Christian 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Christian 7)
Gå til: navigation, søg
Christian 7.
Valgsprog:
GLORIA EX AMORE PATRIAE
(I kærlighed til fædrelandet vil jeg søge min hæder)[1]
Maleri af Peder Als (17251775) omkring Christian 7.s kroningsdag.
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenburg og Delmenhorst
Salving 1. maj 1767
Christiansborg Slotskirke
Regerede 14. januar 1766
13. marts 1808
Forgænger Frederik 5.
Regent Christian 7.
Statsministre
(efter 1772)
Efterfølger Frederik 6.
Ægtefælle Caroline Mathilde af Storbritannien
Børn Frederik 6.

Louise Augusta af Danmark (højst sandsynligt biologisk datter af Johann Friedrich Struensee og dronning Caroline Mathilde af England)

Hus Oldenborgske slægt
Far Frederik 5.
Mor Louise af Storbritannien
Født 29. januar 1749
Christiansborg Slot, København
Død 13. marts 1808 (59 år)
i Rendsborg
Hvilested 1808
Roskilde Domkirke

Christian 7. (29. januar 1749Christiansborg Slot13. marts 1808 i Rendsborg) var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge, samt hertug af Slesvig og Holsten fra 1766 til 1808. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min hæder (latin: Gloria ex amore patriae)".

På grund af kongens mentale tilstand foretoges alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge af dem, der stod ham nærmest. Disse kongelige rådgivere var forskellige alt efter, hvem der vandt magtkampene omkring tronen, men fra 14. april 1784 og frem til Christian 7.'s død i 1808 var det hans søn, den senere Frederik 6., som var det uofficielle, men i realiteten fungerende kongelige overhoved. Nominelt var Christian 7. enevældig konge, reelt var han en politisk fange uden loyale støtter i hoffets inderkreds.

Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1749

Fødsel[redigér | redigér wikikode]

Christian blev født 29. januar 1749 i Dronningens Sovegemak på Christiansborg Slot i København. Han var søn af Kong Frederik 5. i dennes første ægteskab med Prinsesse Louise af Storbritannien. Frederik og Louise havde allerede i 1745 fået en søn (også med navnet Christian), men han var død i 1747, og Christian var dermed kronprins fra fødslen.

Han blev døbt kun to timer efter fødslen af den kongelige konfessionarius. Hans farmor Enkedronning Sophie Magdalene bar som gudmor prinsen under dåben. Efter dåben blev den nyfødte prins lagt i en paradevugge med tronhimmel til beskuelse af alle de mange gæster, der var kommet til dåben.[2]

Komponisten Christoph Willibald Gluck, der opholdt sig i Danmark fra 1748 til 1749, komponerede i anledning af kronprinsens fødsel optrinnet La Contesa dei Numi (Gudernes trætte), hvor de olympiske guder samledes ved Storebælt for at diskutere, hvem der i særlig grad skulle beskytte den nye prins. Den blev opført første gang 12. marts 1749 i anledning af dronningens første kirkegang efter fødslen.[3]

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Christian som barn, malet af Carl Gustaf Pilo.

Christians mor Dronning Louise døde, kun 27 år gammel, i barselsseng i 1751, da Christian var to år gammel. Hans far giftede sig igen året efter med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Alle beretninger tyder på, at han som barn havde noget i høj grad vindende ved sin ydre personlighed og tillige i visse retninger endog påfaldende gode evner, både en hurtig fatteevne og en ypperlig hukommelse.[4] Han lærte både dansk, tysk og fransk til fuldkommenhed – dansk, som det karakteristisk hedder, "bedre end nogen dansk konge i lang tid", og han dansede fortrinlig og kunne optræde med megen anstand.[5]

Christian var som prins meget begavet og af et socialt gemyt, men han var også nervøst anlagt.[6] Dette sidste karaktertræk blev yderligere udviklet, da han fik Ditlev Reventlow som hovmester (det vil sige lærer og opdrager). Reventlow var vistnok ikke uden pålidelighed og samvittighedsfuldhed, men havde et kolerisk temperament uden det ringeste gran af pædagogisk forstand. Han gennemførte et sandt pryglesystem i opdragelsen af den snart aldeles forkuede prins, i hvem han ville indbanke en vis masse af positive kundskaber, ligegyldigt, om de bleve fordøjede eller ikke.[4] Reventlows mishandlinger havde kvalt spirerne til milde og kærlige følelser hos ham, han var bleven på én gang sky og ondskabsfuld, hævnlysten og uden tro på andre mennesker. Det talent, han stærkest havde udviklet, og som han ypperlig forstod at bruge, var spotten. Blottet for virkelig religiøs følelse fandt han fornøjelse i kåde spotterier på dette område, og det var ham en yndlingsfornøjelse at efterabe ministre og hvem, han ellers kom i berøring med.[5]

Kronprinsen havde samtidig andre lærere, men de formåede ikke at bryde fri af Reventlows kontrol med undervisningen. Christian havde især et godt forhold til sin lærer schweizeren Elie Salomon François Reverdil, men Reventlow forstod for det meste at bryde ind, når Reverdil på en interessant måde havde fanget kronprinsens opmærksomhed.[7]

Oven i købet havde han allerede fået smag på udsvævelser. Også i den henseende var han bleven uforsvarlig behandlet som barn. Han havde fået pager, der var fordærvede unge mennesker, og da han, skræmt af sin overhofmesters tyranni, kastede sig i deres arme, havde de let ved at forføre ham.[5]

Tronbestigelse og ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Christian 7. malet af Alexander Roslin.

Efter længere tids svaghed døde Frederik 5. den 14. januar 1766[8], kun 42 år gammel. Samme dag blev Christian udråbt som konge fra Christiansborg Slots balkon af J.H.E. Bernstorff, hvorefter Christian selv trådte ud på balkonen og vinkede med sin hat til den fremmødte menneskemængde.[9] Han var på dette tidspunkt endnu ikke fyldt 17 år. Ved sin konfirmation i 1765 brillerede kronprinsen med gode svar og optrådte i det hele taget dannet og kløgtigt, og ved også tronbestigelsen fik han en lang række glimrende skudsmål af blandt andre tilstedeværende udenlandske gesandter. 1. maj 1767 afsluttedes ceremoniellet omkring tronskiftet, da Christian 7. blev salvet. Salvingsakten for enevældens konger foregik traditionelt i Frederiksborg Slotskirke, men Christian 7.s salving blev som den eneste undtagelse afholdt i Christiansborg Slotskirke.

Straks efter tronskiftet begyndte en kamp om magten over kongen: mænd fra hoffet, administrationen og militæret, der havde været i modsætning til Frederik 5.s ministre, forsøgte at få kongen til personligt at stå for udøvelsen af regeringen uafhængigt af ministre og kollegieledere. Resultatet blev en uafbrudt række af intriger, hurtige afskedigelser og ufyldestgørende politiske initiativer.[8] Christian var fuldt ud klar over situationen, og i hans omgivelser var flere ministre forbavsede over hvorledes, han kunne tage sig sammen til at arbejde med klarhed og skarphed.[5] Men samtidigt kunne han give efter for sine skadefro og ondskabsfulde luner og volde folk ubehageligheder, hvilket hurtigt udviklede sig til en nydelse for ham.[10]

Christian 7. og Dronning Caroline Mathilde danser i Christiansborgs riddersal ved ballet i anledning af deres bryllup.

Samme år indgik han ægteskab med sin kusine, den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, der var søster til den engelske konge Georg 3. Parret var blevet forlovet allerede i 1765. De blev gift den 1. oktober 1766 ved en såkaldt prokurationsvielse i Saint James's Palace i London, hvor brudens storebror var stedfortræder for Christian 7. Herefter rejste Caroline Mathilde til kurfyrstendømmet Hannover og til byen Buxtehude, hvorfra hun med robåd blev overført til Elbens nordbred, der da var dansk område. Her blev hun modtaget af danske hoffolk, der førte hende med hest og vogn til Roskilde, hvor hun i en pavillon, opført til formålet blev præsenteret for sin kommende ægtemand. Efter at have overnattet på Frederiksberg slot gjorde hun den 8. november 1766 sit indtog gennem et jublende København. Senere samme dag bekræftede de deres ægteskab ved en vielse i Christiansborg Slotskirke.[11]

Den 28. januar 1768 fødte Dronning Caroline Mathilde på Christiansborg Slot deres formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6.. Ægteskabet blev dog ikke lykkeligt, måske fordi kongen ikke fik det ønskede tætte samliv med hende. Måske endnu mere efter sit bryllup med hende end tidligere hengav han sig med en kreds af svirebrødre, hvoriblandt grev Holck og en løjtnant Osborn, til udsvævelser, besøgte i forening med dem Københavns berygtede huse og satte sin kongelige værdighed på spil ved at slås med vægterne og rave drukken hjem gennem gaderne. Et ejendommeligt træk, der blandede sig ind i alt dette uvæsen, var en vis ødelæggelseslyst hos ham. Det var ham tit uimodståeligt at slå spejle og møbler itu i de knejper, som han søgte.[10]

Forhold ved hoffet[redigér | redigér wikikode]

Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var helt normal. Lægen Viggo Christiansen fremførte i sin bog Christian den VII's sindssygdom (1906) at han led af skizofreni; nogle nyere historikere har tilsluttet sig denne diagnose[8]. Det væsentligste er imidlertid, at kongens tilstand med årene satte ham ud af spillet som regent.

Kongen var fra starten af indstillet på at regere efter sine egne begreber, som især takket være Reverdil var under stor indflydelse af oplysningstidens ideer, og han var meget letpåvirkelig. Hoffets ledende mænd, anført af J.H.E. Bernstorff, af kongen kaldet "parykkerne"[12], som under Frederik 5. havde været vant til at regere i stedet for monarken, forstod at manipulere med den nye og uerfarne konge. Da Christian efter kort tid så de fleste af sine planer modarbejdet, samtidig med at dronningen, under indflydelse af sin hofdame Louise von Plessens råd, var afvisende overfor ham, opgav han efterhånden at få sat sine ideer igennem og erklærede, at han ville "rase" i to år.[13][14]

Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen – "Støvlet-Cathrine" – turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller.[15] Kongen og hans soldekammerater, hvoraf grev Frederik Vilhelm Conrad Holck var hans yndling, var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det f.x., at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Gehejmekonseilet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbek i Holsten, hvor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.

Ud ad til formåede kongen at optræde med anstand og åndfuldhed, men privat kunne han henfalde i sløvhed. Personlig engagement udviste han i kortere øjeblikke, når han talte med sin page, kammertjener eller rejselæge.[15]

Struensee[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Johann Friedrich Struensee

I 1768 var kongen på en udlandsrejse. Kongen udviste under denne rejse en evne til, at vende den elskværdige side udad og endog komme med pikante, åndrige svar. Da Ludvig XV havde forestillet en søster til hertugen af Choiseul for ham og spurgt ham, hvor gammel han troede, at hun var, undlod Christian i første omgang at svare. Da kong Ludvig dernæst oplyste, at hun var over 50 år gammel, svarede Christian: "Sire, on ne vieillit pas à Votre cour" (ved Deres Majestæts Hof bliver man ikke gammel).[16] Det skulle imidlertid blive sidste gang, at kongen viste disse sider af sin personlighed. Under et ophold i Altona antog han den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge.[17] Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den 250.000 rdl.

Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvorunder over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte vaccination mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han vaccinerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid.

I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. Under et sommerophold i Holsten tog Struensee kongen som gidsel. Struensees magt var baseret på, at kongen ville underskrive hans kabinetsordrer, og han brød sig derfor ikke om Holcks indflydelse på kongen. Struensee havde brug for en person, han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til fysisk magt, når kongen opførte sig upassende. Den fremherskende følelse hos Christian imod Struensee og Brandt var vistnok frygt og med hensyn til den sidste ligefrem had efter, at han endog var bleven pryglet af ham.[16] Struensee lod Reverdil tage sig af kongen til dagligt, og han fik ved kabinetsordrer kongen til at afskedige en række fremtrædende embedsmænd. Dermed var grunden lagt til, at Struensee kunne optræde som diktator.[18] Struensee udviste en hensigt om at få gennemført landboreformer, og Christian synes at have støttet ham i disse bestræbelser.[16]

To kabinetsordrer daterede 4. september 1770 bestemte, at omfanget af ordener og titler skulle indskrænkes, og at der skulle indføres uindskrænket trykkefrihed. Begge var underskrevne af kongen[19], men fra foråret 1771 var kabinetsordrer kun underskrevne af Struensee, der hævdede at have kongens mundtlige bemyndigelse. Centraladministrationen reagerede med modvilje og forhalingstaktik. For at vinde yderligere magt fik Struensee afskediget alle de gamle ministre: Bernstorff, Moltke, Reventlow og Thott, og konseillet ophævet som institution. Samtidig fik han afskåret kollegiechefernes mulighed for at forelægge deres sager direkte for kongen. Ligeledes fik Struensee arrangeret, at alle bønskrivelser til kongen skulle forelægges ham.[20]

På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender. Struensees forhold til dronningen synes kongen ikke at have reageret på.[16]

Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om kongen formelt anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen. Livet igennem var det også Louise Augustas ledestjerne, at hun var datter af Struensee. Hun lignede ham rent fysisk.

På grund af sin totale isolation udvikledes kongens mentale tilstand sig til fuldstændig handlingsløshed. Christians tidligere hyperaktivitet ændredes til et apatisk fangenskab af sin egen angst.[21]

Kuppet mod Struensee[redigér | redigér wikikode]

Struensee arresteres i sit sovegemak den 17. januar 1772

Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret på Christiansborg blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie.

Hovedanklagerne mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage.

Dronning Caroline Mathilde blev ført til Kronborg. Hun tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn. Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom.

Portræt af Christian 7.

For kongens vedkommende forblev han en repræsentativ figur. Han deltog i uendelige tafler (middage), modtog fremmede gesandter, deltog næsten dagligt i statsrådets møder og underskrev retsakter, hvis indhold og betydning han næppe kendte eller forstod. Hvis han nægtede at underskrive, ventede ministrene blot, til kongen havde glemt sin vægring.[22] I løbet af 1770-erne gik udviklingen i retning af at samle den faktiske magt hos hoffet og gøre statsrådet til et organ, der blot skulle bekræfte de beslutninger, der allerede var trufne.[23] Kun udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff kæmpede imod udviklingen, men han stod alene og blev stadig mere isoleret. I 1780 måtte han indgive sin afskedsbegæring.[24]

Senere tid[redigér | redigér wikikode]

To kanoner fra Christian 7.s tid. Kongen brugte flere forskellige monogrammer.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Kongen oplevede ikke nogen større ændring i sin egen situation. Han holdtes stadig i isolation, det var kun opsynsmanden der var blevet skiftet ud. Størst indflydelse på den nye regering fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden den egentlige leder af regeringen. Næsten alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev afskaffet.

Kongens nye hofmester, kaldet "Pomade-Schack" (Joachim Otto Schack-Rathlou), slog kongen, når denne ikke makkede ret. En tid blev han låst inde om natten, lige som han, når han havde teet sig for voldsomt, på enkedronningens ordre af og til blev bundet fast til stolen under tafler. Skønt afmægtig reagerede han fortsat med vid og skarphed mod den behandling, han blev udsat for. Således kunne han, da hans hele medvirken ved statsstyrelsen var reduceret til blot at underskrive de formelle papirer, der blev forelagt, vise sin holdning ved at underskrive med "Christian Rex & Compagnie".[25]

Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., sammen med flere navnkundige personligheder, deriblandt C.D.F Reventlow, den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var Christian den 7. stadig enevældig hersker; han vedblev at underskrive statsrådets beslutninger. Det var således ham, der den 8. juni 1787 underskrev de to første reformlove, der var blevet udarbejdede af Den Store Landbokommission[26] og året efter ophævelsen af stavnsbåndet.[27] Kongen havde ikke mange glæder. En af dem var teatret, men efter Christiansborg Slots brand i 1794 blev hans tilværelse mere farveløs.[25]

Det var på hans idelige snakken med sig selv klart, at han syslede med mørke, mismodige tanker, og ikke sjælden brød den bitre side af hans natur løs ved skarpe udtalelser til eller om andre. Da han i september 1807 under sit ophold i Kolding på flugt fra det engelske bombardement af København en søndag var i kirke, hørte man ham tale med sig selv på vanlig måde: "Wer kommt heute in die Kirche?", spurgte han og svarede så: "Der König und seine elende Suite". Selv til kronprins Frederik kunne der komme de hvasseste udfald fra hans side.[28]

Død og tronfølge[redigér | redigér wikikode]

Christian 7.s sarkofag i Roskilde Domkirke.

Christian den 7. døde 59 år gammel den 13. marts 1808[29] i Rendsborg[28] af et slagtilfælde. Rygterne gik på, at slagtilfældet skulle være forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men intet indikerer, at der var nogen ydre årsag.[30]

Han blev gravsat i Frederik 5.s Kapel i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik 6.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Byen Christiansfeld i Sønderjylland er opkaldt efter Christian 7.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Navn Født Død Bemærkninger
Med Caroline Mathilde af Storbritannien
Frederik 28. januar 1768 3. december 1839 Konge af Danmark 18081839 og Norge 18081814
Gift i 1790 med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel
Louise Augusta[31] 7. juli 1771 13. januar 1843 Gift i 1786 med hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Feldbæk, s. 331
  2. ^ Royale dåb gennem tiden. kristendom.dk. Hentet 2013-02-16. 
  3. ^ Charlottenborg - et stop på din musikalske byvandring gennem København. Det Kongelige Bibliotek. Hentet 2013-02-16. 
  4. ^ a b Holm, s. 511
  5. ^ a b c d Holm, s. 512
  6. ^ Langen, s. 51
  7. ^ Langen, s. 63
  8. ^ a b c Feldbæk, s. 221
  9. ^ Hvidt, Kristian; Ellehøj, Svend; Norn, Otto (1975). Christiansborg Slot. Udgivet af Folketingets Præsidium. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 344. ISBN 87-1701955-9. 
  10. ^ a b Holm, s. 513
  11. ^ Hvidt, Kristian; Ellehøj, Svend; Norn, Otto (1975). Christiansborg Slot. Udgivet af Folketingets Præsidium. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 348. ISBN 87-1701955-9. 
  12. ^ Langen, s. 119ff
  13. ^ Langen, 119
  14. ^ Feldbæk, s. 221 nævner et år
  15. ^ a b Feldbæk, s. 223
  16. ^ a b c d Holm, s. 514
  17. ^ Feldbæk, s. 224
  18. ^ Feldbæk, s. 225
  19. ^ Feldbæk, s. 226
  20. ^ Feldbæk, s. 227
  21. ^ Langen, s. 365ff
  22. ^ feldbæk, s. 231
  23. ^ feldbæk, s. 232
  24. ^ feldbæk, s. 233
  25. ^ a b Langen, jvf. anmeldelse
  26. ^ Feldbæk, s. 260
  27. ^ Feldbæk, s. 261
  28. ^ a b Holm, s. 515
  29. ^ Christian 7.gravsted.dk
  30. ^ Langen, 2008, s. 485ff
  31. ^ Det formodes, at hendes biologiske far var Johann Friedrich Struensee

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ole Feldbæk: "Den lange fred" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9: 1700-1800); København 1990; ISBN 87-89068-11-4
  • Ulrik Langen, Den afmægtige – en biografi om Christian 7., Jylland-Postens Forlag, 2008. ISBN 978-87-7692-093-7.
  • Henning Dehn-Nielsen, Christian 7. – Den gale konge, Sesam, 2000. ISBN 87-11-13372-4.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Christian 7.
Født: 29. januar 1749 Død: 13. marts 1808
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Frederik 5.
Konge af Danmark
1766 – 1808
Efterfølgende:
Frederik 6.
Konge af Norge
1766 – 1808