Frederik 5.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 5)
Gå til: navigation, søg
Frederik 5.
Valgsprog:
PRUDENTIA ET CONSTANTIA
(Ved klogskab og fasthed)
Portræt udført af Carl Gustaf Pilo
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve i Oldenburg og Delmenhorst.
Salving 4. september 1747
Frederiksborg Slotskirke
Regerede 6. august 1746
14. januar 1766
Forgænger Christian 6.
Regent Frederik 5.
Efterfølger Christian 7.
Ægtefæller Louise af Storbritannien
Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Børn Med Louise:

Med Juliane Marie:

Med Madam Hansen:

Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 6.
Mor Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
Født 31. marts 1723
Københavns Slot
Død 14. januar 1766
Christiansborg Slot
Begravet 1766
Roskilde Domkirke
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1723

Frederik 5. (31. marts 172314. januar 1766) var konge af Danmark og Norge af den oldenborgske slægt fra 1746 til 1766. Valgsprog: Prudentia et Constantia ("Ved forsigtighed og bestandighed").

Fødsel og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Frederik som barn.

Frederik blev født 31. marts 1723 på Københavns Slot[1] som ældste søn af Kronprins Christian (senere Kong Christian 6.) og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Hans mor omtalte ham som "Der Dänische Prinz", fordi han ind imellem talte dansk.[2] Hans opdragelse var temmelig mangelfuld. Til hofmester fik han ganske vist 1730 den betydelige og fint dannede gehejmeråd Iver Rosenkrantz, men denne fik ingen indflydelse på den egentlige undervisning, der fuldstændig lededes i den tyske og pietistiske ånd, der herskede ved hoffet. Resultatet af undervisningen var ynkeligt: lærerne havde klaget over hans mangel på flid, jagt og andre fornøjelser havde beslaglagt kronprinsens tid. Ud over de nødvendigste kundskaber i læsning, skrivning, tysk, fransk, latin og historie har hans viden næppe strakt sig.[3] Dansk var ikke undervisningsfag, og med undtagelse af en franskmand, der var lærer i fransk, var alle kronprinsens lærere tyske, men dette forhindrede ham ikke i at lære lidt dansk, som han senere benyttede det i private optegnelser, der dog er meget ubehjælpsomt affattede. 1740 blev han konfirmeret og fik fra nu af sæde i statsrådet, idet hans undervisning fortsattes til det 21. år.

Frederik voksede op i et strengt pietistisk hjem, men selv blev han stærkt sanselig og elskede vin og kvinder. Tiden gik med besøg på byens værtshuse og bordeller, så faderen, den stærkt religiøse Christian 6., overvejede at umyndiggøre ham. Frederik var munter af væsen, mild og venlig over for alle, omgikkes gerne det brede folk (modsat sine forældre) og ønskede at se sine undersåtter lykkelige, ville således nødig gå med til skatteforhøjelser og ydede gerne den enkelte hjælp, hvor der var trang.[4]

Af livsvarig betydning for ham blev det, at han fik Adam Gottlob Moltke, en 11 år ældre mecklenborgsk adelsmand, som opdrager. Frederiks tillid til Moltke og Moltkes loyalitet over for Frederik var det grundlag, som skulle gøre kongens regeringstid til en i alle henseender lykkelig tid for riget.[5] Frederiks på tysk skrevne småbreve til Moltke er bevarede og er ejendommelige ved deres meget naive og inderlige forsikringer om hengivenhed og trofasthed. Nogle af dem er skrevne for at bede Moltke om forladelse, fordi han dagen forud har fornærmet ham, der vilde søge at holde sin kongelige ven tilbage fra det udsvævende liv. Han lover, at det aldrig skal ske mere: "Du bist mein Freund und mein Vater" hedder det i et af dem. "Pater peccavi, ich habe gesündieget; ich liebe Dich von Hertzens Grund und verbleibe biss in mein Grab Dein aufrichtig getreuer F. R. . . . dein bin und bleib ich, solange ich mich rühren kann".[6]

Ægteskaber[redigér | redigér wikikode]

Frederik 5. havde megen livskraft at give af og nåede at dyrke børneavlen med flid.

Louise[redigér | redigér wikikode]

Kronprinsparret Frederik og Louise på hver side af kongeparret Christian 6. og Sophie Magdalene, malet af Marcus Tuscher ca. 1744.

Frederik indgik sit første ægteskab den 10. november 1743 i Altona i Holsten med Louise af Storbritannien, datter af Kong Georg 2. af Storbritannien. Brylluppet var en såkaldt prokurationsvielse, hvor brudens broder, hertugen af Cumberland, var stedfortræder for brudgommen. Vielsen blev gentaget med brudgommen selv 11. december samme år i København. Parret fik fem børn, mens den sjette graviditet kostede Louise livet. Hun døde i barselsseng på Christiansborg Slot den 19. december 1751.

Louise var yndefuld og elskværdig, lærte sig og talte gerne dansk og holdt af at færdes med sin mand blandt det jævne folk, hvilket forhøjede Frederiks popularitet. Ved hoffet holdt ungdom og liv deres indtog, al pietistisk tvang forsvandt. At jernkæderne, der i Christian 6.s tid havde afspærret Slotspladsen, fjernedes, var som et tidens tegn. På slottet holdtes baller og selskaber, til hvilke også borgerlige rangspersoner blev indbudte, blandt andre Ludvig Holberg, der selv i stærke ord skildrer, hvor vel han føler sig ved Frederiks hof.[7]

Juliane Marie[redigér | redigér wikikode]

Efter dronning Louises død blev han gift anden gang 8. juli 1752 i Fredensborg Slotskirke med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, datter af Hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel. Ægteskabet var næppe lykkeligt, skønt den nye dronning kun var 22 år ved dets indgåelse.[8] Parret fik kun en søn. Juliane Marie døde på Fredensborg Slot 10. oktober 1796, 30 år efter sin mand.

Else Hansen[redigér | redigér wikikode]

Med sin yndlingselskerinde, Madam Hansen, fik han også fem børn.

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Kong Frederik 5.

Den 12. oktober 1730 døde Kong Frederik 4. og Frederiks far besteg tronen som Christian 6, mens Frederik blev kronprins. Moltke var da kronprinsens kammerpage. Da kronprinsen i 1743 giftede sig med Georg 2.s datter Louise, gjorde kongeparret Moltke til leder af kronprinseparrets hofstat, og umiddelbart efter, at Frederik 5. kom på tronen, udnævnte han Moltke til son overhofmarskal.[9] Da Frederik selv blev enevældig konge, den 6. august 1746, havde hans alkoholforbrug udviklet sig således, at han næppe var i stand til at lede en regering alene. Den reelle magt kom derfor til at ligge i hænderne på hans rådgivere, gehejmeråd og overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, J.H.E. Bernstorff og H.C. Schimmelmann. Moltke forstod at udnytte sin stilling på en måde til gavn for både sig selv, riget og kongen. Det var således Moltkes fortjeneste, at ingen ministre blev udskiftet efter regeringsskiftet: kongen beholdt sin faders erfarne ministre Johan Ludvig Holstein som leder af Danske Kancelli, Johan Sigismund Schulin som leder af Tyske Kancelli og udenrigstjenesten samt Christian August Berckentin som leder af Kommercekollegiet.[10] Ikke blot lykkedes det Moltke at skabe et frugtbart samarbejde med ministrene, hans loyalitet over for kongen sikrede, at alt gik korrekt for sig: reelt påtog Moltke sig det meste af arbejdet med at læse indberetninger fra danske gesandter ved fremmede hoffer og han opretholdt privat brevveksling med adskillige danske diplomater. Hans virke indebar selvsagt også, at hans egen stilling styrkedes som uundværlig i statsstyrelsen.[11]

Regeringsførelsen undgik ikke kritik. Der var folk, som mente, at den godsejervenlige politik var uheldig og som havde sin tvivl om de tiltag, som blev gjort til fremme af industri og handel, modvilje mod skatter og kritik af personlige fordele i regeringskredse, men karakteristisk nok rettede kritikken sig ikke mod kongen men mod dennes rådgivere.[12]

Økonomisk politik[redigér | redigér wikikode]

Grundlaget for riget trivsel var landbruget. Det var lykkedes kongens fader at bringe dette og andre dele af det dansk-norske riges næringsliv frelst igennem en alvorlig økonomisk krise. Da Frederik blev konge, var tiden kommet til at forsøge at bringe udviklingen videre. Moltke anbefalede kongen at lade nedsætte en landvæsenskommission. I 1755 tilkendegav enevælden offentligt, at man ønskede forslag til hvorledes, landbrug og næringsliv kunne fremmes: her skulle deltage "hvem, der vil: høj eller lav, adel eller uadel, gejstlig eller verdslig, lærd eller ustuderet, være meget velkomne; her anses ikke på personer eller stænder, og ikke på lykkens fordele". Opfordringen blev fulgt, og resultatet blev otte tykke bind med afhandlinger, der som Danmarks og Norges økonomiske Magasin udkom fra 1757 til 1764.[13] Ønskerne om landboreformer blev dog ikke gennemførte, og bønderne mærkede ikke meget til den økonomiske fremgang.

Frederik 5.'s regeringsperiode var præget af fremgang for handelen og den spirende industri med krudtværket og kanonstøberiet i Frederiksværk, der blev opført af Johan Frederik Classen, og var den første store danske industrivirksomhed. Ved samme lejlighed i 1756 fik byen ved kongelig resolution sit navn efter værket og kongen. Frederiks·værk – eller på datidens dansk: Friderichsværck.

Af betydning for skibsfarten og handelen var det, at der blev indgået freds-, handels- og søfartstraktater med Algier i 1746, med Tunis og Tripolis i 1751 og 1752 samt med sultanen i Konstantinopel i 1756.[14] Et andet skridt var afviklingen af Vestindisk-guineisk Kompagni, der havde haft eneret til at aftage sukker fra Sankt Croix. Dette skete ved, at de private aktionærer blev købt ud i 1754, selskabets rettigheder og aktiver blev overtaget, hvor efter skibsfarten på øerne og produktion af sukker blev givet fri for alle statens undersåtter.[15]

Fremhæves må tillige, at det lykkedes at holde Danmark uden for krigen mellem England og Frankrig 1756-1763. I forbindelse dermed lod rigets neutrale stilling sig ligeledes udnytte i søfarten.[16]

Kunst og videnskab[redigér | redigér wikikode]

Kunst og videnskab fik gode betingelser under Frederik 5. Offentlige teaterforestillinger, der havde været forbudt under hans far, blev igen tilladt, og i 1748 åbnede "Den nye Skueplads" i Nicolai Eigtveds komediehus på Kongens Nytorv.[17]

I 1749 fik kongen på det i 1747 oprettede Det adelige Akademi i Sorø "demonstreret en del fysiske eksperimenter". Dette var et udtryk for tidens voksende interesse for naturvidenskaberne.[18]

Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i København på Frederik 5.'s 31-års fødselsdag i 1754.[19]

I 1761 lod Frederik 5. sende en videnskabelig ekspedition til Orienten. I denne ekspedition deltog Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede ekspeditionen og bragte dens værdifulde resultater hjem. Det skete i 1767, året efter kongens død.[20]

Det var også i hans regeringstid, at Fonden ad usus publicos blev oprettet i 1765.

En række tyske og franske videnskabsmænd blev indkaldte, blandt andre Friedrich Gottlieb Klopstock, og understøttede med offentlige midler i deres arbejde. En anden af de indkaldte var den tyske botaniker Georg Christian Oeder i 1752, og under denne anlagdes en ny botanisk have på en grund, som Frederik 5. skænkede ved Amaliegade. Anlæggelsen tog dog lang tid på grund af uddigning, planering og opdyrkning - hvortil kom opførelsen af et drivhus, forelæsningssal og andre lokaler. Kun en del af det udlagte areal blev taget i anvendelse, og en mindre del blev åbnet for almenheden i 1763.

Enevældens København[redigér | redigér wikikode]

Under Frederik 5. nød København fortsat enevældens gunst. Det var her, at embedsvæsen og næringsliv blomstrede frem for noget. I 1749 begyndte anlæggelsen af bydelen Frederiksstaden med Amalienborg som knudepunkt. Et markant træk i bydelen var de fire Amalienborg-palæer, Moltkes, Leventzows, Brockdorffs og Schacks palæer, opførte omkring Amalienborg Plads. I tilknytning til disse lå Berckentins, Bernstorffs og Dehns rokokopalæer[21] De fire centrale palæer stod færdige i 1760, mens Salys rytterstatue af Frederik 5. først kom til i 1771. Kongen skulle ikke selv bo i Frederiksstaden, men han forærede velbeliggende byggegrunde til betydningsfulde borgere mod, at de opførte palæer på grundene.

Også andre institutioner blev lagt i hovedstaden og medvirkede til fremme af sysselsætning og økonomisk virksomhed[22]: i samme periode oprettedes Det Kgl. Opfostringshus og Frederiks Hospital.

Klasselotteriet[redigér | redigér wikikode]

Den 29. juni 1753 tillod Frederik 5. det da nyoprettede kgl. Opfostringshus eneret for 20 år til at indrette Det Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri (et lotteri der stadig eksisterer den dag i dag som Klasselotteriet) mod en årlig afgift til fattigvæsenet.[23]

Norge[redigér | redigér wikikode]

I 1749 besøgte Frederik 5. tvillingeriget Norge.[24] I 1750 godkendte han planer for Seminarium Fredericianum i Bergen, som et mere sekulært undervisningstilbud til eleverne ved Latinskolen. Foruden undervisning i klassisk sprog og bibellære skulle eleverne ved Seminarium Fredericianum også lære matematik, fysik, litteraturhistorie, moralfilosofi, tysk og fransk. Formålet med skolen var at professionalisere byens handelsstand.

Frimurer[redigér | redigér wikikode]

Den norske frimurer-historiker Karl Ludvig Tørrisen Bugge hævder, at Frederik 5. som kronprins blev optaget i den københavnske frimurerloge St. Martin. Dette skete sandsynligvis 3. juni 1744, og med inspiration efter den preussiske konge Frederik den Store som også blev optaget i en frimurerloge i sin ungdom. De havde begge fædre som var indædte modstandere af frimurerne, men i modsætning til den preussiske konge erklærede Frederik 5. aldrig offentlig sin tilknytning til logen.[25]

Som aktiv frimurer oprettede han den 24. juni 1749 den første frimurerloge i Norge.

Død[redigér | redigér wikikode]

Frederik 5.s castrum doloris i Christiansborg Slotskirke i marts 1766.

Frederik 5. døde 14 januar 1766Christiansborg Slot efter knap 20 års regeringstid, kun 42 år gammel.[1]

Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat i Roskilde Domkirke. Han blev efterfulgt af sin ældste søn Christian 7.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Byen Frederiksværk i Nordsjælland, bydelen Frederiksstaden i København og byen FrederikstedSankt Croix i øgruppen U.S. Virgin Islands (de forhenværende Dansk-Vestindiske Øer) er opkaldt efter kongen. Byen Serampore i Bengalen i Indien var kendt under navnet Frederiksnagore fra 1755 til 1845, hvor den var en dansk koloni, og byen Paamiut i Vestgrønland var tidligere kendt under det danske navn Frederikshåb, begge opkaldt efter Frederik 5.

I 1771 blev Jacques-François-Joseph Salys rytterstatue af Frederik 5. opstillet på Amalienborg Slotsplads.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Fra første ægteskab:

Fra andet ægteskab:

Uden for ægteskab:

  • Frederikke Margaretha (1747-26. marts 1802), grevinde af Destinon.
  • Frederikke Katherina, grevinde af Lützau.
  • Anna Maria, fru Fehmann, senere fru van Meulengacht.
  • Sophia Charlotte, grevinde d`Origny.
  • Ulrik Frederik

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Frederik 5.gravsted.dk
  2. Feldbæk, s. 123
  3. Krabbe, s. 833
  4. Krabbe, s. 833
  5. Feldbæk, s. 216f
  6. Krabbe, s. 833
  7. Krabbe, s. 833
  8. Feldbæk, s. 219
  9. Feldbæk, s. 217
  10. Feldbæk, s. 217
  11. Feldbæk, s. 218f
  12. Feldbæk, s. 219f
  13. Feldbæk, s. 210
  14. Feldbæk, s. 167f
  15. Feldbæk, s. 175f
  16. Feldbæk, s. 168
  17. Feldbæk, s. 192, 208
  18. Feldbæk, s. 193, 209
  19. Feldbæk, s. 213
  20. Feldbæk, s. 208, 214
  21. Feldbæk, s. 87
  22. Feldbæk, s. 88
  23. Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XV, s. 1058; opslag: Lotteri
  24. Feldbæk, s. 80
  25. K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 1, 1910, s. 191-194.
  26. Feldbæk, s. 197

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Biehl, Charlotte Dorothea (1909). Interiører fra Kong Frederik den Femtes Hof, Charlotte Dorothea Biehls Breve og Selvbiografi. Udgivet af Louis Bobé. København. 
  • Ole Feldbæk: "Den lange fred" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9: 1700-1800); København 1990; ISBN 87-89068-11-4
  • Jespersen, Knud J.V. (2010). Moltke, rigets mægtigste mand. København: Gad. ISBN 87-12043546. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Frederik 5.
Født: 31. marts 1723 Død: 14. januar 1766
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Christian 6.
Konge af Danmark
1746 – 1766
Efterfølgende:
Christian 7.
Konge af Norge
1746 – 1766