Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
KS 470 and Melbourne on Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.JPG
Scrapvogntog 470+1065 fra København og motorvogn 965 fra Melbourne
Generelle informationer
Type Transportmuseum
Adresse Skjoldenæsvej 95, 4174 Jystrup
Grundlagt 26. maj 1978
Direktør Mikael Lund
Besøgende 27.456 (2017)[1]
Eksterne henvisninger
Sporvejsmuseet.dk

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm er et museum for sporvogne og busser beliggende ved herregården Skjoldenæsholm ved JystrupMidtsjælland mellem Ringsted og Hvalsø.

Museet blev indviet 26. maj 1978, og er i dag det femtestørste af sin art i verden. Museet anlagdes og drives af frivillige medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab (SHS), der også vedligeholder busser, sporvogne og andet materiel, der har med kollektiv trafik at gøre. SHS's samling har fra starten i februar 1965 fokuseret på de tre nu tidligere danske sporvejsbyer, København, Aarhus og Odense, men man har også erhvervet flere udenlandske sporvogne.

Museet råder over to sporvejsstrækninger. En kort på ca. 300 meter med meterspor til vogne fra Aarhus, Flensburg og Basel og en længere på ca. 1,5 km med normalspor til vogne fra København, Odense og flere udenlandske byer. Sporene er anlagt på en del af den i marts 1936 nedlagte Sjællandske Midtbane. Desuden råder museet over flere bygninger til udstilling, opbevaring og restaurering af sporvogne og busser.

På en del åbningsdage køres der med veteranbusser på en særlig rute. På visse dage køres der desuden til og fra Borup Station for at afhente og bringe besøgende. På visse dage er der derudover forskellige andre aktiviteter, for eksempel kørsel med en hesteomnibus.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Århus Sporvejes vogn nr. 3 i drift i 1968. Den blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab i 1973.

Foreningen bag Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, Sporvejshistorisk Selskab, blev stiftet 8. februar 1965. På det tidspunkt var sporvognene i København ved at blive erstattet af busser og der var fra starten planer om at anskaffe sporvogne, udover dem Københavns Sporveje selv bevarede. De første vogne blev erhvervet senere samme år. I de følgende år voksede vognparken støt, blandt andet lykkedes det at få fat i par vogne fra Odense Sporvej, der ellers over ophørt i 1952. Yderligere vogne kom til efter Københavns Sporveje ophørte med sporvognsdrift i 1972, og året efter fulgte vogne fra Århus Sporveje, der havde indstillet sporvognsdriften i 1971. I de samme år begyndte man også at overtage enkelte trolleybusser og busser. Det overtagne materiel blev i første omgang primært opbevaret i Københavns Sporvejes remiser.[2][3]

Sideløbende med anskaffelsen af sporvognene og hvad man ellers skulle bruge af reservedele, tegninger mv., begyndte man også at lede efter steder, hvor der kunne etableres en museumssporvej. I sommeren 1967 var der kontakt med Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Her var det tanken at anlægge en ringlinje rundt om museet, men det måtte opgives, fordi det kneb med pladsen. I 1968 var der planer om kørsel mellem Vibæk og SkærsøEbeltoft-Trustrup Jernbane, der blev nedlagt det år. Imidlertid kunne det ikke lade sig gøre at fortsætte ind til Ebeltoft med remiser og seværdigheder, så heller ikke dette projekt blev til noget. I 1969-1971 var der kontakt med Brøndbyernes Kommune om en strækning langs med Vestmotorvejen og Vestvolden, men det strandede på, at en stor del af det udpegede areal viste sig at være ejet af Københavns Kommune. Indimellem var der også kig på andre nedlagte jernbaner og kontakt med flere kommuner, hvilket dog heller ikke førte til noget.[4]

I 1971 var situationen efterhånden ved at være kritisk, da der skulle skaffes både penge og plads til de vogne, der blev udrangeret i de år, og som ønskedes overtaget. Økonomien blev dog lettet af, at Københavns Sporveje forærede foreningen seks af de vogne, der som nævnt blev overtaget efter sporvejsdriftens ophør i 1972. Med henblik på opbevaring undersøgtes en række lader rundt om på Sjælland i slutningen af 1971, men kun en enkelt kunne bruges. Ejeren af en anden lade gjorde imidlertid foreningen opmærksom på herregården Skjoldenæsholm. Det viste sig, at den i marts 1936 nedlagte Sjællandske Midtbane havde gået over herregårdens jorde, og at dæmninger og gennemskæringer fra dengang stadig var intakte og ubenyttede. Omkring årsskiftet 1971/1972 blev der taget kontakt med herregårdens ejer, Vilhelm Bruun de Neergaard. Han viste sig at være positiv og hjælpsom, blandt andet i forhold til indhentelse af de nødvendige tilladelser fra amt og kommune.[5]

Anlægsarbejdet gik i gang i september 1972 med fjernelse af bevoksning. Samtidig blev der taget skinner op flere steder i København til senere brug på museet. I foråret 1973 planerede entreprenøren Bent Klingenberg grunden til en remise og forpladsen. En totalentreprenør blev hyret til at bygge en remise på 82 x 29 m. Forventningen var at man kunne åbne et statisk museum 23. maj 1974 og begynde at køre i 1975. Imidlertid gjorde leverandøren af buerne til remisen opmærksom på, at fundamenterne til dem ikke var forsvarligt udførte. Arbejdet blev derfor sat i stå. Ved en syns- og skønsforretning i marts 1974 blev det fastslået, at ansvaret lå hos totalentreprenøren. Denne var imidlertid gået i betalingsstandsning og kravene mod denne udløste kun en beskeden dividende et par år senere.[6]

I januar 1975 blev der optaget et byggelån, så foreningens medlemmer kunne gå i gang med at betale selv. Remisen blev samtidig reduceret til 62 x 29 m. I første omgang regnedes med en indvielse 1. august 1976, hvor der så også kunne åbnes for drift af en metersporet strækning. Byggeriet tog imidlertid længere tid end beregnet, da der var tale om betydelige anlægsopgaver baseret på frivilligt arbejde. Åbningen blev så udskudt til 8. maj 1977, men det holdt heller ikke. Med en hård slutspurt lykkedes det dog at gøre museet klar til indvielse 26. maj 1978.[7] De første par sporvogne var i øvrigt allerede ankommet til det kommende museum i 1974. En af dem var i øvrigt en vogn fra Flensburg. Med den begyndte en politik med at også at vise enkelte udenlandske sporvogne, dog primært fra Nordeuropa.[8] Sporvognene fra Aarhus blev flyttet til museet i 1975, mens sporvogne fra København fulgte i 1976-1977.[9]

Indvielse og udbygning[redigér | redigér wikikode]

Århus Sporvejes vogn nr. 3 på Sporvejsmuseet kort efter åbningen i 1978.
Krydsningssporet ved Skovkanten.

Indvielsen af museet blev foretaget af kulturminister Niels Matthiasen fredag 26. maj 1978 med deltagelsen af 200 inviterede gæster. Lørdag 27. maj blev museet åbnet af Vilhelm Bruun de Neergaard for medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab, og senere samme dag var der åbent hus for borgerne i den nærliggende by Jystrup. Søndag 28. maj var så første åbningsdag for almindelige besøgende. Fra starten af rådede Sporvejsmuset over remisen med værksted, udstilling og kiosk. Dertil kom den 300 m lange metersporede strækning mellem en parkeringsplads og museet til brug for vogne fra blandt andet Aarhus. Den første sæson var på fire måneder, men på trods af at der kun var åbent i weekenderne, kom der 35.111 besøgende. I de følgende år blev antallet af åbningsdage løbende øget, men besøgstallet fra den første sæson er aldrig senere blevet overgået.[10]

Den første etape af museets normalsporede strækning til stoppestedet Tobaksmarken til vogne fra blandt andet København blev indviet af skuespilleren Ove Sprogøe 14. juni 1985. Han havde spillet vognstyrer i filmen Ved Kongelunden tilbage i 1953 med Dirch Passer som konduktør. Denne var i mellemtiden afgået ved døden, så i stedet fungerede skuespilleren Erik Hansen som konduktør.[11] Anden etape til Flemmingsminde blev indviet af Sporvejshistorisk Selskabs medlem nr. 1. ved et medlemsarrangement 22. august 1987.[12] Perronen var dog ikke helt klar, så forlængelsen kunne først tages i brug af publikum 12. september.[13] Tredje etape til Skovkanten blev indviet af Ringsteds borgmester G. Møller Rasmussen 28. juli 1990. Fjerde etape til Broen blev indviet af Frederiksbergs første viceborgmester Jørgen Christiansen 18. juni 1993.[14]

Udvidelserne gav passagererne en længere køretøj men gav også anledning til praktiske problemer. Strømforsyningen kom oprindeligt fra en dieselgenerator, men med åbningen af normalsporsstrækningen måtte systemet ændres, så der skiftevis var strøm på de to strækninger. Noget der med forlængelserne af normalsporsstrækningen betød mindre tid til rådighed for metersporsstrækningen. I 1992-1993 blev der etableret en transformerstation, hvor gamle transformere fra Århus Sporveje siden da har nedtransformeret 10 kV fra det offentlige elnet til de 600 volt sporvogne bruger.[15]

Indimellem kom der også nye aktiviteter til. I 1989 indførtes aftenåben sidste lørdag i august og september med mulighed for kørsel med natsporvogne og siden 1992 med besøg af Københavns Astronomiske Forening. I 1990 indførtes juleåben en weekend i december med særligt udsmykkede vogne og salg af juletræer.[16] I 1995 påbegyndtes kørsel med veteranbusser på en rute rundt om Valsølille Sø, da Sporvejsmuseet havde fået tilladelse til buskørsel.[17] I 1997-1999 kørtes desuden på en rute i Ringsted.[18]

I 1995 overtog Sporvejsmuseet Valby Gamle Remise, der oprindeligt havde fungeret som sporvognsremise i Valby i København, men som senere var blevet tømmerhandel i Herlev. Den blev nu pillet ned og genopført på museet, hvor den blev indviet som kombineret udstillingsbygning og driftsremise 26. maj 1998.[19]

Den sidste etape af den normalsporede strækning til Eilers Eg blev indviet af Ringsteds borgmester Rasmus Kristensen 8. maj 1999. Endestationen her havde indgået i planerne allerede i 1972, så det var en dag, der længe var set frem til.[20] I de oprindelige planer var det tanken at vende rundt om egen, der ligger hvor fem skovveje mødes. Det måtte dog opgives, blandt andet fordi holdende sporvogne ville blokere for skovvejene. I stedet blev der anlagt en vendesløjfe lidt syd for egen.[21] Anlægsarbejdet tog dog noget længere tid end de foregående etaper, dels på grund af vendesløjfen og dels fordi genopførelsen af Valby Gamle Remise var kommet indimellem.[20] Til gengæld fik en særlig glæde ved indvielsen, da Odense Kommune forærede Sporvejsmuseet en ventesalsbygning, der havde stået ved Odense Sporvejs endestation i Fruens Bøge. Den blev efterfølgende sat op ved den nye endestation ved Ejlers Eg.[22][23]

Der var i forvejen en vendesløjfe på Sporvejsmuseets forplads, men nu hvor der var i begge ende af strækningen, kunne man for alvor køre med både bivogne og ensrettede vogne og ikke som hidtil, hvor der primært var blevet kørt med toretningsvogne. I forbindelse med en kavalkade 15. august samme år blev der desuden åbnet dobbeltspor på den første etape fra 1985 og et krydsningsspor på halvvejen. Derved var de oprindelige planer for museet opfyldt.[23][24]

Flere sporvogne og busser[redigér | redigér wikikode]

Sporvogn fra Frederiksberg der blev overtaget ved HT Museums lukning i 2003.

Alt imens udvidelserne af Sporvejsmuseet stod på, var vognparken også vokset løbende, blandt andet med flere udenlandske sporvogne. Resultatet var at de to remiser efterhånden var blevet fyldt godt op, og der sysledes derfor med planer om yderligere bygninger.[25] Det blev ekstra aktuelt, da man overtog HT Museums samling på 35 sporvogne og busser tillige med arkivalier og reservedele ved dets lukning i 2003. HT Museum var åbnet i Rødovre i 1984 og omfattede blandt andet en del klenodier fra Københavns Sporvejes gamle samling. Nogle kom nu til Sporvejsmuseet, mens andre blev opbevaret i eksterne depoter.[26]

Umiddelbart trak det dog ud med at kunne erhverve de nødvendige grunde til nye bygninger. Til gengæld kom der flere sporvogne til. Blandt de mere markante var to københavnske ledvogne, der var blevet eksporteret til Alexandria i Egypten, men som blev hjembragt i 2001.[27] I 2006 modtog man en sporvogn fra Melbourne i Australien, der blev givet som gave til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og deponeret på Sporvejsmuseet.[28] I 2011 overtog museet fire sporvogne fra Omstigningsklubben, der måtte indstille deres kørsel i Skælskør. Der kom også flere busser til, blandt andet otte fra Busbevarelsesgruppen Danmark, ligeledes i 2011.[29] Indimellem blev der også foretaget omfattende restaureringsprojekter. En overgang i 2010-2013 fik man således restaureret vogne hos sporvejene i Gera, men det måtte afvikles efter en konkurs der.[30] Til gengæld blev der etableret et filialværksted i ØstermarieBornholm i 2011.[31]

Busserne fik en ekstra rute i 2011, da der indførtes buskørsel til og fra Borup Station på udvalgte dage til erstatning for en normal buslinie, der var blevet nedlagt i 2009.[32] I 2012 introduceredes kørsel med en hestesporvogn på museets forplads, og året efter begyndtes kørsel med en hesteomnibus på en rute til Skjoldenæsholms hovedbygning.[33] Kørsel med trolleybusser kunne man derimod endnu ikke byde på, men en af dem var til gengæld ude at køre i Landskrona et par gange.[34]

Nybyggeri[redigér | redigér wikikode]

I 2014 erhvervede Sporvejsmuseet de nødvendige arealer til nye bygninger og samme år forelå den tilhørende lokalplan. I løbet af de efterfølgende tre-fire år kom der derfor godt gang i byggeriet, så der efterhånden blev etableret en helt lille by på museet. Bag den første remise, Remise 1, opførtes en ny Remise 3 til opbevaring af vogne men desuden forsynet med butikskulisser ud mod den normaltsporede strækning for at give området et mere bymæssigt præg. Overfor opførtes udstillingsbygningen Bushallen, der blev indviet i 2017. Desuden blev der opført en magasinbygning, en mindre Remise 4 og en garage til museets lastbiler.[35] De nye bygninger har gjort det muligt at fraflytte en række eksterne lejemål.[36]

Pr. 2018 arbejdes der på at anlægge en vendesløjfe for metersporsstrækningen ved parkeringspladsen. Sammen med en allerede anlagt vendesløjfe ved museets forplads vil det gøre det muligt at køre med bivogne på metersporsstrækningen også. Blandt de nye bygninger er der opsat køreledningsmaster med henblik på fremtidig kørsel med trolleybusser. Desuden er der planer om at opføre en ankomstbygning med kiosk, toiletter mv. og at udvide Remise 1 med en værkstedsbygning.[37]

Sporvogne og busser[redigér | redigér wikikode]

Sporvejsmuseets ældste bus, FS 1 fra 1913.
Sporvejsmuseets yngste bus, Arriva 1947 fra 2009.

Sporvejsmuseets vognpark omfatter pr. 2017 83 sporvogne, 2 hesteomnibusser, 5 el- og trolleybusser og 48 benzin- og dieselbusser. Dertil kommer så diverse arbejdskøretøjer og køretøjer anskaffet med henblik på indvending af reservedele.[38] 30 sporvogne og 15 busser er godkendte til drift.[39] Dertil kommer nogle sporvogne, der er udstillet i Valby Gamle Remise, og busser i Busudstillingshallen. Andre vogne er under restaurering i Remise 1 eller på filialværkstedet på Bornholm, mens resten hovedsageligt er opmagasineret i Remise 3. Sporvognene kommer fra København, Odense, Aarhus og en del udenlandske byer. Busserne stammer generelt fra København, Odense og Aarhus.

Sporvejsmuseets ældste vogn er en tidligere hestesporvogn, der blev anskaffet af Copenhagen Railway Company omkring 1863. Den er opmagasineret og afventer en eventuel restaurering, der dog vil blive temmelig opfattende.[40] Den ældste vogn, der kan opleves i drift, er DKS 283, der oprindeligt blev anskaffet som hestesporvogn af Kjøbenhavns Sporvei-Selskab omkring 1870 men ombygget til elektrisk bivogn i 1902.[41] Den yngste sporvogn er DPP 7079, en Tatra type T3 der blev leveret til sporvejene i Prag i 1985.[42] Blandt busserne er FS 1, en De Dion Bouton der blev anskaffet af Frederiksberg Sporveje i 1913, alderspræsident. Den er normalt udstillet i Bushallen.[43] Yngste bus er batteribussen Arriva 1947, der blev anskaffet til brug for buslinjen CityCirkel i 2009. Den er også udstillet i Bushallen.[44]

Sporvejsmuset har en køreklar hestesporvogn, KSS 51, der blev anskaffet af Kjøbenhavns Sporvei-Selskab omkring 1880, og som senere kørte på Københavns sidste hestesporvognslinje "Hønen" til 1915.[45] Dertil kommer en hesteomnibus, KO 17 anskaffet af Kjøbenhavns Omnibuskompagni omkring 1895, der lejlighedsvis er ude at køre,[46] mens en kollega fra Frederiksberg benyttes til udstilling.[47] To trolleybusser, KS 101 fra Københavns Sporveje fra 1938 og NESA 31 fra 1953, er også udstillede.[48][49] Sporvejsmuseet råder endnu ikke over en trolleybusstrækning, så der er normalt ikke muligt at køre med dem.

Noget af Sporvejsmuseets materiel kommer stort set lige fra driften. Det gælder blandt andet blandt nogle af de yngste busser, der måske ikke virker særligt museumsagtige endnu, men som til gengæld er i god stand.[50] Men også en del ældre sporvogne og busser, der blev udtaget til bevaring efter udrangeringen, står stadig som dengang. En del andre sporvogne er til gengæld blevet restaureret tilbage til tidligere udgaver. Det har til tider været temmelig omfattende opgaver.[51] OS 12, den eneste bevarede motorvogn fra Odense Sporvej, var for eksempel havehus et par årtier, før den blev reddet og senere restaureret.[52] Tilsvarende har KS 22 fra 1900 fået genskabt sin udseende som toetages efter både at have været ombygget til enetages og til slibevogn.[53] Den store indsats gør, at man kan fremvise en stadig bredere del af sporvejshistorien.

Sporvejsmuseet fokuserer naturligt nok primært på de tre danske sporvejsbyer, København, Odense og Aarhus. Med tiden er det imidlertid også blevet til en del udenlandske sporvogne, der viser udviklingen i andre lande. Det gælder for eksempel vogne fra byer, der ligger nær Danmark så som Malmö, Flensburg og Rostock. To vogne fra Hamburg og Düsseldorf, der blev prøvekørt i København i 1957-1958, er også repræsenterede og fremstår udvendigt som dengang. Hamburg er også repræsenteret med et almindeligt sporvognstog, mens en kollega til vognen fra Düsseldorf er ombygget til cafévogn. Den vogn, der kommer længst væk fra, er M&MTB 965, der blev bygget af sporvejene i Melbourne i 1950. Den blev givet som gave til kronprinsparret i 2006 og deponeret på Sporvejsmuseet.[54]

Arbejdskøretøjerne udgør en blandet samling. Fra Københavns Sporveje og Århus Sporveje har man for eksempel overtaget to skinnegående tårnvogne til ophæng og vedligeholdelse af køreledninger. En automobiltårnvogn fra NESA tjener samme formål. Til kørsel på spor uden køreledninger og til arbejder på normalsporsstrækningen har man to troljer fra DSB og Banestyrelsen. Museets frivillige har også bygget flere arbejdsvogne selv, for eksempel en silovogn til udkørsel af cement og grus og flere fladvogne til forskellige transporter. Desuden har museet to lastbiler til transport af løsdele, grus, skinnestykker mv.[55]

Strækninger[redigér | redigér wikikode]

Motorvogn fra Flensburg på metersporsstrækningen.

Sporvejsmuseet har to sporvejsstrækninger, en kort med meterspor (sporvidde 1000 mm) og en længere med normalspor (sporvidde 1435 mm). Begge strækninger er anlagt på tracéen fra den Sjællandske Midtbane, der lå her fra 1925 til 1936.[56] Begge strækninger trafikeres normalt hver tiende minut i hele åbningstiden.[57] Derudover er der to busruter, der er i drift visse dage.

Metersporsstrækningen[redigér | redigér wikikode]

Den metersporede strækning blev åbnet sammen med museet i 1978, er ca. 300 m lang og forbinder museumsområdet med et stoppested ved Skjoldenæsvej. Her ligger indgang for gæster og en parkeringsplads.[58] Strækningen er i første række beregnet til sporvogne fra Aarhus, hvor man kørte på meterspor, i modsætning til Odense og København der benyttede normalspor. Strækningen trafikeres dog også af en vogn fra hver af Flensburg og Basel. Pr. 2018 er der ved at blive anlagt en vendesløjfe ved Skjoldenæsvej. Der er tidligere anlagt en anden vendesløjfe på museumsområde, som i imidlertid ikke er taget i brug nu.[59] Når de begge to står klar vil det blive muligt at køre med bivogne på metersporsstrækningen.

Normalsporsstrækningen[redigér | redigér wikikode]

Sporvogn fra Oslo Sporveier på vej ud i skoven.

Normalsporsstrækningen er åbnet i etaper, er ca. 1,5 km lang og går fra museumsområdet til Eilers Eg i Højbjerg Skov. Strækningen er oprindeligt bygget til sporvogne fra København men trafikeres nu også af en vogn fra Odense samt vogne fra en række udenlandske byer. Alt afhængigt af hvilket materiel, der er i drift en given dag, kan de besøgende således komme til at køre med vogne fra Malmö, Oslo, Rostock, Hamburg, Düsseldorf, Haag og Melbourne.[60]

På museumsområdet er der afgang fra et stoppested i gaden mellem Remise 1 og Valby Langgade. Desuden er der en vendesløjfe og sporvifter til remiserne.[58] Gaden kaldes Valby Langgade efter den gade, hvor Valby Gamle Remise i sin tid lå i København. Sporvejsmuseets udgave af gaden blev forlænget, da Remise 3 og Bushallen blev opført langs det første af strækningen i 2015-2016.[61] På dette stykke kører sporvognene langsomt, så passagerne kan se butikskulisserne i Remise 3. Folk der ser kulisserne til fods kan tage sporvognene videre ud i skoven fra et stoppested der blev åbnet ved Remise 3 i 2018. I indadgående retning blev der åbnet et stoppested ved Bushallen, da den blev indviet i 2017. Mange passagerer står af her for at se udstillingen.[60]

Umiddelbart efter slutningen på Valby Langgade kommer sporvognene til det tidligere stoppested Tobaksmarken. Det blev åbnet sammen med den første etape af normalsporsstrækningen i 1985 men nedlagt med udgangen af 2017-sæsonen til fordel for stoppestedet ved Remise 3.[58] Siden 1999 har den første del af strækningen været dobbeltsporet hertil, mens der er enkeltspor resten af vejen.[58][62] Herfra kører sporvognene også blandt også blandt Skjoldenæsholms golfbane. Golfspillerne krydser sporene ved Tobaksmarken og på Sporvejsmuseets forplads.

Næste stoppested er Flemmingsminde, der åbnede sammen med 2. etape af normalsporsstrækningen i 1987.[58][63] Navnet stammer fra et uheld under opsætningen af køreledningen, hvor en medarbejder ved navn Flemming fik trukket en køreledningsmast skæv med en lastbil.[64][65] Der er en perron i hver retning ved stoppestedet, hvor der også er opsat borde og bænke til medbragt mad.[58] På perronen i udadgående retning er der opsat en ventesal, der oprindeligt stod ved Vestre Kirkegård i København.[64] Her er der indrettet en lille plancheudstilling om den Midtsjællandske Jernbane.[56]

Stoppestedet Skovkanten blev åbnet sammen med 3. etape i 1990. Som navnet antyder ligger det hvor sporvognene kører ind i Højbjerg Skov. Her er en perron i udadgående retning og et krydsningsspor, der blev taget i brug i 1999.[58][62] Lidt længere fremme krydser strækningen skovvejen Gammel Sparegodtvej. Her er der et stoppested med perron i indadgående retning og en picnicplads.[58] Videre inde i Skoven kommer man til stoppestedet Broen med en perron i udadgående retning, der åbnedes sammen med 4. etape i 1993. Stoppestedet har navn efter en bro lidt længere fremme, der oprindeligt førte en skovvej over den Midtsjællandske Jernbane.[58]

Endestationen er Eilers Eg, der blev åbnet sammen med 5. og sidste etape af normalsporsstrækningen i 1999. Her er der en vendesløjfe med en picnicplads indimellem. Desuden er der et stikspor, hvor der fra en cafévogn sælges, is, sandwich, kaffe mv.[58][66] Stoppestedet er opkaldt Eilers Eg, der er en amerikansk rødeg, som er opkaldt efter Ejler Bruun de Neergaard. Egen står midt i en stensætning, hvor fem skovveje mødes. Herfra er det muligt at gå tur i skoven.[21][67]

Busruter[redigér | redigér wikikode]

Den ene af Sporvejsmuseets busruter er en tur rundt i museets omegn omkring Valsølille Sø.[17][56] Undervejs passeres landsbyen Valsølille, den tidligere stationsby Jystrup og flere rester af den Midtsjællandske Jernbane. Ruten køres på omkring tre fjerdedele af museets åbningsdage, men hvilke afhænger af om er er chauffører til rådighed.[68] Ruten blev etableret i 1995, da Sporvejsmuseet fik tilladelse til buskørsel.[17]

Den anden busrute kører mellem Borup Station og Sporvejsmuseet på udvalgte dage. Den gør det muligt for besøgende der ikke er i bil at besøge museet.[69] Ruten blev etableret i 2011 som erstatning for en almindelig buslinie, der blev nedlagt i december 2009.[70]

Udenfor museet benyttes busserne til et større antal bestillingskørsler. Nogle af dem er faste, for eksempel ved kulturnatten i København og Dansk Model Jernbane Unions årlige udstillinger. Andre er kørsler for selskaber eller i forbindelse med lokale arrangementer.[71]

Bygninger og udstillinger[redigér | redigér wikikode]

Butikskulisse i Remise 3.

Sporvejsmuseets ældste bygning er Remise 1, der blev opført i 1975-1977 forud for museets åbning i 1978. Remisen har syv spor og bruges især til restaurering og værksted for daglig vedligeholdelse. Desuden er der overnatningsrum, spiserum og andre faciliteter for museets frivillige medarbejdere. For publikum er der kiosk, toiletter og en mindre udstilling.[58] På forpladsen står der en telefonkiosk, der oprindeligt stod på hjørnet af Frederiksberg Allé og KingosgadeFrederiksberg, men som blev genopført på Sporvejsmuseet i 1985-1993.[72] Desuden er der en transformerstation fra 1992-1993 og en værksteds-/garagebygning fra 1985-1987 ved navn Traktorama.[58]

Parallelt med Remise 1 ligger Valby Gamle Remise med fem spor. Remisen er i bindingsværk og blev oprindeligt opført ved Valby Langgade i Valby i København i 1901 i forbindelse med indførelsen af elektriske sporvogne. I 1943 blev den afløst af en ny Valby Remise men fungerede efterfølgende som depot til begyndelsen af 1950'erne. I 1954 blev den revet ned og flyttet til Herlev, hvor den først fungerede som bilhandler og senere som tømmerhandel. Efter at sidstnævnte lukkede i 1994, blev bygningen revet ned og flyttet til museet, hvor den blev genopført som remise i 1995-1998.[73] Remisen benyttes nu til udstilling af sporvogne.[58] Desuden er der plancheudstillinger, modeller og andre effekter, der belyser forskellige dele af sporvejshistorien. Indimellem sporvognene er der opsat borde og stole, hvor gæsterne kan indtage medbragt mad. Udenfor åbningstiden opbevares Sporvejsmuseets driftsvogne her og i Remise 1.

Bag Remise 1 ligger museets største bygning, Remise 3 med 10 spor, der blev opført i 2015. Remisen bruges til opmagasinering af sporvogne og busser, der afventer restaurering, og til reservedele. I siden ud mod normalsporsstrækningen er der indrettet en række butikskulisser, der afspejler tiden fra 1940 til 1970.[58] Noget af inventaret og butiksskiltene stammer fra virkelige butikker, for eksempel blomsterhandleren TAGA Bloster. I andre tilfælde er det lokale museer, der har bidraget. For eksempel har Ringsted Radiomuseum bidraget med en radio- og tv-butik. På førstesalen over butikkerne er der en række vinduer med gardiner og lys, der bidrager til illusionen af en husrække.[74]

Parallelt med Remise 3 ligger Bushallen, der blev indviet i 2017.[75] Her er der udstillet en række busser rækkende fra hesteomnibusserne over den første motorbus fra 1913 og stort set frem til nutiden. Udstillingen går overvejende kronologisk frem, men rundt om er der lavet små temaer, for eksempel med trolleybusser og den lokale Ringsted Karosserifabrik. Desuden er der et par eksempler på, hvordan busser kommer til at se ud, når der ikke bliver taget hånd om dem i tide.[76] Derudover rummer bygningen en mindre udstilling af modeller og andre effekter relateret til busdrift. I et par hjørner er der indrettet butikskulisser svarende til dem i Remise 3.[74]

Parallelt med Valby Gamle Remise men til den anden side ligger Remise 4, der blev opført i 2017. Remisen er forsynet med tre spor og skal benyttes af metersporede sporvogne og busser.[58] Bagved Remise 4 ligger Magasinet, der blev opført i 2016-2017. Det er en toetages bygning, der benyttes til reservedele, arkivalier, uniformsdepot mv.[58][77] Bag Bushallen ligger der en lastbilgarage, der blev opført i 2016.[58]

Foran og mellem remiserne er der desuden opsat forskelligt gammelt gadeinventar. Noget af det stammer fra sporvognsdriften så som stoppesteder og gruskasser. Men der er også for eksempel en politialarm, en taxistander og andre ting, der er forsvundet fra det almindelige gadebillede. Dertil kommer ældre udgaver af for eksempel gadelamper, bænke og en postkasse. Ved nogle af stoppestederne ude langs normalsporsstrækningen er der desuden opsat gamle læskure og ventesalsbygninger.[78]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm gennem 25 år af Erik Carstensen, Svend Christensen, Jørgen Krog m.fl. Sporvejshistorisk Selskab, 2003. ISBN 87-91109-02-7
  • Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 40 års jubilæum 1978-2018 Museumskatalog af Svend Christensen og Finn Hørsted. Sporvejshistorisk Selskab, 2018. ISBN 87-91109-29-9
  • Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm - Årsberetning 40. driftsår, 2017 under redaktion af Jørgen Krog. Sporvejshistorisk Selskab, 2018. ISSN 0106-6927
  • Løbende omtale i BYtrafik, medlemsblad for Sporvejshistorisk Selskab.
  • Årsberetninger for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, udgivet af Sporvejshistorisk Selskab fra 1979 og frem.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Christensen og Hørsted, s. 30.
  2. ^ Carstensen m.fl., s. 7-10.
  3. ^ Christensen og Hørsted, s. 4-5.
  4. ^ Carstensen m.fl., s. 8-10.
  5. ^ Carstensen m.fl., s. 11-13.
  6. ^ Carstensen m.fl., s. 13-14.
  7. ^ Carstensen m.fl., s. 15-17.
  8. ^ Carstensen m.fl., s. 14.
  9. ^ Carstensen m.fl., s. 16.
  10. ^ Christensen og Hørsted, s. 6-7.
  11. ^ Åbningen af Danmarks nyeste spovognslinie af Søren Palsbo. BYtrafik 5/1985, s. 140-145.
  12. ^ Nyt fra Sporvejsmuseet af Svend Christensen. BYtrafik 5/1987, s. 210-212.
  13. ^ Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm Årsberetning 10. driftsår, 1987 under redaktion af Per Søegaard. Sporvejshistorisk Selskab, 1988. S. 8-9. ISSN 0106-6927
  14. ^ Carstensen m.fl., s. 31, 34.
  15. ^ 21 elektriske år på Sporvejsmuseet af Søren Johansen. BYtrafik 4/1999, s. 176-178.
  16. ^ Christensen og Hørsted, s. 8-9.
  17. ^ a b c Christensen og Hørsted, s. 10.
  18. ^ Christensen og Hørsted, s. 10-12.
  19. ^ Christensen og Hørsted, s. 10-11.
  20. ^ a b Så blev sløjferne bundet sammen! af Søren Johansen. BYtrafik 3/1999, s. 99-101 og 139-140.
  21. ^ a b Endestationer: Ejlers Eg af Per Søegaard. BYtrafik 3/1999, s. 102-205.
  22. ^ Klar til indvielse af Svend Christensen. BYtrafik 3/1999, s. 141-142.
  23. ^ a b Århundredets sporvognskavalkade af Søren Johansen. BYtrafik 5/1999, s. 211-218.
  24. ^ Christensen og Hørsted, s. 11-12.
  25. ^ Christensen og Hørsted, s. 35.
  26. ^ Christensen og Hørsted, s. 13.
  27. ^ Christensen og Hørsted, s. 12.
  28. ^ Christensen og Hørsted, s. 16-17.
  29. ^ Christensen og Hørsted, s. 22.
  30. ^ Christensen og Hørsted, s. 21-25.
  31. ^ Christensen og Hørsted, s. 22.
  32. ^ Christensen og Hørsted, s. 21-22.
  33. ^ Christense og Hørsted, s. 23-24.
  34. ^ Christensen og Hørsted, s. 22, 25.
  35. ^ Christensen og Hørsted, s. 26-31.
  36. ^ Krog, s. 5.
  37. ^ Christensen og Hørsted, s. 34-35.
  38. ^ Christensen og Hørsted, s. 56-59.
  39. ^ Christensen og Hørsted, s. 3.
  40. ^ KS 1061, Sporvejsmuseet. Besøgt 2. juni 2018.
  41. ^ Christensen og Hørsted, s. 41.
  42. ^ Christensen og Hørsted, s. 48.
  43. ^ Christensen og Hørsted, s. 49.
  44. ^ AD 1947, Sporvejsmuseet. Besøgt 2. juni 2018.
  45. ^ Christensen og Hørsted, s. 43.
  46. ^ Christensen og Hørsted, s. 48.
  47. ^ FS Keifler, Sporvejsmuseet. Besøgt 2. juni 2018.
  48. ^ KS 101, Sporvejsmuseet. Besøgt 2. juni 2018.
  49. ^ NESA 31, Sporvejsmuseet. Besøgt 2. juni 2018.
  50. ^ Christensen og Hørsted, s. 51-52.
  51. ^ Christensen og Hørsted, s. 62.
  52. ^ Christensen og Hørsted, s. 43.
  53. ^ Christensen og Hørsted, s. 38.
  54. ^ Christensen og Hørsted, s. 44-47.
  55. ^ Christensen og Hørsted, s. 53-55.
  56. ^ a b c Oversigtskort tegnet af Erling Nederland i Carstensen m.fl., s. 66-67.
  57. ^ Krog, s. 13.
  58. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q Kort over Sporvejsmuseet, udført af Niels Bruus, 2017. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Besøgt 13. juni 2018.
  59. ^ Christensen og Hørsted, s. 34.
  60. ^ a b Krog, s. 14.
  61. ^ Brochure for Sporvejsmuseet 2018, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Besøgt 13. juni 2018.
  62. ^ a b Christensen og Hørsted, s. 12.
  63. ^ Christensen og Hørsted, s. 7.
  64. ^ a b Svend Christensen i Carstensen m.fl., s. 61.
  65. ^ 21 elektriske år på Sporvejsmuseet af Søren Johansen. BYtrafik 4/1999, s. 175-176.
  66. ^ Cafevognen, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Besøgt 13. juni 2018.
  67. ^ Omkring museet, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Besøgt 13. juni 2018.
  68. ^ Krog, s. 29.
  69. ^ Krog, s. 11.
  70. ^ Christensen og Hørsted, s. 21-22.
  71. ^ Krog, s. 29-31.
  72. ^ Christensen og Hørsted, s. 9, 36-37.
  73. ^ Museumskatalog for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, 6. udgave, af Svend Christensen og Jørgen Krog. Sporvejshistorisk Selskab, 2008. S. 29. ISBN 87-91109-13-2
  74. ^ a b Christensen og Hørsted, s. 65.
  75. ^ Christensen og Hørsted, s. 30.
  76. ^ Velkommen i Bushallen - Sporvejsmuseets busudstilling, folder udgivet af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, juni 2017.
  77. ^ Christensen og Hørsted, s. 33.
  78. ^ Christensen og Hørsted, s. 60-61.

Koordinater: 55°32′00.5″N 11°50′41″E / 55.533472°N 11.84472°Ø / 55.533472; 11.84472