Striden om almenbegreberne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Striden om almenbegreberne (el. Universaliestriden) betegner en grundlæggende diskussion i filosofihistorien om i hvilken grad man kan tillægge almenbegreberne en ontologisk eksistens.

Eksisterer almenbegreber uden for vores intellekt?[redigér | redigér wikikode]

Menneskets intellekt benytter almenbegreber og kan dermed begribe og systematisere verden omkring sig. Men hvilken realitet kan man så tillægge almenbegrebet? Er almenbegrebet mere virkeligt (og dermed guddommeligt) end den verden det afbilleder, eller er der nærmere tale om et guddommeligt system, der strukturerer den verden vi lever i? Eller er almenbegreberne blot et resultat af erfaringen?

Helt groft skitseret kan man på denne baggrund sige, at tre overordnede standpunkter er mulige:

- Universalerne kommer før det partikulære (enkeltting). Først set i Platons idélære (idéalisme – af nogle også kaldet ekstrem realisme) og fremherskende i den tidlige skolastiske periode med Anselm af Canterbury (d. 1109) som fremmeste repræsentant. På dette tidspunkt i middelalderen stod den nyplatonske forståelse således i centrum overleveret i en kristen udformning af bl.a. Augustinus (354-430) og AM Boethius (480-424).

- Universalerne er "iboende" det partikulære. Først set hos Aristoteles og kaldes moderat realisme. Fremherskende i den midterste skolastiske periode som følger det fornyede kendskab til Aristoteles i forbindelse med mødet med Araberne. Allerede Pierre Abelard (1079-1142) hævdede denne form (selvom mange kommentatorer fejlagtigt betegner ham som konceptualist) og senere også en af den Katolske Kirkes største filosoffer, Thomas Aquinas (dog med visse forenklinger. Aquinas forsøger således at lukke diskussionen med følgende sætning: "Universalia ante res, in rebus et post res". Der hersker dog almen enighed om, at hans metode viser, at han primært lægger sig op ad Aristoteles' ontologi).

- Universalerne kommer "efter" det partikulære. Dette standpunkt har bl.a. rod tilbage hos sofisterne, men bliver først klart formuleret i middelalderen. "Nominalisme" (af latinsk "nomen", der betyder navn og angiver, at enkelttingen står først) blev i middelalderen ført tilbage til Roscelinus. Hen imod senmiddelalderen kommer en mindre radikal formulering af standpunktet i den såkaldte "konceptualisme", der siger, at universaler kun eksisterer inde i hjernen og ikke har (del i) ekstern substantiel væren. Absolut vigtist er her franciskanermunken William af Ockham, hvis betydning for senmiddelalderlig skolastik ikke kan overvurderes.

Det skal i denne forbindelse siges, at selvom Platons idélære og Aristoteles realisme således repræsenterer to ret forskellige opfattelser, går de under samlebetegnelsen "begrebsrealisme".

Det er i øvrigt vigtigt ikke at hænge sig for meget i betegnelser opgivet i sekundære fremstillinger. Det er således ofte, man læser introduktioner til middelalderfilosoffer, hvor det viser det sig, at forfatteren ikke har helt styr på sit begrebsapparat.

Antikken[redigér | redigér wikikode]

Platon fastslog at det egentlige og virkelige fænomen var almenbegrebet, det han kaldte idéer, mens de fysiske fænomener man kan iagttage blot var skyggebilleder af idéen.

Platons opfattelse af almenbegrebet er bl.a. en reaktion på Heraklit, som formulerede at man kan ikke gå i den samme flod to gange; man kan ikke engang gøre det én gang. Heraklit understreger her de modsætninger som rum-tidslige fænomener indeholder, verden er ikke stabil og entydig, men udgøres af en bevægelses proces; en permanent forandring (oldgræsk: "Panta rei" = "alting flyder").

Heraklits værker kendes i dag kun i brudstykker, men hans tanker blev i Platons samtid taget op af Kratylos, han endte i den radikale erkendelse af, at fænomener ikke kan genidentificeres, og når ud i det absurde med sin påstand om at hvis ingen genstand kan identificeres igen, er det også umuligt for genstande at være underlagt en permanent forandring. Platons kritik retter sig også især mod Kratylos, og han understreger at mennesket intellektuelt kan genkende floden, da floden som form og idé altid forbliver den samme. Han sætter et skarpt skel mellem den sanselige/fysiske verden og intellektets/idéernes verden, kun den sidste kan man have viden om, og derfor er den den sande verden. Med dette skarpe skel indleder/muliggør Platon den tusindårige strid om universalerne.

Aristoteles mildnede Platons ganske idealistiske position i sin abstraktionslære, idet han i sit værk Metafysik i stedet for at tale om fænomener som forvrængede afspejlinger af idéerne i stedet talte om materie og form som gennem sammensmeltning bliver til virkelighed (formen er derfor iboende stoffet). Pointen er så, at vi som mennesker også har disse guddommelige former i vores intellekt, og vores opgave bliver derfor at studere verden for at blive opmærksom på den "guddommelige logik/system" (logos). En iagttager kan således finde de unikke egenskaber ved at studere medlemmer af den samme art, og erkende fællestrækkene mellem de enkelte medlemmer. F.eks. har et egetræ mange fællesstræk med tidligere generationer af egetræer, det besidder derved en ”egelighed”, iagttageren kan derfor studere egetræer og intellektuelt erkende egetræers ”egelighed”, dvs. erkendelse af almenbegrebet gennem en deduktiv metode. Aristoteles regnes på denne baggrund som grundlægger af den realistiske skole.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Som afslutning på antikken formulerede en lille samling tænkere den nyplatonske tænkning sammen med kristendommen. Efter biblen var de to mest læste værker i middelalderen således Augustins "Bekendelser" (CONFESSIONES) og Boethius "filosofiens trøst" (DE CONSOLATIONE PHILOSOPHIAE) Anselm af Canterbury viste i forlængelse af denne tradition i værket Proslogion Guds nødvendige eksistens, og at mennesket kunne erkende Gud alene ved fornuften (sola ratione). Dette ontologiske gudsbevis skulle altså rationelt kunne vise guds eksistens. Argumentet siger i kort form: Gud er det fuldkomne væsen. Et fuldkomment væsen må besidde alle egenskaber fuldkomment og må derfor også nødvendigvis eksistere, da et ikke-eksisterende væsen er mindre fuldkomment end et eksisterende væsen; ergo må det fuldkomne væsen, Gud, eksistere. Anselm var en af middelalderens sidste rendyrkede eksempler på en rendyrket nyplatoniker af format, men det senantikke dannelsesideal fortsatte til langt op i senmiddelalderen.

Viden om Aristoteles’ filosofi blev i middelalderen primært bevaret i den arabiske verden, og Aristoteles ontologiske standpunkt (syn på almenbegreberne) var slet ikke kendt. Men som følge af økonomisk fremgang og deraf følgende udviddede handelsrelationer med araberne, blev de klassiske tekster efterhånden igen tilgængelige for europæerne. I første omgang i oversættelser af arabiske filosoffer inspirerede af Aristoteles (Averroes) og siden via direkte oversættelser af Aristoteles' værker – først fra arabisk og senere direkte fra oldgræsk.

I 11. årh og 12. årh. begynder en ny filosofisk opblomstring i Europa, og Aristoteles’ realisme blev igen populær. Særligt efter Peter Abelards værk Sic et non vinder den deduktive metode indpas. Den store europæiske renæssance for Aristoteles finder dog sted i 13. årh., og om reaktion på denne øgede interesse forsøger Thomas Aquinas med sine værker Summa contra gentiles og Summa theologiae at forene Aristoteles filosofi med den katolske tro. Han skaber et system, som i århundreder bliver den katolske kirkes godkendte filosofi, hvor der skelnes mellem den naturlige teologi og den åbenbarede teologi, den første stammer fra fornuftens sanseerfaringer, og den anden fra troen og evangelierne. Målet med begge former er dog det samme: Fuld erkendelse af Gud.

I begyndelsen af 1300-tallet blev konceptualismen imidlertid for alvor introduceret. Først ved Don Scotus og siden mere skarpt formuleret af hans elev den imponerende tænker, William af Ockham (død mellem 1347 og '49). Vil man studere senmiddelalderlig filosofi er Ockhams Summa Logicae således ikke til at komme uden om.

Moderne tid[redigér | redigér wikikode]

I den moderne filosofi findes lignende positioner – omend med modificerede argumenter. Det er således værd at bemærke, at den tyske filosof Martin Heidegger skrev doktordisputats om Don Scotus ti år før han udgav sit berømte værk, Sein und Zeit. Læs i øvrigt om Ockhams virkningshistorie.

Materialisme og det almene[redigér | redigér wikikode]

Der er også materialister der hævder den objektive eksistens af noget alment, men de sigter til noget andet end Platon, da de mener at sådant alment er af materiel natur. F.eks. Demokrit hævdede at der findes partikler ( Som indenfor samme slags er 100% identiske ) som alt andet er dannet af. Indenfor nyere materialisme har blandt andre Marx hævdet at noget alment har objektiv eksistens. Den påstand fra Marx side (om)fortolkes dog af mange idealister ( de af dem som mener at det almene aldrig kan være andet end idé ) konsekvent, som at Marx der i virkeligheden kom med en kryptoplatonistisk udmelding. Se: Idé

Se også[redigér | redigér wikikode]

Universalieproblemet