i enkeltemandskredse, og de øvrige 70 medlemmer vælges ved landsdækkende forholdstalsvalg. Seimasvalg har en spærregrænse på 5 %, og kun registrerede partier kan opstille.

Udenrigsrelationer[redigér | redigér wikikode]

Litauen blev medlem af FN den 18. september 1991 og deltager i en række af FN's organisationer og en række internationale aftaler. Landet er også medlem af OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), NATO, Europarådet og EU (Den Europæiske Union). Litauen opnåede medlemskab i WTO (Verdenshandelsorganisationen) den 31. maj 2001 og arbejder på at blive optaget i OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) og andre vestlige organisationer.

Litauen har ambassader i 94 lande på seks kontinenter og konsulater i to lande. Litauens liberale lovgivning om statsborgerskab har afsvækket spændingerne med nabolandene. Litauens suspension af to etnisk polske kommunalbestyrelser anklaget for at blokere reformer og illoyalitet under august 1991 kuppet nedkølede forbindelserne til Polen, men med markant forøget bilateralt samarbejde og med afholdelse af valg i disse kommuner samt underskrivelsen af en bilateral venskabsaftale i 1994 blev forholdet normaliseret. Selv om en tilsvarende bilateral venskabsaftale blev indgået med Hviderusland i 1995, har Litauen deltaget i EU's og USAs opfordringer til regeringen i Hviderusland om at vedtage demokratiske og økonomiske reformer.

Litauen har diplomatiske forbindelser med 149 lande.[20]

Militær[redigér | redigér wikikode]

Soldater fra Litauens Specialstyrker under træning

Litauens væbnede styrker har et aktivt personel på 14.621, hvoraf 2.165 er civilt ansatte (tal fra okt. 2010),[21] og understøttes af en reservestyrke på 100.000 mand. Værnepligten ophørte i september 2008.[22]

Litauens forsvarssystem er baseret på begrebet "totalt og ubetinget forsvar" med mandat fra Litauens nationale sikkerhedsstrategi. Målet for Litauens forsvarspolitik er at forberede samfundet på generelt forsvar og til at integrere Litauen i vestlige sikkerheds- og forsvarstrukturer. Det litauiske forsvarsministerium er ansvarlig for kampstyrkerne, eftersøgnings- og redningsoperationer og efterretningsoperationer.[23] Kampstyrkerne har deltaget i internationale operationer på Balkan, i Irak og deltager i Afghanistan med 208 mand.

De 5.400 grænsevagter falder ind under det litauiske indenrigsministeriums tilsyn og er ansvarlige for beskyttelse af grænserne, pas og told og deler ansvaret med flåden for bekæmpelse af smugling og narkotikahandel. En særlig sikkerhedsafdeling varetager VIP-beskyttelse og kommunikationssikkerhed.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Den nuværende administrative opdeling blev etableret i 1994 og ændret i 2000 for at opfylde krav fra EU. Litauen har en tredelt administrative opdeling. Landet er inddelt i 10 amter (litauisk: ental: apskritis, flertal: apskritys), som yderligere er opdelt i 60 kommuner (litauisk: ental: savivaldybė, flertal: savivaldybės), som igen består af over 500 seniūnijos (litauisk: ental: seniūnija, flertal: seniūnijos).

Amterne er styret af amtmænd (litauisk: apskrities viršininkas) udpeget af staten. De tilser, at kommunerne overholder lovgivningen og forfatningen. Amtskommunerne overvåger lokale kommunalbestyrelsers gennemførelse af de nationale love.[24] Da amterne har begrænsede funktioner, har der været flere forslag til at reducere deres antal og organisere regioner på grundlag de historiske-etnistiske regioner i Litauen[25] eller de fem største byer med befolkningstal over 100.000.[26]

Kommunerne er den vigtigste administrative enhed. Nogle kommuner kaldes "distriktskommuner", ofte forkortet til "distrikter", mens andre kaldes "bykommuner", undertiden forkortet til "byer". Hver kommune har sin egen folkevalgte kommunalbestyrelse. Tidligere var der valg til kommunalbestyrelsen hvert tredje år, nu finder det sted hvert fjerde år. Kommunalbestyrelsen vælger borgmesteren og udnævner seniūnijosmedlemmer. Der er fremsat forslag om direkte valg af borgmestrene og seniūnijosmedlemmer, men det ville kræve en ændring af forfatningen.[27]

Seniūnijos, der overstiger 500, er den mindste enhed og spiller ingen rolle i den nationale politik. De tilbyder nødvendige offentlige serviceydelser i kvarterer og landsbyer; fx anmelder seniūnijos i landdistrikterne fødsler og dødsfald. De er mest aktive i den sociale sektor, hvor de opsøger trængende enkeltpersoner eller familier og uddeler forskellige former for bistandshjælp.[28] Selvom seniūnijos ville kunne styrke lokalt initiativ til løsning af landdistrikternes problemer, klages der over, at de ikke har nogen reel magt og får for lidt opmærksomhed.[29]

Største byer[redigér | redigér wikikode]


Liste over større byer i Litauen

Vilnius
Vilnius

Kaunas
Kaunas

Klaipeda
Klaipeda

Panevėžys
Panevėžys

# By Indbyggertal

Alytus
Alytus

Marijampolė
Marijampolė

Mažeikiai
Mažeikiai

Jonava
Jonava

1 Grand Coat of arms of Vilnius.png Vilnius 546.733
2 Kaunas city COA.png Kaunas 352.279
3 Coat of arms of Klaipeda (Lithuania).png Klaipėda 183.433
4 Siauliai city COA.gif Šiauliai 126.215
5 Coat of Arms of Panevezys.svg Panevėžys 112.619
6 Coat of arms of Alytus (Lithuania).svg Alytus 67.505
7 Marijampole COA.gif Marijampolė 46.692
8 Mazeikiai COA.gif Mažeikiai 40.505
9 Coat of arms of Jonava (Lithuania).svg Jonava 34.238
10 Utena COA.gif Utena 32.476
11 Kedainiai COA.gif Kėdainiai 30.835
12 Telsiai COA.gif Telšiai 29.883
13 Visaginas coat of arms.png Visaginas 28.160
14 Taurage COA.gif Tauragė 27.696
15 Ukmerge COA.gif Ukmergė 27.323
16 Plunge COA.gif Plungė 23.161
17 Kretinga COA.gif Kretinga 21.445
18 Silute COA.gif Šilutė 20.839
19 Radviliskis COA.gif Radviliškis 19.404
20 Coat of arms of Palanga (Lithuania).svg Palanga 17.574
Kilde: 2009

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Topografisk kort over Litauen
Pūčkoriai i Naujoji Vilnia nær Vilnius.

Litauen er beliggende i det nordlige Europa. Det har omkring 99 km sandet kyststrækning, hvoraf kun ca. 38 km er direkte ud til Østersøen, hvilket er den korteste kyststrækning blandt landene ved Østersøen. Resten af kysten ligger i læ af Den kuriske landtange. Litauens største isfrie havn, Klaipėda, ligger ved den smalle udmunding af Den kuriske indsø (litauisk: Kuršių Marios), en lavvandet indsø, der strækker sig mod syd til Kaliningrad. Den vigtigste flod, Nemunas, og nogle af dens bifloder har international skibsfart.

Det litauiske landskab er jævnet ud af smeltende gletsjere efter sidste istid. De højeste områder er morænerne i det vestlige og østlige højland med Aukštojas bakke på 294 m som den højeste. Terrænet har talrige søer, fx Vištytis søen og vådområder. Blandet skov dækker 31 % af landet.[30] Litauen ligger på grænsen mellem kystklima og fastlandsklima, med fugtige, milde vintre og somre. Ifølge en geografisk beregningsmetode ligger Litauens hovedstad, Vilnius, kun et par kilometer syd for det geografiske centrum af Europa.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Litauens klima, der svinger mellem kyst- og fastlandsklima, er relativt mildt. Gennemsnitlige temperaturer på kysten er -2,5 °C i januar og 16 °C i juli. I Vilnius er den gennemsnitlige temperatur -6 °C i januar og 16 °C i juli. 20 °C er hyppigt på sommerdage og 14 °C om natten, selv om temperaturen kan nå 30 eller 35 °C. Nogle vintre kan der være meget koldt. -20 °C opleves næsten hver vinter. De laveste målte vintertemperaturer er -34 °C i kystområderne og -43 °C i den østlige del af Litauen.

Den gennemsnitlige årlige nedbør er 800 mm ved kysten, 900 mm i det Žemaitiske højland og 600 millimeter i den østlige del af landet. Det sner hvert år; det kan sne fra oktober til april. I nogle år kan der falde slud i september og maj. Vækstsæsonen er på 202 dage i den vestlige del af landet og 169 dage i den østlige del. Alvorlige storme er sjældne i den østlige del af Litauen, men almindelige i de kystnære områder.

Kontinuerlige temperaturmålinger fra det baltiske område dækker ca. 250 år. Dataene viser, at der var en varmeperiode i sidste halvdel af 1700-tallet, og at 1800-tallet var en forholdsvis kølig periode. En varmeperiode i begyndelsen af 1900-tallet kulminerede i 1930'erne, efterfulgt af en mindre afkøling, som varede indtil 1960'erne. En tendens til opvarmning har varet lige siden.[31]

Litauen oplevede tørke i 2002, som medførte skov- og mosebrande.[32] I løbet af sommeren 2006 ramtes Litauen i lighed med resten af Nordvesteuropa af en hedebølge.

De rapporterede ekstreme temperaturer i Litauen efter måned er følgende:[33]

Ekstreme temperaturer i Litauen (°C)
Måned
Jan
Feb
Mar
Apr
Maj
Jun
Jul
Aug
Sep
Okt
Nov
Dec
Højest målte temperaturer
+12.6
+16.5
+21.8
+28.8
+34
+35
+37.5
+36
+32
+26
+18
+15.6
Lavest målte temperaturer
-40.5
-42.9
-37.5
-23.0
-6.8
-2.8
+0.9
-2.9
-6.3
-19.5
-23
-34

Natur[redigér | redigér wikikode]

Plantegeografisk kan Litauen deles mellem de central-europæiske og østeuropæiske provinser med borealt klima. I henhold til WWF kan Litauen opdeles i to økoregioner: De centraleuropæiske blandede skove og sarmatisk blandede skove. Oprindeligt var landet også præget af store mosearealer, men disse er i stort omfang blevet drænet væk.[30]

Der findes fem nationalparker samt en række naturreservater i Litauen. Blandt nationalparkerne finder man Kuršių Nerija ved Den kuriske landtange og den kuriske lagune.[30]

Flora[redigér | redigér wikikode]

Landets store skove er domineret af arter af gran og birk. Litauen ligger også på grænsen til løvskovsområdet, og i det centrale og sydvestlige af landet finder man centraleuropæiske blandede skove med løvtræer.[30] De mest udbredte træarter er skovfyr, rødgran, vortebirk, rødel og bævreasp. Blandt buskene er de mest udbredte tørst, hæg, røn, hassel og gråpil.[34]

Der er optalt 1795 planter i den litauiske natur samt over 4000 svampearter.[34]

Fauna[redigér | redigér wikikode]

Den hvide stork er Litauens nationalfugl.

Blandt de pattedyr, der lever vildt i Litauen, finder man elg, ulv og europæisk los. I moseområder kan man støde på den relativt sjældne snehare, og der findes en mindre bestand af odder i landet.[30] Blandt de mest udbredte, større pattedyr er rådyr, kronhjort, grævling og vildsvin. Europæisk bison er genindført i landet fra 1969, og der er nu en bestand på hen imod 50 eksemplarer. Dådyr og bæver er ligeledes eksempler på indførte dyrearter.[34]

Der er i Litauen fundet 321 fuglearter, hvoraf 213 arter yngler eller har ynglet i landet.[34] Af rovfugle i landet kan nævnes havørn, fiskeørn, hvepsevåge og lille skrigeørn. Blandt fuglene, der lever omkring vandløbene, kan fremhæves toppet lappedykker, sortterne og blishøne. Ved Žuvintassøen findes truede arter som vandsanger og hvidøjet and.[30] Landets nationalfugl er den hvide stork. Der er gode levemuligheder for denne fugl, og derfor findes den største tæthed i verden af storkereder i Litauen.[34]

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Litauens økonomi.
Vilnius finansielle center
Kort der viser gennemsnitsindkomsten i EU
Låne- og opsparingsdata 2007-09

Litas, den nationale valuta, har været knyttet til euroen siden den 2. februar 2002 med kursen 1,00 € = 3,4528 LTL.[35] Før optagelsen i EU havde Litauen den højeste økonomiske vækstrate blandt kandidatlande på 8,8 % i tredje kvartal 2003. Litauens økonomi voksede i gennemsnit 8 % om året i de fire efterfølgende år drevet af en omfattende udenlandsk lånoptagning, hektisk vækst i privat efterspørgsel, hvor store dele var lånfinansieret; allerede i 2008 udgjorde den private lånoptagning 40 % af bankernes samlede låneportefølje.[36][37] I 2009 bestod bankernes samlede pengebeholdning af 26 mia. € hvoraf 20,7 mia. € var udenlandske lånoptagelser.[36] Ifølge officielt offentliggjorte tal har EU-medlemskabet givet næring til en styrkelse af turistsektoren. Bruttonationalproduktet styrtdykkede med 14,8 % i 2009, mens det i 2010 anslås at blive på til en vækst på 0,4 %.[6] I 2009 voksede Litauens offentlige underskud eksplosionsagtigt til næsten 9,5 % af BNP; sammenlignet hermed var underskuddet i 2008 var på 3,2 %.[38] EU accepterede på den baggrund, at Litauen, sammen med Malta, fik udsættelse for nedbringelsen af statsunderskuddet.[38] Den officielle arbejdsløshed var på 5,8 % i 2008, 13,7 % i 2009 og anslået til 17,9 % i 2010.[6]. Inflationen har siden landets indtræden i EU været rekordhøj: 2,7 %(2005), 3,8 %(2006), 5,8 %(2007), 11,1 %(2008), 4,2 %(2009) og 1,1 %(2010) (anslået)[39]. De vigtigste investorlande i Litauen i 2004 var: Danmark (15,2 %), Sverige (15,0 %), Tyskland (11,4 %), Rusland (8,4 %) og Finland (7,8 %). Mere end 60 % af de samlede investeringer i Litauen foretages af de 15 oprindelige EU-lande.

Strukturelt foregår der et langsomt skift i retning af en videnbaseret økonomi med særlig vægt på bioteknologi (industriel og diagnostisk). Større bioteknologiproducenter har produktionsanlæg i Litauen, ligesom der produceres laserudstyr. Også mekanisk/elektronisk industri og informationsteknologi (IT) ses som mulige udviklingsområder i Litauen. I følge Verdensbanken steg værdien af den højteknologiske eksport fra 6 % i 2005, 8 % i 2006, 11 % i 2007 til 11 % i 2008 af den samlede eksport (Danmark2008 16 %, Norge2008 20 % og Sverige2008 16 %).[40] Fra 2008 til 2009 faldt industriproduktionen med 21,6 %.[6] Samme år lancerede regeringen en højt profileret kampagne for at tiltrække udenlandske investeringer og udvikle eksporten.[6]

I 2009 var de vigtigste eksportmarkeder: Rusland (13,08 %), Letland (10,13 %), Tyskland (9,54 %), Polen (7,39 %), Estland (7,01 %), Holland (5,02 %), Hviderusland (4,53 %), Storbritannien (4,41 %), Danmark (3,87 %), Sverige (3,37 %).[41] De vigtigste importlande var: Rusland (30,73 %), Tyskland (11,10 %), Polen (9,97 %), Letland (6,29 %), Holland (4,03 %), Italien (3,81 %), Belgien (2,98 %), Sverige (2,69 %), Estland (2,59 %) og Frankrig (2,47 %).[41]

Litauen har planer om at skifte til euroen den 1. januar 2015.

Litauen har en fast personskatteprocent på 21 % uden progression. De almindelige lønindkomster og pensioner ligger væsentligt lavere end i de øvrige EU-medlemsstater. Ifølge Eurostat-data var gennemsnitsindkomsten i Litauen 55 % af EU-gennemsnittet (2009) [42] (i 2008 61 %), (Danmark 121 % (2009)). De lave lønninger er en central årsag til den omfattende udvandring, der er fundet sted det seneste tiår.

Litauen tilbyder særlige incitamenter til investeringer i den højteknologiske sektorer og har en selskabsskat på kun 5-15 % (Danmark 25 % (2009))[43]. En undersøgelse fra 2005 af det britiske Economist Intelligence Unit (EIU) om livskvalitet har Litauen på en 63. plads med et index på 6,033 af 10, (Norge 3. plads, index 8,051, Sverige 5. plads, index 7,937 og Danmark 9. plads, index 7,797).[44]

Den finansielle sektor[redigér | redigér wikikode]

Litauens centralbank[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Litauens bank
Litauens bank

Litauens bank (litauisk: Lietuvos bankas) er Litauens centralbank. Banken har sine rødder tilbage i 1768, da Litauen og Polen var i union. Seimas etablerede i 1792 "Bank Polski i Litewski" (dansk: Polens og Litauens bank). Imidlertid forhindrede Polens deling i 1795 den videre opbygning.

Efter 1918 benyttede Litauen valuta fra flere forskellige lande. I følge en aftale med den tyske bank "Darlehnkasse Ost" benyttedes tyske mark som betalingsmiddel, men på baggrund af Tysklands hyperinflation i 1922 vedtog Seimas en lov om oprettelse centralbank. Centralbanken blev fra 1940 en del af det sovjetiske banksystem.

Efter selvstændigheden 11. marts 1990 blev centralbanken genetableret, og litaen genindført. De første litas var i omløb fra 31. oktober 1991.

Siden 2004, hvor Litauen blev medlem af EU, har centralbanken været medlem af Det Europæiske System af Centralbanker. Banken er selvstændig i forhold til regeringen og stræber efter en lav og stabil inflation. Centralbankstyret består af en leder, to vicechefer og to yderligere medlemmer. Litauens bank har afdelingskontorer i Kaunas og Klaipeda.

Banken fastsætter blandt andet udlånsrenten. Pr. 31. oktober 2010 var udlånsrenten til privatforbrug 16,93 %, til huskøb 5,93 %.[45]

Vilnius' fondsbørs[redigér | redigér wikikode]

Vilnius' fondsbørs er ejet af NASDAQ OMX Group, som også driver børserne i bl.a. København, Stockholm, Helsingfors, Tallinn og Riga samt værdipapircentralerne i Estland og Letland. Børserne i Vilnius, Tallinn og Riga har et samarbejde, der gør det nemmere at handle på hinandens børser. OMX er noteret på børserne i Stockholm, Helsingfors og København.[46]

Banker i Litauen[redigér | redigér wikikode]

Efter selvstændigheden i 1991 privatiseredes Litauens banksektor. Mange af bankerne er siden opkøbt af skandinaviske banker. De tre største banker, som har en samlet markedsandel på 80 %[47] er de to svenske banker SEB-bank og Swedbank samt norske DnB NOR under navnet DnB NORD bankas, Med opkøb af den finske bank Sampo Bank blev Danske Bank aktiv på det litauiske bankmarked under navnet Danske Bankas. Fem filialer af udenlandske banker led tab i 2008, mens de resterende tre filialer af udenlandske banker havde overskud. De største underskud var: Swedbank 1.053 mio. LTL, SEB-bank 855,6 mio. LTL, Danske Bankas 433,9 mio. LTL og DnB NORD bankas 402,6 mio. LTL. Også Nordea Bank Finland Plc, Lithuania Branch led tab, dog kun på 40,5 mio. LTL[36]. I 2011 blev Snoras bankas – landets femtestørste – lukket af staten, efter at egenkapitalen ikke levede op til det, der foreskrives af loven. Bankens ejere efterforskes for krimininelle transaktioner i forbindelser med bankens kollaps (februar 2012).

Energi[redigér | redigér wikikode]

Ignalina-atomkraftværket, som i 1990'erne og 2000'erne leverede op til 75 % af al elektricitet til Litauen, var bygget under sovjettiden. Anlægget svarede til Tjernobyl-kernekraftværket med sin mangel på en solid struktur. Værket blev lukket som en betingelse for Litauens indtræden i EU: Reaktor nummer 1 blev lukket i december 2004 og reaktor nummer 2 blev lukket ned den 31. december 2009.

Gas- og fueloliekraftværket, Lietuvos Energija, i Elektrėnai, er i øjeblikket det eneste værk til dækning af spidsbelastninger. Værket vil være i stand til forsyne det litauiske marked med tilstrækkelig elektricitet frem til 2015. Men konsekvensen er en høj afhængighed af forsyninger af fossile brændstoffer (gas og tung olie) fra Rusland. Elproduktionen i 2005 var på 745 GWh. For igen at reducere denne afhængighed diskuteres opførelse af et nyt atomkraftværk.

Andre primære kilder til Litauens el er Kaunas vandkraftværk. Elproduktionen i 2005 var her på 363,1 GWh.

Kruonis pumpekraftværket er det eneste pumpekraftværk i de baltiske lande. Værket anvendes til dækning af spidsbelastninger på el-nettet og har en produktionskapacitet på 900 MW.

I de seneste år er vedvarende energi mere brugt, især produktionen af energi fra biomasse. Dette støttes bl.a. af EU-midler. Ti vindmøller er i drift eller under opførelse i den vestlige del af Litauen. Accepten af vedvarende energi er beskeden, og statstilskuddene er faldende.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Vilnius universitet, Litauens første højere uddannelsesinstitution.

Den første skole, der findes historiske vidnesbyrd om, blev oprettet i 1387 i Vilnius' Domkirke.[48] Udbredelsen af skolesystemet blev influeret af kristendommens indførelse i landet. I middelalderen fandtes der flere skoletyper i landet. Der var katedralskoler, hvor eleverne blev uddannet til kirkelige embeder, sogneskoler, der sørgede for basal undervisning, og hjemmeundervisning, hvor børn af adelen blev undervist i eget hjem. Forud for oprettelsen af Vilnius universitet i 1579 måtte litauere, der ønskede en højere uddannelse, opsøge universiteter i udlandet, heriblandt Kraków, Prag og Leipzig.[48] I mellemkrigstiden i begyndelsen af det 20. århundrede blev et nationalt universitet, Vytautas Magnus universitet, grundlagt i Kaunas.

Undervisnings- og videnskabsministeriet er ansvarligt for at foreslå mål og politikker for uddannelsen i Litauen. Forslagene skal derefter vedtages i Seimas for at være gyldige. Der lovgives om blandt andet de langsigtede uddannelsesmæssige strategier, standarder for videregående uddannelser, erhvervsuddannelser samt voksen- og specialundervisning.[49] Amterne, kommunerne og skolernes ledelser (heriblandt ledelserne af privatskoler) er ansvarlige for at gøre strategier og politikker til virkelighed.[49] Ifølge grundloven er undervisning obligatorisk for børn under 16 år, hvilket svarer til ti års skolegang.[50]

14,7 % af det litauiske statsbudget er i 2014 afsat til uddannelsesudgifter.[51] Folkeskoler og ungdomsuddannelser får andel i skattemidlerne via kommuner og amter. Grundloven garanterer gratis videregående uddannelser på offentlige institutioner for de studerende, der vurderes som egnede. Antallet af studerende har varieret i årenes løb; i 2014 var 53,5 % fritaget for betaling.

Verdensbanken vurderer, at 100 % af befolkningen over 15 år kan læse og skrive,[52] og ifølge Eurostat har landet inden for EU den højeste andel af befolkningen, der har gennemført en ungdomsuddannelse, nemlig 93,4 % i 2013.[53] Andelen af litauere, der behersker mindst ét fremmedsprog, var i 2011 på 78,5 %, og næsten hver tredje litauer behersker mere end et fremmedsprog. Hos de yngre generationer er engelsk og tysk mest udbredt, mens russisk er mest udbredt blandt de ældre litauere.[54]

Der er 23 højere læreanstalter i Litauen: 14 offentlige, 8 private samt en afdeling af et polsk universitet. Dertil kommer 24 uddannelsesinstitutioner på akademiniveau ("kolegija"), deraf 13 offentlige og 11 private.

Infrastruktur[redigér | redigér wikikode]

Det litauiske Europavejsnet
Diesellokomotiv 2M62 på Radiviliškis banegård
Lisco Maxima: færgeforbindelse Klaipeda - Sassnitz
Lietuvos Energija

Trafik[redigér | redigér wikikode]

Litauen har en stor betydning som transitland mellem Centraleuropa og Nordeuropa, mellem Kaliningrad Oblast og det russiske hovedland samt mellem Hviderusland og Skandinavien. Litauen har også en vigtig funktion som olietransitland. Kaunas, den næststørste by, er central i trafikplanlægningen i Litauen, da hovedstaden, Vilnius, ligger i en "død vinkel" nær grænsen til Hviderusland.

Veje[redigér | redigér wikikode]

Litauens vejnet er under stadig udbygning. De vigtigste motorveje er A1, som forbinder Vilnius med Klaipėda via Kaunas, A2, der forbinder Vilnius med Panevėžys samt Europavej E67, "Via Baltica", fra Prag i Tjekkiet via Warszawa, Kaunas, Riga og Tallinn til Helsinki i Finland. E67 er ved at blive ombygget til motorvej. Motorveje rundt om Šiauliai samt i regionen Telšiai er under opførelse.

Med et gennemsnit på 219 trafikdræbte per million indbyggere ifølge EU (VCÖ) er trafikken i Litauen det farligste vejnet i EU.[55]

Jernbaner[redigér | redigér wikikode]

Litauen fik sin første jernbaneforbindelse i midten af 1800-tallet, da jernbanen mellem Warszawa og Sankt Petersborg blev indviet. Den omfattede en strækning fra Daugavpils via Vilnius og Kaunas til Virbalis. De litauiske jernbaners vigtigste netværk består af 1749 km med en sporbredde på 1524 mm, hvoraf 122 km er elektrificeret. Der er 22 km jernbane i drift med standardsporvidde på 1435 mm. En jernbane med standardsporvidde, "Rail Baltica", der skal forbinde Helsinki – Tallinn – Riga – Kaunas – Warszawa og videre til Berlin, er under opførelse, og den litauiske strækning ventes at være færdig i 2015.

Den direkte togforbindelser mellem Vilnius og Warszawa gik indtil 1990 gennem hviderussisk territorium. For at undgå grænseformaliteter køres nu ad en alternativ rute med omstigning i Šeštokai i Litauen over Suwalki i Polen via grænsestationen i Mockava.

Havne[redigér | redigér wikikode]

I Klaipeda finder man Litauens eneste kommercielle havn. Herfra er der færgeforbindelser til hele Østersøområdet, blandt andet til Karlshamn, København, Kiel og Sassnitz. Havnen har stigende betydning for godstrafikken. I 2011 blev der registreret en rekordhøj mængde på 36,59 millioner tons gods gennem havnen; de følgende to år har mængden været svagt faldende til 33,42 mill. tons i 2013. Klaipeda er den travleste havn i Baltikum med 403 tusinde TEU i 2013 (Riga havde 381 og Talinn 254 tusinde TEU samme år). De vigtigste emner, der transporteres via Klaipeda havn, er gødning, oliebaserede produkter, ro-ro-baserede produkter samt containere.[56]

Nemunas benyttes som vandvej ind i landet. Nemunas er sejlbar op til Kaunas.

Luftfart[redigér | redigér wikikode]

Litauen har fire internationale lufthavne: Vilnius International Airport, Kaunas International Airport (i Karmėlava ) samt de mindre lufthavne Palanga International Airport og Šiauliai International Airport. Fra den mest trafikerede, Vilnius International Airport med 1,3 millioner passagerer i 2009, er der forbindelse til mange europæiske lande. SAS har daglige afgange til Københavns lufthavn.

Bustrafik[redigér | redigér wikikode]

Busser spiller en vigtig rolle for såvel den nationale som den internationale personbefordring (f.eks € Lines eller Ecolines). Den direkte nattrafik mellem Vilnius og Warszawa drives af PKP med højkvalitets IC-busser.

Kommunikation[redigér | redigér wikikode]

Litauen har en af de hurtigste upload- og downloadhastigheder på internettet i verden og ligger per 2014 på en sjetteplads for download med en gennemsnitlig hastighed på 48,62 Mbps[57] og på en fjerdeplads for upload med en gennemsnitlig hastighed på 45,56 Mbps.[58]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Befolkningstal i Lithuania (i millioner) fra 1950-2010

Siden bondestenalderen er indbyggerne i det litauiske område ikke er blevet erstattet af andre etniske grupper, og der er således stor sandsynlighed for, at beboerne i det nuværende Litauen har bevaret deres forfædres genetiske sammensætning relativt uforstyrret af folkevandringstiden,[59] selv uden at være egentlig isoleret. Den litauiske befolkning synes at være relativt homogen uden større genetiske forskelle mellem etniske undergrupper.

En analyse fra 2004 af mtDNA af den litauisk befolkning viste, at litauerne er tæt på indoeuropæisk og finsk-ugrisk-talende befolkning i Nordeuropa. En haplogruppe SNP-test viste, at litauerne var tættest beslægtet med letterne, esterne, og finnerne.[60]

Ifølge skøn fra 2009 var aldersstrukturen i befolkningen som følger: Aldersgruppen 0-14 år udgjorde 14,2 % (mænd 258.423/kvinder 245.115), gruppen på 15-64 år udgjorde 69,6 % (mænd 1.214.743/kvinder 1.261.413), mens gruppen på 65 år og derover udgjorde 16,2 % (mænd 198.714/kvinder 376.771).[61]

Den litauiske befolkning har været stadigt faldende siden løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1990. 1992 var der lidt over 3,7 millioner indbyggere, i 2000 var der 3,5 mio., 1. januar 2008 var der 3,37 mio. indbyggere, og i oktober 2012 anslår Statistics Lithuania, at befolkningstallet er faldet til 2,986 mio.[3] Dette fald skyldes både et fødselsunderskud og migration (se nedenfor). I 2002 var der 30.000 fødsler i Litauen (8,6 per 1.000 indbyggere), i 2007 var der 32.250 fødsler (9,6 per 1.000 indbyggere). I 2007 var det nationale gennemsnit af dødsfald 13,5 per 1.000 indbyggere.

Siden slutningen af 2. verdenskrig har Litauen oplevet en omfattende vandring fra land til by. I 1959 levede 60 % af befolkningen på landet, i 1970 var forholdet afbalanceret, og i 1990 levede 66 % af befolkningen i byerne og kun 33 % på landet.

Demografisk udvikling for Litauen fra 1959 til 2007
år 1959 1970 1975 1980 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995
1000 indbyggere 2.696,7 3.118,9 3.288,5 3.404,2 3.528,7 3.560,4 3.597,4 3.635,3 3.674,8 3.693,7 3.702,0 3.706,3 3.693,9 3.671,3 3.643,0
år 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010
1000 indbyggere 3.615,2 3.588,0 3.562,3 3.536,4 3.512,1 3.487,0 3.475,6 3.462,5 3.445,9 3.425,3 3.403,3 3 .384,9 3.366,4 3.349,9 3.329,0

Udvandring[redigér | redigér wikikode]

Udvandringen fra Litauen er blandt de højeste i EU. Ifølge de officielle skøn er omkring 0,6 millioner mennesker udvandret fra Litauen siden uafhængigheden i 1990.[62]

Siden 2001 er 258.837 personer officielt udvandret. Den samlede udvandring har siden 2001 været på nær ved 400.000 eller 11,2 %. Den største udvandring foregik i 2005 (ca. 48.000) efter landets indtræden i EU samt i årene 2010 og 2011 (ca. 83.000 og 54.000). Som følge af udviklingen i Rusland og Hviderusland er indvandringen fra nabolandene steget, men er fortsat samlet et godt stykke under 1.000 personer i 2011.[63]

Demografiske statistikker: udvandring og fødsler for Litauen 2001-2011
år 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 I alt
gennemsnit
Officiel udvandring[note1 1] 7.523 7.086 11.032 15.165 15.571 12.602 13.853 17.015 21.970 83.157 53.863 258.837
Samlet udvandring[note1 1] 23.100 14.500 22.700 32.500 48.100 27.800 26.500 23.700 34.700 83.157 53.863 390.620
Fødsler/1.000[note1 2] 9,1 8,6 8,9 8,8 8,9 9,2 9,6 10,5 11,0 9,4[note1 3]
Noter 1:

Etnicitet[redigér | redigér wikikode]

Langt den største del af befolkningen udgøres af litauere. Der findes derudover en række nationale mindretal i landet.

Polakkerne er det største mindretal i Litauen. Polakkerne er koncentreret Vilnius amt, i den østlige del af Litauen, især i landdistrikterne omkring Vilnius og området omkring landsbyen Dieveniškės, hvor der er et stort polsk mindretal. Det polske mindretal er indvandret gennem århundreder under den Polsk-litauiske realunion.

Flertallet af russere er flyttet til Litauen under og efter 2. verdenskrig, hvor landet var en del af Sovjetunionen. Den russisk-talende befolkning er koncentreret i hovedstaden Vilnius, havnebyen Klaipeda, regionen Lille Litauen (litauisk: Mažoji Lietuva) og industribyerne Elektrėnai og Visaginas.

Indtil holocaust udgjorde litauiske jøder, "Litvaks", 220.000. Jøder indvandrede så tidligt som i 700-tallet, men indvandringen tog rigtig fart fra 1784.[64] Under holcaust blev 206.800 jøder myrdet af nazisterne og litauiske kolaboratører. Indtil da blev Vilnius kaldt Litauens Jerusalem.[64]

Tatarerne og karaitterne er tyrkisktalende mindretal, som kom til Litauen efter storfyrste Vytautas togt på Krim i 1398.[65]

Befolkningen fordelt på etnicitet 1979-2010
År Litauere Russere[note2 1][66] Polakker[note2 2] Hviderussere Ukrainere Jøder Andre I alt
1979[note2 3] 80 % (2.712.200) 8,9 % (303.500) 7,3 % (247.000) 1,7 % (57.600) 1,0 % (32.000) 0,4 % (14.700) 0,7 % (24.500) [note2 4] 3.391.500
1989[note2 3] 79,6 % (2.924.300) 9,4 % (344.500) 7,0 % (258.000) 1,7 % (63.200) 1,2 % (44.800) 0,3 % (12.400) 0,8 % (27.600) [note2 5] 3.674.800
2001[note2 6] 83,45 % (2.907.293) 6,31 % (219.789) 6,74 % (234.989) 1,23 % (42.866) 0,65 % (22.488) 0,12 % (4.007) 1,49 % (52.540)[note2 7] 3.483.972
2007[note2 3] 84,6 % (2.864.000) 5,1 % (173.300) 6,3 % (212.100) 1,1 % (38.400) 0,6 % (21.200) 0,1 % (3.500) 2,2 % (72.400)[note2 8] 3.384.900
2009[note2 3] 84 % (2.815.700) 4,9 % (165.100) 6,1 % (205.500) 1,1 % (36.100) 0,6 % (20.000) 0,1 % (3.000) 3,2 % (104.500)[note2 9] 3.349.900
2010[note2 3] 83,1 % (2.765.600) 4,8 % (161.700) 6,0 % (201.500) 1,1 % (35.900) 0,6 % (19.700) 0,1 % (3.200) 4,3 % (141.400)[note2 10] 3.329.000
Noter 2:
  1. ^ Russerne er det næststørste mindretal i Litauen, koncentreret primært i to byer, Vilnius (14 %) og Klaipėda (28 %), og Visaginas hvor de er flertal (52 %)
  2. ^ Polakkerne er det største mindretal i Litauen, koncentreret iVilnius amt
  3. ^ a b c d e Department of Statistics: Population at the beginning of the year by ethnicity
  4. ^ Andre (1979) indeholder: tyskere 0,1 % (2.600), tatarer 0,1 % (4.000), letter 0,1 % (4.400), romaer 0,1 % (2.300), "andre etniske grupper" 0,3 % (11.200)
  5. ^ Andre (1989) indeholder: tyskere 0,1 % (2.100), tatarer 0,1 % (5.200), letter 0,1 % (4.200), romaer 0,1 % (2.700), "andre etniske grupper" 0,4 % (13.400)
  6. ^ Department of Statistics: Folketælling (2001)
  7. ^ Andre (2001) indeholder: tyskere 0,09 % (3.243), tatarer 0,09 % (3.235), letter 0,08 % (2.955), romaer 0,07 % (2.571), armenere 0,04 % (1.477), "andre etniske grupper" 0,18 % (6.138) og "ikke oplyst" 0,94 % (32.921)
  8. ^ Andre (2007) indeholder: tyskere 0,1 % (3.500), tatarer 0,1 % (2.900), letter 0,1 % (2.600), romaer 0,1 % (2.800), "andre etniske grupper" 0,3 % (8.900) og "ikke oplyst" 1,5 % (51.700)
  9. ^ Andre (2009) indeholder: tyskere 0,1 % (3.100), tatarer 0,1 % (2.500), letter 0,1 % (2.200), romaer 0,1 % (2.300), "andre etniske grupper" 0,2 % (7.600) og "ikke oplyst" 2,6 % (86.800)
  10. ^ Andre (2010) indeholder: tyskere 0,1 % (3.200), tatarer 0,1 % (2.300), letter 0,1 % (2.200), romaer 0,1 % (2.400), "andre etniske grupper" 0,2 % (8.200) og "ikke oplyst" 3,7 % (122.500)

Religion[redigér | redigér wikikode]

Trækirke i Palūšė. Litauen har stærke romerskkatolske traditioner

Folketællingen i 2011 viste, at 77,2 % af Litauens befolkning tilhørte den romerskkatolske kirke.[67] Denne trosretning har været dominerende i landet siden indførelsen af kristendommen i slutningen af det 14. århundrede. Under det kommunistiske styre blev religiøs aktivitet undertrykt, men den fandt stadig sted i det skjulte, og nogle katolske præster var blandt de ledende i modstanden mod styret, hvilket symboliseredes med Korshøjen.

I første halvdel af det 20. århundrede havde den lutheranske protestantiske kirke omkring 200.000 medlemmer (9&bnsp;% af den samlede befolkning), primært litauiske protestanter samt etniske tyskere fra det tidligere Memel-territorium, men antallet er siden anden verdenskrig dalet betragteligt, primært som følge af stor fraflytning af den tyske befolkning. Tilbage findes små grupper af protestanter i de nordlige og vestlige dele af landet, og denne gruppe består blot af 0,6 % af befolkningen.[67] Den ortodokse kristendom dyrkes af 4,1 % samt af 0,8 % gammeltroende, primært blandt det russiske mindretal. Der er 0,2 % calvinister i landet, samt 0,8 % der bekender sig til andre trosretninger. Endelig bekender 6,1 % sig ikke til nogen tro, mens 10 % i folketællingen ikke har angivet noget om deres religiøse tilhørsforhold.[67]

Ifølge Eurobarometeret fra 2005 angav 49 % af den litauiske befolkning, at "de tror på, at der findes en Gud", 36 % at "de tror på, at der findes en slags åndelighed eller livgivende kraft", mens 12 % angav, at "de tror ikke, at der findes nogen former for Gud, åndelighed eller livgivende kraft".[68]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Fordelingen af de baltiske sprog i baltikum (skitseret).

Litauisk[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Baltiske sprog og Litauisk

Litauisk er et af de Østbaltiske sprog, som også omfatter lettisk og de to dialekter žemaitisk og letgallisk. Litauisk er modersmål for 2.694.000 af litauens indbyggere. De baltiske sprog betragtes af lingvister som nogle af de ældste stadig anvendte indoeuropæiske sprog.

Andre sprog[redigér | redigér wikikode]

Polsk er modersmål for ca. 358.000 indbyggere, russisk for ca. 344.000, hviderussisk for ca. 63.000, ukrainsk for ca. 45.000, tatarisk for ca. 5.100, lettisk for ca. 5.000 og karaim for ca. 300. I Klaipeda og på den kuriske landtange taler nogle få litauere fortsat tysk.

Gennem den århundreder lange tilstedeværelse af russisk og polsk sprog i Litauen er en del polske og russiske ord og sætninger importeret i litauisk.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Litauisk kultur har udgangspunkt i det litauiske sprog, men har derudover påvirkninger fra nordisk kultur og kristne traditioner som følge af historiske bånd med Polen. Historisk set har Litauen desuden modtaget påvirkninger fra tysk og slavisk kultur. I det tyvende århundrede betød landets indlemmelse i Sovjetunionen betydelig kulturel indflydelse fra kommunismen og Rusland, men efter selvstændigheden er der opstået en bølge mod denne indflydelse.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Martynas Mažvydas' katekismus, den første trykte bog på litauisk.

De første kendte tekster fra Litauen er skrevet på latin. Blandt de tidligste eksempler er forordninger udstedt af kong Mindaugas i det 13. århundrede. Fra det følgende århundrede findes bevaret nogle breve fra storfyrste Gediminas.

De første kendte eksempler på tekster forfattet på litauisk stammer fra det 16. århundrede. Den første trykte bog på dette sprog er en katekismus skrevet og udgivet af Martynas Mažvydas. De første trykte bøger i landet var, i lighed med hvad man kender fra det øvrige kristne Europa, af religiøs art.

Efterhånden kom der også mere verdslig litteratur, og et af de mest prominente eksempler er digtcyklussen Metai (Årstiderne) skrevet af Kristijonas Donelaitis omkring 1765-1775. Værket på i alt 2997 heksametre regnes for at være en nationalt klenodie og havde stor betydning for den kommende udvikling af litauisk litteratur.[69]

Begyndelsen af det 19. århundrede var i litauisk litteratur præget af klassicisme, sentimentalisme og romantik. Blandt de betydende forfattere fra denne periode var Simonas Daukantas, der skrev den første, kendte bog om litauisk historie samt bøger med folklore, samt Simonas Stanevičius, der særligt promoverede žemaitijansk kultur i sine tekster.[69] Nævnes bør også Adam Mickiewicz (kendt i Litauen som Adomas Mickevičius), der ganske vist skrev på polsk, men som blandt andet også skrev digte om det litauiske område og som regnes for nationaldigter i Litauen (samt i Polen og Hviderusland).[69]

Efterhånden som russificeringen blev mere markant, eksemplificeret med forbud mod den litauiske presse fra 1864, blev det sværere at dyrke den litauisksprogede litteratur, men undertrykkelsen skabte grobund for de såkaldte "knygnešiai" – litauiske bogsmuglere, der sørgede for i det skjulte at distribuere litauisksproget litteratur skrevet med latinske bogstaver rundt i landet. Bogsmuglerbevægelsen har givetvis haft markant betydning for den litauiske litteraturs bevarelse og udvikling. Blandt de markante lituaiske forfattere fra anden halvdel af det 19. århundrede kan nævnes den romantiske digter Maronis og Antanas Baranauskas, hvis værk Anykščių šilelis (Skovene i Anykščiai) forener en romantisk beskrivelse af de store skove med beklagelser over den russiske undertrykkelse af landet. Vincas Kudirkas var en anden markant skikkelse i slutningen af århundredet og skrev blandt andet "Tautiška giesmė", der senere blev landets nationalsang. Den katolske biskop Motiejus Valančius kendes fra den samme periode som en af bogsmuglerne samt for at have skabt grobund for prosaen i den litauiske litteratur.

Da forbuddet mod litauisk sprog i pressen blev ophævet i 1904, og Litauen i 1918 blev selvstændigt, blomstrede litteraturen for alvor. Den autodidakte Žemaitė skrev om livet blandt bønderne i en realistisk stil. Vincas Krėvė-Mickevičius var markant med blandt andet en række historiske, dramatiske værker, og Vincas Mykolaitis-Putinas kendes især for den selvbiografiske roman Altorių šešėly (I skyggen af altrene).

Under det sovjetiske overherredømme blev det meste af den litauiske litteratur skrevet af eksilforfattere som Bernardas Brazdžionis og Antanas Škėma, men Justinas Marcinkevičius blev i landet og skrev blandt andet digte, skuespil og romaner på litauisk i et forsøg på at bevare kulturen.

Efter den genvundne selvstændighed er nogle af de forfattere, der deltog i den kulturelle modstand mod kommunismen, kommet til ære og værdighed. Det gælder blandt andet Jurgis Kunčinas og Jurga Ivanauskaitė.

Musik[redigér | redigér wikikode]

Mikalojus Konstantinas Čiurlionis, blandt de meste kendte skikkelser inden for både lituaisk musik og billedkunst.

Den litauiske folkemusik hører til den baltiske musikgren, som har rødder tilbage til yngre stenalders enkeltgravskultur. Der findes to instrumentkulturer i de områder, der bebos af litauere; de har henholdsvis Stenge- og blæseinstrumenter i centrum. Den oprindelige litauiske folkemusik blev typisk brugt til rituelle formål i forbindelse med udøvelsen af den hedenske religion. Der findes tre traditionelle sangstile, der hver er forbundet med bestemte geografiske områder: Monofoni, heterofoni og polyfoni. Der kendes forskellige traditionelle sanggenrer: Sutartinėr, bryllupssange, krigssange og sange fra historisk tid, sange til kalendercyklussen, rituelle sange og arbejdssange.

En af de mest kendte litauiske komponister er Mikalojus Konstantinas Čiurlionis, der tillige var kunstmaler. I sit ganske korte liv (1875-1911) skrev han omkring 200 musikstykker, og hans værker har haft stor betydning for den moderne litauiske kultur. Blandt hans værker kan fremhæves de symfoniske digte I skoven (Miške) og Havet (Jūra), der først blev opført efter hans død.

I nyere tid er professoren og korlederen Vytautas Miškinis en markant komponist, der har skrevet over 400 verdslige og 160 religiøse værker. Han er den nuværende leder af drengekoret Ąžuoliukas. Kormusik er i det hele taget fremtrædende i Litauen, og Vilnius huser ikke mindre end tre kor, der hver har vundet Europæisk Grand Prix for korsang: Brevis, Jauna Muzika og Konservatoriets Kammerkor.

Dainų Šventė er en traditionsrig litauisk sang- og dansefestival, der første gang blev afholdt i 1924. Siden 1990 har den været afholdt hvert fjerde år og samler omkring 30.000 sangere og dansere i alle aldre og alle grader af professionalisme fra hele landet. I 2008 blev festivalen sammen med sine estiske og lettiske sidestykker optaget på UNESCOs liste over Mesterværker af menneskehedens mundtlige og immaterielle Arv,[70] hvorpå også sutartinėn blev optaget i 2010.[71]

Den rytmiske musik, særligt rockmusik, blev under kommunismen regnet som dekadent og derfor undertrykt i det officielle mediebillede. I løbet af 1980'erne blomstrede rocken dog op i undergrunden med grupper som Foje, Antis og Bix, og mod slutningen af kommunismen fandt der flere rockfestivaler sted i landet. I de senere år er navne som SKAMP, Happyendless og Jurga blandt de kendte navne.

Billedkunst og museer[redigér | redigér wikikode]

Komponisten Mikalojus Konstantinas Čiurlionis var tillige en markant kunstmaler, der skabte omkring 300 malerier, af hvilke de fleste findes på M. K. Čiurlionis Nationalkunstmuseet i Kaunas. En del af hans værker refererer til musikken og har musikalske titler som Forårssonate og Andante. Čiurlionis var i 1907 en af initiativtagerne til den første litauiske kunstudstilling, som han også selv bidrog til.

Litauisk Kunstmuseum, grundlagt i 1933, i Vilnius er det største kunstmuseum i landet.[72] Et andet markant museum er Palanga Ravmuseum, hvor rav er centralt i udstillinger om materialet selv og i kunstneriske anvendelser gennem historien.

Scenekunst[redigér | redigér wikikode]

Den Nationale Opera og Ballet i Vilnius.

De første teaterforestillinger i Litauen blev i slutningen af det 16. århundrede. Den første litauiske teaterforestilling fandt sted på storhertugens slot i Vilnius i 1570 og blev opført af studenter fra forløberen for Vilnius Universitet. I de første mange år blev de fleste opførelser af dramatik, ballet og opera foretaget af inviterede trupper fra udlandet. Det var først i 1875, de første teatre blev opført i henholdsvis Vilnius og Klaipeda.[73]

Mod slutningen af det 19. århundrede blev den kulturelle undertrykkelse af det litauiske sprog lempet, og man kunne opleve de første teaterstykker på litauisk. Efter første verdenskrig blomstrede teaterlivet for alvor op i landet.[73]

I vore dage er nogle af de mest kendte teatre i Litauen Nationalteatret, Den Nationale Opera og Ballet, Det Polske Teater, Det Russiske Dramatikteater og Keistuolių Teatras ("Det vanvittige teater"). Der afholdes flere årlige teaterfestivaler i Litauen, blandt andet Sirenos ("Sirener").[73]

Film[redigér | redigér wikikode]

I sovjettiden var der kun begrænset selvstændig filmproduktion. Instruktøren Vytautas Žalakevičius blev kendt for den kontroversielle krigsfilm Niekas nenorėjo mirti (Ingen ønskede at dø, 1966) med litauiske og lettiske skuespillere.[74]

Efter selvstændigheden er der startet en mindre litauisk filmproduktion. Instruktøren Šarūnas Bartas vakte i 1990'erne opsigt ved internationale filmfestivaler med film som Trys dienos (Tre dage, 1991) og Koridorius (Korridoren, 1994), Jonas Vaitkus beskrev i filmen Vienui vieni (Helt alene, 2004) modstanden mod den russiske besættelse i 1950'erne, og Algimantas Puipa præsenterede i Dievų miškas (Gudernes skov, 2005) en professor, der blev holdt fængslet af først det nazistiske og senere det sovjetiske regime.[74]

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Kirken i Kena lidt uden for Vilnius er et eksempel på en landsbykirke opført i træ.

Da Litauen oprindeligt var stort set dækket af skove, er det naturligt, at den traditionelle arkitektur i landet er baseret på træ. Bortset fra i de større byer er stort set alle bevarede bygninger fra før det 20. århundrede opført i dette materiale. For eksempel findes en lang række landsbykirker – såvel russisk-ortodokse som romersk-katolske – opført i træ, og der findes også moskeer og synagoger i træ.[75]

Peter og Paul-kirken i Vilnius, et eksempel på en barokkirke.

Mursten blev fra begyndelsen af det 14. århundrede introduceret, især i centrene af de største byer. Større byer som Vilnius, Kaunas og Kėdainiai har markante bymidter opført i mursten fra tiden før 1900. De første murstensbygninger blev opført i romansk stil, men af disse er der kun få, der er bevaret. Blandt de mest markante, ældre domkirker i landet er mange opført i gotisk stil; et eksempel er Sankt Annes kirke i Vilnius fra 1500. En række andre kirker er opført i renæssancestil. Barokken er især repræsenteret i kirker i Vilnius, heriblandt Sankt Casimir-kirken fra 1618 og Peter og Paul-kirken fra 1701.[75]

Vilnius' Domkirke er opført i nyklassicistisk stil.

Nyklassicismen blev introduceret i Litauen i slutningen af det 18. århundrede med Vilnius' Domkirke som et markant eksempel på denne stilart. I midten af det 19. århundrede vandt historicismen indpas, og en række bygninger, såvel beboelsesbygninger som offentlige bygninger, blev opført i tråd med denne stil, der groft sagt tillader kopiering af tidligere stilarter. I Litauen var man især glade for at kopiere gotikken, hvilket især har givet sig udtryk i de katolske landsbykirker, der efter det russiske overherredømme blev opført i begyndelsen af det 20. århundrede. Mange af disse er karakteriseret ved nygotiske tårne.[75]

Godset Plungė

På landet finder man en række godser fra tiden før 1900, og disse er typisk opført i svarende til den herskende stil. Godser tilhørende stormændene er opført i sten, mens godserne for de mindre velhavende godsejere er skabt i træ. Godset Plungė er et eksempel på førstnævnte og stammer fra 1879; det er opført i nygotisk stil.[75]

Vilnius' Koncert- og Sportspalads

I tiden efter første verdenskrig var Kaunas i en kortere periode landets hovedstad, og den voksede markant i de år. Jugendstilen blomstrede i den periode og satte sit præg på mange af de nye bygninger, heriblandt M. K. Čiurlionis Nationalkunstmuseet. Den store flyttebølge fra land til byerne fandt sted i sovjettiden, hvorfor hele kvarterer af beboelsesejendomme samt en række offentlige bygninger blev opført i denne periode. I første omgang var stilen en slags sovjetisk historicisme, men midt i 1950'erne blev der indført en streng funktionalisme, hvor beton typisk blev anvendt som byggemateriale. Dette gav de mange nye kvarterer og bygninger et relativt anonymt præg. Et eksempel på denne stil finder man i Vilnius' Koncert- og Sportspalads fra 1971.[75]

Efter selvstændigheden i 1990 er der opført en række moderne bygninger som skyskrabere og andre høje bygninger, hvor glas bruges som et markant indslag. Et andet markant tegn på selvstændigheden i arkitekturen er de mange enfamilieshuse, der er opstået i udkanten af de større byer.[75]

Massemedier[redigér | redigér wikikode]

Det nationale radiohus i Vilnius.

Radio og tv i Litauen overvåges af en uafhængig radio- og tv-kommission, der er nedsat af Seimas. Kommissionen fordeler frekvenserne blandt de udbydere, der ønsker at få sendemuligheder.

Litauens Nationale Radio og Tv (LRT: Lietuvos nacionalinis radijas ir televizija) er en public service-udbyder, der har udsendelser på tre tv-kanaler (en almen kanal, en kulturkanal og en kanal rettet mod udlandet) samt tre radiokanaler (en almen kanal, en kanal med klassisk musik og en ungdomskanal).[76] Stationen begyndte at udsende radioprogrammer i 1926 og tv-programmer i 1957.

Blandt de kommercielle tv-udbydere er MTG med tre kanaler, UAB Laisvas nepriklausomas kanalas med fem kanaler samt et par andre udbydere.

Blandt de nationale dagblade i landet er Lietuvos žinios det ældste, idet det blev etableret i 1909. Avisen stoppede udgivelserne ved den sovjetiske besættelse i 1940, men blev genskabt i 1990 ved selvstændigheden. Herunder er vist de største nationale dagblade.

Navn Dansk oversættelse Oplag (hverdage)[77] Etablering
Penkiolika minučių 15 minutter 68.000 (gratisavis) 2005
Lietuvos rytas Litauisk morgen 45.000 1990
Respublika Republik 24.000 1989
Lietuvos žinios Nyheder fra Litauen 20.000 1909/1990
Verslo žinios Forretningsnyheder 8.700 1995

Mad og drikke[redigér | redigér wikikode]

Šakotis er en speciel kage formet som et træ.

Maden i Litauen er præget af lokale produkter fra landbruget og naturen. Nogle af de meget anvendte råvarer er byg, kartofler, rug, roer, grønsager, bær og svampe. Fra landbruget kommer også mælkeprodukter og kød, særligt svinekød, men også okse, lam, kyllingr, kanin, and og gås. Af fisk er det ofte ferskvandsfisk som gedde og aborre, der anvendes, mens sild fra Østersøen er den mest udbredte saltvandsfisk. Litauens klima og landbrugstradition ligner meget de skandinaviske, og derfor er der mange ligheder i maden mellem de to områder. Litauen kan dog også præsentere specielle retter, som skyldes den mangesidige kulturelle påvirkning fra de omkringliggende lande.

En af de klassiske retter i det litauiske køkken findes også mange andre steder i det østlige Europa: Melbollen. Den bruges som tilbehør til kødretter og findes også i fyldte udgaver, hvor den fungerer som hovedingrediensen i en ret. Melbollerne kendes lokalt som koldūnai, kreplach eller pierogi. Pączki eller spurgos er lokale donut-udgaver, og man kender pandekager i form af blinier.

Det tyske køkken har også haft indflydelse i landet, især i form af retter med kartofler og svinekød, blandt andet kugelis (karoffelgratin), vėdarai (kartoffelpølse) og den specielle šakotis (en kage formet som et træ). Blandt de mere eksotiske indslag i det litauiske køkken finder man karaiternes (krim-karaitters) mad, der er centreret i Trakai.

Af drikkevarer er øl meget populært, særligt siden uafhængigheden, hvor en række lokale bryggerier er skudt op. Den måske ældste alkoholiske drik i landet er midus, der er en slags mjød. Denne driks popularitet er dog faldet meget, og den produceres kun i beskedent omfang. Af stærk spiritus er det især vodka-typer, der drikkes. Der findes blandt andet degtinė og trauktinė (en krydret variant).

Te og kaffe er udbredt som varme drikke, og gira er en gæret drik lavet på brød, især rugbrød, med meget lavt alkoholindhold. Den fås med forskellige smagstilsætninger og drikkes blandt andet af børn.


Sport[redigér | redigér wikikode]

Det litauiske basketballlandshold fejrer bronzemedaljerne ved VM i 2010.
Svømmeren Rūta Meilutytė er en stor stjerne, der som blot 15-årig vandt guld ved OL i 2012.

Nationalsporten i Litauen er basketball, og herrelandsholdet har haft stor succes i internationale konkurrencer. Holdet har gennem de seneste år været rangeret i top fem i verden. Flere litauiske basketballspillere har fået succes i den nordamerikanske NBA, blandt andet den 2,21 m høje Arvydas Sabonis, der som den første litauer er optaget i Basketball Hall of Fame. Også på klubplan har litauisk basketball klaret sig godt med Kauno Žalgiris (nu BC Žalgiris) i 1999 vandt Euroleague-turneringen.

Fodbold er ligeledes en populær sport, men der er generelt mangel på baner til lavere niveauer i landet. Litauens fodboldlandshold har ikke i nyere tid formået at kvalificere sig til slutrunder i VM eller EM; holdets højeste placering på verdensranglisten er nummer 37, som det opnåede i oktober 2008.

Svømning har i de senere år oplevet en stor fremgang i popularitet, hvilket i høj grad tilskrives Rūta Meilutytė, der som blot 15-årig vandt guld i 100 m brystsvømning ved sommer-OL 2012.

Atletik er også udbredt i landet, og i denne sport har landet fostret flere verdensnavne. Virgilijus Alekna har vundet guld i diskoskast i to olympiske lege (2000 og 2004), og Austra Skujytė vandt sølv i syvkamp ved OL i 2012.

Inden for cykelsport har især kvinderne været i verdenseliten. Således har Simona Krupeckaitė vundet flere EM- og VM-guldmedaljer i banecykling, og i landevejscykling har såvel Diana Žiliūtė som Edita Pučinskaitė og Rasa Polikevičiūtė vundet VM-guld.

Viktorija Čmilytė er en af verdens bedste kvindelige skakspillere og har to gange stået i spidsen for det litauiske hold ved skakolympiaden og scoret flotte resultater.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Encyclopædia Britannica Online: Lithuania. (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  2. ^ Department of Statistics: "Befolkningstal efter etnicitet 2009 year". DB1.stat.gov.lt. Hentet 6. marts 2011.  (engelsk)
  3. ^ a b c Department of Statistics: Litauens befolkningstal faldt til 2,986 millioner i oktober 2012 (hentet 14. oktober 2012) (engelsk)
  4. ^ Department of Statistics: Lithuanian 2011 Population Census in Brief, ISBN 978-9955-797-16-6, s. 4 (hentet 15. oktober 2012) (engelsk)
  5. ^ a b c d International Monetary Fund: Lithuania. Hentet 6. marts 2011.  (engelsk)
  6. ^ a b c d e f CIA – The World Factbook: Economy :: Lithuania (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  7. ^ Human Development Report 2010. United Nations. 2010. Hentet 6. marts 2011.  (engelsk)
  8. ^ Innovation Circle: Litauen fejrer 1000 års jubilæum (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  9. ^ Daniel Stone: The Polish-Lithuanian state: 1386–1795. University of Washington Press, 2001. s. 63
  10. ^ "The Roads to Independence". Lithuania in the World (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  11. ^ Gintaras Česonis: Kaunas fortress (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  12. ^ a b A. B. Kaupas (1913): Lithuanians in the United States (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  13. ^ Lithuanian Americans: History (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  14. ^ Vardys, Vytas Stanley; Judith B. Sedaitis (1997). Lithuania: The Rebel Nation. Westview Series on the Post-Soviet Republics. WestviewPress. s. 19–20. ISBN 0-8133-1839-4
  15. ^ I. Žiemele. Baltic Yearbook of International Law, 2001. 2002, Vol.1 s.10; K. Dawisha, B. Parrott. Konsolideringen af demokratiet i Øst-Centraleuropa. 1997 s. 293
  16. ^ U.S. Department of State: Background note: Lithuania (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  17. ^ BBC home: Bloodshed at Lithuanian TV station (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  18. ^ a b Seimas: Resultater af folkeafstemninger fra 1991 til nu Word dokument (hentet 6. marts 2011) (litauisk)
  19. ^ Lina Kulikauskienė: Lietuvos Respublikos Konstitucija (Constitution of Lithuania), Native History, CD, 2002. ISBN 9986-9216-7-8
  20. ^ Ministry of Foreign Affairs: List of countries with which Lithuania has established diplomatic relations.  (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  21. ^ Ministry of National Defence Republic of Lithuania: Personnel size in 1998-2009 (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  22. ^ Ministry of National Defence Republic of Lithuania: Last compulsory basic military service soldiers finished service in Algirdas Battalion (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  23. ^ Ministry of National Defence Republic of Lithuania: White Paper Lithuanian defence policy (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  24. ^ Seimas' lovdatabase: Lietuvos Respublikos apskrities valdymo įstatymas (Republikken Litauens lov om amternes styrelse), lov nr. I-707 den 15. december 1994 (hentet 6. marts 2011) (litauisk).
  25. ^ Rådet til beskyttelse af etniske kultur, Seimas; Dr. Žilvytis Bernardas Šaknys (2002): Lietuvos Respublikos administracinio teritorinio suskirstymo perspektyvos: etnografiniai kultūriniai regionai (hentet 6. marts 2011) (litauisk).
  26. ^ Rådet til beskyttelse af etniske Kultur, Seimas; Dr. Antanas Tyla (2001): Pastabos dėl Apskričių valdymo reformos koncepcijos (hentet 6. marts 2011) (litauisk).
  27. ^ Justinas Vanagas (2005): Seimo prioritetai šią sesiją – tiesioginiai mero rinkimai, gyventojų nuosavybė ir euras (Delfi.lt) (hentet 6. marts 2011) (litauisk).
  28. ^ Seimas' lovdatabase: Lietuvos Respublikos vietos savivaldos įstatymo pakeitimo įstatymas, lov nr. VIII-2018 den 12. oktober 2000 (hentet 6. marts 2011) (litauisk).
  29. ^ Indre Makaraitytė (2004): Europos Sąjungos pinigai kaimo neišgelbės (Delfi.lt) (hentet 6. marts 2011) (litauisk)
  30. ^ a b c d e f (PDF)Lithuania: Land of Storks. WWF. Hentet 2014-06-11. 
  31. ^ The BACC Project: Assessment of Climate Change for the Baltic Sea Basin.  22–23 May 2006, Göteborg, Sweden (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  32. ^ Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics: Effects of 2002 drought in Lithuania.  (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  33. ^ Lithuanian Hydrometeorological Service under the Ministry of Environment: Records of Lithuanian climate.  (engelsk)
  34. ^ a b c d e Typical and exceptional fauna and flora species in forests - Lithuania. ypef.eu. Hentet 2014-07-11. 
  35. ^ Lietuvos Bankas: Officiel hjemmeside (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  36. ^ a b c Lietuvos Bankas: Performance of Credit Institutions in 2009 (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  37. ^ Department of Statistics: National Accounts of Lithuania 2006, s. 20 (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  38. ^ a b Europa-Kommissionen: Strategi for at slippe af med offentlige underskud (hentet 6. marts 2011) (dansk)
  39. ^ International Monetary Fund: Consumer Prices (hentet 6. marts 2011) (engelsk).
  40. ^ The World Bank: High-technology exports (% of manufactured exports) (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  41. ^ a b Department of Statistics: Eksport og import efter land (hentet 6. marts 2011) (litauisk)
  42. ^ Eurostat Newsrelease: GDP per inhabitant in purchasing power standards (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  43. ^ Dansk Industri: Øget pres på den danske selskabsskat (hentet 6. marts 2011) (dansk)
  44. ^ The Economist Intelligence Unit: Quality-of-Life Index.  (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  45. ^ Lietuvos Bankas: Interest Rates and Volumes for New Loans to Non-financial Corporations and Households (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  46. ^ OMX Baltic markets: Nasdaq OMX Baltic (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  47. ^ Reuters: Om banker i Litauen (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  48. ^ a b Kiaupienė, J. & Petrauskas, R. (2009) (på litauisk). Lietuvos istorija. IV. Baltos Iankos. s. 145-147. ISBN 978-9955-23-239-1. 
  49. ^ a b (PDF)Education in Lithuania. European Agency for Development in Special Needs Education. Hentet 2014-06-12. 
  50. ^ Constitution of the Republic of Lithuania. Republikken Litauen. 1992-11-02. Hentet 2014-06-12. 
  51. ^ (på litauisk) (PDF)2014 M. VALSTYBĖS IŠLAIDOS. Litauens finansministerium. Hentet 2014-06-12. 
  52. ^ (PDF)ICT At-a-Glance - Lithuania. Verdensbanken. Arkiveret fra originalen 2001-07-21. Hentet 2014-06-12. 
  53. ^ Upper secondary or tertiary educational attainment, age group 25-64 by sex. Eurostat. Hentet 2014-06-12. 
  54. ^ Every third Lithuanian speak one or more foreign languages. Lithuania Tribune. 2013-03-29. Hentet 2014-06-16. 
  55. ^ EU, VCÖ 2009: Mobilität mit Zukunft (hentet 6. marts 2011) (tysk)
  56. ^ Port statistics. portofklaipeda.lt. Hentet 2014-06-20. 
  57. ^ Household Download Index. netindex.com. Hentet 2014-06-18. 
  58. ^ Household Upload Index. netindex.com. Hentet 2014-06-18. 
  59. ^ Česnys G. Anthropological roots of the Lithuanians. Science, Arts and Lithuania 1991; 1: s. 4-10 (engelsk)
  60. ^ University College London (2004): MtDNA analysis of sample population of Lithuanians. Hentet 6. marts 2011.  (engelsk)
  61. ^ CIA – The World Factbook: People :: Lithuania. Hentet 6. marts 2011.  (engelsk)
  62. ^ European Migration Network (EMN): Migration: 10 years overview (hentet 15. oktober 2012) (engelsk)
  63. ^ European Migration Network (EMN): Foreing immigrants: where are they from? (hentet 15. oktober 2012) (engelsk)
  64. ^ a b Jews in Lithuania: Vilnius, Jerusalem of Lithuania (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  65. ^ The Red Book of the Peoples of the Russian Empire: The Lithuanian Tatars (hentet 6. marts 2011) (engelsk)
  66. ^ Visaginas savidybe: Officiel hjemmeside: The inhabitants. Arkiveret fra originalen. Fejl: Hvis du angiver |archiveurl=, må du også angive |archivedate=. Hentet 6. marts 2011.  (engelsk)
  67. ^ a b c Ethnicity, mother tongue and religion. Official Statistics Portal. 2013-03-15. Hentet 2014-06-16. 
  68. ^ (PDF)Social values, Science and Technology. EU. juni 2005. Hentet 2014-06-16. 
  69. ^ a b c Girdzijauskas, Juozapas. Early period (up to the end of the XIX century). Lithuanian Classic Literature. Hentet 2014-06-24. 
  70. ^ Baltic song and dance celebrations. UNESCO. Hentet 2014-07-02. 
  71. ^ Sutartinės, Lithuanian multipart songs. UNESCO. Hentet 2014-07-02. 
  72. ^ History of Lithuanian Art Museum. Litauisk Kunstmuseum. Hentet 2014-07-03. 
  73. ^ a b c Theatre in Lithuania. Travel Lithuania. Hentet 2014-07-03. 
  74. ^ a b Schepelern, Peter, red. (2010). Filmleksikon (2. udg.). Gyldendal. s. 525. ISBN 978-87-02-04523-9. 
  75. ^ a b c d e f Extensive Guide to Architecture in Lithuania. truelithuania.com. Hentet 2014-07-16. 
  76. ^ LRT-TELEVIZIJA. LRT. Hentet 2014-07-17. 
  77. ^ (på litauisk)Marketingo specialistai – už leidinių tiražo auditą. visasverslas.lt. 2010-04-19. Hentet 2014-07-17. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]