Frederik 3.
Der er flere personer med dette navn, se Frederik 3. (flertydig).
| Frederik 3. | |
|---|---|
| Valgsprog: DOMINUS PROVIDEBIT (Herren være mit forsyn) |
|
 |
|
|
|
|
| Kroning | 23. november 1648 |
| Regerede | 6. juli 1648[1] - 9. februar 1670 |
| Forgænger | Christian 4. |
| Regent | Frederik 3. |
| Efterfølger | Christian 5. |
| Ægtefælle | Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg |
| Børn | med Margrethe Pape
med Sophie Amalie
|
| Hus | Oldenborgske slægt |
| Far | Christian 4. |
| Mor | Anna Kathrine af Brandenburg |
| Født | 18. marts 1609 Haderslevhus |
| Død | 9. februar 1670 Københavns Slot |
| Begravet | 1670 Roskilde Domkirke |
Ridder af Elefantordenen.svg) [[{{{År}}}]] |
Frederik III (18. marts 1609 – 9. februar 1670[2]) var dansk konge af den oldenborgske slægt 1648 – 70. Valgsprog: Dominus providebit (Herren være mit forsyn).
Indholdsfortegnelse |
Fødsel og opvækst [redigér]
Frederik III blev født 18. marts 1609 på Haderslevhus som tredjeældste søn af Christian IV og dronning Anna Cathrine af Brandenburg.
I 1621 blev Frederik koadjutor i Bremen stift, og året efter blev han administrator i nabostiftet Verden. I 1624 blev han folkevalgt administrator i Halberstadt. I maj 1624 drog Frederik tilbage til Danmark for at studere på det Ridderlige Akademi i Sorø, hvor han fik en god uddannelse og blev meget lærd inden for teologi, naturvidenskaber, oldkyndighed og statsret. Under Trediveårskrigen var Bremen erobret af Sverige, men i 1635 blev byen befriet sammen med en række andre byer, og Frederik blev indsat som biskop af Bremen og valgt til fyrstebiskop af Verden samme år. Under opholdet i Bremen-Verden blev Frederik oplært i at føre krig af nogle tyske generaler, heriblandt sin kommende svigerfader. Fra 1642-46 opholdt Frederik sig i Holsten, bl.a. på Lyksborg Slot, hvor han i 1643 blev gift med den kun 15-årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De var begge oldebørn af Christian III, og fik i løbet af ægteskabet otte børn. Efter tronfølgeren "den udvalgte prins" Christians død i 1647 blev Frederik valgt til tronfølger og fulgte sin far som konge af Danmark-Norge ved dennes død i 1648.
Kroning, tronbestigelse og håndfæstning [redigér]
Ved kroningen i 1648 måtte han underskrive den hidtil strengeste håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian IV, og dels at Frederik havde levet næsten hele sit liv i tyske hertugdømmer og var omgivet af dygtige tyske rådgivere, der kunne true den danske adels magt. Desuden var Frederik blevet uvenner med rigsmarsk Anders Bille under Torstenssonkrigen. I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik III en tilbagetrukken tilværelse og overlod ledelsen af Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.
Da magtkampen mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested på den ene side og Rigsrådet på den anden side brød ud i lys lue, stillede kongen sig på Rigsrådets side og var med til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen havde muligvis også personlige grunde, da han ikke brød sig om Ulfeldt. Ulfeldt blev dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina blev som medskyldig sat i fængsel i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år.
I 1652 blev Frederikssund navngivet efter Frederik III.
I 1651 navngaves byen Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia.
Krigsførelse [redigér]
På det udenrigspolitiske område genoptog Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. I 1657 gik Danmark i krig mod Sverige, mens Karl X Gustav havde travlt i Polen og Brandenburg. Danmark havde ganske vist hverken en særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer. Den svenske konge forlod Polen og marcherede med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Svenskerne indtog den nyanlagte fæstning Frederiksodde (senere opkaldt Fredericia efter Frederik den 3) og tog bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Indtil videre forhindrede den danske flåde den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkedes det svenskerne at gå over isen til Fyn, Hvilket betegnes som en af historiens største militære vovestykker, og få dage senere fortsatte de over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Danskernes forsvar brød sammen, og Frederik III måtte kapitulere til arvefjenden.
Ved Freden i Roskilde i februar 1658 blev Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, samt Bohus len og Trondhjem len i Norge afstået til Sverige. Kong Frederik lejede dygtige gøngekrigere fra Skåne anført af Gøngehøvdingen. Gøngerne angreb de svenske og tyske soldater på Sydsjælland, hvor gøngerne i løbet af et halvt år dræbte næsten 2000 fjender. Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, deltog som svensk repræsentant ved forhandlingerne.
Kort efter brød Karl Gustav freden og rykkede frem mod København. Frederik III deltog aktivt i forsvaret. Hans forsikring om, at han ville "dø i sin rede", da han blev opfordret til at forlade hovedstaden, gjorde ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Ikke mindst takket være byens kvinder der deltog aktivt i forsvaret af voldene, fandt Karl Gustav at byen ikke hurtigt kunne erobres og startede en belejring. Belejringen mislykkedes, da en flåde fra Republikken Nederlandene slog den svenske flåde i Slaget i Øresund, og Danmark blev reddet fra svensk herredømme.
Da Karl døde i begyndelsen af 1660, blev der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 blev stadfæstet, så de skånske områder forblev svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm havde allerede i 1658 befriet sig selv og overdrog øen til Frederik III som arv og ejendom. Frederik III oprettede Den Kongelige Livgarde i 1658, hvis vigtigste opgave var og er at beskytte kongen og dennes familie, samt indgå som en del af den danske hær.
Enevælde indføres [redigér]
På stændermødet i 1660 udnyttede Frederik uenigheden mellem adelen og borgere og gejstlige samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen og indføre enevælden. Den 18. oktober 1660 aflagde stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot. Peder Schumacher – senere adlet som Griffenfeld – udarbejdede Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskrev Kongeloven i 1665.
Frederik 3. var en belæst mand, der interesserede sig for teologi og videnskab. Han grundlagde omkring 1648 Det Kongelige Bibliotek baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han havde opkøbt. Frederik 3. døde 60 år gammel af lungebetændelse 9. februar 1670 og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Hans ældste søn Christian overtog tronen som kong Christian 5.
Anetavle [redigér]
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Frederik 3.
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Christian 4. (1588 – 1648) |
Christian 5. (1670 – 1699) |
Noter [redigér]
- ↑ Frederik 3. | Gyldendal - Den Store Danske "Hyldingen i Danmark fandt sted i Kbh. den 6.7., samme dag underskrev F. sin endelige håndfæstning, og først derefter var han konge"
- ↑ Frederik 3. på gravsted.dk samt Den Store Danske Encyklopædi
Kilder/henvisninger [redigér]
- Politikens bog om Danske monarker, Benito Scocozza, Politikens forlag 1997. ISBN 87-567-5772-7
- Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.
