Filosofiens historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 12. maj 2015, 15:41 af Gecko (diskussion | bidrag) Gecko (diskussion | bidrag) (tilføjer billede)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Filosofiens historie starter i Grækenland i det 6. århundrede f.Kr. med Thales som den første filosof og går frem til nutiden. Hvordan filosofiens historie skal beskrives er en stående filosofisk diskussion der bl.a. kan behandles ud fra en historiefilosofisk synpunkt. Idéhistorie er beslægtet med filosofens historie men opfattes typisk som mere bredt orienteret. Filosofihistorie kan orienteres på flere måder

Vestlig filosofi

Den vestlige filosofi har en lang historie og opdeles traditionelt i fire store epoker:

Antikkens filosofi

Den vestlige filosofi anses generelt for at begynde i de græske byer i det vestlige Anatolien med Thales af Milet som var aktiv omkring 585 før vor tidsregning. Flere faktorer har været medvirkende til at filosofien opstod i Grækenland. Grækernes lave indtægter fra landbruget der tvang dem til at blive en handelsmagt, og dermed udviklede dekontakter over hele middelhavet. Denne udvikling prægede middelhavets kulturer fra forhistorisk tid:Malta, Kreta og Kypern, senere fønikisk og sidenhen grækerne handlede med de gamle kulturer i Mesopotamien. Den decentrale administration som blev skabt af de hjemvendte handlende kan have opfostret den filosofiske tankegang.[3] De græske filosoffers hovedområder var kosmologi (astronomi), etik, erkendelsesteori, logik, metafysik og æstetik såsom:

Førsokratikerne

Fra ca. 585 f.Kr. opstod der filosofiske skoler over hele oldtidens Grækenland. Førsokratikernes værker er gået tabt, og deres filosofier kendes derfor kun via fragmenter, eksempelvis fra senere filosoffers citater. En vigtig kilde til viden om førsokratikernes filosofi er Diogenes Laertius' filosofihistorie. [5]Tolkniningen af præsokratikernes filosofi er derfor særdeles vanskelig. Ikke desto mindre har de haft stor indflydelse på den senere filosofi.

Blandt de vigtigste var:

Filosofien forskød sig herefter til Italien og Sicilien:.

Herefter er Athen filosofiens centrum. Athen var på det tidspunkt den dominerende bystat i Grækenland.[3] Er teori om hvorfor den athenske kultur tilskyndede filosofi henviser til at Athen var et demokrati.[3] På den anden side er den græske filosofis filosofiske ideal ikke det politiske engagement. Det er derimod bios teoretikos, (latin: via contemplativa), altså et liv frigjort fra verdslige pligter helliget til studiet af sandhed.[20] At dette ideal var opnåeligt for en græsk filosof kan skyldes at Grækenlands arbejdsstyrke for en stor del bestod af slaver der tog sig af det arbejde der ellers ville have optaget den frie mands tid. Der fandtes flere slaver end frie græske borgere.

FIlosofien efter Sokrates

Sokrates revolutionerede den filosofiske tankegang. Alle filosoffer før ham kaldes førsokratiske. Sokrates skrev intet selv, så vi kender ikke hans filosofi nøjagtigt. Meget forskellige retninger som Stoicisme og skeptiske er inspireret af ham. Sokrates blev dømt skyldig i at fordærve sindene blandt Athens ungdom og for ikke at tro på statens guder. Han havde rig lejlighed til at forlade Athen og undgå dødsdommen, men han valgte at blive og dermed overholde sine principper. Dødsdommen blev eksekveret ved at han drak skarntydesaft.[21]

Rafaels billede "Skolen i Athen

Sokrates vigtigste elev var Platon. Platon skrev en række dialoger og brugte den sokratiske metode til at undersøge filosofiske problemstillinger. Han udarbejdede det hidtil langt mest udviklede filosofi system og organiserede en skole i Athen der bestod helt indtil år 529 e.Kr. Platon har han udøvet en ekstrem stor indflydelse på den vestlige filosofi og kultur. Mange af hans tanker, eksempelvis idelæren, har haft stor indflydelse på kristendommen.

Hans elev Aristoteles var måske den første systematiske filosofi. Aristoteles var den første filosof der udviklede en systematisk logik, der var enestående helt frem til den 20.ende århundrede. Han arbejdede også empirisk, således udgav han empirisk baserede værker om fosterudvikling og indsamlede forfatninger fra græske bystater. Han grundlagde den Peripatetiske skole der havde en lang række ledere, bl.a. Theofrastos.

Andre klassiske skoler er

  • Atomismen der grundlagdes af Demokrit. Den blev videreudviklet af Leukippos, og senere af Lukrets
  • Hedonismen er grundlagt af Aristippos af Kyrene.
  • Epikuræismen er en variant af hedonismen, grundlagt af Epikur.
  • Skeptiscismen grundlagdes af Pyrrho, om hvem man ved meget lidt. Et enkelt værk er bevaret nemlig Sextus Empiricus' "Grundris af pyrrhonismen".
  • Kynismen grundlagdes af Antisthenes, en elev af Sokrates. Diogenes blev kynismens mest kendte repræsentant. Han drev dens lære ud i ekstremerne og genstand for mange myter. Blandt andet siges han at have boet i en tønde.
  • Sofisme. Sofisterne var omrejsende lærde der underviste imod betaling. Der er ikke meget bevaret af deres lære og skrifter. De er forbundet med erkendelsesteoretisk relativisme. Vigtige sofister var Protagoras og Gorgias.

Hellenistisk filosofi

Zenon fra Kition

Grækenland mistede i den hellenistiske periode sin politiske betydning til fordel for romerriget, men græsk filosofi vedblev at spille en meget stor rolle i romersk kultur. Kejser Domitian (regerede 81 - 96) udviste alle filosoffer fra Rom og Italien [22] men generelt var filosofien central, og Marcus Aurelius var både romersk kejser og filosof.

De vigtigste filosofiske retninger var

Biblioteket i Alexandria og Museion var to vigtige institutioner i denne periode. I år 529 lukkede den romerske kejser Kejser Justinian 1. alle filosofiske skoler, inklusive Platons akademi da de var i strid med kristendommen. Dette regnes traditionelt som slutningen på den klassiske filosofi og overgang til middelalderen.

Middelalderlig filosofi

Se også: Filosofi i middelalderen

I middelalderen tager filosofien udgang i Bibelen og kristendommen. Både med hensyn til dens emner, idet teologiske spørgsmål udgør en almen ramme, men også idet at de fleste filosoffer er tilnkyttet kirken, f.eks. som munke. klostrene fungerede også som biblioteker. Efter sammenbruddet af det romerske imperium forsvandt meget af kendskabet til de klassiske filosoffer tabt. Mange tekster blev dog tabt for evigt under bogtabet i senantikken.

Den tidlige middelalder

De to romerske filosoffer Augustin og Boethius er de først middelalderlige filosoffer. Man kendte Aristoteles igennem Boethius oversættelse af Aristoteles Kategorier, De Interpretatione om logik, og hans oversættelse af Porfyrs Isagoge, der er en kommentar til Aristoteles Kategorier. Augustins er primært en teolog, men meget af hans skrifter er filosofiske. Hans temaer er sandhed, Gud, menneskets sjæl, historiens mening, staten, synd og frelse. I tusind år blev hans bøger citeret i nærmet hvert eneste teologisk skrift.

Under den karolingiske rænessance i slutningen af 8. århundrede og begyndelsen af 9. århundrede etablerede Karl den Store skoler i hele sit rige, rådgivet af den lærde Alcuin. Disse skoler, fra hvilke skolastikken har sit navn blev centre for lærdom. Duns Scotus var Alcuins efterfølger.

Højmiddelalderen

Platon, Seneca og Aristoteles. Illustration fra middelalderligt skrift ca. 1325-1335.

Den første filosof i højmiddelalderen regnes for at være Anselm af Canterbury (1033–1109) der især er berømt for det ontologiske gudsbevis. Roscelinus (ca. 1050 – ca. 1121, hvis skrifter er gået tabt, er den første skolastiker.

Det 13. og det 14. århundrede regnes for skolastikkens glansperiode. Den græske filosofi blev genopdaget via manuskripter bevaret på arabisk, bl.a. via Adelard af Baths oversættelser. Især opdagelsen af Aristoteles skrifter var skelsættende. Dette ledte til universaliestrieden, en flere hundrede lang diskussion om almenbegrebernes metafysiske stilling hvor Platons begrebsrealisme stod overfor Aristoteles konceptualisme og den middelalderlige nominalisme. Peter Abelard er en af de første nominalister. I en af middelalderens mest berømte filosofiske kontroverser blev anklagt for kætteri af Bernhard af Clairvaux, en anden fremtrædende tænker der grundlagde Cistercienserordenen.

I mange store byer opstod der universiteter. Der opstod flere flere gejstlige ordener der ville tage kontrol over dem, hvoraf de vigtigste var Dominikanerordenen (sortbrødrene) og Franciskanerordenen (gråbrødrene). Franciskanerne blev grundlagt af Frans af Assisi i 1209. Deres leder i midten af 1200-tallen var Bonaventura, en traditionalist der forsvarede Augustin teologi og Platons filosofi, og som kun indarbejdede en smule af Aristoteles flosofi. Bonaventura fulgte Anselm og hævdede at fornuften kun kan opdage sandheden når den er oplyst af religiøs tro. Andre vigtige franciskanere er Duns Scotus, Peter Auriol og William af Ockham. Den sidste er kendt for Ockhams ragekniv der er et vigtigt metodisk princip, selv om Ockham ikke formulerer princippet direkte.[24]

Dominikanerne blev grundlagt af Dominicus i 1215. De lagde større vægt på fornuften og gjorde udbredt brugt af de nyopdagede skrifter a Arisoteles. Fremtrædende dominikanere er Albertus Magnus og Thomas Aquinas. Aquinas syntese af græsk filosofi med de kristne dogmer kom til at definere katolsk filosofi. Aquinas lagde mere vægt på fornugt og argumentation, og var den første der brugte Aristoteles metafysiske og erkendelsesteoretiske skrifter, hvilket var et stort skifte fra den nyplatoniske og augustinske tænkning der havde domineret den tidlige skolastik. Francisco Suárez (1548 - 1617) regnes som den sidste af skolastikerne.

Renæssancens filosofi

Marsilio Ficino i Firenzes domkirke

En definition er at datere starten af perioden fra starten af renæssancen, især fra den italienske renæssance. De virkeligt nye filosofiske impulser fra ikke-italienske tænkere. Meget af den klasiske græske filosofi var bevaret i Det byzantinske rige, men det var tydeligt for alle her at Byzans ville ende med at blive helt erobret af Ottomanerne. Mange byzantinske lærde, håndværkere, kunstnere og flygtede derfor til Italien, og de medbragte de græske tekster samt underviste i græsk.[25] Især var Platons skrifter ukendte i Middelalderen frem til kontakten med Byzans. Under Konciliet i Firenze 1438-1439 fik Georgios Gemistos Plethon, der var med i den østromerske delegation, kontakt med Cosimo de' Medici; under Cosimos ledelse blev det bragt til veje at Marsilio Ficino oversatte Platons samlede værker som Plethon havde med.

Da Johann Gutenberg opfinder bogtrykkerkunsten omkring 1440 falder bøger betragteligt i pris, da de nu ikke mere skal skrives i hånden, og derfor ophører adgangen til filosofiske værker med at være et problem, hvilket havde hæmmet filosofien siden starten af middelalderen. I Venedig udgiver Aldus Manutius bl.a. Aristoteles samlede værker.

Aristoteles trykt af Aldus Manutius, 1495-98 (Libreria antiquaria Pregliasco, Torino)

Renæssancefilosofferne forkaster kirkens autoritet den skolastiske tradition og læser antikkens filosofi uden at søge at forene den med kristendommen. De arbejder heller ikke alle for kirken, men kan f.eks. være embedsmænd som Michel de Montaigne. Flere af dem kom derfor i konflikt med kirken, bl.a. Giordano Bruno, der blev brændt som kætter, og Galileo Galilei, der blev idømt husarrest. At filosoffer blev anklaget for kætteri var dog ikke noget nyt og forekom også under middelalderen, f.eks. for Peter Abelard. Samtidigt er der endnu ikke opstået en samlet teoretisk ramme, og det er derfor vanskeligt at gruppere renæssancefilosofferne i retninger.

Af andre vigtige filosoffer fra renæssancen kan nævnes

Moderne filosofi

René Descartes (til højre) med dronning Kristina af Sverige (til venstre).

Fra begyndelsen af 1600-tallet bliver filosofien mere systematisk. Rene Descartes anses almindeligvis for at være grundlæggeren af den moderne filosofi. Filosofien i det 17. århundrede er domineret af behovet for at organisere filosofi på rationelle, logiske og indlysende grunde. Dette skyldtes reformationen. Perioden præges også af at filosoffer ofte samtidigt er videnskabsmænd. Således regnes både René Descartes, Blaise Pascal og Sir Isaac Newton også for filosoffer. I henved 200 år er filosofien opdelt i to hovedgrupper, rationalismen der fortrinsvis dominerede på kontinentet, og empirismen, der fortrinsvis dominerede på de britiske øer.

Rationalismen

De rationalistiske filosoffer har det til fælles at de anser fornuften for at være medfødt og kilden til viden, at gudsbegrebet har en vigtig plads i deres filosofi. Deres brug af gudsbegrebet peger tilbage til middelalderen og de opstiller gudsbeviser. Endvidere opstiller de ambitiøse filosofiske systemer der er tænkt som forklaringer af alting. Det Sjæl-legeme problemer er et andet fælles hovedtema.

Vigtige rationalistiske filosoffer er:

  • René Descartes,havde deltaget i trediveårskrigens kaos, og var optaget af at nå frem til sikker viden. Han mente at kun kunne forsvare religionen mod skeptiscisme og ateisme ved at udarbejde et fornuftsbaseret filosofisk system der havde plads til gud, og således forene skolastikkens og renæssancens mål. Descartes grundlægger rationalismen.
  • Nicholas Malebranche. Malebranche er mest kendt for at grundlægge occasionalismem, der er et løsningsforslag af sjæl-legeme problemet. Sjæl og legeme er to forskellige substanser der ikke interagerer, men samstemmes af gud.
  • Spinoza. Sjæl og legeme er to forskellige aspekter af gud. Determinisme, der findes ingen fri vilje.
  • Leibniz. Leibniz var aktiv i mange forskellige videnskabsgrene, bl.a. opdagede han differentialregningen samtidigt med Newton og han arbejdede for at skabe en religiøs verdensfred.
  • Wolff.

Empirismen

John Locke

Empirismen har det samme mål som rationalismen, men mener at erkendelsens grundlag er sansningen, og benægter at der findes medfødte ideer. John Locke beholder den klassiske tese, der oprindeligt stammer fra Aristoteles, at menneskets bevidsthed fra fødslen af er en tabula rasa, en ubeskrevet tavle, som sanserne gradvist fylder ud. Gudsbegrebet er, med undtagelse af Berkeley, ikke et vigtigt begreb for empirismen. En anden forskel til rationalismen er ar empiristerne udarbejder detaljerede politiske og etiske teorier. Som bevægelse er empirismen præget af hvad den danske filosof David Favrholdt har kaldt "det empiristiske skråplan". Empirismen starter med at hævde omverdenens realitet og naturlovenes gyldighed, men som den udvikles mister man mere og mere sikkerhed på denne, og det ender med David Humes filosofi, der også kan kaldes skepticistisk. Med Hume ender empirismen i en blindgyde, i det Humes filosofi opfattes som skeptisk og samtidigt som den mest konsekvente empiristiske filosofi. Hume opstiller induktionsproblemet. Empirismen mest varige succes ligger i den politiske filosofi, hvis ideer i dag er af stor betydning for de vestlige samfund.

Vigtige empirister er:

Andre filosoffer

Udover de filosoffer der tilhører de to hovedstrømninger er der en lang række filosoffer og tænkere der har haft stor betydning for den efterfølgende filosofi. Vi finder vigtige studier der kan kaldes forløbere for moderne psykologi hos moralister, som La Rochefoucauld og Francis Hutcheson. I England var der en række af filosoffer der udviklede vigtige politiske filosofier i dette tidsrum, så som Adam Smith der grundlægger liberalismen. Blaise Pascals religiøse filosofi peger frem imod eksistentialismen.

Oplysningstiden

Det 18. århundredes filosofi er den tidlige del af oplysningstiden. Filosofferne opstillede politiske ideer, der var medvirkende til den amerikanske revolution og senere den franske revolution, så som magtens tredeling, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat. Dette definerer det moderne demokrati. Oplysningsfilosofferne var optaget af at få deres ideer omsat til virkelighed og skrev derfor værker der var let tilgængelige og polemiske. De samlede også viden og udgav dem i de første encyklopædier idet de ville gøre viden tilgængelig for alle. Vigtige oplysningsfilosoffer er

Immanuel Kant

Den moderne filosofi regnes for at afsluttes og kulminere med Kant. Denne leverer et ødelæggende erkendelsesteoretisk angreb på metafysik der hidtil regnedes for videnskabens moder men som stort set opgives efter ham. Kant leverer også en så ødelæggende kritik af alle kendte gudsbeviser at temaet fuldkommen forsvinder fra filosofien efter ham. Han har derfor en stilling i filosofiens historie der kan sammenlignes med Sokrates, idet at temaerne og måden at lave filosofi på er forskellige før og efter Kant. Kants deontologiske etik er også definerende for etikken efter ham.

Filosofien efter Kant

Efter Kant er næsten alle filosoffer professionelle statsansatte universitetsfilosoffer. Tyskland er det første land der gør filosofi til en profession.[26] Man ser også meget få filosoffer der samtidigt leverer vigtigt videnskabeligt arbejde. Betegnede for perioden er en opgiven af en søgen efter et fast grundlag uden for mennesket, og at man ser verden som stadigt foranderlig. Ideen om fremskridt bliver derfor meget vigtig. Perioden minder om renæssancen, på den måde at der er mange vigtige filosoffer der ikke tilhører nogen skole:

Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer", da de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi. Man skal derfor være ikke ligge for meget i betegnelserne.

Kontinentalfilosofi og analytisk filosofi

Fil:Russell in 1938.jpg
Bertrand Russell i 1938
Jean-Paul Sartre

Meget groft kan filosofien opdeles i to hovedstrømninger, hvor den ene har menneskets personlige stilling og erfaring som tema og udgangspunkt, og derfor er åben overfor religion, litteratur og kunst. Den anden tager udgangspunkt i logik og matematik, videnskab, teknologi og samfundets udvikling. Dette skel kan allerede ses antydningsvis i 1800-tallet, f.eks. som forskellen mellem Søren Kierkegaard og Auguste Comte, men først i 1900-talet får de to hovedgrupper navne: Kontinental filosofi og analytisk filosofi. Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer, der fandt det brugbart at have en term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland, der kun havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi.

Kontinentalfilosofi
  • Afvisning af scientisme, at empirisk naturvidenskab er den eneste måde at beskrive verden på. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
  • Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenfor den historiske kontekst.
  • Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
  • Man kan også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage begreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dette.
  • Politisk filosofi har traditionelt ikke interesserer kontinentalfilosofien, med Hannah Arendt som en undtagelse.
Analytisk filosofi
  • Bestræbelse på klarhed og præcis argumentation, hvilket giver sig udslag i at analytisk filosofi vender sig imod logikken og sproganalyse, og imod naturvidenskaben. Den moderne formelle logik er i vid udstrækning startet og udarbejdet af filosoffer.
  • At filosofien ikke har nogen egen genstand, og skal ses som en tydeliggørelse af begreber. Dette giver sig eksempelvis udslag i at analytisk filosoffer kan koncentrere sig om forskellige emner og undersøge deres begreber. Der således opstår en videnskabens filosofi, der senere bliver til biologiens filosofi, fysikkens filosofi etc.
  • Afvisning af store filosofiske systemer.
  • Kritisk kan man indvende at analytisk filosofi har en tendens til at gå i begrebsmæssig tomgang. Eksempelvis kan metoden med tankeeksperimenter afføde debatter som minder om skolastikkens. Der er også en tendens til at overanalysere begreber og miste forbindelden til begrebets oprindelige funktion.

Historiske begivenheder af vigtighed for senmoderne filosofi

ENIAC, den første amerikanske computer
Franz von Stuck, Sisyphus (1920). Albert Camus brugte Sisyfos-myten til at anskueliggøre det moderne menneskes opfattelse af dets livs meningsløshed.

Generelle filosofiske tendenser

Retninger i senmoderne filosofi

  • Modoplysningen
    Hegel med sine elever
    Skitse af Franz Kugler

En række filosoffer kritiserer på forskellig vis oplysningstidens ideer og udvikler nye teorier. Fælles er deres insisteren på tradition og overlevering.

  • Tysk idealisme Fichte, Hegel, og Schelling tager udgangspunkt i Kant. Alle beskriver verden som foranderlig og under udvikling, mens man før så verden som statisk. Hegel bliver meget bestemmende for 1900-talles filosofi, idet udviklingstanken er central i hans filosofi.
  • Fænomenologi. Edmund Husserl grundlægger af fænomenologien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da med en af dennes grundlæggere Gottlob Frege. Fænomenologien videreudvikles af Max Scheler, Martin Heidegger, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer.
  • Utilitarisme. Grundlægges af Jeremy Bentham og videreudviklet af John Stuart Mill, og en mængde andre filosoffer. Ud fra denne opfattelse er en handling moralsk god, når den forøger summen af velfærd. Utilitarisme er blevet en paraplybetegnelse for en bred vifte af normative standpunkter, der alle sigter til at maksimere den totale sum af velfærd, men som har vidt forskellige syn på hvad velfærd er og hvorledes den opnås.
  • Analytisk filosofi Tyskeren Gottlob Frege anses ofte som grundlægger af analytisk filosofi med sin artikel Ûber Sinn und Bedeuting (Om mening og betydning), hvor han rejser spørgsmålet om hvad sproglig mening er. Englænderne G.E. Moore, Bertrand Russell og Alfred North Whitehead er andre tidlige analytiske filosoffer. Senere væsentlige skikkelser er Peter Strawson, W. V. Quine, Michael Dummett, Saul Kripke og Fred Dretske. John Searle og David Chalmers arbejder med analytisk bevidsthedsfilosofi.

Østlig filosofi

I vesten refererer "Østlig filosofi" til de forskellige traditionelle tros- og videns-systemer i Asien, hovedsageligt herunder Kina, Indien, Japan, og Persien. Man må tage hensyn til dette udtryk er meget generel og ikke vægter noget land eller en enkelt tid.

Synkretisme,

studeres typisk som religionshistorie, men er såvel et kontemporært og vestligt tema. Begrebet er oprindeligt – i sin etymologi – forbundet med studierne af antikken og bruges ligeledes til at fremstille den religionshistoriske udvikling i det mesopotamiske kulturcenter. Ved romernes annektering af det levantiske område, de første århundreder i vor tid, ses synkretiske former som eksempelvis kejserkulten Sol Invictus, men karakteristisk for synkretismen er de former der opstår ved lokale kultcentre og deres møde med skiftende overherredømmer. [28]

Oldtidens østlige filosofi,

udviklede sig hovedsageligt i Indien og Kina. Den vediske skole anses af nogle for at være den ældste filosofiske skole – 500 år før den græske filosofi. Andre mener den vediske filosofi begynder med Upanisaderne – de ældste upanisader, Brhadaranyaka-upanisad og Chandogya-upanishad er dateret til omkring det ottende århundrede fvt. Det filosofiske bygningsværk af indiske religioner såsom hinduisme, jainisme eller buddhisme er også til dels bygget på den vediske tanke. I Kina anses konfusianisme for at være den ældste filosofi. Konfusianisme udvikledes i Kina omkring samme tid som buddhisme og jainisme udviklede sig i Indien. En anden skole i filosofi, Taoisme, er udviklet i Kina omkring 200 fvt. Det skal dog tages i betragtning at den østlige filosofi er tynget langt mere af religionen end den vestlige.[29]

Eksterne referencer

 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur

  • Christiansen, Lars (2003): Metafysikkens historie, Museum Tusculanum, ISBN 978-87-7289-874-2
  • Gigon, Olof (1962), "Das hellenische Erbe", i Golo Mann; Alfred Heuß (red.), Griechenland. Die hellenistische Welt, Propyläen Weltgeschichte, vol. 3, Frankfurt a.M., Berlin: Ullstein
  • Frey, Martin (1989), Untersuchungen zur Religion und zur Religionspolitik des Kaisers Elagabal, Stuttgart: Franz Steiner, ISBN 3515053700
  • Friis Johansen, Karsten (1998): Den europæiske filosofis historie. Antikken. Nyt Nordisk Forlag. ISBN 9788717053083
  • Grøn, Arne (2008): Filosofihistorie, filosofi og historie. I: Filosofiske Studier, Vol. 24, s. 103-115.
  • Hartnack, Justus (1992): Filosofiens historie. C.A. Reitzel. ISBN 87-7421-738-0
  • Koch, Carl Henrik (2007): Den europæiske filosofis historie. Fra reformationen til oplysningstiden. Nyt Nordisk Forlag. ISBN 9788717039582
  • Thomsen, Lars Ulrik (2015): Filosofiens historie. Populi. ISBN 9788799800025
  • Thyssen, Ole: (2012) Det filosofiske blik. Europæiske mestertænkere. Informations forlag. ISBN 978-87-7514-328-3

Noter

  1. ^ Olaf Pedersen (1947): Fra Kierkegaard til Sartre, Arne Frost-Hansen Forlag
  2. ^ Dermot Moran (2000): Introduction to Phenomenology, Routledge, ISBN 0-415-18373-1
  3. ^ a b c Filosofiens oprindelse
  4. ^ Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  5. ^ Jørgen Mejer Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit. Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3029-9.
  6. ^ Thales of Miletus Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  7. ^ The Presocratic Legacy Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  8. ^ Anaximander of Miletus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  9. ^ Anaximenes of Miletus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  10. ^ Heraclitus, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  11. ^ Heraclitus of Ephesus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  12. ^ Philolaus, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  13. ^ Alcmaeon, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  14. ^ Parmenides, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  15. ^ Zeno of Elea, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  16. ^ Presocratic Philosophy, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  17. ^ Empedocles of Acragas, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  18. ^ Anaxagoras, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  19. ^ Democritus of Abdera, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  20. ^ Se herfor Die Lebensform der Theoria,Gigon, s. 609-616;Politik und Staat,Gigon, s. 587ff
  21. ^ Socrates, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  22. ^ Ancient History Sourcebook Suetonius: De Vita Caesarum--Domitianus, c. 110 C.E. Translated by J. C. Rolfe., Se afsnit X.
  23. ^ Niels Henningsen (overs.), Plotin, Det ene : udvalgte enneader, Det Lille Forlag, 2007. ISBN 87-90030-81-8.
  24. ^ "What Ockham really said". Boing Boing. 2013-02-11. Hentet 2013-03-26.
  25. ^ Byzantines in Renaissance Italy, af Jonathan Harris (Hellenic Institute, Royal Holloway, University of London, 2002).
  26. ^ Peter Simons "Open and Cloded Culture" i Phenomenology and analysis: essays on Central European philosophy. Red. af Arkadiusz Chrudzimski and Wolfgang Huemer. Side 18.
  27. ^ . Russell skev senere i "My Mental Development" at "with a sense of escaping from prison, we allowed ourselves to think that grass is green, that the sun and stars would exist if no one was aware of them ..."—Russell B, (1944) "My Mental Development", i Schilpp, Paul Arthur: The Philosophy of Bertrand Russell, New York: Tudor, 1951, pp 3–20.
  28. ^ For Sol Invictus, se Frey (1989)
  29. ^ Kilde: Notre Dames universitet
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Filosofiens_historie&oldid=8130856"