Middelalderens klædehistorie i Danmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nicolai Abildgaard ca. 1780: Gravmæle over ridder Henning Moltke (Johann (Henneke) Moltke?), hans hustru Fru Elsebe og Fikke Moltkes hustru Fru Kristine. Keldby Kirke, Møn. Dateret ca. 1370. [1]
Dansefrisen i Ørslev Kirke. 1300-tallet.[2]
Rekonstruerede klædedragter og instrumenter på Middelaldercentret
Kalkmaleri af en konge fra Århus Domkirke

Middelalderens klædedragter i Danmark dækker over det tøj som blev båret af personer i og omkring de danske områder i middelalderen, og hvordan klæderne udviklede sig igennem hele perioden.

Klæde er en samlet skandinavisk betegnelse for de middelalderlige vævede tekstiler, der blev masseproduceret og eksporteret over hele Europa, men bliver også brugt som et synonym for tekstiler generelt. Danske klæder blev både hjemmelavet til eget brug, og handlet indbyrdes, og en stor del af det handlede klæde var importeret til Danmark fra de store klædemarkeder rundt om Østersøen. I den danske middelalder blev klædehåndværket til et erhverv, og handel med klæde kunne være en lukrativ forretning, der sørgede for, at de noble herrer og damer kunne adskille sig fra almuen og vise deres pomp og pragt i silke, skarlagen og guldklæde. Klædet i middelalderen var således en standsmarkør men markerede også i lige så høj grad køn, religion og ægteskabelig status.

Klædeforskningen i Danmark er et interdisciplinært forskningsområde, der med gavn kan beskæftige både historikere, arkæologer, kunsthistorikere, tekstileksperter og håndværkere.[3] Forskningen åbner for en hel del spørgsmål omkring produktion, handel og mode − hvoraf mange er svære at svare tilfredstillende på, da der er mangel på danske middelalderlige kilder, eller at der blot ikke er forsket grundigt i emnet. Nedenstående artikel kan ses som både en introduktion til tilgængelig viden på området og et indblik i danske og nordiske kilders beskaffenhed på klædeområdet.

Kilder til beklædning i middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Skriftlige kilder[redigér | redigér wikikode]

Skriftlige kilder i middelalderen kan f.eks. være krøniker, regnskaber, lovtekster, inventarier, litterære kilder, digte osv. For Norden udgør det skriftlige kildemateriale for det meste testamenter, inventarier, og lovtekster (forordninger) der vil regulere udbredelsen af et bestemt type klæde eller klædestykker.

Testamenter[redigér | redigér wikikode]

Testamenter er dokumenter, hvor man nedskrev gaver til kirken, familie, tjenestefolk osv. En del af de gaver var både klædestof og klæder. Der kunne også testamenteres en fremstilling af klædedragter til modtageren som modtageren først kunne indkassere når donoren var død. Ofte i sådanne tilfælde fremgår det da også præcis, hvad donoren sætter i sikkerhed for, at de pågældende gaver vitterlig bliver uddelt efter donors død.[4]

Som man kunne forestille sig, var det kun en beskeden del af befolkningen, der på den måde havde ejendele, der var værd at testamentere. Overklassen nedfældede en del testamenter, som kan hjælpe med at belyse deres ejendele, men testamenter kan ikke belyse noget om hvad størstedelen af befolkningen ejede. Testamenterne er desuden kendetegnet ved at være katalogiseret data, det vil sige deres beskrivelser af ejendelene er få og uden detaljer. “En blå kjortel” eller “kappe” er tit det meste, man får at vide om dragtstykket. Men samlet kan testamenter bidrage med væsentlige oplysninger om dragttyper, dragttermer, farve, stoffer og pelsværk, der angives i de forskellige perioder. Visse forbehold skal der dog tages når man anvender testamenter som kilder.

Det kan tænkes at bortgivne dragter ikke var helt moderne når de blev doneret (klædet i sig selv har stadig været af økonomisk værdi, dragten kunne sys om til andre formål osv.). Man kan ikke af donatorens køn sige noget om, hvorvidt det testamenterede var kvinde- eller mandsklæder, da donoren kunne have fået fremstillet klædet til modtageren, eller for eksempel selv have arvet det på grund af dets økonomiske værdi eller andet. Det kan, som med mange andre kilder, være særdeles vigtigt for hvert testamente at udføre en analyse af donor og modtager, og se på køn, stand, indbyrdes relation samt at identificere dragter og klæde som giverens egne, andres, eller endnu blot påtænkte klæder.

Visuelle kilder[redigér | redigér wikikode]

En visuel kilde er en uundværlig kilde til samtidens skønhedsideal, dragt og pragt. Der er fra middelalderen bevaret forskellige kunstneriske afbildninger af klædedragter i visuelle kilder som kalkmalerier, gravmæler, statuer og brugsgenstande og illuminerede manuskripter (miniatur). En visuel kilde er dog også vigtig for historikere, fordi den kan hjælpe med at placere visse objekter i en bestemt tidshorisont. Hvis der er en speciel hat på en statue fra 1406, så kan man som minimum være sikker på at kunsteren havde “ideen” om en sådan hat på dette tidspunkt.[5]

Som med skriftlige kilder, er der også visse forbehold der gør sig gældende med visuelle kilder. Mange visuelle kilder kan have elementer af en − for middelalderen − fortidig eller forældet dragtfremstilling. Det ses for eksempel med afbildningen af mange bibelske karakterer og historiske personer. Man skal være opmærksom på at visuelle kilder vil være kunstner|iske fortolkninger. Dragtsforskeren Camilla Louise Dahl foreslår at man udfører en kunsthistorisk analyse af billedernes formsprog, tendens og motivvalg, kunsttype, datering, og om der skulle være visse lokale præg der har indflydelse på billederne.[6]

De afbildedes beklædning markerer tit tydeligt, hvilken stand den afbildede havde, en kongelig, en adelig eller en simpel bonde. De mange illuminerede manuskripter i Europa var udelukkende bestilt af og udarbejdet til middelalderens overklasse, og maleren så til at aristokratiet blev passende iscenesat, med blændende farver og pompøse skrud. Manuskripternes realisme kan derfor være svære at vurdere, for de reflekterer sjældent andet end aristokratiets skikke og fantasier.[7] Malerne havde desuden et større udvalg af farver, og kunne male rober i strålende klare nuancer, der ikke kunne frembringes i datidens klædeindustri.[8]

Visuelle kilder: eksempler fra illuminerede håndskrifter

Kalkmalerier[redigér | redigér wikikode]

Til de bedste af Danmarks visuelle kilder hører de mange kalkmalerier i kirkerne. De spænder over en tidsperiode fra de tidligst bevarede omkring 1100-tallet til 1550-1600, og mange af dem er velbevarede.[11] Til gengæld er det knapt med detaljer, og malerierne har samme problem som de illuminerede manuskripter, nemlig at kunstnerne kan have taget sig friheder i farvebrug og også kreativitet.

Arkæologiske fund[redigér | redigér wikikode]

Arkæologiske fund kan fortælle forskere om middelalderens snit, sømme og stoftyper. I nogle tilfælde kan man endda finde antydning af farve og mønstre. Der er fundet hele dragter i Moselund[12] og gravsteder, og i middelalderbyer er der fundet et stort antal tekstilfragmenter i aflejringer og ved udgravninger, og også redskabsfund fra klædeproduktion der kan fortælle om produktionsmetoder og stofkvalitet.[13]

Fundet i Herjolfsnæs på Grønland[redigér | redigér wikikode]

Et af de mest bemærkelsesværdige fund, der er gjort i Norden, er fra en norsk middelalderlig bosættelse i HerjolfsnæsGrønland, dateret til mellem 12- og 1400-tallet. Der blev i 1921 af Poul Nørlund udgravet flere kjortler, hætter, hoser, hatte, huer og børnetøj i udsædvanlig god stand. Kjortlerne havde forskelligt snit, da de alle var syet individuelt. Stoffet var af en speciel slags, der desværre kun er fundet på Grønland, og man kan derfor ikke uden videre anvende fundets information til resten af Skandinavien. Nogle af fundene kan i dag ses på Nationalmuseet i København.[14]

Terminologi i middelalderens klædeforskning[redigér | redigér wikikode]

"Cotehardie" - eksempel på en betegnelse der optræder i de skriftlige kilder

Middelalderens dragtterminologi er læren om hvad samtiden kaldte deres klæder. Der er ikke udarbejdet en officiel samlet dragtterminologi, og derfor har det været op til den enkelte forfatter at vælge terminologi, hvilket har gjort spørgsmålet om hvad man skal kalde klædestykkerne for en meget forvirrende beskæftigelse.

For eksempel kan det være nemt nok at genkende kjortler, hoser, hætter og kapper. Sværere er det at eksemplificere mere specielle dragtstykker, f.eks en tabard, en surcot og en cotehardie, der alle optræder i de skriftlige kilder; det gælder også mange besynderlige dragtstykker man ellers kan finde i visuelle kilder.

Derfor bruger ældre dragtlitteratur for det meste ordene “kåbe” og "kjortel” som en generel beskrivelse for en middelalderdragt, eller der bruges nyere termer for at beskrive en dragt. Der findes et væld af udenlandske termer, franske, tyske, engelske, og de kan ikke uden videre overføres på nordiske forhold. Vi ved simpelthen ikke hvilke dragttermer der kan påvises i Norden.[15]

Beklædning i Danmarks middelalder[redigér | redigér wikikode]

Undertøj[redigér | redigér wikikode]

Undertøj blev samlet kaldt linnedklæder (lat. vestes linneas), der også kunne betyde sengetøj.

Middelalderens undertøj bestod som regel af ufarvet hørlærred eller, hvis man var særlig fornem, af silke. Men ikke alle havde råd til undertøj og bar derfor deres uldklæder direkte på huden.

Peplum[16] var et andet latinsk ord der blev brugt for kvindelige underklæder, det betød oprindeligt “tynde klæder”. Ordet brugtes både om undertøj og hovedbeklædning, da kvinders hovedbeklædning for det meste var af det samme tynde linned, og det var heller ikke almindeligt at både kvinder og mænds hovedtøj blev regnet som en del af undertøjet, da begge dele var defineret som de underste klæder og begge blev båret tættest på kroppen.

Kvinders undertøj bestod af en længere eller kortere underkjole kaldet en særk, der kunne have korte eller lange ærmer eller skulderstropper. Efter 1300-tallet fulgte særken moden og blev mere figursyet og kunne have snøre i siden eller fortil.[17]

Lengberg-fundet i Østrig

Der har været megen mystik om kvinder bar underbukser i middelalderen, og det vides ikke med sikkerhed, da det hverken har været omtalt i skriftlige kilder eller gengivet i afbildninger. Et opsigstvækkende fund er dog gjort omkring 2008 på Lengberg Slot i Østrig (d), hvor arkæologer blandt andet har fundet fire bh'er med skåle og stropper, alle dateret til 1400-tallet. Bh'erne er af blødt linnedstof og med fundet af dem fandt man også nogle trusser der også leder tanken hen på moderne bikinitrusser. Det er meget muligt at både en slags bh og trusse var helt normalt for middelalderens kvinder, også i Danmark, men da dette er det eneste fund indtil videre, kan der ikke udledes noget yderligere.[18]

Mænd i 'brog'

Mænds undertøj er til gengæld både beskrevet og afbildet. De bar en art underbukser, en brog, der kunne bindes i livet med en snøre.[19] Sammen med broge blev der båret en art “skjorte” som regel med lange ærmer. Brogene skiftede i størrelse og tæthed efter den skiftende mode i middelalderen. For eksempel blev det i slutningen af 1300-tallet moderne med stramme hoser og korte kjortler, og da blev brogene små snævre benklæder.

Trøjen

Trøjen (lat.: diploid eller diplois) er i Frankrig og England kendt som en “doublet”, men dette navn blev ikke brugt i Norden.[20] I løbet af 1300-tallet begyndte mænd også at bære trøje, udover det andet undertøj. Trøjen var et dobbelt dragtstykke med to lag stof, og somme tider med et tredje mellemlag af for, en vams. Den havde snørehuller forneden, så man kunne fæstne sine hoser til kanten.[21]

Vamse

Klædedragter[redigér | redigér wikikode]

Overordnet set bestod mande- og kvindedragten af forskellige dragtstykker båret oven på hinanden i en bestemt orden. Alt efter personens velstand og rang kunne antallet af dragtstykker, kvalitet og forarbejdning variere.

Benklæder[redigér | redigér wikikode]

Franske bønder afbildet i et illumineret bibelmanuskript fra 1200-tallet. Manden til venstre har lange hoser i form af løse bukseben knyttet til livet og båret sammen med bløde sko. Ellers bærer de blandt andet forskellige typer broge og skridtklæder, en slags underbukser som afløste det tidligere lændeklæde, også kaldt brouche eller braies på fransk og engelsk. På hovedet har de kyser.

Hoser (lat. caligas) var en slags lang strømpe, mest almindeligt af uldklæde og kunne være med eller uden fod. Hosen kunne endda være med fodsål sådan at det var en slags sko. Både mænd og kvinder bar hoser i middelalderen, og der skelnes mellem to forskellige hoser.

Korthoser blev båret af mænd og kvinder og bundet ved knæet.

Langhoser kunne fæstnes til bæltet eller til en trøje med små snøreremme. De blev mest brugt af mænd.[22]

Kjortel[redigér | redigér wikikode]

Kjortel fra fundet af "Frederiksdalmanden", et moselig i Neder Frederiksmose. [23]
Snabelsko

Kjortlen (lat.: tunica) var den mest almindelige betegnelse for en bred række forskellige dragter, der både kan beskrive kvinders og mænds beklædning, trods deres forskel. Kvindekjortlen var igennem hele den middelalderlige periode hellang, mens mandekjortlens længde skiftede mellem kort og lang. I slutningen af 1300-tallet blev den helt lårkort i en periode.[22]

Fattige eller jævne folk fulgte ikke på samme måde de skiftende moder som overklassen, og der var langt mindre udvikling i den lavere stands klædedragt end i de nobles. En fingerregel er at jo rigere man var des mere og dyrere stof bestod ens klædedragt af. Man havde råd til pelsværk, og udsmykning af klædet med detaljer som borter og smykker. En kvinde der arbejdede i marken, havde ikke råd, men ej heller praktisk brug for ærmer der gik ned til gulvet, eller lange snabelsko. Derfor var det også for de fornemme fruer og herrer et udtryk for en ophøjet livsstil hvor man havde råd til upraktisk tøj. Jo mere upraktisk, jo mere viste man at man ikke behøvede at arbejde. Altså var det en meget lille befolkningsgruppe der fulgte de skiftende moder.[24]

Over kjortlen kunne man bære endnu en kjortel, “overkjortlen”. (lat.: supertunica. Man overtog i visse tilfælde også det franske ord “surcotte” fordansket: 'surkot/surcot', der også betød overkjortel.

De danske kilder præciserer sjældent, om der er tale om en over- eller underkjortel. Ærmelængde eller snit og den skiftende mode i tøjet kan derved kun påvises i de visuelle kilder. Få gange bliver der præciseret for farve, pelsværk, foer, klædetype osv.[25]

I de danske bevarede testamenter er kjortler og tunicaer nævnt omtrent hundrede gange samlet set. Man har optalt klædestykker i danske testamenter fra 1280 til 1447.[26]

Klæde og pelsværk[redigér | redigér wikikode]

Mange kjortler var enten foret med pelsværk eller kantet med det. Det mest almindelige pels man finder i testamenterne, er egernpels, kaldet gråværk, på grund af dets grå og hvide pels (på latin varium opus eller opus varis, eller termen speriolines, der muligvis betyder hele egernskind). Også mårskind (mardalinis, mart) og ræveskind (vulpinus) kan findes i testamenter.

Farve[redigér | redigér wikikode]

Mi-parti-dragt, en tvedelt dragt fra kalkmaleri i Udby Kirke

Alle farver bliver nævnt i testamenterne, bortset fra gul, muligvis fordi gul ikke har været en kostbar farve, og derfor ikke har været brugt blandt bedre dragter. Den gule farve var en plantefarve fra planter, der var naturligt forekommende i Skandinavien. Der er til gengæld mange eksempler på farven gul i kalkmalerierne i Danmark i afbildninger af kongelige og adelige. Dragtforskeren Camilla Louise Dahl spekulerer om farven gul på kalkmalerne kunne repræsentere guld, altså klædedragter af f.eks. guldbrokade, og guldsmykker[27]. Den mest almindelige farve i testamenterne er blå, fulgt af grøn og dernæst rød, hvid og sort.

Derudover er der nævnt flerfarvede kjortler, eksempelvis klæde hvor trend og islæt er af forskellig farve (latin: mixti eller mabri), og den populære "mi-parti" (coloris varis) som er et dragtstykke af to eller flere stykker stof i hver sin farve.

"Helvedesgab" eller helvedesvinduer

Ærmeløs overkjortel: en "surkot" med de såkaldte “helvedesgab” var meget populær og refererer til de lange ærmegab helt ned til hofterne, der for nogle virkede umoralsk, også selvom man bar en underkjortel indenunder. måske fordi underkjortlen har været af en tynd silke hos nogle højbårne kvinder. Ærmegabet kunne fores med pels og være mere eller mindre i vidde.[28]

Kåbe (latin: toga): Kom på mode i slutningen af 1300-tallet og blev brugt både inden og udendørs. Kåben var en lang folderig, vid overdragt med lange vide ærmer. Den bliver i andre lande refereret til som en “houppelande”[29], men det er ikke et navn, der bliver brugt i danske kilder. Kåben blev båret med et bælte, der for kvinder sad under brystet og for mænd i taljen eller på hofterne.[30]

Overtøj[redigér | redigér wikikode]

Kappe: Betegnelse for forskellige former for slag.

Mantel: Betegnelse for en finere type kappe i form af en lang kappe. En mantel var hovedsageligt et kvindeligt dragtstykke, men kunne også bruges af mænd til ceremonielle lejligheder.[31]

Hovedbeklædning[redigér | redigér wikikode]

Dronning Helvigs krusede hoveddug.
Kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved.[1]

Kvinders hår-, hoved- og halsbeklæding[redigér | redigér wikikode]

Allerede i den tidlige middelalder blev tildækning af gifte kvinders hår almindeligt i Danmark. Kirken ville have at gifte ærbare kvinder tildækkede deres hår under en hoveddug (en.: wimple), både i kirken og til dagligt. Ugifte kvinder var frie til at bære deres hår udslået, men dette har nok mest været en mulighed for højbårne kvinder, da det sjældent har været praktisk i de daglige gøremål. Det blev derfor tit flettet eller bundet op.[32]

Tidlig middelalder (i Danmark vikingetiden): Kilderne hertil er mangelfulde, men forskellige former for hoveddug var det almindeligste. De var tidligere blevet optaget af kristne kvinder, der efter udenlandsk skik var begyndt at indoptage lange hovedduge. Før da brugtes dog også adskillige hovedbeklædninger som eksempelvis huer og hætter, der kendes fra fund fra jernalderen.[32]

Højmiddelalderen (i Danmark ca. 1000-1300) : Både jævne og fornemme kvinder bar hoveddug, jævne kvinder ofte opbundet dug, mens fornemme bar løsthængende duge. Lærredshuer brugtes til praktisk daglighovedtøj. Enker og ældre kvinder bar mere omfattende hovedtildækning ligesom nonner.

Senmiddelalderen (i Danmark ca. 1300-1500): Fornemme kvinder kombinerede huer med deres duge, jævnere kvinder brugte endnu hovedduge, enten opbundet eller sammen med hue, eller som noget nyt, nu løsthængende til stads som fornemme kvinder havde gjort før.[33]

Typer af hovedbeklædning til både mænd og kvinder[redigér | redigér wikikode]

Jan van Eyck, 1432 : Portræt af en ung mand (Tymotheos).
Med strudhætte (liripipe)

Kaprun (muligvis fra franske chaperon) er en betegnelse for hætter af forskellig slags.

Strudhætte: Hætte med lang hale. En meget populær hovedbeklædning for både høj og lav. I slutningen af 1300-tallet blev det populært for mænd at bære den omvendt på hovedet, arrangeret som en hat, med ansigtshullet rullet sammen oven på hovedet og halen slynget rundt om halsen. (en.: liripipes[34])

Hoveddug: (en.: wimple, sv.: haklin) Kvinders hovetørklæde båret omkring håret, og evt. fæstet med en nål.

Hagedug: Tørklæde båret omkring underansigt og hals.

Strige: Hoveddug i form af et smallere stykke stof eller en hoveddug af løstvævet åbent stof.[35]

Glissing: Hoveddug der er blank eller skinnende, enten af silke eller glattet lærred.[35]

Krusedug/kruset hoveddug: Hoveddug med krusede flæsekanter.[1]

I middelalderen blev betegnelserne hue, hat og hætte ofte brugt til at beskrive et og samme dragtstykke. Det gjaldt eksempelvis, når man beskrev en blød hat uden skygge, en hætte uden kravestykke osv. Sådanne dragtstykker kunne være svære at adskille terminologisk.

Produktion[redigér | redigér wikikode]

En udvikling der ses op gennem middelalderen er overgangen fra hjemmeproduktion (husholdningens egen brug) til markedsproduktion og fra kvindelige arbejdere til mandlige håndarbejdere. Denne overgang ses ikke kun i Danmark, men i store dele af middelalderen.

I vikingetiden havde meget håndværk været forbeholdt kvinder, og det gjaldt også fremstilling og håndtering af klæde f.eks. vævning og syning. I kraft af de voksende byer blev håndværket i højmiddelalderen rykket væk fra hjemmet, det blev en beskæftigelse i sig selv, udført af mandlige håndværkere og mere specialiseret. I perioden 1250-1300 blev de første klædehåndværkere som handskemager og skrædder nævnt i danske overleverede kilder, mens der før denne tid kun er nævnt en skomager.[36]

Her følger en kronologisk oversigt over beklædningshåndværk som de først bliver nævnt i danske skriftlige kilder mellem 1200 og 1500:[37]

Tekstiltyper[redigér | redigér wikikode]

I middelalderen var tekstiltypen opkaldt efter den by den var produceret i og ikke efter dens vævningsteknik. Eksempelvis er damask fra Damaskus.

Silke var en luksushandelsvare som kun de rigeste havde råd til. Silke er fibre der danner trådene i silkeormes pupper (bombyx mori), og herfra kunne man danne mange forskellige slags tekstiler, for eksempel damask, satin og velour.

Silke kom oprindeligt fra Kina, og produktionen spredte sig til Mellemøsten, islamisk Spanien og det Byzantiske rige, hvor silkeorme muligvis var smuglet ud af Kina af nogle byzantiske munke i år 552 e.Kr. I 1200-tallet blev der etableret silkeproduktion i Italien, navnlig i Lucca, Venedig og Genoa. Omkring 1400 blev også Lyon i Frankrig en stor silkeeksporter.[38]

Kalkmaleri fra Højby Kirke
Fin herre med prægtig hat og snabelsko.

Klæde fra nederlandene. Den fineste uld kom fra England, og blev importeret af de nederlandske tekstilhandlere til at lave fint klæde med. Valkemøllen blev introduceret i Europa i 1000-tallet, på samme tid som de horisontale trækvæve, men valkemøllen blev ikke brugt til de finere klæder, de blev valket på gammeldags maner det vil sige stampet med fødderne i et kar. de:Walkmühle

Skarlagenklæde var noget af det dyreste klæde på markedet, rivaliserende til silke. Det har sin kostbarhed fra det specielle farvestof det blev farvet med, kermes[39], der var dyrt at frembringe da det bestod af små æg fra insektet kermococcus vermilio fra middelhavsområdet. Æggene lignede små korn, og derfor blev farvestoffet også kendt som granum på latin. Det danske ord “karmoisinrød” stammer fra ordet 'kermes'. Skarlagenklæde kunne dække over en hel række af farver, ikke kun rød, men klædet var eftertragtet for dets klare farver og gode kvalitet.[40]

Hør var det mest almindelige klædemateriale i Danmark og blev brugt til både hjemmebrug og til handel.

Uld kommer fra får, og der var stor forskel på fåreracer og deres ulds blødhed. Uld blev klippet af fåret og kunne spindes med det samme, men blev ofte teset først, det vil sige uldtotterne blev pillet fra hinanden eller redt ved hjælp af uldkamme.

Bomuld blev først produceret i Nordeuropa i renæssancen, og havde før været en del af luksusklæderne fra Mellemøsten og Orienten.[38]

Fra fiber til klæde[redigér | redigér wikikode]

Efter man har forberedt klædefibrene, hvad enten det er hør eller uld, skal de spindes til garn. Det gøres ved hjælp af en ten, der − når den roterer − trækker fibrene ud i en tråd, som kan vikles om tenen så der til sidst er en rulle garn der vikles om en spole og er klar til vævning.

Vævning[redigér | redigér wikikode]

Et stykke stof består af to trådsystemer − trend og islæt − der krydser hinanden i rette vinkler. Trenden løber lodret og parallelt med væven der holder den udstrakt, nogle gange med vægte for enden. Islætten er den tråd der løber lodret over og under trendtrådende. Der findes et utal af forskellige væveteknikker, der giver stoffet vidt forskellige slutresultater.

Med tiden blev vævningen mere og mere kompliceret i takt med at skafterne i vævene forøgedes, og vævene blev større og bedre og man kunne derfor lave udsøgte og kunstfærdige mønstre og motiver.

Indvævet i kostbare stoffer kunne være både sølv og guldtråde, og nogle af disse var lavet af forgyldte dyremembraner. Dobbeltørne og rygvendte løver var et yndet motiv i mellemøstlige og byzantiske tekstiler, mens f.eks. lotusblomster var kinesisk.[41]

Farvning

De fleste farver kunne opnås ved hjemmefarvning med plantefarver med undtagelse af stærke gennemfarvende farver, for eksempel sort, og skarlagenfarver. Plantefibres naturlige farve er ensartede gråhvide toner, der kan bleges på flere forskellige måder. Fårs uld kan naturligt variere i nauncer af hvidt, brunt og sort, og deres forskelligt farvede uld blev udnyttet til mønstre under vævning. Man farvede enten ulden, garnet eller det færdige tekstil, og hvert valg gav et forskelligt udseende. Eksempler på plantefarver man anvendte var; kraprød for at få en rødlig farve og indigo der gav en blå farve. Mange forskellige planter gav en gul farve, f.eks. birkeblade og løgskaller. Endvidere kunne man blande pigmenterne; For at få grøn kunne man behandle gråt garn i et gult farvebad, og blåt garn kunne blive lilla hvis det blev farvet i et rødt farvebad.[42]

Efterbehandling af klædet[redigér | redigér wikikode]

Stoffet kan blive glattet eller glittet, som man kunne gøre med en glat sten, og valket, det vil sige at stoffet filtes så det bliver tættere og mere vandskyende, for eksempel hvis det skulle bruges til overtøj. Derefter fulgte evt. broderi og anden udsmykning. Jo længere proces og dyrere materialer, jo mere kostbart var klædet.[42]

Hele produktionen af klæde har været meget tidskrævende, for at illustrere bare en af stadierne i processen, har Center for Tekstilforskning lavet et eksperiment der viste at det sammenlagt tog seks timer for to tekstilmedarbejdere at spinde 170 g uld til garn.[43]

Klædehandel i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Danmark havde i middelalderen et stort handelsnetværk og importerede varer fra nær og fjern. Klæde var den vigtigste internationale handelsvare i middelalderen, og både silke og andet klæde har været importeret til Danmark siden forhistorisk tid.[44]

Dog kan kommercielle relationer med omverdenen tidligst spores til det første århundrede efter Kristi fødsel. Fra år 700 var de vigtigste handelsbyer Ribe (det nordligste frisiske handelscenter) og Hedeby der var Nordeuropas handelsbindeled og passagen for varer fra de baltiske lande til Nordsøen. Før 1200 er kilderne få inden for maritim handel, men historikere er generelt enige om at skandinaver, frisere (fra området mellem Holland og Tyskland), russere og især handelsmænd fra Gotland (nu en del af Sverige) dominerede nordeuropæisk handel, indtil de tyske byer − senere Hanseforbundet − tog over fra midten af 1200-tallet, og Lübeck blev det nye bindeled for shipping fra Østersøen til Nordsøen.

Der er fundet mønter fra Samarkand i Centralasien, som handelsmænd muligvis har ført med sig langs Volga floden. Silke, glas, kamme, og lertøj fra Byzantium, og et fund af en arabisk kobberkande viser at der har været forbindelse med den muslimske verden før 1000-tallet.[45]

Transport

Fordi transport over havet både var billigere og mere praktisk, blev der i løbet af 12- og 1300-tallet etableret handelsbyer og markeder langs kysterne. Nye fragtskibe beregnet til transport blev udviklet og brugt af handelsfolkene som derved kunne fragte store mængder last hurtigt over vandene. De største senmiddelalderlige handelsfartøjer kunne bære op til 450 tons. Disse skibe var sårbare mod angreb, og handelsmændende søgte derfor beskyttelse hos fyrster og konger og organiserede sig i lav og sammenslutninger.[46]

Import af klæde[redigér | redigér wikikode]

Importen af klæde steg kraftigt i anden halvdel af middelalderen. I to testamenter fra 1261 og 1293[47] indikeres at fint importeret klæde var en kostelig handelsvare selv for aristokratiet, men klæde fra udlandet har alligevel været almindeligt på det danske marked. Dette klæde blev dog uden tvivl kun solgt til de rigere borgere eller til adelen. Almindelige mennesker enten hjemmevævede eller købte klæde, men måtte nøjes med hørlærred eller vadmelsklæder.

Ved hjælp af skrevne kilder og arkæologiske fund af små blysegl, "klædeplomber", der vidner om oprindelsested såvel som besegler det dyre klæde, kan man påvise at det meste importerede klæde kom fra de mange klædeproducerende byer i Holland. Men klædeplomber er også fundet fra England, Nordtyskland og den daværende preussiske by Elbing. Man har fundet langt flere plomber fra 1400-tallet og senere, og det understøtter ideen om en stigning i klædeimport middelalderen igennem.

Den stigende import kan også gisnes i Kong Hans klædelov fra 1491 hvor han krævede at almuen i Skåne ikke måtte købe klæde, der var dyrere end mædelbusk, deventertyrst, alst, eller næst. Altså klæde fra Middelburg, Deventer, Aalst, eller Naarden. Med andre ord var almuen faktisk begyndt at købe importeret klæde der nogen gange var dyrere end de af kongen tilladte klædetyper. Denne slutning kan underbygges af andre kilder fra slutningen af 1400-tallet der viser at bønder både købte, solgte og ejede klæde fra da af.[48]

skånemarkedets højeste var det centrum for klædehandel i Norden. Information om hvilke lande de importerede klæder kommer fra, kan f.eks. findes i Kong Erik VI Menveds lov fra 1304, der fastsatte prisen for klæde fra Gent, Leper, Aardenburg, Brügge, Poperinghen, Nivelles, Tournai, Flandern og Antwerpen. Loven bandlyste handel med klæde fra England (pannus anglicanus) og Brabant uden tilstedeværelsen af en foged/forvalter eller en oldermand.[44]

Eksport[redigér | redigér wikikode]

Klædemarked i 's-Hertogenbosch cirka 1530.

Til bytte for det importerede klæde, eksporterede Danmark typisk heste, bacon, sild, tælle/talg, fedt, og smør.[49]

Østersøhandel[redigér | redigér wikikode]

I 1200-tallet blev østersøhandlen domineret af Hansestæderne som hoveddistributører af klæde fra vest til øst. Tyske handelsmænd havde stand som 1. borgere i vigtige handelsbyer som Lübeck, Rostock, Danzig, Riga og Reval (Talinn), og kontrollerede med tiden hele markedet fra Novgorod til Brügge.[50] Klædehandlen havde centrum i Brügge hvor handelsmænd fra nær og fjern samledes i klædehallen for at købe og sælge, men kun Brügges 1. borgere havde ret til at arrangere aftaler mellem producenter og købere.

Den vigtigste forskel mellem klædet i de mange producerende byer var længden og bredden. Når købmanden havde valgt hvilket klæde han ville købe, blev det målt, foldet og beseglet med en klædeplombe (et segl af bly for at garantere kvaliteten og klædets standard) og derefter pakket i æsker, der til sidst blev dækket af billig canvas for at beskytte mod vejret og den lange transport.

Købmændene måtte kende forbrugernes ønsker, deres finansielle kunnen og de skiftende moder i det område de solgte til. Derfor købte de lidt af hvert og var muligvis også en del af en klædesammenslutning som kunne hjælpe hinanden. Klædehandlen kunne være en meget profitabel affære hvor risikoen var lille. Der var dog altid mulighed for at blive røvet af sørøvere. Den største proportion af importeret klæde til Danmark var ikke luksusklæde, men snarere klæde af medium kvalitet og pris. Det var ikke kun konger, fyrster og borgmestre der købte importeret klæde, men også rige landmænd og andre. Noget klæde kan endda tænkes at være produceret specielt til de nordiske markeder, f.eks. producerede væverne i Maastricht et klæde der blev kaldt “skåneklædet”, da det blev lavet direkte for at blive solgt på det skånske marked.

Beklædningslove (luksuslovgivning)[redigér | redigér wikikode]

Over hele Europa var perioden mellem 1300 og 1600 den store tid for luksuslove og klædeforordringer, det vil sige love der nægtede personlig adgang til visse goder, f.eks. klædestykker. Den øgede handel havde rykket ved systemet om hvem der havde adgang til hvad, og perioden så en tilstrømning af luksusvarer som kun få mennesker havde råd til før. Det skabte furore i de højere lag, så fyrster, byherrer og gejstlige prøvede at kontrollere folks købsmuligheder. Specielt klædestykket forsøgte man at regulere. De mente det skabte social uorden og en fordærvet moral.[51]

I sin bog Commerce before Capitalism in Europe, 1300-1600 argumenterer historikeren Martha C. Howell for, at de højbårne var bange for umoral og social uorden, fordi tøjet havde mistet den kvalitet, det tidligere havde haft, nemlig på en pålidelig måde at udtrykke identitet. Altså at man var hvad man havde på, og at der var en klar forbindelse mellem udseende og social status. Middelalderen så ikke kun en tilstrømning af flere luksusgoder, men også opblomstringen af nye sociale klasser.

Både mænds og kvinders dragter blev kritiseret. I Italien var det mest kvinders beklædning der blev reguleret, i Nordeuropa mest mænd der stod for skud. Bekymringen for luksuriøse materialer blev også blandet sammen med ængstelsen for tøjets sexualisering. En forordning fra Strasbourg i 1370 forbød korsetter der "skubbede brystet op." Og andre søgte at regulere om bondepigers skørter nu var lange nok. Men også mænd skulle passe på. I Nürnberg blev det i 1465 bestemt at en mands jakke “... not be cut out too deeply, or be left open, in order that everyone’s shame may be covered, and he may not be found unchaste therewith.”[Kilde mangler]

Andre angreb havde en underliggende økonomisk merkantilistisk præmis, og prædikede at folk brugte for mange penge på udenlandske importerede klæder og at det ikke bare ville bringe deres egen ruin, men hele landets med. En statut anklagede i England 1463 således dem der bar “excessive and inordinate array and apparel” for “impoverishing… the realm of England and…enriching…other strange realms and countires to the final destruction and the husbandry of this fair realm.”

Danske Beklædningslove[redigér | redigér wikikode]

"Mi-parti-dragt. Detalje fra livshjulet, kalkmaleri i Udby Kirke, ca. 1400

Det er beskedent med bevarede kilder fra retsvæsenet som lovtekster, byforordringer og andre retsdokumenter omhandlende klædedragt i Nordens middelalder.[52]

En af de få er den luksuslovgivning fra Danmark, hvor Erik Klipping 1283 forordnede at "mi-parti"-dragter − tvedelte dragter i to eller flere farver − skulle forbydes, og at ingen anden end kongen og hans børn måtte bære guld og sølv i deres klædedragter. Danske love i middelalderen har ikke haft for vane at regulere hvad folket ikke måtte bære, og for det meste kun ved specielle lejligheder, som f.eks. hvad der er sømmeligt til en barnedåb.[53]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c "1300-tallets krusede hovedduge" af Camilla Luise Dahl. Fra Middelaldercentret.dk
  2. ^ Der findes bedre billeder af 'dansefrisen', blandt andet er dette billede fra DanmarksHistorien.dk - Frisen måler ca 30 x 120 cm
  3. ^ Pedersen (2008) s. IX
  4. ^ Dahl (2005) s. 23.
  5. ^ Dahl (2005) s. 75.
  6. ^ Dahl (2005) s. 75-78.
  7. ^ Blanc 2002 s. 159.
  8. ^ Koslin (2002) s. 235.
  9. ^ Thott 143 2º: "Folkungepsalteret", et psalter fra 1100-tallet "Pergament, 199 ff.; 28,6 x 19,8 cm. England 1175-1200." Det Kongelige Bibliotek − Se evt. 'Copenhagen Psalter'
  10. ^ Her ses et tydeligere billede med farver fra DanmarksHistorien.dk - Frisen måler ca 30 x 120 cm
  11. ^ Kalkmalerier.dk
  12. ^ Vedr. dragtfund i Moselund: Om dragtfund i moser fra Natmus.dk : "... Nogle dragter er fundet i en mose, hvis indhold af garvesyrer har bevaret dragterne for eftertiden. Det gælder dragterne fra Kragelund, Moselund og Rønbjerg i Danmark, fra Bocksten i Halland, og fra Skjoldehamn i Nordnorge. ..."
  13. ^ Pedersen (2008) s. 8.
  14. ^ Pedersen (2008) s. 87-89. − Til Herjolfsnæs, se også "Herjolfsnæs" hos Den Store Danske
    * "Silke og ærlig pæl" fra Natmus.dk med fotos af dragter fra Herjolfsnæs
  15. ^ Dahl (2005) s. 25-27.
  16. ^ Moderne engelsk brug af peblum: 'Peplum' og 'Overskirt' - (billeder)
  17. ^ Dahl (2007) s. 2-6.
  18. ^ Medieval underwear, lingerie fra HistoryExtra.com. (Engelsk) Hentet d. 26. maj 2014.
  19. ^ "Brog" i Ordbog over det danske Sprog - Se evt. Braies og "Braies" --- de:Brouche
    * Om særke og broger hos DenReneMiddelalder.dk
  20. ^ Vedr. trøjen: "diploid" / "diplois" / "doublet"
  21. ^ Dahl (2007) s. 2-6. - Vedr. trøje side 5 - Artiklen har mange illustrative skitser (Online på Middelaldercentret.dk)
  22. ^ a b Dahl (2007) s. 6.
  23. ^ Frederiksdalmanden blev fundet om morgenen den 25. maj 1898 i fattiggårdens mose 6b Neder Frederiksmose, Kragelund Sogn, Hids Herred, Viborg Amt, Pederstrupvej nr. 15 --- Nationalmuseet lavede en kulstof 14 prøve på nogle tråde af dragten i 1998, resultatet af prøven var, at stoffet er fra ca. år 1045 -1145.
  24. ^ Dahl (2007) s. 7
  25. ^ Dahl (2005) s. 3-10.
  26. ^ Dahl (2005) s. 18-20. : Optælling af klædestykker i danske testamenter fra 1280 til 1447 − Online som "Middelalderdragter" fra Middelaldercentret.dk
  27. ^ Dahl (2005) s. 77.
  28. ^ Dahl (2007) s. 9.
  29. ^ Se evt. artiklen "Houppelande"
  30. ^ Dahl (2007) s. 6-10
  31. ^ Dahl (2007) s. 10-11
  32. ^ a b Dahl (2008) s. 3.
  33. ^ Dahl (2008) s. 4.
  34. ^ Billeder af strudhætter / "Liripipes"
  35. ^ a b "Hvad hed tøjet ?, Dragtbetegnelser omkring 1380-1410", side 13. Af Camilla Luise Dahl, Middelaldercentret.dk 2007
  36. ^ Hybel (2013) s. 259-265.
  37. ^ Hybel (2013) s. 264-265
    Se også "Forholdet mellem land og by i dansk middelalder" side 11 af Bjørn Poulsen. Tabel 2. Første forekomst af betegnelser for håndværk i det samtidige danske kildemateriale, 1000-1520 − Fra HistoriskTidsskrift.dk
  38. ^ a b Koslin (2002) s. 95
  39. ^ Kermes - kermesskjoldlus, (fr. kermès, af arab. qirmiz skarlagen), karminrødt farvestof af kermesskjoldlus." fra "Kermesskjoldlus" i Den Store Danske
  40. ^ Munro 2009 s. 30.
  41. ^ Bruun 2012 s. 35.
  42. ^ a b Strand (2012) s. 8.
  43. ^ Strand (2012) s. 6.
  44. ^ a b Hybel (2011) s. 367.
  45. ^ Hybel (2011) s. 353.
  46. ^ Hybel (2011) s. 354-359.
  47. ^ Diplometarium Danicum 1. ser, 1 ff.
  48. ^ Hybel (2011) s. 368.
  49. ^ Hybel (2011) s. 373-379.
  50. ^ Jahnke (2009) s. 74-89.
  51. ^ Howell (2010). s. 208-260.
  52. ^ Dahl (2005) s. 26.
  53. ^ Dahl (2005) s. 27. "Middelalderdragter" fra Middelaldercentret.dk

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]